89

Fredag den 16. januar

Spicer var begyndt at svede trods kulden. Nede i bæreposen fra Tesco-supermarkedet, der ellers så ganske uskyldig ud, lå alt hans værktøj. Det vejede et ton, og gåturen fra herberget og ud til krydset mellem The Droveway og Davigdor Road virkede meget længere i aften, end den havde gjort i søndags. Øllet og whiskyen, som for en time siden havde gjort ham vældig opstemt, drænede ham nu for energi.

Han havde det gamle boligkompleks på sin venstre hånd. Der var ikke ret meget trafik, og han havde kun mødt få mennesker på sin vej. Der holdt en halv snes biler, der var på vej op ad The Drive, og ventede på, at lyset skulle skifte til grønt. Spicer satte for en sikkerheds skyld tempoet ned og ventede også på, at lyset skulle skifte. Han ville ikke have, at nogen skulle lægge mærke til ham. Man vidste aldrig …

Endelig kørte bilerne. Han skyndte sig at dreje til venstre ned ad en skrå nedkørsel ved siden af boligkomplekset, gik videre hen over parkeringspladsen foran bygningen og om på siden af den og fortsatte hen mod rækken af aflåste garager, der henlå i mørke nede for enden. Der var kun lys i et par vinduer oppe i lejlighederne.

Han gik hen til den fjerneste af garagerne. Det var den, som i høj grad havde vakt hans nysgerrighed, da han sonderede terrænet i søndags. Alle de andre garager var låst med en almindelig hængelås, men denne her havde fire ekstra kraftige låse – to på hver side. Man sætter ikke den slags låse i en garageport, medmindre man opbevarer noget af værdi derinde.

Det kunne selvfølgelig være en veteranbil, men hvis det var tilfældet, så kendte han en forhandler, der ville betale gode penge for reservedelene: rat, gearkasse, logo, kølerfigur og alt andet, der kunne fjernes. Hvis han var heldig, ville han måske finde noget andet, der ville være en masse penge værd. Han vidste af erfaring, at indbrudstyve – ligesom ham selv – godt kunne lide at bruge aflåste garager som depot. Det havde han selv gjort i mange år. Det var et godt sted at gemme varme tyvekoster, der nemt kunne identificeres af ejermanden. Man lod dem ligge et par år eller to, indtil de var knap så varme, hvorefter man kunne afsætte dem til en hæler.

Han stod stille i mørket og holdt øje med, om der var nogle skygger i vinduerne, der antydede, at nogen holdt øje med ham. Det var der ikke.

Han dykkede hurtigt ned i posen og begyndte at bearbejde den første af låsene. Den gav sig i løbet af et lille minut. Det gik lige så nemt med de andre.

Han trak sig ind i skyggen igen og tjekkede omgivelserne. Der var ikke en sjæl.

Han trak garageporten op og blev forbløffet stående, indtil det gik op for ham, hvad det var, han så. Det kom virkelig bag på ham.

Han trådte nervøst ind i garagen, trak porten ned efter sig, fandt lommelygten i posen og tændte den.

„For satan da!“ udbrød han, da lyskeglen bekræftede hans bange anelser.

Skræmt til døde skyndte han sig ud. Tankerne kværnede rundt i hovedet på ham, da han med rystende hænder låste efter sig for ikke at efterlade spor. Så skyndte han sig bort i mørket.