2. del

Koloni & Katekisme

 

1. bud

Sværmere

(ca. 1785-1788)

Det første Bud, saaledes som en Husfader letfatteligt skal lære sin Husstand det:

„Haver icke andre Guder end mig.“

Det vil siige: Vi skal over alle Ting frygte og elske Gud og stole på Ham.

Bopladsen Igdlut består af en håndfuld tørvehuse der ligger spredt langs en bugt et stykke inde i den fjord som danskerne kalder Evighedsfjorden, et par dagsrejser nord for kolonien. Der bor en snes mennesker, deriblandt Maria Magdalene og hendes mand Habakuk. Fjorden, der er tredive danske mil lang, har flere vinkelrette knæk, så det ved hver bøjning ser ud som om den slutter, men så viser sig at blive ved – i en evighed. Bopladsen Igdlut, der betyder „husene“, ligger i nærheden af det første knæk. Bugten er flere hundrede skridt i udstrækning, der er sandbund så man oppe fra højsletterne tydeligt kan se fiskestimerne vandre forbi, og det er let at komme i land. Landet hæver sig stejlt i skrænter der er bevokset med buskadser som kan være besværlige at forcere, men tyve-tredive favne oppe ligger de monumentale sletter i flere niveauer, adskilt fra hinanden af lave klipper. Da Habakuks gamle mor døde sidste år, begravede de hende deroppe efter hendes eget ønske, i en korsløs grav med hovedet vendt mod Jerusalem. Der er udsigt helt ud til fjordmundingen og det åbne hav i vest og til de spidse fjelde og de sejt glidende gletsjere der slynger sig i s’er ned mod vandet i øst.

Om foråret fisker de lodder, ammassater, som søger ind i fjorden i stimer der er så tætte at man kan tage dem med ketsjere, og svirpe dem op på land indtil klipperne bølger og spjætter og glinser. I juli fanger de ørred, nogle gange laks, de stanger dem med flækkede pilegrene der er udstyret med modhager, eller med lange lystere fremstillet af træskafter påmonteret savtakkede kæbestykker fra sæler. Om efteråret tager mændene nordpå og jager rensdyr. Der er en flintebøsse på bopladsen. Habakuk, bopladsens leder, anskaffede den for snart ti år siden da han arbejdede i Handelen oppe i Holsteinsborg. Den bøsse har forsørget bopladsen i nogle år, men nu er den ved at være slidt op, og han affyrer den aldrig uden at være bange for at den skal fyre bagud og gøre ham blind.

Habakuk og hans kone, Maria Magdalene, bor i et af husene inderst i bugten, lige ved udløbet af elven. De har boet her i nogle år, men kommer oprindelig fra Holsteinsborg. Nogle gange taler de om at det kunne være dejligt at bo oppe på en af sletterne, med en flot udsigt til alle sider. Men det ville være besværligt at opholde sig så langt væk fra stranden og fra elven. Der er ingen der bor oppe i fjeldet, folk ville ryste på hovedet ad dem hvis de flyttede derop, de ville blive betragtet som sære. Så de er blevet boende nede ved stranden. Det er der vi grønlændere hører til, plejer Habakuk at sige til sin kone. Havet er vores mor, og derfor må vi blive ved havet.

Maria indvender: Men man forlader jo sin mor, og vi er ikke børn længere.

Så kigger han på hende med et ransagende blik, og så ved hun at det er bedst at tie stille, ellers bliver han i dårligt humør resten af dagen.

De blev begge to døbt som voksne. De første år af deres liv levede de ligesom deres forældre, i hedenskab, altid på rejse. De taler ikke så tit om den gamle tid, inden deres kristning, det føles som om det var et helt andet liv, noget mørkt og pirrende som det er bedst ikke at tænke for meget på. Maria Magdalene tænker nu alligevel en del på sin ungdom. Det var et nomadeliv, somrene tilbragte hun ude i skærgården sammen med familien, vintrene i nærheden af kolonien, de boede i skindtelte og jordhytter, alt sammen af foreløbig karakter. De levede i skidt, men skidtet havde ligesom en funktion, det var naturligt og ikke noget der generede én. Når man bliver kristen, tænker hun, bliver skidtet først til skidt, noget der skal undgås og fjernes, noget der lugter grimt og føles skamfuldt.

Hjemmet var der hvor familien var, og der hvor fangstdyrene var. Der var ingen troskab mod stedet i sig selv, ingen særlige hjemlige følelser knyttet til bestemte klipper, sletter og bugter, ingen trang til at slå sig endegyldigt ned. Alt det kom med dåben og med Jesus. Det var som om de tre sjatter vand præsten hældte i hovedet på én, udstyrede én med et helt nyt følelsesliv. De fik fortalt historierne om Jesus Kristus og lærte af kateketen at briste i gråd. Og gråden skabte den følelse der lå bag gråden, ligesom med tilbagevirkende kraft. Den havde ikke været der tidligere. Men nu meldte den sig i alle mulige situationer. Latteren tilhørte hedningelivet, gråden det kristne liv. Derefter blev de mere knyttet til det samme sted, de samme teltringe og husmure, den samme konstellation af fjeldkamme og dalstrøg og hverdagenes enerverende rytme. Når de rejste bort på fangst, fortalte de folk de mødte, og hinanden, om deres hjem ovre ved kolonien. Og så brast de i gråd. Det gik op for dem at de længtes hjem. En helt ny følelse. Og det var altid en lettelse at vende tilbage, glide ind i de vante rammer som i nogle gamle klæder, gå de samme ruter over de samme klipper, hilse på de samme mennesker.

Hun husker hvordan vinteren plejede at snøre sig sammen om Holsteinsborg. Kællingehætten, fjeldtoppen bag kolonien, flammede op i den lave sol, nordlyset blafrede blåligt over de sneklædte bakker, månen smurte et metallisk skær over fjeldsiderne. Hun løb i sine kamikker hen over sneen, ung og glad, næsten vægtløs. Missionæren Oxbøl modtog hende i sit store hus, han gav hende enetimer fordi hun var lærenem. Han havde sat sig i hovedet at lære hende at læse og skrive. Det var før hun lærte Habakuk at kende.

Pas på hvad du lærer af præsten, sagde hendes far. Han er altid efter de unge piger.

Hun kendte godt til rygterne om den gamle præst. Han havde ligget med flere af hendes veninder, to af dem var blevet med barn, og skærgården myldrede efter sigende med hans uægte afkom, uden at han bekymrede sig om at få dem undervist og døbt. I dag er de voksne, de fleste af dem, og præsten selv er vistnok stadig i fuld vigør og produktiv. Hun møder tit hans børn når hun er ude at rejse, lyse og fregnede og upålidelige. Svovlpølen venter på Oxbøl, der er ikke tilgivelse for folk som ham, og han ved det nok selv. Men dengang var hun ligeglad med præstens hensigter. Præstens ønske om at lære hende at læse og skrive var blevet hendes ønske. Trangen til at lære at læse var som en sult. Og hun lærte hurtigt. Hun læste katekismen og evangelierne, hun læste numre af Kjøbenhavns Posttidende der blev brugt som indpakningspapir i Handelen, og hun læste bøger fra præstens bibliotek. Når han hørte hende i katekismen, måtte han hele tiden stoppe hende.

Jeg er nødt til at indprente dig ikke at besvare mine spørgsmål med dine egne ord, som om det var en almindelig samtale, men at følge tekstens eksakte ordlyd.

Men hvis man siger det med sine egne ord, viser man jo at man har forstået tekstens betydning.

Det er muligt. Men dette er Guds hellige ord, de skal ikke forstås, de skal læres. Du skal bøje dig for Ordet, kvinde, du skal ikke gøre dig til Guds ligemand.

Han har skabt mig i sit billede!

Ti nu stille, Maria, sagde Oxbøl opgivende. Ellers kan jeg ikke konfirmere dig.

Om efteråret blev hun så alligevel konfirmeret.

Nu er jeg døbt og konfirmeret, sagde hun til ham, så kan vi ikke længere sove sammen. Det er et held at du ikke har gjort mig med barn.

Han sad i sin stol og kiggede på hende med sine ræveøjne og med et lille smil spillende på de blodløse læber. Du kunne gifte dig med mig, Maria.

Du er en gammel mand. Jeg vil ikke have dig. Ellers tak. Desuden er jeg forlovet.

Og hvad hedder så den lykkelige ungersvend?

Han hedder Habakuk. Oxbøl kan få lov til at vie os.

Åh, tak, tak. Jeg er virkelig rørt. Og denne frier har du holdt dig, mens du kom her?

Vi har set hinanden siden i vinter.

Du er præcis ligesom alle de andre, vrængede præsten.

Lauritz Oxbøl, Herren vil straffe dig for dine synder, sagde hun og smilede lattermildt.

Hm, sagde præsten og trommede med fingrene på bordet.

Og dine horeunger vil vende tilbage til dig og hævne sig.

Lad dem bare komme. Jeg er ikke bange for dem.

Hun kyssede ham da hun gik. Hun kunne faktisk godt lide den gamle synder. Han var hård, han sagde hvad han mente. Det kunne hun godt lide.

Habakuk var spækskærer ved Handelen, han var høj og mørk og gik altid med en trekantet hat han havde købt af en sømand. De havde gået til konfirmationsforberedelse sammen og havde lært hinanden at kende der.

Du er præstens frille, sagde Habakuk. Jeg gætter på at han har lært dig mere end dit fadervor.

Og så blev de kærester. Habakuks forældre var fastboende holsteinsborgere, døbt som unge, han havde gået i skole et par år hos gamle Niels Egede, grundlæggeren af kolonien Holsteinsborg, søn af Hans Egede, Grønlands apostel. Han kunne både læse og skrive, og det første brev hun nogensinde modtog, var en skriftlig anmodning om ægteskab fra Habakuk. Hun tog ham med op til præsten som brummende gik med til at vie dem i den nye kirke, Bethel. Bagefter sneg Maria sig til at læse hvad præsten havde skrevet i kirkebogen. Der stod:

„Augustus, 15ende 1775, Mariæ himmelfart. I Dag kopuleredes i Bethelskirken spækskærer Habakuk til kvinden Maria Magdalene, begge Holsteinsborg. Med Hans velsignelse ønskede jeg det nygifte ægtepar et langt samliv i lykke og samdrægtighed. Amen. Lauritz Oxbøl. Missionær.“

Maria kom til at le da hun læste det. Præsten havde været eddikesur da han viede dem, men det kunne man ikke mærke på vielsesnotatet. Han måtte have bidt sig i tungen, tænkte hun. Hun rev siden ud af kirkebogen og stak den i lommen. Nu har hun den hængende indrammet på væggen hjemme hos sig.

Men missionær Oxbøl havde svært ved at give slip på hende. Han sendte bud efter hende i tide og utide, og han var en magtfuld mand, så hun turde ikke lade være med at komme. Og nu blev hun gravid. Et blegt og fregnet barn med et upålideligt drag ved øjnene kom til verden. Habakuk var ikke glad. Han gik op til kolonibestyreren og klagede, kolonibestyreren skrev et brev til præsten, og præsten skrev tilbage og fik udvirket at Habakuk blev afskediget fra Handelen. Så pakkede de deres ting og rejste ned til Evighedsfjorden.

Og nu er de her, på bopladsen Igdlut, hvor der bor en snes døbte og omtrent et tilsvarende antal der stadig er hedninge, men som egentlig gerne vil døbes. Maria Magdalene og Habakuk har undervist dem sammen med kateketen, de udøbte har tilegnet sig katekismen og synger Brorsons salmer så taget løfter sig i jordhytten, de har grædt så snottet sprøjtede over Kristi lidelser, og de lever fuldt ud et lige så gudfrygtigt og kristent liv som alle andre. Men der har ikke været en præst forbi i mange år. Maria håber at det vil ændre sig. Hun har hørt at missionæren nede i Sukkertoppen, en magister Krogh som hun aldrig har mødt, har taget sig af dage, og at der er en ny præst på vej. Måske vil han være være mere interesseret i hvad der sker ude i distriktet, end ham der hængte sig.

Det efterår fejler både ørredfiskeriet og rensdyrjagten. Det bliver en hård vinter. De er nødt til at koge alt hvad de har af skindremme og kamikker, og æde det, en ydmygelse Maria ikke har oplevet siden hun var barn. Alle de udøbtes småbørn går til, nogle af dem bliver kværket for at spare dem for lidelserne. Mødrene går syngende med dem ud i fjeldet og vender tavse tilbage med barnets klæder. Kateketen på bopladsen taler til forældrene om at det ikke er foreneligt med et kristent liv at slå sine egne børn ihjel. Men der er ikke meget han kan stille op med problemet. Og i deres stille sind er de allerfleste kun taknemlige for at der forsvinder nogle sultne munde. To unge fangere omkommer, det vil sige de vender ikke tilbage fra deres jagtture. Bopladsens gamle lister stille ud i fjeldet, eller ud på isen, de vender sig om en sidste gang og kigger tilbage på bopladsen med et træt blik, så forsvinder de bag næsset eller over åsen, og de ser ikke mere til dem. Om foråret er de kun en halv snes voksne tilbage. Kateketen holder andagt over de døde og de savnede, og de overlevende føler et stærkt sammenhold, men også stærk ængstelse for fremtiden. Man taler om at det kan blive nødvendigt at flytte ud til kolonien Sukkertoppen hvor man i det mindste ikke får lov til at ligge og dø.

Men loddefangsten bliver god, optimismen vender tilbage. Man sejler ud i skærgården ved udmundingen af fjorden og samler æg fra havlit, kjove, tejst og lomvi, der bliver harpuneret sæler der stadig er vinterfede, og de glinsende stykker spækrandede kødstykker bliver bredt dampende ud på tørrede skind, og man holder et flere dage langt ædegilde.

I skærgården møder de en ung kvinde der også kommer fra Holsteinsborg. Habakuk spørger hende ud om hvordan det går deroppe. Det er det samme. Og den gamle præst, Oxbøl, lever han endnu? Så vidt hun ved. Og har præsten givet dig undervisning og døbt dig? spørger kateketen. Han har undervist mig, siger hun, her er resultatet. Hun peger på sin lille pige, lys og fregnet og svageligt udseende. Han lod Herrens ånd komme over mig, men han døbte mig ikke. Alt er altså ved det gamle i Holsteinsborg. Der kan de ikke vende tilbage. Det skulle i så fald være Sukkertoppen som jo også ligger tættere på, men som er fattigere.

Den unge kvinde og hendes pige tager med ind til Igdlut og flytter ind hos Habakuk og Maria Magdalene hvor hun indretter sig på gæstebriksen. De andre kvinder på bopladsen kan ikke lide hende, de synes hun er hovmodig og stor på den fordi hun har ligget med præsten, og fordi hun kan læse i skriften og skrive sit navn. Desuden er hun en blanding, og det gør dem utrygge. Nogle af de samme følelser har de altid haft over for Maria Magdalene, en mistanke om at hun føler sig hævet over dem, men på grund af Habakuk, der er bopladsens oldermand, har de bidt det i sig og behandlet hende godt. Desto mere lader de det gå ud over den fremmede. Der bliver hvisket og tisket. Og det bliver ikke bedre af at den fremmede stikker næsen i vejret, og tror hun er bedre end alle andre. Et par gange rejser hun med Habakuk og nogle andre mænd ind i fjorden på ørredfangst. De vender tilbage uden en eneste fisk, men med smørrede grin på deres fjæs.

Maria Magdalenes følelser for kvinden er blandede. Hun mærker et slægtskab med hende, fordi hun er en udenforstående, fordi hun er kløgtig, men hun ærgrer sig også over at hun er så hoven, og føler også et stik af jalousi da hun vender tilbage fra fjorden sammen med mændene. Hun taler med kvinden. Du skaber uro og misundelse, advarer hun, de andre kvinder hader dig.

Men hun vil ikke høre. Hun er kontrær som et barn og tilsyneladende vred på alverden og fast besluttet på at lade det gå ud over nogen. Hun siger, hvis I kvinder ikke kan holde på jeres mænd, er I selv ude om det.

Jeg ville gerne hjælpe dig, siger Maria Magdalene. Men jeg tror ikke du vil hjælpes.

Kvinderne raser i stilhed, de stikker hovederne sammen og hvisker. Maria hører at de taler om at de ikke kan have en fremmed til at bo og tære på det lidt mad de har. Når vinteren kommer, skal hun være væk. Og hvis hun ikke forsvinder frivilligt, har de besluttet at slå hende ihjel. Hun er ikke døbt, man bliver ikke straffet for at dræbe hedninge. Maria gransker sig selv og må indrømme at hun inderst inde ønsker at de skal gøre det. Hvorfor rejser hun ikke? Hun er selv ude om det, hvis der sker hende noget. Mændene ved selvfølgelig også hvad der sker, men de forholder sig passivt. De er glade for uroen, de morer sig med den fremmede og tager hende med op i fjeldet og ligger med hende, eller de kravler hen til hendes plads på briksen når lampen er slukket, og så bliver der fniset og klynket i mørket. Men når vinteren kommer, tænker hun, og livet snævrer sig ind, så vil de være lige så ivrige efter at slippe af med hende som kvinderne. Så de griner deres smørrede grin, de nyder morskaben så længe den varer, og spekulerer ikke over konsekvenserne. Maria taler med sin mand, men han fejer hendes betænkeligheder til side. Hun er jo bare en hedningekvinde. Hun har ligget med gud og hvermand, man kan ikke fortænke kvinderne i at se skævt til hende.

Du ligger også med hende, siger Maria anklagende.

Han krymper sig lidt. Så smiler han og tager hendes hånd op til munden og kysser den. Hun er jo bare en hedning, det er bare lidt morskab for os. Det må du vel unde din mand. Det er dig jeg elsker, det er dig der er min kone.

De vil slå hende ihjel, siger Maria.

Aij-ja, så galt går det vel ikke.

Du forstår dig overhovedet ikke på kvinder, siger Maria, du ved ikke hvor hævngerrige og onde de kan være. Du tror kvinder er bedre end mænd.

Nu taler vi ikke mere om det.

Hun kommer til at flytte, siger Maria. Jeg siger dig, jeg vil ikke have hende boende længere.

Nu er det vist dig der er hævngerrig, siger Habakuk.

Men om aftenen ligger den fremmede ikke på gæstebriksen. Maria finder ud af at hun er flyttet over i et af de andre huse.

Habakuk har købt sig fred og ro for et stykke tid. Maria forhører sig om hvordan det går med den fremmede. De lader hende åbenbart gå for lud og koldt vand, hun lever af afgnavede knogler og fordærvet mad. De tvinger hende til at overlade sin datter til en af de andre kvinder. En aften hvor fem kvinder er alene med hende, holder de fire hende fast, og den femte tager en teltstang og stikker hende i skridtet med den.

Her er din præst! hviner de. Kan du mærke hvor glad han er for at se dig?

Hun bider tænderne sammen, og hendes ansigt knytter sig sammen til et bundt af smerte. Men hun siger ikke en lyd. Maria deltager ikke i løjerne. Men hun er til stede. Og hun gør ikke noget for at stoppe dem.

De stopper selv da hun begynder at bløde, de trækker sig skræmt tilbage ved synet af blodet og lader hende ligge i fred på sin briks. Hun bliver ved med at bløde, så får hun høj feber, hun ligger sammenkrummet uden at give lyd fra sig, og de tror hun er ved at dø. Maria håber hun vil dø. Det ville være det nemmeste. Men hun tilser hende hver dag og giver hende vand og suppe. Det er hendes kristne pligt. Så står hun op, hun raver rundt på sine tynde ben, og hun griner hoverende ad kvinderne. De svarer igen ved at lægge glødende kulstykker på hendes hud når hun sover, de river totter af hår ud af hovedet på hende. Maria tilbyder hende at flytte tilbage til hendes hus. Men hun flytter ikke.

Det er min undervisning, siger hun. Og det er trods alt bedre end hos missionær Oxbøl.

Så en dag hvor de fleste af mændene er af sted, slæber kvinderne hende ned til stranden, og de der ikke slæber hende, sparker hende og skriger opfordrende til de andre. De binder en sten om halsen på hende og ror ud og smider hende over bord. Så ror de ind igen og stiller sig og kigger. Maria Magdalene står uden for sit hus og ser det hele. Hun griber ikke ind. Kvinden synker ikke. Hun hænger med hovedet nedad og spræller i luften. Kvinderne står inde på stranden og brøler at hun skal dø! Nogle af dem græder hysterisk. De samler skærver på stranden og smider efter hende, de råber, diavulu, dø! Man kan høre hvordan skærverne svirrer gennem luften, og slår ned i vandet. Nogle af dem rammer. Maria hører det. Kvinden bliver ved med at spjætte med benene. Hun har åbenbart hovedet halvt over vandet, for der kommer nogle halvkvalte, spruttende skrig fra hende. Så går kvinderne ind i deres huse. De kan ikke holde ud at se på dødskampen. Maria kan høre hvordan de bryder ud i skinger salmesang.

