87

Fredag den 16. januar

Jobbet på Grand Hotel var ikke helt som Darren Spicer havde forestillet sig. Der var visse sikkerhedsforanstaltninger, der forhindrede ham i at lave hans egne nøglekort, og der var en tilsynsførende, der holdt øje med ham og hans arbejdskammerater, fra de kom, til de gik.

Han fik ganske vist løn for sit arbejde med at modernisere hotellets antikverede elinstallationer og trække kilometervis af ledninger nede i kælderens labyrintiske gange med varmtvandsbeholdere og nødgeneratorer, hvor også vaskeriet, køkkenet og diverse lagerrum lå, men han havde jo håbet, at jobbet ville føre til andet og mere end bare at spilde tiden med at trække elkabler fra store tromler og lede efter alle de ledninger, musene havde gnavet igennem.

Han havde drømt om at få adgang til alle 201 værelser, og alt det, de velhavende gæster havde lagt i sikkerhedsboksene, men indtil videre var det ikke lykkedes ham. Han var klar over, at han måtte væbne sig med tålmodighed, men det var ikke noget problem for ham. Han havde været meget tålmodig, dengang han tog på fisketur og også i de situationer, hvor han tålmodigt havde ventet på, at beboerne skulle forlade det hus, han havde planlagt at bryde ind i.

Hotellet var imidlertid den rene gavebod, så han var ivrig efter at komme i gang.

201 værelser var ensbetydende med 201 sikkerhedsbokse! Og hotellet havde året rundt en belægningsprocent på firs.

En medindsat i fængslet havde lært ham at fikse hotelsikkerhedsbokse. Ikke at bryde dem op, det vidste han alt om, og han havde alt det nødvendige værktøj til formålet. Nej, den anden havde lært ham at stjæle fra dem, uden at det blev opdaget.

Det var uhyre simpelt: Man stjal kun en lille smule. Man måtte ikke blive for grådig. Hvis nogen efterlod 200 pund i kontanter eller fremmed valuta, tog man kun et mindre beløb og kun kontanter, aldrig smykker. Gæsterne ville opdage, hvis der manglede et smykke, men aldrig, at der manglede 20 ud af 200 pund. Hvis man gjorde det ti gange om dagen, kunne man komme til at tjene helt godt. 1000 pund om ugen eller 50.000 på et år. Sådan. Fedt.

Han havde besluttet sig for, at denne gang ville han ikke ryge ind igen. Selvfølgelig var der noget mere komfortabelt i Lewes-fængslet end på herberget St. Patrick’s, men det varede ikke så længe, før han ville få sin MiPod, og forhåbentlig ville han så i løbet af et par måneder have kontanter nok til et indskud i en bolig. Det behøvede ikke at være noget særligt til at begynde med. Så ville han finde sig en dame. Og blive ved med at spare op, så han en skønne dag måske kunne få råd til at købe en lejlighed. Sådan! Det var det, han drømte om.

Drømmen havde ellers lange udsigter lige nu klokken 18.30 denne iskolde fredag aften, hvor han gik med skuldrene trukket op om ørene og med hænderne i lommen på sin gode, varme jakke.

Han gik ind på The Norfolk Arms, en pub på Norfolk Square, og drak en stor fadøl med et lille glas whisky til. Begge dele smagte godt. Det var noget af det, han savnede, når han sad inde. Muligheden for at gå på pub, når det passede en, og andre helt dagligdags ting. Livets små glæder. Han bestilte en ny fadøl og tog den med udenfor for at ryge en cigaret. En gammel mand, som stod med sin øl og bakkede på sin pibe, prøvede at komme i snak med ham, men Spicer ignorerede ham. Han stod i sine egne tanker. Han tjente ikke nok på hotellet, han var nødt til at have noget ved siden af. Nu da han havde fået noget at drikke, var han rigtig kommet i stødet og tænkte ved sig selv: Hvorfor ikke bare se at komme i gang?

Om vinteren var tidspunktet mellem klokken 16 og 17 velegnet til indbrud i private hjem. Det var mørkt, og folk var stadig på arbejde. Lige nu var det blevet for sent, men der var et bestemt sted, han havde lagt mærke til, da han var ude og sondere terrænet på sin søndagstur i Hoves nabolag. Et sted, hvor der garanteret ikke var en sjæl en fredag aften klokken 18.30. Et sted, der havde vakt hans nysgerrighed.

Et sted med muligheder følte han sig overbevist om.

Stille og roligt drak han ud og røg færdig. Han havde god tid til at hente sin taske med al specialværktøjet, som han gennem årene havde erhvervet sig eller selv havde lavet. Han kunne nå at udføre jobbet og komme tilbage til herberget i tide. Ja, det kunne han sagtens nå!

Inden da skulle han lige lukke sig ind og ud et helt andet sted!

Han kom i sin halvbrandert til at grine ved tanken.

„Hvad er det, der er så sjovt?“ spurgte manden med piben.

Spicer rystede på hovedet. „Ikke noget særligt,“ svarede han.