120

Fredag den 23. januar

Denise Starling kørte helt uforsvarligt hjem i sin sorte Mercedessportsvogn. Hun stirrede tåreblændet ud på den våde vej. Vinduesvis kerne kørte monotont fra side til side. En kvindestemme ævlede løs på BBC Sussex Radio om diverse katastrofale ferier, folk havde været på, og opfordrede lytterne til at ringe ind med deres egne historier.

Hver eneste forbandede ferie sammen med Garry Starling havde været en katastrofe. Samlivet med Garry Starling havde været en katastrofe. Og nu ville det hele blive endnu værre.

Dit forbandede røvhul.

Efter at de havde været gift i tre år, var hun blevet gravid. Han havde overtalt hende til at få en abort. Han ønskede ikke at sætte børn i verden. Han havde citeret noget fra et digt – hun havde glemt, hvem digteren var – der handlede om, at forældre ikke bestilte andet end at ødelægge deres børns liv.

Der var ingen tvivl om, at hans barndom havde ødelagt ham og gjort ham afstumpet på en måde, hun aldrig havde kunnet forstå.

Hun kørte alt for stærkt ud ad London Road, forbi Preston Park. „Pis!“ udbrød hun, da fartkameraet, som hun havde glemt alt om, blitzede. Så svingede hun ind i Edward Street, kørte hen forbi retsbygningen, Brighton College og Royal Sussex County Hospital.

Et par minutter senere svingede hun til højre over for East Brighton Golf Club, hvor Garry var medlem, men det ville snart være et overstået kapitel, tænkte hun skadefro. Der var ingen, der fremover ville røre ham med en ildtang! Så fortsatte hun op over bakken, svingede ind i Roedean Crescent og fortsatte til højre ind i indkørslen til deres store hus i forloren tudorstil, kørte forbi de dobbelte garageporte og standsede foran sin mands grå Volvo.

Hendes øjne var stadig blændet af tårer, da hun låste sig ind i huset. Hun havde lidt problemer med at få afstillet alarmen. Hvor er det typisk! Når man for en gangs skyld har problemer med alarmen, er Garry her ikke til at ordne den!

Hun knaldede hoveddøren i bag sig og satte sikkerhedskæden på. I kan rende mig alle sammen! Det er okay med mig, hvis I ikke gider have noget med mig at gøre! Jeg skal nok lade jer være i fred. Nu vil jeg gå ud og åbne en af Garrys dyreste flasker rødvin og drikke mig stanghamrende stiv!

Så hørte hun en stilfærdig stemme lige bag sig: „Shalimar! Det er min yndlingsparfume. Jeg kunne lugte, det var den, første gang vi mødtes!“

En arm lagde sig om hendes hals, og hun fik noget fugtigt, der lugtede sødt, presset op under næsen. Hun prøvede at stritte imod, men blev mere og mere omtåget.

Det sidste, hun hørte, inden hun besvimede, var: „Du er ligesom min mor. Du gør noget grimt ved mænd, så de selv kommer til at gøre grimme ting. Du er væmmelig. Du er lige så ond som min mor. Du var uforskammet over for mig i taxaen. Du har ødelagt din mands liv, at du ved det. Nogen må give dig en lærestreg, inden du ødelægger andres liv.“

Hun var ved at glide helt væk. „Jeg vil gøre noget ved dig, som jeg engang gjorde ved min mor,“ hviskede han ind i hendes øre. „Jeg var lidt for sent på den med hende, så jeg blev nødt til at gøre det på en lidt anden måde, men jeg havde det rigtig godt med det bagefter. Jeg er sikker på, at jeg også får det godt med det her bagefter. Måske endda endnu bedre … uha!“

Yac asede og masede med at trække den slappe krop op ad trappen og kunne hele tiden høre de sorte Christian Louboutin-sko klaske mod trinene.

Han svedte, da han nåede op på trappeafsatsen. Her bøjede han sig ned efter det blå slæbetov, han havde fundet i garagen, og med sine behandskede hænder bandt han den ene ende af tovet rundt om en af loftsbjælkerne, som han nemt kunne nå fra trappen. Han havde allerede bundet en løkke i den anden ende af tovet. Så beregnede han afstanden.

Han lagde løkken om den slappe kvindes hals og fik hende med besvær bugseret op over gelænderet.

Han fulgte hende med øjnene, mens hun faldt. Så kom rykket, hvorefter hun hang og snurrede rundt og rundt.

Det varede et par minutter, inden hun hang helt stille.

Han kiggede på hendes sko og tænkte på de andre sko, hun havde haft på den første gang, hun satte sig ind i taxaen. Han havde lyst til at tage dem.

Som hun hang der og så rimelig død ud, så vidt han kunne se, mindede hun ham igen om moren.

Nu kunne hun ikke længere gøre nogen ondt.

Det kunne moren heller ikke dengang.

„Dengang med hende brugte jeg en pude,“ råbte han ned til Denise, men hun svarede ikke. Det havde han nu heller ikke regnet med.

Han bestemte sig for at lade hende beholde skoene på, selvom de fristede ham. At tage skoene med sig, var Skomandens stil. Ikke hans.