122

Fredag den 20. februar

Darren Spicer var i strålende humør. Han havde fået en vane med at besøge pubben på vej hjem fra arbejde og drikke de sædvanlige to store fadøl med to små glas whisky til. Han var rigtig ved at blive et vanedyr! I fængslet havde man sine vaner, og det fik man åbenbart også udenfor.

Det havde han det helt fint med. For at spare gik han frem og tilbage mellem herberget og Grand Hotel. Det holdt ham også i form. Han var blevet lidt varm på en ung kvinde, der arbejdede på hotellet som stuepige. Hun hed Tia, og hun var vist også lidt varm på ham. Hun var køn, først i trediverne og kom fra Filippinerne. Hun var lige gået fra sin kæreste, fordi han bankede hende. De var ved at lære hinanden ret godt at kende, selvom de ikke rigtig havde gjort det, om man så må sige, men det var bare et spørgsmål om tid.

I morgen havde de en fræk aftale. Det var besværligt at mødes om aftnen, fordi han skulle være tilbage på herberget inden lukketid, men i morgen skulle de være sammen hele dagen. Hun delte et værelse med en anden i en lille lejlighed oppe i en sidegade til Lewes Road, og hun havde fnisende fortalt ham, at hende, hun delte værelset med, skulle af sted på weekend. Med lidt held regnede han med, at de skulle ligge og bolle hele dagen.

Han fik lige en whisky mere for at fejre det, og det var et ordentligt mærke denne gang, en Glenlivet Single Malt. Hvis han kom fuld hjem til St. Patrick’s, risikerede han at blive smidt ud, så han måtte passe på ikke at få for meget at drikke. Nu varede det ikke så længe, inden han kunne flytte ind i en af de eftertragtede MiPods, så han skulle bare have en enkelt Glenlivet. Ikke fordi han ikke havde råd – hans kontantbeholdning voksede støt.

Det var lykkedes ham at få lov til at udføre småreparationer på hotellets værelser, fordi man stod og manglede personale. Han havde fået udleveret et hovednøglekort, der skaffede ham adgang til samtlige værelser på hotellet. Dagens gevinst, som han havde snuppet fra diverse gæsters sikkerhedsbokse, havde han gemt godt af vejen i inderlommen. Han havde været meget forsigtig. Han ville holde det løfte, han havde givet sig selv om at forblive på fri fod resten af livet. Han nøjedes med kun at snuppe en lille smule kontanter fra boksene. Selvfølgelig havde det da været fristende også at nappe dyre ure og smykker, men han havde holdt sig på måtten og var helt stolt over at have så meget selvdisciplin.

I løbet af de sidste fire en halv uge havde han lagt næsten 4000 pund til side i sin omhyggeligt sikrede kuffert i garderobeskabet på herberget. Takket være krisen var ejendomspriserne faldet. Med det Tia tjente og det, han ville kunne lægge på bordet til en udbetaling om et års tid, ville det være muligt at købe en lille lejlighed i Brighton-området. De kunne også flytte til et sted, hvor det var meget billigere … og varmere.

Spanien for eksempel.

Måske ville Tia gerne bo i et varmere land.

Det var selvfølgelig det rene tankespind. Han havde overhovedet ikke talt med hende om fremtiden, og indtil videre havde han ikke andet end en forhåbning om at komme i seng med hende i morgen. Han var tiltrukket af hende. Den varme, hun udstrålede, når han var sammen med hende og snakkede med hende, gjorde ham glad. Nogle gange skulle man følge sin intuition.

Ti minutter senere da han drejede væk fra Western Road og ned ad Cambridge Road, sagde hans intuition ham, at der var noget galt.

Han brød sig ikke om synet af den sølvfarvede Ford Focus, der holdt i anden position næsten lige ud for herbergets hoveddør med en mand ved rattet.

Når man aldrig havde bestilt andet end at forsøge at undgå at blive snuppet, udviklede man en sjette sans, og man havde hele tiden antennerne ude for at spotte civilklædte politifolk og deres køretøjer. Han fik med det samme øje på de fire korte antenner på Fordens tag.

Pis.

Hans hals snørede sig sammen. I et kort sekund overvejede han at dreje om på hælen, stikke af og se at få tømt lommerne, men han var ikke hurtig nok.

Den store, skaldede sorte kriminalassistent, som stod henne i døråbningen, havde allerede fået øje på ham. Spicer besluttede sig for at prøve at bluffe sig igennem.

