124

Søndag den 22. februar

„Det er dejligt at se dig så afslappet, min elskede,“ sagde Cleo.

Det var blevet aften. De havde siddet sammen hele eftermiddagen og kigget på invitationslisten til brylluppet. Roy Grace sad med et glas rødvin i hånden og med fødderne oppe. Han sad og så Hvad er det værd, som var et af hans yndlingsprogrammer. Det, han bedst kunne lide, var, når folk fik vurderet deres arvestykker. Det forbavsede udtryk, de fik i ansigtet, når den uanseelige skål, som blev brugt til hundemad, viste sig at være flere tusind pund værd, eller udtrykket af mishag, når det storslåede maleri, der havde tilhørt familien i generationer, viste sig at være en forfalskning og ikke en pind værd.

„Hm!“ Han smilede og ville ønske, at han kunne slappe af, men det kunne han bare ikke. Tvivlen blev ved med at nage ham, selvom Skomanden var blevet anholdt. Der var også noget ved Garry Starlings kones selvmord, der ikke huede ham. Han havde ganske vist hørt optagelsen fra fængslet, hvor hun talte om at tage hjem og tage livet af sig, men det havde lydt som en tom trussel. Alligevel havde hun gjort alvor af det. Hun havde heller ikke efterladt noget afskedsbrev.

„Så afslappet, som du nu kan være, mener jeg,“ tilføjede Cleo og flyttede Humphrey, så hun kunne putte sig ind til ham på sofaen.

Han trak på skuldrene og nikkede. „I det mindste får Skomanden ud over sin straf også løn som forskyldt. Han er blevet blind på det ene øje.“

„Er det så slemt? Det var ærgerligt, at den unge kvinde ikke kastrerede ham, nu hun var i gang,“ kom det skarpt fra Cleo. „Alle hans ofre er mere eller mindre mærket for livet, og et af dem er død.“

„Jeg ville bare ønske, at vi havde kendskab til alle hans ofre.“ sagde han. „Han har ganske vist fået munden på gled, men jeg er ikke sikker på, at han har fortalt os hele sandheden. Han er et af de ledeste kryb, jeg nogensinde har mødt. Både computeren på hans kontor og den derhjemme er fuld af småperverse hjemmesider med sko- og fodfetichister og links til diverse chatlines, hvoraf de fleste er sadistiske. Og i køleskabet på hans kontor har han et helt arsenal af sovepiller og andre medikamenter.“

„Vil han erklære sig skyldig og spare ofrene for den prøvelse, det må være, at afgive vidneforklaring?“

„Jeg ved det ikke. Det afhænger af hans forsvarer … igen gode gamle Ken Acott. Vi har tonsvis af beviser mod ham. Garagen står i hans navn. De manglende sider fra Skomandens sagsmappe fra 1997 er blevet fundet i et pengeskab på hans kontor. Der er links på hans computer og iPhone til nogle af de sidste ofres profiler på Facebook og Twitter, og dna’et fra Rachael Ryan passer.“

Han drak lidt mere af vinen.

„Vi bliver dog nødt til at vente på en mentalerklæring, som skal afgøre, om han er egnet til straf. Er det ikke utroligt? Garry Starling er i stand til at lede et af de største firmaer i hele byen, være næstformand i sin golfklub og kasserer i Rotary-klubben, men han er måske ikke egnet til at blive straffet! Det er retssystemet i en nøddeskal.“

Cleo smilede medfølende til ham. Hun kunne godt forstå, at retssystemet indimellem kunne gøre ham frustreret.

„Jessie Sheldon burde have en medalje. Hvordan går det med hende? Er hun kommet sig nogenlunde ovenpå alt det, hun har været igennem?“

„Påfaldende godt. Jeg var hjemme og besøge hende i går. Hendes akillessene er blevet opereret, og forhåbentlig får hun ingen mén. Alt taget i betragtning lod hun faktisk til at være ved godt mod. Hun glæder sig til sit bryllup. Hun skal giftes til sommer.“

„Hun var altså forlovet?“

„Ja. Hun har fortalt mig, at det var tanken om brylluppet, der holdt hende oppe.“

„Du behøver virkelig ikke bekymre dig om hans øjenskade.“

„Det gør jeg heller ikke. Det er ikke den, der bekymrer mig. Jeg er bare ikke helt sikker på, at vi har fulgt sagen til dørs. Der er stadig løse ender.“

„Har det noget med de sko, der mangler, at gøre?“

„Nej, det er ikke det. Hvis vi på et tidspunkt får Starling lukket helt op, skal det nok blive opklaret.“

Han tog en slurk vin mere og kiggede hen på fjernsynet.

„Er det voldtægten i spøgelsestoget, der nager dig? Hvad var det nu, hun hed?“

„Mandy Thorpe. Ja. Jeg tror stadig ikke på, at det var Skomanden, der voldtog hende. Selvom han påstår, at det var ham. Julius Proudfoot tager fejl. Jeg er ikke overbevist.“

„Vil du påstå, at gerningsmanden stadig er på fri fod?“

„Ja. Det er det, der er problemet. Hvis Proudfoot tager fejl, så går han stadig frit omkring. Måske slår han til igen.“

„Hvis han er derude et sted, så skal du nok få ram på ham en skønne dag.“

„Jeg skulle gerne fange ham, inden han slår til igen.“

Cleo smilede drillende. „Du er min store helt, kriminalkommissær Grace. Når det kommer til stykket, skal det – som altid – nok lykkes dig.“

„Du er ikke rigtig klog.“

„Jo, og jeg har begge ben på jorden.“ Hun klappede sig på maven. „Om cirka fire måneder kommer lille Stump til verden. Jeg stoler på, at du nok skal sørge for, at han – eller hun – kommer til at vokse op i en tryg verden.“

Han kyssede hende. „Der er nok af slemme fyre.“

„Hvad med slemme piger?“

„Også det. Det er en farlig verden, vi lever i, og det vil aldrig lykkes os at fange alle forbrydere. Der vil altid være slemme fyre, der slipper godt fra det.“

„Og gode fyre, der bliver spærret inde?“ spurgte hun.

„Skillelinjen er ikke altid helt klar. Der er rigtig mange gode slemme fyre og slemme gode fyre. Livet er ikke altid lige retfærdigt,“ sagde han. „Jeg ønsker ikke, at vores barn skal vokse op i den vildfarelse, at alt går retfærdigt til. Sådan er livet nu engang.“

Cleo smilede til ham. „Sådan var livet. Det ændrede sig den dag, jeg mødte dig. Intet kan slå dig af pinden!“

Han smilede skævt. „Det er godt med dig! Indimellem fatter jeg ikke, at du kan elske sådan en som mig.“

„Gør du ikke, kriminalkommissær Grace? Jamen, det gør jeg. Jeg er ikke et sekund i tvivl, og det tror jeg aldrig, jeg bliver. Du får mig til at føle mig tryg. Sådan har det været lige siden den første dag, jeg mødte dig, og sådan vil det blive ved med at være.“

Han smilede. „Der skal ikke meget til at gøre dig tilfreds.“

„Næh, det skal der ikke … jeg er billig i drift. Jeg har ikke engang et par dyre designer-sko.“

„Vil du gerne have, at jeg køber et par til dig?“

Hun kiggede lidt forundret på ham.

Han gengældte hendes blik. „Ingen skumle bagtanker!“ sagde han og smilede bredt.