121

Søndag den 25. januar

Det var en dejlig søndag morgen. Det var højvande, og der var ingen baby, der græd på båden ved siden af. Måske er den død, tænkte Yac. Han vidste, at der var noget, der hed vuggedød. Det kunne være, babyen havde lidt vuggedøden. Måske var det ikke tilfældet, men han håbede det.

Hele ugens udgaver af The Argus lå spredt ud over køkkenbordet. Katten, Bosun, havde gået rundt på dem, men det gjorde ikke noget. De var kommet til en vis forståelse. Bosun var holdt op med at gå rundt på hans wc-kæder, men hvis den havde lyst til at gå rundt oven på aviserne, var det i orden med ham.

Han var meget tilfreds med det, han læste.

Skomandens kone havde begået selvmord. Det var der ikke noget at sige til. Det havde været et stort chok for hende, at hendes mand var blevet anholdt. Garry Starling havde været en stor mand i byen og en prominent person, og som hans kone måtte ydmygelsen have været uudholdelig. Hun havde fortalt vidt og bredt, at hun havde tænkt sig at begå selvmord, og så var hun gået hen og havde hængt sig.

Det var der ikke noget mærkeligt i.

Uha!

Han kunne bedst lide højvande, så lå båden Tom Newbound og flød på vandet.

Ved højvande kunne han trække sine fiskeliner op.

Han havde to fiskeliner ude, og han havde bundet noget tungt i dem begge, så de sank godt ned i mudderet, når det var ebbe. Han havde ellers været godt nervøs, da politiet havde ransaget hans båd, men det havde han ikke behøvet at være. De havde fjernet alle dæksplankerne og søgt i alle hulrummene, men ingen havde tænkt på at trække fiskelinerne op, sådan som han var i gang med lige nu.

Godt det samme.

Han havde lagt noget tungt i en vandtæt pose og bundet den fast i enden af den ene af linerne. I posen lå der også et par sko. Det var Mandy Thorpes. Jimmy Choo-kopier. Han kunne ikke fordrage den slags kopisko. De fortjente at blive begravet nede i mudderet.

Hun havde haft rigtig godt af, at han havde straffet hende for at have dem på.

Og han måtte indrømme, at han havde nydt at afstraffe hende. Hun havde sådan mindet ham om moren og været lige så fed som hende. Hun havde også lugtet ligesom moren. I lang tid havde han gået og ventet på at gøre det samme ved moren for at mærke, hvordan det var, men da han endelig havde taget sig sammen, havde hun været for syg. Nu havde han gjort det med Mandy Thorpe, og det havde været godt. Han syntes næsten, at det var moren, han havde straffet, og det havde han det rigtig godt med.

At straffe Denise Starling havde dog været endnu bedre.

Han kunne godt lide den måde, hun havde snurret rundt og rundt på … som en snurretop.

Til gengæld havde det ikke været sjovt at sidde i arresten, og han havde ikke brudt sig om, at politiet havde fjernet så mange af hans ting fra båden. Det var væmmeligt, sådan som de havde rodet rundt i hans samlinger og alle hans andre ting.

Nu havde han i det mindste fået alle sine ting tilbage, og dagligdagen var begyndt at ligne sig selv.

Det allerbedste ved det hele var, at han var blevet ringet op af dem, der ejede båden, og de havde sagt, at de ville blive i Goa i mindst to år mere. Det havde gjort ham rigtig glad.

Livet var pludselig skønt og meget fredeligt.

Og så var det højvande. Det kunne ikke være bedre.

Uha!