Hun går ned til stranden og vader ud til den lille ø hvor bådene ligger trukket op, og skubber en kajak i vandet. Da hun kommer ud til kvinden, kan hun se hvordan hun bliver holdt flydende af luftbobler i tøjet. Maria holder sig lidt på afstand, hun er bange for at kvinden skal gribe fat i hende og få hende til at kæntre. Hun møder hendes blik, det er mærkelig roligt. Så rækker hun hånden frem, og kvinden tager den tøvende. Så skærer hun rebet over, og stenen går til bunds. Kvinden trækker sig op på agtertoften, hun hager sig fast og ligger og hoster og gylper.

De uduelige tåber, siger hun. Jeg kunne godt have fortalt dem at den sten var for lille.

Maria tager hende med hjem, hun giver hende tørt tøj på og noget varm suppe. Hun er nødt til at tvinge hende til at spise.

Hvorfor vil du så gerne dø? spørger hun vredt.

Jeg duer ikke til noget, svarer kvinden med hakkende tænder. Jeg kan sprede ben for mandfolkene, det er det eneste jeg kan finde ud af. Jeg er fuld af missionær Oxbøls sperm, den løber i mit blod, når jeg sveder, så sveder jeg sperm. Engang ville jeg døbes og dø, så jeg kunne blive salig og få fred. Nu vil jeg bare dø. Saligheden er ikke noget for mig.

Du kan ikke blive her, siger Maria. Du forgifter hele bopladsen. Du er et skidt menneske. Jeg vil have dig væk.

Kvinden ser på hende med et resigneret smil. Du er jo ligesom mig, siger hun. Du er min søster.

Hvad mener du med det? Jeg er aldeles ikke som dig.

Du har også ligget med ham, siger hun. Han fortalte mig det. Du var hans store kærlighed.

Missionær Oxbøls eneste kærlighed er missionær Oxbøl selv, siger Maria. Han skal nok få sin straf. Hun vender sig bort og går i gang med at bøde noget tøj.

Bag sig hører hun kvinden klukle og tale halvt sindsforvirret med sig selv om gamle Oxbøl. Hun kalder ham „pater Oxbøl“ og opremser med mange detaljer alt det han har tvunget hende til at gøre, og det hun har lyst til at gøre ved ham. Maria fortryder at hun reddede hende i land.

Da Habakuk kommer hjem, fortæller hun ham hvad der er sket. Nu bliver han med et forskrækket, han bliver vred.

Hvor grusomt!

Hvor ukristent af dem!

Stakkels kvinde!

Du er lige så skyldig som dem, siger Maria. Du kan gøre bod ved at hjælpe hende.

Jeg vil gøre det du mener er bedst, siger Habakuk.

Næste dag sejler to kajakker ud gennem fjorden. De ligger dybt i vandet. På hver kajak sidder der en passager på agtertoften med ryggen til kajakmanden, på den ene kvinden, på den anden hendes lille datter. Bopladsens kvinder står ude på forbjerget og kigger efter dem. Om aftenen holder kateketen andagt. Vi er alle skyldige for Herren, siger han. Lad den der er ren, kaste den første sten! Da han har gjort sig færdig, bryder kvinderne ud i deres skingre sang. Maria Magdalene synger sammen med dem.

Udenfor begynder det at sne.

Hun har ikke fortalt nogen om det endnu. Men hun kan ikke blive ved med at holde det hemmeligt i al evighed, før eller senere er hun nødt til i det mindste at tale med sin mand. Eller en præst. Men hvor finder man en præst? Især efter at kolonien blev flyttet ned til dens nuværende beliggenhed, har præsterne forsømt deres distrikt. Hun kunne selvfølgelig også tale med bopladsens kateket. Men han er for pietistisk efter hendes mere nøgterne smag, han ville uden tvivl falde på knæ og forsøge at overtale hende til at følge hans eksempel, og så skulle de ligge og jamre og anråbe Herrens vunder og den slags. Det er ikke noget for hende. Hun elsker Herren, hun har respekt for hans lidelser, men hun svælger ikke i sår og blod og kropsvæsker som pietisterne.

Hun må hellere vente til manden kommer hjem. Han er på rensdyrjagt, han har været væk i nogle uger. Han har taget en frille med, en anden ung kvinde, til at koge og sy og til at holde feltmadrassen varm. Hun selv er for svag til at deltage i strabadserende jagtture. Og hendes evner til at give varme på briksen er det så som så med, det har Habakuk tit beklaget sig over. Hvis du var lige så kyndig i din mands behov som i evangelierne, så var jeg en lykkelig mand, siger han. Altså er det vel kun ret og rimeligt at han har taget frillen med. Men hun ville ønske han ikke gjorde det.

Hun ved ikke engang hvornår det begyndte. Det var engang i løbet af vinteren mens de stadig lå sneet inde, og tærede på køddepoterne. Hun havde disse mærkelige drømme om den hvidklædte der trådte frem, og talte til hende. I begyndelsen tænkte hun at det var præsten Oxbøl der kom til hende, at det var et mareridt, og hun vågnede altid med sengetøjet gennemtrukket af sved. Oxbøl er ikke en mand hun ønsker at tilbringe flere nætter sammen med. Hun havde drømmen endnu et par gange, og så mærkede hun at det alligevel ikke var den gamle præst. Der blev sagt noget, men hun fik ikke fat i ordene. Måske blev de udtalt på et fremmed sprog, måske græsk eller hebraisk, det var ikke til at sige. Selv om hun er forholdsvis belæst, er hun ikke stiv i de bibelske sprog. Hun kan lire nogle remser af sig på latin, det er det hele. Når Habakuk skal drille hende, kalder han hende min lille papist. Nej, det var ikke latin den hvidklædte talte. Der var heller ikke noget truende ved ham. Det følte hun den første gang, men så ændrede det sig. Snarere noget bydende. Men hvad var det manden forsøgte at sige?

Så forsvandt drømmene. Det er sikkert meget almindeligt, tænker hun, at drømme bliver særligt livagtige efter at der er sket noget slemt. Først var der historien med kvinden der lavede ravage. Så skete det rigtigt slemme. Deres ældste søn, den blege og fregnede, havde øvet sig i at skyde med sin pil og bue som faren havde fremstillet til ham, og havde ramt sin søster i øjet. Drengen var løbet sin vej og havde gemt sig, og pigen lå nede på stranden og skreg. Nogle af de andre børn kom løbende op til deres hus og gjorde anskrig. Da de kom ned til pigen, var pilen brækket, om det nu var hende selv der havde gjort det i et forsøg på at trække den ud, eller broren, fandt de aldrig ud af. Men Habakuk tog fat i det korte, flossede pileskaft og trak til. Det var en rigtig pil, der var modhager på, pilespidsen var et skarpt tilfilet metalstykke fra Handelen, af den type der knækker af og sætter sig på tværs når den synker ind i kødet. Habakuk trak i pileskaftet, Maria måtte holde pigen om hovedet, og hun kunne mærke at manden lagde alle kræfter i, han forsøgte at vride og rokke pilen løs. Skindremmene blev slidt over, men pilespidsen blev derinde. De håbede at såret ville lukke sig, og metalstumpen der sad fast i øjenhulen indkapsles. Men pigen døde om natten. Drengen, pigens storebror, vendte tilbage næste dag. Han lod som ingenting, spiste sin mad, sov på briksen, og de lod ham være i fred.

Det var nogle dage, eller rettere sagt nætter, efter denne ulykke at Maria Magdalene igen drømte om den hvidklædte skikkelse. Hun tænkte at det måske var Herren der ville trøste hende i hendes sorg. Men hun ville ikke have hans trøst, ellers tak. Hvis du var noget værd, kunne du have reddet min pige, reddet min søn fra at blive morder. Nu kan det være lige meget. Hver dag gik hun op og ned ad sin søn, morderen, gav ham mad, ordnede hans klæder, rørte ved ham, og hun kunne ikke lade være med at hade ham og hans fregnede fjæs og hans ræveøjne. Og drengen kunne mærke det, han trak sig tilbage fra hende. Flere børn havde de ikke der havde overlevet det første leveår.

Habakuk er nu begyndt at tale om at han kunne tænke sig at bo oppe på sletterne. Han lader som om han ikke kan huske at det var hendes idé. Det ville være usædvanligt. Maria har aldrig set nogen der boede mere end et stenkast væk fra vandet. Men der er noget majestætisk og tillokkende ved de højtliggende sletter. Tågen når ikke derop. Man kan sidde og se den komme krybende om aftenen og lægge sig over vandet fra bred til bred, sølvskinnende og så kompakt at man føler man kunne træde op på den og krydse fjorden til fods. Om morgenen kan man se hvordan den bliver suget til havs igen. Når man bor nede ved stranden, kan man ikke se en hånd for sig i tågen, man føler sig blindet og indespærret, og man kan ikke bedømme hvor lyde kommer fra.

Vi ville være tættere på Herren deroppe, siger Habakuk.

Maria smiler ved sig selv.

Og så kommer den hvidklædte tilbage og taler til hende igen. Det er midt om sommeren. Sønnen er taget med sin far ind i fjorden, og Maria er glad for at være af med dem begge to. Bopladsen er næsten affolket, på nær kateketen og et par gamle mennesker der overlevede den sidste krisetid, og nu går i angst og bæven for den næste vinter.

Denne gang kan hun både høre og forstå hvad han siger: Maria Magdalene, tror du at alt dette er kommet af intet?

Han har taget hende med op på en af sletterne, de må være trasket derop i drømmen, men det kan hun ikke huske. Nu står han og slår ud med hånden mod fjorden og fjeldene og himlen. Hun kigger nøje på ham, hun indprenter sig hvordan han ser ud, for hun har tænkt sig at skrive det ned når hun vågner. Nu kan hun se at det er Ham. Frelseren. Hun er ikke i tvivl. Han ligner på flere punkter de illustrationer hun har set af ham, skægget, det lange krøllede hår, de brune øjne, den blege hud, kjortlen. Men det blik han sender hende, hans ansigtsudtryk, er ikke som hun havde forestillet sig. Hans øjenbryn er trukket op i panden, munden smiler skævt. Driver du gæk med mig? tænker hun.

Så er han væk. Hun står alene tilbage højt oppe over bopladsen som er skjult af tågen. Det er midt om natten, men lyst. Et par ravne tumler sig i luften over hende og skræpper op. Næste dag skriver hun det hele ned på et afspækket skind. Hun gemmer „papiret“ under madrassen. Hun har brug for at tale med nogen om drømmen. Hun ville ønske at manden snart kom hjem.

Nogle dage senere gentager drømmen sig. Hun står ved siden af Ham, som om hun var hans ligeværdige, og Han slår ud med hånden og stiller det samme, muligvis drillende, spørgsmål. Tror du at alt dette er kommet af intet?

Nej. Selvfølgelig gør jeg ikke det.

Men en samtale kommer der ikke ligefrem ud af det. Hun ville gerne spørge ham ud om forskellige ting nu hvor hun har ham, bede om tilgivelse for at hun var vred på ham over datterens død, spørge om råd om sin søn, den fregnede dreng. Men hver gang hun skal til at sige noget, vinker han afværgende ad hende med hånden. Han ser ikke på hende, han kigger væk, ud over fjorden og fjeldene.

Tror du at alt dette er kommet af intet?

Nej, har jeg jo sagt.

Hun drister sig til at kigge på hans bryst, hun bøjer sig frem og trækker lidt af kjortelen til side. Og der kan hun se det, såret. Det bløder ikke, men det er heller ikke lægt. En åben, flammerød flænge. Der hvor romerens lansespids gik ind. Det minder hende om datteren der blev ramt af en pil. Hun vågner ved at hun græder.

Maria Magdalene, siger Han en nat, gå ud og sig til dine folk at de lever syndefulde liv. De skal samle sig i stort hobetal og forlade kolonien og de danske horebukke og drukkenbolte og tilbede Herren.

Det er det længste budskab hun har hørt ham sige. Hun skriver det ned ord for ord om morgenen. Nu har hun fyldt et helt ark med hans budskaber. Den dag vender Habakuk hjem fra jagten.

Han hænger med hovedet og virker brødebetynget. De har fanget flere store dyr, de kommer slæbende med de flåede dyrekroppe og kaster dem fra sig på jorden, bagpartier med strittende ben og røde muskler marmoret af gullighvid talg og sener. Vinteren er sikret. Men Habakuk er tavs. Da han har vasket blodet af sig, går han ind i huset og lægger sig på briksen. Hun koger en portion indvolde med byggryn til ham, men han skubber skålen væk og vender sig om mod væggen. Drengen kommer ind. Hun giver ham maden i stedet for, og han hugger den i sig. Hun kan se at han er vokset. Da han har spist, beder Habakuk ham om at gå.

Der er sket noget, siger han.

Ja, siger hun. Der er sket noget. Hvad er der sket?

Han fortæller det. De gik på jagt hver dag, men havde ikke heldet med sig. Dyrene var for langt væk, de var for sky, og når han kom på skudhold, ramte han ved siden af. Der var noget galt, de kunne mærke det. Han holdt op med at sove sammen med frillen, for han tænkte at Herren måske var vred på ham på grund af hende, og at det ville hjælpe på jagtlykken hvis han sov alene. Men de fangede stadig ikke noget. Så var der en af mændene der foreslog at de brugte lidt af den gamle jagtmagi. De lavede nogle små dukker der forestillede rensdyr, af dværgbirk og lyng og sagde trylleformularer over dem. De næste dage fangede de mange dyr. Men ingen af dem var glade for fangsten. De var bange for at blive straffet med sygdom og ulykker.

Maria er skrækslagen. I har tilbedt afguder!

Ja. Det var Satan der fik os til det, tror du ikke?

Så fortæller Maria ham om drømmene. Hun viser ham papiret med alt det den hvidklædte har sagt til hende. De beslutter at følge påbudene til punkt og prikke, for at undgå at blive straffet. De ligger adskilt fra resten af fælleshuset ved et skind der hænger ned fra loftet. Det giver dem lidt privatliv. De hører hvordan de andre i husholdningen kommer ind. De har kød med sig som de begynder at koge, der bliver hurtigt kvælende varmt, og Maria og Habakuk klæder sig af og ligger oven på skindet. De lytter til snakken i huset. De hvisker sammen, lægger planer.

I efteråret flytter de op på sletten. I begyndelsen bor de i telte. De løfter tagspærene af deres gamle hus nede ved stranden og bærer dem derop. De graver nye tørv og tørrer dem. Så bygger de væggene. Konerne garver tarmskind som de bruger til vinduesruder, mændene bjerger kadaveret af en pukkelhval og lægger knoglerne i strandkanten så tanglopperne kan rense dem, hvorefter de vil blive brugt som spær og stivere. De sejler langs kysten der flyder med vraggods fra havarerede skibe, og indsamler hvad de finder af drivtømmer, høvlede brædder, spæktønder, dragkister, tovværk og store tromler med sejldug. Inde i fjorden samler indbyggerne hvad de selv har af europæiske bygningsmaterialer, nogle brædder, nogle hasper og klinker, jernkroge til gryderne, men havarirovet viser sig at være så stort at det er helt overflødigt. De er klar over at det er en overtrædelse af dansk lov at tilegne sig vraggods, de kan blive straffet med lænker og skampæl hvis det bliver opdaget, men de siger til hinanden, det her er vores land, det der driver ind på stranden, tilhører os lige så meget som danskerne, de kan jo komme og tage det hvis de tør. De tømrer en lang briks hvor de tre par der flytter sammen med dem, får hver sin rummelige bås. De rejser en flagstang af en klyvermast, de hejser et tarmskind op i den, broderet med et stiliseret mønster af mennesker der tager hinanden i hånden og danser i ring. Det blafrende flag kan ses på lang afstand.

Habakuk holder en andagt på toppen af sletten, foran det nye hus. Han fortæller om sin kones nyeste drøm hvor Herren igen er trådt frem foran hende. Herren glæder sig, siger han. Han fryder sig over sine børn. Han siger at de har valgt vejen til frelse og selvstændighed, og den vej kan de ikke gå sammen med de danske horebukke og svirebrødre ude i kolonien. Vi er os selv nu, siger Habakuk, og Herren Jesus Kristus er med os!

Ja! siger de der sidder og lytter til ham. Men hvad skal vi gøre hvis der kommer en båd fra kolonien, og de siger at vi har lavet om på troen og stjålet det vraggods der retmæssigt tilhører Hans Majestæt Kongen? For det har vi jo gjort!

Så længe vi retter os efter Herrens ord, kan der ikke ske os noget ondt, siger Habakuk roligt og tager sig god tid med at se på dem, én efter én. Det her land tilhører os, det der flyder ind til stranden, skal vi ikke bede om lov til at tage, og ingen skal fortælle os hvad vi skal tro på. Herren er med os! Han taler til min kone, og jeg bringer Hans ord videre til jer.

Det efterår har de en god fangst både af ørreder, skællaks og rensdyr. Vinterdepoterne er fulde da det bliver koldt, og fjorden lukker til. Folk strømmer til fra alle kanter af distriktet, der bliver bygget flere huse oppe på de høje sletter, tørvehuse, træhuse, stenhuse, der bliver gravet flere vinterdepoter, og de bliver hurtigt fyldt, man fyrer med spæk og kvas og tørv, men også med tømmer der ligger langs stranden ude i skærgården, husene er gode og varme, børn bliver født, deres mødre har godt med mælk. Så lukker vinteren det hele ned, og bopladsen går i dvale. Frisk, tyk røg siver stille fra en snes skorstene højt oppe over fjorden. Da det bliver forår, er der ingen der er døde af sult, og de har endda kød tilovers da loddefangsten går i gang.

Den sommer ankommer der både med nye beboere næsten hver dag. De ler forbavsede ved synet af højsletterne hvor der ligger huse af alle mulige materialer og udformninger. Hvad er det her? siger de. De her mennesker må jo være vanvittige! Så går de i land og bygger noget der er endnu mere mærkeligt.

Maria Magdalene drømmer. Hun har drømt disse huse og disse mennesker, nu drømmer hun endnu større ting. Hun drømmer huse på alle klipperne og tusindvis af mennesker der trives og lever fredeligt med hinanden. Hun drømmer en skole, og Habakuk siger til folkene: Herren har sagt at der skal være en skole til vores børn, så de kan lære at læse og skrive. Og så bygger de en skole, og børnene lærer at læse og skrive. Og Maria Magdalene drømmer om et hospital for gamle og syge, og Habakuk giver det videre, og de indretter et hus oppe på toppen til folk der skranter, og ansætter nogle ældre kvinder til at passe dem. Og Maria Magdalene drømmer, eller måske får hun bare ideen, om et fællesdepot og en liste over hvem der har rigeligt, og hvem der trænger, og det bliver alt sammen iværksat, og der laves en enkekasse til dem der er blevet alene, og en sygekasse til dem der i en periode er uarbejdsdygtige, og en fond til dem der ikke duer til at tage på fangst, men er dygtige til at skære figurer i drivtømmer og fedtsten. Og Maria Magdalene drømmer om en kirke. Og hun siger til Habakuk, Herren har talt til mig, han siger vi skal bygge en kirke, den skal bestå af landets egne byggematerialer, men drivtømmer må vi godt bruge, og den skal ligge på det allerhøjeste punkt på den højeste slette. Og så går de i gang med det møjsommelige arbejde med at samle drivtømmer og skifersten og tørv til en kirke. Byggeriet varer en hel sommer, hundreder af mennesker deltager i arbejdet. Det bliver en smuk kirke, den vender mod vest, mod udmundingen af fjorden, mod rejsende der ankommer med båd, og foran den bliver der sat en bueportal af kæbebenene fra en grønlandshval.

Hvad har du drømt i nat? spørger Habakuk sin kone.

I nat har jeg drømt at vi skal leve i fred og fordragelighed med hinanden, siger hun.

Han virker skuffet. Er det det hele?

Det er den største af alle drømme, siger hun.

