8

Imidlertid havde de unge riddere iført sig deres kapper, handsker og harnisker og var med Esbern Snares sønner og disses svogre uddragne til lystridtet og de daglige våbenøvelser, mens nogle af de ældre riddere og hofmænd forlystede sig ved brætspillet og tavlbordet.

Thorgeir Danaskjald var gået bort med den lærde islænder for at lade sig undervise af ham i de nye, kunstige sangformer, for han ærede højlig den ældre skjalds fortjenester og ønskede ivrigt at tilegne sig, hvad han af den fremmedes kunst og snildhed kunne lære, uden opofrelse af sin ejendommelige natur og hvad han selv anså for det højeste og vigtigste i det ædle skjaldskab.

Ærkebisp Andreas og broder Gunner havde straks opsøgt den nysankomne bisp Peder, og i et venligt broderlag overvejede de nu sammen kongens og landets vigtigste anliggender.

Men i den dybe murhuling ved et vindue, med små, blyindfattede glasruder, sad hærmester Hermand og ærkedegn Arnfred i slottets store højenloftssal ved et tavlbord og talte hemmeligt sammen om det stærke indtryk, den skønne, bøhmiske prinsesses billede syntes at have gjort på kongen.

"Det havde jeg vel ventet!" sagde hærmesteren, selvtilfreds, "Eders stridbare konge er bekendt som den artigste ridder i kristenheden og en varm beundrer af de skønne, måske alt for varm, som nogle ville mene. Prinsesse Margaretha er virkelig ikke alene den skønneste, men, jeg tør påstå det, den mest dydsirede og elskelige dame, jeg kender. Eders konge er hende vel kun bekendt af rygtet; men som helt og ridder har han allerede en høj stjerne hos hende. En forbindelse med hende ville ikke alene være lykkelig for Danmark, men måske også for de fremmede lande, som denne erobrelystne konge nu truer med ild og sværd. Jeg kender skønhedens magt over hjerterne, og Margaretha elsker freden endnu højere, end hun ærer sejrvinderen og helten."

"Jeg forstår, jeg forstår!" smiskede Arnfred listigt, "det er ikke alene på Liflands og den tyske ordens vegne, I vil underhandle her. I har også en hemmelig fuldmagt, som et ømt kvindeligt hjertes gesandt -"

"Deri fejler I storlig, fromme herre!" afbrød Hermand Balke ham med selvfølelse, "at benytte tilfældet og de menneskelige lidenskaber til store, velgørende øjemed, anser jeg ikke for uværdigt selv for en stormester af min hellige orden, men jeg fornedrer mig ikke til et blindt middel for andres vilje, fordi der faldt et middel i min hånd, som måske kunne forene min vilje med andres. En fyrstes eller en prinsesses personlige lyksalighed kommer det her ikke an på. Hvad hint billede i øvrigt angår, så har jeg ikke sagt et eneste usandt ord derom, og den skønne Margaretha drømmer ikke om, at hun således in effigie hviler ved den unge konge af Danmarks hjerte. Hin talisman var et frø, Himlen lod falde i min hånd," fortsatte han med andægtig mine. "Jeg udkastede det kun i en belejlig stund, hvor jeg vidste, det ville finde en god og villig grund. Vokser det måske til en palme for Danmark, forlanger jeg ingen ære derfor; men min og fleres, også Eders velynder den fangne bisp Valdemars fordel kan måske derved forenes med Eders. Han, som har kongernes hjerter i sin hånd, har vist ikke gjort Eder, ærværdige herre til min ven og fortrolige for intet. Som kongens skriftefader har I lejlighed til at lade et ord falde i rette tid - og -"

"Jeg forstår, jeg forstår!" hviskede Arnfred, "den forelskede løve slipper byttet, mener I, og den tyske orden får ene æren og den billige æressold for at omvende Lifland med sværdet. - Eders ven, bisp Valdemar, står sig godt ved det bøhmiske hof. Blev han på den fromme Margarethas forbøn fri, gav han måske kongen andet at tænke på, end Eders hedninger, og jeg - ja, jeg måtte nøjes med -"

"Den første bispestol i det omvendte Lifland, så sandt den tyske orden formår noget hos Hans Hellighed! -" faldt hærmesteren med eftertryk ind. Derpå rakte herrerne hinanden hånden over tavlbordet og rejste sig tavse med et fortroligt blik, da just nogen nærmede sig. Smilende under hætten, gik den krumme ærkedegn tilbage til kapitelhuset. Hermand Balke gik til sin våbensvend ved døren. Svenden kastede den hvide korskappe over sin høje herres skuldre, rakte ham handskerne og hatten med den hvide fjerbusk, hvorpå han fulgte ham i ærbødig frastand til slotsgården. Der stod en høj hingst sadlet for ridderen og en adstadig hoppe for hans svend, og i få øjeblikke havde den tyske ordens hærmester, som det syntes, med aldeles uforrettet sag forladt Ribehus; men han troede at have kastet en brand i kongens hjerte, som ville give helten andet at tænke på, end at erobre Lifland og gøre noget indgreb i sværdbrødrenes og den tyske ordens foretagender. Tysklands indbyrdes stridigheder og kongens forbund med kejser Otto gjorde ham det desuden nødvendigt at henvende sin opmærksomhed på et ganske andet punkt, end han havde ladet sig mærke med for den snilde hærmester.

Usædvanlig adspredt havde Valdemar hørt grev Alberts beretning om det rigelige krigsstyr, der var bragt til veje, og givet ham befaling til ufortøvet at bryde op med Elbhæren for at ydmyge kong Ladislaus og sætte en skræk i de nordtyske fyrster, hvoraf en del var Valdemars lensmænd; men han vidste, de pønsede kun på en lejlighed til at løsrive sig fra det danske overherredømme. Kongen lovede, selv om få dage at støde til hæren. Men den alvorlige grev Albert betragtede forundret sin heltemodige konges åsyn og fandt ikke den ro og bestemthed deri, som ellers altid udmærkede ham, når han lagde planer og uddelte så vigtige befalinger. Ej heller begreb Albert, hvad der mod sædvane holdt kongen tilbage på Ribehus, når så vigtigt et tog var for hånden. Da faldt tanken om fru Helene og alt, hvad man sagde om hende og kongen, greven pludselig ind, og han rødmede selv ved den tanke, der mod hans vilje trængte sig på ham.

"Jeg har bragt Esbern Snares kække sønner med," sagde han, "og deres muntre stifmoder har gjort dem selskab hertil, formodentlig for at more sig her ved hoffet; men bliver min konge sin plan tro, vil Ribehus næppe blive rig på forlystelser for det første."

"Det skal I ikke sige!" svarede kongen, "toget til Pommern tænker jeg ikke skal stå længe på, og går alt efter mit ønske, kan her måske snart blive ret lystigt og levende på slottet. Hvad siger I, min kække søstersøn, om jeg nu for alvor tænkte på at formæle mig?"

"Dertil udfordres først en kongelig eller kejserlig brud!" bemærkede Albert, og da kongen ikke udlod sig videre derom, tog greven afsked og begav sig endnu samme dag, særdeles mørk og forstemt, med mange riddere og svende til hæren, ledsaget af Carl og sit øvrige følge.

Næste morgen red kongen, som sædvanlig, til ottesangen i domkirken. Da han ville træde ind ad den prægtige kirkedør med ringen i det forgyldte kattehoved, så han den skønne fru Helene og hendes døtre, som blev stående ved indgangen for at hilse ham. Med sin prægtige, røde silkekåbe med hermelinsbræmmer og den høje silkehat med strudsfjer tildrog den skønne enke sig alles opmærksomhed. Mange mennesker stimlede til kirken, og det forårsagede et lidet ophold, mens folket veg til side og gjorde plads for kongen og hans følge.

"Se! Det er kongens frille, den rige enke fra Sæbygård!" sagde en tyk ribeborger til sin ledsager, "se, hvor hun majer sig ud og kror sig! Hende få vi nu måske endog til dronning i stedet for kejserens søster - tvi!"

Forbitret hørte kongen den uforskammede tale. Bleg af harme, vendte han sig om og så et fornærmeligt smil i mange ansigter, men hvo der havde sagt hine ord, vidste han ikke. Han betvang sin heftighed og gik rolig videre, men fru Helenes og hendes døtres hilsen besvarede han med et koldt og fremmed buk, uden at se på dem. Den skønne enke lod hastigt sløret falde for sit ansigt for at skjule den pludselige farveveksling, hun følte i sine kinder: hun greb sin datter under armen for ikke at vakle, og skyndte sig til en lukket kirkestol, hvor hun med hede, bitre tårer sank på knæ og syntes at bede.

Kongen havde glemt sin rosenkrans og sendte sin kærtedreng efter den. Urolig og adspredt, tumlede han ind i skriftestolen og følte en usædvanlig trang til at give sit hjerte luft for sin skriftefader.

"Jeg har en svar synd på min samvittighed!" sagde han gennem gitteret til den opmærksomme ærkedegn, "ved uforsigtig og forfængelig snak og letsindig opførsel har jeg bragt en fornem, rig enke i vanrygte og mig selv i ond omtale blandt folket. Ved hvilken bod kan jeg udsone den brøde? hvorved kan jeg gøre ende på den krænkende folkesnak?"

"Eders forseelse, min konge!" svarede skriftefaderen, "hører vel ikke, strengt taget, til peccata mortalia eller dødssynderne, men om den også kunne henregnes dertil, ville en ringe del af den hellige kirkes fortjenester være tilstrækkelig til at udsone den, og derpå giver Eders sønlige hengivenhed for kirken og den romerske stol Eder et billigt krav. Vil I dernæst undgå brødens naturlige følger for verdens øjne og forsmædelsen i Eders æres besmittelse, så bør det ske ved en kristelig og hæderlig formæling med en kvinde af Eders stand og ved aldrig oftere at se den unge, forføriske enke."

Kongens kinder blussede.

"For to dage siden," svarede han, "ville denne bod været mig streng og vanskelig nok - i dag tykkes den mig kun alt for let -" og nu åbenbarede han skriftefaderen det lønlige afguderi, han siden i går middags havde været henfaldet til, og hvorledes han, i stedet for at læse sit Ave Maria, kun havde betragtet en verdslig kvindes billede, som havde fået plads ved hans hjerte ved siden af hans bedstefader hertug Knuds blodige hårlok.

"Det hører endnu til peccata venialia eller de tilgivelige synder, nådige herre!" hviskede Arnfred gennem gitteret, "hvad også den mystiske præst i Slagelse må have sagt Eder om det indvortes lys, om nedsænkelsen i Guds væsen ved indadskuen og sansenaturens udryddelse, så viser denne Eders fortabelse i et verdsligt billede noksom, at det er Eders sunde natur imod at hælde til mystikernes unaturlige lære. Det er bedre at gifte sig, end at lide brynde, siger apostelen, og jeg ved intet bedre råd at give Eder, ædle herre!"

"Hvad? Brynde?" gentog Valdemar heftig, "nævn ikke således den reneste følelse, jeg har kendt i mit liv! Jeg bekender dig den ikke som nogen synd; men måske er det et sværmeri, et slags vanvid, som dog ingenting fører til, og jeg harmer mig kun over, at jeg for denne grilles skyld glemmer så vel at handle, som at bede, for det er ikke alene mit Ave Maria, jeg forsømmer - det kunne jeg vel indhente igen - det er ikke blot min rosenkrans, jeg glemmer; men min hu står nu mere til en kvinde, jeg aldrig har set, end til ledingsfærd for landets og kronens ære. Var jeg kvinde eller præst, ville jeg måske tro, der var trolddom ved hint billede, som jeg modtog af fjendehånd, men skille mig ved det ville jeg dog ikke for alle din kirkes helgenben og martyrtænder tilsammen."

"Det offer forlanger ikke heller den hellige kirke af Eder!" hviskede Arnfred, "for trolddom frygter jeg ikke her, skønt man vel før har hørt noget lignende, men hvad der gør så heftig en virkning på Eders kongelige sind, tilskriver jeg meget mere en venlig indskydelse af Eders skytshelgen og farfader, den benedidede hertug Knud. Følg trøstigt, hvad slig hellig indskydelse tilsiger Eder, og sørg for rigets og kronens bevarelse ved en formæling, som kan bringe Danmark, som Eder, lykke og velsignelse!"

"Det er dog kun drømmerier og tant alt sammen!" svarede kongen, "og hvo står mig inde for, at det indtryk, hint billede har gjort på mig, ikke forsvinder, som en anden drøm, når jeg ser hende virkelig? Dog, jeg vil tænke på det. Gud befalet, præst!"

Dermed gik kongen ud af skriftestolen, og, da ottesangen var forbi, red han tankefuld tilbage til slottet.

Næppe trådte fru Helene og hendes døtre ud af kirken, ledsagede af Peder Strangesøn og Anders Grosøn, førend der hørtes en almindelig mumlen mellem den nysgerrige, tilstimlende almuesklynge, som gjorde dem et højst ubehageligt følgeskab til slottet. Forbitrede over denne påtrængenhed og uanstændige forfølgelse, drog begge de unge riddere deres sværd, og det var nær kommet til blodige optrin, havde ikke nogle riddere af kongens følge på Valdemars befaling redet tilbage og adsplittet den urolige almue, der peb i fingrene og råbte plumpe og fornærmelige ord mod "den smukke, pyntede heks," som de kaldte hende: "Hun forlokker kongen - hun vil være Danmarks dronning!" råbte de, "tilbage til Sverige med hende! Hun har knækket halsen på sin mand - hun står i pagt med den Onde."

Fru Helene troede, hun skulle synke i jorden af skam. Hendes døtre græd og klyngede sig ængstelig til deres forbitrede fæstemænd. Afmægtig og bleg som et lig, bares den forfulgte skønne op på slottet. Hendes stifsønner og døtrenes fæstemænd var yderst opbragte over denne fornærmelige behandling. Kongen befalede i sin heftighed sagen på det strengeste undersøgt. For hele hoffets øjne erklærede han fru Helene for den ærbareste og ulasteligste ridderfrue og svor ved sin kongelige ære og magt at beskytte hende mod enhver fornærmelse. Den, der uden bevis beskyldte hende for nogen brøde, erklærede han for den skammeligste æreskænder, som skulle straffes derfor efter lovens hele strenghed.

Dermed beroligedes nogenlunde fru Helenes frænder og venner, og de ønskede nu kun så snart som muligt at bringe hende bort fra Ribehus, hvilket også kongen fandt nødvendigt.

Men da Helene slog øjnene op igen efter sin afmagt, stirrede hun så vildt og fortvivlet om sig og talte dertil så forvirret, at man forskrækket måtte hente mester Harpestræng, som fandt hendes tilstand betænkelig og erklærede, at hun var faldet i en hidsig og farlig feber. Hun røbede i sin vildelse en lidenskabelig, fast rasende kærlighed til kongen. Hun nævnede ofte hans navn med tårer og vred sine hænder.

"Min gamle," sukkede hun, "ja, han måtte dø - det stod i stjernerne - så sagde jo den sorte - og jeg er uskyldig - hvad ville han også på den trappe i mørket? - og er hun ikke også nu død - hun, som min hjertenskær først rakte hånden? - Så skulle hun jo komme med kronen i de brune lokker - ha, var det da ikke mig? - hvi lo han så fælt i skægget, den sorte?" Således talte hun fort, og ternerne korsede sig og sagde, hun talte om sin pagt med den onde.

Lille Rigmor løb forskrækket bort fra sengen, og da prinsesse Regitze mærkede, hvorom talen var, lod hun alle gå bort og blev alene ved den ulykkeliges leje.

"Hvo er den sorte, I taler om, ædle frue?" spurgte hun rolig, "er det en gejstlig mand? - Eders skriftefader og sjælesørger måske?"

"Min sjælesørger?" gentog fru Helene og lo, "min sjælesørger! Ja vel, på en måde - men han har ikke sørget godt for min arme, syndige sjæl - i hulen har han bragt mig, i den dybe, sorte hule, hvor der hverken skinner sol eller måne - "

"Hvad så I da i hulen?" spurgte prinsessen ængstelig og spændt.

"Hvad der står i stjernerne så jeg - hertugens navn - nej, kongens - den skønneste og mægtigste konges - også dit navn så jeg -" her stirrede hun prinsessen stift i øjnene, "også du er født til en krone - mit navn," sukkede hun, "ak, mit navn så jeg ikke. Ve, ve! det var vist skjult af skam og skændsel." Her holdt hun begge hænder for det skønne, blege ansigt og græd bitterlig.

Men denne sindsforvirrelse varede ikke længe. Med en overordentlig sjælsstyrke syntes hun at gøre vold på sig selv og tvinge sit heftige sind. Med hendes besindighed kom, til mester Harpestrængs store forundring, hendes fuldkomne sundhed tilbage. Inden aften lo og spøgede hun endog selv med tilsyneladende rolighed over, at Ribes gadedrenge havde kaldt hende en heks, og at hun havde taget sig den sorg så nær. Da hun hørte med hvilken heftighed kongen havde taget sig af hendes sikkerhed og ære, hævede hun hoved og bryst og spurgte forundret, hvorfor hendes døtre og deres fæstemænd var rejseklædte.

"Har jeg måske i min ubegribelige svaghed sagt, jeg ville rejse?" spurgte hun, "er jeg ikke forvist fra det gæstfrie, danske hof, som jeg umuligt kan tro, så fordrer min ære, at jeg netop nu bliver her. Hertug Guttorms datter kan dog ikke forjages fra Ribehus af en flok gadepeblinger?"

Alle tav forlegne. Fru Helene rejste sig, stolt og bestemt, og forlangte at tale med kongen.

"Jeg skal selv forebringe min broder Eders ønske, ædle frue!" svarede prinsesse Regitze hastigt og forlod hende.

Valdemar sad urolig og tankefuld i sit lønkammer, da hans alvorlige søster, imod sædvane og uanmeldt, trådte ind til ham.

"Undskyld mig, min broder, hvis jeg forstyrrer dig!" sagde hun og nærmede sig ham fortrolig, "en vigtig sag bringer mig til dig. Det gælder din og vort huses ære. Den ulykkelige fru Helene ønsker at tale med dig."

"Jeg må ikke se hende!" svarede kongen bestemt, "men så snart lægen tillader det, må hun rejse!"

"Det er vist nok nødvendigt," sagde prinsessen, "men her er meget at overveje: en hertugs datter, en gæst ved vort hof, en ridderfrue af så stort og mægtigt et hus, en dame, hvis ære du selv offentligt med heftighed har forsvaret - kan hun, beskæmmet og foragtet, forvises vort hof, som en forskudt og påtrængende bolerske?"

"Hvad vil du da, jeg skal gøre?" spurgte Valdemar heftigt, "det vanærende rygte om os kender du. Vil du, jeg skal trodse det? vil du, jeg skal oprejse hendes ære, ved at ofre min egen, række hende hånd og krone og udsætte mig for Europas og mit folks foragt? Jeg er ikke uden brøde, det tilstår jeg dig: jeg fandt, hun var den skønneste og elskværdigste kvinde, jeg havde set, og jeg viste hende en opmærksomhed, som har berettiget hende til de urimeligste formodninger. Men at hæve en riddersmands enke på Danmarks trone, det galskab kunne aldrig falde mig ind. Min letsindighed og uforsigtighed har haft sørgelige følger. Den skønne enkes gode navn og rygte er forspildt, og min ære har ikke vundet derved. Jeg vil gøre alt for at gøre min forseelse god igen, kun intet, som vanærer riget og kronen!"

"Sig mig oprigtig, min broder!" spurgte prinsessen og betragtede ham med et alvorligt, gennemtrængende blik, "elsker du hende? eller har du nogen sinde elsket hende? hos jer mænd er det jo tvende spørgsmål, hvad hos os kun er et. Hånd på hjertet, broder! for din roligheds skyld spørger jeg dig derom."

"Du går mig vel nær på samvittigheden, søster!" svarede Valdemar, "nu vel da! jeg har virkelig indbildt mig en gang, at jeg elskede hende, men nu ved jeg det vist: det var en vildfarelse."

Her faldt hans øjne uvilkårligt på den forgyldte, tillukte lade, som lå på bordet med prinsesse Margarethas billede.

"Endnu et spørgsmål kun, min broder! for den ulykkelige Helenes skyld, hvis skæbne jeg af hjertet beklager: har du nogen sinde sagt hende med rene og tydelige ord, hvad du troede at føle for hende?"

