115

Mandag den 19. januar

På trods af at taxachaufførens forsvarer, Ken Acott, havde protesteret voldsomt, havde Roy Grace nægtet at løslade Johnny Kerridge – kaldet Yac – og havde appelleret til dommeren om at opretholde anholdelsen i yderligere seksogtredive timer. Det var med det samme blevet bevilget, da man endnu ikke havde kunnet afhøre Kerridge, fordi Acott havde insisteret på, at der skulle være en speciallæge til stede.

Grace syntes stadig, at der var noget muggent ved Kerridge, selvom han måtte indrømme, at beviserne mod ham indtil videre ikke var stærke nok. Der var ikke noget at komme efter i hans mobiltelefon. Den havde kun fem telefonnumre registreret: vognmandens, taxaselskabets, to numre til husbådens ejere, som befandt sig i Goa – et mobil- og et fastnetnummer – og endelig nummeret til en terapeut, Kerridge ikke havde været hos i over et år.

Kerridges computer havde heller ikke afsløret noget af betydning. Han havde til bevidstløshed søgt på hjemmesider med damesko, og de fleste af søgningerne var ganske uskyldige og drejede sig om skomode. Han havde søgt på eBay og foretaget utallige søgninger på hjemmesider om parfume, victorianske toiletter og diverse landkort.

Der var en psykolog, som var specialist i Aspergers syndrom, på vej. Under forudsætning af at psykologen gav grønt lys, havde Acott givet tilladelse til, at Kerridge kunne afhøres. Det ville forhåbentlig gøre dem klogere.

Idet Grace kom tilbage til sit kontor efter morgenbriefingen, ringede hans mobiltelefon.

„Roy Grace,“ sagde han.

Det var en af laboranterne, han kendte fra kriminalteknisk laboratorium, og hun lød meget tilfreds med sig selv. „Roy, jeg har dna-resultater til dig!“

„Fra materialet i går aftes?“ spurgte han forbavset.

„Vi har fået noget nyt udstyr … resultaterne mangler at blive efterprøvet, inden de kan holde i retten, men de to dna-prøver, vi fik, var så gode, at vi tillod os at eksperimentere lidt med noget af materialet, fordi vi var klar over, hvor meget det hastede.“

„Godt. Spyt ud!“

„Vi fandt dna-match på begge prøver. Det ene var hundrede procent, men det andet match er ikke komplet. Det er et såkaldt familierelateret match. Det perfekte match er dna fra en hårsæk, der stammer fra liget. Hendes navn er Rachael Ryan. Hun forsvandt i 1997. Kan det bruges til noget?“

„Er du helt sikker?“

„Det er maskinen i hvert fald. Vi er stadig i gang med at undersøge resten af hendes dna på gammeldags facon og vil have resultatet klar senere i dag. Jeg er nu også ret sikker på det.“

Grace havde egentlig slet ikke tid til at reflektere nærmere over det. Resultatet var, som han havde forventet, men det kom alligevel som noget af et chok. En bekræftelse på, at det ikke var lykkedes ham at redde denne unge kvindes liv. Han noterede sig, at han skulle huske at kontakte forældrene, og håbede, at de stadig levede og var sammen endnu. Nu ville de – om ikke andet – få vished og dermed en afslutning på sagen.

„Og det familierelaterede match?“ spurgte han.

Grace vidste godt, at ordet familierelateret i denne forbindelse betød, at det ikke var hundrede procent, men var et match, der kunne være mellem søskende eller forældre og børn.

„Det stammer fra sæden i det kondom, man fandt på liget … som vi jo regner med er Rachael Ryan. Det matcher med dna’et fra en kvinde ved navn Elisabeth Wyman-Bentham.“

Grace skrev navnet ned og tjekkede lige med laboranten, at han havde stavet navnet rigtigt. Han blev så anspændt, at han rystede på hånden. Laboranten gav ham også adressen.

„Ved vi, hvorfor hun står i databasen?“

„Hun er taget for spirituskørsel.“

Han takkede hende, og så snart han havde afsluttet samtalen, ringede han til nummeroplysningen og opgav Elisabeth Wyman-Benthams navn og adresse. Et øjeblik efter havde han fået telefonnummeret, hvorefter han ringede hende op.

Den gik direkte på voicemail. Han lagde en besked med sit navn og sin titel og bad hende om straks at ringe tilbage på sit mobilnummer. Så satte han sig til at google hendes navn for at se, om han kunne finde noget om hende, og hvor hun arbejdede. Klokken var 9.15. Hvis hun var på arbejde, ville hun nok allerede være mødt eller være på vej derhen.

Et øjeblik efter dukkede der noget op på skærmen: Lizzie Wyman-Bentham, direktør for PR-firmaet WB.

Han klikkede videre, og straks dukkede et billede af en smilende kvinde med et stort kruset hår op. Derudover var der en lang liste, man kunne klikke på, hvis man ønskede at vide mere om firmaet. I det øjeblik han klikkede på ‘Kontakt’, ringede hans telefon.

Han tog den. Det var en noget forpustet, men overstrømmende venlig kvindestemme: „De må undskylde, jeg ikke tog telefonen – jeg hørte den ringe, da jeg var på vej ud af huset! Hvad kan jeg gøre for Dem?“

„Mit spørgsmål lyder måske mærkeligt,“ svarede Grace, „men har De en bror eller en søn?“

„En bror,“ svarede hun. „Er der noget i vejen?“ lød det helt fortvivlet. „Der er vel ikke sket ham noget? Har han været ude for en ulykke?“

„Nej, så vidt jeg ved, har han det fint, men jeg skal tale med ham i forbindelse med en efterforskning, vi er i gang med.“

„Nå, jeg blev helt bekymret et øjeblik!“

„Kan De fortælle mig, hvordan jeg får fat i ham?“

„I forbindelse med en efterforskning sagde De? Nå ja, det har jo sikkert noget med firmaet at gøre. Hvor er jeg dog dum! Jeg mener at vide, at han sommetider arbejder for politiet. Han hedder Garry Starling og hans firma – eller rettere begge hans firmaer, Sussex Security Systems og Sussex Remote Monitoring Services – har til huse i samme bygning ude i et industrikvarter i Lewes.“

Grace noterede hendes oplysninger og fik også Starlings telefonnummer.

„Jeg forstår ikke helt hvorfor … hvorfor De egentlig ringer og spørger mig?“

„Det er lidt svært at forklare,“ svarede Grace.

„Garry er ikke ude i noget snavs, vel?“ spurgte hun bekymret. „Jeg mener, han er en meget velanset forretningsmand … og en kendt mand her i byen.“

For ikke at røbe noget forsikrede Grace hende om, at hendes bror ikke havde gjort noget forkert. Han afsluttede samtalen og ringede prompte til Starlings kontor. Telefonen blev taget af en venlig kvinde. Uden at afsløre, hvem han var, spurgte han efter Garry Starling.

„Han er ikke mødt endnu,“ svarede hun, „men det gør han sikkert lige straks. Han plejer at være her på det her tidspunkt. Jeg er hans sekretær. Kan jeg tage imod en besked?“

„Jeg ringer senere,“ svarede Grace og måtte beherske sig for at skjule sin ophidselse.

Så snart han havde lagt på, skyndte han sig hen til Situationsrum 1, og undervejs planlagde han, hvad der videre skulle ske.