104

Søndag den 18. januar

Brighton & Hoves embedslæge var ikke sådan at bide skeer med. Hvis hun havde en dårlig dag, behandlede både personalet og selv garvede politifolk hende som et råddent æg. Grace vidste imidlertid, at hun besad en god del empati og havde begge ben på jorden, og han havde aldrig haft problemer med hende før nu.

Måske var det, fordi han havde ringet hende op efter midnat og åbenbart vækket hende. Hun havde lydt søvnig, men efterhånden vågnede hun op, og stemmen lød mere og mere afvisende. Hun var dog professionel nok til at høre ordentlig efter og afbrød ham kun, hvis hun skulle have yderligere oplysninger.

„Det er et meget stort krav, du stiller, kriminalkommissær Grace,“ lød det skolemesteragtigt, da han var færdig.

„Det er jeg klar over.“

„Det er kun sket to gange tidligere her i Sussex. Det er ikke noget, man bare lige gør. Du forlanger virkelig meget.“

„Normalt er det ikke et spørgsmål om liv eller død,“ sagde Grace, „men det er jeg overbevist om, at det er i det her tilfælde.“

„Udelukkende på baggrund af et udsagn fra den savnede kvindes veninde?“

„I vores eftersøgning af Jessie Sheldon har vi kontaktet flere af hendes venner ud fra en liste, som hendes forlovede har givet os. Hendes efter sigende bedste veninde modtog i tirsdags en sms fra Jessie med et foto af et par sko, som hun netop skulle have haft på i aften. Skoene på fotoet er mage til den sko, som blev fundet på fortovet foran hendes opgang og på nøjagtig det sted, hvor bortførelsen fandt sted.“

„Er du sikker på, at hendes forlovede ikke på en eller anden måde er indblandet?“

„Ja, han er uden for mistanke. Og det er alle andre, som vi tidligere har haft mistanke om, var Skomanden, også.“

Cassian Pewe var på et internatkursus på politiets kursusejendom i Bramshill, så hans alibi var i orden. Det var Darren Spicers også. Han havde været tilbage på herberget St. Patrick’s allerede klokken 19.30, og Johnny Kerridge var stadig tilbageholdt.

„For ikke at skabe unødig opstandelse foregår den slags normalt ved daggry,“ kom det lidt efter fra embedslægen. „Så det vil tidligst kunne ske mandag morgen.“

„Så længe kan vi skam ikke vente. Det nytter ikke, at der går mindst tredive timer, før vi kan udtage dna-prøver, som måske kan bringe os videre. Konsekvensen af at vente så længe vil være, at vi tidligst i midten af næste uge vil kunne få svar på, om der er et match af nogen art. Hver time, der går, er afgørende, og det her handler efter min mening om liv eller død.“

Hun tav lidt. Grace var godt klar over, at det, han bad om, var en enorm tillidserklæring, og at han virkelig risikerede at sætte sin troværdighed over styr med denne anmodning. Han kunne stadig ikke være hundrede procent sikker på, at Jessie Sheldon var blevet bortført, og sandsynligheden for, at man efter tolv år overhovedet kunne finde dna-spor, var minimal. I så fald ville man være lige vidt. Han havde imidlertid snakket med Joan Major, retsantropologen, som Sussex Politi ofte trak på, og hun mente, at det ville være besværet værd.

Med det pres, der i øjeblikket lå på ham, var han tvunget til at forfølge selv det mindste spor. Han var dog overbevist om, at han gjorde ret i at fremsætte anmodningen.

„Du har altså i sinde at udføre opgravningen ved højlys dag på en offentlig kirkegård og oven i købet på en søndag? Hvordan tror du, det vil blive opfattet af de efterladte, der aflægger deres kære et besøg en højhellig søndag?“ Embedslægens nedladende tone var ikke til at tage fejl af.

„Det vil de sikkert blive oprevet over,“ svarede han. „Men ikke nær så oprevet som Jessie Sheldon sikkert er. Jeg tror, at det er Skomanden, der har bortført hende. Jeg kan tage fejl, og måske er det allerede for sent, men hvis der er den mindste chance for at redde hendes liv, anser jeg det for vigtigere end at støde nogle få mennesker, som efter besøget på kirkegården sandsynligvis vil gå hen for at købe ind i ASDA eller Tesco, eller hvor de nu køber ind en højhellig søndag.“ Tydeligere kunne det vist ikke siges.

„Godt.“ sagde hun. „Jeg skal nok underskrive tilladelsen. Sørg nu for at gøre det så diskret som muligt.“

„Selvfølgelig.“

„Lad os mødes på mit kontor om en halv time. Jeg går ud fra, at du aldrig har prøvet det her før?“

„Nej, det har jeg ikke.“

„Du kan ikke forestille dig, hvor bureaukratisk sådan noget er.“

Det kunne Grace godt, men i øjeblikket var han mere interesseret i at redde Jessie Sheldons liv end at tage hensyn til en flok skrankepaver, så han holdt sin mund. Han takkede embedslægen og sagde, at han nok skulle være der om en halv time.