113

Søndag den 18. januar

Roy Grace syntes, at aften sneglede sig af sted. Han sad på sit kontor med notaterne om Jessie Sheldons familierelationer, som en af kollegerne havde ridset op. Hendes computer og opkaldslisterne fra hendes mobiltelefon var ved at blive gennemgået af to mand fra den overbebyrdede og underbemandede it-afdeling, også selvom det var søndag, hvor de burde have haft fri.

De eneste oplysninger, han indtil videre havde fået, var, at Jessie var meget aktiv på diverse sociale medier. Det var noget, hun havde tilfælles med Dee Burchmore – hende, der med nød og næppe havde undgået at blive overfaldet af Skomanden i tirsdags.

Var det sådan, han holdt øje med sine ofre?

Mandy Thorpe havde også været aktiv på Facebook og to andre chatsider på nettet, men hverken Nicola Taylor, som var blevet voldtaget på Metropole Hotel nytårsnat, eller Roxy Pearce, som var blevet voldtaget i sit hjem på The Droveway, var på Facebook eller Twitter.

Han vendte hele tiden tilbage til det eneste, der forbandt disse kvinder med hinanden. De havde alle, på nær Mandy Thorpe, købt dyre sko i en butik i Brighton.

Selvom dr. Julius Proudfoot blev ved med at insistere på det modsatte, var Grace stadig af den overbevisning, at det var en anden end Skomanden, der havde voldtaget Mandy Thorpe. Måske var det en, der efterlignede ham, eller også var det et sammentræf af tilfældigheder.

Telefonen ringede. Det var Michael Foreman fra Situationsrum 1.

„Jeg har lige modtaget en melding fra Hotel 900, som er på vej ned for at tanke. Indtil videre har de intet at rapportere, bortset fra to mulige afvigelser på den gamle cementfabrik.“

„Afvigelser?“ spurgte Grace, og undrede sig over, hvad besætningen oppe i politihelikopterne mon mente med det.

Han vidste godt, at de havde varmesøgende fotoudstyr om bord, så de i tæt tåge eller bælgmørke kunne spore mennesker ud fra kropsvarmen. Selvom det var et fantastisk udstyr, når det gjaldt om at opspore forbrydere, der stak af fra en stjålen bil og gemte sig i en skov eller i en snæver gyde, blev det uheldigvis nemt narret af dyr eller noget andet, der afgav varme.

„Ja. De er ikke helt sikre på, om det er mennesker … det kunne også godt være ræve eller grævlinger, vilde katte eller løse hunde.“

„Okay, lad os sende en patrulje fra beredskabet ud for at undersøge det. Hold mig underrettet.“

En halv time senere ringede Foreman tilbage. En patrulje havde været ude ved indkørslen til den gamle cementfabrik og havde meldt tilbage, at alt var i den skønneste orden. De låste porte var næsten fire meter høje med pigtråd foroven og var overvåget fra alle sider.“

„Hvad er det for en type overvågning?“

„Fjernovervågning. Det er Sussex Remote Monitoring Services, et respektabelt firma i Brighton, der står for overvågningen. Hvis der foregår et eller andet derude, ville det allerede være blevet observeret af dem.“

„Jeg kender godt firmaet,“ svarede Grace.

„Ja, politiet bruger dem også. Jeg mener, at det er dem, der har installeret alle dørpanelerne til nøglekortene i Sussex House.“

„Netop. Godt.“ Ligesom alle andre i byen kendte Grace godt cementfabrikken, der var et af byens store vartegn og lå ude vestpå. Den havde ligget øde hen i snart tyve år, men nu gik der rygter om, at der skulle gøres noget ved hele området. Den enorme fabrik, der lå i en kridtgrav midt i The Downs, bestod af en række bygninger, der hver især var på størrelse med en fodboldbane. Han vidste ikke engang, hvem den nuværende ejer var, men det ville sikkert fremgå af et skilt ved indgangen.

For at få hele fabrikken gennemsøgt skulle han enten have tilsagn fra ejeren eller skaffe en ransagningskendelse, og det ville kræve enorme resurser, hvis det skulle gøres ordentligt. Under alle omstændigheder skulle det foregå i dagslys.

Han skrev et notat om det til næste dag.