117

Mandag den 19. januar

Glenn Branson holdt allerede og ventede på ham i en civil tjenestevogn ved indkørslen til industrikvarteret. Han havde den udstedte ransagningskendelse i lommen.

På kortet over området, som de i al hast havde studeret, havde de bemærket, at der kun var to tilkørselsveje til Garry Starlings to firmaer, Sussex Security Systems og Sussex Remote Monitoring Services. Hvis Starling skulle dukke op, havde Grace sørget for, at de øvrige politibiler, der skulle deltage i aktionen, var blevet gemt godt af vejen.

Der befandt sig allerede fire civilklædte politifolk i området. På en sidevej holdt to hundevogne klar til at gå i aktion og spærre alle udgange fra kontorbygningen, i det øjeblik Starling dukkede op. Der holdt også en mandskabsvogn med seks betjente i skudsikre veste klar, og derudover holdt fire civile køretøjer ved samtlige ind- og udfaldsveje til området, hvis Starling skulle finde på at stikke af.

Grace efterlod sin bil på en parallelvej og satte sig ind i Bransons. Han var anspændt. Skønt han var lettet over at have fået bekræftet Rachael Ryans død, havde det også gjort ham trist til mode. Nu blev han imidlertid nødt til at koncentrere sig om, hvad der skulle ske her og nu. Der var meget, han var usikker på.

„Skal vi køre?“

Grace nikkede fraværende. Skomanden havde aldrig efterladt sig dna-spor. Hans ofre havde fortalt, at han var ude af stand til at bevare rejsningen. Indebar det, at Starling ikke kunne være Skomanden? Eller havde drabet på Rachael Ryan – hvis det var ham, der havde dræbt hende – ophidset ham så meget, at han havde fået udløsning?

Hvorfor var han ikke på sit kontor her til morgen?

Hvis Starling for tolv år siden havde haft sex med en død kvinde, ville man så kunne bevise, at det var ham, der havde dræbt hende?

Hvis det overhovedet var ham. Hvordan ville statsadvokaturen se på det?

Tusindvis af ubesvarede spørgsmål.

Han havde dog en voksende fornemmelse af, at manden, som havde dræbt Rachael Ryan, var den samme, som havde bortført Jessie Sheldon. Han håbede inderligt at kunne gøre et bedre stykke arbejde med at finde Jessie Sheldon i live – forhåbentlig var det ikke allerede for sent – så han ikke, ligesom med Rachael Ryan, skulle være med til at grave hende op om tolv år.

Da de kørte op foran den elegante hovedindgang til Sussex Security Systems og Sussex Remote Monitoring Services, lagde han mærke til bilerne, der var parkeret i de tildelte båse og især den tomme, der stod ‘direktør’ på. Han hæftede sig dog allermest ved rækken af hvide varevogne med firmaernes fælles logo.

I torsdags havde det netop været en hvid varevogn, der med høj fart var kørt væk fra parkeringsanlægget efter det mislykkede overfald på Dee Burchmore. Og Rachael Ryan var også blevet bortført i en hvid varevogn for tolv år siden.

De steg ud af bilen og gik ind ad hoveddøren. En midaldrende receptionist tog imod dem i den ovale reception med firmalogoet på skranken. Til venstre for dem stod en sofagruppe, hvor man kunne sidde og vente. Her lå eksemplarer af Sussex Life, The Argus og andre af dagens aviser.

Grace tænkte i sit stille sind, at man sikkert ikke ville lægge morgendagens udgave af The Argus frem med den overskrift, der sandsynligvis ville komme til at præge forsiden.

„Hvad kan jeg gøre for Dem?“

Grace viste sit politiskilt. „Er Garry Starling kommet?“

„Nej … næh … ikke endnu,“ svarede hun forfjamsket.