"Om jeg endogså derfor kan frikende mig," svarede kongen, "så kan jeg dog ikke frikende mig for blik og miner, som taler tydeligere og mere overbevisende, end alle ord, og i den henseende er og bliver jeg strafskyldig. Den bod, som derfor er mig pålagt, vil du smile ad, og jeg må tilstå dig det, havde jeg selv været min skriftefader, jeg kunne ikke have straffet mig mildere: jeg formæler mig med en prinsesse, jeg aldrig har set. - Fru Helene ser jeg aldrig mere. Men jeg vil skrive hende til; jeg vil give hende et tydeligt bevis på min agtelse; så længe hun vil være din gæst, skal hun behandles her som fyrstinde, som hertug Guttorms datter, men jeg forlader Ribehus i morgen og vender ikke tilbage, så længe hun er her. En æres- og sikkerhedsvagt skal, både mens hun er her og når hun rejser, beskytte hende mod enhver fornærmelse. Hendes yngste søn har jeg lovet et hertugdom; det ord skal jeg holde, til trods for al verdens snak! men mere kan og vil jeg ikke gøre."

Derved blev det. Kongen skrev et brev til den skønne enke, og prinsessen overrakte hende det med en venlig hilsen fra kongen.

Da fru Helene læste brevet, blegnede hun, men hun fattede sig hastigt, rejste sig, rolig og bestemt, og erklærede, at hun endnu i denne nat ville begive sig på rejsen til Skåne. "På Kullen bygger jeg mig et slot!" sagde hun lønligt til prinsessen, "derfra vil jeg betragte himlens løb og lade jorden gå sin skæve gang. Hils kongen fra mig, og sig ham, jeg er nu Kullemandens dronning! - så ved han nok, hvad jeg mener."

Prinsessen betragtede hende forundret og forstod hende ikke, men frygtede for, at hendes forstand var forvildet. Nu kaldte fru Helene sine døtres fæstemænd for sig og spurgte dem om deres kærlighed til hendes døtre var lige så varm i dag, som i går. De forsikrede det og forundredes over det besynderlige spørgsmål.

"Så er de om en time Eders ægtehustruer eller aldrig!" sagde hun bestemt, "jeg kan ikke beskytte dem længere her i Danmark, og følger de mig over Sundet, skal de aldrig vende tilbage!"

Peder Strangesøn og Anders Grosøn så glad forundrede til deres forlovede, som stod rejseklædte og beredte til at følge deres lunefulde moder. Pigerne stod røde og blege med tårer i de skønne øjne, og de unge riddere betænkte sig ikke længe.

"Om en time er jeg Eders retmæssige svigersøn, ædle frue!" svarede Peder Strangesøn, "og i morgen fører jeg min skønne hustru til Kallundborg!"

"Ræk mig hånden, ædle Cæcilia!" sagde Anders Grosøn; "til slotskapellet har vi kun få skridt; lad mig i morgen føre min kære hustru til Tersløsegård!"

De forbavsede piger gjorde ingen indvendinger. Alle forundrede sig over det pludselige og uforberedte dobbelte bryllup, som først havde været bestemt til foråret. Prinsessen rystede på hovedet og lod sin besynderlige gæst råde her, som hun var hjemme. Der blev straks sendt bud efter junker Strange og Esbern Snares tre sønner. Den muntre junker Strange lykønskede sin søn, idet han lo ret hjerteligt og fandt fru Helenes overraskende indfald fortræffeligt. Niels Mule hostede forlegen og hviskede til sin broder Johan: "Vor smukke fru moder har dog intet begreb om, hvad der sømmer sig: sin egen ære har hun forspildt, og nu gør hun sine døtre til latter med sligt hovedkulds bryllup, som her var ugler i mosen, og det ved hove - det er forskrækkeligt!" "Det er såmænd det fornuftigste indfald, vor unge fru moder har haft i lang tid!" svarede Johan Marskalk, "nu sparer hun jo to bryllupsgilder på en gang!"

9

Forundret, hørte kongen meste morgen af sin søster, hvorledes i al hast og stilhed de to unge riddere var blevet viede i kapellet og allerede før dag var rejst bort med deres hustruer, og hvorledes fru Helene før midnat havde forladt Ribehus, alene ledsaget af Johan Marskalk, hvis sparsommelige forslag, at rejse i simpel borgerlig forklædning, hun for at undgå al opmærksomhed havde antaget, ligesom hun også havde frabedt sig den tilbudte æres- og sikkerhedsvagt. Den besynderlige hilsen, fru Helene havde bedet prinsessen bringe kongen, holdt den forsigtige søster det for klogest ikke at tale om, da hun formodede, den kun indeholdt en bitter hentydning på, hvad det nu dog var bedst aldeles at forglemme. Hun anså det også for klogest, ikke at tale om den sindsforvirrede, hun troede at have bemærket hos den skønne ulykkelige; den heftige kærlighed til kongen, hun havde røbet i sin første feberagtige vildelse, vogtede prinsessen sig endnu omhyggeligere for at omtale. Hun søgte meget mere at berolige sin kongelige broder ved at beundre den stolte enkes fatning ved afrejsen og den lunefulde munterhed, hvormed hun selv havde spøget over sit adstadige udseende i den borgerlige matronedragt.

"Stakkels, stakkels Helene!" sukkede Valdemar, "når hun lo og spøgte, skjulte hun tit en urolig og sønderrevet sjæl. Jeg kender hendes munterhed; den har mangen gang forfærdet mig. Hendes liv er forspildt. Gud give hendes arme sjæl fred og tilgive mig i nåde, hvad min alt for varme deltagelse kan have bidraget til at forøge forvirrelsen i dette fredløse hjerte! hun er dog en stolt og ædel sjæl."

Prinsesse Regitze var gået. I en vemodig stemning sad kongen, med hånd under kind, og tænkte på den vigtige, vovelige beslutning, han var i færd med at tage, og hvoraf hans hele livs lykke måske kunne afhænge. Han greb sig selv i den tanke og bluedes. "Lykke!" sagde han, "hvad er kongernes lykke? deres folks og rigets lyksalighed, deres trones hæder og glans - kærlighedslykke, huslig lykke, dertil kan borgeren og bonden glæde sig - derfor må ingen konge sukke!" Uvilkårligt åbnede han den lille billedlade og betragtede den skønne ukendte, som han måske først skulle se som sin brud.

"Helene er det ikke," sagde han, "men det er vel! her er ro og klarhed - ingen fortærende lidenskab, ingen hemmelighedsfuld, urolig higen efter højhed og magt - her er stille kærlighed og fordringsløs uskyld - ingen skjult vulkan, ingen glimrende maske af munterhed og vid, som skjuler en fortvivlet kamp mellem kødet og ånden."

Som han sad i disse betragtninger, åbnedes døren, og kannikerne Renert og Albrecht trådte ind.

"Stormægtigste herre og konge har allersomnådigst befalet -" stammede de begge, som med en mund, og blev stående med hælene på dørtærskelen i den åbne dør, mens de bøjede sig så dybt, at de forskrækkede måtte træde et skridt frem for ikke at falde på næsen, idet den listige hofnar hastigt lukkede døren efter dem.

"Er I ikke bøhmere af fødsel?" spurgte kongen, og måtte tvinge sig for ikke at smile.

De bejaede det ærbødigt, mens en blanding af nysgerrighed og ængstelig forventning udtrykte sig i deres runde ellers sorgløse ansigter.

"Har I nogensinde set prinsesse Margaretha af Bøhmen?" spurgte kongen videre.

"Til tjeneste, nådige herre!" svarede de begge næsten på en gang og bukkede sig begge lige dybt, som træmænd, der bevægedes ved en snor.

"Så beskriv mig hende nøjagtig!" fortsatte Valdemar, "og siger mig uden frygt alt, hvad I ved om hende, det være godt eller ondt! Hvert sandt ord, I sige, skal jeg betale Eder kongeligt, men den første usandhed, jeg griber Eder i, vil jeg strengelig straffe."

Over denne tiltale blev de forbavsede klerke først ængstelige, og det varede noget, inden de fik munden på gang, men snart strømmede lovtalerne over den skønne prinsesses mildhed og fromhed rigeligt over deres læber, og jo længere de talte, jo mindre frygtede de for at fortale sig. De gennemgik punktligt alle syv moralske og teologiske kardinaldyder, som de forsikrede hun besad i den allerhøjeste grad, hvorhos de ikke forsømte flittigt at anføre den hellige Augustins og Petri Lombardi sentenser og benytte deres skolastiske lærdom om de syv helligåndsgaver og de otte saligheder, mens de kappedes om i munden på hinanden at sige alle de sandheder og gyldne ord, som den gavmilde konge ville betale dem så rigeligt.

"Nok, nok om de latinske dyder!" afbrød kongen dem endelig, "og tal en ad gangen, hvis jeg skal forstå, hvad I sige! Har hun kun en hundrededel af de fuldkommenheder, I der har opregnet, må hun jo være ti gange bedre, end en engel i Himlen. Men sig mig nu, hvorledes hun ser ud! ikke sandt? hun skeler lidt, har en pukkel eller to på ryggen? - nu kun herud med det! tal du først, Renert! lyver du, så ved du, jeg holder ord."

"Allersomnådigste herre!" tog Renert ordet, "fritag mig for en beskrivelse, som -"

"Fritag os for en beskrivelse -" stammede Albrecht efter.

"Hvad?" afbrød kongen dem heftig, "altså dog skeløjet? pukkelrygget?"

"Det forbyde St. Augustin!" svarede Renert, "så må hun være blevet det for nylig. For seks måneder siden, da jeg uværdig havde den ære at se hende, var hun dejligere, end den hellige Margarethas billede i vor kirke - men fritag os for en beskrivelse, nådige herre! som kunne opvække verdslige tanker i vort sind og lade os forglemme den himmelske herlighed og skønhed for den jordiske!"

"Det var også min ringe mening, Eders nåde!" tilføjede Albrecht.

"Nu, det var dog vel!" sagde kongen, "hun er altså da hverken skæv eller vanskabt. Det være langt fra mig at friste Eder til verdslige tanker! men sig mig kun, ligner dette billede hende virkelig?"

"Unægtelig, Eders nåde!" svarede Renert, som dog ingen samvittighed gjorde sig af at betragte billedet, "men det ligner dog kun ligervis som diamanterne i Eders krone ligner himlens stjerner."

"Ja således ligner det, Eders nåde!" tilføjede Albrecht og tørrede sveden af sin pande.

"Så gå med fred, I fromme, ærlige mænd!" endte kongen nu forhøret og klappede dem på skuldrene. "Når jeg erfarer sandheden af Eders udsagn, skal jeg kongeligt belønne Eders sanddruhed, men hvad jeg har talt med Eder her, er en hemmelighed, for hvis bevarelse I står mig inde -"

"Med vore uværdige hoveder, allernådigste herre!" svarede den ene ordret efter den anden, idet de gik baglæns ud af døren og bukkede.

"Det var hendes landsmænd!" sagde kongen betænkelig. "Hvad om hun nu, med al sin skønhed, var ligeså enfoldig og kedsommelig som de? Nej, det er umuligt!" fortsatte han beroliget, mens han med henrykkelse betragtede billedet. - "Ærlighed og troskab, hellig enfold og uskyld, ånd og hjerte taler her til mig fra det døde træ; hvad må det levende gudsbillede da ikke kunne sige mig!"

Kongen sad endnu med billedet i hånden, da døren åbnede sig og junker Strange trådte ind.

"Hvad befaler min nådige herre og konge?" spurgte ridderen og blev med et undertrykt smil stående ærbødig ved døren.

"Nåde hid og nåde did!" svarede kongen og gik ham fortrolig i møde, efter at han hastigt havde skjult billedet, "ingen omstændigheder, Strange! når vi to er ene! Sæt dig her hos mig og tal med mig uden omsvøb, som i gamle dage, da jeg ikke var din herre og konge! Underdanige tjenere har jeg nok af; dig holder jeg for min fuldtro ven. Førend jeg, som konge, æsker din tjeneste igen, vil jeg nu høre af min gamle våbenmester, hvad han tykkes om sin lærling, som ridder og mand."

"Som ridder og mand!" gentog junker Strange og holdt ikke længere det skalkagtige smil tilbage, mens han på kongens vink tog sæde ved siden af ham på løjbænken, "nu vel, da undrer det mig vist nok, at I sidder hjemme dennesinde og ser på billeder, mens I sender hæren i leding, men jeg formoder, I har gode grunde derfor og vel heller ikke ret længe vil sidde her ved arnen og varme Eder. Vil I ellers ikke høre mig berømme Eder i Eders åbne øjne, så giv mig et andet spørgsmål! for min hengivenhed for Eders kongelige person er Eder vel til fulde bekendt."

"Jeg drager endnu i dag til hæren!" tog Valdemar noget adspredt ordet igen. "Hvi jeg tøver, skal du siden få at vide, men svar mig først, som en ærlig mand, anser du mig for en ørkesløs drømmer, for en svag, følsom gæk, som kunne gå i måneskin og synge smeltende minnesange til en usynlig skønhed i Ginnistan eller en prinsesse i Månen?"

"Det vel ikke, herre konge!" svarede junker Strange, "men I har mig for meget med præster og skjalde at skaffe. De sætter Eder hovedet fuldt af anelser, stemmer i sjælen, samvittigheder, helgener og engle, så det er færdigt at løbe sur med Eders gode, sunde forstand. Denne Hellig-Anders var mig især en torn i øjet -"

"Tal du ikke om ham!" afbrød kongen ham alvorligt; "han vidste mere, end jeg og du får at vide i hundrede år, og han havde ret, den gamle. Det guddommelige viser sig kun for os som en mørk tale, som et billede i spejlet - men den, for hvem det sande billede opgik, skal allerede her se det skønneste, åsyn mod åsyn!"

"I udlægger vel slig forblommet tale på Eders egen vis, herre konge!" svarede junker Strange, "og deri tror jeg, I gør ret, men for at komme tilbage til Eders spørgsmål, så må jeg med sandhed tilstå, at I ikke har ladet os savne beviser på Eders mandhaftighed. Er I endog, som man siger, ikke blind for kvindeskønhed, men en ridderlig beundrer af alle skønne piger, koner og enker - så har I hidtil dog mere vist det i ord, end i gerning. I har endnu ikke lagt Jer på den lade side for at bortdrømme Eders ungdom i blødagtig elskov; dog kunne måske folk og land beklage sig over, at I - ikke blot for krigstog og sejrsvindinger, men til dels vel også for den hyldest, I har ydet en vis smuk enke - forglemmer at give landet en dronning og de store Valdemarers navn og krone en arving."

Valdemar rødmede.

"Altså er du også af den fast almindelige mening, at jeg bør formæle mig -" sagde han, "trods det sidste mislykkede forsøg på at gøre mig til slave af en statsklog forbindelse?"

"Det er mit og hele Danmarks ønske, herre konge!"

"Nu vel! så skaf mig prinsesse Margaretha af Bøhmen til brud, ok jeg vil intet øjeblik betænke mig! Det er gerne kongers og fyrsters tilskikkelse at måtte bejle uden elskov, og for landets vel lade sig lede til brudeskamlen i blinde; lyver imidlertid ikke dette billede," her tog han det rask og bestemt frem, "så kan der nu måske med mig ske en undtagelse i dette stykke. Jeg vil ærligt tilstå dig det: jeg har i disse sidste dage, trods alle dine gode tanker om min mandhaftighed, ikke stort tænkt på anden erobring og besiddelse, end denne skønne prinsesse. Gør dig derfor straks rede, brave Strange! og drag til Bøhmenland for mig! bring kong Primislaus min broderlige hilsen, og giv dig mine af at være kommet for at underhandle med ham om pagt og forbund mod de urolige, nordtyske fyrster og mod de hedenske liflændere! Men tag dette billede med dig! - jeg skiller mig nødig fra det, og du svarer mig til det som min øjesten! - Giv nøje agt på, om det er en tro og virkelig efterligning af prinsesse Margaretha! Finder du, som jeg håber, at ingen af de skønheder mangler, som du her finder afbildede, og at rygtet ikke farer med tant i, hvad det melder om hendes dydelighed og elskelige skikkelse, så udforsk nøje hendes sindelag til mig, førend du melder et ord om min kærlige hu til hende! og mærker du, det er sandt, hvad Hermand Balke en gang i halv spøg lod sig forlyde med, at jeg har et godt navn og står vel anskreven hos den skønne kongedatter, så indled sagen med hende og faderen med den klogskab og finhed, jeg tiltror dig, og således, at du, hvis et afslag kunne befrygtes, i tide kan dreje af og træde tilbage, uden at bringe mig et svar, som ville krænke min kongelige og ridderlige ære!"

"Et vanskeligt hverv, min herre og konge!" svarede junker Strange og trak på skuldrene, "jeg skal altså både bejle og ikke bejle for Eder, både skaffe Eder en brud og stå inde for, at hun behager Eder, når I ser hende, og at ikke vinden imidlertid vender sig, og I forandrer Eders tanker. Kun i dette stykke stoler jeg ikke på Eders standhaftighed, herre konge!"

"Guds død! vil du fornærme mig, Strange!" sagde Valdemar og for heftig op, "vil du gøre mig til et ustadigt, vankelmodigt barn, som ikke selv ved, hvad det vil?"

"Jeg adlyder punktligt, herre konge! det forstår sig!" svarede junker Strange og bukkede, "bliver I vred, tør jeg intet ord sige mere. Jeg glæder mig af hjertet til Eders beslutning og det vist nok lykkelige valg, I har truffet, men erindrer I, herre! hvorledes I var til mode, da forlovelsen med kejserens søster var bragt i stand - og hvor let om hjertet I blev, da I var vis på aldrig at se hende?"

"Det var en anden sag, Strange! denne gang griber jeg ikke efter lykken i blinde, og denne gang er hjertet med i spillet."

"Øjnene, herre konge! dog kun på anden hånd, som jeg ser, og ørene og den billedbog, I er født med i hovedet - men jeg ser, I bliver vred igen, herre! jeg tier og adlyder, men advaret Eder har jeg. Vogt kun Eders hjerte i ni uger! Var det ikke bedst, om I beholdt billedet, herre konge?"

"Tror du, jeg er slig en træl af mine øjne - og så kold og fantasiløs, at jeg nogen sinde kunne glemme dette ansigt, om jeg så aldrig så det mere i verden? Tag det! - jeg skal vise dig, at jeg også i dette stykke er standhaftigere, end du tror. Endnu et blik kun i disse øjne! - se så - forvar det nu! - det engleåsyn skal nu ingen lysets eller mørkets ånd udslette af min sjæl!"

"Jeg tvætter mine hænder og lader Eder selv svare for følgerne!" tog junker Strange ordet igen. "Når og hvorledes skal dette bejlertog gå for sig? og hvem har min konge udset til mine ledsagere?"

"Du rejser endnu i dag, endnu i denne time, om muligt, og drager med tredive riddere og lige så mange svende op ad Elben til Bøhmerland. Dine ledsagere kan du vælge efter dit eget tykke; dog vil jeg råde dig til at tage bisp Peder af Roskilde med. Han er en boglærd mand og kan være dig en god rådgiver på vejen - i lige måde hr. Albert af Eskildsø, han er en mand, som vel kan føje sine ord. Den unge hr. Limbak og Oluf Lykke samt den rige Peder Glob tager du også med! såvel, om grev Engelbret og Absalon Bælg, de er vel forfarne i al ridderlig anstand og belevenhed. Indvilger kongen og hans datter i mit ønske, så lader du dig, i mit navn og på mine vegne, straks ægtevie til prinsessen og iagttager med sømmelighed de brugelige skikke! Lykkes dit foretagende, sender du mig ufortøvet et ilbud til Schwerin, hvor jeg om kort tid agter at bringe grev Claus' forlovelsesanliggender i rigtighed! Du hjemfører bruden i så prægtigt et optog som muligt! Min højsalige faders lykkebringende langskib med dragestavnen og de gyldne knapper skal bringe hende hid. Ved Manø sætter du hende i land! der skal jeg selv - vil Gud - modtage hende, som det sømmer sig en ridder og konge. Og dermed Gud befalet, brave Strange! du er mig en tro og ærlig mand, men på mit hjerte forstår du dig slet. Kun så meget må du vide, jeg lægger min og måske Danmarks lykke i din hånd. Nu tand for tunge! det følger af sig selv. Gud og vor frue være med dig!"

Med dette vigtige, hemmelige bud forlod junker Strange kongens lønkammer og uddelte straks de nødvendige befalinger. Ridderne smykkede sig med stadselige hofklæder. Nogle af de fornemste, hr. Peder Glob og grev Engelbret, skinnede i røde skarlagens broge, dertil bar de brune, grønne eller røde kjortler og silkekapper med mårskindskraver og bræmmer, velglattet hår og skæg, og hatte med fjerbuske og kostelige stene. Guldsporerne klirrede på de bukkeskinds-halvstøvler og sværdene i de gyldne bælter. Junker Strange bar selv en prægtig skarlagenskappe med egernskindsbræmmer, en gave af hans gavmilde konge, dertil en rød klædes rejsehue med guldgaloner og røde plumasier.

