111

Søndag den 18. januar

Roy Grace havde udsat søndagens briefing til klokken 19.30, så han kunne få tid til at påbegynde en rapport om resultatet af opgravningen af liget.

Han havde efterladt Glenn Branson i lighuset, så han kunne få de sidste oplysninger med. Det ville vare et stykke tid, inden man var helt færdig med obduktionen. Kæbebenet var brækket, og liget havde kraniebrud, og det var uden tvivl slaget mod kraniet, der var dødsårsagen.

Med hensyn til at få hende identificeret og dermed få retfærdiggjort opgravningen satte han sin lid til de prøver af hår og hud, man allerede havde udtaget, og til kondomet, som efter Nadiuska De Sanchas og Joan Majors skøn indeholdt sædrester. Major mente, at selvom de var tolv år gamle, var der en ret stor chance for, at man kunne sikre brugbare dna-spor.

De forskellige prøver var blevet lagt i en køleboks og ekspederet videre til det dna-laboratorium, som var hans foretrukne, også hvad ekspeditionstiden angik: Orchid Cellmark Forensics. De havde lovet at gå i gang, så snart de havde fået prøverne, men det var en langsommelig proces, og selvom laboratoriet arbejdede i døgndrift, kunne de ikke forvente noget resultat før tidligst i morgen eftermiddag. Grace var sikker på, at de ville ringe til ham, så snart resultatet forelå.

Nu satte han sig på sin plads og orienterede hele holdet om, hvor langt de var nået, og spurgte så, om nogen havde noget nyt at tilføje.

Bella Moy lagde ud med at omdele fotografier af en ung kvinde med viltert hår. „Dette er et arrestantfoto af en efterlyst person. Hendes rigtige navn – hun ynder ellers at bruge forskellige dæknavne – er Donna Aspinall. Hun er narkoman og er blevet dømt indtil flere gange for at have snydt med betalingen i både tog og taxaer. Hun har fået et tilhold om ikke at færdes bestemte steder, og hun er i øjeblikket efterlyst for tre voldelige overfald af forskellig karakter. To civilklædte betjente, hvoraf hun bed den ene i armen, identificerede hende under gårsdagens aktion som den person, taxachaufføren Johnny Kerridge løb efter.“

Grace betragtede fotografiet og var godt klar over, hvad det indebar. „Vil du dermed sige, at Kerridge taler sandt?“

„Ja, det lader til, at det, han har sagt om sin kunde, er sandt.“

Han tænkte sig lidt om. Kerridge havde på nuværende tidspunkt været tilbageholdt i fireogtyve timer. Man kunne maksimalt tilbageholde en mistænkt person uden sigtelse og uden at fremstille ham i retten i seksogtredive timer. Det ville sige, at de blev nødt til at løslade Kerridge klokken 9.30 i morgen, medmindre de kunne overbevise dommeren om, at de havde et tilstrækkeligt grundlag for at beholde ham. De havde indtil videre ikke noget bevis for, at Skomanden var skyld i Jessie Sheldons forsvinden, og hvis Kerridges forsvarer fik fat i den her oplysning – og det ville han få før eller siden – skulle Grace kæmpe en meget hård kamp for at få tilbageholdelsen forlænget.

„Tak, Bella. Godt arbejde.“

Så var det Norman Pottings tur til at stikke en finger i vejret. „Jeg har fået rigtig meget hjælp i dag fra mobiltelefonselskabet, O₂. Tidligt i morges talte jeg med Jessie Sheldons forlovede, som oplyste, at det var det selskab, hun benyttede. For en halv time siden gav de mig en opkaldsliste og et diagram over de signaler, der er modtaget fra hendes mobiltelefon. Det vil måske kunne hjælpe os.“

„Fortsæt,“ sagde Grace.

„Det sidst registrerede opkald fra mobilen var klokken 18.32 i går aftes, hvor der blev ringet til et nummer, som tilhører hendes forlovede, Benedict Greene. Han har bekræftet, at han modtog et opkald fra hende cirka på det tidspunkt, hvor hun sagde, at hun var på vej hjem fra kickboksning. Han bad hende om at skynde sig, da han ville hente hende klokken 19.15. Siden da har telefonen stået på standby. Der er ikke blevet foretaget yderligere opringninger, men via de afsendte signaler til basisstationsmasterne i byen, har man kunnet registrere, at mobiltelefonen stille og roligt har bevæget sig vestpå i tidsrummet fra klokken 18.45 – tidspunktet for bortførelsen – til klokken 19.15. Siden da har der ikke været nogen bevægelse.“

„Hvor langt vestpå?“ spurgte Grace.

„Det skal jeg vise jer,“ svarede Potting.

Potting rejste sig og pegede op på det geodætiske kort, der var blevet hængt op på et whiteboard på væggen. På kortet var der en lang blå bølgestreg, og med rødt var der blevet indtegnet en oval med to kryds: et foroven og et forneden.

