94
Lørdag den 17. januar
Roy Grace sad i den ene ende af kommandocentralen og kæmpede med en modbydelig slimet og iskold omgang kinesiske nudler med kylling og rejer, som en velmenende betjent var kommet med. Hvis ikke han havde været så hundesulten, var maden røget lige ned i skraldespanden, men han havde ikke fået andet at spise end en skål havregryn til morgenmad, så han måtte have noget at tære på.
Alt havde åndet fred henne ved garagen bag Mandalay Court, men garageporten med de kraftige låse rumsterede stadig i hovedet på ham. Vicepolitimester Rigg havde givet grønt lys til, at Darren Spicer kunne fortælle, hvad det var, han havde set, uden at det ville få konsekvenser for ham, men indtil videre havde Branson ikke kunnet finde ham. Grace håbede ikke, at de var offer for en eller anden makaber spøg fra den gamle vaneforbryders side.
Han stak gaflen ned i foliebakken, mens han sad og stirrede på et billede af byens gadenet på computerskærmen foran sig. Alle biler og alle femogtredive mand i aktionen var udstyret med sendere, så han med en meters nøjagtighed kunne se deres position. Han tjekkede først omhyggeligt alles placering og derefter skærmbillederne oppe på væggen fra overvågningskameraerne i alle gaderne i centrum. Kameraerne var udstyret med nattesyn, så billederne på skærmene var lige så tydelige, som hvis de var optaget i dagslys. Der var helt klart flere mennesker på gaden i dag. Folk var ganske vist blevet hjemme i går, men det så ud til, at der ville komme rigtig gang i den her lørdag aften.
Lige som han sad og gumlede på en udtørret reje, skrattede hans bærbare telefon, og han hørte en ophidset stemme: „Mål 1 i sigte! Han svinger til højre … gentager til højre ad Edward Street!“
‘Mål 1’ var deres kode for Johnny Kerridge – eller Yac. ‘Mål 2’ og efterfølgende numre ville blive hæftet på diverse hvide varevogne eller fodgængere, der opførte sig mistænkeligt.
Grace satte straks foliebakken fra sig og tastede den kommando, der skulle til, for at billedet oppe på skærmen skiftede til overvågningskameraet i krydset mellem Edward Street og Old Steine. Han fik øje på en taxa, en Peugeot-stationcar i Brightons turkise og hvide farver. Den kørte lige netop ud af kameraets synsfelt og videre ud ad vejen.
„Han kører med en kvindelig passager. Han er på vej mod øst … gentager mod øst!“ hørte Grace stemmen sige.
Et øjeblik efter så Grace en lille Peugeot køre i samme retning. Senderen på hans kort viste, at det var observationsvogn nummer 4.
Han kaldte billedet fra det næste kamera på ruten frem og så taxaen køre over krydset ved Egremont Place, som var det sted, hvor Edward Street blev til Eastern Road.
Der skete næsten nøjagtig det samme i går aftes, tænkte Grace. Nu fornemmede han imidlertid – uden at kunne forklare hvorfor – at der var en forskel. Samtidig blev det ved med at bekymre ham, at han havde sat hele sin lid til Proudfoots dømmekraft.
Han fik fat i den taktiske leder på den bærbare. „Kan taxaselskabet fortælle os, hvor han er på vej hen?“
„Nej, vi ville ikke spørge dem, for sæt nu en fra centralen siger noget til chaufføren. Vi har mandskab nok ude til at holde øje med ham, så længe han bliver i området.“
„Okay.“
Nu var der en anden, der sagde noget: „Lige nu er han ved at svinge til højre ned ad … Montague Street, tror jeg nok … jo, det er den! Nu stopper han! Bagdøren bliver åbnet! Hun er ude af bilen! Hold da op, hun har travlt med at komme væk!“