„Synes De, at det er usædvanligt?“

„Ja. Om mandagen plejer han altid at møde som den første.“

Grace viste hende ransagningskendelsen og gav hende lige tid til at læse den. „Vi har en kendelse til at ransage huset. Jeg vil bede Dem om at finde en, der kan vise os rundt.“

„Jeg … jeg skal nok få fat i underdirektøren.“

„Fint. De kan bare sige til ham, at vi er begyndt. Så kan han altid støde til senere.“

„Ja … jo … det skal jeg nok. Skal jeg give Dem besked, når Garry Starling dukker op?“

„Det må De godt,“ svarede Grace, „men det vil vi for længst have fået besked om.“

Hun så helt desorienteret ud.

„Hvor finder vi overvågningsafdelingen?“ spurgte Grace.

„Oppe på første sal. Jeg giver John Addenberry besked, så kan han følge Dem derop.“

Branson pegede på døren ud til trappen. „Første sal?“ gentog han.

„Ja. Op ad trappen og så til højre ned ad gangen, ind gennem regnskabsafdelingen og kundeekspeditionen, så kommer De til den.“

Grace og Branson sprang op ad trappen. Lige i det øjeblik de nåede ned for enden af gangen med kontorer på begge sider, kom en mand vimsende hen imod dem. En lille, lidt nervøs, skaldet mand i begyndelsen af fyrrerne. Han var iført et gråt jakkesæt og havde en hel række kuglepenne siddende i brystlommen.

„Goddag, de herrer. Hvad kan jeg gøre for dem? Mit navn er John Addenberry, og jeg er underdirektør her i firmaet.“ Hans stemme lød lidt slesk.

Da Grace forklarede ham deres ærinde og viste ham ransagningskendelsen, var øjnene ved at falde ud af hovedet på ham.

„Jamen, selvfølgelig,“ sagde han. „Selvfølgelig. Vi arbejder skam for Sussex Politi. Kriminalpolitiet er en god kunde. En virkelig god kunde.“

Han førte dem ind i kontrolrummet, hvor en enormt overvægtig fyr sad på en stol foran tyve skærme. Hans uniform sad dårligt, håret var fedtet, og han virkede for gammel til kun at have dun på overlæben, syntes Grace. Foran ham på bordet var en toliters Coca-Cola, en kæmpe pakke Doritos, en mikrofon, et lille kontrolpanel og et computertastatur.

„Det er Dunstan Christmas,“ sagde Addenberry. „Han er den vagthavende operatør.“

Grace havde imidlertid allerede rettet sin opmærksomhed mod alle skærmene, og især billedet på en af dem fik ham til at rynke panden: facaden på et ultramoderne hus. Han pegede på skærmen. „Nummer 7 – er det ikke familien Pearces hus på The Droveway 76?“

„Jep,“ svarede Christmas. “Det var hende, der blev voldtaget, ikk’?“

„Jeg lagde ikke mærke til nogen kameraer, da jeg var der.“

„Dem lægger man skam heller ikke mærke til,“ svarede Christmas og bed i en negl. „I det hus mener jeg, de er gemt væk.“

„Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig det? Måske ville der have været nogen optagelser fra overfaldet?“ udbrød Grace vredt.

Christmas rystede på hovedet. „Nej, systemet virkede slet ikke den aften. Det var nede fra midt på eftermiddagen. Det hele kom først op at køre igen næste morgen.“

Grace så skarpt på ham og lagde mærke til, at Branson gjorde det samme. Forsøgte han at skjule noget? Var han fuld af løgn? Så kiggede han igen på skærmen. Nu var billedet skiftet til baghaven.

Systemet havde ikke virket den aften, hun blev overfaldet. Firmaets ejer var deres hovedmistænkte.

Det kunne ikke være helt tilfældigt.

„Sker det tit, at det går ned?“

Christmas rystede på hovedet og gumlede videre på sin negl. „Nej. Det sker meget sjældent. Det er godt system, og der plejer at være backup.“

„Men den aften, Roxy Pearce blev overfaldet, var der ingen backup, der virkede?“

„Det er, hvad jeg har hørt.“

„Hvad så med den der?“ spurgte Branson og pegede på den tomme skærm med nummer 20.

Grace nikkede. „Det skulle jeg også lige til at spørge om.“

„Den er nede i øjeblikket.“

„Hvad plejer den at vise?“

„Den gamle cementfabrik i Shoreham,“ svarede Christmas.