106

Søndag den 18. januar

Lawn Memorial Cemetery i Woodingdean i den østlige udkant af Brighton lå højt med en storslået udsigt helt ud til Den Engelske Kanal. Det var ikke, fordi indvånerne på kirkegården havde glæde af udsigten, tænkte Grace dystert, da han forlod det lange, blå telt, og i strid modvind og med den blå papirdragt trukket helt op om ørene skyndte sig over til et mindre telt med forfriskninger. Her kunne man også klæde om.

Embedslægen havde haft helt ret i, at opgravningen var en bureaukratisk affære. At få selve godkendelsen var ikke det mest besværlige. Det værste havde været at få samlet alle de nødvendige personer en tidlig søndag morgen.

Det private firma, der havde specialiseret sig i opgravninger, beskæftigede sig hovedsageligt med at flytte gravsteder for entreprenørfirmaer eller for kirkegårde, der var blevet nedlagt, og de ville først gå i gang mandag morgen, medmindre de fik en ublu ekstrabetaling.

Grace havde ikke i sinde at vente. Han havde ringet til vicepolitimester Rigg, der havde sanktioneret udgiften.

Det hold, der havde været samlet til briefingen i John Street for en time siden, havde været ret stort: en ligsynsmand, to kriminalteknikere, en teknisk fotograf, fem ansatte fra opgravningsfirmaet, en repræsentant fra Miljøstyrelsen, som tydeligt havde udtrykt sin modvilje mod at få søndagen spoleret, en nu obligatorisk sundheds- og sikkerhedsrepræsentant og – fordi det var indviet jord – en præst. Retsantropologen, Joan Major, havde han ligeledes sendt bud efter, såvel som Glenn Branson, som havde fået til opgave at holde nysgerrige tilskuere på afstand. Desuden Michael Foreman, som han havde udnævnt til at være den, der skulle sørge for, at alt gik rigtigt til.

Cleo, Darren Wallace, hendes assistent i lighuset, og Walter Hordern, som var den ansvarlige for byens kirkegårde og den, der kørte embedslægens diskrete mørkegrønne rustvogn, var også til stede. Grace havde egentlig kun brug for to af dem, men fordi ingen af de tre fra lighuset havde overværet en opgravning før, havde de været ivrige efter at være med. De kan åbenbart ikke få nok af lig, tænkte Grace. Han spekulerede sommetider over, hvad det egentlig fortalte om Cleos kærlighed til ham?

Det var ikke kun lighusets personale, der havde været nysgerrige. Hele morgnen var han – efterhånden som det var rygtedes – blevet kimet ned af en hel del kolleger, som havde spurgt, om de kunne få lov til at deltage. For mange af dem ville det være den eneste gang i karrieren, at muligheden bød sig, men han havde måttet sige nej til dem alle af pladshensyn. Og fordi han var træt og stadig mere pirrelig, var han lige ved at tilføje, at det sgu ikke var nogen cirkusforestilling.

Klokken var nu blevet fire om eftermiddagen, og det var isnende koldt. Han forlod teltet med et krus te i hånden. Det var ved at blive mørkt, og de mobile projektører, der var blevet sat op til at dække vejen hen til teltet over Molly Glossops grav, lyste stadig kraftigere.

Hele kirkegården var blevet afspærret af politiet, og ved alle indgange stod betjente på vagt, og indtil videre havde folk med ærinde på kirkegården været mere nysgerrige end vrede. Der var sat yderligere afspærringsbånd rundt om de to telte, og pressen var blevet forment adgang til hele området.

Holdet inde i det store telt var ved at nå ned til bunden af graven. Det var der nu ingen, der behøvede at fortælle Grace, for stanken blev mere og mere uudholdelig. Han havde altid syntes, at lugten af død var den værste lugt i hele verden, og selvom han lige nu stod ude i den friske luft, var lugten umiskendelig. Det lugtede som en tilstoppet kloak, hvor der pludselig var kommet hul igennem, eller af kød i en fryser, der var gået i forrådnelse efter en fjorten dage lang strømafbrydelse midt om sommeren: en blytung, kvælende, stærk lugt, som syntes at opsluge en med hud og hår.

Der var for mange ubekendte faktorer til, at eksperterne ville udtale sig om den stand, liget ville være i. De vidste ikke, hvad det var for et lig – hvis der i det hele taget var noget – der lå i kisten, eller hvor længe det havde ligget i den, inden det var blevet begravet. Jordens fugtighedsgrad havde også en afgørende betydning, men kirkegården lå højt på kridtholdig jord og forhåbentlig over grundvandsspejlet, så kisten ville nok være relativ tør. Efter stanken at dømme ville det ikke vare længe, før de fik vished.

Han drak resten af teen og skulle lige til at gå tilbage til teltet, da hans mobil ringede. Det var Kevin Spinella.