 

2. bud

Et måltid

(August, 1787)

Det andet Bud, saaledes som en Husfader letfatteligt skal lære sin Husstand det:

„Bruger icke Herren din Guds Nafn til Løgn.“

Det vil siige: Vi skal frygte og elske Gud, saa vi ikke bander, sværger, øver Trolddom, lyver eller bedrager ved Hans Nafn, men i al Nød paakalder det, beder, lover og takker.

Bertel vågner ved at noget koldt og glat glider hen over hans mave. Det er hans kones hånd der famler i søvne. Han skubber den væk og springer op af briksen, går hen og kigger til drengen. Han sover fredeligt. Han har sparket tæppet af sig, trøjen har snoet sig om overkroppen og ligger i valker oppe under armene. Bertel retter forsigtigt på tøjet og dækker ham til. Drengen snøfter lidt og vender sig om på siden, fuldstændigt lukket inde i sin søvn. Han står og kigger lidt på ham. Ængstelse og kærlighed. En svær blanding. Han har arvet fregnerne og den blege hud fra ham sammen med de skæve tænder, det mørkblonde hår og den forkølede snorken som Sofie altid har beklaget sig over hos ham selv. Og det gode hoved. Et godt præsteemne. Bertel smiler hen for sig. Så løsriver han sig og går ned til havnen for at kigge på de nyankomne.

Skibet ligger roligt for svaj derude, halvt skjult af tågen. Koloniklokken kimer, det er den der har vækket ham, og mandskabet er i fuld gang med at gøre klar til modtagelsen. Han sætter sig på en tønde, får en fidibus af en af de indfødte betjente og tænder sin pibe.

Lidt efter kan han se en chalup på vej ind, roet af fire søfolk og med kaptajnen stående i stævnen. Købmanden står klar til at modtage ham, med sin unge kone under armen. Hun siger noget til ham, hun ler, en kvidrende latter, lys og fremmedartet. Sikke en mærkelig fugl hun er, tænker Bertel. De indfødte er myldret ned til stranden, de håber nok på en god tuskhandel med søfolkene. Han kan se at kvinderne har nettet sig, de er trukket i hvad de ejer af europæiske klude for at gøre indtryk på de danske sømænd. Bertel græmmer sig. Han føler kvalme ved sit eget blandede blod, og når de indfødte kvinder tripper for at mænge sig med de hvide, bliver han rasende.

Chaluppen er fuld af varer og rejsegods. En af koloniens egne chalupper har lagt bi ved skibssiden og er ved at blive fyldt op. Bertel går hen til bødker Dorph, der bor sammen med hans svigerinde, og er den eneste af det danske mandskab han er en smule på talefod med.

Hvad er det der hænger i bommen?

Bødkeren ler. De siger det er en ko.

En ko? Bertel stirrer. Han har aldrig set en ko. Dyret hænger i lossebommen, højt svævende over dækket. Den brøler forpint. Han har set køer i de illustrerede magasiner Sofie tager med fra købmandens hvor hun er hushjælp. Han har aldrig troet han skulle se én i virkeligheden.

Eller også er det Helligånden, siger bødker Dorph. Siden den svæver rundt mellem masterne og ikke vil komme ned.

Du skulle ikke tale om Helligånden på den måde, siger Bertel irettesættende, men er ved at bide sig i tungen da han ser det hurtige blik som bødkeren sender ham. Kend din plads! siger blikket. Han er klar over at bødkeren kunne indgive en klage over at blive tiltalt på den måde af en indfødt. Det er nok trissen der har sat sig i baglås, siger han udglattende. Han kan se mandskabet stå på dækket og kigge op på koen og parlamentere.

Men hvem medbringer en ko, og hvad har den her at bestille? siger bødkeren.

Koen tilhører den nye præst, siger forvalter Dahl der står og noterer noget på en tavle. Det er en malkeko. Dens mælk er meget nærende, den gør den syge rask og afholder den raske fra at blive syg.

Hjælper den mod sting i brystet? spørger Bertel.

Mælken er som medicin, siger forvalteren, der undtagelsesvis nedlader sig til at se på Bertel, den hjælper både mod det ene og det andet. Hvis den overlever losningen, kan vi nok alle få os et glas.

Hvis det er præstens ko, vil jeg bede om et glas til min dreng, siger Bertel.

Jeg er sikker på at han vil få al den mælk han ønsker, Bertel Jensen, siger forvalteren. Han skal jo assistere præsten i hans gerning, så han ønsker nok at holde sin kateket i vigør.

Bødkeren spørger forvalteren om han tror hans kongebrev er med skibet. Jeg har nu gået og ventet på det i årevis, klager han.

Jeg kender ikke noget til hans kongebrev, siger forvalteren afvisende. Han bliver nødt til at vente til posten kommer i land.

Jeg lever i synd! siger bødkeren melodramatisk.

Ja, ja, det gør vi sgu alle sammen, siger Dahl. Dorph er ikke nær så ilde stedt som han selv går og tror. Men jeg ønsker ham af hjertet held og lykke med det. Han fjerner sig med sin tavle.

Chaluppen lægger bi, to mænd springer op på kajen. Kaptajnen følger efter, medbringende lidt af lyset og det friske vejr ude fra søen. Han retter sig op og smiler. Han er klædt i lang frakke og hvide knæstrømper. Hans hår er helt kort. Bertel genkender ham fra tidligere ankomster, en tyk mand, med et koparret, venligt ansigt. Købmanden og hans kone går hen til ham, førstnævnte hilser ved at føre hånden op til den trekantede hat han bærer i dagens anledning. Kragstedt har iført sig kommandøruniformen, sko med sølvspænder, kort paryk. Ved bæltet bærer han en sabel. Madam Kragstedt er klædt i en blomstret kjole med guldflæsekanter. Bertel er ret fortrolig med den kjole, Sofie har for nylig haft den med hjem for at lappe på den. Hun har taget den på, og så er de hoppet i seng og har leget købmand Kragstedt og hans kone. Bertel smiler ved tanken, han fanger madam Kragstedts blik, og hun strejfer ham med et blændende smil. Bertel slår øjnene ned. Kaptajnen sætter den ene fod foran den anden på ægte galantiervis, bukker sig ned, tager hendes hånd mellem tommel- og pegefinger og løfter den op til munden, berører den med læberne. Det er åbenbart en spøg, tænker Bertel, for de ler alle tre. Men de kender jo også hinanden fra sidste år. Danskeres indforståede mærkværdigheder. Så følges de ind ad kajen, mændenes sabler hopper efter dem hen over plankerne, og madammens kjole bølger af sted. De går op ad den lille skrænt til kolonihuset hvor klokken stadig bimler løs. Købmanden råber til manden der ringer, en indfødt ansat ved Handelen.

Så hold dog op med sit ringeri, kanalje, ellers bliver vi alle døve!

Klokken bliver stille. De går ind i huset.

Hejsespillet ser ud til at fungere igen. Koen sænkes rykvis ned i chaluppen, så følger nogle mænd efter ud over rælingen og ned ad rebstigen. Årerne stikkes i vandet, de vipper op og ned som vingerne på en mekanisk fugl. Bertel får øje på en mand i sort frakke og bredskygget hat med høj puld der står i stævnen og spejder. Da båden støder mod kajen, er han den første der stiger i land. Det må være den nye præst. Han begynder at kommandere med mændene i båden. Hans nervøsitet gælder åbenbart dyret der ligger tøjret på dørken. En sømand løsner rebene om koens ben, der bliver råbt og kommanderet fra alle sider, koen hugger med klovene, chaluppen vipper faretruende, så får de gelejdet den op på kajen hvor præsten tager imod den og taler beroligende til den mens han holder den om mulen, og klør den bag øret. Folk glor, især de indfødte stirrer vantro, bogstaveligt talt.

Et rensdyr! siger de. Hvorfor har den tosse taget et rensdyr med sig over havet? Hvor er dens gevir? Se, dens patter er store som spækposer!

Bertel tør ikke nærme sig præsten så længe han står med koen der slår med det klodsede hoved og brøler. Uafvidende har han revet huen af hovedet og står og knuger den i hånden i afventende ærbødighed. Bødkeren går hen til præsten, han tager koen ved rebet og fører den hen til spækhuset hvor han tøjrer den. Den hiver i rebet og brøler. Præsten anmoder om en spand vand, og bødkeren går hen og henter brandspanden. Koen bøjer hovedet og drikker. Den urinerer plaskende ud over kajens planker. Præsten henvender sig til bødkeren, Bertel kan ikke høre hvad han siger. Men bødkeren tager huen af hovedet og bukker forbindtligt. Præsten ser sig søgende omkring. Bertel kan se at han svajer lidt frem og tilbage.

Bertel Jensen, siger han og bukker dybt. Kateket. I er vores nye præst.

Præsten kigger på ham, han rækker en hånd frem, og Bertel tager den i sin. Morten Falck. Jeg skal afløse missionær Krogh. Hvor er missionæren?

Han er kreperet, ærede hr. magister. Afgået ved døden, mener jeg.

Hvad døde den gode præst af? Blev han syg?

Det var mere som en ulykke, hr. magister, siger Bertel tøvende.

Hvilken slags ulykke? Falck ser lige på ham.

Han hængte sig, siger bødkeren der er vendt tilbage. Herinde, i spækhuset, ærede magister. Da de skar ham ned, faldt liget ned i spækkogeren, men vi fik ham reddet op med en bådshage. Han sydede værre en end helstegt pattegris.

Uha! siger magister Falck. Jeg må huske at finde et andet sted, hvis jeg vælger at ledsage hr. Krogh.

Hvis magisteren har tænkt at tage sig af dage, så må han venligst gøre det væk fra kolonien, ryger det ud af Bertel.

Men præsten tager det pænt. Han klapper ham på armen. Det var en spøg, gode Jensen. Jeg har ingen umiddelbare planer i den retning. Jeg er sund og rask både på sjæl og legeme.

Nå, siger Bertel og fanger præstens blik. Det er måske mælken?

Præsten går lidt ind ad kajen, så kommer han tilbage. Bertel studerer ham. Han er en høj mand, og ret kraftig og bredskuldret, blå øjne, men den tykke pisk der hænger ned mellem hans skuldre, tyder på at hans hår er mørkt og kruset.

Dette er altså den berømte Sukkertoppen koloni? siger præsten muntert. Det var ikke meget.

Distriktet er ellers stort nok, siger bødkeren. Flere dagsrejser i alle retninger. Større end det jyske fastland fra Skagen til Flensborg.

Javel, siger Falck. Et kolossalt land og kun nogle håndfulde døbte.

Der er nok at tage fat på for en præstemand, siger bødkeren. Afgudsdyrkelse, mord og hedensk mørke overalt. Salig magister Krogh måtte give fortabt.

Salig og salig, siger Falck. En selvmorders salighed er det vel så som så med.

Jo, siger bødkeren, men måske kom han en endnu værre skæbne i forkøbet. Magisteren var ved at miste sin forstand, han hørte basuner og salmesang og så døde mennesker vandre hen over himlen.

Virkelig? Interessant. Sikke en skam jeg ikke fik mulighed for at lære magister Krogh at kende.

Bødkeren foreslår at de flytter koen ind på land hvor der er frisk græs. De løsner den og finder et sted neden for kolonihuset hvor de binder den til en sten.

Vær ikke bange, siger Falck til Bertel. Hun sparker ikke, hun er god som dagen er lang, og hun sætter pris på menneskeligt selskab. Han klapper dyret på ryggen, og Bertel gør det samme. Han mærker huden skælve og tager hånden til sig. Hans hånd føles fedtet, og han tørrer den af i trøjen.

Den ser sørgmodig ud, siger han. Den ved nok den snart skal dø.

Falck ser vredt på ham. Den skal aldeles ikke dø, bortset fra at vi jo alle skal dø før eller senere, glem ikke det. Måske overlever denne ko os alle sammen. I øvrigt hedder hun Roselil.

Goddag, Roselil, siger bødkeren og kæler for dyret på en måde som Bertel finder ret intim og besynderlig. Åh, jeg har ikke set en ko siden jeg var dreng. Det er næsten så man kommer til at savne det derhjemme.

Bertel ved at han burde lade være med at sige noget, men præster har altid givet ham lyst til at sige upassende ting. Hvem skal passe på at de indfødte ikke dræber koen og putter den i suppegryden? buser det ud af ham.

Det giver åbenbart præsten noget at tænke over. Tror han der er en risiko for at de vil gøre det?

Der er meget kød på sådan et dyr, siger Bertel. Han mærker at han har præstens fulde opmærksomhed, og at han kan tillade sig at sige næsten hvad som helst. De vilde er meget blodtørstige og koldblodige, desuden er de meget snu. Hvis de får mulighed for at slå den ned, vil de ikke holde sig tilbage.

Jeg vil bede købmanden om at postere en vagt, siger præsten eftertænksomt.

Måske skulle I bare slagte den med det samme, foreslår Bertel, og komme de vilde i forkøbet. Så kunne vi alle sammen få os en frisk bøf.

Præsten blegner. Bertel bukker smilende, så går han hjem til sig selv. Han sagde alt for meget, men han kan ikke lade være med at godte sig over at have forskrækket præsten.

Sofie er stået op, hun er ved at koge grød til drengen der ligger på sin briks og bladrer i et af sine blade.

Når du er stået op, skal jeg vise dig noget, siger Bertel.

Drengen kigger på ham hen over bladet. Hvad er det?

Du må vente og se. Men jeg kan love dig at du aldrig har set noget lignende.

Han går hen og kysser Sofie i nakken. Hun vrider på overkroppen og skubber til ham med skulderen. Så kigger hun hurtigt op og griner. Hun blotter tænderne og snerrer ad ham. Han lader som om han bliver bange. Drengen skæver til dem henne fra briksen. Men da Bertel kigger på ham, dukker han ned bag sit blad.

Jeg går lige om lidt, siger Sofie.

Ja, du skal vel op og tørre madammen bagi.

Der er stor middag. Jeg skal hjælpe med serveringen.

Jeg skal nok give drengen hans grød. Gå du bare.

Hun smider hvad hun har i hænderne og stikker fødderne i kamikkerne. Hurtigt kysser hun ham, derefter drengen, så er hun ude ad døren. Henne på komfuret spytter en kasserolle klumper af kogende grød ud over det hele.

Hvad skulle mor? spørger drengen.

Hun skal hjælpe til ved middagen hos købmandens. Der er kommet skib.

Han kunne have bidt tungen af sig. Men nu er det ude. Drengen bliver ellevild og farer hen til vinduet på bare fødder. Han får ikke en bid mad ned før de har været nede på havnen og kigget på skibet og hilst på mandskabet der tramper ind og ud ad kajen. Bagefter går de op til stedet hvor koen står tøjret.

En ko, siger Bertel. En rigtig levende ko. Hvem skulle have troet det?

En kvie, siger drengen. Jeg tror det hedder en kvie.

Ja, det kan man vel se på dens patter, siger Bertel.

Yvere, siger drengen.

Man kan drikke dens mælk, oplyser Bertel.

Det ved jeg godt. Man kan koge grød af mælken, man kan lave ost og smør.

Man kan vist ikke fortælle dig noget du ikke allerede ved, siger Bertel.

Drengen griner. Jeg har læst det i en bog.

Og hvad skal du være når du bliver stor?

Sømand, siger drengen og ler. Kaptajn.

Det bliver vi nu to om at bestemme, siger Bertel og hiver ham venskabeligt i øreflippen. Hvad er det du skal være?

Præst, siger drengen lydigt og kigger op på sin far. Hans blå øjne glimter.

Det er nemlig rigtigt, siger Bertel. Tænk på det, den første grønlænder der bliver præsteviet! Du skal rigtig vise dem at vi ikke er dummere end dem.

To dage senere. Det banker på døren. En ung kvinde står udenfor. Hun rækker ham et sammenfoldet stykke bøttepapir.

Fra præsten, siger hun.

Og hvem er du så?

Hun svarer ikke.

Arbejder du for præsten?

Hun ryster på hovedet. Han bad mig bare give dig det her.

Han folder papiret ud og læser den gnidrede skrift. „Kære Bertel Jensen, jeg er ikke ganske vel og ville være ham forbunden, om han kom hid! Morten Falck, missionær.“

Hvad er der i vejen med præsten? spørger Bertel. Han er vel ikke fuld?

Han er måske syg, jeg ved det ikke. Han ligner et spøgelse.

Bertel kigger nærmere på kvinden. Hvor kommer du fra? Jeg har vist ikke set dig før.

Nordfra.

Holsteinsborg?

Hun trækker øjenbrynene op i panden som bekræftelse.

Hvad laver du her i distriktet?

Jeg er her sammen med min datter, siger hun. Jeg bor i fælleshuset.

Hos de vilde? Har præsten i Holsteinsborg døbt dig?

Jeg er ikke døbt, men gamle missionær Oxbøl har undervist mig ret grundigt.

Ja, jeg kender missionæren og hans undervisning, siger Bertel kort.

Kvinden kigger forbi ham ind i stuen. Jeg kan passe din dreng, tilbyder hun.

Du har jo selv en datter?

Milka. Hun er fem år, en flink pige. Vi kan komme her om dagen. Børnene kan lege sammen. Jeg kan gøre rent, lave mad.

Det har vi ikke brug for. Det er ikke et herskabshus med tjenestefolk det her. Jeg og min kone tager os af alt det huslige. Og min dreng skal have ro, han har ikke brug for legekammerater.

Hun kigger ned. Bertel bliver irriteret på hende, og på sig selv fordi han får et anfald af skyldfølelse. Hun er en blanding ligesom han, hun har det sikkert svært, hvis hun er alene med et barn. Han vil helst lukke døren, men så ville han smække den lige i ansigtet på kvinden, og det kan han ikke få sig til. Der er noget ved hende der får ham til at studse.

Kender jeg dig? spørger han.

Hun trækker på skuldrene. Naluara.

Er der andet du vil?

Måske præsten har brug for en hushjælp, foreslår hun.

Ja, måske. Jeg kan spørge ham. Men han kan jo ikke have dig boende. Det forstår du vel?

Jeg kan læse og skrive, oplyser hun. Oxbøl underviste mig.

Han er vist din velgører, denne missionær Oxbøl?

Han er far til pigen.

Gamle Oxbøl? Bertel stivner. Han ved ikke hvad han skal sige. Du lod præsten ligge hos dig? siger han strengt.

Måske var det den Helligånd. Men det føltes ikke sådan. Er den Helligånd skabt ligesom jer mænd?

Var din blasfemiske mund, kvinde. Jeg burde slå dig for det du der sagde.

Jeg slår ikke igen, svarer hun frækt.

Det vil jeg også stærkt fraråde dig. Men nu hvor du er her, hm. Jeg skal tale med præsten. Gå nu.

Jeg vil helst være her.

Du er måske træt af præstefolk? Du vil forsøge dig med en af dine egne?

Det kan være smertefuldt at blive katekiseret, siger hun. Man risikerer at blive med barn.

Den nye præst er ikke sådan. Men du skulle jo nok få ham spoleret. Han kommer til at grine. Det er i hvert fald forsøget værd. Jeg skal tale med ham. Måske vil han antage dig.

Endelig går hun. Han kigger efter hende. Stærk ryg, spændstige skridt. Hvor har jeg set dig før? tænker han.

Falck sidder på trappen foran missionshuset da han går derover, iført præstekjole og krave, med marmorhvide fødder stikkende frem under kjolekanten. Han er gustenbleg og ser ikke ud til at have sovet godt. Han stirrer på et eller andet oppe i fjeldet, men da Bertel kigger, er der ikke noget.

Hr. magister? siger han og hører på sin egen stemme at han er tilbage i den underdanige rolle. Han har dog beholdt huen på hovedet.

Præstens blik glider langsomt over mod ham og stopper.

Kan jeg hjælpe Jer med noget, hr. magister?

Gud velsigne ham, Bertel Jensen.

Er magisteren syg?

Ikke ligefrem syg. Men rask er jeg vist heller ikke. Det må være en slags landsyge efter den lange søfart. Hele dette kontinent vipper og krænger værre end en skude i stormvejr. Og købmandens gæstfrihed gør jo sit.

Bertel siger ikke noget.

Er det altid således? spørger Falck.

Hvorledes, hr. magister?

Druk og spil og løssluppenhed fra morgen til aften?

Det ved jeg ikke. Naluara. Jeg blander mig ikke i hvad de danske foretager sig.

Det bliver forhåbentlig bedre når skibet afsejler igen.

Bertel står afventende uden at svare.

Og igen i dag er jeg inviteret, sukker Falck. Jeg holder det ikke ud.

