100

Lørdag den 17. januar

Det var en lammende smerte, der vækkede Jessie. Det var, som om hendes hoved sad fastspændt i en skruestik. Et øjeblik var hun helt desorienteret og anede ikke, hvor hun var.

Hjemme hos Benedict?

Hun var svimmel og havde kvalme. Hvad i alverden var der sket til festen i går aftes? Hvad havde hun lavet? Var hun blevet fuld?

Så mærkede hun et ordentligt bump. Der var en konstant susende lyd under hende. Hun kunne høre summen fra en motor. Var hun oppe at flyve?

Hun havde kvalme og var lige ved at kaste op.

Nu kom der flere bump. Hun kunne høre lyden af en dør, der ikke var smækket ordentlig i. Pludselig greb angsten hende. Der var et eller andet helt galt. Der var sket noget forfærdeligt. Efterhånden som hun kom til sig selv, begyndte hun at huske brudstykker, men det var, som om hendes hukommelse var blokeret.

Hun kunne hverken bevæge arme eller ben, og hun svedte angstens sved. Hun lå på maven på et hårdt underlag og kunne hele tiden mærke bumpene. Næsen var tilstoppet, så det blev sværere og sværere for hende at få luft. Hun prøvede fortvivlet at trække vejret gennem munden, men den var klæbet til, så heller ikke ad den vej, kunne hun få vejret. Hun prøvede at råbe, men det blev kun til en halvkvalt lyd.

Hun forsøgte ude af sig selv at trække vejret og var ved at gå fuldstændig i panik over ikke at kunne få luft. Hun kunne ikke få luft nok gennem næsen til at fylde lungerne. Hun stønnede, vred og vendte sig, kom om på ryggen og kæmpede som en rasende for at få vejret. Hun var lige ved at miste bevidstheden, men efter at have ligget på ryggen et stykke tid mærkede hun, at der efterhånden kom fri passage i næsen, så hun kunne trække vejret normalt. Så tog hun nogle dybe indåndinger og faldt en smule til ro. Hun forsøgte at råbe, men igen blev lyden stikkende i halsen.

I et lysglimt så hun, at det var et biltag, hun lå og kiggede op i. Så blev det igen helt mørkt.

I det næste lysglimt fik hun øje på en foroverbøjet skikkelse i førersædet. Hun kunne kun se en ryg og nakken af en baseballkasket. Lyset kom og gik, og det gik op for hende, at det stammede fra modkørende biler.

I lysskæret fra en bil, der overhalede dem, fik hun øje på noget af hans ansigt i bakspejlet. Hendes blod frøs til is. Hætten var stadig trukket ned over hovedet.

Han iagttog hende.

„Læg du dig bare ned og nyd turen!“ sagde han tonløst.

Hun forsøgte igen at sige noget, mens hun forgæves prøvede at vriste de bagbundne hænder fri, men der var ikke noget, der gav sig, så det opgav hun. Hun prøvede med benene, men det var, som om både knæ og ankler var blevet svejset sammen.

Hvad mon klokken er?

Hvor længe har jeg mon ligget her? Og hvor længe er det mon siden …

Hun skulle være til fest lige nu, og Benedict skulle møde hendes forældre. Han skulle være kommet og hente hende. Hvad ville han ikke tænke? Hvad lavede han lige nu? Stod han mon stadig uden for hendes dør? Prøvede han mon at ringe til hende? Da nogle forlygter igen lyste hele bilen op, så hun sig omkring og fik øje på noget, der lignede et lille køkken. En skabslåge hang og svingede frem og tilbage. Den smækkede i, men røg så op igen. Nu sagtnede han farten. Han skiftede gear, og hun kunne høre blinklyset.

Hun blev helt ude af sig selv. Hvor var de mon på vej hen?

Så hørte hun et udrykningshorn i det fjerne. Lyden nærmede sig hastigt bagfra, og humøret steg et par grader. Selvfølgelig! Benedict var kommet for at hente hende og havde tilkaldt politiet, da han blev klar over, at hun ikke var hjemme. Politiet var på vej! Hun var snart i sikkerhed. Gud være lovet!

Kaskader af blåt lys strømmede ind i bilen, og den skingre lyd fra udrykningshornet skar gennem luften. Med ét var lyset væk igen. Jessie kunne høre lyden fra hornet fortone sig i det fjerne.

Åh nej! Så vend dog om, kvajpande! Kom så tilbage, vil I ikke nok? Kom tilbage!

