97

Lørdag den 17. januar

Pludselig fik han øje på hende. Hun kom stille og roligt løbende rundt om hjørnet. En slank grøn skikkelse tonede frem i mørket i kikkertens synsfelt.

Han blev helt febrilsk ved tanken om, at det var nu, det gjaldt. Han skyndte sig at se sig grundigt om. Bortset fra Jessie, som kom hurtigt nærmere, var der ikke et øje.

Han skød sidedøren op, steg ud og greb med begge hænder fat om fryseren af krydsfiner og trådte et skridt baglæns og op på kantstenen. Så gav han et skrig af smerte fra sig. „Av min ryg, av! Av min ryg!“

Jessie stoppede op ved synet af den klodsede skikkelse iført vindjakke, cowboybukser og baseballkasket, der stod og baksede med en fryser, han kun havde fået halvvejs ud af et folkevognsrugbrød.

„Åh nej!“ råbte han igen.

„Skal jeg ikke hjælpe dig?“ spurgte hun.

„Jo, tak! Skynd dig, jeg kan ikke holde den!“

Hun skyndte sig hen for at hjælpe ham, men da hun rørte ved fryseren, kunne hun mærke, at der var noget galt. Fryseren var af træ.

En hånd greb fat om hendes nakke, hvorefter hun blev skubbet ind i bilen. Hun rutsjede hen ad gulvet og bankede hovedet mod noget hårdt. Før hun vidste af det, pressede en tung vægt hende mod gulvet og slog luften ud af hende. Et øjeblik efter fik hun noget kvalmende sødt og fugtigt presset ned over ansigtet. Det rev i næsen og svælget, og øjnene løb i vand.

Hun blev grebet af frygt.

Hun forsøgte at komme i tanke om teknikken. Ganske vist havde hun ikke gået til kickboksning så længe, men hun havde lært det grundlæggende: Husk at bøje knæene, før du sparker. Ellers sparkede man ikke hårdt nok. Man skulle trække benene op til brystet og så sparke til. Hostende og harkende prøvede hun at lade være med at indånde den giftige, kvalmende luft, men hun kunne allerede mærke, at hun blev mere og mere svimmel, så hun holdt albuerne tæt ind til kroppen og rullede om på siden. Uden rigtig at kunne se noget prøvede hun at rive sig løs. Hun bøjede knæene og sparkede så til.

Hun kunne mærke, at hun ramte ham. Der lød et suk af smerte, og hun hørte noget skramle hen over gulvet. Så sparkede hun igen, fik vredet hovedet fri og vristede sig løs, men kræfterne var ved at slippe op, og det svimlede for hende. Nu var hun igen ved at blive kvalt af den kvalmende søde våde klud mod ansigtet, og det sved i øjnene. Hun rullede om på siden, kom igen fri af kluden og sparkede så igen hårdt med samlede ben, men hun blev mere og mere omtåget.

Så kunne hun mærke, han flyttede sig. Hun hørte en dør glide i og smække. Hun prøvede at rejse sig. Et væsen med en hætte trukket over hovedet, hvor der var sprækker til øjnene, stod og kiggede ned på hende. Hun forsøgte at skrige, men hendes hjerne var stået helt af, så der kom ikke en lyd over hendes læber. Hun stirrede som i en tåge på den sorte hætte. Hun prøvede at opfatte, hvad det var, der var sket, men det hele kørte rundt for hende, og hun var ved at få kvalme.

Og igen den modbydelige, ildelugtende våde klud.

Hun blev helt slap i kroppen og gled dybere og dybere ned i en malstrøm af mørke og blev hovedkulds slynget ud i det store tomme rum.