86

Fredag den 16. januar

Ellen Zoratti tog fjernbetjeningen og trykkede på en knap. Et hvidt lærred kom ned fra loftet og dækkede for dr. Julius Proudfoots bykort.

„Vi ved, at værelset på Grand Hotel, hvor Skomandens første offer blev voldtaget i 1997, var reserveret af en vis Marsha Morris,“ sagde hun. „Vi ved også, at værelset, hvor Nicola Taylor blev voldtaget nytårsnat, var blevet bestilt i samme navn. Jeg har her en optagelse fra overvågningskameraet i receptionen på Metropole, og den vil jeg gerne vise jer. Desværre er der ikke lyd på.“

Zoratti trykkede igen på fjernbetjeningen. En sekvens med kornede sort-hvide billeder tonede frem. Man så en flok mennesker med bagage stå i kø foran hotellets reception. Hun lagde fjernbetjeningen fra sig, tog en laserpointer og lod den røde prik hvile på hovedet af en kvinde, der stod i køen. Det kraftige blonde hår var skulderlangt, store mørke solbriller dækkede halvdelen af ansigtet, og et draperet sjal skjulte det meste af underansigtet.

„Jeg tror, at det er denne Marsha Morris, som for godt to uger siden var ved at tjekke ind på Metropole klokken 15 nytårsaftensdag. Prøv lige at lægge rigtig godt mærke til hendes hår, okay?“

Hun trykkede på fjernbetjeningen, og nu så man en sekvens fra et overvågningskamera på East Street, en af Brightons travle indkøbsgader.

„Jeg stødte på det her, da jeg gennemså alle optagelser fra kameraerne i nærheden af samtlige skobutikker i centrum. Flere af dem ligger inden for dette kameras rækkevidde: Last, L.K. Bennett, Russell & Bromley og Jones. Prøv så lige at se den her optagelse.“

I den næste sekvens kom en elegant og selvsikker kvinde i fyrrerne med bølgende blond hår gående lige mod kameraet og passerede forbi det. Hun var iført en lang mørk frakke og højhælede støvler.

„Det her er Dee Burchmore, som han forsøgte at overfalde i går,“ sagde Zoratti. „Denne optagelse er fra søndag den 10. januar, men kig nu godt efter!“

Lidt senere kom en slank kvinde med lyst, fyldigt hår gående. Hun var iført en lang kameluldsfrakke og blanke støvler. Hun havde viklet et sjal om halsen og gik med en taske over skulderen. Hun gik resolut, som havde hun et vigtigt forehavende.

Et øjeblik efter stødte hun ind i en mand, der kom gående imod hende, og faldt, så lang hun var. Det fyldige hår, som viste sig at være en paryk, fløj hen ad fortovet. En forbipasserende var stoppet op, så man kunne ikke se det blottede hoved.

I løbet af nul komma fem havde kvinden – eller rettere manden, så det ud til – fået fat i parykken og sat den lidt skævt tilbage på hovedet. Så kom hun op at stå, tjekkede sin håndtaske, og et øjeblik efter skyndte hun sig videre, mens hun forsøgte at rette på parykken med begge hænder, hvorefter hun forsvandt ud af billedet.

På grund af kameraets placering og den dårlige billedkvalitet var det umuligt at se personens ansigtstræk, men det var helt tydeligt en mand.

„Marsha Morris?“ spurgte Michael Foreman.

„Adamsæblet forråder altid de der bøssekarle,“ sagde Potting. „Det afslører dem altid.“

„Ved du hvad, Norman,“ sagde Moy, „jeg har engang læst, at de faktisk kan bortopereres … eller i hvert fald blive gjort mindre. Og jeg forstår ikke helt, hvorfor du kalder dem bøssekarle?“

„Denne person var iført rullekrave,“ sagde Nicholl uden at tage notits af dem. „Det er derfor umuligt at afgøre, om han – eller hun – overhovedet havde et adamsæble.“

„Er billedkvaliteten blevet forbedret, Ellen?“ spurgte Grace.

„Ja,“ svarede hun. „Laboratoriet har desværre ikke kunnet gøre det skarpere. Det er ikke særlig godt, men det fortæller et par vigtige ting. For det første, at Skomanden åbenbart udspionerer sine ofre forklædt som kvinde. For det andet, at Dee Burchmore købte et par dyre sko netop den dag. Prøv lige at se den næste sekvens. Desværre er billedkvaliteten igen ringe. Det er en optagelse fra butikkens eget kamera.“

Hun trykkede på fjernbetjeningen, og nu dukkede interiøret af en skobutik op på skærmen med en serie billeder.

„Det her er fra en af Profil-butikkerne i Dukes Lane,“ sagde Zoratti.

En blond kvinde på en stol sad bøjet over enten en iPhone eller en BlackBerry og tastede løs. Zoratti rettede den røde laserprik mod hendes hoved.