Kongen svang sig selv på sin hvide hingst og red med det prægtige gesandtskab til stranden.

Blandt de danske riddere og væbnere, som fulgte junker Strange, var der to, hvis vælige hingste syntes at være blevet enige om at løbe løbsk gennem Ribe gader; som to susende kastespyd fo'r de unge, sadelfaste ryttere kongen og alle ridderne forbi og forsvandt dem i et øjeblik af syne.

"Vil de brække halsen eller ride folk til skamme!" sagde kongen. "hvad var det for karle, som ikke bedre forstod at kapsune deres heste?"

"Fejler jeg ikke storlig, min konge!" svarede junker Strange, "så brugte de mere sporen, end milen, og ville forlyste min konge med et vædderidt."

"Piltestreger!" sagde Valdemar vred, "ville de endelig brække arme og ben, kunne de gøre det en anden gang, og ikke når jeg sender dem hen, hvor jeg behøver hele karle og forstandige folk. Hvem var det?"

"Den lille tykke Absalon Bælg var den ene, og så jeg ret, var den anden Eders raske, spærlemmede søstersøn, den unge grev Otto."

"Hvad? den dunhagede knøs! hvad skulle han med! han er jo ikke ridder en gang!" sagde kongen, mens hans ansigt formildede sig, "jeg vædder dog, han rider Esbern Snares søn sønder og sammen."

Nu vendte kongen sig spøgende til den muntre grev Engelbret, som red ved hans venstre side: "Var Eders unge frue ikke bange for at lade Eder rejse ud blandt de berømte skønne i Bøhmerland?" spurgte han.

"Min hustru er rigtig nok noget iversyg, ædle herre!" svarede grev Engelbret i samme spøgende tone, "men i Bøhmerland tror hun dog ikke, der er stort at frygte for min troskab; var det til Flandern eller Portugal jeg rejste, da var det måske en anden sag."

"Hvi så?" spurgte kongen, "er de flanderske og portugisiske skønne da så farlige og uimodståelige?"

"Det påstod i det mindste min hustru i fjor," svarede greven, "da jeg kom hjem fra det flanderske grevehof i Gent og nødvendig måtte prise grev Ferdinands søster, den portugisiske prinsesse Berengaria, som den skønneste kvinde, jeg havde set i verden, uden med min huskapellan at kunne tro, det var ved trolddomskunster hun havde forblindet mine og alle riddernes øjne."

"I er en mand, som forstår Jer på kvindeskønhed," svarede kongen og lo, "og Eders frue har vel skellig grund til at have et øje på hver finger. Skulle imidlertid en ægteherre være forpligtet til at lukke sine øjne for enhver fremmed skønhed, synes hin det ægte livs stand, som man jo kalder den, kun slet at kunne bestå med et ægte ridderligt sind, og en sådan troskab kunne jeg aldrig forpligte mig til i mine dage."

Bisp Peder, som red tankefuld på kongens højre side, rystede på hovedet, men kongen, som kendte hans ivrighed og strenge meninger, lod ham sjældent komme til orde i andres nærværelse.

"Prinsesse Berengaria er altså efter Eders tykke den skønneste kvinde i verden?" fortsatte Valdemar med et tillidsfuldt smil, "hvad vædder vi dog, ædle greve! når I har set prinsesse Margaretha af Bøhmen, tager I Eders ord tilbage?"

"Derpå sætter jeg borg og fæste mod fjeren i Eders hat, min konge!"

"Det blev Eder for dyrt et væddemål; jeg vil foreslå Eder et andet: kan I, når vi ses igen, på ridderlig tro og ære endnu bevidne, at prinsesse Berengaria er fagrere, end Margaretha af Bøhmen, så er grevskabet Gleichen Eders len, så længe en konge af min slægt har rådighed derover, men må I tilstå, at jeg, som endnu ikke virkelig har set nogen af dem, dog har dømt rigtigere om deres skønhed, så skal I, til straf for Eders overilede dom, bære en knækket trompet i Eders ridderlige våben."

"Det er et ord, herre konge!" svarede grev Engelbret, og alle ridderne lo.

"Jeg kommer bag efter og er vel overflødig i dag!" råbte hofnarren, den lille, puklede Claus Klumpe, som i sin bjældetrøje og med den spidse hue med to påfuglefjer kom travende bag efter på sit æsel, med sin pyntede abekat på sadelknappen.

"Hvad skal nu dette betyde, gamle gæk?" spurgte kongen og lo, "du tænker dog vel aldrig på at rejse med i gesandtskabet?"

"Jeg troede, det fulgte af sig selv, herre konge!" svarede skalken, "men er jeg overflødig, som det lader til, så følger jeg Eder tilbage til slottet og fører min egen brud hjem. Se hvor blufærdig hun smiler til mig i sin brudestads!" Her trykte han den som dame smykkede abe med latterlig heftighed til sit bryst og gav den et ørefigen, da den ville bide ham i skægget.

Kongen mærkede nu vel, at narren med denne plumpe spas ville lade ham vide, at man gættede sig til hans hensigt med gesandtskabet, men han lod som han ikke forstod spasen, og under lystig skæmt travede han med de pyntelige hofmænd ned til stranden, hvor det store, forgyldte langskib med dragestavnen lå sejlfærdigt.

På skibsbroen stod grev Otto og Absalon Bælg og modtog kongen med en undskyldning for deres ubetænksomme kappelyst.

"Den, der kom først til broen," sagde kongen, "skal være det ilbud, junker Strange sender mig til Schwerin om udfaldet af sin sendelse."

"Så må vi begge bringe Eder budskabet, herre konge!" svarede Absalon Bælg, "for vi stødte begge i samme øjeblik her på skibsbroen."

"Havde min blak ikke fået en flintesten i hoven, havde jeg dog stået her først!" tog grev Otto ordet, "skal vi bringe min konge et glædeligt budskab, så lad det i et dobbelt brevskab betros os begge! Og da vil vor konge bedst skønne, hvo af os der rider den rappeste ganger."

"Vel an, lad det således ske!" sagde kongen, "den af jer, der først bringer mig det budskab, jeg ønsker, skal på den første gildesdag på Ribehus danse med mine gyldne sporer!"

De takkede begge kongen for hans tillid og så udfordrende til hinanden, idet de rystede hinanden i hænderne og sprang i åreskuden.

"Med guldsporen følger ridderslaget!" hviskede grev Otto glad til sin medbejler, "det skal du få lov til at overlade mig, tykke Bælg!"

Snart var alle ridderne indskibede. Junker Strange lod de røde vadmelssejl hejse, mens kongen tilråbte ham og hans ledsagere lykke på rejsen, hvilket de besvarede med et mægtigt hurra og: "Leve kong Valdemar Sejer!" Under sang og spil stævnede skibet fra stranden. Med en blanding af glæde og uvis anelse af det tilkommende stod Valdemar længe på skibsbroen og så, hvorledes den gyldne dragestavn gyngede i bølgerne og glimrede i solskinnet, mens den gennemskar det urolige hav for at hente ham den skønne, men dog fremmede brud. Det uvisse og gådefulde i den tilslørede fremtids lykke, som vi med håb og uro higer efter som i blinde, fremtrådte ved dette syn ret levende for den unge konges sjæl, og han følte sig hensat i en af hine så tillokkende, som vemodige stemninger, hvori sjælen vakler mellem håb og frygt, og hvori selv den mægtigste konge på jorden føler sin lykkes afhængighed af mægtigere usynlige magter.

Kongens tavshed og dybsindige henstirren på havet og det forsvindende skib syntes at pålægge hans hofmænd en lignende adfærd, og de betragtede havet med højst alvorlige og vigtige miner, hvilket hofnarren ikke forsømte at efterligne med opspilede øjne og måbende mund, dog uden denne gang ved kongen og hofmændenes latter at belønnes for sin kunst. For da kongens øjne var trætte af at forfølge skibet, faldt de på en genstand, som bedre kom overens med hans alvorlige sindsstemning, end narrens pudserlige vrængeansigt. Det var nemlig en gammel, gråskægget mand i en forreven oksehudskappe og med en bred slaghætte over ørene; han sad krumrygget på en kampesten ved stranden og ridsede i sandet med sin krykkestav uden at lægge mærke til kongen og hans prægtige følge.

Kongen gav sine hofmænd et vink om at blive tilbage og nærmede sig ene den gamle, som, uden at opløfte hovedet, vedblev at ridse i sandet, mens han mumlede uforståeligt i skægget og bevægede ansigtstrækkene uroligt.

"Hvad bestiller du der, gamle?" spurgte Valdemar, men fik intet svar, for den gamle syntes tunghør. Ved nøjere at betragte hans bleggule, rynkede ansigt, troede kongen også at bemærke, at hans øjne havde tabt livet og sekraften, for de var matte og dunkle som blæreruderne i fattigmands lerhytte.

"Hvo er du, gamle mand?" spurgte kongen nu med forstærket røst og lagde sin hånd på hans skulder, hvorpå den gamle rejste sig langsomt og rettede den krumme ryg således, at han syntes fra en dværg at vokse til en kæmpe. Han famlede med krykkestaven et par skridt frem og blev så stående rolig med det rynkede ansigt imod kongen, mens han samlede oksehudskappen om sig og skjulte en sort, smudsig dragt, der syntes at måtte tilhøre en kulsvier eller en bjergmand.

"Hvo jeg er?" gentog han langsomt, "ja, derom må du spørge min herre og mester; han ved det vel bedst. Der var en tid, da man kaldte mig herre og ridder; nu kalder de skånske herrer mig slet og ret Thord Knudsøn Bonde. Man kalder mig ellers her til lands Kullemanden, fordi jeg har hjemme på Kullen, men har jeg ikke drømt fejl, så er du kong Volmar Volmarsøn og har lyst til at vide, hvad jeg nu just sad og tænkte på."

"Du ser bedre, end jeg troede!" svarede Valdemar forundret. "Jeg troede, du var blind, men du synes jo endog at kunne se på folk, hvad de tænker!"

"Sligt kan vel times mig iblandt," mumlede den gamle, "hvorvel jeg næppe ser den kære guldets dronning mere, når hun skinner klarest. Den skade fik jeg, da jeg sidst gik gennem ilden for din og din slægts skyld."

"Du taler i gåder, gamle! men er du blind, hvorlunde har du da fundet vejen hid så langt fra?"

"Ser du ikke min levende støttestav? Han hopper nu om hist henne under skrænten og samler mig tordenstene og bernsten til røgelse i stengruben."

Valdemar så hen, hvor den gamle pegede, hvor han også fik øje på en pjaltet tiggerdreng, som hoppede om mellem stenene.

"Hvad har kunnet bevæge dig til at gå så langt fra dit hjem, med din alder og skrabelighed?" råbte kongen nu den gamle i øret.

"Hvor gammel jeg er, kan jeg endnu måske overleve dig," svarede oldingen, "hvor blind jeg er, ser jeg dog måske længere, end du - hvor døv jeg er, hører jeg dog, hvad du aldrig drømte om og hvor skrøbelig jeg er, kan den tid dog vel komme, da kong Volmar behøver min styrke og søger mig. Denne sinde måtte jeg gå dig i møde; men ukaldet står jeg ikke for dit åsyn: jeg skal synge dig en vise, konge! som jeg første gang sang i din fødselsstund og som jeg ikke har glemt endnu; den kan du have godt af at tænke på, når lykken tykkes dig gunstigst. Se, den vise var det just, jeg tænkte på, da din kongelige hånd faldt på min skulder og din stærke røst bragte mig din store herre fader ihu."

"En afsindig mand!" sagde Valdemar sagte og gruede fast ved at betragte hans åsyn. - "Nu, så syng mig da din vise, gamle drømmer!" sagde han højt og ville række den gamle et guldstykke, men det gled urørt ud af hans hånd og blev borte i sandet.

Kongen lænede sig til sit sværd, mens den tandløse olding med klangløs stemme og lallende tunge mere hviskede, end sang:

Til sejr og lykke blev Volmar fød,
Men sorgløs mand har ej levet.
Og lykken kan vendes om til nød:
I stjernerne står det skrevet.

Din lykkestjerne i glans jeg så,
Den havde i nord ej mage.
I løven så jeg den herlig stå,
Og langt fra los og fra drage.

Men skålen blinker med fjendtlig magt,
Og farlig jomfruen smiler.
Falsk skytten sigter på natlig jagt,
Mens løven blunder og hviler.

Er havet roligt, som blanke skjold,
Du sove ej ved dets bredder!
Er øglen stille og stiv og kold,
Du spøge ej med dens edder!

For snare vogt dig og falske bånd!
Dog båndet agte du nøje!
For brister båndet for mægtigst hånd,
Dør stjernen i løvens øje.

Da den gamle havde sunget sin vise ud, vaklede han udmattet tilbage til stenen og sank krumrygget sammen på sit forrige sæde, mens han bøjede den skæggede hage ned mod brystet og syntes at blunde.

"Han går i barndom, stakkel! og synger nok snart på det sidste vers!" sagde kongen ved sig selv og betragtede den krogede skikkelse, som nu så helt dværgagtig og ubetydelig ud. "Kullemanden, Thord Knudsøn - hm, det navn er mig ikke nyt - gamle Esbern talte jo en gang helt forblommet om den kloge Thord Stjernetyder, og Helene - var det ikke med den sorte kullekonge hun ville danse på mit bryllup i bjerggruben, hint vilde øjeblik, da jeg talte om min formæling? Hm, var det ikke Kullemanden og hans hemmelige visdom, hin fromme Slagelse-profet advarede mig for? - Nu vel! ved han min skæbne, så lad ham beholde sin visdom for sig selv! - jeg vil ikke vide et ord mere derom - det ville kun forstyrre mig min friske livslyst og gøre mig til en overtroisk drømmer. Sværmerier og tant er det dog til hobe, om ikke noget værre. - Intet menneske skal vide sin beskikkelse! Dog jeg vil sørge for ham, den gamle! hans drømmerier viser dog, han er mig og min slægt hengiven."

Derpå gik Valdemar tilbage til sit følge og gav befaling til, at den gamle, blinde mand med samt hans dreng skulle straks føres tilbage til sit hjem på Kullen og i fremtiden forsørges på kongens regning, men det skulle strengelig forbydes ham nogen sinde at sætte sin fod på denne side af Sundet.

Alvorlig steg Valdemar til hest og så endnu en gang ud over havet, hvor han langt borte kunne øjne skibet, som en lille sort prik. Derpå gav han sin ganger tøjlen og overlod den til sig selv, mens han med sin udmærket stærke hukommelse ord for ord gentog Kullemandens sang, hvoraf ingen stavelse var undgået ham, uagtet den gamles stemme var hæs og utydelig. Han grundede forgæves på at finde ud anden mening i de gådefulde ord, end en almindelig formaning imod de ungdommens tillokkelser, den udlevede alderdom er ivrigst i at prædike imod, og som han efter sin heftige natur også var mest udsat for. Uagtet han ikke en gang ville tilstå sig selv, at han lagde nogen vægt på hin gamle drømmers ord, var han dog ikke fri for sin tidsalders hang til det overnaturlige og hemmelighedsfulde, og han gentog så ofte hine dunkle ord i sine tanker, at de med den gamle Kullemands billede blev uudslettelige i hans erindring; men han tilbagetrængte med mandig kraft disse forestillinger og skjulte dem ligesom i sjælens inderste afkrog, mens snart igen det muntre, friske liv med sine dristige forhåbninger og de stolte planer om sejr og lykke, hvortil han følte sig fød og båren, i skønne og herlige billeder svævede ham for øje.

Kongen var redet tilbage til Ribehus, hvor en stor mængde riddere og væbnere allerede på hans befaling holdt i fuld krigersk rustning i slotsgården for straks at ledsage ham til hæren, der med grev Albert i spidsen var draget forud over Elben til Pommerland. Valdemar ville endnu kun uddele nogle befalinger til sin drost og sit råd og tage afsked med sin søster. Så snart dette var sket, trådte han ud af sin våbensal med hjelm og panser og det blanke, trekantede skjold på armen, som han var den første danske konge, der havde prydet med tre sølvblå løver og fire og tyve gyldne hjerter. Ved slotstrappen stod den bøje stridshingst, der fnysende og stampende ventede ham. Ærkebisp Andreas og broder Gunner havde allerede længe stået rejseklædte i højenloftssalen, beredte til at følge deres konge. Mester Harpestræng, som Valdemar havde udnævnt til sin livlæge, stod, med sin lægedomskasse under armen og sin grønne urtepose på ryggen, ved ærkebispens side. For at forlyste kongen og opmuntre krigerne på det strenge vintertog, var Thorgeir Danaskjald og den islandske skjald også med blandt kongens nærmeste ledsagere. Den skaldede grev Claus gik, ængstelig og utålmodig, i sin pynteligste våbenkjortel op og ned i salen og tørrede sveden af sin blanke pande. Han vidste, at greverne af Schwerin var den pommerske fyrstes venner, og trods kongen havde lovet at følge med ham til Schwerin på tilbagetoget og bringe forlovelsen i rigtighed med grevinde Ida, frygtede han dog for, at dette tog skulle lægge hindringer i vejen for hin forbindelse. Ærkedegn Arnfred, der også havde fået tilladelse til at følge med, følte sig, som kongens skriftefader, som en mand af betydenhed, men betragtede ærkebispen og broder Gunner med et skævt og misundeligt blik; for han frygtede med grund for at fortrænges af dem i den unge konges gunst og fortrolighed.

"Til hest, ædle herrer!" lød nu Astrad Frackes stærke røst - og på drostens anmodning ilede alle til slotstrappen, som kongen allerede steg ned af, ledsaget af ridderne Jacob og Lars Sunesøn.

Men ligesom kongen ville sætte foden i stigbøjlen, fo'r en høj, fremmed ridder, i forvirret klædedragt og dækket med støv og hesteskum, ind i slotsgården, sprang hastigt af sin udmattede ganger og kastede sig, bleg og nedbøjet, for kongens fødder.

"Hvad betyder dette, min tro, brave Johan Ganz!" udbrød kongen forbavset - "jages du af onde ånder? - stat op! - når forlangte jeg slig hyldning af en lensmand? - er der hændt dig en ulykke? eller bringer du mig budskab om et nederlag? - så tal dog, menneske! og stå på dine ben! er du slagen med stumhed og lamhed?"

"Nåde og hjælp! min kongelige herre og beskytter!" sagde den ulykkelige ridder og rejste sig, "jeg har hel slet bevogtet den vigtige borg, I betroede mig - Graabo ligger i grus - I ser en forjagen mand for Eder, men jeg har ikke forrådt min konge - jeg er lumskelig imod tro og lov overrumplet i den dybeste fred. Han, der lagde Graabo i aske, var en lensmand af Danmarks krone, som jeg."

"Hvo var det? tal!" råbte Valdemar heftigt, og vreden blussede på hans brune kinder. "Guds død! det skal ingen have gjort mig ustraffet!"

"Grev Henrik af Schwerin var voldsmanden!" svarede ridderen, "han skal i løn have undsagt mig og svoret min undergang, fordi jeg i en ordstrid en gang måtte erindre ham om hans lenspligt mod Danmarks krone. Jeg lægger min retfærdige sag i min konges hænder og forventer med tillid Eders kongelige beskyttelse."

"Ved St. Knud og alle hellige! den skal du ikke savne!" svarede kongen, "men, Guds død! hvor var det muligt?" spurgte han heftigt igen, "hvi forsvarede du dig ikke? du er ikke den mand, som plejer at liste sig ud ad bagdøren og lade fjenden drikke velkomst i højsalen."

"Det er første gang I ser mig således, herre konge!" svarede ridderen nedbøjet og slog det stolte øje beskæmmet til jorden, "for Eders og disse tapre ridderes øjne står jeg første gang som en flygtning og slagen mand, men jeg fortrøster mig til for hele verdens øjne at kunne bevise min uskyldighed og forsvare min ridderlige ære. Er der løgn og svig i min mund, og er grev Henrik ikke en nidding, så må bøddelen hænge mit skjold med spidsen i vejret på galgen, og den usleste hoppe slæbe det bagvendt ved halen gennem skarnet! Havde grev Henrik mødt mig som en ærlig fjende og ikke brugt nedrig svig, da skulle visselig Graabo have stået endnu, og jeg ikke stået her, som en slet husholder over min herres gods, og som en husvild flygtning uden andet liggende fæ, end min hest og mit gode sværd."

"Ved min kongelige ære! du skal få fuld oprejsning og retfærdighed!" sagde kongen nu roligt og bestemt, "det tilsiger jeg dig her for alles øjne; men jeg dømmer ingen uhørt - grev Henrik skal have ret til at tale sin sag for min domstol. Så længe intet ord mere om den sag, ridder Ganz! nu følger du mig i leding!"

