92

Lørdag den 17. januar

Kort efter klokken 14 kørte Roy Grace ind gennem hovedporten til Mandalay Court, der var et stort nedslidt boligkompleks. Han fortsatte ad den skrå nedkørsel ved siden af bygningen, som han havde fået besked på. Han var nysgerrig efter at finde ud af, hvad det var, Spicers tip gik ud på.

En let støvregn lagde sig på forruden, så han tændte for viskerne. Da han var nået ned for enden af bygningen, fik han øje på en lang række ramponerede, aflåste garager. Det så ud, som om de ikke havde været i brug i årevis. Helt nede i bunden holdt tre biler. Glenn Bransons civile sølvfarvede Ford Focus, der var mage til den, Grace kom kørende i; en lille blå varevogn, som han formodede var låsesmedens og en hvid politibil med to lokale reservebetjente, som man havde bedt assistere, hvis det viste sig, at de blev nødt til at bryde ind. De havde for en sikkerheds skyld taget en rambuk med sig. Grace vidste dog af erfaring, at der nærmest ikke var den dør, som den altid muntre Jack Tunks ikke kunne klare. Til daglig var det ham, der var ansvarlig for låsene i Lewes-fængslet.

Tunks, som var iført en kraftig blå overall, havde stillet en beskidt værktøjskasse ned på jorden ved siden af sig og var gået i gang med at kigge på låsene.

Grace steg ud af bilen med en lommelygte i hånden, hilste på Branson og nikkede hen mod den bageste garage.

„Er det den der?“

„Nemlig. Nummer 17, selv om det er svært at se.“ Branson tjekkede lige efter i ransagningskendelsen, som en dommer havde udstedt for en halv time siden.

„Hold da kæft,“ udbrød Tunks. „Hvad fanden mon der ligger gemt derinde? Kronjuvelerne?“

„Der er godt nok mange låse,“ svarede Grace.

„Den, der har sat de her låse på, har ikke overladt noget til tilfældighederne. Jeg vil vædde på, at døren også er forstærket på indersiden.“

Grace sporede en vis anerkendelse i hans stemme. En respekt for den andens professionelt udførte arbejde.

Mens Tunks gav sig i kast med opgaven, stod Grace og gned hænderne mod hinanden i kulden.

„Har vi noget på ham, der ejer garagen?“ spurgte han Branson.

„Jeg er i gang med at undersøge det. Jeg har sendt to reservebetjente rundt i boligblokken for at spørge, om nogen ved, hvem ejeren eller eventuelt lejeren er. Ellers må vi se, om vi kan finde ud af det online på tinglysningskontoret.“

Grace nikkede, tørrede sin næse med lommetørklædet og snøftede. Han håbede ikke, at han var ved at blive forkølet. Det ville ikke være så godt, hvis han kom til at smitte Cleo, nu hvor hun var gravid.

„Har du set efter, om man kan komme ind i garagen på anden vis?“

Branson, der var iført en lang beigefarvet regnfrakke med bælte og skulderstropper og havde glatte, brune skindhandsker på, stod og skar ansigt og rokkede med hovedet. „Nok er jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, gamle jas, men jo, det har jeg tjekket.“

Grace smilede bredt og gik om på den anden side for selv at se efter. Det var en lang garage, men der var ikke andre døre eller vinduer. „Nå, hvordan går det så med Ari?“ spurgte han Branson, da han kom tilbage.

„Har du set filmen Nu går det vilde ægteskab?“

Grace tænkte sig lidt om. „Michael Douglas?“

„Det må jeg sige. Kathleen Turner og Danny DeVito er også med. Alt bliver totalt smadret. Der er sådan cirka dér, vi er havnet – bare endnu værre.“

„Bare jeg kunne give dig et godt råd, min ven,“ sagde Grace.

„Jeg kan give dig et,“ svarede Branson. „Der er ingen grund til at blive gift. Man skal bare finde en kvinde, der hader én, og så forære hende huset, børnene og halvdelen af sin løn.“

Låsesmeden meddelte, at han var klar og trak derefter garageporten et lille stykke op for at vise, at nu kunne den åbnes. „Hvem vil have den store ære?“ spurgte han og trådte forsigtigt til side, som om han var bange for, at der ville komme et monster farende ud i hovedet på ham.

Branson tog en dyb indånding og trak porten op. Den var meget tungere, end han havde regnet med. Tunks havde ret i, at den var blevet forstærket med en jernplade på indersiden.

Da porten skramlede på plads oppe i skinnerne i loftet, stod de alle tre og stirrede ind i garagen.

Den var tom.

Inde i halvmørket kunne de skimte en stor plet på gulvet, der kunne se ud til at stamme fra en bil, der havde stået og lækket olie. Der lugtede lidt af varm bilmotor. Nede for enden til højre på bagvæggen var der en reol fra gulv til loft. Et gammelt blankslidt bildæk stod til venstre op ad bagvæggen. Et par skruenøgler og en hammer hang i kroge på væggen til venstre for dem. Ellers var garagen helt tom.