Hr. magisteren kan vel sige nej? foreslår Bertel.

Det kan man, men det er også vigtigt at lære hinanden at kende og komme på god fod med dem man skal omgås med de næste mange år. Og de er da vist gode folk, lader det til, i hvert fald bedre end i Godthåb. Men jeg har forsømt ham, jeg har forsømt min kateket. Vi har slet ikke udrettet noget som helst endnu. Han må ikke have særlig høje tanker om sin nye præst.

Bertel kunne sige at den nye præst ikke adskiller sig fra de tidligere, men han vælger at forblive tavs.

Han skal gå med mig, siger præsten med et og lyser op. Han skal ledsage mig til middag hos købmanden.

Mig? Jeg har aldrig spist i kolonihuset. Jeg har aldrig været derinde.

Så må det være på tide. Falck rækker hånden op mod Bertel. Åh, hjælp mig op at stå. Jeg har det allerede meget bedre.

Bertel følger med ham indenfor hvor han tager paryk, underbenklæder og støvler på. Det er første gang han overhovedet taler med præsten siden hans ankomst for to dage siden, og nu står han og hjælper ham med påklædningen. Han nævner kvinden der søger efter en stilling som hushjælp. Falck er velvillig. Han har brug for nogen til at vaske tøj og holde missionsstuen i orden. Bertel siger at han vil sende hende herop, så kan han selv tale med hende.

Ja, jeg har allerede hilst på hende da jeg sendte hende af sted med beskeden til dig. Hvad er hun for én? spørger Falck.

Jeg kender hende ikke, hr. magister. Men hun er blevet undervist i skriften, og hun har en datter.

Men hun er ene? Hvor er barnets far?

Afgået ved døden, hr. magister, siger Bertel. Nogle gange er der en dybere sandhed i løgnen end i sandheden selv, tænker han.

Åh, en enke. Stakkels menneske. Send hende blot til mig. Det vil være mig en glæde at tage hånd om den stakkels kvinde. Og måske kan vi oven i købet gøre en god kristen ud af hende.

Det kan da godt være, magister Falck.

Præsten stråler. Bertel står og venter mens han gør sig i stand. Da han kommer ud af huset, siger han: Og nu ikke mere I og Jer. Fra i dag er vi dus, hvad siger du, Bertel?

Og hvad hedder magisteren så?

Han studser lidt. Så siger han, Morten, mit navn er Morten.

Har du noget imod jeg kalder dig magister Falck?

Kald mig hvad du vil, kære ven. Og nu skal du vise mig dette steds herligheder, Bertel Jensen.

Sammen går de en runde i kolonien. Bertel forklarer ham om stedets beliggenhed i sydenden af en ø der strækker sig to mil nordover, han peger på fjeldtoppe og nævner deres danske navne, han tager ham med op på en klippetop hvor der er udsigt over havet og ind mod fastlandet med savtakkede fjeldkæder dækket af sne. Falck kommer med små udbrud af begejstring. Han stiller masser af spørgsmål der morer Bertel i al deres naivitet, om kulden, vintermørket, transportmuligheder, de indfødtes gøren og laden, men han svarer beredvilligt. Og Falck er fuld af begejstring. Det her er langt bedre end jeg havde håbet, siger han. Vi vil arbejde godt sammen, jeg er sikker på at alt vil føje sig til det bedste.

De kommer forbi hedningenes fælleshuse og en hel del mindre tørvehuse. Der er mennesker overalt, børn, kvinder, mænd, alle er optaget med et eller andet som sikkert må forekomme præsten fremmedartet og uforståeligt. Han forklarer ham om de indfødtes kajakker og både og fangstudstyr, hvordan deres huse er indrettet, hvordan de tilbereder deres mad. Falck er meget interesseret.

Og disse mennesker, siger han, de er alle udøbte?

De fleste af dem kender Ordet, nogle går til undervisning for at blive døbt. Men efter den anden præsts bortgang har det stået lidt stille.

Ja, siger Falck glad, der er nok at gå i gang med. Alle disse uoplyste folk, de er som små lam, de venter kun på at få en hyrde der kan lede dem mod større oplysning og frihed.

Jo, siger Bertel. Det kan godt være.

Og ude i distriktet, bliver Falck ved. Hvorledes står det til derude?

Der er masser af folk, siger Bertel, både sydover og nordover og inde i fjordene. De har nok hørt om Jesus Kristus fra deres egne, og der er også nogle døbte rundt omkring der underviser dem så godt de nu kan, men der er nok flere hundrede der praktisk talt aldrig har set en præst.

Fantastisk! udbryder Falck begejstret. Vi vil opsøge dem og undervise dem, du og jeg, Bertel.

De er på vej tilbage til kolonien. Falck vender sig mod ham med fremstrakt hånd.

For et frugtbart samarbejde, siger han.

De trykker hinanden i hånden. Præstens hånd føles solid og stærk.

Jeg takker Herren for at han sendte mig hertil, siger Falck. Jeg ved det vil være en velsignelse for mig, og måske vil min tilstedeværelse ligeledes bringe noget godt her til landet.

Det vil det sikkert, siger Bertel.

Præsten begynder at tale om at tage på distriktsrejse allerede nu i efteråret. Hvordan skal det gribes an?

Magisteren skal selv skaffe et fartøj og en besætning samt alt udstyr, siger Bertel.

Har min forgænger, den stakkels magister Krogh, ikke efterladt sig noget?

Magisteren begav sig ikke ud på rejse, han udøvede sit virke her i kolonien.

Forlod han aldrig øen her?

Engang ledsagede han købmanden på en handelsrejse, men det var vist ikke noget for ham. Han tålte ikke længere søen, sagde han, efter den lange sørejse fra København.

Hvordan havde han så forestillet sig at komme hjem igen? siger Falck og ler.

Han kom jo ikke hjem, siger Bertel. Han hængte sig i spækhuset.

Falcks latter dør ud. Hm, det er sandt. Hvor sørgeligt! Lad os håbe den gode Gud viser forbarmelse over hans sjæl.

Da de træder indenfor hos købmanden, lyder der et brag fulgt af hujende latter. Madam Kragstedt kommer fejende imod dem i sin store kjole.

Magister Falck! siger hun glædestrålende. Kom indenfor. Du kan holde andagt over resten af suppen. Vores stuepige har netop tabt den på gulvet.

Jeg har medbragt min kateket, siger Falck. Madame og Bertel Jensen kender vel hinanden?

Madammen tøver et øjeblik, så lyser hun op. Ja, det er jo min stuepige Sofies husbond, så vi er da stødt ind i hinanden nu og da. Det kan dårligt undgås på så lille et sted. Hun ser lidt usikkert fra Falck til Bertel. Ønsker magisteren at hans kateket sidder med til bords?

Naturligvis, madame. Vi er vel alle lige for Herren, eller hvad?

De kommer ind i stuen. Under lange bølgende slør af blålig tobaksrøg sidder en halv snes mænd rundt om spisebordet. Kaptajn Valløe hilser overstrømmende på Falck og gør plads ved siden af sig på slagbænken. De går uden om suppen der er løbet ud over gulvet, og Sofie der ligger på alle fire og er ved at samle porcelænsskårene op. Hun kigger op på Bertel med et ulykkeligt udtryk og former nogle ord med munden som han ikke forstår. Han ryster på hovedet og skubber et skår hen til hende med foden. Falck standser op, han ser på Bertel.

Min kone, siger Bertel.

Jaså, siger præsten og forsøger at give Sofie hånden. Goddag, madam.

Æh, siger Sofie og glor på suppen som nu glider ind under Falcks kjole.

Han træder et skridt tilbage. Det glæder mig at møde dig, madam Jensen.

En eller anden henne ved bordet brøler af latter. Madam Jensen, den var god!

De sætter sig ned. Der bliver stillet glas frem, styrmanden skænker op i det ene, men da han skal fylde det andet glas, rækker en hånd ud og griber ham om håndleddet. Det er Kragstedts hånd. Brændevinen er forbeholdt det danske mandskab, siger han. Loven forbyder udskænkning til de indfødte uden for mærkedagene.

Styrmanden propper flasken til og stiller den væk.

Kunne han tænke sig et glas øl? spørger madam Kragstedt venligt.

Hellere et glas vand, tak, siger han. Han kan mærke han er varm i kinderne. Der bliver stillet et glas og en vandkaraffel foran ham. Han skænker op til sig selv og drikker en slurk, han hører ikke meget af hvad der bliver talt om, sidder og kigger på sin kone der ligger på alle fire og tørrer suppe op af gulvet. Så får han øje på hr. Falcks paryk som han har lagt ved siden af tallerkenen. Det går op for ham at den er helt levende af lus. Et fad med kød, ærter og kål bliver langet over bordet. Han løfter lidt af det ned på tallerkenen og begynder at spise. Flere af de andre middagsgæster har taget deres parykker af og lagt dem i uordentlige bunker ved siden af tallerkenen. Alle er fulde af lus. Bertel kan ikke tage øjnene fra dem. Han skovler maden indenbords uden at smage på den.

Til venstre for ham sidder smeden. Han taler med koloniens kok der sidder over for ham. Bertel forstår ikke så meget af hvad de siger, noget om brændevinstyper.

Min den gamle var en drukkenbolt, siger kokken så. Færch hed han, men folk kaldte ham Jøns.

Vi har talt om tilbøjelighederne til religiøse sværmerier, siger madam Kragstedt til Falck. Der går rygter om at en hel flok døbte har forladt den rette tro, og hengivet sig til afgudsdyrkelse. Kender magisteren noget til det?

I så fald må de enten bringes på plads eller ekskommunikeres, siger Falck. Nej, jeg har ikke hørt om nogen sværmerier.

Han drak sig ihjel, siger kokken. Den bedste dag i min salig mors liv, gud velsigne hendes sjæl. Men han nåede da at gøre staldpigen med barn, og drengen der kom, kaldte hun så også Jøns.

Måske den gode Bertel Jensen kender noget til det? siger madam Kragstedt.

Med et kigger alle på ham. Han synker en mundfuld kål og ærter og skyller efter med vand.

Den der er forfalden til brændevin, vil altid dele med andre, hvor lidt han end er i besiddelse af, dræver kokken.

Der bliver tysset på ham.

Ja, er det ikke besynderligt? siger smeden som heller ikke har bemærket at alle andre har vendt sig mod Bertel.

Jo, siger Bertel tøvende, man siger at det er to ægtefolk, Maria Magdalene og Habakuk, at de påstår at de modtager budskaber direkte fra Kristus.

Kaptajn Valløe slår smæk med tungen. Det er vel ikke andet end nogle forvildede indfødte. Det kan vel umuligt have nogen betydning.

Man siger de trækker tilhængere til sig, siger købmanden. Det er ikke sundt for Handelen hvis for mange mennesker klumper sig sammen på et sted, især ikke hvis det er langt væk fra kolonien.

Så mange kan der vel ikke være tale om? Falck kigger på Bertel.

Jeg ved ikke, siger han og dukker sig over tallerkenen. Naluara.

Men vil det ikke også gå ud over fangsten at for mange samler sig på det samme sted? spørger Valløe.

Jo, det er det jeg siger, siger Kragstedt. Det siges at de rejser på togter langs kysten og røver vraggods. Alene det er nok til at få dem dømt til skampæl og jern.

Måske skyldes det de svære trangstider, siger forvalteren der først nu åbner munden. Han sidder til højre for købmanden. På vores rejser finder vi hvert år bopladser hvor folk ligger døde til sidste mand.

Skrækkeligt! udbryder Valløe. Døbte folk?

Nej, for det meste hedninge. Handelen sørger for de kristnede grønlændere når der er mangel. Man siger at den danske krones fremfærd i kolonierne er forbilledlig, der bliver taget godt hånd om folk. Det er der mange der kunne lære af, især englænderne der er kendte for at fare hårdt frem i de oversøiske besiddelser. Se nu blot her. Forvalteren nikker mod Bertel. Her i landet byder vi endda de indfødte til bords og bespiser dem.

Der bliver grinet rundt om bordet. Bertel sidder og tygger på noget kød og spekulerer på hvordan han skal komme væk herfra hurtigst muligt.

Hvor kan de prise sig lykkelige for at det ikke er hollænderne eller englænderne der hersker her i landet, siger madam Kragstedt.

Det er korrekt, min kære, siger købmanden. Så ville der have været andre boller på suppen og ikke så meget laissez-faire.

En af søfolkene fra Der Frühling henvender sig til Bertel. Han spørger hvor man kan købe skind eller nogle hvalben.

Det der hører jeg ikke, siger forvalteren og ryster med en pegefinger ad manden. Du ved udmærket godt at al handel med de indfødte er ulovlig.

Og alligevel søger de bort fra missionen og kolonien, siger Valløe og vender tilbage til det andet emne. Hvordan vil købmanden forklare det?

Den religiøse drift er ofte stærkere end fornuften, siger købmanden. Således er det desværre, selv hos de vilde.

Jeg har ellers nogle skind liggende fra i vinter, siger Bertel. Tredive gode ræveskind. Dem kan I godt købe af mig, hvis købmanden tillader det.

Min storebror var en ordentlig kleppert, siger smeden og hiver proppen af flasken og skænker, så rækker han den over bordet til kokken. Han fandt sig sgu ikke i noget.

Men de er bange for skamstøtten, er de, siger forvalteren og griner. Selv om den næsten aldrig er i brug.

Købmand Kragstedt, siger sømanden. Vil købmanden undtagelsesvis tillade at jeg køber disse skind?

Ja, ja, siger Kragstedt, så lad gå da.

Og hvor meget vil han så sælge disse ræveskind for? spørger sømanden.

De koster fem mark skindet, siger Bertel.

Og hvad tror du han gjorde ved min far? siger smeden.

Der bliver tysset på ham igen, men han lader ikke til at høre det.

Efter at vi satte skampælen op her i kolonien sidste år, har der ikke været nogen problemer, siger Dahl.

Fem mark, siger sømanden smilende. Det var dyrt.

Det er kurantprisen, siger Bertel. Jeg må ikke underbyde Handelen.

Det skal jeg fortælle dig, fortsætter smeden med øllet stemme. Han gav ham en ordentlig dragt prygl. Det var ikke længe efter at han stillede træskoene.

Min far var også en brutal stodder, siger kokken. Slog os børn med bæltespændet, det lede bæst.

Smeden og kokken ler larmende. Flasken går frem og tilbage mellem dem.

Så ti dog stille, siger madam Kragstedt. Smeden sætter et dumt ansigt op, og kokken ler.

Nej, nej, kurantpris er kurantpris.

Bertel sveder. Det tørre kødstykke roterer i munden på ham.

Man kunne vel sejle derind, foreslår Valløe. Tale dem til fornuft, og hvis det ikke hjalp, så bringe denne Habakuk tilbage hertil. Jeg er sikker på at jeres inspektør ville underskrive arrestordren med tilbagevirkende kraft, hvis vi kom med synderen i lænker.

Det er også meget muligt det bliver udgangen på historien, siger Kragstedt. Men det kræver, som du siger, en arrestordre fra vores højtærede inspektør i Godthåb som imidlertid også skal have en ordre fra København. Det er en langsommelig affære.

Men hvis købmanden altså giver lov, siger Bertel, så kan I få skindene til en samlet pris af ti rigsdaler.

Det er en god handel, siger Kragstedt til sømanden. Du sparer en hel mark skindet på det.

Jeg havde fornøjelsen af at tale med inspektør Rømer, siger Falck.

Hm, siger Kragstedt, ja, et fornøjeligt og charmerende menneske, synes magisteren ikke?

Godt, siger sømanden. Jeg køber hans skind.

Bestemt, siger Falck. Jeg nævnte ham i en skrivelse til mine patroner.

Det kommer der ikke noget ud af. Manden er groet fast som mug i den grønlandske klippe.

Angående disse sværmere, siger Falck, tror du så ikke, Bertel, kære ven, at det er bedst at fare frem med lempe?

Hvad mener magisteren med det? indskyder forvalteren hen over bordet.

Jeg ville mene at jeg i min egenskab af koloniens missionær bør påtage mig ansvaret for disse vildfarnes frelse og optugtelse, siger Falck, og rejse hen til deres opholdssted, hvor det nu end er.

Igdlut, siger Bertel. Det er en boplads inde i fjorden.

Hvilken fjord?

Den der på dansk kaldes Evighedsfjorden.

Og lederen, siger Kragstedt, hans navn er Habakuk?

Og hans kælling Maria Magdalene, siger forvalteren. De kalder sig profeter af Guds nåde.

Jeg vil rejse derind, siger Falck beslutsomt. Jeg vil tale til dem. Jeg er sikker på at de vil lytte til mig. Herrens ord er stærkt når det formidles på den rette måde.

Magisteren må hellere tage sig i agt, siger forvalteren. De kan meget vel være bevæbnet med bøsser og ammunition som de har købt af englænderne. Og de indfødte er glimrende skytter.

Herren vil være med os, siger Falck. Jeg er ikke bange.

Held og lykke, siger Kragstedt. Jeg skal nok udstyre dig med hvad du måtte få brug for, ærede magister. Og til en sådan ekspedition behøver vi intet skriftligt fra Hans Excellence, så er vi ude over det problem.

Profeterne, siger madam Kragstedt. Hvor lyder det dog storslået. Profeterne i Evighedsfjorden. Bertel kan se at hun har taget fat i Falcks hånd og holder den som i en skruestik.

Angående de skind, siger købmanden til matrosen, så bliver jeg nok nødt til at annullere handelen.

Annullere? siger matrosen.

En suppeterrin er ikke billig, siger Kragstedt. Det var godt fransk porcelæn, at I ved det, den har været i min kones familie i tre generationer.

Fru Kragstedt lægger en hånd på hans arm, men han skubber den uvenligt væk. Han sender Bertel et fiffigt smil og læner sig frem. Tredive ræveskind må være erstatningen for den dyre terrin. Og så slipper du endda billigt, kateket, og får oven i købet et måltid mad.

Kaptajn Valløe brøler af latter og ryster på hovedet, han holder hænderne opgivende foran sig. Kragstedt, du er en rigtig krejler! Dig ville jeg nødigt handle med.

Men det er mine skind, siger Bertel og snøvler på grund af det ufordøjelige kød. Han kigger sig omkring for at få støtte hos en eller anden og møder præstens blik. Men Falck smiler hurtigt og kigger væk.

Det er ikke retfærdigt, siger matrosen, og Bertel tror at han vil få hjælp fra ham. Jeg har handlet ærligt og redeligt i vidners påhør, fortsætter matrosen, skindene er så godt som mine!

Ja, men nu hvor skindene er overdraget til mig, handler du med mig, siger Kragstedt, og prisen er stadig ti rigsdaler.

Et godt køb, siger forvalteren og ler. Skål for vores købmand!

Bertel henter skindene næste dag og afleverer dem i pakhuset. Forvalteren tager imod dem og skriver en kvittering. Han står med huen knuget i hånden da han modtager det værdiløse stykke papir.

 

3. bud

En smedejernslåge

(1788)

Det tredje Bud, saaledes som en Husfader letfatteligt skal lære sin Husstand det:

„Husker Hvile-Dagen og holder den hellig.“

Det vil siige: Vi skal frygte og elske Gud, saa vi ikke ringe-agter Prædiken og Hans ord, men holder det helligt, gierne hører og lærer det.

Et par år efter sin ankomst til landet beslutter Haldora Kragstedt sig for at anlægge en kålgård. Hun nævnte det for sin mand i sin tid, men han slog en vantro latter op.

En kålgård? Hvorfor ikke en kornmark eller en abildgård?

Så kiggede han over på hende og tog sig i det. Men kære, en kålgård? Kom, lad mig vise dig noget.

Han tog hende med udenfor, lod hende vente foran huset og gik ned til pakhuset og hentede en spidsskovl. Han rakte hende den.

Hvad skal jeg med den?

Grav et hul, sagde Kragstedt. Til din kålgård. Han lo. Nå, se nu ikke sådan ud, nu skal jeg nok gøre det.

Han løftede skovlen og huggede den ned. Der lød et metallisk smæld. Han steg op på kanten af bladet og trykkede den ned med hele sin kropsvægt. Den sank et par tommer ned. Så vippede han den op, vred lidt tørv væk og huggede den ned igen. Det samme skete.

Se, sagde han. Hvad ser du? Han trådte lidt tilbage.

Sten, sagde hun.