Derpå svang kongen sig på sin stridshingst og fo'r ud af slotsgården med sit talrige følge. Ridder Ganz besteg, tavs og beroliget, en frisk ganger, som drosten på kongens vink havde ladet ham bringe. De hundrede hestesko klaprede gennem Ribe gade, og børn og kvinder stimlede til vinduer og døre for at se kongen. Det dundrede hult på Sønderportsbro, og snart var kongen og hans prægtige skare de nysgerrige tilskuere af syne.

10

Det var en smuk, mild vintermorgen i en af de sidste dage af februar. En let rimfrost pudrede grenene i Nordtysklands egeskove. Ved stalden i et enligt herberg, ikke langt indenfor den schwerinske grænse, stod en rask, fintbygget yngling, med et ædelt dannet ansigt, men i en simpel væbners dragt, og lagde selv bidslet på sin lette ganger. Det var Valdemars søstersøn, den unge grev Otto, som var fulgt med junker Strange til Bøhmen og som i denne forklædning hurtigst og sikrest troede at kunne bringe sin kongelige morbroder et vigtigt budskab. Otto var for få dage siden redet fra Prag sammen med Absalon Bælg, men de havde snart fulgt forskellige veje, og Absalon Bælg, som formodede endnu at træffe Valdemar i det pommerske, troede, ved ikke strengt at følge kongens befaling, at være des sikrere på at træffe ham først. Grev Otto vidste vel, at Valdemar endnu skulle være i Pommern, hvor han allerede med grev Albert havde slaget hertug Ladislaus af marken og tvunget ham til underkastelse, men rygtet sagde også, at kongen alt var på tilbagetoget; Otto formodede derfor sikrest at træffe ham i Schwerin om få dage. En fjendtlig stemning mod de danske havde han straks på grænsen haft lejlighed til at bemærke, og den fare, han udsatte sig for ved nu at ride ene gennem dette land, indså han straks. Han talte tysk med færdighed, dog noget for blødt i udtalen, for hans moders skønne mål var ham kærest. Hidtil var det dog lykkedes ham at gælde for en tro undersåt af det romerske rige.

"Hvilken vej rider jeg nærmest til Schwerin?" spurgte han på sachsisk, men blandede i sin hast et dansk ord i sin tale uden at mærke det, idet han svang sig i sadlen.

Den lille, tykke, braknæsede krovært, som, med en lodden hue over det sorte, uredte hår, stod i den åbnede halvdør og gabede, betragtede ham nu skarpt og med et underfundigt smil.

"Kan I følge den landsherlige grænsevogter, som nys red ud af laden," svarede han, "så kommer I måske snarere til Schwerin, end I lyster, for hører jeg ret på Eders tungemål, og lyver ikke Eders blå pigeøjne, var Jer moder fra hin side Ejderen."

"Og derfor skulle jeg ikke være velkommen i Schwerin, mener I?" spurgte Otto hastig og bøjede allerede knæet for at spore sin hest.

"Hvis det er sandt, hvad man siger, at den danske hær har huseret slemt i Pommerland og vil gæste Schwerin i dag eller i morgen, så behøver I ikke at jage livet af Jer gode hest, unge herre, for at komme i sorte grev Henriks hundehul! Giver I mig derimod en håndfuld af Eders fine guldstykker, skal jeg skaffe Jer sikker tilbage over grænsen."

"Hvor kongen af Danmark er lensherre," svarede Otto stolt, "behøver ingen dansk at købe sig sikkerhed. I alt fald betaler jeg den hellere med stål, end med guld. Farvel!" Dermed sporede han sin hingst og fo'r af sted for at indhente den fremmede rytter, der skulle samme vej som han.

Værten lo hånligt efter ham: "Rid du kun, dumme grønskolling!" mumlede han "du kommer tidsnok! havde vi så sandt din konge og hans dumdristige søstersønner her ene, så skulle I ikke prale ret længe med Jer lenshøjhed."

Efter et stærkt firspring af nogle hundrede skridt indhentede Otto den fremmede rytter og spurgte, om han kunne gøre følgeskab med til Schwerin.

"Det kan du gerne, unge springfyr!" svarede rytteren med en dyb og rå stemme, "hvis du har lyst til at se, hvorlunde grev Henrik vender det hvide ud af øjnene mod de danske drenge. Vil du ellers gælde for en ægte tysker, skulle du tage munden lidt mere fuld, når du nævner vor gode stad Schwerin."

Rytteren, som gav ham dette svar, var en svær, bredskuldret karl med sort krølskæg og i tung jernrustning. Han bar en lodden stridshue med et vildsvinehoved, som sad ham dybt ned over øjnene, og hvorpå hugtænderne stak frem over panden som et par horn og gav ham et vildt og frygteligt udseende. I en rem over skulderen har han en stålbue med et stort pilekogger, og ved hans venstre hofte hang der et langt slagsværd, som der syntes at høre kæmpekraft til at løfte.

Grev Otto betragtede sin drabelige sidemand nøje og indså straks, at han her gjorde klogest i at holde fred, selv om blodet kogte i hans årer over den fornærmelige tiltale.

"I syntes i Eders mandhaftighed at glemme, at I selv har været dunhaget en gang, som jeg," svarede han i så rolig en tone, som muligt, "men vil I give tid til jeg får udrettet mit ærinde i Schwerin, vil jeg gerne lære Jer noget af Eders drabelighed af."

"Jeg agter ikke at slås med drenge!" brummede rytteren, "vi skal desuden nok komme til rette med det gode, tænker jeg, helst hvis du, som jeg nu hartad tror, er et lille vakkert, formummet stykke pigebarn."

Denne spot over den spærlemmede ynglings ungdom og næsten jomfruelige udseende kunne grev Otto ikke længere udholde, og uden at tænke på følgerne, havde han allerede sit korte sværd draget og ventede kun på, at hans modstander også skulle gøre sig kampfærdig for alvorligt at prøve kræfter med denne Goliath. Men rytteren lod slet ikke til at bemærke hans vrede; i stedet for at gribe til det lange sværd, gabede han ligegyldig, idet han drog en mundgodtbimpel ud af sin sadeltaske. Derpå tog han sig i al magelighed en dygtig hjertestyrkning.

"Kan du tåle en kraftig morgenslurk i dit kyllingehoved, så gør mig besked!" sagde han nu og rakte Otto bimplen uden at se på ham.

Over kæmpens ligegyldighed blev den hidsige yngling så forbavset, at han stødte sværdet i balgen og tog imod bimplen uden indvendinger. Men for dog at vise sin gigantiske ledsager, at han ingen formummet pige var, tømte han i sin ærgrelse træflasken ud til bunden og rakte ham den tom tilbage.

"Nå, drikke kan du dog som en hel karl, det må jeg lade dig!" sagde rytteren tørt og stak bimplen i sadeltasken. "Lad mig nu se, om du kan ride i spring uden at blive græsrytter!"

Dermed satte han selv sin svært belæssede hest i et tungt firspring, hvorved han pustede om kap med hesten, mens Otto på sin lette springer travede ham forbi uden mindste anstrengelse.

"Din hest er bedre end min!" sagde rytteren, da de atter red jævnsides. "Når du holder ad dig på hin side den første bro, har du den lige landevej for dig til Schwerin og kan ikke tage fejl af vejen. Men jeg har større hastværk, end du, og du er nok så god at bytte hest med mig med det gode. Hvis ikke, må du finde dig i, at jeg uden mange omstændigheder bruger den stærkeres ret og heri følger den mandhaftige danske konges eksempel."

Med disse ord gjorde han ganske rolig mine til at ville drage sit lange slagsværd. Men Otto, som red ved hans venstre side, havde i et øjeblik sit korte sværd i hånden og overhuggede behændigt læderremmen, hvori kæmpens store sværd hang, og derved havde han for et øjeblik halvt afvæbnet sin langsomme fjende. Derpå gav han hastigt sin lette hest af sporerne, takkede høfligt for god underretning og viste nu den forbavsede rytter, at han godt kunne ride i spring uden at blive græsrytter. Den hvinende pil fra rytterens stålbue fløj ham vel forbi øret, men uden at krumme et hår i hans gule lokker - og, hed i hovedet af den nylig forvundne harme og den stærke drik, fo'r Otto nu så hurtigt af sted, at han snart ikke mere kunne øjne sin uforskammede vejviser. Nu faldt hine værtens ord ham ind om sorte grev Henriks hundehul, så vel som hvad rytteren havde mumlet om at se greven vende det hvide ud af øjnene mod de danske drenge. Ganske rolig blev han vel ikke ved slige udsigter til en ugunstig modtagelse, men han kunne dog ikke opgive sit forsæt at overraske kongen straks ved hans ankomst til Schwerin med et glædeligt budskab, og han håbede, uden at røbe sit navn og sit ærinde, at kunne få adgang på slottet og selv måske udforske om hans kongelige morbroder intet forræderi havde at frygte der. Skulle endogså det værste hændes, og skulle man fordriste sig til at sætte ham fast, som en mistænkelig person, så håbede han dog, at Absalon Bælg måtte træffe kongen, og Valdemar Sejers arm ville være stærk nok til at hjælpe ham ud af enhver forlegenhed.

Uden flere eventyr kom den raske yngling til Schwerin, og han behøvede ikke at spørge om slottet. Det ragede så højt og mægtigt frem over de lave borgerhuse, at han straks kunne se, det måtte være de stolte grevers bolig. Slottet lå ene på en lille ø, som var forbundet med staden ved en vindebro. Det var stærkt befæstet, men vindebroen var fredeligt nedslagen, og da Otto forklarede skildvagten, at han var en fremmed ridders væbner og skulle vente sin herre på slottet, blev det ham ikke forment at ride over slotsbroen og sætte sin hest i herskabets stald, hvorhos det blev ham sagt, at greverne var på jagt med alle de fremmede herskaber, og at han kunne holde sig til de andre svende, som ventede deres herskaber ved borgeledet.

Her tog han sig forsigtig i vare for at indlade sig i nogen udførlig samtale med de fremmede svende, hvorved han let kunne røbe sig, og han nøjedes med i al korthed at erkyndige sig om, hvilke de fremmede herskaber var, som opholdt sig her, og nu var på jagt med greverne. Der blev da blandt andre nævnt ham den unge grev Adolph af Holsten, hvis fader nylig var udløst af sit danske fangenskab, den vendiske fyrste Henrik Borvin og hans tvende brødre, grev Henrik af Danneborg og bisp Conrad af Hildesheim, hvilke fast alle var Valdemars åbenbare eller hemmelige fjender. Desuden nævntes der en portugisisk prinsesse, som dog andre påstod kun var en grevinde af Flandern, men at den danske konge hverken var kommet eller ventedes, var åbenbart. Da grev Otto havde fået at vide, hvad han ønskede, indlod han sig ikke videre med nogen, men betragtede det prægtige slot med de fire høje tårne, hvoraf det på nordsiden især tildrog sig hans opmærksomhed ved sit skumle udseende og de små, høje lufthuller med jernstænger i de tykke mure.

"Uden tvivl grevernes fangetårn!" bemærkede han, og hans kække hjerte hjemsøgtes af en kold gysen. "Den, der først sidder der, skal have ondt ved at se sol og måne igen."

Dog snart var denne ubehagelige forestilling forsvundet for hans ungdommelige letsind og munterhed, og da tiden faldt ham lang ved borgeledet, gjorde han sig ingen betænkelighed ved at gøre sig en liden lystvandring rundt om borgens mure og fæstningsværker. Med sit skarpe blik troede han at bemærke, at slottets østlige side var den svagest befæstede, og at man der lettest ved hjælp af gravsvinet kunne gå lige ind til grunden af murene og undergrave dem. Dog mange slige krigerske betragtninger fik han ikke tid til at anstille, for pludselig trådte fire stærkt bevæbnede krigsknægte imod ham og spurgte i en rå og barsk tone, hvo han var og hvorfor han så opmærksom betragtede skanserne. På hans svar og forlegenhed, så vel som på den fremmede tone i hans sprog, forekom han krigsknægtene mistænkelig, og de gav ham med få ord at forstå, at de anså ham for en dansk spion, som de ikke kunne lade gå løs og ledig her omkring og udspejde borgens forsvarstilstand.

"Ingen har sagt mig, det var mig forment at gå her!" svarede Otto forbavset. "Jeg skammer mig ikke ved at kalde mig dansk, men anser I mig for mistænkelig, kan jeg ikke hindre Jer i at holde mig med selskab til jeg kan retfærdiggøre mig for min konges vasaller."

"De danske drenge sætter nu næsen i vejret, fordi de har en kong Volmar igen at gøre sig store af!" brummede den ældste af krigsknægtene, en svær, rødnæset karl, og strøg sig om sit gråsprængte, røde mundskæg, "men I lærer nok at stikke piben ind, tænker jeg; kommer tid, kommer råd; her spørger vi endnu ikke kongen af Danmark i hvilket træ vi vil hænge hans spioner."

Over denne tiltale blev grev Otto dog noget betænkelig og vogtede sig klogelig for at give sine fjendtligsindede bevogtere anledning til at misbruge deres overmagt.

"Jeg er kommet i et lovligt og fredeligt anliggende," sagde han, "og en borg, der har så drabelige forsvarere, behøver vist ikke at frygte for spioner. Men jeg går her og keder mig; greverne og de fremmede herskaber kommer vel ikke fra jagten for kvæld. Jeg har redet mig halsen fuld af støv. Kan I ikke for søde ord og betaling skaffe mig et par kander god vin og hjælpe mig at drikke dem her i det frie?"

"Det er dog en ganske brav knøs!" sagde den gamle krigsknægt til sine kammerater, "er han her i lovligt ærinde, må vi jo behandle ham høfligt. Spring du efter vinen, Fritz Grønhage, hos gamle broder Martin i klosterkælderen! jeg skal holde din armbue så længe. Her kan vor gamle ikke se, vi drikker, og når greverne kommer, kan vi se det på bakken og være på skansen før en hund kan gø ad os."

Fritz, den yngste af krigsknægtene, rakte sin armbue straks fra sig og greb med forundring og glæde det guldstykke, grev Otto allerede havde fremtaget.

Mens han hentede vinen, kastede hans kammerater sig på deres kapper på skrænten og lagde deres våben fredeligt til side, mens de indbød "den fremmede unge herre", som de nu kaldte ham, til at tage plads imellem dem.

"Er det sandt, unge herre, at Jer konge vil påføre vore grever fejde for historien med den langbenede Johan Ganz?" spurgte den gamle krigsmand og strakte sig. "Den vildgås var ikke værd at gøre så megen støj over; at vi rev ham reden ned over hovedet, havde han ærligt forskyldt. Hvad vil sådan en langbenet slyngel understå sig at kaste vore grever deres lensmandspligt til den danske konge i næsen!"

"Til den begivenhed kender jeg slet intet!" svarede Otto.

"I ved nok mere, end I vil ud med," tog krigsknægten ordet igen, "men klog karl tier med, hvad han ikke tør sige, og deri fortænker jeg Jer ikke. Men har I da ikke hørt, hvorlunde Jer konge og denne satans grev Albert har forknyttet hertugen i Pommerland? og ved I ikke heller, om rygtet er sandt, at Eders unge konge midt i sin stornæsede drabelighed har fået giftetanker i hovedet igen og vil bejle til prinsessen af Bøhmerland, som han sagtens aldrig har set?"

"Derom har jeg vel hørt en fugl synge, men om der er noget om, skal jeg lade være usagt."

"Hm!" mumlede krigsknægten, "det går dog underligt til i verden med disse store herrers og fyrsters frieri; de kan ikke, som en af os, se sig for og smage på det, førend de må drikke det, men må købe katten i sækken og lade det komme an på et træf. Nu, derfor går det også, som det hedder i visen:

Prinsessen kongens krone får:
Ej spurv er tranens lige.
I stegerset småternen går -
Hun styrer land og rige.

"Det skal ingen sige min -" (morbroder på, havde Otto nær sagt i sin ivrighed) "det skal ingen sige kong Valdemar på -" rettede han sig hastigt, "at han lader sig kapsune af mand eller kvinde! Men sig mig en gang," vendte han pludselig samtalen for at aflede opmærksomheden, "er det sandt, at Jer kække grev Henrik har så dejlig en hustru, men at han selv er så sort som en ravn og altid ser sig selv i det ene øje og vender det hvide ud af det andet, på hvem han så ser -"

"Det gør han kun, når han er bister," svarede krigeren mut, "og tag dig i agt, unge næsvis! at du ikke får ham sådan at se! Vel er han noget sort i hud og hår, det kan ikke hans bedste ven nægte, men ingen kvinde er så hvid, at hun skulle være bange for at sværte sin mund på hans krølskæg. Du er en ret vakker knøs, tror jeg, men skal her være fred og godt kammeratskab imellem os, skal du -" bandede han, "tale med respekt om grev Henrik! Han er en herre, som det er værd at løbe fanden i vold for, når det kniber. Siger han til mig: Hør, gamle Kunz! i morgen har jeg en fangst for; der er den og den gamle ræv, som længe har ligget og drillet mig i sin hule, ham skal du ryge mig ud, eller jeg knækker dit halsben! så ved jeg, det er ramme alvor, og gør ingen lang sladder, men når jeg så bringer ham den gamle ræv ved ørene, så kan jeg også drikke en hel måned på min post uden at høre et ondt ord derfor - og grev Henrik betaler oven i købet gildet. Hvad ellers den nådige fru Audacia angår - men der har vi Fritz Grønhage med vinen. Nu lystig, kammerater! Grev Henrik og hans smukke frue skal leve! Den, der ikke drikker den skål med af hjertens grund, er en forræder og skal klæde hjul og stejle!"

Nu gik det lystigt med vinen, og da gamle Kunz Rødnæse, som hans kammerater kaldte ham, havde fået tørsten noget dæmpet, tog han ordet igen og begyndte, hvor han slap.

"Hvorlunde grev Henrik har fået sig så dejlig en frue?" sagde han med et selvtilfreds smil og strøg sig om skægget, "se, det kan den unge herre der ikke heller blive klog på. Det spørger alle folk om, og det kan I nok ikke heller få I Eders tykke hoveder, karle! men det kan jeg fortælle Jer! - måske har jeg fortalt Jer det før, men I kan nok tåle at høre det endnu en gang."

"Det kan greven jo takke dig for; det har vi jo hørt hundrede gange!" afbrød Fritz ham, "havde du ikke snappet frøkenen bort af den gamle markgreves tårn, så -"

"Hold mund, du grønskolling, når jeg taler! hvad ved du deraf; har jeg ikke sagt dig det hundrede gange? Det var ikke i tårnet hun sad - der havde jeg vel måttet lade hende sidde til hun blev sort; nej, i lunden gik hun og hørte på fuglesang, og da lod jeg ikke det smukke stykke vildt løbe min herre af hænderne. Havde jeg været en ung, enfoldig gæk som du, som et par forgrædte pigeøjne kan gøre til et blødsødet æg, så havde jeg ladet hende løbe, men jeg var gammel. Jeg tænkte som så: lader du den sky hind rende, knækker den nådige herre din hals - har hun grædt i otte dage over brudgommens øjne, så ler hun i tyve år og flere over sin ægteherres slotte og borge. Og se om jeg ikke spåede sandt! hvor er der nu så lystig en frue som grevinde Audacia? og hvor er der så lystigt et hus som her på slottet? Herrer og fyrster, grever og bisper, fruer og prinsesser farer ud her og ind - vinen flyder her som vand, og hornet klinger her fra morgen til aften. Hvad ler I ad, I grinebidere? er grev Henrik også lidt barsk en gang imellem og sætter Jer på vand og brød i hundehullet for et godt ord, når de fremmede herrer gør ham krus i hovedet og ser for mildt til grevinden, derfor var det dog synd at sige, det ikke gik lystigt nok til her på slottet. Så længe prinsessen fra Flandern har været her, har jeg i det mindste ikke været ædru en dag, det kan jeg gøre min ed på, og i kejserens gård kan det ikke gå prægtigere til."

"Eftersom klerkene siger, har prinsesse Berngard dog ikke for rund en hånd," mumlede en af krigerne.

"Så har hun des rundere arme!" tog gamle Kunz ordet igen, "og de herrer og statelige riddere, der nu flokkes om hende og vor skønne frue, strør mere sølv og guld ud iblandt os i en uge, end vi før så her i hele år."

Den fjerde krigsknægt, som hidtil ikke havde mælet et ord, men med hængende hoved og andægtig mine i al stilhed holdt sig til vinkanden, tog nu ordet med et dybt suk.

"Ak ja," sagde han, "sus og dus, verdslig og forfængelig snak hører man nu nok af her, men om valfarten til det hellige land har jeg nu ikke længe hørt et opbyggeligt ord her på borgen."

