112

Søndag den 18. januar

Jessie havde altid lidt af højdeskræk og var derfor helt glad for, at det var mørkt. Hun anede ikke, hvor hun var. Hun var bare klatret opad trin for trin på stigen, som hun regnede med var blevet brugt til at inspicere det indvendige af siloen.

Hun havde klatret opad så længe, at hun måtte være nået et godt stykke til vejrs, og det passede hende fint, at hun ikke kunne se ned. Hun havde hele tiden holdt øje med, om han var begyndt at klatre op efter hende, men til sin store lettelse havde hun hverken set eller hørt noget til ham. Endelig var hun nået helt op. Hun havde taget fat i et gelænder og fået fodfæste på et gulv af stålriste, hvor hun stødte ind i noget, hun regnede med var en stak gamle cementsække, og dem var hun så kravlet op på. Nu sad hun her og krøb sammen. Hun stirrede opmærksomt lyttende ud i mørket omkring sig og prøvede at sidde musestille, så sækkene ikke gav sig.

Det eneste, hun kunne høre, var de efterhånden velkendte lyde i sit fængsel. Det knirkede og raslede, og der var en knagen og en banken. Alle lydene blev forstærket heroppe, hvor vinden rev i løse metalplader omkring hende.

Hun prøvede at tænke sig rigtig godt om. Hvad var han mon ude på? Hvorfor brugte han ikke lygten?

Kunne man komme herop på en anden måde?

Det eneste, hun kunne se, var de selvlysende tal på hendes armbåndsur. Klokken var lige ved at være 21.30, og det kunne ikke være andet end søndag i dag. Nu var det over et døgn siden, hun var blevet kidnappet. Hvad gik hendes forældre og Benedict mon og lavede? Han ville jo ikke være i kontakt med hendes forældre, slog det hende pludselig. Hun ønskede inderligt, at hun havde præsenteret dem for hinanden noget før, så de kunne have foretaget sig noget sammen.

Var politiet mon blevet indblandet? Selvfølgelig var de det. Hun kendte sin far godt nok til, at han ville sætte himmel og jord i bevægelse for at finde hende.

Hvordan mon de har det? Hvad tænker min mor mon? Min far? Benedict?

I det fjerne kunne hun for anden gang i løbet af en halv time høre lyden af en helikopter.

Måske fløj den rundt for at lede efter hende?

Han havde også hørt helikopteren. Det var en med en meget kraftig motor og ikke en af de små træningshelikoptere fra flyverskolen i Shoreham Lufthavn, der lå lige i nærheden. Og der var heller ikke så mange helikoptere, der var oppe at flyve om natten. Det kunne være militærets eller en ambulance- eller redningshelikopter, men det kunne også være politiets.

Sussex Politis helikopter var hjemmehørende i Shoreham. Hvis det var den, han kunne høre, var der ingen grund til panik. Den kunne være oppe af mange årsager. Nu blev lyden svagere. Den måtte være på vej østover.

Så hørte han en anden lyd, der gjorde ham ude af sig selv.

En insisterende brummen, der kom omme fra forsædet. Han sænkede kikkerten og så et svagt, blinkende lysskær, som kom samme sted fra.

„Fandens osse! Åh nej! Nej! Sig det er løgn!“

Det var møgsækkens mobiltelefon, som han havde taget op af hendes lomme. Han mente ellers, at han havde slukket for den forbandede tingest.

Han tumlede om foran og fik øje på telefonens lysende display. Han tog den og smed den arrigt på gulvet og trampede løs på den, som om den var en stor bille, han ville slå ihjel.

Han blev ved og ved med at trampe på den.

Smerten i øjet var ved at drive ham til vanvid, og han rystede over hele kroppen af arrigskab og var rasende på hende møgsækken og på sig selv. Fandens osse! Hvordan i hede hule helvede kan jeg være så dum?

Mobiltelefoner røber, hvor man opholder sig, også selvom de står på standby. Det ville være det første, enhver erfaren politimand ville gå i gang med at undersøge.

Måske havde telefonselskaberne ikke adgang til den slags oplysninger om søndagen?

Den risiko turde han dog ikke løbe. Han var tvunget til at få flyttet Jessie Sheldon et sikkert sted hen, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Det skulle ske i aften i ly af mørket.

Han måtte se at finde hende i en fart.

Hun havde ikke givet lyd fra sig i over en time. Hun legede åbenbart en eller anden smart gemmeleg og troede, at hun havde fat i den lange ende, fordi hun havde kniven. Imidlertid havde han noget, der var endnu bedre: lommelygten og natkikkerten.

Han havde aldrig beskæftiget sig med litteratur og den slags skidt, men trods de voldsomme smerter, var der en enkelt linje, der pludselig kom til ham: I de blindes rige er den enøjede konge.

Det passede nøjagtig på ham lige nu.

Han steg ud af bilen og ud på betongulvet, satte kikkerten for øjnene og var klar til at jage sit bytte.