„Det her er Dee Burchmore, og billedet er taget fem minutter efter den optagelse, I lige har set fra East Street.“

En ekspeditrice stod og spærrede for udsynet med et par højhælede sko i hånden.

I baggrunden kom en kvinde med fyldigt hår iført en lang frakke, mørke briller og et sjal, der dækkede det meste af underansigtet, gående ind i butikken. Det var den samme person, som de lige havde set falde på fortovet.

Zoratti rettede den røde prik mod hende.

„Der har vi igen gode gamle Marsha Morris!“ udbrød Foreman. „Og nu sidder parykken lige!“

De så transvestitten gå lidt rundt i baggrunden, mens Dee Burchmore betalte for skoene. Hun stod og småsnakkede med ekspeditricen henne ved disken, mens hun tastede nogle oplysninger ind på computeren. Marsha Morris stod lige i nærheden og lod, som om hun var meget optaget af et par sko, men det var helt tydeligt, at hun havde lange ører.

De så Dee Burchmore forlade butikken med skoene i en bærepose.

Kort efter forsvandt Marsha Morris også. Så stoppede Zoratti båndet.

„Ved vi, om manden, der overfaldt Dee Burchmore, var i drag?“ spurgte Potting.

„Han havde en hætte over hovedet med slidser,“ svarede Westmore. „Det er det eneste, hun har kunnet fortælle os indtil nu. Så vidt vi ved, har Skomanden kun været i drag ved overfaldet på Grand Hotel i 1997 og så på Metropole nytårsnat. Ingen af de andre ofre har sagt noget om dametøj.“

„Jeg tror, han bruger det som forklædning,“ sagde Proudfoot. „Det er ikke noget seksuelt. Det gør det bare nemmere for ham at færdes i butikker med damesko uden at vække opsigt, og det er også en god forklædning på et hotel.“

Grace nikkede samtykkende.

„Hvis man ser på sagen fra 1997, var ofret, som blev overfaldet på Churchill Square, et vanemenneske,“ sagde Proudfoot. „Hun anbragte altid bilen i det samme parkeringshus og altid på øverste dæk, fordi der var mest plads. Man kan drage en parallel til Dee Burchmore, som altid parkerede på dæk to i parkeringshuset bag Grand Hotel. Begge gjorde de det nemt for den, der lurede på dem.“

„Dee Burchmore har fortalt mig, at hun jævnligt lægger alle sine aftaler ud på de sociale medier, Facebook og Twitter,“ tilføjede Westmore. „Jeg har kigget på, hvad hun har skrevet på sin væg på begge medier i løbet af de sidste to uger, og man behøver ikke at have opfundet den dybe tallerken for at følge med i nærmest alt, hvad hun foretager sig. De tre andre ofre har også været på Facebook gennem længere tid, og Mandy Thorpe tweetede jævnligt.“

„Godt,“ sagde Nicholl, „Nu har vi indsnævret det til, at Skomandens næste offer har købt et par dyre sko i ugens løb og har en profil på Facebook og/eller Twitter.“ Han kunne ikke lade være med at smile.

„Måske kan vi indsnævre det yderligere,“ sagde Zoratti. „Ofrenes alder kan måske være af afgørende betydning. Nicola Taylor er otteogtredive, Roxy Pearce er seksogtredive, Mandy Thorpe er tyve, og Dee Burchmore er toogfyrre. De har samme alder som Skomandens ofre havde i 1997.“

Hun lod dem lige fordøje, hvad hun havde sagt, inden hun gik videre. „Hvis Grace har ret i, at Rachael Ryan var Skomandens sidste offer dengang i 1997, kan det måske hjælpe os med at finde hans næste offer – hvis vi går ud fra, at der vil komme et til.“

„Det vil der,“ bemærkede Proudfoot skråsikkert.

„Rachael Ryan var toogtyve år,“ sagde Zoratti. Hun vendte sig om mod Proudfoot. „Proudfoot, du har allerede fortalt os, at du mener, at Skomanden måske gentager sit mønster, fordi det gør ham tryg. Kunne det også give ham tryghed, hvis det næste offer er på samme alder som hans femte offer i 1997 – nemlig toogtyve?“

Proudfoot nikkede eftertænksomt. „Vi kan jo ikke være helt sikre med hensyn til Rachael Ryan,“ sagde han hovent og sendte Grace et sigende blik. „Men hvis vi nu forudsætter, at Mandy Thorpe var offer for Skomanden, og at Roy har ret med hensyn til Rachael Ryan, så kan det meget vel være, at din antagelse er rigtig. Det er sandsynligt, at han er ude efter en på samme alder. Hvis det var ham, der overfaldt stakkels Rachael Ryan, som jo aldrig er blevet fundet, så er det ret sandsynligt, at han oven på gårsdagens chok vil satse på en, der ligner hende. En ung kvinde, der er nemmere at snøre end en erfaren midaldrende kvinde. Et let offer. Jo, jeg tror vi skal fokusere på en ung kvinde med højhælede sko, som er på Facebook.“

„Hvilket er lig med så godt som alle unge kvinder i Brighton & Hove – eller i resten af landet for den sags skyld,“ sagde Emma-Jane Boutwood.

