85

Fredag den 16. januar

Det var sjældent, at Roy Grace var i dårligt humør, men ved fredagens morgenbriefing var han helt nede i kulkælderen. Det gjorde det ikke bedre, at han knap nok havde sovet. Han var blevet i situationsrummet sammen med en del af holdet, indtil klokken var over et. De havde endevendt alt, hvad de havde på Skomanden – både fra dengang og nu. Så var han taget hjem til Cleo, men hun var blevet kaldt ud, lige efter han var kommet hjem, for at undersøge et lig, der var blevet fundet på en kirkegård.

Han var blevet siddende en times tid, havde drukket whisky og røget den ene cigaret efter den anden, mens hans hjerne havde arbejdet på højtryk for at prøve at komme på noget, han havde overset. Humphrey havde ligget og snorket højlydt ved siden af ham. Så havde han genlæst en rapport fra it-afdelingen. Man havde fundet frem til en del sko- og fodfetichisters hjemmesider, chatrooms og profiler på de sociale medier. Der var hundredvis af dem. Det var kun lykkedes at undersøge en lille procentdel af dem, og indtil videre havde de ikke fundet noget, der kunne bruges. Grace havde lidt forbløffet lagt rapporten fra sig og konstateret, at han vist havde levet en overbeskyttet tilværelse. På den anden side var han overbevist om, at han under ingen omstændigheder havde trang til at dele eventuelle lyster med helt fremmede mennesker. Så var han gået i seng og havde forsøgt at falde i søvn, men hans hjerne snurrede videre som en centrifuge. Cleo var kommet hjem ved halvfemtiden, var gået i bad, kravlet i seng og faldet i søvn. Det undrede ham virkelig, at hun under de forfærdeligste omstændigheder kunne undersøge et lig og derefter tage hjem og gå ud som et lys. Måske var det hendes specielle evne til at koble af, der gjorde hende i stand til at klare jobbet med alt, hvad det indebar.

Efter at have ligget og vendt og drejet sig en halv times tid var han stået op og havde løbet sig en tur ned til strandpromenaden for at blive frisk og klare hjernen.

Og nu her klokken 8.30 havde han en knaldende hovedpine og rystede indvendig af alt for meget kaffe. Ikke desto mindre sad han med et nyt krus sort pulverkaffe i det overfyldte mødelokale. Efterhånden var der mere end halvtreds mand i sving på efterforskningsholdet.

Morgenudgaven af The Argus lå foran ham ved siden af en stor bunke papirer, hvor ugerapporten fra evalueringsafdelingen om efterforskningen på Operation Sværdfisk lå øverst. Han havde netop fået den med nogen forsinkelse.

Et foto af en hvid Ford Transit prydede forsiden af The Argus. Billedteksten lød: ‘En bil mage til den mistænktes.’

Midt i artiklen var der et stort billede af den falske nummerplade, og avisen anmodede alle, der havde set bilen mellem klokken 14 og 17 i går, om straks at ringe enten til politiet eller til Crimestoppers.

Det havde ikke været spor sjovt for indehaveren af den varevogn, hvis nummerplade var blevet forfalsket. Han var maler og havde ikke haft mulighed for at køre ud og hente alle de materialer, han ellers havde hårdt brug for på byggepladsen, hvor han arbejdede, fordi hans varevogn ikke ville starte. Han havde dog i det mindste et skudsikkert alibi. Dagen før mellem klokken 14 og 17 havde han sammen med en mekaniker været ude for at tømme varevognens benzintank og rense karburatoren. Mekanikeren havde været overbevist om, at en eller anden havde været så venlig at hælde en hel pose sukker ned i tanken.

Gad vide, om det også er noget, Skomanden har fundet på? tænkte Grace.

Det eneste positive, der var sket her til morgen, var, at ugerapporten var tilfredsstillende. Evalueringsafdelingen var indtil videre tilfreds med den måde, han havde kørt sagen på den første uge. Nu var der imidlertid gået yderligere ni dage, og der var syv uger til, at den næste rapport kom. Forhåbentlig ville Skomanden inden da for længst være bag lås og slå.

Han drak lidt mere af sin kaffe og rejste sig op. Hele lokalet var nu stuvende fuldt, så han indledte briefingen stående.

