109

Lørdag den 18. februar

Han begyndte at rive gaffatapen af Jessicas mund, og da han kom til det inderste lag, vred hun sig af smerte. Et øjeblik senere trak hun grådigt vejret helt ned i lungerne og havde tilsyneladende glemt alt om den brændende smerte. Det var en lettelse igen at kunne trække vejret frit.

„Hyggeligt at træffe dig og sige ordentlig goddag,“ sagde han med spag stemme bag masken.

Han tændte lyset inde i kabinen, og for første gang kunne hun rigtig se ham. Sådan som han sad der på sædet og kiggede ned på hende, virkede han hverken særlig stor eller stærk, selvom han var machoagtigt klædt i en motorcykeldragt. Hætten fik det imidlertid til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Hun fik øje på hans styrthjelm nede på gulvet og på de kraftige handsker, han havde lagt ned i den. Nu havde han i stedet taget latexhandsker på.

„Er du tørstig?“

Han havde flyttet rundt på hende, så hun nu sad lænet op ad væggen, men hun var stadig bundet. Hun så begærligt på den åbne vandflaske, han rakte hen mod hende. „Værsgo,“ sagde han og nikkede. Læberne klistrede fast til tænderne, så tør var hun i munden, og hun havde svært ved at tale. Så fik hun øje på den savtakkede jagtkniv, han sad med i den anden hånd. Det var ikke, fordi han havde brug for den. Hun var stadig bagbundet, og benene var stadig bundet sammen ved knæ og ankler.

Hun kunne godt komme til at sparke ham. Hun kunne bøje knæene og sparke ud og ramme ham hårdt, men til hvilken nytte? Det ville kun hidse ham yderligere op og måske få ham til at gøre noget uoverlagt, der var værre end det, han oprindelig havde tænkt sig.

Det var livsvigtigt, at hun blev ved med at holde hovedet koldt. Hun vidste fra sin tid som sygeplejerske, hvor kroppens sårbare steder var, og træningen i kickboksning havde lært hende at placere et ondskabsfuldt spark, der – hvis hun ramte præcist – ville gøre ham ukampdygtig i hvert fald et par sekunder. Og i endnu længere tid, hvis hun var heldig.

Hvis hun fik chancen.

Hun ville kun få én eneste chance. Hvis det mislykkedes, ville det være ude med hende.

Hun drak hurtigt og grådigt vandet i store slurke, men alligevel løb det ned ad kinderne. Hun hostede og harkede og var ved at få det i den gale hals, men så snart hun havde hostet færdig, drak hun begærligt videre. Så takkede hun ham, så ham lige i øjnene og smilede venligt, som om han var hendes nye ven. Hun var klar over, at hun på en eller anden måde måtte etablere en ordentlig kontakt med ham.

„Vil du ikke nok lade være med at gøre mig noget?“ kvækkede hun. „Jeg skal nok gøre alt, hvad du beder om.“

„Ja,“ svarede han. „Selvfølgelig vil du det.“ Han lænede sig frem og holdt kniven hen foran hendes ansigt. „Den er skarp,“ sagde han. „Vil du gerne mærke, hvor skarp den er?“ Han pressede det kolde knivsblad mod hendes kind. „Den er så skarp, at man kan barbere sig med den. Man kunne tage og barbere al din ulækre kropsbehåring af – især kønsbehåringen, der er våd af pis. Ved du, hvad den også kan bruges til?“

Han blev ved med at holde knivsbladet tæt ind mod hendes kind, og hun blev stiv af skræk. „Nej,“ nærmest hviskede hun.

„At omskære dig.“

Han lod ordene hænge i luften.

Hun blev helt tavs. Hendes hjerne kørte på højtryk. Kontakt. Se nu at etablere en ordentlig kontakt med ham.

„Hvorfor?“ nærmest gispede hun, selvom hun forsøgte at lyde helt rolig. „Jeg mener … hvorfor skulle du gøre det?“

„Er det ikke det, man gør ved alle jødiske drengebørn?“

Hun nikkede og kunne mærke, at knivsbladet var lige ved at skære hul i huden under det højre øje.

„Jo, det er der tradition for.“

„Men det gør man ikke ved pigerne?“

„Det gør man i nogle kulturer, men ikke i den jødiske.“

„Er du helt sikker på det?“

Knivsbladet blev presset så hårdt mod kinden, at hun overhovedet ikke turde bevæge hovedet. „Ja.“ Hun nøjedes med at mime ordet. Hun var så bange, at hun ikke kunne få et ord frem.