„Der kan nu ikke være så mange igen, der har råd til at købe den slags sko, som Skomanden bliver tiltrukket af,“ sagde Moy. „Mon ikke vi kan få en liste fra diverse butikker over kvindelige kunder i den alder, der for nylig har købt et par meget dyre sko?“

„God idé, Bella, men det har vi bare ikke tid til,“ sagde Grace.

„Vi kunne måske indsnævre det yderligere,“ sagde Zoratti. „Hvis vi går ud fra, at vores gerningsmand er ham med parykken, og vi kunne finde optagelser fra en butik, hvor han står lige i nærheden af en ung kvinde i tyverne, så ville vi måske have noget mere at gå efter.“

„Forhøringsholdet har siddet og gennemset alle optagelserne fra kameraerne inde i skobutikkerne, men det er et rent helvede på grund af januarudsalget,“ sagde Moy. „Jeg har også siddet inde i videorummet og set på optagelser fra kameraerne i nærheden af diverse skobutikker i centrum. Der er hundredvis af kvinder på udsalg i den alder. Og det vil tage en evighed at komme igennem alle optagelserne.“

Grace nikkede.

„Efterhånden beder man i mange skobutikker om kundens e-mail til deres mailingliste,“ sagde Westmore. „Der er måske en chance for, at den butik, der har solgt – eller kommer til at sælge – et par sko til det næste mulige offer, har både hendes navn og adresse i deres system.“

Grace sad og vejede for og imod. „Ja, det er værd at prøve. Vi har en liste over alle butikker i byen, der sælger dyre sko.“ Han kiggede ned i sine notater. „Der er enogtyve i alt. Ofret har sandsynligvis købt skoene inden for den sidste uge … men det er selvfølgelig ikke sikkert. Vi kunne godt foretage en grundig gennemgang af alle butikkerne og få navne og adresser på de kunder, der har købt sko, og som passer til vores profil, men med de resurser, vi har til rådighed, kommer det til at tage flere dage, og vi er i tidsnød.“

„Hvad med at sende et par lokkeduer i byen?“ spurgte Boutwood.

„Lokkeduer?“

„Ja, du kan da bare sende nogle af os i byen!“

„Mener du, at I skulle sendes ud for at købe dyre sko?“

Hun nikkede og strålede som en sol. „Jeg melder mig frivilligt!“

Grace skar ansigt. „Kvinder og sko og så oven i købet udsalg. Det bliver som at lede efter en nål i en høstak! Vi ville få brug for en masse lokkeduer for at ramme den rigtige butik på det rigtige tidspunkt. Proudfoot mener jo, at Skomanden vil slå til i aften eller i morgen.“ Han rystede på hovedet. „Det var en god idé, E-J, men det har vi simpelthen ikke tid til. Vi skal være klar til observation af Eastern Road i dag klokken 15.“

Han så på sit ur. Klokken var ved at være 9. Han havde lige nøjagtig seks timer.

Ganske vist var overvågningskameraer en udmærket opfindelse, men der var bare det ved det, at selvom der var hundredvis af kameraer i gang i hele byen døgnet rundt, var der ikke nok personale til at gennemse alle optagelserne. Og billedkvaliteten var ofte for dårlig. Man burde have et computerprogram, der automatisk tjekkede optagelserne, men det havde man ikke. Han disponerede kun over et begrænset antal medarbejdere, og der var grænser for, hvor længe ad gangen de kunne koncentrere sig.

„Deltog du ikke selv i efterforskningen dengang, Rachael Ryan forsvandt, Roy?“ spurgte Zoratti.

Grace smilede. „Det gør jeg sådan set stadig. Sagen er ikke afsluttet. Men jo, jeg var i høj grad involveret. Jeg afhørte flere gange de to veninder, hun havde været i byen med den aften, hun forsvandt. Rachael var besat af sko, og det er derfor, at jeg altid har haft en mistanke om, at Skomanden var involveret. Hun havde købt et par meget dyre sko en uge før hos Russell & Bromley i East Street, så vidt jeg husker.“ Han trak på skuldrene. „Jeg tror, at Skomanden planlægger sine overfald i god tid, og det er også en af grundene til, at jeg ikke vil sende nogen i byen for at købe sko i dag.“

„Medmindre,“ indskød Branson, „det, der skete i går, har gjort ham så frustreret, at han bare snupper den første den bedste.“

„Det, vi kan håbe på, er, at han er så fundamentalt rystet, at han er parat til at gøre noget overilet,“ sagde Proudfoot. „Måske er det lykkedes dig at få ham så meget ud af busken ved at fornærme hans mandlige stolthed i The Argus, at han nu er begyndt at begå fejl.“

„Jamen, så må vi jo finde på noget nyt, så vi kan få ham helt ud af busken,“ sagde Grace.