„Nå,“ sagde han og sprang den sædvanlige indledning over. „Hvordan synes I selv, det går? I går løslod vi vores arrestant ved middagstid, og om eftermiddagen fandt det næste overfald sted. Det bryder jeg mig slet ikke om. Hvad er det, der foregår? Gør denne Johnny Kerridge – eller Yac – grin med os? Det mener The Argus i hvert fald!“

Han holdt avisen op. Overskriften på forsiden lød:

RENT HELD AT FJERDE OFFER BLEV REDDET?

Der var nok ingen af de tilstedeværende, der var i tvivl om, at manden, der i går havde gemt sig i Dee Burchmores bil, var Skomanden. Både stedet og det faktum, at en hurtig laboratorieundersøgelse havde bekræftet, at det stykke vat, man havde fundet, var præpareret med kloroform, kunne tyde på det. Bilen befandt sig nu på kriminalteknisk afdelings værksted, hvor den i løbet af de næste par dage ville blive undersøgt for tøjfibre, hår, hudceller eller andre efterladenskaber, som kunne afsløre gerningsmanden, hvor mikroskopiske sporene end måtte være.

Potting havde fundet ud af, at Johnny Kerridge rent tidsmæssigt ikke havde kunnet gøre det. Ken Acott, hans forsvarer, havde kørt ham hjem til husbåden, og en nabo havde bekræftet, at han i går var blevet om bord indtil klokken 17.30, hvor han var taget på arbejde.

Det var imidlertid noget helt andet og mere personligt, der for alvor havde sendt Grace i kulkælderen. Mikael Foreman havde netop rapporteret tilbage, at Pewe overhovedet ikke ville samarbejde, og at han derfor ikke var kommet ud af stedet.

Han følte sig meget fristet til at anholde Pewe, men han huskede tydeligt den nye vicepolitimesters ord: Det må ikke gå hen at blive noget personligt, men det er du vel klar over?

Han måtte over for sig selv indrømme, at hvis han på et for løst grundlag anholdt Pewe nu, ville det lugte af noget personligt . Og hvis han anholdt ham og senere måtte løslade ham, ville det stille ham selv i et dårligt lys. I stedet havde han modstræbende bedt Foreman om at fortsætte undersøgelsen.

Det var yderligere med til at gnide salt i såret, at Nicholl havde set optagelserne fra overvågningskameraet på Neville Pub igennem. Ganske vist var billedkvaliteten dårlig, og han var ved at få den forbedret, men optagelserne viste en person, der godt kunne være Spicer, som havde siddet og drukket på pubben til efter klokken halv to om natten nytårsaften. Hvis det viste sig at være ham, kunne det ikke være den gamle vaneforbryder, der havde voldtaget Nicola Taylor. Imidlertid var der ingen, der kunne bekræfte hans gentagne påstand om, at han havde opholdt sig på hundevæddeløbsbanen på gerningstidspunktet for overfaldet på Roxy Pearce. Banen lå i øvrigt kun et kvarters gang fra hendes bopæl. Der var heller ingen til at bekræfte hans alibi i lørdags på gerningstidspunktet for overfaldet på Mandy Thorpe i spøgelsestoget på Brighton Pier.

Tidsforløbet syntes Grace var interessant. Hun var blevet overfaldet ved 19.30-tiden, og Spicer skulle først være hjemme på herberget en time senere. Han kunne godt have begået overfaldet og være nået hjem i tide.

Grundlaget for at anholde ham var imidlertid alt for spinkelt, og en dygtig forsvarer som Ken Acott ville kunne pille det fuldstændig fra hinanden. De måtte se i øjnene, at de på nuværende tidspunkt ikke havde nok til at anholde Spicer.

„Godt,“ sagde Grace. „Jeg vil gerne have, at vi gennemgår alle sagens kendsgerninger. For det første: Det er et faktum, at samtlige fem ofre for Skomanden tilbage i 1997 – såvel som det sjette mulige offer, Rachael Ryan, som forsvandt sporløst – alle havde købt et par nye og dyre designersko i en skobutik i Brighton, senest syv dage før de blev overfaldet.“

Flere nikkede bekræftende.

