114

Søndag den 18. januar

„Jessie, der er telefon til dig,“ råbte han.

Han lød så overbevisende, at hun var næsten lige ved at hoppe på den.

„Jessie! Det er Benedict! Han vil slå en handel af med mig, hvis jeg lader dig gå! Men først vil han sikre sig, at du har det godt. Han vil gerne tale med dig!“

Hun sad musestille og prøvede at holde hovedet koldt. Det kunne jo godt være, at Benedict havde ringet, og at det lede kryb havde taget den?

Havde han mon tilbudt en løsesum?

Benedict havde ingen penge. Han kunne ikke slå nogen handel af. Og under alle omstændigheder var Skomanden, eller hvem han end var, en pervers stodder, der ville have hende til at onanere med en sko. Hvad var det mon for en handel, han snakkede om? Det gav ingen mening.

Og hun var udmærket klar over, at hvis hun svarede, ville hun røbe sit skjulested.

Hun lå på de gamle cementsække med smertefulde kramper og var ved at dø af tørst, men forstod, at hun lige i øjeblikket trods alt var i sikkerhed heroppe. Hun havde hørt ham rumstere i næsten to timer. Først nedenunder og så på etagen over hende, og hun havde også hørt ham kravle rundt et andet sted lige under hende. På et tidspunkt havde han været så tæt på hende, at hun kunne høre ham trække vejret. Det meste af tiden havde han dog været helt stille, men indimellem kunne hun regne ud, hvor han befandt sig, fordi han var kommet til at sparke til et eller andet eller havde trådt på noget. Hun havde også hørt lyden af metal skrabe mod metal, men han havde ikke på noget tidspunkt tændt lygten.

Det havde længe undret hende. Var den mon gået i stykker, eller var batterierne flade? Så havde hun imidlertid fået øje på noget, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

Et meget svagt rødt skær.

Det var ikke, fordi hun havde ret meget forstand på den slags, men hun kom i tanke om en film, hvor en af personerne havde brugt en natkikkert, og den havde næsten umærkeligt afgivet et rødt skær. Mon det er en natkikkert, han bruger herinde? tænkte hun.

Så han kan holde øje med mig, uden at jeg kan se ham?

Hvordan kunne det så være, at han ikke allerede havde sneget sig ind på hende? Det kunne der kun være én forklaring på: Han havde ikke kunnet finde hende.

Det var derfor, han havde prøvet at bilde hende ind, at Benedict havde ringet.

Han havde minutiøst afsøgt gulvet på hele underetagen og var helt sikker på, at her var hun ikke. Hun måtte være kravlet op et eller andet sted, men hvor?

Over ham var der et enormt stort areal med kølerør og rotérovne, hvor cementklinkerne var blevet færdigbrændt, inden de var blevet transporteret videre gennem lange kølerør. Der var et utal af gemmesteder, men det forekom ham, at han havde søgt overalt.

Hun var smart, den lille møgsæk. Måske blev hun ved med at flytte sig. Han blev mere og mere ude af sig selv, for hvert minut der gik. Han var nødt til at få hende ud herfra og på en eller anden måde få hende sikkert af vejen et helt andet sted. Og det var meget vigtigt, at han kom på arbejde i morgen. Han skulle mødes med en ny stor kunde og havde også et vigtigt møde i banken om sine udvidelsesplaner, så han måtte se at få noget søvn.

Og han måtte også have gjort noget ved sit øje. Smerten blev mere og mere uudholdelig.

„Jessie!“ kaldte han indsmigrende. „Det er til diiiig!“

Der kom ikke noget svar. „Jeg ved godt, hvor du er, Jessie,“ råbte han. „Jeg kan godt se dig deroppe! Hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed!“

Han blev igen mødt med tavshed. Så hørte han et skarpt smæld. Lyden kom igen efter fire sekunder.

„Du gør bare det hele værre for dig selv, Jessie. Når jeg finder dig, skal du få med mig at bestille. Det kan jeg love dig!“

Jessie sad musestille. Hun var klar over, at så længe det var mørkt, havde det lede kryb overtaget, men i det øjeblik det blev lyst, og der sivede en smule lys ind hist og her, ville det ændre sig. Han skræmte hende, og hun anede ikke, hvad han kunne finde på, men hun var sikker på, at hun havde fået ram på hans øje, og det var hende, der havde kniven. Den lå på gulvet lige ved siden af hende.

Det var midnat. Det ville blive lyst ved syvtiden. På en eller anden måde måtte hun tage sig sammen og glemme alt om, hvor tørstig og træt hun var. Søvn kunne der slet ikke blive tale om.

I morgen tidlig ville lyset måske trænge ind gennem revner i væggen. Hele bygningen var forfalden og lå halvvejs i ruiner. Der måtte være et hul et eller andet sted, som hun kunne kravle ud gennem. Også selvom det var i taget.