91

Lørdag den 17. januar

På grund af overvågningsaktionen havde Roy Grace aflyst gårsdagens aftenbriefing, og nu var der gået et helt døgn, så der var nok at tage fat på til briefingen lørdag morgen klokken 8.30.

Der havde været masser af aktivitet, men de var nærmest ikke kommet ud af stedet.

Ellen Zoratti og de andre systemansvarlige havde heller ikke fundet noget i deres landsdækkende søgning på sædelighedsforbrydelser, som kunne kædes sammen med Skomanden, og it-centret var heller ikke stødt på noget af interesse.

Forhøringsholdet havde overstået afhøringerne af indehaverne og de prostituerede på samtlige toogtredive bordeller i byen, og det var der heller ikke kommet noget konkret ud af.

Flere af de faste kunder var sko- eller fodfetichister, men da man ikke havde deres navne og adresser, kunne indehaverne ikke andet end love at ringe, næste gang en af dem lavede en aftale.

Hvad Skomanden så end havde foretaget sig de sidste tolv år, var det tilsyneladende lykkedes ham at holde det godt skjult.

I går aftes var der ikke sket noget som helst. Inde i byen havde der været stille som graven. Efter at folk havde festet i hele juleferien og fortrængt alt om den økonomiske krise, lod det til, at det igen var blevet hverdag, og at byens borgere havde hygget sig hjemme. Og selv om hele holdet havde været på nattjeneste, var der ingen, der havde set mere til taxachauffør Johnny Kerridge – Yac.

Det eneste positive Grace havde opnået var, at overvågningsholdet på hele femogtredive mand nu var samlet og stod klar til intensivt at dække hele området omkring Eastern Road i aften. Hvis Skomanden dukkede op, ville han få en varm modtagelse.

Det var dr. Julius Proudfoot stadig overbevist om, at han ville gøre.

I samme øjeblik briefingen var overstået, ringede det på en af de direkte linjer. Glenn Branson var på vej ud af det overfyldte møderum for at ringe til Ari. Han havde nemlig slukket for mobilen, da hun havde forsøgt at få fat i ham under mødet. Han vidste, at hun ringede for at bede ham om at passe børnene i dag. Selv om der ikke er noget, jeg hellere vil, er det komplet umuligt, tænkte han trist.

Idet han var på vej ud ad døren, kaldte Michael Foreman på ham. „Glenn! Der er telefon til dig!“

Han masede sig forbi alle dem, der var på vej ud, og tog røret, som Foreman havde ladet ligge på bordet.

„Kriminalassistent Branson,“ sagde han.

„Jo, ja. Øh … dav, Branson.“

Han rynkede panden, da han genkendte den grove stemme.

„Kriminalassistent Branson, om jeg må be’.“

„Det er Darren Spicer. Vi har mødt hinanden på …“

„Jeg ved godt, hvem du er.“

„Hør lige … jeg … jeg … er havnet i en lidt pinlig situation.“

„Hvor heldig kan man være.“

Branson var ivrig efter at komme af med ham, så han kunne ringe til Ari. Hun kunne ikke fordrage, når han slukkede for mobilen. Der havde også ligget et nyt og ikke særlig venligt brev fra hendes advokat, da han langt ud på natten omsider var kommet hjem til Graces hus, og det ville han gerne tale med hende om.

Spicer lo usikkert. „Jo … altså … jeg har et problem. Jeg bliver nødt til at spørge om noget.“

„Spørg løs!“

„Jo, forstår De … jeg har det her problem.“

„Det kan jeg forstå. Hvad er det, du vil spørge mig om?“

„Jo … det er … altså, hvis jeg nu fortalte … at jeg … at jeg har set noget, ikk’? Ligesom … hvis nogen, jeg kender, havde set noget … altså … på et sted, de ikke burde være? Altså … hvis de nu kunne komme med nogen oplysninger, som I har hårdt brug for, ville I så sigte dem, fordi de befandt sig et sted, hvor de ikke burde have været?“

„Er det, du prøver at fortælle mig ikke, at du har set noget på et sted, hvor du ikke burde være?“

„Det er ikke, fordi jeg har lavet noget ulovligt eller noget. Det er ikke det.“

„Kom nu til sagen!“

Spicer tav et øjeblik. „Hvis jeg nu har set noget, som kan hjælpe jer med at fange Skomanden, kan jeg så få frit lejde? Så jeg ikke bliver retsforfulgt?“ spurgte han.

„Det kan jeg ikke love dig. Ringer du for at få fingre i dusøren?“

Pludselig blev der helt stille i den anden ende af røret. „Dusøren?“ kom det fra Spicer.

„Ja, dusøren.“

„Dusøren for hvad?“

„Der er blevet udlovet en dusør for oplysninger, der kan føre til anholdelse af manden, der overfaldt Dee Burchmore torsdag eftermiddag. Dusøren, der er udlovet af hendes mand, er på 50.000 pund.“

Der blev igen stille i røret. „Det anede jeg ikke noget om,“ sagde Spicer så.

„Det er der ingen, der gør. Ikke endnu. Vi fik det først at vide her til morgen, og først om lidt giver vi det videre til den lokale presse, så du er et hestehoved foran. Nå, hvad er det så, du vil fortælle mig?“

„Jeg vil altså ikke i spjældet igen. Jeg vil blive ude og se, om jeg ikke kan få det til at fungere, hvis De forstår, hvad jeg mener,“ sagde Spicer.

„Hvis du har nogle oplysninger og vil være anonym, kan du også kontakte Crimestoppers. De vil så give det videre til os.“

„Får jeg så også dusøren, hvis det er anonymt?“

„Det tror jeg faktisk nok, du ville. Du er godt klar over, at det til gengæld er strafbart at tilbageholde vigtige oplysninger, ikk’?“ sagde Branson.

Han kunne straks høre panikken i den gamle vaneforbryders stemme. „Jo, da! Men vent lige lidt. Jeg ringer altså for at hjælpe jer, ikk’?“

„Meget generøst.“

„Meget hvad for noget?“

„Jeg synes, du skulle tage og fortælle mig, hvad du ved.“

„Hvad nu, hvis jeg nøjes med at give jer adressen? Får jeg så dusøren, hvis I finder noget?“

„Hold nu kæft med alt det der og spyt ud!“