"Får du nu skrupler igen, Hinz Hængehoved, fordi vinen smager dig for godt?" spurgte Kunz. "Til det hellige land kan vi tids nok komme og blive sat på spid af de vantro. Får grev Henrik, som let kan hændes, i dag eller i morgen et anfald af sine fromme griller igen, og får vi flere bisper på halsen, end den snu Hildesheimer, så får vi måske næppe tid til at sove en ærlig rus ud, førend vi kan få lov til at følge den nådige herre i sæk og aske til Jorsal for vore synders skyld."

"Er Eders grever så fromme riddere, at de virkelig tænker på et tog til det hellige land?" spurgte Otto med deltagelse. "Jeg troede, de bekymrede sig kun om vildsvinejagten og det lystige liv her hjemme, men lod den hellige grav være velforvaret blandt de vantro."

"At I ikke har bedre tanker om vort fromme herskab, det kommer af, at I er en grønskolling, unge herre, som ikke ved, det hører til en ordentlig ridder nu om tide at være from og andægtig til sine tider, hvor lystig han så lever forresten, og i det stykke står vore grever ikke tilbage for nogen ridder i kristenheden. Over sin grønne jagttrøje bærer grev Henrik altid en rosenkrans af rubiner og smaragder, må I vide, og den er mere værd, end hele hans grevskab; han forsømmer aldrig nogen messe, og kommer vi på jagten til et skovkapel for St. Hubert eller St. Veit, må vi alle af hesten og bøje knæ midt i skarnet, om så det bedste stykke vildt derved skal løbe os af hænderne."

"Men hvorfor hører jeg bestandig kun tale om grev Henrik?" spurgte nu Otto, "er grev Gunzelin ikke den ældste og regerende greve?"

"Det ved ikke jeg," svarede Kunz, "men det ved jeg, siger grev Henrik ja, siger grev Gunzelin aldrig nej, og har grev Henrik sagt nej, hjalp det kun lidt, om grev Gunzelin sagde ja til dommedag; forresten rager det hverken mig eller dig, hvo der her har mest at sige, og hvem vi lystrer, når vi får befaling til at spænde dig krum eller kaste dig i hundehullet. - Er du kommet hid for at føle os på tænderne og få os til at snakke over os ved vinkanden, så vil du nok snart få at vide, hvo der her er herre. Men hvad er det for en karl, der rider ned ad bakken mod slotsbroen? - Ser jeg ret, er det en af vore grænseryttere - ja rigtigt! det er min egen kødelige broder; nu skal vi se, her er ufred på færde igen."

Otto rejste sig hastigt sammen med krigsknægtene og kendte i den rytter, som nærmede sig slottet, hin sværtbevæbnede kriger, som ville have byttet hest med ham på vejen. Han så ham stige af ved borgeledet og sætte sin hest i stalden.

"På skansen, kammerater!" råbte nu Kunz og greb sin bue, "herskabet kommer! ser I de røde fjerbuske over bakken! Af sted, unge vovehals!" råbte han til Otto, "skynd dig tilbage til de andre svende, og lad ikke vor nådige herre se dig her! På dit ærlige ansigt vil jeg tro, du ingen spion er, og opsætte at hænge dig indtil videre."

Krigsmændene løb til deres forladte poster, og grev Otto fulgte klogelig den gamle Kunz' råd og skyndte sig tilbage til borgeledet. Der stod nu den lange grænserytter med vildsvinehovedet på stridshuen og lænede sig mageligt til en stolpe. Otto søgte at undgå ham, men rytteren nærmede sig fortrolig, som en gammel bekendt.

"Tak for sidst, kammerat!" brummede han og klappede den unge greve håndfast på skulderen. "Du kunne ride i spring som en hel karl, så jeg, og du svinger ret behændig din lille smørstikker; du skal dog have tak for, at du ikke huggede mig næven over i stedet for sværdremmen! det havde hartad været dig nemmere. Men forstod du, hvad min pil hviskede dig i øret på vejen?"

"Så temmelig!" svarede Otto, "og havde jeg haft min bue med, skulle jeg givet Jer svar på tiltale, uden at krumme et hår på Eders ærværdige kindskæg."

"Du er mig pokker til knøs!" sagde rytteren, "med pilen var det ellers ikke så ilde ment; jeg ville kun mærke dig lidt i dit venstre øre, for at kende dig igen ved lejlighed. Men se! der har vi herskabet."

Glinsende i aftensolen, red en prægtig skare riddere og fyrstelige herrer langsomt ned ad bakken mod slotsbroen med en fornem gejstlig herre og tre pyntelige damer iblandt sig, ledsagede af en talrig flok jagtsvende med hunde og falke i kobbel og bånd og med allehånde fuglevildt og jagtredskaber over hestemankerne. Så snart de forreste i toget var kommet over broen, åbnede en kålormspraglet gårdsfoged dem borgeledet og drev de nysgerrige tilskuere til side med sin lange, sølvknappede stok. Ved den drabelige grænserytters side stod den forklædte grev Otto og glædede sig over det prægtige optog.

På venstre side af en dejlig, fyrstelig smykket jægerinde red en mand af middelstørrelse med et forvovent, brunt og sortskægget ansigt, krum høgenæse og hultliggende, mørke øjne, hvormed han ikke så aldeles lige; under en kort, flagrende skarlagenskappe bar han en grøn fløjlsjægertrøje med guldknapper, og i det sølvbaldyrede bælte en bred, sølvbeslagen jagtkniv; på det sorte, kruslokkede hoved bar han en hat fra Garderige, besat med sølvblik, ædelstene og kostelige røde fjedre, og på det brede bryst skinnede et kostbart paternosterbånd med rubiner og smaragder mellem perlerne.

"Det må vel være sorte grev Henrik!" sagde Otto til sin sidemand, "men den stolte, dejlige kvinde ved hans side, med den runde perlehat over de brune fletninger, er det hans frue?"

"Nej, på det lav!" svarede krigsmanden, "det er den portugisiske prinsesse Beengard eller Beringard, eller hvad hun hedder, som er søster til greven i Flandern. Hun er også noget i slægt med vort nådige herskab, tror jeg, og besøger dem ofte; vist er det et stolt stykke kvinde at se på - hun er smuk som en ulykke; med den åbne trøje og guldstifterne på den blå fløjlskappe, kan hun stikke øjnene ud på den bedste; hun gør også alle unge karlefolk gale her med sine hekseøjne. Tag dig i agt, unge knøs! at du ikke ser hende for dybt i de gnistrende falkeøjne! hun har gjort mangen brav svend og ridder til nar blot ved at glo på dem."

Trods denne advarsel, kunne Otto dog ikke lade være nøje at betragte den skønne, farlige jægerinde, idet han hilste hende ærbødigt, og han måtte tilstå, at så glimrende en skønhed havde han endnu aldrig set. Der luede en ild i den stolte portugiserindes sorte øjne, som blændede og forbavsede, og som ikke en gang fordunkledes af de utallige glimrende ædelstene, der i tre store guldkæder prangede på hendes hals og bryst. Hun sad rank og næsten stiv på den høje, skummende hingst, som fnøs og tyggede i guldbidslet. Den høje, pibede krave om prinsessens hals syntes at hindre hende i at bevæge hovedet frit, og hendes hilsen syntes kold og hovmodig.

"Hun tænker kun på sine guldkæder og ædelstene og ved næppe, om hun vil se til folk!" sagde krigsmanden. "Nej, da lønner det sig bedre at gøre en krum ryg for hende der med den guldstjernede hoveddug og den grønne armkappe."

Otto hilste nu også ærbødigt den høje, fyldige blondine, som langsomt red ham forbi mellem en gejstlig herre med et klogt og listigt ansigt, og en stiv, adstadig ridder med tre falke på armen. Hun slog nu just det prægtige slør til side og gengældte tilskuernes jublende hilsen med fyrstelig anstand og en højst indtagende mildhed.

"Se, det er grevinde Audacia, grev Henriks skønne frue!" fortsatte krigsmanden. "Hun kunne være kejserinde, hvad dag det skulle være, hvad skabelonen anbelanger, og dog holder hun sig ikke for god til at se mildt til en fattig djævel; således må en kvinde se ud, som en gammel krigsknægt skal krumme ryg for uden at bande i skægget."

"Hun tykkes mig at passe til sorte grev Henrik som svanen til ravnen," svarede Otto. "Herren med falkene ved hendes venstre side var vel falkonermesteren?"

"Du er en skalk, unge knøs!" sagde rytteren, "grev Henriks broder ser rigtig nok ikke meget fyrstelig ud, men han er et godt, føjeligt skind, og når han kun må råde over sine heste, hunde og falke, bryder han sig kun lidt om, hvo der råder over folk og land."

"Var det grev Gunzelin," svarede Otto, "så er det vist hans søster, der kommer mellem de to små prægtige herrer med de glubske ansigter - hun ligner ham i det mindste på et hår."

"Truffet, kammerat! det er grevinde Ida, som grev Henrik skal have i sinde at kaste den danske Claus Bastard i armene for at holde gode miner med kong Volmar. De to bulbidere, hun rider imellem, er ellers fornemme folk; det er et par vendiske fyrster, Borvin tror jeg, de hedder. Vil du se flere af samme surdej, så giv agt på de to, der kommer bag efter med den unge, ranke grev Adolph imellem sig; man skulle tro, de karle havde haft en mops til fader, og en gammel ræv til moder. Det kan ærgre mig og enhver ærlig tysker af ægte sachsisk blod, at vi skal kalde det sørøverpak landsmænd. Det halve Schwerin er nu fuldt af slige karle, som sætter den stumpede næse i sky og ikke kan se en ærlig karl lige i ansigtet for den tykke, stakkede pande, der hænger dem ud som en pølse over de grågrønne katteøjne, og så har de børster til som vildsvin, så en ærlig sachser snart kommer til at lade sig kronrage, når han er stridhåret, og hans moder måske har forset sig på sådan en stud."

Mens den stolte rytter gav sin harme luft mod sine vendiske og slaviske landsmænd, som han selv dog temmelig lignede, havde Otto med opmærksomhed betragtet grev Claus' tilkommende gemalinde. Den uanselige skikkelse og det sygelige, ubetydelige ansigt, som det ved første øjekast forekom ham, svarede kun slet til hans forestilling om en blomstrende, fyrstelig brud, men da hun slog de store, alvorlige øjne op, hvorigennem en dyb følelse og en stille, opofrende sjæl med rørende vemod røbede sig, da forandrede sig hans ligegyldighed til inderlig deltagelse. Han fandt hende endogså smuk og indtagende, og det faldt ham nu først ind, at grev Claus' brud vel næppe kunne være lykkelig; han beklagede i sit hjerte, at hun måske skulle blive et offer for sine brødres planer og deres vist nok forstilte venskab til det danske hof; han syntes at se en tåre i hendes øje, og det forekom ham, som et dybt, dæmpet suk hævede den sorte silkekrave over den stille korsdragerindes barm; men det var ligesom hun samlede sig hastigt, idet hun så sig venlig om og hilste tilskuerne med et fromt, vemodigt smil.

11

Otto så ikke mere af det fyrstelige tog, men da det var draget forbi, vendte han sig stille og tankefuld om og blandede sig blandt de fremmede svende.

Da klappede en plump hånd ham på skulderen:

"Vil du slippe helskindet herfra, unge galning!" hviskede den stærke grænserytter ham fortroligt i øret, "så råder jeg dig nu at smøre haser jo før jo heller; her bliver ikke længe ret lystigt for en dansker, mindst for slig en spærlemmet junker, som nok mere er vant til at klappes af jomfruhænder, end af stigremmen."

Uden at tøve på svar, vendte den stærke rytter sig hastigt fra ham og gik med gårdsfogden op til den høje slotstrappe, som herskabet nylig var steget op ad. Efter en kort forklaring blev han der af dørvogteren øjeblikkelig indladt, men med opløftet stok gik gårdsfogden gravitetisk tilbage til borgeledet. Tankefuld, var Otto imidlertid gået ind i stalden for at se til sin hest, men til hans forundring var den ingensteds at finde; i båsen, hvor han havde sat den, fandt han derimod grænserytterens gamle, forjagede hest. Den havde en sadel på, som grev Otto erkendte for sin, og som han selv havde spændt af sin raske ganger. Forbitret over dette bytte, stod han allerede i begreb med at gøre larm og kræve staldkarlen til regnskab for denne uforskammethed, men staldkarlen var ingensteds at se, og de fremmede svende, han henvendte sig til, lo ham ud og mente, at en ordentlig svend gik ikke omkring og drev, som en fornem herre, og lod ikke sin hest forbytte i stalden. Med møje betvang den opfarende, unge herre sin heftighed; han havde nogle gange hånden på sværdet for at tugte de uforskammede; da hørte han hestetrampen i slotsgården, og hans forbitrelse steg nu til det højeste. Han så den svære grænserytter fare bort over slotsbroen i det stærkeste firspring, og han kendte sin raske, kære ganger, som fnysede vildt og ville kaste den fremmede rytter. Blussende af harme, fo'r Otto ud for at indhente og standse ransmanden, men han måtte med fordoblet harm kun se hvorledes det ædle dyr, med sporerne i de blodige sider, selv med sin vildhed måtte tjene sin ubarmhjertige plager. I et øjeblik var hest og rytter forsvundet.

Så forbitret Otto var, fattede han sig dog snart; han bemærkede en besynderlig mumlen og uro omkring sig, men det lod ikke til at gælde ham eller hans hest; en langt vigtigere sag syntes at beskæftige alle munde og øren. Folkestimlen på slotsbroen og ved borgeledet var betydelig tiltaget. Man løb frem og tilbage. "Fjenden er for porten! De danske kommer!" - lød det nu højere fra den ene til den anden, uden at nogen vidste, hvo der først havde sagt det, eller hvoraf man vidste eller troede det. Man løb op i tårnene og på slotsmurene og agtede hverken skildvagternes trusler eller stød; enhver støvsky, man så i det fjerne, blev til en krigshær, og hver røg af en fredelig arne blev til en brændende by for de forskrækkede borgeres øjne. At der virkelig var ufred på færde, tvivlede ingen mere på, da en lur nu endogså klang hult fra det nordre slotstårn, og alle krigshøvdinger i fuld rustning skyndte sig op på slottet.

"Byen er spærret! - Alle stadsportene lukkes!" råbte den ene til den anden. Otto overvejede sin stilling under disse omstændigheder og fandt den højst betænkelig. Da han forlod kongen og drog til Bøhmen, var der ikke tænkt på nogen fejde med Schwerin, men derimod på et gunstigt og fredeligt besøg, og nu ventede man her et fjendtligt overfald. Hvad Otto havde hørt om grevernes fremfærd mod Johan Ganz, hvem han vidste Valdemar agtede højt, lod ham vel formode, at en streng gengældelse ville ramme de hovmodige grever, men hvis Valdemar ikke i den første vrede nu overilede sig, måtte det være blind alarm, troede han, og han mente, kongen dog først ville søge at mægle fred mellem sine urolige lensmænd. Imidlertid indså grev Otto, at hvis hans navn og byrd i dette øjeblik blev røbet, udsatte han sig for at blive sønderrevet af schwerinerne. At krybe i skjul forbød hans stolthed ham, og han besluttede at træde sin konges vasaller dristigt og åben for øje og fordre deres beskyttelse, som en dansk afsending, der havde befaling til her at bringe deres konge og lensherre et budskab. Den schwerinske rytters ransgerning var han også her berettiget til at påanke. Med denne beslutning gik han rask og bestemt op mod slotstrappen, for at lade sig melde af dørvogteren. Men i den almindelige forvirring havde så vel dørvogteren som gårdsfogden forladt deres poster. Blandt en hel del unge krigere gik Otto op ad slotstrappen uden at standses af nogen med spørgsmål eller indvendinger. Han blev ved at følge sine fremmede ledsagere, som ikke lagde mærke til ham, og snart så han sig i en stor våbensal, hvor grev Henrik stod, skummende af vrede, blandt de fremmede fyrster og herrer og uddelte befalinger blandt sine krigere til byens og slottets forsvar.

Otto kunne ikke trænge sig frem og var for beskeden til at afbryde de fyrstelige herrer i deres ivrige tale; at liste sig tilbage syntes ham også uværdigt, og oplagdes her fjendtligt råd mod hans konge blandt hans vasaller og lensmænd, forbandt pligt og troskab ham også til at blive. Han blev derfor stående ubemærket ved døren og blev vidne til den hele forhandling. Nu erfarede han straks hvilket budskab grænserytteren havde bragt, at nemlig en stor del af den danske hær var draget over den schwerinske grænse med kongen selv i spidsen, ledsaget af grev Albert og den forjagede Johan Ganz, og at de med stærke skridt nærmede sig staden.

"Ikke en gang et ordentligt fejdebrev agter han mig værdig, den stolte!" sagde grev Henrik og skar tænder, "med sin anmassede lenshøjhed vil han holde dom over mig her, som sin vasal, men selv som sådan skyldtes mig ret og forsvar blandt mine lige i en mandsret. Det nægter jeg ikke den mindste af mine borgriddere. Som tyran, som overmodig despot vil han gæste mig! Et hvert forsvarsmiddel er gyldigt. Kunne jeg forgifte ham elementerne, jeg ville forsvare det. Jeg kan nu ingen hær stille imod ham, men stad og slot skal forsvares til det yderste! Vindebroen skal trækkes op! - Enhver, som kan bære våben, skal på skanserne! - Den første, der siger et ord om overgivelse, skal som en fej forræder have en pil gennem ryggen på stedet!"

Nogle krigshøvdinger gik straks ud for at udføre den forbitrede greves befaling.

"Ret så!" sagde den gamle Henrik Borvin og stødte sit brede glavind mod gulvet, mens hans vilde, dyriske ansigt fordrejede sig i fortvivlet trods. "Han har vel haft spioner iblandt os og ved, hvorfor vi er samlede her. Han vil brænde slottet ned over vore hoveder - det kan vi nu ikke formene ham, men vise ham skal vi dog, at vi ikke længere vil være hans hunde, og at vore vildbasser har lært os at sprætte forfølgerens bug op, før vi styrter!"

Den vendiske fyrstes brødre og adskillige schwerinske høvdinger bifaldt med vildt og larmende råb denne fortvivlede beslutning. Men den unge grev Adolph af Holsten, en høj og stolt yngling med et alvorligt, noget tungsindigt ansigt, bad grev Henrik betænke, at han på denne måde, for at trodse overmagten, ville ofre alt, selv håbet om nogen sinde at kunne hævde sin ret, og at det derfor var bedre at sende kongen nogle underhandlere i møde. En ærlig underhandling om våbenstilstand med den overmægtige voldsmand syntes ham for øjeblikket værdigst.

"Jeg er den af os alle, der har mest grund til at hade kong Valdemar!" tilføjede han, "mig har han skilt ved min fædrenearv. Min gamle fader holdt han i fængsel, til han købte sig liv og frihed for sin hertugkrone. Jeg hader ham til døden. Dog hævnens time er endnu ikke kommet - jeg råder til underhandling og forlig."

Greven af Danneberg var af samme mening.

"Nej, ingen underkastelse! - Ingen skændig ydmygelse!" råbte grev Henrik, "for fortvivlet forsvar og kamp på liv og død!"

"Vil I høre mit råd, kække grev Henrik!" tog nu bispen af Hildesheim ordet, med et roligt smil i det listige ansigt, "så skal I hverken begynde på et fortvivlet og unyttigt forsvar, som kun vil have Schwerins ødelæggelse og Eders visse undergang til følge, I skal heller ikke underhandle med Eders påtvungne lensherre, som med en overlegen fjende; som sådan kunne han foreskrive Eder, hvad fredsvilkår, han ville. Men I skal åbne Schwerins porte, lade slotsbroen nedrulle og lade alt Jert mandskab afvæbne, som i den tryggeste og dybeste fred. Med spil og sang og fredelig lystighed skal I, som en mild og venlig vært, modtage Eders lensherre og kongelige gæst, og jeg sætter Eder mit bispedømme i pant på, at hvor vred han også er på Jer for sin kære Johan Ganz' skyld, og med hvor fjendtligt sindelag han end kommer, vil han drage mild og rolig herfra, når I kun lover ham at opbygge Graabo igen og forlige Jer med gåsen. Hvor vidt I siden finder Jer forpligtet dertil, kan I altid betænke Jer på. Men det ved jeg kun, endnu er det ikke den rette tid og stund at bryde åbenbart med så mægtig en herre. Kommer tid, kommer råd! endnu har han både kejser og pave til venner. Så meget kender jeg til den stolte kong Valdemar, at han vil blues ved at behandle sin uroligste lensmand som fjende, når han finder alle døre åbne og ingen mand i våben; han vil snart glemme vreden, når vinen blinker i bægeret og Eders skønne, muntre kvinder sidder ved hans side. I er hans tro og kære lensmand, som tilforn, og skal her holdes en mandsret mellem Eder og ridder Ganz, giver jeg Eder mit ord på, den skal endes med dans og spil, som det lystigste gilde. Kun gode miner må der holdes, og kender jeg Eder ret, grev Henrik, er I mand for at være lige så snild, som I er tapper. Den falske undseelse kan kun et øjeblik forblinde Eders øjne. Husk på den tapre og ædle kong David! han bluedes ikke ved at kalde Saul sin konge og herre, skønt profeten i løndom havde salvet hans hoved; han biede fromt på Herrens time og gav tid. Gør I ligeså! og kan I ikke selv lege på harpen for Eders Saul, så lad Eders skønne kvinder gøre det! Jeg vil se den bjørn, som de ikke skulle gøre til et lam."