„For det andet: Det er et faktum, at tre af de fire ofre – hvis vi medregner Dee Burchmore – har gjort det samme. Undtagelsen er Mandy Thorpe. Jeg tager hende dog med i vores overvejelser lige nu, selvom jeg helt personligt tror, at hun blev overfaldet af en anden end Skomanden. Det lader vi dog ligge lige nu.“

Han kiggede hen på Proudfoot, som sendte ham et lettere fjendtligt blik.

„For det tredje: Lokaliteten for gårsdagens overfald stemmer overens med dr. Proudfoots forudsigelse. Julius, måske har du lyst til at komme med en kommentar.“

Proudfoot pustede sig op. „Jo, ser I, jeg mener, at vi ved mere, end vi egentlig er klar over. Vi har en masse ubekendte faktorer, men der er et par vigtige ting om Skomanden, som vi ved. For det første må vi gå ud fra, at han er et psykisk tilfælde. Jeg formoder, at han er meget vred, fordi han er blevet afvist. Hvis jeg har ret i, at det drejer sig om et menneske, der som barn er blevet mishandlet af sin mor, føler han sig sikkert dybt såret lige nu. På sådan en mor-har-afvist-mig-måde. Et barn ville reagere ved at blive ked af det og surmule, men en voksen reagerer helt anderledes. Jeg vil gætte på, at han lige nu er både farlig og voldelig. Han fik ikke sin vilje i går, men det vil ikke vare ret længe, før han får den.“

„Vil det gå ud over det samme offer?“ spurgte Foreman.

„Nej, jeg tror, han vil vælge en anden. Måske vil han på et senere tidspunkt vende tilbage til Dee Burchmore, men ikke foreløbig. Jeg tror, at han vil udse sig et nemmere offer.“

„Ved vi noget om, hvordan Dee Burchmore har det?“ spurgte Bella Moy.

„Som man kan forvente, er hun dybt traumatiseret,“ svarede kriminalassistent Claire Westmore. „Og hvordan har gerningsmanden båret sig ad med at komme ind i hendes bil? En Volkswagen Touareg har alt, hvad der skal til af det nyeste nye sikkerhedsudstyr. Ekstranøglen er tilsyneladende forsvundet.“

„Det er jo meget normalt, at kvinder ikke kan finde deres nøgler,“ sagde Potting.

„Og hvad med mænd?“ kom det prompte fra Moy.

„Ekstranøglen plejer at ligge i en skuffe hjemme i ægteparrets hus,“ fortsatte Westmore uanfægtet. „Det kunne tyde på, at gerningsmanden på en eller anden måde har haft adgang til huset og har stjålet den. Ægteparret er helt ude af sig selv ved tanken.“

„At trænge ind i ofrets hjem!“ udbrød Proudfoot med et triumferende smil. „Det ville lige være noget for Skomanden og være med til at fuldende tilfredsstillelsen.“

„Vi ved, at han før har begået indbrud,“ sagde Moy. „Det viser både overfaldet på Roxy Pearce og overfaldet, der fandt sted på en privat bopæl i 1997.“

„Det er et af Darren Spicers specialer,“ sagde Branson. „Er det ikke? Det kunne passe på ham.“

„Der er noget andet, der er værd at lægge mærke til,“ sagde Proudfoot. „I 1997 fandt alle overfaldene sted sent om aftnen. Den sidste række af overfald har – bortset fra nytårsaften – fundet sted midt på dagen eller tidligt om aftnen. Det kunne for mig tyde på, at han måske er blevet gift, og det ville kunne forklare, hvorfor han har holdt sig i skindet i den mellemliggende periode. Nu knager ægteskabet givetvis, og derfor er han begyndt igen.“

Moy rakte fingeren op. „Undskyld, men jeg forstår ikke logikken – hvorfor skulle han have fremskyndet tidspunktet for overfaldene, bare fordi han er blevet gift?“

„For ikke at vække mistanke er han nødt til at være hjemme om aftnen,“ svarede Proudfoot.

„Eller nødt til at være hjemme på herberget St. Patrick’s inden lukketid?“ sagde Moy.