Sikke noget pis, tænkte han igen og mærkede, hvordan både hans drøm og morgendagens knald med søde Tia forduftede. I stedet rykkede de grønne, triste fængselsmure ind på ham fra alle sider.

„Davs, Darren,“ hilste kriminalassistent Glenn Branson med et bredt smil. „Hvordan går det?“

Spicer kiggede mistænksomt på ham. „Fint,“ svarede han. „Jo …“

“Jeg vil gerne snakke lidt med dig, hvis det er i orden?“ Branson pegede hen på døren. „De har givet os lov til at sidde i mødelokalet … okay?“

„Ja, ja,“ svarede Spicer og trak på skuldrene. „Hvad drejer det sig om?“

„Bare en lille snak. Jeg har noget nyt at fortælle, som jeg tror, vil interessere dig.“

Spicer rystede indvendig, men satte sig tøvende og nervøst ned. Han kunne ikke forestille sig, at Branson havde noget at fortælle ham, som han gerne ville høre.

Branson lukkede døren og satte sig over for ham på den anden side af bordet. „Jeg ved ikke, om du kan huske, da vi snakkede sammen … du gav mig det der tip om garagen bag ved Mandalay Court? Om den hvide varevogn, der holdt derinde?“

Spicer kiggede på ham med et vagtsomt blik.

„Kan du ikke huske, at jeg nævnede noget om en dusør? På 50.000 pund? Til den, der kom med oplysninger, der kunne føre til pågribelse og domfældelse af den mand, der havde forsøgt at overfalde Dee Burchmore? Det var hendes mand, der udlovede den.“

„Ja?“

„Og nu kommer vi til den gode nyhed. Det ser ud til, at det er dig, der får den!“

Spicer drog et lettelsens suk og kunne ikke lade være med at smile. Kors, hvor var han dog lettet!

„Tager De pis på mig?“

Branson rystede på hovedet. „Nixen. Faktisk er det kriminalkommissær Roy Grace i egen høje person, der har bragt dit navn på bane. Det er takket være dig, at vi har fået fat i den mistænkte. Han er blevet spjældet.“

„Hvornår får jeg så pengene?“ spurgte Spicer skeptisk.

„Når han har fået sin dom. Han skal nok for retten i løbet af efteråret … jeg skal nok fortælle dig det, når jeg har den nøjagtige dato, men der er ingen tvivl om, at vi har pågrebet den rigtige.“ Branson smilede. „Hva’ så, perletand, hvad skal du bruge alle pengene til? Skal de sniffes op i næsen eller hvad?“

„Næh,“ svarede Spicer. „Jeg har tænkt mig at købe en lille lejlighed for ligesom at investere i fremtiden, hvis De forstår, hvad jeg mener. Pengene skal gå til udbetalingen.“

Branson rystede på hovedet. „Den må du længere ud på landet med. Du vil garanteret bruge dem på stoffer.“

„Nej, jeg vil ej. Ikke denne her gang. Jeg vil ikke ind at sidde igen. Jeg vil købe min egen lejlighed og være en lovlydig borger. Nemlig.“

„Det må jeg sige. Husk lige at invitere os med til din housewarming, så vi med egne øjne kan se, at du har forandret dig.“

Spicer grinede. „Joh, men det ville måske ikke være så smart. Hvis der skal holdes fest … ja altså … De ved … så kan det jo godt være, at nogen tager lidt af det sjove, og så … så ville det måske blive lidt pinligt for jer strissere.“

„Der skal meget til, før jeg synes, noget er pinligt.“

Spicer trak på skuldrene. „50.000 pund! Det er ikke til at fatte. Det er fandeme utroligt!“

Branson kiggede den gamle forbryder direkte i øjnene. „Ved du hvad? Jeg har hørt, at de ikke syntes, det var umagen værd at skifte sengetøjet i din celle. De er helt sikre på, at du kommer tilbage.“

„Ikke denne her gang.“

„Nå, men så vil jeg da glæde mig til at få den invitation. Fængselsinspektøren i Lewes kender adressen.“

Spicer smilede skævt. „Meget morsomt.“

„Sådan er det bare, perletand.“

Branson forlod lokalet og gik ud til Grace, der sad og ventede i bilen. Han glædede sig til at få sig en fredagsbajer sammen med sin ven.