"I er i dag den klogeste af os alle, fromme herre!" svarede grev Henrik, "når mit blod er i kog, står min forstand stille. I har ret! her er fred og ingen fare; ingen fejde er mig forkyndt, og jeg kan med al ære holde en fredsfest på min åbne borg blandt mine venner. Op da med portene! Vindebroen ned! ingen bevæbnet mand må ses på slottet! Madsvendene skal brase op, mundskænken skal i arbejde, giger og harper skal her klinge! vil kong Valdemar være min gæst, skal han, skønt ubuden, have det lige så lystigt som vi andre. Denne gang vil jeg betale gildet; en anden gang kan måske raden komme til ham!"

Da grev Henrik sagde dette, bemærkede Otto et afskyeligt smil i hans mørke ansigt, og nu så han først, hvorledes smålig list og underfundighed tindrede af hans skelende øje, mens dog det kække, mandige ansigt røbede en dristig og bestemt sjæl, som ingen fare skyede.

På grevens vink havde næsten alle krigshøvdingerne forladt våbensalen for at iværksætte deres herres forandrede beslutning. Endnu gjorde den gamle venderfyrste og hans brødre nogle indvendinger mod den fredelige maske, som ikke huede den gamle vikingehøvding, med mindre man med denne list kunne gøre et stort bytte og måske bemægtige sig kongen og hans vigtigste mænd.

"Hvad tænker I på?" mumlede grev Henrik, "han har jo en krigshær i hælene. Tålmodighed, tålmodighed, vakre Borvin! vor tid kommer nok også en gang! Kong Valdemar har selv lært os, hvorledes man skal tinge med fyrster om land og rige. Så længe grev Adolph kan bie, kan vi med. - Men hvo er den fremmede svend der ved døren?"

"En spion, en forræder! han må hænges!" hviskede Borvin og hans brødre temmelig højt.

"Kom hid, dumdristige!" råbte grev Henrik og viste ham det hvide af sit øje med et frygteligt blik, "hvo er du? hvad vil du her?"

"Jeg er en dansk væbner!" svarede Otto så kæk, som det var ham muligt, og nærmede sig.

"En dansk! - hug ham ned på stedet! han forråder os!" mumlede de vilde, vendiske høvdinger og blottede allerede deres sværd.

"Til kongen af Danmarks lensmand betror jeg mit liv og min sikkerhed!" tog Otto hastigt ordet. "Kong Valdemar vil kræve mit liv af Eders hånd; krummes her et hår på mit hoved, vil kongen visselig ikke lade blive sten på sten af Eders stolte slot, hr. greve! jeg beder Eder derfor, hør mig! kan jeg ikke retfærdiggøre mig, er jeg Eders fange, til vor fælles herre og konge kan dømme os imellem."

"Så tal, dumdristige! hvo gav dig ret til at liste dig ind på mit slot og belure os?"

"Jeg søgte beskyttelse og retfærdighed her, og ingen forbød mig indgangen. Jeg kom hverken for at belure eller forråde Eder, og hvad jeg har hørt, har jeg ingen vidner på imod Eder for min konge."

"Ræk mig din dolk og dit sværd, ulykkelige!" sagde grev Henrik, "for din ungdoms skyld vil jeg skåne dit liv."

"Men Eders fange skal jeg måske være min livstid, for aldrig at røbe, hvor ærligt I og disse gode herrer mener det med min konge? Nej, hr. greve! min frihed lader jeg mig ikke så let afhandle. I tror måske, en simpel væbner ikke så let vil savnes, og ingen vil spørge om den unge dansker, som her skulle bringe kong Valdemar et ubetydeligt budskab - men i så fald forregner I Eder: mit budskab er ikke ubetydeligt, og mit navn ikke heller - jeg er kong Valdemars søstersøn, grev Otto af Lüneborg."

"Grev Otto? Kongens søstersøn!" sagde den ene forundret til den anden, og man betragtede den kække yngling med opmærksomhed.

Også grev Henrik studsede: han kendte straks den unge greve; men han betænkte sig et øjeblik.

"Ja så!" sagde han derpå listigt, som han holdt det for en usandhed, "kong Valdemars søstersøn, grev Otto af Lüneborg, rider altså verden rundt i ærinder for sin kongelige morbroder, som en simpel væbner, uden alt følge? eller har hr. greven måske sit følge udenfor og vil kun overraske mig i denne lige så ydmyge, som smagfulde forklædning?"

"Eders vantro er ikke naturlig, hr. greve!" svarede Otto og gennemskuede den listige grev Henriks anslag. "I fandt måske bedst Eders regning ved at lade mig gælde for, hvad jeg synes og kaste mig i fængsel, som en bedrager. Det usandsynlige i, at jeg på denne måde kommer hid for at bringe min konge et budskab, endogså førend han er kommet her selv, kan et væddemål og en lystig spøg forklare Eder. At jeg, uagtet jeg ville være ukendt, dog selv har nævnt mig for Eder på så ubelejlig en tid vil være Eder forklarligt, når jeg siger Eder, at jeg ved det urimelige krigsrygte var udsat for større fare blandt det urolige folk, end hos Eder, som jeg ingen fjendtlighed burde kunne vente hos. Jeg havde desuden en klage at forebringe Eder: jeg er blevet fornærmet ved Eders hof og berøvet min ganger af en schwerinsk rytter."

"Se, se!" fortsatte grev Henrik med samme forstilte mistro, "digtekunsten trives nu i Danmark, mærker jeg, og selv forløbne væbnere mangler ikke en fabel af egen hastige opfindelse, når de dermed kunne snakke sig fra strikken eller hundehullet. Tør jeg spørge hr. greven af Lüneborg, hvad det er for et vigtigt budskab, som kun kan betros så vigtig og fornem en ung herre, hvem man jo allerede, naragtigt nok, berammer som den anden Esbern Snare?"

"Mit budskab er ikke til Eder, men til Eders lensherre og min konge," svarede Otto, "kun til ham har jeg befaling at overbringe det."

"Din konges hemmeligheder var måske lige så godt forvarede hos mig, som mine er det hos dig. Dog jeg har hørt nok, for at se til hvilket gæstekammer her på slottet du hører."

Med disse ord gav grev Henrik drabanterne ved døren et vink, og førend Otto kunne drage sit sværd, var han af tre stærke karle bagfra overfaldet og afvæbnet.

"I det nordre tårn!" bød grev Henrik, "I svarer mig for ham med Jert liv! hvad brevskaber, I finder hos ham, bringer I mig straks!"

Drabanterne førte allerede fangen hen mod døren. Otto tav og bed sig harmfuld i læberne, men gjorde ingen mine til modstand. Dog, da han på vejen til døren kom tæt forbi kaminen, rev han pludselig sin højre arm fri, greb et brevskab hastigt ud af sin barm og kastede det i kaminflammen, hvor det øjeblikkelig var fortæret af luen.

"Mit budskab til min konge kunne næppe være af vigtighed for Eder, men hvad der er mig betroet, må jeg bevare. Det står nu skrevet et andet sted, hvor ingen lue kan fortære det!"

Med disse ord vendte den kække yngling sig med ædel trods til den forbavsede grev Henrik.

"Dumdristige dreng!" svarede greven forbitret med et glubende blik, "jeg har en tang, som måske dog kan pille det uforbrændelige budskab ud, hvor du skjuler det."

Otto blegnede, men fattede sig hastigt, og med et bedende blik gennem vinduet op til den klare, blå himmel fulgte han tavs og stille sine bevogtere ud af våbensalen.

"De stolte Valdemarers blod stikker dog i knøsen, hvor fin og spærlemmet han er!" sagde grev Adolph, da Otto var ude. "Må jeg end hade den hele stolte slægt, det store må jeg dog agte og beundre. For min bøns skyld, strenge grev Henrik, lad intet ondt vederfares den kække, ubesindige yngling! lad ham sværge Eder tavshed og giv ham fri! At han tro kan bevare hemmeligheder, har han bevist os, og Eders egen sikkerhed råder Eder her til skånsel."

"Men når han nu ikke vil sværge, kan jeg da lade ham løbe og forråde os alle for sin overmægtige morbroder?"

"Så må han blive Eders hemmelige fange indtil videre, det forstår sig!" svarede grev Adolph, "men I må give mig Eders ridderlige ord på, at han ikke får det værre i Eders tårn, end jeg havde det, da jeg var gidsel hos kong Valdemar for min fader!"

"I er ædelmodigere, end jeg kunne være i Eders sted, ædle greve!" svarede Henrik, "med tangen mente jeg det ikke heller så lige; jeg ville kun prøve den unge herres standhaftighed og sætte ham en lille skræk i blodet for hans dumdristighed. Jeg giver Eder mit ord på, at han skal behandles som en fyrstelig statsfange. Men I kan jo alle vidne for mig, ædle herrer, at jeg ikke har fængslet grev Otto af Lüneborg, men kun en omløbende, mistænkelig person, som uden rimelighed ville udgive sig for ham!"

"Det er fraus pia [et fromt bedrag], som venskabspligten helliger," sagde bisp Conrad "for den synd giver jeg os alle den hellige kirkes eftergivelse og absolution forud!"

Hermed var fast alle de fremmede herrers samvittigheder beroligede, og, på grev Adolph nær, lovede de alle, når det behøvedes, at bevidne grev Henriks uvidenhed om den unge fanges sande navn og byrd.

"Jeg lover Eder intet falsk vidnesbyrd, grev Henrik!" sagde den unge, alvorlige grev Adolph, "men behandler I fangen, som I har lovet, kan jeg tie, hvor jeg ikke kan vidne til Eders fordel."

I største hast blev nu alle anstalter føjede til at modtage den kongelige gæst med al mulig pragt og festlighed. Der blev givet befaling til borgerne at oplyse staden på det prægtigste med fakler den første aften, kongen opholdt sig på slottet. Nu kom der den beroligende tidende, at den danske hær havde gjort holdt i en temmelig stor afstand fra staden, og straks efter meldte kongen sig høfligt, som gæst hos greverne, ved sin marsk, der rigtignok var ledsaget af en stærk dækning, men som bragte en egenhændig skrivelse fra kongen, hvori han bad greverne undskylde, at han uanmeldt gjorde sit tilbagetog gennem det schwerinske, da han havde sager af vigtighed med greverne at afgøre.

Efter denne fredelige anmeldelse red grev Henrik med sin broder selv kongen i møde, og samme aften gjorde kongen med et talrigt følge sit indtog gennem staden, høfligt ledsaget af grev Henrik og hans broder, under et tvungent glædesråb af de schwerinske borgere, som oplyste vejen for ham med fakler og blus.

På vejen talte Valdemar kun lidet, og der lå en sky over hans stolte pande, som truede med en heftig vredesstorm. Ved fordoblet opmærksomhed og høflighed søgte den snilde grev Henrik at formilde sin kongelige gæst, og han besad i høj grad den gave med tilsyneladende trohjertighed og venlige ord at kunne afvæbne sin bitreste fjende, når han derved kunne opnå en vigtig hensigt. I det første udbrud af sin vrede var Valdemar ofte voldsom; det vidste grev Henrik af erfaring, men han vidste også, at når det kun lykkedes at tilbageholde eller aflede kongens første heftige vredesudbrud, var det siden ikke vanskeligt at stemme hans muntre, ungdommelige sind til eftergivenhed og godmodig skånsel.

Dette lykkedes også den listige greve så aldeles, at der ved kongens prægtige og ærefulde modtagelse på slottet, hvor dog grev Adolphs nærværelse synligt forstemte ham, ingen lejlighed blev givet ham til at give den harme luft, høfligheden tvang ham som gæst til at dæmpe. Den unge grev Adolph var en herre, som havde et mægtigt herredømme over sig selv; trods hans bitre fjendskab til kongen, havde han dog billig højagtelse for hans store og sjældne egenskaber, og det forstemmende indtryk, hans nærværelse gjorde på Valdemar, vidste han med ridderlig finhed og belevenhed at udslette, idet han syntes at have glemt alle forbigangne stridigheder og hilste kongen med ærbødighed og tilsyneladende velvilje. De vendiske fyrsters plumpe, smigrende høfligheder var vel lidet skikkede til at indgyde kongen tillid og fortrolighed, men den listige bisp Conrad og greven af Danneberg lykkedes det bedre at give deres hyldest et naturligt og oprigtigt udseende; og da nu den milde grevinde Audacia som værtinde modtog sin kongelige gæst med uskrømtet venlighed og beundrende højagtelse, udslettedes de mørke furer mellem kongens øjne aldeles, og hans sædvanlige munterhed og godmodige tilfredshed viste sig venlig i tale og blik.

Den muntre og livlige broder Gunner, som med ærkebispen, tolv riddere og grev Claus ledsagede kongen, så vel som de tvende skjalde, der var med i følget, bragte snart en utvungen og underholdende samkvemstone i gang. Johan Ganz var blevet tilbage hos grev Albert ved hæren, men havde befaling til næste dag at møde på slottet.

Grev Henrik glemte ikke at lykønske kongen med den nylig vundne sejr over hertug Ladislaus og forsikrede, at skønt han havde stået i venskabelig forbindelse med den pommerske fyrste, fandt han dog denne hans revselse aldeles billig, og priste den ædelmodige sejrherre, som lod den overvundne beholde land og rige og nøjedes med æren af at være hans overmand og lensherre.

Hvor lidet end disse falske smigrerier forblindede kongen, gjorde de dog intet ubehageligt indtryk på den stolte, ærgerrige erobrer, og kongen vrededes ikke på den forsigtige smigrer, som tog sig nøje i vare for at sige mere i denne anledning, end han troede nødvendigt. Idet talen bragtes på lenshøjheden, blev imidlertid kongens ansigt alvorligt, og han ville måske straks have ytret sig om den ubehagelige anledning til dette besøg, men grev Henrik, som mærkede det, lod hastigt fløjdørene åbne til den prægtigt oplyste spisesal, hvor sølvkanderne blinkede og vinen glinsede i de store pokaler.

"Vi vil opsætte det alvorlige til i morgen!" sagde nu kongen og lod sig af sin skønne værtinde føre ind i den glimrende sal. Her overraskedes han pludselig ved synet af en kvindelig skønhed, som overgik hans dristigste drømme om den sydlige himmelegns feer og sirener. Det var den stolte, glimrende prinsesse Berengaria, som i sin prægtige, fyrstelige dragt trådte ind i salen fra den modsatte side, ledsaget af grevinde Ida og sine damer. Hun gengældte kongens hilsen med ynde og værdighed, og da hun af grevinde Audacia var blevet forestillet Valdemar, som grev Ferdinand af Flanderns søster og kong Sanctius af Portugals datter, udfordrede hendes rang og kongelige byrd, at Valdemar tilbød hende sin højre arm og førte hende til hæderspladsen ved bordet. På kongens venstre side tog grevinde Audacia selv plads, og mellem disse tvende højst forskellige skønheder blev den unge konge snart så oprømt, at hvo der ved hans indtrædelse på slottet havde set hans strenge, alvorlige blik, næppe ville have genkendt dette ansigt, hvori nu glæden og den livligste skønhedsfølelse spillede.

Han henvendte sig mest med sin tale til Audacia, hvis munterhed, ynde og utvungne hjertelighed fornøjede ham; men når han vendte sig til den strålende Berengaria, gik hans tale undertiden i stå, mens hans øjne blændedes af hendes skønhed, og hans øre fortrylledes, som af den dejligste musik, ved hvert klangfuldt ord, han aflokkede hendes læber. Hun havde besværlighed ved at udtrykke sig i de germaniske tungemål og blandede ofte portugisiske og spanske ord i sin tale. Dog selv denne mangel havde noget besynderligt tillokkende for Valdemar og gav hendes tale et udtryk af barnlighed, der formildede det stolte og stive i hendes væsen. Denne stivhed forsvandt imidlertid ganske, når hun undertiden kom til at glemme prinsessen over portugiserinden og udtrykket over, hvad hun tænkte og følte, og således hørte Valdemar en tid lang på hende med den største glæde og deltagelse, da hun var kommet til at tale om sit skønne, herlige fødeland og med den overordentligste livlighed skildrede ham det i sit modersmål.

"Mig se, Majesta forstå mig!" sagde hun glad, da hun bemærkede kongens deltagelse.

"Ikke ordene, men minerne og den henrivende musik, der ledsager dem," svarede kongen, "og jeg kunne ingen skønnere beskrivelse over Eders herlige fædreland ønske mig. Men jeg vil lære Eders sprog, skønne prinsesse! og I må lære mit! Vi ville begge vinde derved."

Da imidlertid kongen mærkede, at hans levende deltagelse for prinsessen vakte opmærksomhed, vendte han sig snart igen til grevinde Audacia og bestræbte sig for at vise hende endnu større velvilje og deltagelse, dog uden at forsømme at give prinsessen lejlighed til at deltage i samtalen, og han vidste således at dele sig mellem dem begge, at enhver af dem troede at underholde ham bedst. Men enhver anden, som lagde mærke til hans ord og miner, troede, at den muntre grevinde dog bedst underholdt sin kongelige gæst.

Grev Claus sad meget lykkelig ved den stille grevinde Idas side og sagde hende alle de smukke ting, han på felttoget og på rejsen havde beredt sig på, og som han nu ofte på en temmelig tvungen måde søgte at anbringe. Vel måtte han så godt som føre talen alene, men da han gerne hørte sig selv tale, fandt han sin tilkommende brud, trods hendes tavshed, særdeles underholdende. Hun hørte kun lidet af, hvad han sagde, og havde ingen besværlighed med at vedligeholde grev Claus' selvunderholdning, hvortil kun et enkelt ja eller hvorledes behøvedes, men hun havde møje med at tilbageholde ethvert smerteligt suk, som forestillingen om hendes tilkommende skæbne aftvang hende. Det var imidlertid så langt fra, at dette foruroligede hendes bejler eller forstyrrede hans lyksalighed, at han meget mere med en hemmelig glæde tilregnede sin elskværdighed de formentlige længselssuk, han troede, den blufærdige brud forgæves stræbte at neddæmpe.

For at give kongen et bevis på sin uforandrede hengivenhed for det danske kongehus og betage ham enhver grundet tvivl om hans lensmænds troskab, rejste grev Henrik sig nu og udbragte ikke alene en ærbødig velkomstskål for sin kongelige gæst, men erklærede med det samme i sit og sit grevelige huses navn, at han og hans broder anså det for en ære at besvogres med det ædle, danske kongehus, og at de derfor modtog og billigede den højfyrstelige grev Claus' formælingstilbud til deres søster, grevinde Ida af Schwerin, under de vilkår og medgiftsbestemmelser, som de håbede at blive enige om med deres ærede, kongelige gæster.

Kongen takkede på grev Claus' vegne, og foreslog muntert de forlovedes skål uden at tænke på, at klangen af de talrige bægere var en sørgelig ligklokkeklang for en stille, opofrende sjæls jordiske lyksalighed. Næppe formåede grevinde Ida at rejse sig fra stolen og med en tavs bøjning at modtage de almindelige lykønskninger; bleg og afmægtig sank hun tilbage og måtte, mere død end levende, føres til sit sovekammer af sine terner.

En almindelig forstemthed fulgte på dette optrin. Grev Claus gjorde i sin godmodige forvirrelse mine til at ville ledsage den syge; dog han besindede sig og tømte roligt sit bæger, da grev Henrik trøstede ham og alle sine gæster med, at det var en ubetydelig upasselighed, som hos hans søster var sædvanlig ved enhver glædelig overraskelse, der angreb hendes lidt vel følsomme hjerte for voldsomt.

Efter bordet åbnedes den store dør til riddersalen, hvor kongen modtoges med gigers og trompeters klang, og hvor de pyntelige, unge riddere stod beredte til dans blandt de fornemste og skønneste, unge schwerinerinder.