„Har The Argus’ stjernereporter holdt søndagsfri?“ indledte Grace samtalen.

Der var en del støj fra blæsten, og den store transportable generator, der stod lige ved siden af, larmede.

„Undskyld,“ råbte Spinella. „Jeg kan ikke høre, hvad De siger!“

Grace gentog, hvad han havde sagt.

„Jeg har faktisk været rundt på samtlige byens kirkegårde for at finde Dem, kriminalkommissær Grace. Er der en chance for, at jeg kan komme ind?“

„Ja, da, De kan skynde Dem at reservere plads, og så gå ud på vejen og blive kørt ned af en bus.“

„Haha! Jeg mener lige nu?“

„Nej, desværre.“

„Okay. Har De noget, De kan fortælle mig?“

„Ikke mere end det, De ved selvsyn kan konstatere udefra. Ring til mig om en times tid, så kan det være, jeg kan sige noget mere.“

„Undskyld mig, men jeg troede, at De var i gang med at lede efter en ung kvinde, som forsvandt i går aftes? Hvorfor er De så ved at grave en gammel firsårig dame op?“

„Deres arbejde består i at grave oplysninger frem, og den metode benytter jeg mig også af en gang imellem,“ svarede Grace og undrede sig igen over journalistens insiderviden.

Major kom pludselig til syne i teltåbningen og vinkede til ham. „Roy!“ kaldte hun.

Han afbrød forbindelsen.

„Vi er nået ned til kisten. Og den gode nyhed er, at den er hel! Der står ‘Molly Winifred Glossop’ på låget, så vi har fat i den rigtige!“

Grace fulgte efter hende ind i teltet. Stanken var gruopvækkende, og da teltdugen lukkede sig bag ham, forsøgte han udelukkende at trække vejret gennem munden. Det overfyldte telt lignede settet på en film. I den anden ende af teltet var det stærke lys fra batteridrevne projektører på stativ centreret om den åbne grav, og adskillige ophængte videokameraer filmede alt, hvad der foregik.

De fleste af de tilstedeværende havde problemer med den frygtelige stank, bortset fra de fire betjente fra den særlige eftersøgningsafdeling. De var iført hvide biokemiske beskyttelsesdragter med iltapparater. To af dem lå på knæ på kistens låg og var ved at skrue ekstra kraftige kroge i til rebene i kistens fire sider, så den var parat til at blive hejst op i det øjeblik, den var gravet helt fri. De to andre var ved at rigge et hejseværk til cirka en meter over graven.

Major overtog ansvaret for udgravningen, og den næste times tid gik med omhyggeligt at skrabe jord væk fra kistens sider og bund og gøre plads til tovværket. Hun sørgede samvittighedsfuldt for at tage prøver fra jorden hele vejen rundt om kisten og lægge dem i plasticposer med henblik på senere undersøgelse. Man kunne aldrig vide, om der var lækket kropsvæsker fra kisten.

Da hun var færdig, gjorde to af opgravningsspecialisterne rebene fast i de fire kroge og lagde dem ned om kisten i begge ender, hvorefter de kravlede op af graven.

„Okay,“ sagde en af dem. „Så er vi klar.“

Alle flyttede sig.

Præsten trådte frem med en bønnebog i hånden.

Han bad om stilhed, og stående ved graven bad han en kort, neutral bøn og hilste, hvem det nu end var, der lå nede i kisten, velkommen tilbage til jorden.

Grace blev ganske bevæget af bønnen. Det var, som om man bød en længe savnet rejsende velkommen hjem.

De andre fra opgravningsteamet begyndte at trække i de kraftige reb. Der var et kort anspændt øjeblik, hvor der ikke skete noget. Så lød der et langt eftergivende suk, som om jorden kun nødigt ville give afkald på sin ejendom, og pludselig begyndte kisten langsomt at hæve sig.

Det knagede i taljeblokken, mens kisten svingede fra side til side og bumpede mod gravens sider på vej op. Da bunden var nået et stykke op over graven, hang kisten stille og svajede i luften. Alle inde i teltet stod et øjeblik og betragtede den med ærefrygt. Et par klumper jord faldt fra kisten tilbage i graven.

Grace kiggede på det lyse træ. Det så fantastisk velbevaret ud, som om kisten kun havde ligget nede i jorden et par dage og ikke i tolv år. Hvilke hemmeligheder gemmer du så på? For guds skyld noget, der kan sættes i forbindelse med Skomanden.

Indenrigsministeriets retsmediciner, Nadiuska De Sancha, var allerede blevet kontaktet og ville straks begive sig hen til lighuset, så snart liget var blevet anbragt i rustvognen.

Pludselig lød der et øredøvende brag. Alle i teltet fór sammen.

En stor pakke viklet ind i plastic og klæbet til med gaffatape og af samme form og størrelse som et menneske røg ud gennem bunden af kisten og styrtede ned i graven.