Idet bilen svingede skarpt til højre, rutsjede hun til venstre hen over gulvet. Så mærkede hun to store bump, hvorefter bilen stod stille. Hun hørte ham trække håndbremsen. Kom tilbage, vil I ikke nok? Lyskeglen fra en lommelygte blændede hende et øjeblik.

„Nu er vi der snart!“ sagde han.

Det eneste, hun kunne få øje på, da han lod lyskeglen glide væk fra hendes ansigt, var et par øjne i hættens sprækker. Hun prøvede at sige noget til ham. „Hvem er du? Hvad vil du? Hvorfor har du bortført mig?“ Det eneste, der kom ud af hendes mund, var halvkvalte, uforståelige lyde.

Hun hørte døren til førersædet blive åbnet. Motoren gik i tomgang. Så hørte hun en skurrende metallisk raslen af en kæde og derefter lyden af rustne hængsler. Var det mon en port, der blev åbnet?

Så hørte hun et velkendt vibrationssignal, og straks steg håbet. Det var lyden af hendes egen mobiltelefon! Hun havde stillet den på lydløs vibration, da hun var til kickboksning. Det lød, som om den lå foran på passagersædet.

Mon det er Benedict, der ikke kan forstå, hvor jeg er blevet af?

Efter fire ring tav den og gik automatisk på voicemail.

Et øjeblik efter kom han tilbage og kørte et lille stykke frem. Så steg han atter ud og lod motoren gå i tomgang. Hun hørte den samme metalliske raslen af en kæde. Hvor de end var på vej hen, begyndte det at gå op for hende, at de befandt sig på den forkerte side af en låst port, og hun blev endnu mere ude af sig selv. Nu opholdt de sig sikkert på privat grund, hvor politiets patruljevogne ikke havde noget at gøre. Hun var helt tør i munden og var hele tiden på nippet til at kaste op. Hun kunne smage galden i de sure opstød, men blev ved med at synke.

Bilen bumpede nu af sted hen over flere ujævnheder, kørte derefter stejlt nedad, så hun rutsjede fremad og slog skulderen slemt, så opad, så hun hjælpeløst rutsjede tilbage igen. Derefter kørte de hen over et fladt stykke med en masse ujævnheder. Der var bælgmørkt inde i bilen, og han kørte tilsyneladende uden lys.

Et øjeblik forvandledes hendes angst til vrede, og hun blev edderspændt. Slip mig ud! Slip mig så ud! Slip mig fri! Du har kraftedeme ikke lov til at gøre det her! Hun kæmpede som en rasende for at vriste arme og ben fri, men lige meget hjalp det.

Hun lå helt slap med tårer i øjnene og gispede efter vejret. Hun skulle have været til fest i aften iført sin smukke kjole og de nye sko. Hun skulle have holdt Benedict i hånden, mens han vittigt underholdt hendes forældre. De ville være faldet pladask for ham, det var hun sikker på.

Benedict derimod havde været skidenervøs. Hun havde prøvet at forsikre ham om, at de ikke ville kunne stå for hans charme. Hendes mor ville være vild med ham, og hendes far … nå, ja, han kunne godt virke som en hård negl, når man lige mødte ham, men inderst inde var han blød som smør. De ville begge, havde hun lovet ham, være vilde med ham.

Sikkert! Lige indtil de finder ud af, jeg ikke er jøde.

Bilen kørte videre, og nu svingede de til venstre. Han tændte et kort øjeblik lygterne, og hun fik øje på noget, der lignede muren til et forladt elementbyggeri med smadrede vinduespartier. Det løb hende iskoldt ned ad ryggen. Bygningen lignede den, filmen Hostel var optaget i. Et sted, hvor uskyldige mennesker blev taget til fange og tortureret af velhavende sadister, der betalte penge for at få lov til at gøre det.

Fantasien var ved at løbe af med hende. Hun havde altid været vild med gyserfilm. Nu sad hun og tænkte på alle de film, hun havde set, med perverse mordere, der kidnappede deres ofre for derefter at torturere dem og slå dem ihjel efter forgodtbefindende. Ligesom i Ondskabens øje, Motorsavsmassakren og De heldige dør først.

Hendes hjerne stod stille, så bange var hun. Hun var begyndt at hyperventilere, hendes hjerte galopperede af sted, og hun var ved at eksplodere af raseri.

Bilen stoppede. Han steg ud igen. Hun hørte en metalport blive åbnet og den modbydeligt skærende lyd af metal mod en hård overflade. Han satte sig ind igen, smækkede døren og tændte lygterne, idet han kørte frem.

Jeg må på en eller måde prøve at komme i snak med ham.

