108

Søndag den 18. januar

Brighton & Hoves lighus var for nylig blevet renoveret. En af grundene til det var, at flere og flere mennesker efterhånden åd sig ihjel, og derfor blev for fede til at kunne være i køleboksene. Nu var der så blevet installeret kæmpestore kølebokse, hvor man kunne få plads til dem.

Ikke fordi der var brug for en speciel bred køleboks til de udtørrede rester af kvinden, som lå på stålbordet midt i det store, nyrenoverede obduktionsrum her søndag eftermiddag.

Selv efter at have opholdt sig herinde en halv times tid havde Roy Grace ikke kunnet vænne sig til den modbydelige stank. Det hjalp ikke engang kun at trække vejret gennem munden. Han kunne godt forstå, hvorfor de fleste patologer i sin tid havde røget og udført deres arbejde med en smøg i munden. De, der ikke havde røget, havde smurt Vicks-salve under næsen. Imidlertid var den vane ophørt med rygeforbuddets indførelse for et par år siden. Han kunne ellers godt have brugt en smøg lige nu.

Var han virkelig den eneste herinde, der var generet af lugten?

Alle de tilstedeværende var iført dragter, masker og gummistøvler: Ligsynsmanden; retsantropologen, Joan Major; fotografen fra kriminalteknisk afdeling, James Gartrell, som både havde travlt med at videofilme og tage stillbilleder af hele seancen; Cleo og hendes assistent, Darren Wallace, og sidst men ikke mindst Nadiuska De Sancha. Hun var født i Spanien, men var af russisk herkomst. Hun var Indenrigsministeriets retsmediciner og så fantastisk godt ud. Næsten alle mandlige politifolk var vilde med hende. De kunne også godt lide at arbejde sammen med hende, fordi hun havde humor og var hurtig i vendingen.

Glenn Branson var også til stede. Det havde han ikke behøvet, men Grace mente, at han havde bedre af at være beskæftiget end at være overladt til sig selv og gå og ruge over sin ulykkelige skilsmisse.

Han syntes som altid, at det var mærkeligt at overvære en obduktion, når det var Cleo, der var på arbejde. Det var, som om hun var en fremmed, der effektivt og upersonligt udførte sit arbejde. De smilende blikke, hun indimellem sendte ham, røbede hende dog.

Lige fra obduktionens start havde De Sancha samvittighedsfuldt tapet hver eneste centimeter af den døde kvindes hud og lagt hvert enkelt stykke tape ned i hver sin plasticpose i håb om, at der ville dukke en hud- eller sædcelle op, som man ikke havde opdaget med det blotte øje.

Grace stirrede fascineret ned på liget. Den udtørrede hud var blevet sort, og liget var nærmest mumificeret. Det lange brune hår var velbevaret. Man kunne tydeligt se både hendes bryster, selvom de var indfaldne, og kønsbehåringen og bækkenet.

Hun havde fået en læsion i kraniet, der kunne stamme fra et kraftigt slag eller et fald. Uden at have undersøgt det nærmere kunne De Sancha – ud fra det, hun umiddelbart kunne få øje på – konstatere, at læsionen i den del af kraniet havde været kraftig nok til at forårsage et normalt menneskes død.

Major mente, at liget ud fra tandsættet at dømme var mellem atten og femogtyve år.

På Rachael Ryans alder.

Er det sådan, du ser ud nu, Rachael Ryan?

Hvis det nu ikke er dig, der ligger der, er du så alligevel også død?

I et forsøg på mere nøjagtigt at fastlægge ligets alder, gik De Sancha nu i gang med at fjerne noget af huden på halsen for at blotlægge kravebenet. Major iagttog ivrigt processen. Pludselig blev hun fyr og flamme.

„Se her! Læg lige mærke til kravebenet. Der er ikke så meget som antydning af forbening på den midterste del af det. Det sker først omkring trediveårsalderen. Vi kan dermed gå ud fra, at hun er noget yngre … nok i begyndelsen af tyverne, vil jeg mene. Når vi har blotlagt noget mere, vil jeg være i stand til at fastslå hendes alder endnu mere nøjagtigt.“

Grace stod og kiggede på den døde kvindes ansigt og havde oprigtig ondt af hende.

Rachael Ryan, er det mon virkelig dig?

Det blev han mere og mere sikker på, det var.

Han huskede tydeligt de gange, han havde talt med de fortvivlede forældre i dagene efter hendes forsvinden i julen 1997. På trods af alt, hvad der var sket i de mellemliggende år, huskede han tydeligt hendes ansigtstræk. Et spillevende, smilende og kønt ungt ansigt.

Har jeg endelig fundet dig, Rachael? Alt for sent, ganske vist. Det er jeg ked af, Rachael, men jeg gjorde, hvad jeg kunne.

En dna-test ville afgøre, om han fik ret, og det var der ingen problemer med at få. Både De Sancha og Major var dybt forundrede over, at liget var i så god stand. De Sancha havde erklæret, at det var i bedre stand end mange af de lig, der kun var et par uger gamle, og mente, at det skyldtes, at liget var blevet pakket ind i et dobbelt lag plastic og begravet på et tørt sted.

Lige nu var De Sancha i færd med at tage skrab fra vagina, og hun lagde omhyggeligt hvert skrab i en pose forsynet med etiket. Hun arbejdede sig længere og længere op i den.

Grace kunne ikke holde op med at stå og stirre på liget. Det var, som om der slet ikke var gået tolv år. Og han greb sig pludselig i at tænke på, om han mon en skønne dag ville stå i et eller andet lighus og nikke bekræftende til, at liget på båren var Sandy.

„Det er helt utroligt!“ bemærkede De Sancha. „Hendes vagina er fuldstændig intakt!“

Grace kunne ikke få øjnene fra liget. Det lange brune hår virkede nærmest upassende livskraftigt i sammenligning med det runkne kranie, det var groet ud af. Det er en myte, at hår og negle bliver ved med at vokse længe efter, at døden er indtrådt. Det er bare et spørgsmål om, at huden trækker sig sammen – simpelthen. Alt går i stå, når døden indtræffer, undtagen de parasitter, man har inde i sig. De liver vældigt op ved udsigten til, at hjernen ikke længere producerer antistoffer for at ødelægge dem. Så imens huden stille og roligt skrumper og bliver ædt op indefra, ser det ud, som om hår og negle vokser.

„Du godeste!“ udbrød De Sancha pludselig. „Se lige, hvad vi har her!“

Grace blev helt forskrækket og vendte sig om mod hende. Der hang noget og dinglede fra det lille instrument af stål, hun holdt op mellem sine behandskede fingre. Han troede først, at det var en lille stump kød, men da han så nærmere efter, gik det op for ham, hvad det var.

Et kondom.