Nej, ikke sten. Klippe. Det grønlandske grundfjeld. Hvordan ville du bære dig ad med at fremavle en kålgård i et land hvor man knap nok kan grave et lig ned?

Vildmarken bør kultiveres, sagde hun. Det er vel det vi gør.

Vi?

Vi, hvide folk. Er det ikke det der er hensigten med alt dette? Hun slog let med hovedet i retning af pakhusene.

Selv hvide folk har endnu ikke løst problemet med at kultivere klippen.

Så må vi bestille noget god, dansk muldjord, sagde madammen.

Er du gået fra forstanden? sagde hendes mand.

Ikke endnu. Men du må huske, min kære mand, at jeg er en kvinde. Det er min opgave at få ting til at spire og gro. Hun strøg sig over maven og sagde det i den milde og belærende tone som altid gjorde ham skyldbetynget, og fik ham til at tie stille. Så længe jeg ikke har noget barn at tage mig af, må jeg finde på andre ting. Ellers går jeg fra forstanden.

Og nu, knap to år efter denne samtale, har hun stadig ikke noget barn at tage sig af. Men muldjorden er der. Den er fragtet hertil med Der Frühling, sammen med nogle poser assorterede frø. Så snart frosten er gået af jorden, får hun den godmodige bødker til at grave nogle snes kubikalen tørv op og fylde hullet med muldjorden. Bagefter står hun ved siden af ham ved kanten af det sorte kvadrat. Hjertet slår hurtigt i brystet på hende af lykke. Også bødkeren er berørt af situationen.

Vi har flyttet et stykke af hjemlandet herop, siger han.

Ja, siger hun, vi burde rejse en flagstang.

Jeg skal bede tømreren om at lave en, siger bødkeren. Vi skal hejse flag og synge sange.

Og se kålen spire, siger madam Kragstedt.

Missionær Falck kommer til. Nå, nå, siger han og er tydeligt imponeret. Så henter han bibel og vievand og velsigner jordlodden. Madame må se at få det forsvarligt indhegnet, siger Falck, så min ko ikke kommer og tramper planterne ned. Men den kan jo levere godt med gødning og kan til gengæld spise de grønne blade, så går intet til spilde, og derfor hører ko og mark sammen og udgør et hele.

Sammen med præsten sår hun frøene. Majroer, bederoer, selleri, gulerødder, turnips, hovedkål og kålrabi. Så vander de jordstykket og bliver stående og ser andægtigt på det. Madam Kragstedt nyder følelsen af klæbrig muldjord på hænderne og den naturlige træthed der har lejret sig i hendes muskler.

Næste dag får hun tømreren til at tømre et stakit. Om aftenen er det færdigt. Vil madammen have det malet?

Det vil madammen.

Tømreren bukker. Han lover han vil gå i gang med flagstangen hurtigst muligt.

Det er flere år siden jeg har følt mig så glad, betror hun præsten der sidder i hendes stue.

Du har fundet dit kald, madame, siger han og smiler.

Vi havde en kålgård hjemme i Køge. Det er vel derfor disse følelser kommer op i mig nu. Kæbemusklerne smerter, hun er ved at græde. Hun holder det ikke tilbage, hun giver slip, præsten må vel kunne tåle lidt snøfteri. Hun mærker kinderne blive varme af tårer. Hun ler og tørrer ansigtet med et lommetørklæde.

Præsten sidder og studerer hende. Han vipper med foden og nipper til sit glas. Madame længes hjem, siger han.

Det eneste der mangler nu, siger hun, er en låge.

En låge, til din kålgård?

Hjemme i apotekergården var der en smedejernslåge for kålgården. Tror du smeden vil smede mig en, hr. magister?

Det er vel hans arbejde, siger Falck.

En smedejernslåge? siger Niels Hammer, smeden. Hvad vil madammen med sådan en tingest?

Til at åbne og lukke, siger hun. Når man går ind og ud.

Jo, jo, siger smeden, det er mig bekendt hvad man bruger den til. Men hvorfor ikke en almindelig trælåge. Der er ikke alverdens jern her i landet.

Hun har siddet og udfærdiget en detaljeret tegning af den sammen med hr. Falck der er en dygtig tegner. En stiliseret vinranke der omkranser hendes families bomærke og motto.

Smeden studerer tegningen. Han fnyser.

Jeg ved det er et vanskeligt mønster, siger Haldora. Tror han det overstiger hans evner, Hammer?

Smeden fnyser igen. Så går han i gang med lågen, mens han mumler om det meningsløse i at bruge jern af prima norsk kvalitet til en låge der fører ind og ud af ingenting midt i vildmarken.

Vi civiliserer vildmarken, belærer hun ham.

Javel, ja, men der skal nok lidt mere til end noget muldjord og en låge.

Hun kommer i smedjen hver dag for at se hvordan arbejdet skrider frem. Hun sidder på en huggeblok og ser smeden stå med bar overkrop, kun iført sit skødeskind, og hugge løs på jernet, så slaggerne sprøjter. Hun spørger interesseret til de ting han smeder, og han forklarer modvilligt hvad det er: tøndebånd, nagler, øskner, beslag og hængsler, potter og pander der skal bankes ud, bøsser der skal repareres, kugler der skal støbes, spækkogeriets utallige jerndele der skal udbedres, blandt andet, siger han og plirrer ondskabsfuldt med øjnene ad hende, den tunge kæde som den usalige magister Krogh hængte sig i. Og som om det ikke er nok, skal jeg nu smede en jernlåge til madammen så hun kan gå ind og ud af ødemarken, og lukke døren bag sig.

Haldora ler. Smeden ler ikke. Han svinger sin hammer. Det gyser lidt i hende ved tanken om at han også er koloniens skarpretter, den der straffer de ulydige med krabask, eller niver dem med gloende tænger, i værste fald hugger lemmer af dem eller skiller sjælen fra legemet. Ikke at hun har set ham i den funktion endnu. Hendes mand, kolonibestyreren, er en tålmodig kommandant og plejer at løse konflikter i mindelighed.

Smeden forsøger at forhandle med hende for at gøre mønstret i lågen lidt enklere, men hun insisterer smilende på at det skal være præcis som på tegningen. Hvis han forsøger sig med en nem genvej, ser hun det med det samme og er over ham med løftet finger og formaninger, fremsat i en ironisk tone der tydeligvis irriterer smeden grænseløst, og morer hende. Hun nyder at opholde sig i smedjen, hun indånder den ramme lugt af jern der bliver blødgjort i essen så det kan bøjes og strækkes som karamel, lyden af vandets syden når jernet hærdes, ilden, de flakkende skygger, smedens ludende krop over det glødende jern.

Hvad betyder disse bogstaver i midten? vil smeden vide.

Semper felix, siger hun. Det er latin og betyder altid glad.

Javel, ja, siger smeden. Og alle bogstaverne skal vel med, selv om det kun er madammen og præsten der forstår dem?

Alle bogstaverne skal med, Hammer.

Manden og hammeren og jernet og ilden. Varmen er næsten ikke til at bære når lågen til essen bliver slået op, men hun vender ikke ansigtet væk fra den. Hendes øjne suger ligesom ilden til sig, den svider noget inden i hende der trænger til at blive svedet. Hun er klar over at det ikke er helt passende at hun opholder sig så meget hernede. Men det er svært at løsrive sig, og hun er jo nødt til at føre tilsyn med den vrangvillige smeds arbejde. Hr. Kragstedt, hendes mand, er på rejse det meste af tiden i sommerhalvåret. Så vidt hun ved, er han for tiden i Holsteinsborg, den rige nabokoloni nordpå. Han har en drøm om at etablere en tilsvarende hvalfangerloge i Sukkertoppen distrikt, de ville kunne tjene sig styrtrige, siger han. Det er noget han går meget op i. Hun spekulerer på hvad han vil sige når han kommer hjem, og ser hendes kålgård. Hun glæder sig til at vise ham den og håber at lågen er færdig, og at nogle af frøene er begyndt at spire til den tid. Det burde kunne lade sig gøre. Det er kendt at de gamle nordboer dyrkede både korn og grøntsager sydpå i landet, foruden at de holdt husdyr, rigtignok langt inde i de lune fjorde. Men de havde til gengæld ikke ægte dansk muldjord.

Morten Falck er også bortrejst. Den eneste hun føler hun kan føre en nogenlunde meningsfuld samtale med, er bødkeren, Carl Dorph. Men han er stærkt troende og bryder ud i vamle fromheder i tide og utide og beklagelser over at han ikke har fået kongebrev med tilladelse til at gifte sig med den indfødte kvinde han bor sammen med, og som er mor til hans børn. Hun siger, jeg vil tale hans sag for min mand når han kommer hjem, måske kan han gøre noget. Så går hun ned til smedjen og sætter sig. Smeden står og arbejder med blæsebælgen. Han skuler. Hans rygmuskler bugter sig under huden der er olieagtigt blank af sved.

Hun fortrækker. Hun går op til kålgården der endnu ikke viser tegn på liv. Så går hun op i kolonistuen og sætter sig ved vinduet og læser i en af romanerne Falck har lånt hende af sin bogsamling. Hun finder sit skrivesæt frem og noterer nogle ting ned for at minde sig selv om det hun vil diskutere med præsten når han kommer tilbage. Han er blevet en god ven, og hun regner med at han er en smule forelsket i hende. Hun kan se det på hans øjne når hun åbner døren for ham, og han kommer ind i stuen. Før eller siden, sandsynligvis engang i den kommende vinter, vil de ende med at kysse hinanden og gøre hinanden en smule fortræd, men ikke mere end at det vil være en velkommen afveksling i ensformigheden. Hun morer sig tit med at forestille sig hvordan det vil foregå, hvad der vil blive sagt. Hun vil skænke lidt brændevin for ham, det vil løsne hans hæmninger. Hurtigt, lidt desperat, vil han trykke hende ind til sig og kysse hende. Sådan! Hun vil støde ham fra sig, skænde på ham. Han vil være brødebetynget. De vil spille deres roller. Så vil hun låne ham sin mund igen. Han vil strejfe hendes bryst med hånden, ligesom tilfældigt. Så vil hun tage hans hånd og trykke den mod brystet, og små jag vil skyde i stråler ud fra det, nedad, opad og indad til kernen af det kvindelige begærs dunkle centrum.

Nu ikke flere fantasier! Hun vender tilbage til sin roman. Lidt senere kommer hendes nye stuepige. Hun ved ikke rigtig hvad hun skal bruge hende til midt på dagen, bortset fra at hun plejer at læse lidt med hende fra katekismen. Det er Kragstedt der har fundet på at ansætte hende, som en slags kammerpige ved siden af Sofie der er deres faste hushjælp, eller snarere som en slags kæledyr hvis opgave det er at holde hende med selskab når han er væk. Hun har ikke helt vænnet sig til hende endnu. I dag morer hun sig med at læse lidt op af sin roman for pigen. Hun sidder med et indadvendt udtryk og forstår selvfølgelig ikke et ord af det. Bagefter beder hun hende om at løsne hendes snøreliv og hjælpe hende af med tøjet. Så går hun til ro og sender pigen væk. Hun minder sig selv om at hun i morgen må huske at spørge hvad hun hedder, om hun har familie. Det er hr. Falck der har anbefalet hende. Hun vasker klæder for præsten og gør rent i hans stue, noget der er hurtigt overstået, og resten af tiden står hun så til disposition i købmandsstuerne, men må hverken gøre rent eller vaske tøj, for så træder hun Sofie over tæerne, og Sofie kan tydeligvis ikke lide hende. Tjenestefolk, tænker hun. De er ikke nemmere at have med at gøre her end de var derhjemme i apotekergården i Køge.

Næste dag er det søndag, og smeden har lagt hammeren i respekt for helligdagen, eller snarere for at undgå at få en bøde, så den underholdning er hun afskåret fra i dag. Pigen kommer og hjælper hende med påklædningen. Op ad dagen sidder hun mest og læser, vandrer nogle småture, kigger på de indfødtes tørvehuse der er forladt for sommeren. Hun hører nogle måger skrige og ser hvordan de flyver op mod vinden, svæver på samme sted, så overgiver de sig, dykker ned, stryger hen over bølgerne, har fuld kontrol, kommer op igen i en lang, flad bue og hænger der igen. Hvis man var en måge, tænker hun, så var man fri.

Da hun vender tilbage til kolonien, får hun øje på smeden der står og snakker med præstens ko, Roselil.

Der har han vist fået sig en rigtig veninde, siger hun drillende.

Smeden vender sig langsomt om mod hende, men svarer ikke. Så ser hun at han står med en tom flaske i hånden og føler et stik af uro.

Senere, da hun står nede ved kålgården, og studerer den sorte, spireløse jord, dukker smeden igen op. Ud ad øjenkrogen ser hun ham gå hen og banke på døren til forvalterens bolig. Han holder stadig den tomme flaske i hånden. Forvalter Dahl kommer til syne i døren. Smeden har revet huen af hovedet og står og knuger den i hånden.

Hvad vil han? hører Haldora forvalteren sige.

Smeden holder flasken op.

Nej, jeg hverken kan eller vil give ham brændevin i dag, Hammer, hvor mange gange skal jeg sige det?

I gav mig ikke min pægl i går, siger smeden med en ynkelig stemme.

Hvorfor kom han så ikke og klagede straks? Det ligner ham ikke at lade den slags gå upåtalt hen.

På grund af mine mange byrder, siger smeden. Nu hvor både tømreren og bødkeren er syge, må jeg gøre deres arbejde, og alligevel får jeg kun løn og deputat for én mand.

Det er søndag, siger forvalteren, i stedet for at more sig skulle han agte helligdagen og læse lidt i sin postil. Det ville være bedre end at han fylder sig med brændevin.

Haldora må i sit stille sind give forvalteren ret i alt det han siger. Alligevel kommer hun til at føle med smeden og synes at Dahl er selvretfærdig og ufølsom.

Nu ser hun smeden tage sig til halsen og hører ham hoste teatralsk. Det klemmer her, klynker han, jeg tror der er en forkølelse på trapperne, måske en halsbyld, hvem ved hvor længe man har igen i denne jammerdal. Det er kun derfor jeg kommer for at bede Jer om en lille ubetydelig pægl brændevin, forvalter, for at slå forkølelsen ned, så jeg ikke ender i køjen ligesom tømreren, eller under tørven som den gamle præst.

Ja, det kan vi jo ikke have, siger Dahl med en ironi der er spildt på smeden, men ikke på Haldora der står og pirker i sin tvivlsomme kålgård med et lugejern, mens hun smuglytter.

Dahl sukker. Nuvel, så lad gå. Men han får siger og skriver en pægl, og ikke en dråbe mere, hører han?

Javel, Eders Excellence, siger smeden, og Haldora hører at han allerede har lagt det underdanige af sig og tillader sig en fræk vrængen. Hun glæder sig til i morgen, mandag, hvor hun kan tage ham i skole og herse med ham.

Hun retter sig op og kigger efter de to mænd der går efter hinanden ned mod pakhuset hvor koloniens hovedlager af øl og brændevin befinder sig.

Jeg trækker det af næste uges deputat, smed, hører hun forvalteren sige. Bare så han ved det.

Så forsvinder de ud af syne, og hun går op i kolonistuen, en smule opstemt af den lille kontrovers. Lidt senere hører hun gennem væggen tømreren og smeden tale sammen inde på deres kammer i den anden ende af kolonihuset. Deres stemmer er uldne, hun kan ikke høre hvad de siger, men hun kan godt høre på smedens stemme at han ikke er i det bedste humør. En længere ordveksling følger. Hun har på fornemmelsen at de taler om hende. Hun håber at den skikkelige tømrer tager hende i forsvar. Så er der en dør der smækker i, og der bliver stille.

Hun sætter sig for at skrive et brev til sin søster, men ender med at falde i staver. Så kommer pigen og ser spørgende ud. Ikke nu, siger hun og sender hende væk med en viften med hånden. Da hun er gået, fortryder hun det, men vil ikke ligefrem gå ud og kalde hende tilbage. Søndage. Engang var det ugens bedste dag, en dag for udflugter og møder med unge mænd hvis længsler forekom hende gådefulde og pirrende. Men det var derhjemme. Det var dengang hun var ung og uvidende, og troede at livet ville blive sådan som hendes far, apotekeren, foregøglede hende det. Det er længe siden.

Hendes mand, Jørgen, elsker den her vildmark. Han kom i sin tid til Godthåb som skibsdreng på skonnerten Aurora, lod sig agterudsejle og fik ansættelse i Handelen. Han fortalte hende historien da de gik og var forlovet, og hun har hørt den utallige gange siden hen. Det er over tyve år siden nu. Så arbejdede han sig op, for som han selv siger, den eneste kvalifikation der kræves for avancement i kolonierne, er at man ikke afgår ved døden. Hvis man sørger for at holde sig i live, ender man før eller senere som kejser. Eller købmand, plejer Haldora så at sige. Jo, men det er kun foreløbigt, mærk dig mine ord, kære.

Han taler tit om Grønlands fremtidige udvikling. Det er et land med store muligheder, plejer han at docere for hende, uudtømmelige ressourcer, men der mangler ambitioner og vilje og en der kan sætte tingene i system. De fleste udsendte er tilfredse med at holde den gående i de tilmålte år, tjene lidt penge, tjene kongen, overleve, avancere et par grader.

Min kære Haldora, siger han og står midt i stuen, hvad landet har brug for, er en afvikling af de små administrative enheder, kolonierne, og en centralisering med henblik på industriel udnyttelse af det landet har at byde på. En vis autonomi, mumler han og spadserer frem og tilbage under loftsbjælkerne, ja, hm, det er nødvendigt, en vis løsrivelse fra moderlandet, selvstyre. Han bakker på den lange pibe, røgtotterne hvirvler efter ham. Indsættelse af en generalguvernør, ja!

Jørgen Kragstedt sender på dette tidspunkt sin kone et smil, og hun besvarer det. De har haft denne samtale mange gange.

Hvis han havde spurgt hende hvad hun trængte til, ville hun svare: Et barn.

Så han spørger ikke.

Ægteskabet kom i stand under hans ophold i Danmark, mens han oppebiede sin ansættelse som kolonibestyrer. Hendes far, apoteker Knapp i Køge, var langt ude i slægt med hans mor, og Kragstedt var kommet i apotekergården i nogle sommerperioder som barn, længe før Haldora blev født. Det var hendes far der havde sat sig i hovedet at de to skulle have hinanden, nærmest uden at det var gået op for hende at han eksisterede. Han blev inviteret hjem til apotekerens nogle gange, en kraftig mand med rødt hår, hvilket frastødte hende en smule, men ikke nok til at hun protesterede. Hun var ikke helt blevet sig selv efter at en storesøster var død i barsel. Nogle tog beslutninger, ting skete, det var nemmest på den måde.

Selve frieriet fandt sted under en spadseretur. Skoven. En landsby. Herregården. Markerne. Søen. Det var en meget lang spadseretur. Så stod de ude på en bro der førte over Mølleåen. Larmen fra det fossende vand og skovlene i møllehjulet befriede hende for at høre frieriets eksakte og uden tvivl ubehjælpsomme ordlyd. Hun sagde ja. Han stod med hatten under armen, overkroppen let bøjet, han havde fregner i hovedbunden. Han så spørgende på hende, bedøvet af larmen fra møllen. De gik hjem, arm i arm, ingen af dem havde hørt hvad den anden havde sagt, men de gik hver især ud fra at alt var som det skulle være. Da de kom hjem, omfavnede forældrene dem og græd. Så var de forlovet.

Medgiften indfandt sig aldrig, og Kragstedt talte om at gå rettens vej. Men der skete så mange ting. Han fik sin stilling, der skulle gøres forberedelser til rejsen, og de giftede sig så hurtigt at der opstod en del sladder. Så afsejlede de. Forældrene og søstrene sejlede med til Helsingør. Et år efter at de havde slået sig ned i Sukkertoppen, fik de meddelelsen om farens konkurs og pludselige død. To søstre lever endnu, og moren, men hun har ingen i nærheden som hun virkelig føler sig tæt på. Nu er hun imidlertid begyndt at se magister Falck som én der kunne fylde det tomrum i hendes liv. Hvorvidt hun nogensinde ser Danmark igen, aner hun ikke.

Nu får hun øje på smeden der står og kigger på indhegningen og den sorte muldjord. Hun trækker sig hurtigt væk fra vinduet, og smeden opdager hende ikke. Men så hører hun skridt på hovedtrappen og en banken. Hun går ud i entreen, står i mørket og lytter.

Hvem der?

