107

Søndag den 18. januar

Jessie havde igen svært ved at få vejret. Ude af sig selv lå hun og vred sig for at prøve at dreje hovedet til siden, så der kunne komme lidt luft til næsen. Kom nu, Benedict, kom nu, Ben. Kom og hjælp mig! Jeg vil ikke dø! Så hjælp mig dog!

Hun havde det, som om nakkemusklerne var blevet revet over, og det gjorde fandens ondt, men i det mindste kunne hun nu trække vejret nogenlunde. Ikke helt, men nok til at hun faldt lidt til ro. Hun var ved at dø af tørst, og tårerne sved i øjnene. De blev ved med at trille ned ad kinderne, men det var desværre umuligt at slikke væden i sig med tilklæbet mund.

Hun bad igen en bøn. Kære Gud, jeg har lige mødt en så ufattelig stor lykke. Ben er sådan en vidunderlig mand. Vil du ikke nok lade mig blive hos ham? Vil du ikke nok hjælpe mig?

Selvom hun befandt sig i et helvede, forsøgte hun at samle tankerne. På et eller andet tidspunkt – og det ville sikkert ikke vare ret længe – ville hendes bortfører vende tilbage.

Hvis han nu, som han havde snakket om, havde vand med til hende og ikke kun var ude på at holde hende for nar, ville han blive nødt til at løsne hende så meget, at hun i det mindste kom op at sidde. Hvis hun overhovedet skulle have en chance for at komme væk, måtte det være i det øjeblik.

Det var den eneste chance, hun ville få.

Selvom hun havde ondt i hele kroppen og var helt udmattet, havde hun masser af kræfter. Hun prøvede at forestille sig forskellige scenarier. Hvor udspekuleret var han mon? Hvordan skulle hun bære sig ad med at narre ham? Skulle hun spille død eller lade, som om hun fik et epileptisk anfald? Hun måtte se at finde på noget smart.

I hvert fald noget, han ikke havde taget højde for.

Hvad var klokken mon? I det uendelige, mørke tomrum, hun befandt sig i, fik hun pludselig en uimodståelig trang til at beregne tiden og prøve at finde ud af, hvad klokken var, og hvor længe hun havde været her.

Det eneste, hun var helt sikker på, var, at det var søndag. Han havde snakket noget om en søndagsfrokost. Var det mon en time siden, han gik? En halv? To timer siden? Eller var det måske fire timer siden? Der havde været en lille smule dagslys, men det var forsvundet nu. Det var bælgravende mørkt.

Måske kunne de lyde, hun kunne høre, give hende en idé om, hvad klokken var. Der var en fjern støj fra vinduer og døre. Rustne hængsler, der knirkede og løse metalplader, der klaprede. Lyde fra det, der nu engang befandt sig udenfor. Hun lagde pludselig mærke til en skarp lyd, der kom igen med jævne mellemrum. Et smæld, der gav genlyd. Nu hørte hun den igen, og hun begyndte at tælle.

Et tusind og en, et tusind og to, et tusind og tre, et tusind og fire. Bang. Et tusind og en, et tusind og to, et tusind og tre, et tusind og fire. Bang.

Hendes far var en ivrig fotograf. Som barn kunne hun huske – det var før, man var gået over til digitalkameraer – at hendes far havde haft et mørkekammer, hvor han selv fremkaldte sine film. Hun havde godt kunnet lide at være derinde sammen med ham, både når der var fuldstændig mørkt, eller i skæret fra den svage røde pære. Når han åbnede filmrullen, skulle der være helt mørkt, og han bad hende altid om at tælle sekunderne på den måde, han havde lært hende. Hvis man sagde et tusind og en langsomt, ville det helt nøjagtigt svare til et sekund. Og så fremdeles.

Ved at bruge den metode kunne hun konstatere, at den skarpe lyd kom hvert fjerde sekund. Femten gange i minuttet.

Hun talte op til et minut. Så fem. Ti. Tyve minutter. En halv time. Så blev hun vred over, at det, hun foretog sig, var fuldstændig omsonst. Kære Gud! Hvis du altså eksisterer, hvorfor skal det så lige gå ud over mig? Hvorfor ønsker du at ødelægge min og Benedicts kærlighed? Er det, fordi han ikke er jøde? Hvis det er tilfældet, er du syg i hovedet! Benedict er et godt menneske. Han har viet sit liv til mennesker, der er dårligere stillet end ham selv. Det er også det, jeg prøver på, hvis du ikke lige skulle have lagt mærke til det.

Så brød hun igen hulkende sammen.

Hun blev automatisk ved med at tælle, som om lyden var en metronom. Fire sekunder. Bang. Fire sekunder. Bang. Fire sekunder. Bang.

Så hørte hun den skrattende lyd af garageporten.

Bilen bevægede sig.

Skridt.