„Netop,“ samtykkede Proudfoot. „Sådan kan det også hænge sammen.“

„Hvordan er han så sluppet af sted med det nytårsaften, hvis han er gift?“ spurgte Foreman. „Er der nogen, der har tjekket ham Kerridges taxameter? Det må da kunne fortælle os, hvor han var henne på det tidspunkt, da overfaldet på Nicola Taylor på Metropole Hotel fandt sted?“

„Jeg har talt med hans vognmand og bedt om en udskrift af al kørsel siden 31. december,“ svarede Potting. „På nuværende tidspunkt har vi ikke beviser nok til at kunne beslaglægge taxaen og få taxametret undersøgt.“

„Hvilke beviser mangler vi efter din mening, Norman?“ spurgte Grace.

„Ofrets sko. Eller kriminaltekniske beviser, der forbinder Kerridge med ofrene. Dem har vi ikke … endnu. Og det kan ikke lade sig gøre uden at genanholde ham. Tilsyneladende giver han indtryk af at være en uskadelig, skør kugle, der kan lide sko. Hans forsvarer siger, at han ikke er helt normal i hovedet. Det er noget med autisme.“

„Det fritager ham vel ikke for at blive anklaget for voldtægt?“ spurgte Branson.

„Nej, men det gør afhøringsproceduren noget mere kompliceret,“ svarede Grace.

„Vi skal først igennem en lang og indviklet procedure for at få en lægelig vurdering af ham. Potting har ret i, at vi ikke har nok på ham.“ Han tog en slurk kaffe. „Fandt du ud af, om nogen af ofrene har været kunde i hans taxa?“

„Jeg viste ham billeder af dem alle sammen,“ svarede han. „Han påstår, at han ikke kan genkende nogen af dem.“

Grace vendte sig om mod Nicholl. „Hvornår får du det forbedrede foto fra Neville-pubben?“

„Senere på dagen, håber jeg.“

„Jeg har kigget lidt mere på geografien og har fundet frem til noget, som jeg tror, kan hjælpe os,“ fortsatte Proudfoot.

Han vendte sig om og pegede på et stort kort over bymidten, som var blevet sat op på et whiteboard på væggen bag ham. Fem cirkler var blevet indtegnet på kortet.

„Jeg gennemgik forleden Skomandens profil i 1997 og nu. Efter sit første mislykkede overfald begik han i 1997 den første anmeldte voldtægt på Grand Hotel. Denne nytårsaften slog han til på Metropole Hotel – de to hoteller ligger nærmest dør om dør. Den næste voldtægt i 1997 fandt sted i et hus på Hove Park Road, og i år slog han til i et hus på The Droveway, som er den første parallelle vej mod nord. Det tredje overfald fandt sted under molen, som dengang hed Palace Pier. I år slog han til i spøgelsestoget på den samme mole. Det fjerde overfald dengang fandt sted i parkeringskælderen på Churchill Square. Gårsdagens overfald skete i parkeringshuset bag Grand Hotel et par hundrede meter længere sydpå.“

Han holdt en pause, så det kunne trænge ind. „Det femte overfald – hvis Graces teori holder – fandt sted i nærheden af Eastern Terrace lige ved Paston Place og St. James’s Street.“ Han vendte tilbage til kortet og pegede på den femte cirkel. „Af mangel på bedre at gå efter tør jeg godt forudsige, at Skomanden næste gang vil slå til et sted, der ligger i nærheden af føromtalte gade. Hans sidste nederlag har såret ham dybt. Han er vred. Han fortrækker højst sandsynlig automatisk til et sted, hvor han føler sig tryg.“ Proudfoot pegede på gaderne nord og syd for St. James’s Street. „Eastern Road og Marine Parade. For at tage den sidste først er der kun huse på den ene side, for på den anden side ligger strandpromenaden. Eastern Road ligner i høj grad St. James’s. Der går en labyrint af små gader ud fra den, og jeg tror, at det er her, han vil slå til igen enten i aften eller i morgen. Jeg tror dog snarere, at det bliver i morgen, hvor der vil være flere mennesker på gaden at gemme sig mellem.“

„Eastern Road er meget lang,“ sagde Foreman.

„Hvis jeg havde en krystalkugle, skulle jeg nok give jer husnummeret,“ sagde Proudfoot med et skævt smil. „Var det imidlertid mig, der havde ansvaret for aktionen, ville jeg koncentrere indsatsen der.“

„Tror du, han allerede har udset sig sit næste offer?“ spurgte Grace.

„Her kan jeg måske bidrage med noget,“ brød Ellen Zoratti ind. „Jeg har noget, jeg meget gerne vil vise jer.“