Niels Hammer, madam. Smeden. Med forlov, det er angående madammens smedejernslåge.

Hun åbner døren, hun slår den helt op. Smeden står og kigger op på hende med blodskudte øjne, barhovedet, med huen trykket mod brystet. Han måber. Haldora ser ned ad sig selv. Er der noget galt med mig? tænker hun. Hun indser at hun måske burde have slået et sjal om de bare skuldre, og samlet håret der nu strømmer frit ned over skuldrene.

Smeden rømmer sig. Jo, ser I, madam Kragstedt, jeg har brug for Jeres hjælp.

Min? Hjælp?

Smeden griner nervøst. Med lågen. Med tegningen. Han fægter vildt med den frie hånd. Der er noget på tegningen der er utydeligt, måske lidt fugt. Han stønner lavt, så graver han sig i bakkenbarterne med fingrene. Haldora mærker alkoholdunsterne komme rullende imod sig, og viger lidt bagud. Smeden går et trin op. Så tager han sig i det og går to trin ned. Kunne I gøre mig den tjeneste, tror I, at se på tegningen, madam, og forklare mig disse ting som jeg stakkels mand ikke forstår?

Dette har vi jo talt om flere gange, siger hun irettesættende. Jeg troede han var på det rene med tegningen, det har han da forsikret mig om så sent som forleden?

Jo, jo, men man kan jo komme i tvivl. Han slår undskyldende ud med hånden, og jeg vil jo så nødigt gøre noget forkert, så det hele skal laves om, jeg vil jo helst gøre det præcis som madammen ønsker det, det er såmænd bare det. Han stirrer på hende, han sluger hende med øjnene. Hun stirrer tilbage, men får ham ikke til at slå øjnene ned.

Har han den med, tegningen?

I smedjen. Manden gør et nervøst kast med hovedet. Hvis madammen kommer ned i smedjen, kan hun se hvad jeg mener, jeg kan ikke helt forklare det for madammen, det er nærmest … Han slår igen ud med den ene hånd og laver en lille eksplosiv fniselyd. Det er jernet, madam, en modstand i jernet, i overførslen fra papiret, og madammen forstår nok at jeg ikke kan tage både jern og tegning og ambolt og hammer med herop, kan madam Kragstedt ikke se det? Han lukker munden og bider sig i læben.

Haldora smiler til ham. Synet af det krybende og underdanige muskelbundt gør hende mærkeligt tilpas. Hun kunne række sin støvlesnude frem, og han ville tage den og kysse den ærbødigt. Det får hende til at føle sig lidt overstadig og almægtig og ødsel. Hun føler godheden og barmhjertigheden sive ind i sig. Hun smiler. Det kan jeg godt se. Men kan det dog ikke vente? Det er søndag. I morgen kan jeg komme ned til ham som jeg plejer, og så kan vi gå det hele igennem endnu en gang.

Med forlov, madam, i morgen er der både det ene og det andet, man har pålagt mig både tømrerens og bødkerens opgaver da disse ligger syge, foruden at jeg jo som bekendt er smed, jeg arbejder netop på Jeres låge på hviledagen og risikerer bødestraf fordi der ellers slet ikke er lejlighed dertil.

Hun ser på smeden der står der i sit søndagstøj, tung og drukken. Det er i virkeligheden det hun håbede han ville sige, indser hun. Hun bliver altså nødt til at gå med ham. Hun lader døren stå på klem og går ind og tager sjal og støvler på, stikker et par nåle i håret og samler det under sin hat. Da hun kommer ud på trappen, står smeden og vipper på fødderne og kæmmer håret tilbage med fingrene.

Før mig til hans smedje, siger hun i en kommanderende tone.

Hun registrerer at luften er kommet i ulave da hun følger i hælene på ham ned til havnen. Det må være tidevandsskiftet, tænker hun. Mågerne skriger, de dykker ned og skyder op, en af dem flygter med noget hængende i næbbet, en hel flok følger efter den. Så slår smeden døren til smedjen op. Hun tøver et øjeblik, så går hun indenfor. Døren smælder i bag hende. Hun står i den iskolde smedje.

Har han ikke tændt op? spørger hun. Jeg troede han var i fuld gang med at smede.

Hun vender sig om. Han står med ryggen mod døren og ser på hende. Han smiler forsigtigt. Hun stivner, hun bliver sig selv bevidst med sin flammerøde kjole og de nøgne arme under sjalet.

I er som et stykke af himlen, siger smeden med grødet stemme.

Han går et skridt frem, hun rykker et skridt tilbage, hun støder mod noget med bagsiden af lårene, griber bagud med den ene hånd og løfter den anden afværgende op for ansigtet.

Gør mig ikke fortræd, hvisker hun.

Pardon? siger smeden og griner.

Sig mig hvad han vil, Hammer.

Han trækker vejret tungt, hun kan se at han synker. Hun ved at hun ikke bør være så afventende og passiv, hun bør tale til ham i en dagligdags tone om smedejernslågen og rive ham ud af det der er ved at overmande ham. Men hun befinder sig selv i en tilstand af skræk og svimmelhed, som om hun stod ude på kanten af en afgrund og kiggede ned. Hun har lyst til at springe, hun tør ikke springe.

Jeg vil ligge med Jer, madam Kragstedt. Han siger det roligt og velovervejet.

Han ved hvad han vil, tænker hun. Han har tænkt tanken, og tanken er handlingens mor. Det er for sent at stoppe ham med snak.

Ja, siger hun, det vil han vel. Hun mærker at munden bævrer, hun hakker tænder.

Fryser I, madam Kragstedt? Han lyder næsten venlig og omsorgsfuld.

Ja, her er koldt. Hun famler stadig bag sig og får fat i noget, mærker på genstanden og identificerer den som smedens værktøj. Hammers hammer. Hun forsøger at tvinge sig selv til at være rolig.

Smeden står stadig bomstille og kigger på hende. Det ser ud som om han nyder situationen, som om han tænker, hvem er nu herre? Så løsriver han sig fra døren, går et par skridt frem, rækker ud og rører ved hendes ene bryst.

I er en smuk kvinde, madam Kragstedt. Jeg synes ikke det er ret og rimeligt at Jeres mand skal være ene om at nyde godt af Jeres skønhed.

Hun mærker hans hånd på brystet, den klemmer det undersøgende, ikke hårdt. Hun kigger ned på hånden. Den er grov og kæmpestor, fuld af rifter og sår, neglene er gule og flækkede. Hånden klemmer forsigtigt om brystet nogle gange. Så kigger smeden op, hun møder hans blik.

Jeg håber ikke I har noget imod at jeg beføler Jer? siger han.

Hun ryster stift på hovedet.

Min far sagde at sådan er I alle, jer kvinder altså. Liderlige. Det er derfor kvinder bliver skøger, og ikke mænd. Jeg ved ikke om det forholder sig sådan, men sandt er det jo at det kun er kvinder der giver efter for deres liderlighed og sælger deres krop for kobber. Hvad mener madammen om dette?

Hendes mund er knastør, hun forsøger at væde den for at sige noget. Lever hans far? forsøger hun at sige mellem de klaprende tænder.

Her skal ikke tales om min far, bider han hende af.

Nej.

Nu mærker hun hans hånd på kinden. Den føles som en død ting, som en bjælke, eller et stykke jern. Altså må hendes ansigt være varmt.

I rødmer jo, siger smeden. Det klæder Jer, madam. I er så smuk, madam Kragstedt, så smuk som et æble. Han ler. Sikke noget sludder!

Så bevæger hans hænder sig søgende op og ned ad kjolen, forsøger at finde en vej ind. Men stoffet yder modstand, mere end hun selv gør, der er lag på lag af beskyttende stof der skal skrælles af, hvis han vil ind til begærets mål, hendes hud. Hænderne bevæger sig hektisk, han udstøder nogle irriterede lyde og kommer tættere på, presser sig op ad hende. Hun mærker hans sved og brændevinsånde, men hun mærker også den bitre lugt af sin egen hud og den fade stank af gammel sved indlejret i stof der varmes op, så bøjer han sig frem og kysser hende, hun mærker hans tunge bugte sig vådt mod kinden og øret. Så træder han et skridt tilbage og spytter.

Pføj! Hvad er det?

Pudder, siger hun. Smager det ham ikke, smed?

Han stirrer sløvt på hende da hun fatter hammeren og svinger den fremad i en akavet cirkelbevægelse der sender en flagrende skygge hen over loftet, og ender i en fuldtræffer på siden af smedens hoved.

Han tager et skridt bagud og vakler. En slags vild lykke bruser op i hende over at være kommet ud af lammelsen, og hun retirerer i en halvcirkel mod højre, hun kanter sig hen i retning af døren med fronten mod smeden og hammeren løftet op over hovedet. Hammers hammer. Nu har den ramt ham selv. Det er næsten morsomt.

Slå mig ikke! Han vakler. Han ryster på hovedet og ser ud som om han er ved at knække sammen. Han tager et skridt bagud og får fat i dørkarmen.

Jeg slår hvis det bliver nødvendigt, siger hun koldt. Lad mig komme ud, så skal jeg nok lade være med at slå.

Jeg åbner nu, siger han. Se. Jeg åbner.

Han har vendt ryggen til hende, hun kunne nemt, og med fuld ret, give ham et solidt drag over nakken og sætte ham ud af spillet én gang for alle. Men hun gør det ikke, hun hører slåen blive trukket fra, den tunge bolt der rasler, hun når at tænke, hvad er det han står der og pusler med, så drejer han rundt i en slags piruet der er så yndefuld at den ville have virket komisk i en anden sammenhæng. Men i hans hånd sidder den lange jernslå, den rager ud som et sværd, og han folder armen ud, strækker den i dens fulde længde og rammer hende på overarmen med slåen.

Hun registrerer knap nok smerten, kun at slaget får hende til at tabe hammeren der rammer gulvet med et uldent bump. Hun falder på knæ. Smedens støvle sparker hammeren væk, den kurer hen ad gulvet og er uden for rækkevidde.

Nu har I gjort mig vred, siger han roligt. Hun kan høre at han smiler. Nu bliver jeg nødt til at straffe Jer, madam Kragstedt. Hvad der nu sker, har I selv bragt over Jeres hoved.

I Kristi navn, siger hun, og nu er det hende der klynker. Vær dog barmhjertig. Jeg har ikke gjort ham noget.

Hun knæler ned, halvt i smerte, halvt i ydmyghed og bønfaldelse. Hun knuger hånden mod det sted han ramte med slåen. Armen hænger slapt ned. Hun spekulerer på om den er brækket. Hun hører smeden lægge bolten fra sig.

Hvorfor gjorde I det? spørger han. Hvorfor slog I mig? Jeg vil jo ikke gøre Jer fortræd, jeg vil jo bare ligge med Jer. Kan det virkelig være så slemt? Hans hånd kommer ned og griber om hendes hage, løfter den lidt op, så hun ikke kan lade være med at kigge på ham. Nu bliver jeg jo nødt til at binde Jer. Ellers slår I mig jo bare igen.

Han finder en rebstump og binder hendes håndled sammen. Smerten i armen får hende til at jamre, og det får ham til at stoppe lidt op og kigge på hende.

Det er nok ikke så slemt som det føles, siger han.

Hun ser ham binde et andet reb om stenen der er fundament under ambolten. Nu binder jeg Jer fast her, siger han venligt. Det kan ikke betale sig at kæmpe imod. Og hvis I skriger, bliver jeg nødt til at kneble jer, og det ville være synd for Jeres lille søde mund at stoppe en skiden klud i den.

Hun ryster på hovedet og kniber munden sammen.

Godt, siger smeden. Nu kan vi altså begynde.

Han tager sig god tid med at løfte på hendes kjole og mærke på hendes klæder. Hvordan skal vi dog få alle de klude af Jer? siger han.

Det har hun også svært ved at se. Hun ligger på ryggen med armene op over hovedet, fastgjort til stenen. Den tunge damaskeskjole kan ikke trækkes ned, den hænger fast i skulderstropperne. Han forsøger at manøvrere den op over hovedet på hende, men må opgive. Han ser spørgende på hende.

Løs mig, siger hun, så skal jeg klæde mig af frivilligt. Det er ikke så ligetil at klæde en kvinde af.

Hø-hø, ler han og ryster på hovedet. Han flår lidt i kjolen, men opnår kun at den bliver trukket skævt. Så finder han en lommekniv frem.

Nej! siger hun. Ikke det. Ryggen, der er et skjult snøreliv.

Han ruller hende om på siden og fumler stønnende med de små spænder der holder den nedslidsede ryg sammen. Hun mærker kjolen åbne sig lidt i ryggen.

Hvad er dette? siger han. Disse krydsede snore?

Det er kjolens snøreliv, siger hun. Der er en knude.

Hans hænder søger op og ned ad ryggen, så finder han knuden. Men smedefingrene er åbenbart for grove, han kan ikke få den op. Han stikker en finger ind mellem snørelivet og ryggen, trækker lidt i snoren og giver slip på den, så den giver et smæld fra sig der får hende til at fare sammen. Så går han i gang med at bearbejde knuden igen.

Jeg vil jo nødig ødelægge Jeres dyre klæder, siger han bag hendes ryg, men denne knude er mig for hård.

Det svarer hun ikke på.

Så mærker hun at han trykker ansigtet mod hendes ryg, hun undrer sig over hvad han foretager sig, men forstår så at han forsøger at binde knuden op med tænderne. Han retter sig op og bander. Hun kigger sig over skulderen. Smeden tager sig til kinden og sidder og ømmer sig.

En dårlig tand, siger han. Han åbner munden og mærker på tanden med fingrene. Den forbandede knude har slået tanden løs.

Jeg kan give ham noget brændevin at duppe tanden med, foreslår hun. Min mand plejer at bruge det med god virkning. Han skal bare løsne mig først.

Jeg har selv brændevin, vrisser han. Hold Jeres kællingeråd for Jer selv.

Nu tager han fat i snørelivet og rykker hårdt i det gentagne gange. Smerten der skyder ned fra armen, får hende til at jamre. Så springer silkesnoren med et knald, og kjolen løsner sit greb.

Ha! siger smeden. Han tager fat i hver side af snørelivets rynkebånd og trækker dem fra hinanden. Kjolen åbner sig, sømme revner, snorene bliver trukket fri med en hvislen. Han trækker kjolen op over hovedet på hende. Hun spræller med benene, hun føler hun er ved at blive kvalt. Så kommer kjolen op om armene hvor han samler den i en tyk bunke der hvor armene er bundet til amboltstenen.

Smeden tørrer sig over panden. Så kigger han på det næste lag tøj. Og hvad i alverden er så det?

Hun drejer hovedet og ser hvad det er han kigger på. Det er min tournure.

Og hvad skal den så gøre godt for?

Den gør agterpartiet bredt. Det anses for smukt.

Han snøfter foragteligt. Så spænder han den aflange hestehårspude af hende og smider den fra sig.

Næste lag er hendes silkechemise. Han stryger hen over den med sine grove hænder. Stoffet hænger lidt fast i hænderne, ligesom burrer. Han trækker vejret tungere nu. Hun kender den vejrtrækning. Så kommer chemisen op til kjolen.

Endnu et snøreliv? Smeden bander inderligt. Han forsøger at få fingrene ind under det, men det er alt for stramt. Han rykker og flår så hele hendes overkrop rykker frem og tilbage, men snørelivet giver ikke efter.

Hvorfor bruger borgerkvinder disse ubekvemme klædningsstykker? spørger han.

Det er et korset, hører hun sig selv sige med en fjern og nøgtern stemme, det er hvad moden foreskriver. Og mænd kan lide at se på kvinder der er smalle om livet og brede over hofterne.

Han ryster på hovedet og griner. Det er nok derfor fine folk ikke får så mange børn, siger han. Varmen går af jernet inden man får smedet.

Han kigger op på hende, lader blikket dvæle ved brysterne der hviler i snørelivets brystskåle, han søger hendes blik. Hun stirrer væk, men tør ikke lukke øjnene af frygt for at det vil provokere ham. Hun siger ikke noget.

Hos kvinder i de lavere klasser er det ikke sædvane at snøre sig til og proppe puder under kjolen, siger han. Vi mænd af folket lader os nemlig ikke så let narre. Vi ved hvad der er under særken. Men dermed kan man vel sige at vores kvinder er mere frie end I? Han holder inde, og da hun ikke siger noget, fortsætter han i et eftertænksomt tonefald: Men alle mennesker er vel indsnørede, om ikke på den ene vis, så på den anden. Og hvor meget man end trygler og beder om at blive løsnet, så er der ingen der hører os. Sådan er livet.

Hun registrerer, stadig på denne distancerede måde der tydeligvis er en følge af at hendes sind har løsrevet sig fra hendes ydmygede og lidende krop, hvordan han bliver optændt af en slags retfærdig vrede af sin lille tale. Hun svarer ikke. Hun har et svagt håb om at han er ved at fortabe sig i tanker, og måske vil glemme det andet han er i gang med, at varmen skal gå af jernet. Men så er han tilbage ved hendes påklædning.

Hvordan bærer I Jer ad med at binde dette hver dag? spørger han.

Min kammerpige hjælper mig. Nogle gange min mand.

Måske skulle jeg tilkalde Jeres mand, så han kan hjælpe mig. Han ler godmodigt. Nej, jeg glemmer jo at han er bortrejst.

Når han kommer hjem, vil han føre proces mod ham og straffe ham hårdt, smed, siger hun og hører selv at hendes tonefald ikke ligefrem lyder overbevisende.

At straffe mig ville betyde at han indrømmer at jeg har gjort ham til hanrej. Og det er der ikke mange mænd der frivilligt gør.

Hun siger ikke mere.

Han er åbenbart blevet træt af snøreliv og knuder, så han tager sin lommekniv og skærer snorene over. De løsner med små, elastiske smæld og forsvinder gennem messingøsknerne i korsettet. Han trækker snørelivet af, tager det op til ansigtet og inhalerer dybt. Da han fjerner det, ser hun at han smiler lykkeligt.

Kvinde! siger han.

Han smider snørelivet hen i en krog, så ser han ned på hende. Der er kun særken tilbage.

Han skærer særken op på langs, et langt, rent snit, pertentlig som en skrædder, og følger ærmerne hele vejen ud med knivbladet. Særken falder fra hinanden. Han ruller den sammen til en bylt og lægger den væk. Nu er hun nøgen. Det undrer hende at hun ikke fryser. Men hun er varm, hun føler sig rødglødende. Hun ligger på ryggen, med armene op over hovedet, og ser op på smeden der ser ned på hende. Hendes brystkasse bølger, hun ligger anspændt for ikke at bevæge den skadede arm, hun har samlet benene og trukket dem lidt op. Men hun kan ikke skjule sin kønsbehåring der er meget kraftig, og fuldstændig dækker kønslæberne og skambenet og fortsætter som en pilespids op mod navlen hvor den svinder ind til en tynd, men markeret sort tråd. Hun har altid følt skam over denne vilde behåring, hun har følt det som en reminiscens af noget vildt og utæmmet som hun altid har undertrykt. Indtil i dag. Og derfor ligger jeg her, tænker hun.

Nu bøjer smeden sig ned og skubber ansigtet op ad hendes mave, snøfter og grynter, knuger det mod hendes ene bryst, lader tungen skyde frem, indfanger brystvorten med tungespidsen og snor den rundt om den, sutter på den og giver slip med en våd lyd, leger med dens elastiske modvilje, mens han klemmer på brysterne med begge hænder, denne gang hårdt. Hænderne føles som rivejern mod brysternes følsomme hud, neglenes gule hornplader borer sig ned i fedtvævet.

I er blød som en nyfødt mus, hvisker smeden i et drømmende tonefald. Da jeg var dreng, fandt jeg muserederne i laden og tog de små, bløde museunger til mig. Jeg adopterede dem som mine egne børn. Jeg kælede for dem, jeg tog mig af dem. De var så bløde, så bløde. I er så smuk og fuldkommen, madam Kragstedt, når man først får klæderne af Jer, I er som et lille dyr, smukt og varmt og bange.

Da han tager fat i hende og vender hende om på siden, får han åbenbart øje på de jernspåner som hun knap nok har mærket bore sig ind i huden på hendes ryg. Han forsøger at børste dem væk, men snøfter irriteret da han opdager at de sidder for fast. Da han tager hånden til sig, kan hun se at den er blodig. Det banker på døren.

Med et sæt svinger han sig op på benene og går derhen. Det går op for hende at døren er ulåst efter at han tog slåen af for at bruge den mod hende.