„Ved omskæring forhindrer man en kvinde i at få seksuel tilfredsstillelse. En omskåren kvinde kan ikke få orgasme, så efter et stykke tid bliver hun træt af at forsøge at opnå det, og det medfører, at det ikke kan betale sig at være sin mand utro. Vidste du det?“

„Nej,“ mimede hun. Igen blev ordet stikkende i halsen.

„Jeg ved godt, hvordan man bærer sig ad,“ fortsatte han. „Det er noget, jeg har studeret nøje. Du har da ikke lyst til at blive omskåret, vel?“

„Nej,“ lykkedes det hende hviskende at fremstamme. Hendes krop skælvede, mens hun forsøgte at få kontrol over sin vejrtrækning og samle tankerne. „Det bliver slet ikke nødvendigt,“ sagde hun med fastere stemme. „Jeg lover dig, at jeg nok skal være sød imod dig.“

„Vil du godt vaske dig for min skyld?“

„Ja.“

„Over det hele?“

„Ja.“

„Vil du barbere din kønsbehåring af for min skyld?“

„Ja.“

Han blev ved med at holde kniven mod hendes kind. „Jeg har vand her i bilen – rindende varmt vand. Og der er både en svamp, sæbe og et håndklæde. Og en skraber. Jeg vil lade dig tage alt tøjet af, så du kan blive vasket. Bagefter vil vi så lege lidt med skoen der.“ Han pegede med vandflasken ned mod gulvet. Kan du kende den? Den er mage til dem, du købte i tirsdags i Marielle Shoes inde i byen. Det var synd, at du kom til at sparke den anden ud af bilen, ellers kunne vi have leget med dem begge to. Nu må vi så nøjes med at more os med den ene, ikk’?“

„Jo,“ svarede hun. „Jeg kan godt lide sko. Hvad med dig?“ tilføjede hun i et forsøg på at holde samtalen kørende.

„Det kan jeg sandelig også. Jeg foretrækker de højhælede. Dem kan kvinder nemlig bruge som dildoer.“

„Som dildoer? Du mener bruge hælen som dildo?“

„Det er lige nøjagtig det, jeg mener.“

„Er det det, du gerne vil have mig til at gøre?“

„Jeg skal nok fortælle dig, hvad du skal gøre, når jeg er klar,“ bed han hende pludselig af. Vreden kom som et lyn fra en klar himmel. Så flyttede han kniven væk fra hendes kind og begyndte at skære gaffatapen om hendes knæ over.

„Du får kun denne ene advarsel, Jessie,“ sagde han og lød igen venlig. „Vi skal ikke have noget til at forstyrre vores lille seance, vel? Nu hvor vi rigtig skal hygge os, ikk’?“

Hun bed sig i læben, nikkede og gjorde, hvad hun kunne for at smile til ham.

Han løftede igen kniven og anbragte den lige under hendes næse. „Hvis du prøver at lave numre med at sparke mig eller stikke af, så binder jeg dig igen, og det bliver uden bukser på, er du med? Og bagefter så omskærer jeg dig. Tænk lige på, hvad det vil betyde, når du er på bryllupsrejse med Benedict, og når du resten af dit liv dyrker sex med din mand. Tænk lige på, hvad du kommer til at gå glip af. Jeg håber, at vi forstår hinanden?“

„Ja,“ nikkede hun.

Han var ikke særlig stor. Og så var han en rigtig tyran.

Hun vidste godt, hvad det ville sige at blive tyranniseret. I skolen var hun blevet mobbet på grund af sin store næse, og fordi hun var et overklasseløg, der blev hentet af sine forældre i dyre biler. Hun havde til gengæld lært at tackle dem, der mobbede hende. Plageånder var vant til, at andre føjede dem. De var ikke forberedt på, at nogen tog kampen op. Engang havde hun under en kamp knaldet en hockeystav ind i knæet på Karen Waldergrave, skolens værste plageånd. Hun havde ramt knæskallen så hårdt, at hun havde knust den, så Karen blev nødt til at få lavet en kunstig knæskal. Det var selvfølgelig et ulykkestilfælde. Det er jo sådan et uheld, der desværre kan ske under en sportskamp. Sådan havde lærerne i det mindste opfattet det. Hun var ikke blevet mobbet siden.

