98

Lørdag den 17. januar

Stemningen var i top i kommandocentralen på politigården i Brighton. Roy Grace havde givet overvågningsholdet besked om, at aktionen var afblæst. Nu kunne de så holde fri, men han var ikke i humør til at dele deres glæde, og det ville under alle omstændigheder vare et stykke tid, inden han var parat til at gå hjem.

Denne Johnny Kerridge – eller Yac – havde hele tiden spøgt i hans hoved. De havde været for hurtige i vendingen, da de lod ham gå, og de var ikke gået grundigt nok til værks. Han takkede skæbnen for, at skiderikken igen var blevet anholdt, inden det var gået ud over et nyt offer. Ellers ville de alle sammen være blevet hængt ud som nogle kraftidioter.

Nu kunne man gå i gang med at stille Kerridge de rigtige spørgsmål, og så havde han bare at komme med nogle rigtig gode svar.

Han var rasende på sig selv over, at han havde ladet Norman Potting foretage den indledende afhøring, og at han så villigt havde givet Potting ret i, at Kerridge skulle løslades. Fra nu af havde han selv tænkt sig at tilrettelægge strategien for de kommende afhøringer af ham.

I dybe tanker forlod han politigården og kørte hen til arresten bag Sussex House, hvor Kerridge var blevet anbragt. Han forventede hele tiden, at Kevin Spinella fra The Argus ville kontakte ham.

Lidt efter klokken 19 parkerede han sin Ford Focus-stationcar i en bås foran den lange toetages bygning, hvor kriminalpolitiets hovedkvarter havde til huse. Han ringede til Cleo for at sige, at han med lidt held kunne være lidt tidligere hjemme end beregnet. I hvert fald før midnat. I samme øjeblik han steg ud af bilen, ringede mobilen, men det var ikke Spinella. Det var vicepolitikommissær Rob Leet, den vagthavende efterforskningsleder, som havde ansvaret for alle de alvorlige hændelser, der måtte opstå i byen. Leet var en stille og rolig fyr og uhyre kompetent.

„Grace, jeg har lige fået en rapport fra det østlige distrikt, som måske kan have noget med Skomanden at gøre – en patruljevogn er blevet dirigeret ud til en varevogn, der er brudt i brand ude på landet nord for Patcham.“

Grace rynkede panden. „Hvad har du ellers?“

„Det lader til, at der har været ild i den et stykke tid – den er næsten udbrændt. Brandvæsnet er på vej derud. Grunden til, at jeg ringer til dig, er, at det er en Ford Transit – samme type som den efterlyste.“

Oplysningerne gjorde Grace usikker. „Er der nogen tilskadekomne?“

„Den er tilsyneladende tom.“

„Man har ikke set nogen løbe væk derfra?“

„Nej.“

„Hvad siger motorregistret?“

„Jeg har fået oplyst, at nummerpladerne er brændt til ukendelighed.“

„Okay. Tak,“ sagde han. „Vi har varetægtsfængslet den formodede gerningsmand, så der er nok ikke nogen sammenhæng, men hold mig lige underrettet.“

„Det skal jeg nok.“

Grace afsluttede samtalen, gik ind ad døren til Sussex House og nikkede til betjenten, der var på nattevagt.

„Hej, Duncan. Har du været ude at løbe nogen løb for nylig?“

Den høje, spændstige fyrreårige smilede stolt til ham. „Jeg fuldførte en halv maraton sidste weekend. Jeg blev nummer 15 ud af 700!“

„Godt klaret!“

„Jeg er i gang med at forberede mig til London Marathon senere på året. Måske kan jeg få dig til at spytte lidt i kassen … til fordel for St. Wilfred’s Hospice?“

„Selvfølgelig!“

„Grace gik gennem bygningen, ud ad døren og tværs over gården. Han passerede skraldespandene og alle teknisk afdelings køretøjer, som havde deres plads her, og fortsatte så op ad den stejle indgang til arresten. Idet han satte nøglekortet i dørpanelet, ringede hans telefon.

Det var Leet igen.

„Roy, jeg syntes lige, at jeg ville ringe til dig igen. Jeg ved godt, at Skomanden er varetægtsfængslet, men vi har lige sendt en patruljevogn hen til Sudeley Place i Kemp Town på en hasteopgave, som jeg vurderede krævede vores øjeblikkelige tilstedeværelse.“

Grace vidste godt, hvor Sudeley Place lå. Det var lige syd for Eastern Road. Leets tonefald foruroligede ham, og han blev ikke mindre bekymret over at høre det, Leet havde at sige.

„En beboer kiggede tilfældigt ned på gaden og fik øje på en kvinde, der var oppe at slås med en mand, der stod med en fryser.“

„En fryser?“

„Han kørte i en slags varevogn – en autocamper af en art – hun kender ikke så meget til biler og kunne ikke sige noget om mærket. Hun mener, at han slog kvinden ned, hvorefter han kørte derfra med høj fart.“

„Med kvinden i bilen?“

„Ja.“

„Hvornår skete det?“

„For lidt over en halv time siden … lige efter klokken 18.30.“

„Så kan de være over alle bjerge nu. Fik hun registreringsnummeret?“

„Nej. Da der muligvis er tale om en bortførelse, har jeg spærret en del af fortovet af. Jeg har bedt færdselspolitiet om at stoppe alle autocampere, der er ude at køre i omegnen af byen. Vi vil også prøve at se, om vi kan fange ham på et af overvågningskameraerne.“

„Fint, men jeg forstår ikke helt, hvorfor du giver mig besked om det her. Vi har varetægtsfængslet den formodede Skomand. Jeg er på vej hen for at afhøre ham.“

„Der er en særlig grund til, at jeg mente, at du ville synes, det var vigtigt.“ Leet tøvede. „Mine folk på stedet har fundet en damesko på fortovet.“

„Hvad er det for en slags sko?“

„Den ser helt ny ud. En sort laksko med høj hæl. Vidnet så den falde ud af autocamperen.“

Grace mærkede maven snøre sig sammen, og tankerne fløj rundt i hovedet på ham. De havde Skomanden. Johnny Kerridge var lige blevet varetægtsfængslet.

Han kunne imidlertid ikke lide det med den brændende varevogn.

Og han kunne slet ikke lide det, han lige havde fået at vide.