„De to kryds markerer placeringen af de to O₂-basisstationsmaster, som Jessie Sheldons mobiltelefon i øjeblikket kommunikerer med,“ forklarede Potting. „Det er et ret stort område, og desværre findes der ikke en tredje mast inden for rækkevidde, som kunne hjælpe os med en såkaldt triangulering, som mere nøjagtigt ville kunne fortælle os, hvor hun befinder sig.“

Han pegede på den snoede blå bølgestreg. „Det her er Ardur-floden, som løber nord for Shoreham.“

„Det er der, Johnny Kerridge bor,“ bemærkede Moy.

„Ja, men det kan vi ikke bruge til noget, eftersom han jo sidder inde,“ svarede Potting belærende. „Der er åbent landskab på begge sider af både floden og Combes Road, der er en trafikeret hovedvej, som løber mellem de to master,“ fortsatte han. „Der ligger få private villaer, en række arbejderboliger, der i sin tid hørte til cementfabrikken, og så selve cementfabrikken. Det lader til, at Jessie Sheldon – eller i det mindste hendes mobiltelefon – befinder sig inden for ovalen, men det er et stort område.“

„Vi kan godt udelukke cementfabrikken,“ indskød kriminalbetjent Nick Nicholl. „Jeg har været derude for et par år siden, dengang jeg gjorde tjeneste i beredskabsafdelingen. Den er ekstremt godt sikret. Der er døgnovervågning, og selv en fugleklat kan sætte alarmen i gang.“

„Fint, Nick,“ sagde Grace. „Tak. Det, vi umiddelbart kan gøre, er at få afsøgt hele området, så snart det bliver lyst. Vi skal bruge en eftersøgningsleder og have fat i alt disponibelt mandskab. Jeg vil have floden gennemsøgt. Det sætter vi den særlige eftersøgningsafdeling til, og vi skal med det samme have helikopteren op. Den kan afsøge floden med projektører.“

Grace gjorde et par notater og henvendte sig så igen til hele holdet.

Nu var det Emma-Jane Boutwoods tur. „Jeg har fundet ud af, at garageanlægget ifølge tinglysningsbogen tilhører et byggefirma,“ sagde Boutwood. „Jeg skal nok kontakte kontoret i morgen, så snart de åbner.“

Grace nikkede. De havde ganske vist haft garagen under konstant observation, men der var ikke dukket nogen op, og det troede han heller ikke på ville ske nu.

Han vidste i det hele taget ikke rigtig, hvad han skulle tro.

Så henvendte han sig til retspsykologen. „Hvad siger du, Julius?“

Proudfoot sad og nikkede. „Den mand, der har bortført Jessie Sheldon, er jeres gerningsmand,“ sagde han med overbevisning. „Det er ikke ham fyren, I har tilbageholdt.“

„Det lyder, som om du er fuldstændig sikker i din sag?“

„Mærk dig mine ord. Han slog til på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt og mod den rigtige person,“ svarede han så skråsikkert, at Grace et øjeblik inderligt ønskede, at han kunne bevise, at Proudfoot havde uret.

Da Grace kom tilbage til sit kontor efter briefingen, lå der en lille FedEx-pakke og ventede på ham.

Han satte sig og åbnede den nysgerrigt. Indholdet fik det hele til at se endnu sortere ud.

Inde i pakken lå en håndskrevet besked på et stykke papir med brevhovedet fra politiets kursusejendom i Bramshill, og der var vedhæftet en fotokopi af en e-mail fra oktober sidste år.

E-mailen var adresseret til Grace selv og var fra kriminalkommissær Cassian Pewe. Den informerede Grace om, at der manglede et par sider i sagen om Skomanden. Den sag, Grace havde bedt ham om at kigge på. Det var netop de vigtige sider, der omhandlede det vidne, som havde set den varebil, Rachael Ryan i 1997 angiveligt var blevet bortført i.

Det var en rigtig friskfyragtig besked: Fandt denne e-mail i min ‘sendt post’, Roy! Håber du kan bruge den til noget. Måske er din hukommelse ikke, hvad den har været – men ved du hvad, det skal du ikke tage dig af – det kan ske for selv den bedste! Hyg dig! Cassian.

Efter at have ledt i ti minutter fandt Grace endelig den originale e-mail på sin computer. Den stod – sammen med hundredvis af andre – som ulæst. Alt havde været ret kaotisk på det tidspunkt, og Pewe havde tilsyneladende nydt at bombardere ham med snesevis af daglige e-mails. Hvis Grace havde givet sig tid til at læse dem alle, kunne han ikke have bestilt andet.

Ikke desto mindre efterlod beskeden ham med røde ører. Nu var Pewe uden for mistanke.