I det sekund hun fik chancen, skulle hun nok sørge for, at ham det lede kryb heller aldrig kom til at tyrannisere hende mere.

Han skar tapen omkring hendes ankler over. Mens hun taknemmeligt begyndte at røre benene for at få gang i blodcirkulationen, gik han hen til håndvasken og tændte for vandet. „Jeg lader det løbe lidt, så det bliver dejligt varmt til dig.“ Han vendte sig om mod hende igen og sendte hende et hårdt blik. „Nu skærer jeg også dine hænder fri, så du kan vaske og barbere dig. Kan du huske, hvad jeg sagde til dig?“

Hun nikkede.

„Sig det højt.“

„Jeg kan godt huske, hvad du sagde til mig.“

Han skar hendes håndled fri og bad hende selv om at fjerne gaffatapen.

Hun måtte først ryste hænderne for at få liv i dem og tog så fat i enderne af tapen og rev det af. Han stod hele tiden med kniven parat og lod en latex-finger glide frem og tilbage på siden af knivsbladet.

„Smid det bare på gulvet,“ sagde han. Han havde lagt mærke til, at hun ikke rigtig vidste, hvor hun skulle gøre af stumperne.

Så bøjede han sig ned, tog skoen op fra gulvet og rakte Jessie den. „Lugt til den!“ sagde han.

Hun rynkede panden.

„Hold den op til næsen, og nyd lugten af den!“

Hun indsnusede den stærke lugt af nyt læder.

„Det lugter godt, ikk’?“

I et kort sekund var hans blik rettet mod skoen og ikke mod hende. Hun så et særligt glimt i dem og opdagede, at han havde ladet sig distrahere. Det var skoen, der var i fokus lige nu og ikke hende. Hun holdt den igen op under næsen og lod, som om hun nød lugten, og fik umærkeligt drejet den sådan, at hun holdt skoen i tåen. Samtidig lod hun, som om hun skulle have gang i blodomløbet, og begyndte at bøje benene.

„Er du ham, de skriver om i avisen … ham med den lille diller?“ spurgte hun pludselig.

Fornærmelsen fik ham til øjeblikkeligt at kaste sig over hende, men i det samme trak hun knæene op mod brystet, hvorefter hun med strakte ben sparkede opad så hårdt, hun kunne. Hun ramte ham lige under hagen med tåen af løbeskoene og løftede ham op, så han knaldede hovedet op i bilens loft. Så faldt han fortumlet ned på gulvet, og kniven røg ud af hånden på ham.

Før han havde set sig om, kom hun på benene og rev hætten af ham. Han virkede helt sølle uden hætten og lignede en forskrækket lille muldvarp. Så tog hun skoens stilethæl og hamrede den, så hårdt hun kunne, ind i hans højre øje.

Han gav et frygteligt skrig fra sig. Et brøl af smerte og raseri. Blodet sprøjtede fra øjet. Hun fik fat i kniven, flåede døren til side, tumlede ud og var lige ved at stå på hovedet ud i det kulsorte mørke. Bag sig hørte hun de frygteligste skrig fra et vanvittigt, såret uhyre.

Hun løb og bankede lige ind i noget solidt, der ikke rokkede sig en millimeter. Striber af lys ramte hende på må og få.

Pis! pis! pis!

Hvordan kunne hun være så dum? Hvorfor havde hun ikke taget den skide lommelygte med sig?

Lyset fra lygten oplyste i et glimt den udrangerede godsvogn på støvede, rustne skinner. Hun fik også i et glimt øje på en kran, noget af gangbroen halvvejs oppe på væggen og de gigantiske, cylinderformede beholdere.

Hvor var udgangen mon?

Hun hørte slæbende skridt. „Du tror sikkert, du kan slippe væk – men det kan du ikke, din møgsæk,“ skreg han rasende af smerte efter hende.

Hun greb fat om kniven. Hun vendte sig væk fra lommelygtens lyskegle, der blændede hende. Så fik hun øje på en kæmpestor lukket port over jernbaneskinnerne. Det var den, godsvognene var kommet ind gennem. Hun styrtede hen mod den godt hjulpet af lyskeglen, der ledte hende helt derhen.

Helt hen til kæden med hængelåsen, der holdt portens døre sammen.