96
Lørdag den 17. januar
„Hey!“ råbte Yac ude af sig selv. „Hey! Hey!“
Det kunne ikke være rigtigt. Hun var stukket af uden at betale! Han havde kørt hende hele vejen fra Lancing og hertil. 24 pund lød taxametret på. Da han holdt ind til siden ved den adresse, hun havde opgivet, havde hun åbnet døren og taget benene på nakken.
Det ville han bare ikke finde sig i!
Han flåede sikkerhedsselen af og fór rystende af arrigskab ud af bilen. Han havde hverken slukket for motoren eller lukket døren efter sig, men styrtede af sted efter den flygtende skikkelse.
Hun spænede ned ad bakken og drejede så til venstre ad St. George’s Road, en godt oplyst og travl hovedgade med forretninger og restauranter på begge sider. Selvom han måtte vige uden om flere mennesker, halede han ind på hende. Hun kastede et blik over skulderen og fór så pludselig lige ud foran en bus, som dyttede ad hende. Det var Yac ligeglad med, så han løb ind mellem bagenden af bussen og en bagvedkørende bil, der måtte hugge bremserne i, så dækkene hvinede.
Han var ved at hale ind på hende!
Han ville ønske, at han havde taget krydsnøglen fra bagagerummet med sig, så han kunne slå hende ned!
Nu var han kun et par meter fra hende.
I en af de skoler, han havde gået på, havde han lært at spille rugby. Han havde ganske vist hadet det, men han var blevet ret god til at tackle. Oven i købet så god, at han havde fået besked på at holde op, fordi lærerne mente, at han forulempede de andre drenge og gjorde dem bange.
Hun kiggede igen bagud, og i skæret fra en gadelygte så han hendes ansigtsudtryk. Hun var bange.
Nu løb de ned ad en mørk sidegade mod Marine Parade, hvor der var masser af lys. Han nåede ikke at opfatte skridtene lige bag sig og lagde heller ikke mærke til de to mænd i cowboybukser og vindjakker, der dukkede op foran hende nede for enden af gaden. Det eneste, han havde i hovedet, var de 24 pund.
Det her skulle hun ikke få lov til at slippe godt fra.
Han havde næsten indhentet hende!
Fanget!
Han tog et fast greb om hendes skulder og hørte hendes rædselsskrig.
Så mærkede han pludselig et par arme låse sig som en klo om livet på ham. Han smadrede ansigt lige ned i fortovet, samtidig med at et spark i ryggen klemte al luft ud af ham.
Så blev hans arme hårdhændet vredet om på ryggen. Han mærkede koldt stål om håndleddene og hørte to klik.
Han blev uden videre hevet op at stå. Det sved i ansigtet og gjorde ondt i hele kroppen.
Der stod tre mænd i ganske almindeligt tøj og hev efter vejret. En af dem holdt ekstra hårdt fast i hans arm.
„Johnny Kerridge,“ sagde han, „De er anholdt, sigtet for seksuelt overgreb og voldtægt. De har ingen pligt til at udtale Dem, men hvis De under afhøring udelader oplysninger, kan det skade Deres sag i retten. Alt, hvad De siger, vil blive brugt imod Dem. Har De forstået?“