110

Søndag den 18. januar

Jessie vendte sig om og kiggede lige ind i lyskeglen, mens hun tænkte som en gal. Hun var ret sikker på, at han ikke havde noget skydevåben, ellers ville han have rettet det mod hende i stedet for kniven. Han var såret. Han var ikke særlig stor. Til gengæld havde hun kniven. Og hun havde lært noget selvforsvar. Alligevel var hun skræmt fra vid og sans.

Der måtte være en anden udgang.

Så blev lommelygten slukket.

Hun missede med øjnene i mørket, som om det ville gøre nogen forskel. Hun rystede over hele kroppen og hev efter vejret. Hun gjorde alt for at få styr på vejrtrækningen, så det ikke lød så højt.

Nu stod de lige, men han havde en fordel. Han kendte garanteret det her sted ud og ind og kunne finde rundt herinde.

Var han lige nu ved at snige sig ind på hende?

I skæret fra lommelygten havde hun lagt mærke til, at der til venstre for hende var en stor hal, og nede for enden af den stod noget, der lignede en silo. Hun tog et par skridt og var lige ved at snuble over noget, der med en høj metallisk lyd rullede hen ad gulvet og faldt ned i noget vand med et stort plask.

Hun stod helt stille. Så kom hun i tanke om sin telefon!

Hvis hun kunne komme tilbage til bilen, kunne hun ringe efter hjælp. Der var dog ved at gå panik i hende ved tanken om, hvem hun skulle ringe til? Hvor var hun henne? Jeg er indespærret i en eller anden skide nedlagt fabrik, jeg ikke aner, hvor ligger. Hvordan ville alarmcentralen reagere på den melding?

Han var allerede gået tilbage til autocamperen. Han havde frygtelige smerter i ansigtet og kunne ikke se med det højre øje, men det kunne han slet ikke tage sig af lige nu. Det eneste, han havde i hovedet, var at få fingre i den møgsæk. Hun havde set hans ansigt.

Han blev nødt til at forhindre hende i at slippe væk.

Det var han tvunget til, ellers var det ude med ham.

Og han vidste godt, hvordan han skulle bære sig ad med at finde hende.

Han skulle ikke nyde noget af at røbe, hvor han var, ved at tænde lygten, så han famlede sig frem i mørket inde i bilen, indtil han fandt det, han ledte efter. Natkikkerten.

Han spottede hende i løbet af nul komma fem. I kikkerten kunne han se en grøn skikkelse, der med bittesmå skridt langsomt bevægede sig til venstre. Det så ud, som om hun bevægede sig i slowmotion.

Du tror nok, du er smart, hva?

Han så sig om efter noget tungt og solidt, han kunne slå hende ned med. Så åbnede han skabet under vasken, men selv med natkikkerten for øjnene var det for mørkt til at se noget. Derfor tændte han lommelygten et øjeblik, og straks blev han totalt blændet. Det skarpe lys skar i det højre øje, og han slap forskrækket kikkerten, tumlede baglæns og faldt.

Jessie hørte bumpet. Hun kiggede i retning af lyden og fik med det samme øje på lyset inde i autocamperen. Hun skyndte sig famlende videre hen mod den silo, hun havde set, snublede over et eller andet og knaldede hovedet ind i noget spidst, der stak frem. Hun kvalte en jamren, men fortsatte så og følte sig for i mørket, indtil hun fik fat i en jernstiver.

Var det mon en af jernstiverne til siloen?

Hun krøb fremad på alle fire og kunne mærke den nederste del af siloen, som hun kravlede ind under. Så famlede hun sig forsigtigt frem, rejste sig op og indsnusede en tør støvet lugt. Så fik hun fat i noget, der kunne være det nederste trin på en stige.

Han blev ved med at lede uden lygten og åbnede febrilsk alle skufferne. I den nederste lå der noget værktøj, og han fandt en stor tung skruenøgle, som han ville tage med sig. Smerterne i øjet blev værre og værre, og han kunne mærke blodet løbe ned ad kinden. Han samlede kikkerten op, flyttede sig hen til døren og kiggede ud.

Møgsækken var forduftet.

Det tog han sig ikke af. Han skulle nok finde hende. Han kendte hele cementfabrikken som sin egen bukselomme. Han havde selv stået for installationen af alle overvågningskameraerne herinde. Denne bygning husede de gigantiske cementovne, som havde opvarmet blandingen af kalksten, ler, sand og bundaske. Når blandingen havde nået en temperatur på 1500 grader celsius, var den blevet pumpet ind i to gigantiske køleturbiner og derefter ledt videre til kuglemøllerne. Når den så var blevet malet, blev den pumpet videre ind i siloerne og til sidst ned i de ventende, tomme tankbiler. Hvis møgsækken gerne ville lege skjul, så var der masser af gemmesteder.

Der var dog kun én udgang.

Og han havde nøglen til hængelåsen i lommen.