Branson stirrede fortabt ind i det tomme rum. „Han har taget røven på os!“

Grace lod lygtens lyskegle glide hen over væggene og loftet uden at sige noget.

„Jeg river fandeme hovedet af ham Spicer!“ udbrød Branson.

Da lyskeglen gled hen over gulvet, fik de begge to samtidig øje på to flade stykker hård plastic. De gik hen til dem. Grace tog et par latexhandsker på, satte sig på hug og tog det ene af dem op.

Det var en frontnummerplade: sorte typer på en reflekterende hvid bund.

Grace genkendte straks registreringsnummeret. Det var det samme som på den varebil, der i fuld fart var kørt væk fra parkeringsanlægget ved Grand Hotel tirsdag eftermiddag, og hvis fører efter alt at dømme havde været Skomanden.

Det andet var den bageste nummerplade.

Havde de fundet Skomandens tilflugtssted?

Grace gik over til endevæggen. Det eneste, der lå på de ellers tomme hylderne, var et par ruller grå gaffatape.

Branson skulle til at gå over til den venstre væg, men Grace stoppede ham. „Lad nu være med at trampe rundt. Lad os ikke forurene stedet yderligere, men trække os forsigtigt tilbage og overlade resten til teknikerne. Dem sender vi bud efter med det samme.“

Han kiggede sig undersøgende omkring og tænkte sig om. „Tror du, at det var nummerpladerne, der fik Spicer til at ringe til os?“

„Jeg tror ikke, at han er kvik nok til at lægge to og to sammen ved synet af et par nummerplader. Jeg tror også, han så noget andet.“

„Som hvad for eksempel?“

„Han vil ikke sige noget, medmindre han får frit lejde. Jeg må dog sige, han var kvik nok til at låse efter sig.“

„Jeg vil snakke med Peter Rigg,“ sagde Grace og gik forsigtigt ud af garagen. „Vi skal have at vide, hvad det var, han så herinde, og som tilsyneladende nu er forsvundet.“

„Tror du, han har hugget det?“

„Nej,“ svarede Grace. „Jeg tror ikke, Spicer har hugget noget. Det, jeg tror, han muligvis så herinde, var en hvid varevogn. Der har holdt en bil her med motoren kørende inden for de sidste par timer. Hvis det var varevognen, hvor fanden er den så henne nu? Og, hvad der er endnu vigtigere, hvorfor er den kørt? Du er nødt til at få fat i ham og snakke med ham. Vrid armen om på ham. Sig til ham, at han skal fortælle os, hvad det er, han har set, hvis han vil gøre sig forhåbning om dusøren. Ellers kan han godt glemme alt om den.“

„Han er bange for at ryge i spjældet igen for indbrud.“

Grace så på vennen. „Sig til ham, han bare kan sige, at døren ikke var låst, selvom det er løgn. Jeg er ikke interesseret i at knalde ham for indbrud.“

Branson nikkede. „Okay. Jeg skal nok få fat i ham og sige det til ham. Jeg kom lige i tanke om noget. Hvis vi sender bud efter teknikerne, og Skomanden kommer tilbage og får øje på dem, så stikker han af. Er det ikke smartere at holde garagen under observation, så han ikke opdager, at vi har været her?“

„Hvis bare han ikke holder øje med os lige nu!“ sagde Grace.

Branson så sig vagtsomt omkring. „Ja, hvis bare han ikke gør det.“

Det første Grace gjorde, da han tyve minutter senere kom tilbage til operationsrummet i John Street, var at give den taktiske leder og hans sektionsledere besked på, at de resten af dagen og natten med skulle sørge for, at der blev holdt øje med alle hvide Ford Transitter, som blev observeret i nærheden af Eastern Road. Så udsendte han en generel anmodning til alle patruljevogne i byen om at holde skarpt udkig efter hvide Ford Transitter i alle afskygninger.

For tolv år siden havde Skomanden, hvis Graces teori holdt stik, brugt en hvid varevogn under sit overfald på Rachael Ryan. Det ville også stemme overens med Proudfoots teori om, at han gentog sit mønster, hvis han gjorde det samme i aften.

Grace spekulerede over, om det mon var derfor, at det netop var de tolv sider, der var blevet fjernet fra sagsmappen? De sider, der omtalte et vidneudsagn om, at en ung kvinde var blevet bortført i en hvid varevogn. Indeholdt de mon afgørende udsagn om hans opførsel? Hans adfærdsmønster? Oplysninger om varevognen?

Der var noget, der nagede ham med hensyn til den aflåste garage, og som han ikke kunne få ud af hovedet. Hvis Skomanden havde kørt bilen ud af garagen, hvorfor havde han så gjort sig den ulejlighed at låse alle fire låse efter sig? Der var ikke noget at stjæle derinde bortset fra to ubrugelige nummerplader.

Det kunne han simpelthen ikke få til at hænge sammen.