103

Søndag den 18. januar

I halvmørket kunne Jessie igen høre mobiltelefonens vibreren. Det var, som om hendes mund var foret med trækpapir, og hun anede ikke, hvad klokken var. Var det mon ved at blive lyst? Hun døsede lidt hen, men vågnede hele tiden op med et spjæt og blev grebet af panik, når hun ikke kunne trække vejret gennem den tilstoppede næse.

Fordi hun var tvunget til at ligge med armene strakt, havde hun fået frygtelig ondt i begge skuldre. Hun kunne høre en masse forskellige lyde. Det raslede, bankede, knirkede og knagede omkring hende. Hun var så bange for, at han når som helst kunne komme tilbage og snige sig ind på hende, at hun fór sammen, hver gang hun hørte en ny lyd. Hun var helt ude af sig selv; det hele kværnede rundt i hovedet på hende, og hun kunne slet ikke samle tankerne. Hvem var han? Hvorfor havde han taget hende med herud, hvor det så end var? Hvad havde han tænkt sig at gøre? Hvad var han ude på?

Hun kunne ikke lade være med at tænke på de gyserfilm, der havde skræmt hende allermest. Hun prøvede at fortrænge dem ved at tænke på lykkelige stunder, som da hun og Benedict havde været på ferie sammen på den græske ø Naxos, hvor de havde snakket om bryllup og lagt planer for fremtiden.

Hvor mon du er lige nu, min elskede Benedict?

Mobilen blev ved med at ligge og vibrere. Igen kom der fire ring, inden den holdt op. Var der mon nogen, der havde lagt en besked? Måske var det Benedict? Eller hendes forældre? Hun prøvede for gud ved hvilken gang at komme fri. Hun vred og vendte sig og kæmpede som en gal for at få hænderne fri. Hendes skuldre var ved at gå af led i den forgæves kamp for at vride sig løs, og hun slog sig slemt, hver gang kroppen hamrede ned i gulvet. Til sidst var hun helt udmattet.

Hun kunne ikke gøre andet end at ligge her og være helt magtesløs. Den varme, våde fornemmelse i skridtet og på lårene var ved at forsvinde, men nu kløede det til gengæld. Det kløede også så forfærdeligt på kinden, men det var der ikke noget at gøre ved. Da hun ikke kunne åbne munden, måtte hun tvinge sig selv til at synke de sure opstød, så hun undgik at blive kvalt i sit eget opkast.

Hun begyndte igen at græde, og de salte tårer sved i øjnene.

Hjælp! Er der slet ikke nogen, der vil hjælpe mig?!

Et øjeblik overvejede hun, om hun skulle give efter og brække sig, blive kvalt i opkast og dø. Simpelthen gøre en ende på det hele, inden manden kom tilbage og gjorde alt det modbydelige, han sikkert havde i tankerne. Så fik han i det mindste ikke den tilfredsstillelse.

I stedet satte hun famlende sin lid til den mand, hun elskede, og lukkede øjnene for at bede en bøn. Det havde hun ikke gjort, så længe hun kunne huske, og det tog hende lidt tid at finde ordene.

Hun var knap blevet færdig, før telefonen ringede igen. De sædvanlige fire ring, før den holdt op. Så hørte hun en helt anden lyd.

En lyd, hun genkendte.

En lyd, der fik hendes blod til at fryse til is.

Drønet fra en motorcykel.