Kongen hilste selskabet venligt, og på grev Henriks opfordring indbød han prinsesse Berengaria til en spansk, ridderlig dans, som udfordrede megen anstand og værdighed, og som den unge konge med alle ridderlige færdigheder forstod til fuldkommenhed. Prinsessen hørte med glæde den hende velbekendte, stolte musik, hvortil hun, allerede som barn, ved sin faders hof havde bevæget sig med kækhed og selvfølelse. Hun rakte sin kongelige danser hånden, og alle veg ærbødig til side for det stolte fyrstepar. Dansen begyndte højtideligt: det var ikke munterhed og glæde, den udtrykte, det var som en triumfgang for sejrherren, som en dronnings højtidsgang til alteret på hendes kroningsdag. Alle forbavsedes ved de dansendes skønne og majestætiske bevægelser, hvori deres ædle, høje skikkelser viste sig for hinanden i den største glans og værdighed. Dansen stemte kongen alvorlig, fast vemodig, og når han betragtede sin skønne danserinde, var det ham ligesom hans livs højeste lykke svævede i en hidtil aldrig set skikkelse for ham og snart nærmede sig ham smilende, snart veg vemodig tilbage, som for evig at forsvinde.

"Ak, hvi er hun ikke Margarethe af Bøhmen!" sagde hans blik, og han bebrejdede sig selv i samme øjeblik sit hjertes ustadighed, og at han således lod sig henrive af et hvert skønt, kvindeligt billede, han betragtede. Den stolte prinsesse syntes med sine sorte, tindrende øjne at gennemskue kongens sjæl i hans urolige, halvt vemodige, halvt henrykte blik. Hun syntes også et øjeblik at dele hans uro, men da dansen var ude, gik hun med samme stolte, rolige smil tilbage til sit sæde, som da hun var trådt frem.

Valdemar harmede sig over sig selv og sine tanker; han greb rask et stort bæger med vin og tømte det. Derpå opfordrede han selskabet til en ret lystig runddans og bad den muntre grevinde Audacia at bringe ham ud af den højtidelige dødningedans-takt og følge ham i de lystige rækker. Den muntre dans begyndte, og ingen dansede nu heftigere og vildere, end den unge konge. Grev Henrik så med et skævt og mistænkeligt blik med hvilken livlighed og glæde hans unge, skønne frue lod sig svinge af den kraftige helt, og han søgte ikke at holde kongen tilbage, da Valdemar straks efter den lystige dans ønskede at forlade selskabet og begive sig til ro.

12

Imidlertid sad grev Otto i det mørke tårn og hørte musikken og lystigheden på slottet. Han formodede, at kongen måtte være kommet, og undersøgte sit fængsel nøje, for om muligt at finde lejlighed til at sætte sig i frihed; men jo længere han ved lampen, man havde givet ham, betragtede det skumle fangetårn, jo mismodigere overtydede han sig om, at ingen flugt var mulig.

Det var allerede sent ud på aftenen, da den svære fængselsdør åbnedes, og en mand trådte ind i en grå kappe, med et stort sværd i hånden og ledsaget af en lille, tør munk med en gylden monstrans i de foldede hænder. I manden med kappen og sværdet kendte Otto straks på det vilde, skelende blik sorte grev Henrik.

"Jeg har medynk med dig, unge menneske!" sagde Henrik, "og skønt jeg ikke ved i hvilken forbrydersk hensigt du så dumdristig har indsneget dig på mit slot og udgivet dig for den ædle grev Otto af Lüneborg, agter jeg dog at skænke dig liv og frihed, hvis du på den hellige monstrans højtideligt vil sværge, ikke at åbenbare noget menneske, hvad du i dag ulovligt og uberettiget har hørt i min hal."

Otto betænkte sig et øjeblik, derpå sagde han bestemt og rolig:

"Tie kan jeg som en mur, hr. greve, uden at nogen ed binder min tunge, når min pligt og troskab fordrer det, men af frygt for mit liv og min frihed at lade min tunge binde med en ed, hvor måske min troskab mod min herre og konge kunne byde mig at tale, det gør jeg ikke, førend jeg tror, jeg må det. I fjorten dage vil jeg i det mindste betænke mig på Eders forslag."

"Sværger du ikke inden otte dage," svarede grev Henrik, "så skal du her mellem fire vægge få lov til at betænke dig derpå til din dødsdag! og den kan komme før du venter det; med forrædere og spioner holder jeg ingen lang rettergang!"

Med disse truende ord forlod grev Henrik fængslet med den gejstlige og overlod Otto til hans sørgmodige tanker.

På Schwerin Slot var den fangne grev Otto dog ikke den eneste, som tilbragte en urolig og søvnløs nat. Lige overfor hans fangetårn sad den ulykkelige grevinde Ida på sit ensomme kammer og græd. Hun havde vel overvundet sin legemlige svaghed, men hendes fromme sjæl kæmpede en hård kamp mellem den naturlige drift til lyksalighed og hvad hun anså for pligt mod sine brødre; for grev Henrik havde forestillet hende dette ægteskab, som det eneste redningsmiddel i deres forviklede forhold til det danske kongehus. Hun afskyede vel ikke grev Claus som noget slet eller foragteligt menneske; hun erkendte hans ærlige, godmodige hjerte, men hun havde såre ringe tanker om hans ånd og forstand. Den eneste følelse, han kunne vække hos hende, var kedsommelighed og en slags medynk, når han var til spot for de hjerteløse, men kløgtigere mennesker. Greven af Danneberg og bisp Conrad havde således, på en højst uskånsom måde for hende, med tilsyneladende ærbødighed bragt hendes snaksomme brudgom til at sige de latterligste og enfoldigste ting.

"Han har mig dog virkelig kær, stakkel!" sagde hun, "han er måske det eneste menneske, som kunne være i stand til at fornægte sin egen tilbøjelighed for min skyld, og han kender mig dog ikke, han vil aldrig lære at kende og forstå mig. Kunne jeg måske råde og vejlede ham - kunne jeg hjælpe ham at gøre andre mennesker lykkelige! - selv bliver jeg det dog aldrig. Gud og den hellige jomfru give mig styrke!"

Med disse selvfornægtende betragtninger lukkede hun sine øjne, dog uden at blunde. Der var fred i hendes hjerte, men lyksaligheden tog hun under stille tårer afsked med for denne verden. Da hørte hun en klar, ungdommelig mandsstemme fra tårnet; det var Otto, som sang i sit fængsel:

"Fangen fugl sidder sorrigfuld
Med hovedet under sin vinge.
Var mit bur end af lyse guld,
Min glæde var dog helt ringe.

Ørneungen har marv i klo -
I skyen flyve hans frænder.
Den skal ikke blandt øgler bo,
Som højt over sky har venner!

Således trøstede Otto sig i sit fængsel, og grevinde Ida glemte for en stund sin egen hjertesorg af medynk med den fremmede ungersvend, som hun dog endnu ikke vidste, hvo var.

I slottets modsatte fløj sad imidlertid den skønne prinsesse Berengaria tankefuld ved sit natbord. Det stærke indtryk, hun havde gjort på den unge, heftige konge, havde hun vel bemærket, og med sådant velbehag havde hun aldrig betragtet nogen mand. Hans store navn, som helt og sejrvinder, hans skønne, elskværdige skikkelse, hans ædle, ridderlige væsen, hans ungdom, livlighed og dristige ånd gjorde ham til genstanden for hendes kæreste drømme, men han bejlede til Margarethe af Bøhmen, sagde man - han ventede snart et gunstigt og afgørende svar. Dette rygte, som var gået kort forud for Valdemars ankomst, havde allerede ved denne første sammenkomst gjort hende noget ligegyldig ved den indtagende, halvforlovede fyrstes artigheder. Men hun håbede nu, hint rygte var ugrundet; i det mindste besluttede hun, næste dag at være mindre kold og tilbageholden og, om muligt, dog vise den unge konge, at hun agtede ham højt og satte pris på den opmærksomhed, han viste hende.

Under disse tanker afførte hun sig selv sine kostbare prydelser. Hun havde sendt sine terner bort, for uforstyrret at overgive sig til sine drømmerier. "Hidtil har mit liv været tomhed og forfængelighed!" sagde hun, "uden nogen livsplan har jeg gøglet dagene bort, ladet mig smigre af åndløse beundrere og sat min storhed i forfængelig pragt og skønhed. Her søgte jeg heller intet bedre, og her lyser nu pludselig en virkelig lyksalighed for mine øjne - en stor, heltemodig sjæls deltagelse og velvilje; måske vinker mig en dronningkrone - og som jeg ikke skal købe med lav og ussel opofrelse af min frihed, min selvstændighed og hjertets naturlige fordringer. Ham - kun ham kunne jeg række hånden med stolthed, uden at foragte mig selv og fornægte den ædleste følelse af min menneskeværdighed."

I disse tanker forstyrredes den skønne prinsesse ved en sagte banken på døren; den åbnede sig, og grevinde Audacia trådte ind i en skøn, skødesløs natdragt, med de store, gule hårfletninger om den fyldige barm.

"Jeg kan ikke sove, ædle veninde!" sagde hun, halvt urolig, halvt spøgende, og med en blanding af frygt og hemmelig selvtilfredshed. "Jeg må rådføre mig med Eder og betro Eder en opdagelse - - en formodning, vil jeg sige, som kan have betænkelige følger. Har I selv intet besynderligt mærket med kongen?"

"Hvorledes?" stammede prinsessen forlegen, "I tror allerede at have mærket - -"

"Ikke jeg alene tror det" svarede Audacia og rødmede helt ned på den hvide hals, "jeg har hørt flere ytre sig forblommet og skæmtende derom, men det kunne let blive en farlig skæmt, som jeg dog vil håbe der ingen anstødelig anledning er givet til -"

"Kan nogen være så uforskammet at tro sligt?" spurgte prinsessen og studsede.

"Ja, hvad kan disse kloge, mistænkelige mennesker ikke falde på?" tog den skønne grevinde ordet igen, "disse stive, forsigtige hofmænd, de vejer jo hvert ord og afmåler hvert skridt. De ser plan og hensigt i den betydningsløseste ytring og tror straks, der luer forfængelighed, egenkærlighed og slethed i hvert uskyldigt, godmodigt smil, som høflighed og gensidig velvilje fremkalder. En ung, artig konge behøver kun at sidde ved siden af en tækkelig dame til bords og underholde sig med hende uden tvang, så hedder det straks, han er forelsket og har hensigter; og har damen det uheld at behage, udmærker han hende siden ved at træde en dans med hende - så er historien allerede færdig, så er han dødelig forelsket, og så er skylden ikke hans, men den forfængelige dames - så er hun kommet ham alt for forekommende i møde, har givet ham kærlige øjekast, fortrolige håndtryk og - hvad ved jeg alle de forbrydelser, hun beskyldes for -"

"Uforskammet, nederdrægtigt!" afbrød prinsessen hende med blussende kinder, og de stolte, sorte øjne gnistrede af harme. "Hvo har sagt Eder det? hvo tør tænke så skammelig en tanke om en fri og ædelbåren dame, hvem ikke den stolteste ridder har fordristet sig til at nærme sig med den fjerneste tanke om en mulighed - -"

"Ikke den strengeste ærbarhed, ædle veninde!" tog grevinden atter ordet, "kan beskytte en ung kvinde nu om stunder mod misundelsens og bagtalelsens gift, med mindre hun er grim som arvesynden, eller kold og død som en sten. Jeg kan nu atter vente en smuk straffepræken af min skinsyge ægteherre - og i morgen kommer jeg vel til at klæde mig i sæk og aske og opvarte min kongelige gæst som en adstadig, bodfærdig matrone, med den sorte hue over hår og kinder. - Men hvad fattes Eder, ædle prinsesse? I tager visselig alt for levende del i min forlegenhed og min tåbelige uro over denne lille ubehagelighed. - Hvad ulykke er der i grunden sket? at den unge, elskværdige konge har talt venligt til mig og svunget mig lidt for rask og heftig i en runddans, det er da ikke så forskrækkeligt; som værtinde kunne jeg jo ikke, uden uhøflighed, trække mig snerpet tilbage og se surt til så mægtig og fornem en gæst, fordi min ægteherre undertiden er noget skinsyg. Selv gør han jo desuden alt muligt for at smigre og behage sin farlige overmand, og mig har han selv formanet til at være så mild og forekommende som muligt. At jeg nu ikke viser kongen min velvilje på skrømt, men af et oprigtigt hjerte, se! det er hele ulykken, for hykle kan jeg ikke, og I må vist også tilstå, prinsesse, at kongen har noget særdeles elskværdigt og indtagende i sit hele væsen, som må behage enhver kvinde!"

"O ja!" svarede prinsessen med påtaget ligegyldighed og fattede sig hastigt, "han er en ganske vakker herre, skønt jeg er langt fra at finde ham så indtagende og farlig, som han synes at være i Eders øjne."

"Farlig?" gentog grevinden lidt stødt, "farlig vil jeg kun kalde ham med hensyn på hans forhold til min ægteherre og vor påtvungne afhængighed af den danske krone. - At jeg ikke anser ham eller nogen mand som farlig for mig selv og min ægtetroskab, derpå håber jeg ingen anledning at have givet Eder til at tvivle."

"Bevares!" svarede prinsessen, "det er langt fra at være min mening; men siden I er så god, ædle grevinde, at beære mig med Eders fortrolighed i denne sag, så tillad mig en bemærkning! Eders livlighed og munterhed er vist nok højst elskværdig, men en vis tvang og forsigtighed er sikkert nødvendig for at undgå miskendelse og ubehageligheder i Eders huslige forhold. Dog, hvis I tillader det, så lad os afbryde en samtale, hvormed jeg frygter for at såre Eders fine følelse! - Jeg befinder mig desuden ikke ret vel og -"

"Undskyld mig, hvis jeg kom til ulejlighed!" sagde Audacia med krænket følelse af tilbagevist fortrolighed, og tårerne stod den skønne frue i øjnene. "Jeg troede, for første gang i mit liv at have fundet en søsterlig deltagende sjæl, som forstod mig og lod mit hjerte vederfares ret. Ved Eders nærværelse syntes min barndoms naturlige munterhed og livlighed at vende tilbage. Eders høje, dristige blik over livet forsonede mig med det hårde og tvungne i mine forhold, og jeg hævede mig fri og glad derover, som falken over jægernes hoved, når den glemte båndet, der bandt den til hans hånd. Men nu er også I, min fyrstelige frænke! blevet mig kold og fremmed, og hvor jeg ventede søsterlig deltagelse, møder jeg ligegyldighed og kolde formaninger om min pligt."

"Audacia!" udbrød prinsessen heftig og bevæget, "tilgiv mig et øjebliks svaghed! Jeg har desværre ikke fundet kongen mindre elskværdig, end I, og jeg troede i min blindhed at bemærke en deltagelse hos ham, som smigrede mig. - Jeg troede, Eders opdagelse eller formodning gjaldt mig og ikke Eder og - jeg må blues derved, ædle veninde! men jeg vil gengælde fortrolighed med fortrolighed - krænket forfængelighed og et slags skinsyge har været nær ved at adskille vore hjerter - men jeg ville foragte mig selv, var det muligt. Den største mands kærlighed er visselig ikke så meget værd, at den skulle berøve os vor sidste og eneste trøst - gensidig fortrolighed og venskab."

Veninderne sank bevægede i hinandens arme, og den muntre Audacia glædede sig snart af hjertet ved at kunne forklare sig kongens adfærd på en måde, hvorved hun vel selv måtte afstå en erobring, der lønligt havde smigret hende, men hvorved hun dog gerne overlod sin fyrstelige veninde sejren.

Mens dette fortrolige hjerteråd holdtes i prinsessens sovekammer, gik Valdemar urolig op og ned i sit gemak og holdt en streng samvittighedsret over sit heftige, ungdommelige hjerte, som han ikke længere selv kunne blive klog på. Men snart fik den nye, heftige lidenskab overhånd. Den virkning, prinsesse Margarethas billede havde gjort på hans sind, var han nu fast nær ved at holde for kogleri. Han kaldte det sværmeri og indbildningsbedrag og gav Thorgeir Danaskjald skylden, som først med sin overspændte, afsindige begejstring for et dødt, malet bræt havde bragt ham i den sværmeriske stemning, hvori han kunne forelske sig i et par malede øjne. Han fordømte sin overilelse, og at han ikke havde villet indse, hvad den forstandige junker Strange dog straks havde forudset.

"Hvad var hint døde billede mod dette levende?" sagde han. "Grev Engelbret havde ret - hun er den skønneste kvinde i verden - således må en dronning se ud! - Hvad er Margaretha mod hende, om hun også ligner det ulykkelige billede? - En mild, blåøjet pige - kan måske blive en kærlig og from moder, en stille, fredelig husmoder - men hvad har hun af Berengarias ild og høje, kongelige sejrsblik? - Med Margaretha kunne jeg blive en rolig, fredelig hyrde, hvis jeg var en smægtende ungersvend, hvis mit folk var en flok får og mit scepter en kælen hyrdefløjte, men "til sejr og lykke blev Volmar fød! i stjerne står det skrevet!" - og Berengaria - ja, hun eller ingen er den stolte sejrens mø, som kunne følge mig kæk i våbenglans til min og Danmarks lykke. Ha, var det ikke for silde - kunne et ilbud endnu træffe junker Strange, inden det ulykkelige ord er sagt og det usalige bånd knyttet, som måske gør mig til slave for min livstid -"

Han greb rask i klokkestrengen, og den gamle Andreas kammermester trådte ind.

"Ivar Glug skal gøre sig rede til en hastig rejse! inden en halv time skal han afhente sit brevskab! - Skaf mig straks et blad at skrive på!"

"Her, min herre konge!" svarede don gamle, tro Andreas og fremtog alt, hvad kongen behøvede af sin lomme, "jeg har været beredt på alt; jeg tænkte nok, her var ugler i mosen."

"Hvad! tænker du også straks at vide, hvad jeg har for? - nå, hvad tænker du da?"

"Jeg tænker aldeles intet, hvis min nådige herre og konge befaler det!" svarede den gamle, "men hvis det haster, og I selv så længe vil bevare Eders klenodier, kan jeg måske selv, hvor gammel jeg er, lige så hastigt som ridder Glug, bringe grev Albert Eders bud, og inden fire timer skal staden og slottet være omringet!"

"Hvad! drømmer du, gamle? Hvo tænker på sligt? Gør kvad jeg har sagt dig og ti!"

"Kun et ord, min nådige herre og konge!" bad den gamle, "har I mærket uråd her, så lad mig bringe klenodierne i sikkerhed og selv våge ved Eders dørtærskel, så længe I tøver her!"

"Fy, Andreas!" svarede Valdemar, "tror du, jeg er blandt røvere og mordere? gå og adlyd, og beskæm aldrig en kristen ridder med slig uværdig mistillid!"

Den gamle, tørre Andreas bukkede tavs og gik, med den magre arm krummet fast om den tunge guldlæders lade, hvori han forvarede kongens bæger, de kostelige guldkæder med diamanterne og de andre kongelige prydelser.

"Den gamle, tro karl!" sagde Valdemar og så efter ham, "han ruger over mit liv og mit gods, som en drage, og drømmer ikke om, at der gives større sorger i verden, end frygt for røvere og mordere."

Hastigt skrev nu kongen et brev til junker Strange, hvori han bød ham, hvis det ikke allerede var for sildigt, at lade sin bejlen for ham fare og vende ufortøvet og uden bruden tilbage.

Næppe havde kongen endt denne skrivelse og forseglet den med sin ring, førend ridder Glug trådte rejsefærdig ind og modtog sin konges befaling til i største hast at begive sig med dette brevskab til Bøhmerland.

Så snart ridderen var gået, lagde kongen sig til hvile og slumrede endelig ind under urolige drømme. Den skønne fru Helene syntes ham at have forvandlet sig til prinsesse Berengaria; Margarethas billede var blevet levende, og han syntes at vakle mellem begge, blandt stejle klipper og dejlige dale, mens den sorte Kullemand stod fjernt på sit fjeld og truede.

