118

Mandag den 19. januar

Jessie vidste udmærket, hvad hun burde gøre, men nu hvor det afgørende øjeblik nærmede sig, var hun handlingslammet, og det var, som om hele hendes krop var gået i koma.

Hun kunne høre, hvert eneste trin han tog. Han bevægede sig langsomt og målbevidst op ad stigen. Nu kunne hun tydeligt høre hans åndedrag, og snart ville han være helt oppe.

Igen hørte hun lyden af helikopteren over sit hoved, men hun ignorerede den for ikke at lade sig distrahere. Med kniven i hånden vendte hun sig om, tog sig voldsomt sammen og kiggede ned. Han befandt sig lige knap en meter under hende, og hun blev så bange, at hun var lige ved at tabe kniven.

Det højre øje så fuldstændig grotesk ud. Øjeæblet sad nærmest omvendt og stirrede tilbage i sin egen tomme hule, der var fyldt med blod og væske, og øjenomgivelserne var blodunderløbne og dyblilla. Den store skruenøgle stak op af brystlommen på hans jakke. Han havde forskærerkniven i den ene hånd og holdt fast i stigens trin med den anden, mens han kiggede op på hende med et ansigt fortrukket af had.

Der var langt ned. Hendes hjerne kørte på højtryk i et forsøg på at samle tankerne om hendes sparketeknik, selvom hun aldrig havde lært, hvordan man skulle bære sig ad i sådan en situation. Hun vidste, at hvis hun kunne komme til at ramme ham hårdt i ansigtet med begge fødder, ville han miste sit greb. Det var hendes eneste chance.

Hun satte sig hurtigt ned på hug og fortrængte, at det svimlede for hendes øjne, når hun kiggede ned. I stedet fokuserede hun på ham. Hun bøjede sig bagover, lagde hele sin vægt på hænderne, trak benene op under sig og sparkede af al kraft, mens hun holdt fast i metalristen.

Straks mærkede hun en jagende smerte i højre fodballe.

Hun skreg af smerte og mærkede så et fast greb om den venstre ankel. Han begyndte at trække hende nedad for at få hende til at give slip, og i det øjeblik indså hun sin fejltagelse. Han havde stukket sin kniv i hendes højre fod, ladet stige være stige og havde nu fat om begge hendes ankler. Åbenbart var han meget stærkere, end han så ud til. Han blev ved med at trække i hende, så hun på et tidspunkt var tvunget til at give slip. Pludselig gik det op for hende, at det var det rene selvmord, han var ude i. Han tog en chance. Enten tvang han hende til at slippe, og så ville de begge styrte ned, eller også blev hun nødt til at hive ham op.

Så mærkede hun et nyt smertende jag i højre fodballe efterfulgt af en uudholdelig smerte i højre skinneben. Nu havde han grebet fat i stigen med venstre hånd, og med kniven i den højre huggede han ud efter hendes højre fod. Pludselig følte hun en afsindig smerte lige over hælen, og foden blev helt slap.

Han har skåret min akillessene over!

Med et ryk trak hun fortvivlet benene til sig og faldt om på ryggen. Han havde sluppet hende.

Hun skyndte sig at komme på benene, men faldt med det samme. Hun var kommet til at tabe kniven, og hun så den til sin forfærdelse ryge hen over risten og ud over kanten. Det varede lidt, inden hun hørte den ramme gulvet langt under sig. Hun kunne slet ikke støtte på den højre fod, der gjorde modbydelig ondt.

Så hjælp mig dog, kære Gud!

Med forskærerkniven i hånden trak han sig nu op over kanten og helt op på risten.

På trods af de voldsomme smerter forsøgte hun fortvivlet at holde hovedet koldt og prøvede at koncentrere sig om, hvad hun havde lært. Nu var hendes udgangsposition bedre, og hendes venstre ben fejlede ikke noget.

Han lå på knæ, men var ved at komme på benene kun en meter fra hende.

Hun lå helt stille og holdt øje med ham.

Hun registrerede det sultne udtryk i hans øjne og smilet, der var vendt tilbage. Han havde fod på situationen og ville lige straks forgribe sig på hende.

Han var kommet helt op at stå og stod nu med den blodige kniv i højre hånd og var ved at tage skruenøglen op af brystlommen med den venstre. Han ravede hen mod hende med løftet skruenøgle.

Hun forudså, at han inden for det næste sekund ville knalde skruenøglen lige ned i hovedet på hende.

Hun bøjede det venstre knæ, udsøgte sig et fikspunkt bag hans knæskal og sparkede så til med en allersidste kraftanstrengelse. Hun hørte smældet, da hendes fod ramte plet. Det var den samme lyd, som dengang hun havde knaldet hockeystaven ind i knæet på sin plageånd i skolen.

Hun registrerede det skrækslagne udtryk i hans ansigt og hørte et smertensskrig, da han faldt bagover og knaldede ned i risten, så det rungede. Så holdt hun fast i gelænderet, trak sig op at stå og begyndte at hoppe af sted på venstre ben, mens hun trak højre fod efter sig.

„Av! Mit knæ! Av! Av! Av, din skide forbandede lede møgsæk!“

For enden af gangbroen havde hun på et tidligere tidspunkt lagt mærke til en stige, der gik lodret ned. Hun kastede sig hen til den, undgik at se ned og forsøgte at glemme sin højdeskræk. Halvt hoppende, halvt glidende bevægede hun sig nedad, mens hun krampagtigt holdt fast om stigen med begge hænder. Nedad. Nedad. Nedad.

Han var stadig ikke kommet til syne over hende.

I samme øjeblik hun nåede gulvet, greb et par hænder ud efter hende.

Hun gav et skrig fra sig.

„Jessie Sheldon?“ sagde en venlig stemme, hun ikke kendte.

Hun vendte sig skælvende om og fik øje på en høj mand med sølvgråt hår, der stak frem på hver side af en sort baseball-kasket. Foran på kasketten stod der: politi.

Hun kastede sig hulkende i armene på ham.