93

Lørdag den 17. januar

De eneste kunder, Yac syntes var endnu værre end fulderikker, var dem, der var høje af narko. Pigen på bagsædet var helt vildt speedet.

Munden stod ikke stille på hende, og hun havde kæftet op, lige siden han havde samlet hende op et sted ude i nærheden af stranden i Lancing. Det lange strithår havde en ubestemmelig rødgrøn kulør. Det var det rene vrøvl, hun kom med, og hendes sko var heller ikke noget at prale af. Hun stank af tobaksrøg og Dolce & Gabbana Femme og så forfærdelig ud. Hun lignede en Barbie-dukke, som var blevet hevet op af en skraldespand.

Hun var så vind og skæv, at han tvivlede på, at hun ville lægge mærke til det, hvis han kørte hende til månen – hvis han altså vidste, hvordan man bar sig ad med at komme derop. Det havde han ikke lige regnet ud endnu.

„Forstår du,“ plaprede hun videre, „der er masser af mennesker, der er ude på at tage røven på en her i byen. Man vil gerne have kvalitet, og når man siger, man gerne vil have noget af det brune, så giver de en noget lort. Ja! Lort! Har du ikke været ude for det?“

Yac var ikke helt klar over, om hun snakkede i mobilen, som hun havde gjort det meste af turen, eller til ham, så derfor kørte han videre i tavshed, holdt øje med uret og var ved at gå ud af sit gode skind. Når han havde fået sat hende af i Kemp Town, ville han holde ind til siden og ignorere alle opkald fra centralen og vente på, at klokken blev 19, så han kunne få sin te.

„Har du ikke?“ gentog hun endnu højere. „Har du ikke?“

Hun prikkede ham i ryggen. Det brød han sig ikke om. Han kunne ikke fordrage, hvis kunderne rørte ved ham. I sidste uge havde han kørt med en fulderik, der sad og grinede og blev ved med at dunke ham i ryggen. Det havde fået ham til at spekulere på, hvordan manden mon ville reagere, hvis han smækkede ham en med den krydsnøgle, han brugte til at skifte hjul med. Han havde den liggende omme i bagagerummet.

Lige nu sad han og tænkte på, hvordan hende pigen mon ville reagere, hvis han smækkede hende én med den. Det ville være nemt nok at holde ind til siden og hente krydsnøglen omme i bagagerummet. Og selv efter han havde smækket hende én, ville hun garanteret bare blive siddende og ævle videre. Det havde han engang set en gøre i en film i fjernsynet.

Hun prikkede igen til ham. „Hallo! Hey! Har du ikke?“

„Har jeg ikke hvad?“

„Du hører sgu ikke efter! Nå, men altså! Okay! Pis. Kan du ikke sætte noget musik på?“

„Størrelse 38?“ spurgte han.

„Størrelse 38? Størrelse 38 i hvad?“

„Sko. Du bruger størrelse 38.“

„Er du skomager i din fritid eller hva’?“

Hendes sko var bare så grimme. Flade, revnede sko i kunstigt leopardskind. Hende kunne han godt finde på at slå ihjel, blev han enig med sig selv om. Det kunne han godt. Det ville være nemt nok. Der havde været mange kunder, han ikke kunne lide, men hun var den første, han faktisk havde fået lyst til at slå ihjel.

Det var nok bedre at lade være. Han ville få problemer, hvis han slog nogen ihjel, og det blev opdaget. Han så tit tv-serier som CSI og Sagen genåbnet, der handlede om politiets kriminalteknikere og deres arbejdsmetoder. De serier kunne man lære meget af. Blandt andet at dræbe sådan en dum kælling med grimt hår, fæl sort neglelak og bryster, der var lige ved at hoppe ud af den knaldrøde bh.

Da han svingede til venstre i rundkørslen foran Brighton Pier og var på vej op og rundt om Old Steine, klappede hun pludselig i.

Han spekulerede på, om hun mon havde læst hans tanker.