95

Lørdag den 17. januar

Han var kommet tidligt på eftermiddagen for at parkere på en af pladserne med billetautomat, der lå i nærheden af hendes lejlighed. Han ville sikre sig, at han kom til at holde et sted, hun ikke kunne undgå at passere på vej hjem fra kickboksning.

Alle de forbandede parkeringspladser var imidlertid optaget, da han ankom, så han blev nødt til at vente nede for enden af vejen, hvor der var gul opstribning.

Området her syd for Eastern Road var en labyrint af smalle gader og to-treetagers victorianske rækkehuse, hvor der boede mange studerende og enlige, og det var lige i hjertet af Brightons homoseksuelle kvarter. Der var en del skilte fra ejendomsmæglere, der averterede huse til salg eller til leje. Det var mest små snavsede personbiler og et par varevogne, der holdt parkeret på begge sider af gaden.

Over en time havde han måttet vente, og klokken var blevet næsten 15.30, før en gammel rusten Land Cruiser var kørt, og han kunne ånde lettet op. Han kunne lige være der, og der var kun hundrede meter hen til indgangsdøren til det lyseblå hus med karnapper, hvor Jessie Sheldon boede i lejligheden øverst oppe. Hvor heldig havde man lov at være!

Det var helt perfekt. Han havde puttet mange mønter i automaten, så hans parkeringsbillet først ville udløbe klokken 18.30, men nu var tidspunktet allerede overskredet.

For en time og ti minutter siden var Jessie kommet ud af gadedøren i træningstøj og løbesko. Hun var gået lige forbi ham på vej hen til kickboksning, som hun plejede at gå til lørdag eftermiddag, og som hun havde skrevet om på Facebook. Han kunne have taget hende på det tidspunkt, men det var ikke blevet helt mørkt, og der havde været for mange mennesker på gaden.

Nu var det imidlertid blevet mørkt, og der var ikke en sjæl på gaden.

Han vidste, at hun havde travlt. Hun havde meddelt gud og hvermand, at hun ville skynde sig hjem og iføre sig sit stiveste puds, inden hun tog Benedict med hen for at møde sine forældre for første gang.

Jeg er bare såååå nervøs for det møde!! havde hun skrevet på Facebook.

Hvad nu, hvis de ikke kan lide ham?

Hun havde tilføjet, at hun glædede sig såååå meget til at tage de nye Anya Hindmarch sko på!

Han glædede sig nøjagtig lige såååå meget til de Anya Hindmarch, som han også havde købt. Lige nu lå de parat på gulvet bag hans sæde og ventede på hende! Han var også såååå nervøs, men på en dejligt pirrende måde. Han sitrede af forventning.

Hvor er du mon henne i aften, kriminalkommissær Roy Grace med den store stiverik?

Du er i hvert fald ikke her, vel? Du står på helt bar bund! Igen!

Han havde parkeret sådan, at han gennem en sprække i gardinet i bagruden kunne holde øje med hende, når hun nærmede sig. Det var egentlig ikke nødvendigt med gardiner, han havde nemlig klæbet tonet folie på bag- og sideruder, så man selv i dagslys ikke kunne kigge ind. Han var selvfølgelig helt klar over, at inkarnerede fans af de klassiske folkevognsrugbrød ville rynke på næsen ad den slags.

Han kiggede på uret, tog latexhandskerne og baseballkasketten på og satte natkikkerten for øjnene. Hun kunne, hvert øjeblik det skulle være, komme enten gående eller løbende rundt om hjørnet. Der var to hundrede meter fra hjørnet og hen til hendes gadedør. Hvis hun kom løbende, havde han tyve sekunder, og lidt flere, hvis hun kom gående.

Det vigtigste var, at hun var alene, og at der ikke kom nogen.

Hvis ikke, måtte han ty til plan B og overfalde hende inde i huset. Det ville imidlertid blive besværligt at få hende ud derfra og ind i bilen uden at blive set. Han havde dog regnet ud, hvordan det kunne lade sig gøre, selvom det var svært.

Han skælvede af ophidselse, da han med bankende hjerte en sidste gang gennemgik tjeklisten. Han trak skydedøren til side, tog fat i en fryser, der var en attrap, som han selv havde lavet af krydsfiner, og flyttede den nærmere hen til døren. Så tog han baseballkasketten af, trak hætten over hovedet og tog igen kasketten på for at skjule hætten så godt som muligt. Så kiggede han ned på skoene på gulvet, der var nøjagtig mage til hendes.

Nu var han parat. Oven på fiaskoen i torsdags havde han sørget for at planlægge det hele ned til mindste detalje, som han plejede. Han var overbevist om, at han var dækket fuldstændig ind.