Gennem forruden kunne hun se, at de var kommet ind i en kæmpestor, forladt fabrikshal, hvor der var lige så højt til loftet, som hvis man havde stablet flere hangarer oven på hinanden. I et glimt så hun højt oppe på væggen en gangbro med gelænder hele vejen rundt. Så langt øjet rakte stod nogle gigantiske, støvede, cylinderformede beholdere, der blev understøttet af massive stål- og betonstilladser. De lignede brændstoftanke til Apollo-rumskibe. Da han svingede, fik hun øje på støvede jernbanespor og en rusten, åben godsvogn, der var overmalet med graffiti og så ud, som om den ikke havde rørt sig ud af flækken i årevis.

Bilen stoppede.

Hun rystede over hele kroppen og kunne ikke tænke klart. Manden slukkede for motoren og steg ud. Hun kunne høre skridtene fjerne sig og derefter en skærende metallisk lyd, der rungede, efterfulgt af den raslende lyd af en kæde igen. Nu kunne hun høre ham komme tilbage til autocamperen.

Et øjeblik efter hørte hun døren blive skudt til side, og nu kom han ind til hende. Han lod lyskeglen glide op og ned ad hende. Hun kiggede rystende af angst op i det hætteklædte ansigt.

Hun tænkte et vildt øjeblik på at sparke ud efter ham. Selvom hendes ben var bundet sammen, kunne hun godt bøje knæene, men til hvilken nytte? Det ville bare gøre ham endnu mere vred.

Det var vigtigt at komme i snak med ham. Hun kom i tanke om alle de gode råd, hun havde læst i avisen om gidsler, som havde overlevet en kidnapning. Det var en god idé at forsøge at knytte et bånd til kidnapperen. Det gjorde det sværere for ham at gøre en fortræd, hvis man havde etableret en form for kontakt. Hun blev nødt til at få ham til at fjerne gaffatapen for munden, så hun kunne tale med ham, få ham snakket til fornuft og finde ud af, hvad det var, han gerne ville have.

„Du skulle ikke have sparket mig,“ sagde han pludselig. „Jeg havde købt et par nye flotte sko til dig, som er mage til dem, du skulle have haft på til festen i aften, hvor du ville præsentere Benedict for dine forældre. Hvor er det typisk kvinder. I tror selv, at I bare kan få det, som det passer jer. I ifører jer de mest sexede sager for at lokke jeres mænd i fælden, men når der så er gået ti år, er I alle sammen blevet fede og grimme med appelsinhud og hængemave. Nogen må give jer en lærestreg, selvom jeg kun har én sko at gøre det med.“

Hun forsøgte igen at sige noget.

Han bøjede sig ned og med et snuptag, der kom bag på hende, vendte han hende om på maven, hvorefter han satte sig oven på hendes ben, så de blev presset ned mod det hårde gulv. Det var, som om de var ved at blive knust under hans vægt. Hun kunne mærke, at han bandt noget stramt om hendes ankler. Så rejste han sig op og trak hendes ben til venstre. Et øjeblik efter trak han dem så til højre. Hun prøvede, om hun kunne flytte dem, men det var umuligt.

Så hørte hun en raslen af metal og et sekund efter kunne hun mærke noget hårdt og koldt blive lagt om halsen og strammet til. Der lød et klik fra en smæklås. Pludselig blev hendes hoved hevet bagover til højre. Igen lød klikket fra en ny lås. Så blev hendes hoved hevet til venstre, og igen kom der et klik.

Hun lå udstrakt og kunne hverken bevæge hoved, arme eller ben. Hun havde svært ved at få luft. Hendes næse var atter tilstoppet, og hun blev totalt grebet af panik.

„Jeg bliver nødt til at gå. Jeg har en middagsaftale,“ sagde han. „Vi ses i morgen. Hasta la vista!“

Hun stønnede af frygt og forsøgte bønfaldende at appellere til ham. Åh nej! Vil du ikke nok lade være med at lade mig blive liggende på maven. Jeg kan ikke få luft. Vil du ikke nok lade være … jeg lider af klaustrofobi. Vil du ikke nok …

Hun kunne høre døren blive trukket i.

Og lyden af fodtrin og en rungende, metallisk lyd i det fjerne, der gav genlyd.

Så hørte hun en motorcykel starte, gasse op og forsvinde med et drøn, der hurtigt fortonede sig. Så blev der helt stille. Hun lå rystende af rædsel og lyttede, men hun kæmpede for at få luft, og pludselig mærkede hun en varm fornemmelse i skridtet og ned ad lårene.