116

Mandag den 19. januar

Det blev ikke helt så lyst, som hun havde regnet med, og det var godt det samme. Hvis hun var uhyre forsigtig og bevægede sig helt lydløst, kunne hun liste et lille stykke hen ad gangbroens metalriste og se ned på autocamperen.

Den stod dernede – flødefarvet og beskidt – med sidedøren åben. Det var et såkaldt folkevognsrugbrød, og for hende var den et symbol på hippietiden på linje med flowerpower, ‘atomkraft – nej tak!’ og alle de andre levn, hun havde læst om fra tresserne og halvfjerdserne.

Der var nu ikke meget hippie over det lede kryb.

Lige nu befandt han sig inde i bilen. Havde han mon sovet? Det tvivlede hun på. Hun havde i nattens løb været ved at falde i søvn et par gange og havde været lige ved at give et hyl fra sig, da et dyr af en slags havde strejfet hendes arm. Hen under daggry var der kommet en rotte. Den havde stået og gloet på hende i det svage morgenlys. Hun kunne ikke fordrage rotter, så hun havde været lysvågen lige siden.

Hvad mon hans plan var? Og hvad mon der foregik ude i det pulserende liv? Hun havde ikke hørt mere til helikopteren, så måske havde det slet ikke været hende, den ledte efter. Hvor længe mon det her ville vare ved?

Måske havde han proviant dernede i bilen. Vand vidste hun, han havde, så måske havde han også mad. Han kunne holde ud i en evighed, hvis ikke han havde et arbejde eller en familie at passe. Hun kunne derimod ikke klare sig ret meget længere uden mad og drikke. Og selvom hendes nerver stod på højkant, kunne hun mærke, at hun blev mere og mere afkræftet, og at hun havde mærkbart færre kræfter end dagen før. Hun var dødtræt, og det var kun adrenalin, der holdt hende kørende.

Og beslutsomhed.

Hun var fast besluttet på at blive gift med Benedict. Det skulle det lede kryb ikke forhindre hende i. Det var der intet i denne verden, der skulle få lov til.

Jeg må se at komme ud herfra.

Det var blæst op her til morgen, og det virkede, som om vinden tog yderligere til. Larmen fra alle lydene blev værre og værre, men det passede hende fint, fordi han så ikke kunne høre hende, hvis hun kom til at støje en lille smule.

„Det er godt med dig, din møgsæk,“ skreg han pludselig helt ude af sig selv. „Jeg har fået nok af dine julelege. Du kan tro, jeg nok skal komme efter dig, er du med? Jeg har regnet ud, hvor du er, og nu kommer jeg op efter dig!“

Hun listede hen til sit udsigtspunkt og kiggede ned. Hun blev chokeret over at se ham komme løbende med en stor skruenøgle i den ene hånd og en forskærerkniv i den anden. Han var uden hætte og havde fået en ildrød hævelse omkring det højre øje.

Han styrede direkte hen mod siloen lige under hende.

Så begyndte han igen at råbe, og hans stemme rungede, som om han råbte i en tragt.

„Din møgsæk, du er smart, hva’? En indvendig stige i siloen! Hvordan fandt du den?“

Et øjeblik efter hørte hun ham komme trampende op ad stigen.