Lette knoer mod egetræsdøren.

Hurtigt løfter han den store ambolt af soklen, svinger den hen over hende og stiller den så den blokerer for døren. Han sætter sig på hug og lægger hånden over hendes mund.

Hvem der?

Er madammen hos Jer?

Hun genkender stemmen. Det er kateketen, Bertel Jensen.

Kan han føje sig, råber smeden i retning af døren. Her er ikke nogen madam.

Pigen siger at hun så hende gå sammen med Jer, siger kateketen. Er alt vel med hende?

Hvor skulle jeg vide det fra? Her er ingen madam, siger jeg. Gå nu, og bland dig hellere i dine egne folks anliggender.

Der bliver taget forsigtigt i døren, men den støder mod ambolten. Så bliver der stille. Hun tænker at hun bør skrige. Herren har sendt hende den indfødte kateket, og nu må hun vise sin villighed til at blive reddet ved at skrige. Men hun skriger ikke. Hun håber kun på at manden vil forsvinde og lade hende være alene med sin skam og angst.

Hammer kommer tilbage. Han er gået sin vej, siger han i et beroligende og konspiratorisk tonefald, som om de er sammen om det her, og begge er bange for at blive afsløret. Så tager han sin trøje af og løsner bukseselerne, stiger ud af sine blankslidte søndagsbukser. Han sætter sig ned på knæ. Hans lem hænger tungt og blodfyldt ud fra ham. Hun kan ikke tage øjnene fra det. Hans nøgenhed river hende i næsen, den lugter af hest. Han bøjer sig ned og hvisker hende medsammensvorent i øret.

Vi må være stille.

Hun prøver at sige, ja, men hun kan ikke. Hendes brystkasse trækker sig sammen i spasmer, hun mærker hvordan munden bliver fortrukken.

Nej, græd ikke, beder han. Der er ikke noget ved det, hvis I græder. Jeg skal være god ved Jer. I vil tro det er Jeres mand der gør kur til Jer.

Nu hulker hun, hun giver los, så mærker hun hans hånd over munden igen. Deres øjne mødes. Hans lem rører ved hendes mave, det hænger udspændt i en bue nedad, hun mærker hvor varmt det er, hvor fuldt det er af længsel efter at trænge op i hende. Han kravler lidt ned, tvinger hendes ben fra hinanden. Han jager tommelfingeren ind i folden ved siden af hendes køn. Det får hende til at spjætte og rette benene helt ud. Hun ser hvordan det sitrer i smedens muskler hen over brystet og skuldrene.

Jeg har aldrig haft en rigtig veninde, siger han, en kæreste, mener jeg. Det har mest været buk sig ned og træk særken op, kælling! Det her, det her er anderledes. I skal vide at jeg er meget taknemlig.

Hun mærker hans lem støde mod åbningen. Men hun er tør, hun vil ikke lade ham komme ind. Så er de spørgende, lidt tungsindige øjne der igen. Hun kan se at han er i vildrede.

Så lyser han op, vender sig om og rækker op mod bordet og får fat i en trækrukke. Det er en smørdrittel, går det op for hende, hun kan lugte det harske smør da han vipper låget af. Han graver en håndfuld af indholdet op og fordeler det ud over lemmet, derefter over hendes køn. Hun snapper efter vejret.

Ja, nu er I som en honningkrukke, søde madam.

Hun gisper da hun mærker smeden glide op i sig, hun bider tænderne sammen for ikke at skrige og vrider hovedet ud til siden, mærker hvordan smeden presser hende mod gulvet, og jernspånerne der borer sig ind i hendes ryg. Nu begynder han at bevæge sig, og hun kan mærke den sidste forhindring give efter i skeden, lemmet der løber frit, hvordan hendes indre forræderisk velvilligt åbner sig op og former sig efter smedens form. Han tager fat om hendes ankler, bøjer benene op, og det presser hende yderligere ned i gulvet og de skarpe spåner, han holder hende i en skruestik, han kaster hovedet tilbage, og hun kan ikke lade være med at se på ham, og hun kan se at han mister den sidste rest af bevidsthed om hvad han foretager sig, og bliver et med sin handling, samtidig med at hun bliver ét med sin smerte. Og så er det ham der skriger. Selv bider hun tænderne sammen og siger ikke en lyd.

Det er mørkt da han løsner hendes reb. Hun kan ikke rejse sig op ved egen kraft, hun er nødt til at række op og tage den hånd han tilbyder hende til hjælp. Han giver hende tøjet, stykke for stykke, og hun tager det på. Hun kan mærke at ryggen er et stort sår af de skarpe jernspåner, men den gør næsten ikke ondt, den er kun brændende varm. Smeden ser det også.

Dup sårene med noget af Jeres mands brændevin, siger han. Hun spekulerer på om det er ment som en vittighed.

Hun nøjes med at tage damaskeskjolen på og støvlerne. Resten af tøjet bærer smeden for hende da han ledsager hende tilbage til kolonihuset. Her overrækker han hende bylten, og hun snapper den ud af hænderne på ham. Et øjeblik står de og ser på hinanden. Smeden har taget huen af hovedet. Han står barhovedet foran hende og knuger den mod brystet.

Madammen skal ikke være ked af det, siger han alvorligt. Ingen kvinde har nogensinde brudt sig om det. Det er smertefuldt for dem, det sagde vores gamle præst, jeg ved godt at kvinder slet ikke er liderlige, sådan er det. God nat, madam Kragstedt.

Om aftenen kommer pigen, tavs og vidende. Hun trækker jernspånerne ud af ryggen på hende med en pincet, renser hendes sår og forbinder hende. Det tager det meste af natten. Hun lover at hun ikke vil sige noget til hendes mand når han vender tilbage.

Sov hos mig i nat, siger Haldora.

De går ind i sovekammeret og smyger sig ind til hinanden under dynen. Pigen lugter mærkeligt, og den tanke strejfer hende at hun bringer lus med sig i sengen. Men hun er ligeglad. Hun knuger sig ind til pigen og falder i søvn med armene foldet rundt om hende.

Nogle dage senere går hun udenfor for første gang siden mødet med smeden og opdager at trælågen ind til kålgården er udskiftet med en smedejernslåge. Den er perfekt, mønsteret er som det skal være, alle bogstaverne er der. Semper felix. Altid glad. Hendes families bomærke.

Hun åbner lågen og går ind i kålgården. Så falder hun på knæ. Overalt i den lille firkant er der skudt grønne spirer op af den sorte muldjord.

 

4. bud

En visitats

(1788)

Det fjerde Bud, saaledes som en Husfader letfatteligt skal lære sin Husstand det:

„Ærer din Fader og din Moder.“

Det vil siige: Vi skal frygte og elske Gud, saa vi ikke ringeagter vore Forældre og Foresatte eller vækker deres Vrede, men holder dem i Æhre, tiener, lyder, elsker og agter dem.

Efterårsmorgen, tidligt daggry, september. Morgensolen skyller ind over fjeldene på fastlandet og brænder havgusen væk. Fjorden er stille.

Syv mennesker forlader kolonien med konebåd og kajak, fire roersker, tre mænd. En af dem er Rasmus Bjerg, betjent ved Den Kongelige Handel. Det er ikke med sin gode vilje at han er taget med på denne lange, risikable og i hans øjne nyttesløse rejse. Men købmanden beordrede ham af sted, og så var den potte jo ude. Han sidder på agtertoften, han benytter tiden til at skille sin flintebøsse ad og rense delene med linolie. Han samler den, skiller den ad, samler den igen. Det er et nervøst behov han har, han kan ikke lade være med at samle den når den er skilt ad, og skille den ad når den er samlet. Han vipper flintelåsen tilbage, trykker distræt på aftrækkeren, flintelåsen falder i med et smæld der får kvinderne til at fare sammen, han vipper den tilbage, trykker på aftrækkeren.

Betjent Bjerg, siger Falck der står ude i stævnen, stiv som en mast, for Guds skyld mand! Du driver os alle til vanvid.

Javel, hr. Falck. Han lægger bøssen fra sig. Det klør i fingrene efter at tage den op.

En af blandingerne ude fra kolonien, Didrik, er kajakmand og viser vej. Han sejler nogle bådlængder foran dem, fuldstændig lydløst. Bjerg ville ønske det var ham der sad i kajakken, så han kunne udfolde sig lidt mere, bruge sine kræfter, skyde gennem vandet og være fri. Men han har aldrig fået lært at sejle kajak. Han har forsøgt sig et par gange, men var ved at drukne. De siger at hvis man ikke lærer det som barn, så opnår man aldrig sikkerhed i det fartøj. Det skal nok passe. Didrik ser i hvert fald ud som om han er ét med den, han glider af sted, og vandet deler sig lydløst.

Betjent Bjerg sidder ansigt til ansigt med roerskerne. De arbejder i fuldkommen harmoni, lægger sig i årerne og vugger frem og tilbage. Ved slutningen af hvert åretag laver de en svirpende bevægelse med håndleddene der får båden til at springe fremad med et ryk, og de to passagerer, ham selv og Falck, til at rokke let med overkroppen. Årebladene laver små krusninger på vandet, de danser af sted som snurretoppe. Han følger dem med øjnene. Så stirrer han på roerskerne, morer sig med at hvile blikket på dem, én efter én. Det kan de ikke lide. Ligesom dyr, tænker han, de kan heller ikke lide at man ser lige på dem, i hvert fald ikke hunde, man kan tirre en hund til at angribe ved at stirre den ind i øjnene. Men de her kvinder er meget godmodige. Gud ved om de er som andre mennesker inde under alt det skindtøj? Som andre kvinder? Det kunne han godt tænke sig at finde ud af. Deres hår er samlet oppe på toppen af hovedet, fastholdt med snore der er besat med kulørte glasperler. Deres fødder, i skindkamikker, støtter mod tværspanterne i bunden af båden, han kan se hvordan de sparker lidt fra for hvert åretag, og letter sig en anelse fra toften. De sidder to og to bag hinanden. Kinderne er store, blanke flader spændt op på høje kindben, deres munde er små, tænderne slidt ned, men ikke rådne, snarere slebet ned af at gnave på deres kødben. På overkroppen bærer de nogle uformelige dragter, men nogle krydsede skindremme får brysterne til at træde frem, dog uden at det på nogen måde virker pirrende. Som brugsgenstande. Man siger de vasker sig i deres eget skarn. De ser nu rene nok ud, synes han. Næsten appetitlige. Man kommer i godt humør af at kigge på dem.

Betjent Bjerg, siger hr. Falck igen, denne gang lidt mere skarpt.

Det går op for ham at han har taget bøssen igen, og sidder og banker rytmisk med den mod krudttønden. Han griner forlegent og lægger bøssen. Pardonnez-moi, siger han.

Giv mig bøssen, siger Falck.

Det er min bøsse.

Det er Handelens bøsse. Giv mig den. Så er han fri for at lade sig friste.

Han rækker den hen over hovedet på roerskerne. Falck tager imod. De står begge op, båden vipper lidt. Betjenten sætter sig ned igen, men Falck bliver stående og spejder fremad. Så bryder kvinderne ud i sang. Deres skingre, metalliske stemmer går til marv og ben.

Det er noget sent på året for en distriktsrejse, siger han.

Hvabehar? siger Falck.

Det er ved at være efterår. Der kan komme sne når som helst.

Vi skal nok nå det der skal nås, siger Falck.

Han kigger sig tilbage. Han kan skimte røgen fra husene i kolonien og enkelte af de indfødtes tørvehytter. Til venstre for dem er nogle stejle og mørke fjeldsider, til højre er der en skærgård med lave øer og langt inde i landet nogle sneklædte bjergtoppe. Han spekulerer på om det er dér de skal ind.

Tågen dvæler stadig i bugterne og i skyggen. Det er som om klipperne er indhyldet i gaze eller tyl. Det minder ham om døden. Der er mennesker der lever et helt liv her, tænker han. Det kan han slet ikke forstå.

Rasmus Bjerg er toogtyve år gammel. Han er yngstemand i kolonien. Han stammer fra Horsenskanten, hans far er odelsbonde, men der er fem brødre der er ældre, og dermed er han så mange led fra odelsretten at det ikke kunne betale sig at blive hjemme. Han tog ud at sejle straks efter konfirmationen. Han plejer at modtage breve fra forældrene, så han går ud fra at de lever, men han har ikke set dem i mange år. Engang har han sejlet på trekantsruten, med slaver fra Guldkysten til Vestindien, ellers har det mest været småfart. Det er første gang han er i Grønland. Han synes her er trangt og mørkt og indelukket. Han savner det åbne hav, disciplinen om bord, kammeratskabet, løssluppenheden i land, uhøjtideligheden, slåskampene og de hjertelige forsoningsscener, de lange stræk og rutinerne. Han savner en pige der hed Ulrikka, som han ikke regner med han kommer til at se igen, men som han gerne ville skrive til, hvis han altså kunne sætte ord sammen på papiret på en anstændig måde. Han kan godt skrive, og han har skrevet breve til forældrene, men aldrig til en pige. Måske præsten vil hjælpe ham, hvis han kan få sig til at betro sig til ham.

Han læner sig tilbage mod skindteltet og soveposerne der er proppet ned i agterstavnen, hans arm hænger slapt ud over rælingen, fingrene trækker små hvirvler i det kolde vand. De er tungt lastet med handelsvarer, deriblandt ti flintebøsser af dårlig kvalitet, en fustage fuld af krudt, bly, støbeforme, lunter og flintestifter, tyve eksemplarer af Det Nye Testamente oversat til grønlandsk, transporteret i en blyforet kasse, desuden forskellige købmandsvarer. Hvad Falck og de andre ikke kender noget til, er den kuvert Rasmus Bjerg medbringer i sin inderlomme. Den indeholder en kongeligt dekreteret arrestordre på Habakuk og hans kone, Maria Magdalene. Rasmus Bjerg har af købmand Kragstedt fået udstedt en fuldmagt der giver ham myndighed til at gøre hvad der skal gøres, om nødvendigt bruge vold. Han spekulerer på hvordan det vil føles hvis han bliver nødt til at skyde et andet menneske. Han er sig bevidst at han har lyst til at gøre det, enhver mand har en hemmelig drøm om at dræbe nogen, men han er også bange for det. Slaverne døde jo i hobetal og blev hældt ud over rælingen i bundter med samme skødesløshed som var det indholdet af natpotter, men han har aldrig direkte set noget menneske blive dræbt. Og nu har han hjemmel til at gøre det. Hvis det bliver nødvendigt. Det er en mærkelig tanke.

Kvindernes sang ringer ud over fjorden, åregaflerne knirker takten. Smiler de til ham? De ser dumme ud, de griner for meget, han er allerede lidt træt af dem. Når de synger, kan man se helt ind til deres flagrende drøbler. Er der overhovedet en tanke i hovedet på dem? Han ser de fede knoer strammes og slappes omkring håndtagene på årerne, han ser deres små stærke fødder stemme imod. Hvis han skulle være sammen med en af dem, hvem skulle det så være? Han kigger fra den ene til den anden. Det er svært at se forskel. De sorte slavekvinder var også svære at skelne fra hinanden, men det var vel fordi deres ansigtstræk ligesom blev udvisket af den sorte hud. Disse eskimokvinder er lyse, alligevel ser de ens ud. Det ser ud som om de stramme hårtoppe trækker i deres ansigter, så de får et pudsigt udtryk af konstant overraskelse omkring øjnene. Det må være underligt at kysse sådan en, gad vide hvordan de smager? Han gjorde det heller ikke med slavekvinderne, selv om der var masser af lejlighed til det, og alle sagde at han skulle tage og gøre det, du kan lige så godt øve dig på en af de vilde, Bjerg, så ved du hvordan du skal gebærde dig når du bliver gift. Men det bød ham imod. Han blev tit sat til at spule under dæk, og det var ikke noget der stimulerede de romantiske følelser. Disse kvinder der sidder med front mod ham nu og vugger frem og tilbage, er ikke slaver, man kan ikke gøre som man vil med dem. Så vidt han ved, er de endda gode kristne. Men de er alligevel meget anderledes end han, lige så forskellige fra ham, og fra pigen Ulrikka han stadig tænker på en gang imellem, som de kulsorte kvinder der lå som sild i en tønde i lasten på Fredensborg.

De vugger nordover, hans hoved vugger, det bliver middag, eftermiddag, intet ændrer sig. Han sover lidt, hovedets dinglen forplanter sig til drømmen hvor han sidder i en båd der trækker vand, men ingen af de andre har opdaget det. Da han vil gøre anskrig, kommer der ikke en lyd ud af munden på ham. Han vågner, han trækker fødderne væk fra dørken. Men der er helt tørt.

Falck råber noget til Didrik, han peger ind mod land. Bjerg spejder. Han får øje på nogle forhøjninger på en slette, det ligner store muldvarpeskud. En boplads. Didrik lader båden indhente sig, han tager fat i rælingen. Kvinderne hviler på årerne.

Ingen mennesker der, siger Didrik, det ville være spild af tid, hr. Falck.

Falck nikker og stirrer ind mod land. Bjerg ville ønske de tog derind, han føler en desperat trang til at strække ben.

Videre, siger Falck. Vi får tidsnok lejlighed til at gå i land.

De kommer ud gennem et smalt sund der løber skråt mod nordvest, så ruller tunge dønninger ind fra det åbne hav. De krydser mellem nogle småøer, landet bliver mere afvekslende. Her og der ser de huse eller rester af huse, men der er ikke tegn på mennesker. Endelig går de i land på en ø. De forsvinder alle bag hver sin sten, så samles de et stykke inde på land. Didrik siger noget til kvinderne, og de tænder bål og koger te som de opbløder beskøjter i. Betjent Bjerg kaster sig i lyngen og kigger på dem. En pakke med hugget sukker sendes rundt. Kvinderne taler lavmælt sammen. Deres kinder buler ud af sukkeret. Deres latter irriterer ham.

Da de har drukket deres te og spist beskøjterne, går mændene langs stranden og besigtiger hvad der er af spor efter mennesker, nogle teltringe, et par huse uden tagspær. Det er flere år siden der har boet nogen her, siger Didrik.

Er de alle rejst ind til disse profeter? vil Falck vide.

En del, svarer Didrik. Mange er døde, nogle er rejst nordpå til Holsteinsborg eller andre større steder.

Døde, hvorfor døde?

Trangstider. Fejlslået fangst. Sult. Har magisteren slet ikke hørt om disse ting?

Bjerg synes at høre en hånlig klang i fyrens stemme. Han spekulerer på om det er rettet mod de indfødtes manglende overlevelsesevne eller mod præstens uvidenhed.

Falck roder i et gammelt ildsted. Man har tilsyneladende tyet til at tilberede sine klæder som måltider, siger han eftertænksomt.

Det er meget almindeligt blandt de vilde, siger Didrik. Hver vinter æder de deres tøj, hvert forår må de sy nyt.

Pføj! siger Bjerg.

Falck ser på ham. Betjent Bjerg, sulten er en streng læremester.

Jeg beder om undskyldning, hr. magister, siger Bjerg, men jeg ækles ved tanken om at æde et stykke fodtøj, om så end det er mine egne fødder der har været deri.

Der er mange grave på øen, markeret med hvalknogler eller frønnede brædder. Didrik oversætter de grønlandske ord der er ridset ind i dem. Hvil i fred, er populært, og sikkert også tiltrængt. Der må flakke mange urolige sjæle omkring på dette ulykkelige sted.

Altså døbte folk? spørger Falck.

Døbte og hedninge, siger Didrik. Døden har dårlige øjne, plejer vi at sige, den kan ikke se forskel.

Falck sukker. Han tager en kasse under armen og går op i fjeldet. Hans botaniseringskasse, har han fortalt Bjerg. Jeg synes om at gå på jagt efter blomster og alskens planter og udfærdige skitser af dem på min blok. Det er nu min adspredelse.

Rasmus Bjerg vandrer ind over land, han kommer lidt op i højden og vender sig om og kigger sig tilbage. Lejren ser meget fjern ud, efter bare en halv times vandring, båden er kun en høvlspån, menneskene ligner travle biller. Der stiger røg op fra bålet. Fra stranden hæver vandet sig, det er nærmest en væg. Horisonten ligger i øjenhøjde. Hvor mærkeligt! Han laver en tragt af hænderne, sætter dem for munden og hujer. Billerne standser, de spejder op i fjeldet, men kan ikke få øje på ham. Han hujer igen. Der bliver vinket. Han dukker sig. Opdaget! Han griner.