Næste dag kom ridder Ganz efter kongens befaling til slottet med en sikker dækning og blev modtaget af grev Henrik med kold høflighed. Kongen syntes endnu ikke stemt til alvorlige forretninger, og grev Henrik foreslog en vildsvinejagt. Dertil var kongen ikke utilbøjelig, helst da han hørte, at prinsessen ikke frygtede for at tage del i denne farlige forlystelse, som grevinde Audacia undskyldte sig for. Prinsessen tog, som sædvanlig, kun tvende af sine damer med, som holdt sig i ærbødig frastand fra deres fyrstelige herskerinde. På jagten havde Valdemar ofte lejlighed til at vise sin kækhed og raskhed, og grev Henrik sørgede for, hver gang et vildsvin var såret eller fældet, om han endog selv havde gjort det afgørende pileskud eller spydkast, at æren dog blev kongens, og at Valdemar altid blev den første, som traf dyret med sin jagtkniv. Men så snart Valdemar mærkede dette plumpe, forslidte smigreri, kølnedes heftigheden i hans jagtlyst, og da de næste gang priste kongen for at have truffet vildsvinet lige i hjertet, uden at de havde lagt mærke til hans skud, faldt en ørn ned blandt dem, med kongens pil i brystet, og beviste, at han ikke havde attrået den ære, man ville skænke ham, og ikke behøvede nogen fremmed pil til at træffe det højeste og stolteste mål. Prinsessen lo højt på de forbavsede jægeres bekostning, mens vildbassen undløb, og grev Henrik mærkede, at den stolte sejrherre fandt en almindelig jægertriumf for smålig til at kunne smigres derved. På denne farlige jagt måtte Valdemar ofte beundre prinsessens kækhed og åndsnærværelse. På tilbagevejen red han noget foran selskabet ved hendes side. Han bragte hende snart ind i en alvorlig og underholdende samtale og forbavsedes nu ved det frie, høje blik, hvormed hun betragtede verdens glæder og sorger, dens herlighed og usselhed. Han fandt hende endogså med forundring hævet over mange tidsalderens fordomme, med hensyn på stat og kirke. Han så sig forsigtigt tilbage og lagde fingeren på munden: "Vogt Eder, ædle prinsesse!" sagde han, "hvad jeg næppe tør tænke højt i mit lønkammer, siger I så frit og dristigt, at I ville blive anset for en farlig kætterske, hvis nogen tredje hørte derpå."

"I forråder dog ingen mit kætteri!" svarede Berengaria i det provençalske tungemål og smilede, "i så fald havde jeg forregnet mig svarlig - ingen stor mand kan for alvor være slave af sin tid, mener jeg, og synes kong Valdemar Sejer endogså at bære tidens lænker helt let og stateligt, så tror jeg dog vist, at I overser, hvad det endnu er for tidligt åbenbart at bekæmpe, og at I har et højere mål for øje, end det, kejseren og den hellige fader vil give Eder brev på."

"Derom, vil Gud, i en belejligere stund, skønne prinsesse!" svarede kongen og ledte nu samtalen på mindre alvorlige og farlige genstande. Den provençalske digtekunst og minnesangene gave således snart kongen lejlighed til med fremmede og begejstrede ord at sige sin skønne ledsagerinde på en fri og dog forblommet måde, hvad tid og omstændigheder forbød ham at udtrykke ligefremt, som sine egne følelser og tanker.

"Jeg ser, I elsker poesien, ædle herre!" afbrød Berengaria denne underholdning, da hentydningerne i de forelskede minnesange, kongen anførte og priste, blev alt for tydelige, "som jeg hører, har I også skjalde ved Eders hof. Det ville ret glæde mig en gang til kunne forstå og kende ånden i Eders nordiske sange."

Til en prøve herpå fortolkede Valdemar hende nu med glæde en af de skønneste nordiske ballader, hvori en stærk og dyb kærlighed fremtrådte, stor og sejrende, i kamp med had og fjendtlige hindringer, og hvori troskaben beseglede hjerternes uadskillelige pagt med døden. Det var visen øm ung Hagbarth og skøn Signe.

"Eders nordiske elskere," bemærkede prinsessen, "er dog altså, ligesom alle andre, temmelig forsigtige og besindige, selv i deres heftigste lidenskab, og ville hellere se deres elskerinder brænde sig af kærlighed, end lade sig hænge for dem for tidligt. Jeg holder mere af den kække jomfru; i hendes sted -" tilføjede hun stolt, "- havde jeg måske dog betænkt mig på at brænde mig levende, havde jeg vidst, min troskab først skulle sættes på prøve."

"Vore nordiske skønne," svarede Valdemar lidt stødt, "overlader stoltheden til mændene, men søger kun at overgå dem i kærlighed og tillid."

Nu kom jagtselskabet til, og det var ligesom den lille uenighed mellem Valdemar og prinsessen kun tjente til at gøre deres underholdning mere indtagende, idet den fælles velvilje blandedes med små drillerier.

Da de kom tilbage til slottet, var der atter glimrende festlighed med spil, dans og al mulig lystighed. Kongen overgav sig til sin ungdommelige munterhed og spøgte meget med sin skønne værtinde, dels for at skjule sin tilbøjelighed til prinsessen, dels måske samtidig for at prøve, om hendes deltagelse for ham var så stor, at den kunne røbe sig ved et lidet anfald af skinsyge. Dette lykkedes ham måske mere, end han ønskede; men Audacia vidste nu klogeligt at trække sig tilbage; hun forlod selskabet, under påskud af en lille upasselighed, og gav kongen lejlighed til at forsone sig med den stolte prinsesse, medens på samme tid rynkerne mærkbart forsvandt af grev Henriks mørke ansigt.

Således gik flere dage hen under bestandige forlystelser, og den muntre konge syntes ganske at have glemt den alvorlige og fortrædelige sag med Johan Ganz, mens han dagligt mere og mere indviklede sig i den skønne prinsesse Berengarias lænker.

13

Imidlertid havde junker Strange punktligt udført sin konges befaling. Han var med det hele prægtige gesandtskab på det høfligste blevet modtagen af kong Primislaus i Prag og havde i flere uger klogeligt fordulgt den egentlige hensigt med sin sendelse, mens han havde gjort forbundsunderhandlingerne til påskud for sine daglige opvartninger ved hove. Det hele gesandtskab blev hver dag indbudt til det kongelige taffel, hvor da sædvanlig dronningen og prinsesse Margaretha var til stede.

Kongen af Bøhmen var en venlig, godmodig mand på 52 år. Han gik klædt i en simpel tysk ridders sorte husdragt, med et sort, sølvindfattet kors på brystet; han havde et ærligt, men noget plat ansigt og bar et kløftet skæg og glat nedkæmmet hår, omhyggeligt adskilt i panden, som på kristusbillederne. Han var en from tilhænger af de mystiske moralisters lære, og med ringeagt for skolastikernes spidsfindige lærdom forbandt han de strengeste begreber om afholdenhed og sædelig renhed. Han talte som oftest i bibelske billeder og tog ingen beslutning i vigtige anliggender uden at have rådført sig med Guds stemme i sin sjæl, som han udtrykte sig. Denne stemning og tone så vel som den tyske ordens ridderdragt var almindelig ved hans hof, og den fromme Bernhard af Clairvaux's teologiske skrifter så vel som Richard de St. Victores betragtninger over anskuelsens nåde lå altid i sirlige afskrifter opslagne på kongens arbejdsbord. Kong Primislaus var sparsom på ord og en elsker af stilhed og streng hofskik. Det gik derfor som oftest meget stille og stift til så vel ved taflet som ved hoffesterne, og de danske riddere længtes snart efter det muntrere og friere hofliv på Ribehus. Men junker Strange ville ikke overile sig; han betragtede daglig prinsessens billede, og dagligt bestyrkedes han i den overbevisning, at den barnligt glade og venlige prinsesse, med de dejlige lysegule lokker og de kærlighedsfulde, himmelblå øjne, i skønhed langt overgik hin afbildning, som til sidst endog syntes ham en ringe og uværdig efterligning af det uefterlignelige. Han søgte så ofte som muligt lejlighed til at tale med prinsessen og vidste ofte snildt og umærkeligt at bringe talen på sin konge og på Danmark. Uden at ane hans hensigt, røbede den skønne sekstenårige prinsesse med næsten barnlig åbenhed og velvilje da ofte en særdeles forkærlighed for de danske, som hun havde hørt så meget godt om, og som efter de beskrivelser, man havde givet hende over deres ærlighed, godmodighed, fromhed og kærlighed til konge og fædreland, syntes hende af alle folk mest beslægtede med hendes ærlige, trofaste landsmænd. Landet måtte også være såre venligt og dejligt, mente hun, og navnet Valdemar, som allerede fra den første store Valdemars dage var vidt berømt i fremmede lande, syntes hende et værdigt navn for en helt af så ædel en stamme og med så udmærkede egenskaber som den danske konge; kun beklagede hun, at han ikke nøjedes med at forsvare sine grænser og gøre sit ædle folk lykkeligt, men at hans hu stod til erobringer og sejrvindinger i fremmede lande.

Junker Strange forsvarede sin konge så godt, han kunne, mod denne dadel, men med al sin veltalenhed kunne han ikke overbevise den fromme, fredelige prinsesse om, at en kristelig og ridderlig konge, for at udvide sit rige og vinde et stort navn, havde ret til at udgyde en eneste dråbe menneskeblod. En anden sag var det, mente hun, når han, for at omvende hedninger og frelse deres sjæle, satte sit og andres liv i vove, når han da kun var vis på, at det ikke var ærgerrighed og verdslig herskelyst, men virkelig Guds stemme i sin sjæl, han fulgte, og at han på denne vej kraftigst kunne oplive det indvortes ord og det guddommelige lys i sig selv og andre.

Junker Strange mærkede af denne ytring, at prinsessen hyldede den samme lære om kristelig dyd og samfund med Gud som hendes fader, men han kunne ikke andet, end ære og højagte den ånd og det hjerte, som lod sig henrive af slige fromme og ædle lærdomme, som nu fra de skønne, kvindelige læber klang ham langt mere indtagende og elskelige, end hos de ivrige gejstlige mænd, af hvem han for havde hørt slige meninger.

Han betænkte sig endelig ikke længere på at åbenbare kong Primislaus den egentlige hensigt med gesandtskabet, dog med så megen klogskab og forsigtighed, at kongen måtte love ham den dybeste tavshed om denne sag, hvis den ikke fik det ønskede udfald.

Kongen lukkede sig inde i sit lønkammer, for, som han sagde, at rådføre sig med det indvortes ord i sit hjerte. Derpå lod han sin datter kalde og forestillede hende, hvorledes en fornemmelig røst også udenfra forbandt sig med den indre, ubedragelige stemme, som opfordrede ham til at bede hende modtage den ædle danske konges kristelige tilbud.

"Han, som har kongernes hjerter i sin hånd," sagde han, "kalder dig til hyrdinde for en ædel hjord og til at lede den høje, dristige hyrdes gang på en evig vej. Lad ham ikke kalde dig forgæves! men bøj dig, som en ydmyg tjenerinde, for den højestes vilje, og bed Herren give dig visdom til i ydmyghed og fromhed at udføre hans beskikkede råd!"

I tre dage sås den fromme Margaretha nu ikke ved taflet, og da hun den fjerde dag ved sin moders hånd trådte ud med kongen af lønkamret, forbavsedes alle, som så hende, for der strålede så mild og venlig en klarhed over hendes fromme, uskyldige ansigt, og med den sorgløse barnlighed, naturlighed og åbenhjertige godmodighed, som udgjorde hendes største skønhed, var der nu samtidig forbundet en vis højtidelig og fyrstelig værdighed, så at ridderne uvilkårligt måtte bøje sig langt dybere, end sædvanligt, for hende, som for deres herskerinde og dronning, og den heftige bisp Peder kunne ikke holde de begejstrede ord tilbage, hvormed han priste det land og den konge lyksalig, som turde kalde hende deres dronning.

Kongen erklærede nu også højtideligt for sit hele hof og det danske gesandtskab, at hans datter havde rådført sig med Gud og sin samvittighed og havde besluttet at modtage den danske kong Valdemars ægteskabstilbud, samt at han inden trende uger, hvis det så var den allerhøjestes vilje, agtede at lade den formelige formælingsagt fuldbyrde på sædvanlig fyrstelig vis med den kongelige brudgoms vicarius og udsending.

Endnu inden formælingsdagen var fastsat, havde junker Strange straks afsendt grev Otto og Absalon Bælg med denne glade tidende til sin konge. Men imens grev Otto nu sad i tårnet og ikke kunne røgte sit ærinde, lå Absalon Bælg med et sønderbrudt ben og stødt hoved i et herberg på den schwerinske grænse, hvor hans hest var styrtet med ham.

Mens således begge ilbudene udeblev og den vigtige forandring foregik med Valdemars sind og tilbøjelighed i Schwerin, var højtidsdagen kommet. Et fodklæde af kosteligt silke var bredt ud på gulvet i Bøhmerkongens store riddersal. Hele hoffet var samlet. Kongen og dronningen sad i deres kongelige prydelser på højsædet, og imellem dem sad den skønne, kongelige brud, iført en himmelblå silkekjortel og et diadem af kostelige perler. Under trompeternes klang fremtrådte junker Strange, smykket som en fyrstelig brudgom, og ledsaget af bisp Peder og de tredive danske riddere.

Junker Strange knælede for prinsessen og opfordrede hende, i sin konges navn og på hans vegne, til at række ham hånden for alteret. Derpå rejste kong Primislaus sig og fulgte sin datter til slotskapellet, ledsaget af dronningen og hendes kvindelige følge, medens junker Strange, som kongen, hvis person han forestillede, ledsagedes af bisp Peder og alle ridderne.

Efter at bispen højtidelig havde forrettet vielsen, og gesandten per procurationem [ved besørgelse], som det kaldtes, havde modtaget den fyrstelige bruds hånd og på sin konges vegne lovet hende troskab for Gud og verden, gik brudeskaren tilbage til riddersalen. Efter måltidet fremsattes et gyldent tavlebord for bruden og gesandten. På sædvanlig vis var her skakspillet, hvori bruden trende gange måtte tabe, en slags halvt spøgende bekræftelse på, at hun havde tabt sin frihed og sin hånd til den lykkelige spiller eller ham, på hvis vegne ridderen overvandt hende i denne leg.

Ved tavlbordet, hvor de kunne tale ene og ubemærket sammen, kunne den skønne brud, som spillede så voveligt et spil, dog ikke tilbageholde et par forblommede spørgsmål, hvoraf meningen var, om hendes kongelige brudgom også virkelig var af så fager og ædel en skikkelse, som han havde ord for, og om han var fast i tro og bestandig.

Det første spørgsmål besvarede junker Strange med frimodig glæde, og mens solen skinnede på hans lyse, muntre ansigt og ædle skikkelse, knejsede han stolt og forsikrede prinsessen, at kongen var vel så fager som han tvende gange. Det sidste spørgsmål undgik han at besvare, idet han i almindelighed berømte sin konges store og herlige egenskaber og fortalte den opmærksomme brud, hvilket mægtigt indtryk hendes blotte ufuldkomne billede, sammenlignet med voks på en trætavle, havde gjort på den unge, heftige kong Valdemar.

Med forundring og inderlig glæde hørte hun denne fortælling, som hun ville have anset for en fabel, hvis junker Strange ikke havde fremtaget billedet og overbevist hende. Nu erindrede hun først, hvorledes hint billede var blevet til, og hun fortalte junker Strange, hvorledes hun havde gjort sig mange betænkeligheder ved at låne hin kunsterfarne klosterbroder sit verdslige, ubetydelige ansigt til dermed at fremstille den hellige Agnese, men at hendes fader havde overtalt hende dertil og forestillet hende, at ingen Guds gave var så verdslig og ringe, at den jo kunne tjene til et godt og helligt øjemed, når vi kun gav den hen med et fromt og ydmygt hjerte.

"En besynderlig beskikkelse," tilføjede hun, "og ingen blot hændelse må jeg kalde det, at jeg således, uden mit vidende, selv må have åbnet mig vejen til den mands hjerte, i hvis hånd det har været den almægtiges vilje at lægge min skæbne og min hele timelige lyksalighed. Den evige," fortsatte hun med en from tåre i det opløftede øje, "den ligger fast og urokkelig i min herres og frelsers velsignede hånd."

Til sildigt ud på aftenen sad junker Strange ved tavlebordet hos prinsessen og fortalte hende med glæde alt det gode, han vidste om sin kære, unge konge. Når han da betragtede den ædle kongebrud, hvis brudgom han på så besynderlig en måde for en kort tid havde navnet og skinnet af, da kunne han, trods hans alder og rolighed, dog ikke undgå den tanke, at hvis han var, hvad han forestillede, var han en misundelsesværdig mand, og han priste i sit hjerte kong Valdemar lykkelig, til hvem han skulle hjemføre så ædel en skat. Han vogtede sig imidlertid samvittighedsfuldt for at sige et eneste ord, som kunne røbe så dristig en tanke.

Endnu var der en skik tilbage, som satte så vel den blufærdige prinsesse som junker Strange i forlegenhed, men den kunne ikke undgås. På kongens befaling afbrød prinsessens hofmester, hr. Ib Urne, underholdningen ved tavlebordet og opfordrede den forestillende konge af Danmark til at følge sin brud til brudekamret.

Begge rødmede, men den besindige gesandt rejste sig straks og rakte ærbødig prinsessen sin arm, hvorpå han, ledsaget af hele hoffet, fulgte hende til det prægtige brudekammer. Der måtte hun i sin fulde brudepynt tage hvile på det fyrstelige leje. Junker Strange måtte sætte sig på en stol ved hendes side og lægge sin højre fod med den velafpudsede karduansstøvle på kanten af lejet, dog så yderligt, som muligt, og uden at guldsporen gjorde mindste rift i det kostelige lin.

Med så megen anstand og sømmelighed, som muligt, blev denne besynderlige skik iagttaget, og så snart junker Strange havde løselig berørt lagenet med sin støvle og sat foden tilbage på fodklædet, rejste de sig straks begge. Med ærbødighed hilste gesandten den unge dronning og forlod brudekammeret med samtlige gæster og vidner.

Næste morgen tidlig var gaderne fra slottet til skibsbroen belagte med kostelige silketæpper; ved broen lå kongeskibet med den gyldne dragestavn sejlfærdigt, og, ledsaget af folkets jubelråb og mange fattiges oprigtige afskedstårer, blev den unge, dejlige dronning af Danmark fulgt til skibet af junker Strange og det hele hof.

Bevæget, tog det fromme fyrstepar afsked med deres kære, eneste datter, og kong Primislaus gav hende endnu mangen faderlig formaning med på vejen, om at blive en oprigtig moder for sit folk og sine undersåtters håb og lid. Mild og kærlig og med barnlige tårer, omfavnede Margaretha sine kære forældre og lovede, trolig at ihukomme hvert ord, de havde sagt hende.

"Den fangne, ulykkelige bisp skal jeg visselig heller ikke glemme!" hviskede hun sin moder i øret ved afskeden, "men glem heller ikke, moder, mine stakkels fattige og syge her hjemme!"

Hun hilste endnu en gang sine kære landsmænd med mildhed og kærlighed og rakte sin hofmester en pung, fuld af guld, som han straks besørgede uddelt til de mange fattige, der stod grædende ved bolværket.

Da Margaretha nu var steget over på skibet og så, hvorledes de fattige græd og velsignede hende og hvorledes hendes kærlige forældre stod ene og forladte på skibsbroen, da skjulte hun sit ansigt i sin kåbe og græd bitterlig, for det var hende nu ligesom hun aldrig skulle se fader og moder og fædreland mere, og som om hun alt havde uddelt sjælegaver blandt de fattige, for at de skulle bede for hendes sjæl.

Junker Strange havde allerede sat foden på skibsrælingen, da en ilsom rytter fo'r frem imellem folket og sprang af ved skibsbroen. Det var ridder Glug, som, forpustet og halvt åndeløs af det hurtige ridt, overbragte junker Strange kongens skrivelse.

Den forbavsede gesandt behøvede ikke at spørge om fra, hvem brevet kom fra. Han kendte straks det runde, røde vokssegl i det grønne silkebånd. Han åbnede brevet hastigt og blegnede. Urolig, nærmede kong Primislaus sig og spurgte om nogen ulykke var tilstødt den ædle kong Valdemar, da dette brevskab syntes at være en jobspost.

Junker Strange fattede sig hastigt.

"En jobspost er det mig til visse!" svarede han, idet han omhyggeligt forvarede brevet på sit bryst, "min nådige konge lader mig vide, at min kæreste søn og lærling er faldet i en svar og måske dødelig sot, og at jeg må ile, hvis jeg vil se ham i live. Min herre konge sender Eder derhos først og fornemmelig sin broderlige og sønlige hilsen, men han har endnu ikke modtaget det lykkelige budskab, jeg sendte ham. Fred være med Eder, fromme herre og konge!" tilføjede han hastig, da han så en urolig mine i kongens ansigt. "Førend jeg har overgivet Eders ædle datter til hendes kongelige brudgom, sømmer det sig ikke for hans tjener at tænke på sin egen bekymring."

Derpå steg han i skibet og gav straks betaling til at hejse sejl.

"Ser I kongen før jeg, ridder Glug," råbte han til ridderen, som stod ventende på skibsbroen, "så sig ham, hvad I har hørt og set, og at jeg i denne time er afsejlet herfra med hans og Danmarks ædle dronning! - Hun leve!" Her svingede han sin hue, og et almindeligt: "Leve den danske dronning! leve Margaretha af Bøhmen! leve den dejlige Danxmar!" skingrede fra skibet som fra skibsbroen og fra de med utallige mennesker opfyldte flodbredder, mens skibet sagtelig gled ned ad strømmen under spil og klang, med vajende flag og vimpler.