101

Lørdag den 17. januar

Roy Grace sad i det lille afhøringslokale i arresten ved siden af Michael Foreman, der, ligesom han selv, var en dreven afhører af vidner og mistænkte. Trods deres lange erfaring kom de til kort. Johnny Kerridges standardsvar var: Jeg nægter at udtale mig. Det var takket være Ken Acott, hans smarte, irriterende forsvarer.

Båndoptageren med de tre tomme kassetter stod på bordet. Oppe under loftet hang overvågningskameraerne og vogtede på dem som nyfigne fugle. Atmosfæren i rummet var anspændt, og Graces blik kunne dræbe. Lige nu havde han mest lyst til at række ind over det smalle bord og tage fat i kraven på Kerridge og presse sandheden ud af den lille skiderik, om han så var nok så handicappet.

Acott havde oplyst dem om, at hans klient led af en autisme spektrum forstyrrelse. Kerridge, der hele tiden insisterede på at blive kaldt Yac, led af Aspergers syndrom. Han havde fortalt Acott, at han var løbet efter en kunde, som var stukket af uden at betale. Det var indlysende, mente Acott, at man burde have anholdt kunden i stedet for hans klient, som var blevet udsat for diskrimination og gjort til syndebuk på grund af sit handicap. Hans klient ville kun udtale sig, hvis der var en speciallæge til stede.

Grace havde lyst til at dreje halsen om på det røvhul til Acott. Han så over på den åleglatte advokat med det elegante skræddersyede jakkesæt og skjorte og slips. Grace kunne oven i købet lugte hans eau de cologne. Hans klient, der også havde fået jakkesæt, skjorte og slips på, gjorde til gengæld en ynkelig figur. Kerridges sorte, mørke hår var redt ned i panden. Han ville egentlig have været en ret pæn fyr, hvis ikke det var for det forpinte udtryk og de lidt for tætsiddende øjne. Han var tynd og rundrygget og virkede, som om han var ude af stand til at sidde stille. Han kørte rastløs rundt på stolen som en dreng, der keder sig i skolen.

„Klokken er 9,“ sagde Acott. „Nu skal min klient have en kop te. Det skal han have en gang i timen på slaget hel. Det er en vane, han har.“

„Nu skal jeg fortælle din klient noget,“ sagde Grace og kiggede stift på Kerridge. „Det her er ikke Hotel Ritz. Han kan godt få lov til at drikke te på et andet tidspunkt, end der normalt drikkes te her i huset, men kun hvis og når det passer mig. Hvis din klient var lidt mere samarbejdsvillig – eller hvis hans forsvarer kunne tænke sig at være det – så er jeg sikker på, at vi kunne forbedre vores roomservice.“

„Jeg har jo sagt, at min klient nægter at udtale sig.“

„Jeg skal have min te,“ udbrød Kerridge pludselig.

Grace kiggede på ham. „Det er mig, der bestemmer, hvornår du kan få te.“

„Jeg skal havde den på slaget 9.“

Grace så bare på ham. Efter et stykke tid så Kerridge ham lige i øjnene. „Har De et lavt- eller et højtskyllende toilet hjemme hos Dem?“ spurgte han.

Der var en sårbarhed i Kerridges stemme, der gik lige ind hos Grace. Lige siden han for to timer siden havde fået nyheden om bortførelsen i Kemp Town – og at man havde fundet en damesko på fortovet, hvor det angiveligt var foregået – var der kommet nye oplysninger til. En halv time efter bortførelsen var en ung mand kørt hen til sin forlovede for at tage hende med til en meget fin fest. Der var ingen, der lukkede op, og hun tog heller ikke sin mobiltelefon. Den gik hver gang på voicemail.

Man havde allerede fundet ud af, at den sidste, der havde set hende, var hendes boksetræner i den lokale sportshal. Hun havde været i strålende humør og havde glædet sig til festen. Det eneste, der havde bekymret hende, havde hendes træner fortalt, var, at det var i aften, hun skulle præsentere sin forlovede for forældrene.

Kunne hun være bakket ud og have stukket halen mellem benene? Grace syntes ikke, at hun lød til at være typen, der ville brænde kæresten af og svigte forældrene. Jo mere han fik at vide, jo mindre brød han sig om måden, det hele var ved at udvikle sig på. Og det gjorde ham endnu mere rasende.

Han var rasende på den selvglade Ken Acott. Og han var rasende over, at Kerridge blev ved med at dække sig ind under sit: Jeg nægter at udtale mig og sit handicap. Grace kendte en dreng med Aspergers syndrom. Sandy og han havde i sin tid haft nogle venner, en kollega og hans kone, og deres teenagesøn havde Aspergers. Han var en mærkelig, men også rigtig sød dreng, der var dybt optaget af batterier. En dreng uden situationsfornemmelse, som havde svært ved at begå sig rent socialt, og som i visse sammenhænge havde svært ved at skelne mellem, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Til gengæld var han, efter Graces mening, et menneske, der godt vidste, hvor grænsen gik, når det gjaldt noget så alvorligt som voldtægt eller mord.

„Hvorfor er du så interesseret i toiletter?“ spurgte Grace.

„Det er ikke selve toiletterne, men wc-kæderne! Jeg har en hel samling. De må gerne se dem en dag.“

„Det vil jeg meget gerne.“

Acott sendte ham dræberblikket.

„De svarede ikke på,“ fortsatte Kerridge, „om De har et lavt- eller højtskyllende toilet hjemme hos Dem?“

Grace tænkte sig om et øjeblik. „Lavtskyllende.“

„Hvorfor det?“

„Hvorfor kan du lide damesko, Johnny?“ spurgte Grace pludselig.

„Desværre,“ brød Acott indigneret ind. „Jeg vil ikke acceptere, at De udspørger ham.“

Grace ignorerede ham. „Synes du, de er sexede?“ spurgte han.

„Sexede mennesker er nogle værre nogen … uha,“ svarede Kerridge.