119

Fredag den 23. januar

„Du er utrolig! Du er fandeme utrolig! Er du klar over, hvor meget de har på dig? Man skulle fandeme tro, det var løgn! Dit perverse svin! Dit … dit uhyre!“

„Lad være med at tale så højt,“ svarede han lavmælt.

Denise Starling betragtede sin mand, der havde en sort klap for det højre øje og var iført en uformelig blå fangedragt. De sad over for hinanden i det store grimt møblerede besøgslokale. Et kamera i loftet holdt øje med dem, og alt, hvad de sagde, blev optaget på bånd. Der stod et blåt plasticbord imellem dem.

Rundtomkring sad andre fanger og talte med familie og kærester.

„Har du læst aviserne?“ spurgte hun. „De sætter dig også i forbindelse med de voldtægter, Skomanden begik i 1997. Det var også dig, ikk’?“

„Så lad dog for helvede være med at snakke så højt.“

„Hvorfor det? Er du bange for, hvad de vil gøre ved dig i arresten? Dér tolererer man ikke perverse svin, vel? Stikker de damesko op i røven på dig i brusebadet? Du ville garanteret nyde det.“

„Hold kæft, kælling. Der er noget, vi skal snakke om.“

„Jeg har ikke noget at snakke med dig om, Garry Starling. Du har ødelagt vores liv. Jeg har altid vidst, at du var en pervers stodder, men jeg var ikke klar over, at du også var både morder og voldtægtsforbryder. Nød du turen sammen med hende i spøgelsestoget, hva? En af de første gange vi var sammen, tog du mig med i spøgelsestoget og stak fingeren op i min kusse. Kan du huske det? Spøgelsestoget kan åbenbart få den op at stå, eller hva’?“

„Jeg har ikke været ude at køre i det tog. Det var ikke mig. Det kan jeg love dig!“

„Love mig! Ja, den er god med dig. Ha! Vorherre bevares!“

„Det var ikke mig. Det i spøgelsestoget var ikke mig.“

„Nej, selvfølgelig ikke, og det var heller ikke dig ude på cementfabrikken, vel? Det var vel din dobbeltgænger, ikk’?“

Han svarede ikke.

„Og alt det pis med, at jeg altid skulle bindes og gøre hvad som helst med de sko, mens du bare var med på en kigger og spillede den af imens.“

„Denise!“

„Jeg er da ligeglad med, om alle hører det her. Du har ødelagt mit liv. Jeg har spildt mine bedste år på dig. Alt det pis med, at du ikke ville have børn, fordi du havde haft sådan en ulykkelig barndom. Du er et uhyre, og du har rigtig godt af, at du er havnet her. Jeg håber, du vil rådne op i helvede. Jeg er den, der er skredet, så du må hellere se at få fat i en god advokat. Jeg skal nok sørge for, at du bliver flået.“

Så brød hun hulkende sammen.

Han sagde ikke noget. Hvad skulle han sige? Hvis han havde haft muligheden, ville han med glæde have lænet sig ind over bordet og kvalt hende med de bare næver.

„Jeg troede engang på, at du elskede mig,“ hulkede hun. „Jeg troede på, at vi kunne få et liv sammen. Jeg vidste, at du havde taget skade, men jeg troede på, at hvis jeg elskede dig højt nok og gav dig noget, du aldrig havde fået, ville du måske forandre dig.“

„Så hold dog op!“

„Det passer! Én eneste gang var du ærlig over for mig, og det var, da du – dengang vi blev gift for tolv år siden – betroede mig, at jeg var det eneste menneske, der nogensinde havde givet dig fred, og var den eneste, der forstod dig. Du fortalte mig, hvordan din mor havde tvunget dig til at gå i seng med hende, fordi din far var impotent, og at du lige siden havde afskyet kvindelige kønsorganer, og det gjaldt selv mine. Hold kæft, hvor har vi dog brugt tid og kræfter på alt det skide psykologpis!“

„Hold så kæft, Denise!“

„Nej, jeg vil ej. Da vi begyndte at komme sammen, gik det jo op for mig, at sko var det eneste, der kunne få den op at stå. Det accepterede jeg, fordi jeg elskede dig.“

„Denise! Hold så kæft, din møgsæk!“

„Vi havde mange gode år. Jeg var ikke klar over, at jeg havde giftet mig med et monster.“

„Vi havde det godt,“ sagde han pludselig. „Vi havde det godt indtil for nylig, men så forandrede du dig.“

„Forandrede jeg mig? Hvad mener du med, at jeg forandrede mig? Jeg blev træt af at kneppe mig selv med en skide sko, mener du vel! Kalder du det at forandre sig?“

Han blev atter tavs.

„Hvad har jeg af fremtidsudsigter?“ sagde hun. „Fra nu af er jeg Skomandens kone. Er du stolt over, at du har ødelagt mit liv? Vores gode venner, Maurice og Ulla, som vi hver søndag spiser middag sammen med på China Garden, ikk’? De ringer ikke tilbage, selv om jeg har lagt en besked.“

„Måske er det, fordi de aldrig har kunnet snuppe dig,“ svarede han. Måske var det kun mig, de kunne lide. De fandt sig kun i dig, fordi du var min sure gamle kælling af en kone.“

Hun begyndte igen at hulke. „Ved du, hvad jeg vil gøre?“ spurgte hun. „Jeg vil køre hjem og tage livet af mig selv. Du er vel ligeglad, ikk’?“

„Bare sørg for at gøre det ordentligt,“ svarede han.