Så går han ned gennem en dal, æder lidt bær som vokser på buskene og kommer ned til stranden lidt nord for lejren. Her møder han to af kvinderne der går og plukker bær og svampe. Han går i en bue uden om dem, han har ikke lyst til at snakke med dem. Han ved ikke engang om de forstår dansk. De retter sig op da de hører ham, skygger for solen med hænderne og kigger efter ham. Han hilser formelt og går videre. Så hører han dem kalde. Han forstår ikke hvad de råber, men han kan høre at de har noget for. Han vender sig tøvende om. De vinker ad ham. Han går derned. Bøsseskæftet slår mod låret.

Hvad vil I mig? siger han med påtaget strenghed.

De taler til ham, giver tegn til ham om at han skal sætte sig ned hos dem. Den ene af dem ryger på en pibe der er lavet ud i et stykke af en udhulet dyreknogle. Røgen lugter af lyng og krydderurter. Hun tager den rygende pibe ud af munden og rækker ham den. Han sætter sig ned. Lyngen favner ham blødt og varmt. Pibehovedet er gloende, han holder om mundstykket og patter lidt på det, støder røgen fra sig og hoster. Kvinderne ler. De sludrer løs, men de forsøger ikke at inddrage ham i deres samtale. De lader ham bare sidde og ryge. Røgen virker sløvende på ham, han har mest lyst til bare at blive siddende her og lytte til kvindernes pludren der lyder som en bæk der løber hen over sten inden i hans hoved. Et sted ude på havet sejler et isbjerg af sted. Det må være kolossalt, stort som et slot, tænker han, stort som det hvide Christiansborg i København som han har set et par gange, senest den dag han blev afskibet til Grønland. Han gør dem opmærksom på isbjerget, peger og siger, is-bjerg. De siger et ord på deres sprog, et ord med en glidende lyd, iluliaq. Han forsøger at udtale det. De ler, den ene tager fat i hans mund og presser den sammen og trækker den ud. I-lu-li-aq, siger hun. I-lu-li-lak, siger han. Hun nikker tilfreds, eller måske opgivende.

De præsenterer sig for hinanden. Rasimusi, kalder de ham. Hans efternavn kan de slet ikke udtale, selv om det efter hans mening er det korteste og nemmeste efternavn man kan tænke sig. Selv hedder de Rosine og Amanda, altså gode danske navne der er givet dem i dåben. Han ved at de også har nogle andre navne, men måske er de hemmelige, måske skammer de sig over deres hedenske baggrund. Han spørger dem ikke om det, og ville heller ikke kunne finde ud at at spørge dem, hvis han havde villet.

Nu kender vi hinanden, siger han og giver Amanda piben, så er vi næsten forlovet.

De ler imødekommende, men de forstår sikkert ikke hvad han siger.

På tilbagevejen møder han hr. Falck der vender tilbage fra sin botanisering. Han virker glad og forfrisket efter sin vandring. Han viser Bjerg sine skitser. Se her, siger han og tager en planche. Liden stenurt. Seduum annum. Kan du se, betjent Bjerg, den blomstrede endnu!

Bjerg kigger på tegningen. Falck har farvelagt den, en strittende grøn plante med en halv snes gule kronblade.

Kan du se hvor den higer efter lyset, betjent Bjerg? Den strækker sig mod solen, om morgenen peger den mod øst, om aftenen mod vest, selv når det er overskyet. Man kan faktisk kigge på disse planter og se hvor syd er. Hvis man altså kender tiden på dagen.

Nåh, siger Bjerg. Han tænker på noget andet.

I de mørke måneder der står for døren, vil jeg rentegne disse skitser, siger Falck glad, jeg vil endda udfærdige en gouache eller to. Har du hørt om Flora Danica, Bjerg, nej, naturligvis ikke, men lad mig betro dig at jeg agter at udfærdige en Flora Groenlandica, en tilnærmelsesvis komplet billedfortegnelse over den i dette land voksende flora. Det vil blive mit livsværk, sammen med mit arbejde i missionen, naturligvis. Nu har jeg opholdt mig i landet i et år, men først nu har jeg fået indkøbt og tilvirket udstyr så jeg kan fare omkring som jeg vil. Det er på høje tid at jeg kommer i gang.

Det er sent, siger Bjerg der ikke forstår halvdelen af det præsten taler om. Vi må hellere se at gå ned til lejren.

De beslutter at overnatte på øen, men finder det ikke påkrævet at slå teltet op. De kryber i stedet sammen i de to soveposer, kvinderne i den ene og mændene i den anden. Bjerg ligger og lytter til tidevandsskiftet der får strandstenene til at slå klirrende mod hinanden, han hører en mave rumle, vistnok Falcks, og han hører kvindernes lette vejrtrækning på den anden side af ildstedet. Han tænker på kvinden, Rosine, der rørte ved hans mund for at få den til at udtale det grønlandske ord korrekt. Det er første gang en anden kvinde end hans mor har rørt ved hans mund. Han broderer lidt videre på erindringen om hånden, får den til at stryge sig over kinden, trykker læberne mod den. Kvinden, eller pigen, Rosine, er med et blevet synlig, hun er trådt frem bag sin indfødte maske. Han forstår ikke hvordan han har kunnet forveksle hende med de andre tre. Også den anden, Amanda, er let at kende med de runde fedtpuder på kindbenene, det brede grin og øjnene der er skrå og ser lidt snu ud. Han tænker at hvis han ville være sammen med en af dem, ville det være nemmest med Amanda der tydeligvis er ældst og mest erfaren. Men det er Rosine han tænker på, Rosines hænder der rører ved hans mund.

Om morgenen holder hr. Falck andagt. Han uddeler oblater, sender et bæger vin rundt og lyser velsignelsen over dem. Så sejler de videre.

Målet for rejsen er bopladsen i Evighedsfjorden og de kristne derinde der åbenbart er gerådet i vankundighed og vranglære, men først skal de besejle det øvrige distrikt og se om der overhovedet er nogle mennesker tilbage. Kajakmanden mener ikke det kan betale sig, alle er enten døde eller har sluttet sig til profeterne. De kommer forbi flere forladte bopladser, teltringe, fundamenter, nyanlagte gravsteder. De fleste steder ser ikke ud til at have været beboet i år. I en bugt de krydser nogle dage senere, er vandet kun nogle få favne dybt og klart som flaskeglas. Bjerg hører præsten give et råb fra sig, og kvinderne holder op med at ro. Så ser han det. På den lyse sandbund ligger der flere døde, de ligger på ryggen, armene bredt ud til siden, deres lange hedningehår har løsnet sig fra de perlebesatte grimer der plejer at holde det på plads, og duver i strømmen. Deres ansigter er væk, han kan se småfisk der gemmer sig i øjenhulerne.

Hr. Falck beder et fadervor for de døde, så fortsætter de. Bjerg betragter kvinderne der betragter ham. Hvis de føler den samme uhygge som han, så er de dygtige til at skjule det. Selv ser han på de ubønhørlige fjelde og himlen og alt omkring sig med helt andre øjne end for en time siden. Hvad er det egentlig vi foretager os her? tænker han.

Aften. Kvinderne har gjort bål op. Flæskeskiverne syder på panden. Da han har rekognosceret lidt, kommer han tilbage og meddeler at stedet egner sig til at holde deres lange rast. Der er en del drivtømmer på stranden, der er godt med ferskvand, og han gætter på at der er harer.

Meget vel, siger Falck. Vi vil slå teltet op og gøre os det lidt behageligt.

Bjerg tager sin bøsse og følger elven ind til en sø der afvander tre fjelde. Det er svært at komme frem på grund af de mange små vandløb, han bliver hurtigt våd på fødderne. Også kajakmanden er taget på jagt, han har sin egen bøsse. Bjerg kan se ham på den anden side af dalen. Der er mange ryper, han kan høre dem klukke oppe i åsen. Dem kan han altid falde tilbage på hvis det slår fejl med harerne. Han går videre. Stilheden er monumental, bortset fra lyden af rislende vand. Bjergene er gamle. Han kigger op på dem og føler sig lille og udsat og ensom. De må have stået der siden Noahs dage, tænker han. Skyer løsner sig fra bjergtoppene og sejler ud over himlen. Der er noget uforståeligt ved naturen, noget der altid har skræmt ham en smule. Det må være frygteligt at dø herude, ligge i det fri og blive nedbrudt til knogler i naturens eget langsomme, men uafvendelige tempo. Han tænker, naturen kan beslutte at påføre mig skader, så jeg ikke kan komme tilbage til lejren. Det er en uudholdelig tanke.

Da han kommer tilbage til lejren, siger han at han har smerter i maven, og lægger sig ved bålet. Han havde forestillet sig at Rosine skulle give ham et krus te og være hos ham og holde ham med selskab, lære ham nogle flere ord på sit sprog. Men hun er der ikke. Om aftenen vender Didrik tilbage med et knippe harer. Og så er kvinderne også tilbage, de flår harerne og stikker dem på træspid og steger dem over bålet. Falck, der selv har et kronisk maveonde, råder ham til at holde sig fra kødet og spise en portion af den tynde vælling han har kogt. Han får en tallerken af præsten og søber vællingen i sig, så lægger han sig til at sove for at glemme hvor sulten han er.

Fra soveposen kigger han på Rosine der sidder sammen med de andre kvinder, og pertentligt vender og drejer et hareben mellem fingrene. Hun sutter på det, tungen skyder frem, spids og lyserød, tænderne glimter, munden skinner af fedt. Hun kigger over på ham, han smiler, hun siger noget til Amanda der kommer hen med lidt kød til ham. Skuffet over at det ikke var Rosine selv der kom med kødet, hugger han det i sig.

Men hun kigger på ham. De mørke øjne ser undersøgende på ham. Amanda siger noget til hende med hård stemme. Det lyder som „panik“, måske hendes hemmelige grønlandske navn, tænker han. Så kigger hun ned.

De kommer forbi Gamle Sukkertoppen hvor kolonien oprindeligt blev anlagt. Der står stadig en håndfuld huse det ikke har kunnet betale sig at flytte, men alle danskere er rejst. Tilbage er nogle få kristne blandingsfamilier og en håndfuld udøbte der lever af fiskeri og småfangst, desuden en ældgammel kateket og hans kone. Det europæiske islæt får stedet, trods dets lille snes indbyggere, til at føles endnu mere forladt end de uddøde bopladser de er kommet forbi. Frønnede og grå husvægge, blinde vinduesglugger, stenfundamenter, nedhængende tage, en kirkegård, en hel mark af hvidmalede kors. Der står navne på korsene, Jens, Peter, Søren, Kristian, Maren, Gunhild, Karoline, Olga. Hvil i fred. Efterhånden lyder det mere som en hedensk besværgelse end som kristen fromhed. Stargræsset er vokset op omkring korsene, det svajer i vinden.

Nordpå møder de nogle små grupper af mennesker, folk der kommer oppe fra Holsteinsborg, og er begyndt at sive sydover på udkig efter et sted at tilbringe vinteren. Jagten er god, siger de, og der er ikke meget konkurrence. Bjerg synes de ser forhutlede ud, det virker som om de søger sydover mere af tvang end af lyst. Hr. Falck udspørger dem om hvad de ved om frelseren og det gode budskab. Jo, jo, det ved de alt om, mumler de, præsten i Holsteinsborg har forkyndt ordet for dem, og der er mange der er blevet døbt. Men det er ikke noget for os, siger de, der er for mange problemer i kolonierne, de foretrækker at friste lykken på egen hånd. Måske vil de rejse ind i Evighedsfjorden, hvis det hele slår fejl, man siger at de ikke mangler noget derinde.

De såkaldte profeters spil bør de holde sig fra, advarer Falck. Hans Majestæt Kongen, der ejer dette land, har hørt om deres narrestreger, og han er blevet meget oprørt og vred over hvad der er sket. Det er snart slut med gudsbespotterne i Evighedsfjorden. Habakuk siger at det snart er slut med de blege ansigter her i vores land, svarer de og griner flabet da præsten bliver vred.

De befinder sig i distriktets nordligste udkant. En lys, sandet brink springer op fra stranden, bagved er der en rund dal og nogle forrevne fjelde. Bjerg gør opmærksom på at der er mindst ét telt derinde. Hr. Falck bliver glad. Lad os håbe at det ikke drejer sig om flere af disse forhærdede flygtninge nordfra, siger han, men mennesker man kan tale til om frelseren og den kærlighed de kan finde hos Ham. Han springer over bord og vader svuppende i land. Båden glider ind i det bløde ler med et suk.

Bring telte og oppakning i land, siger Falck oppe fra brinken. Jeg vil gå hen og hilse på beboerne. Han forsvinder ud af syne.

Kvinderne er gnavne, de er trætte af alt rejseriet til ingen nytte, de gider ikke hilse på flere hedninge, levende eller døde. De vil ikke i land. Bjerg ved ikke hvad han skal gøre for at få dem til at makke ret. Heldigvis griber Didrik ind og taler med dem, lavmælt og venligt. Så kravler de ud af båden, og sammen trækker de den op.

Mens kvinderne bærer tingene i land, følger Bjerg og Didrik efter hr. Falck. Da de kommer op på klinten, får de øje på Falck uden for teltet. Han går frem og tilbage.

Der er vist ingen hjemme, siger Bjerg.

Didrik sender ham et hurtigt blik. Han griner. Måske synes præsten ikke der er hyggeligt nok i teltet.

Der er slidt en sti i lyngen mellem brinken og teltlejren. Foran teltet ligger resterne af en kajak og en konebåd, begge afskindede, med hvide, nøgne spanter.

Nå, fik vores præst hilst på beboerne? siger Didrik da de når hen til Falck.

Præsten ryster tavst på hovedet. Han slår teltåbningen op og træder til side. Bjerg bukker sig ned og går indenfor, Didrik og hr. Falck følger efter.

Der er fire mennesker på briksen, de ligger pænt ordnet side om side, men hver sin vej, hoved, fødder, hoved, fødder, med armene ned langs siden, næsten ligesom negrene på slaveskibet. Al substans er smeltet væk under huden, der er en umådelig strenghed over de pergamentbetrukne kindben og hager og pander, det er ansigter som Bjerg kunne forestille sig vil stå klar til at tage imod ham på dommedag.

Stakkels usalige hedninger, siger hr. Falck. Det er hvad der kommer ud af at friste lykken på egen hånd. Hvorfor er de dog ikke kommet til os, vi kunne have taget os af dem.

Jeg kender en af dem, siger Didrik. Hun gik til undervisning hos magister Krogh for nogle år siden. Han peger på en af skikkelserne. Hun var en ung pige, måske fjorten år.

Og magisteren lod hende ikke døbe? siger Falck.

Jeg tror hun ombestemte sig. Der kom nogle slægtninge og overtalte hende til at følges med dem.

Hvor sørgeligt. Hvor dumt! Hr. Falck lyder som om han har lidt et personligt tab.

Bjerg bøjer sig ned over tranlampen, fører en finger langs kanten hvor en fedtet skorpe løsner sig. Han roder lidt i gryden og fisker nogle udefinerlige strimler op.

Falck ser på det, han mærker på det mellem fingrene. Skindklæder, siger han. De sultendes nationalret.

Bjerg har fået nok død for i år. Han går udenfor og sætter sig i lyngen med ryggen til teltet. Han hører Falck inde i teltet sige, hvilken fred, Didrik, dette er vel så god en afsked med livet som nogen kunne ønske sig.

Døden var i hvert fald bedre end det der kom før den, siger Didrik.

Hvordan mener du at de er døde? Det lader til at det er sket samtidig. Har de mon spist forgiftet mad, måske endda med vilje, for at tage sig af dage?

De er frosset ihjel, siger Didrik. De har spist tøjet af kroppen på hinanden, så er spækket til lampen sluppet op. Det ser ud som om det er sket for to år siden, hvor vi havde en lang kuldeperiode.

Men hvor er den femte? siger Falck. Nogen må have arrangeret dem på denne måde.

De finder den femte beboer nogle skridt væk fra teltet, liggende på maven. Bjerg stikker en støvlesnude ind under liget og vipper det om på ryggen. Et velbevaret kvindeansigt vender op mod dem, et blottet bryst. En fugleharpun stikker ud mellem ribbenene.

Herre Jesus, hvisker Bjerg. Er der ingen grænser for dette lands grusomhed?

De river teltet ned, svøber de døde i teltdugen og jordfæster dem så godt de kan, og bygger en dysse af sten fra stranden. Falck beder over graven, Herre, se i nåde til disse uskyldige børn af et hjerteløst land. Tidevandsskiftet får det til at blæse op, ordene blafrer fra Falcks mund. Bjerg knuger sin kasket. Kvinderne er tilkaldt for at overvære ceremonien, men de er ikke meget for det. De er utidige og fnisende og kommer med bemærkninger om aftensmaden. Så snart Falck er færdig med sin andagt, skynder de sig tilbage til lejren. De spiser harekød. Bjerg nøjes med vælling, og denne gang er det mere end nok. Om natten er kvindernes lavmælte knevren som en dryppende taphane. Han tysser på dem, men når de sænker stemmerne, irriterer det ham endnu mere. Ved siden af ham mumler hr. Falck i søvne. Nu er jeg tættere på dig, Herre, siger han flere gange. Det stinker nede i soveposens lumre mørke, han ligger presset op ad Falcks bagdel og må koncentrere sig for ikke at få rejsning af den fysiske berøring. Bjerg kryber ud af soveposen og går over på den anden side af en bakke. Her lægger han sig i lyngen og folder sig om sig selv for at beskytte sig mod kulden. Men hellere fryse end at ligge i en marinade af andre mænds kropssved og dunster.

Han hører skridt komme nærmere, lette skridt, ikke støvler. Han ligger med lukkede øjne, på siden i lyngen, han lader som om han sover. Han er rasende på hende. Han ved ikke hvorfor han er rasende, men følelsen er der. Han vedkender sig et behov for at gøre hende fortræd, så han nægter at åbne øjnene og tage imod hende, han ligger bare og nyder at være ond og afvisende. Nu lægger hun hånden på hans arm, klemmer den. Han mærker hendes fingre, hvordan de synker ned i uldtrøjen og kommer i kontakt med overarmsmusklen. Han trækker vejret tungt, lader underkæben hænge i en idiotisk gaben, han sover. Han kan lugte hende. Hendes nøgne krop, hyllet i skind fra døde dyr, hendes hud mod skindet, sved der blander sig med spækrester og med urinen der er brugt til garvningen, duften af røg fra bålet. Han ligger stille og mærker det hele mens hun sidder på hug og iagttager og bedømmer ægtheden af hans søvn. Nogen kalder på hende ovre fra lejren. Han genkender Amandas stemme.

Panik.

Han hører skridtene pusle bag sig igen, så fjerner de sig. Hun har givet op. Han ville gerne have kigget nu, for at få et lille glimt af hendes ryg, men han ligger med ryggen til, og han vil ikke risikere at hun ser ham bevæge sig. Så han ligger helt stille. Han forestiller sig hvordan hun håndterer skuffelsen da hun vender tilbage til lejren, hvordan hun lader som ingenting idet hun presser sig ned i soveposens futteral til de andre, hvordan kvinderne folder sig om hende, hvordan de folder sig om ham, deres hænder søgende under hans trøje, han forestiller sig hendes smerte over at blive afvist. Måske hvisker de sammen, ler ad hende og gør det værre. Han godter sig over det. Det har hun godt af. Han trækker lyngtotter op af jorden så spagnummen flyver, han skærer tænder og stønner af ærgrelse. Nu er han tæt på hende.

Evighedsfjorden. I aftes sænkede skyerne sig over fjeldene, og da de drev bort i morges, havde toppene kraver af sne. Det er første gang Bjerg ser gletsjere så tæt på. De slynger sig mellem fjeldene ned mod fjorden hvor de er brækket af i lodrette vægge af blå is. Man kan høre dem rumle, nogle gange passerer ekkoet af en gammel flodbølge forbi og hæver båden nogle alen og sænker den igen, fuldstændig lydløst. Fjeldene på begge sider er forrevne, de flår skyerne i laser, de spejler sig i den blanke fjord, så klart at man kan komme i tvivl om hvad der er op og ned. Af samme grund foretrækker Didrik at sidde i båden. Han bliver kajaksvimmel, siger han, det er alle fangeres skræk. Han morer sig med at drille kvinderne. De pludrer løs på deres sprog, beskyttet af de to danskeres manglende sprogkundskaber. Didrik er lidt mere populær end Bjerg bryder sig om, og han græmmer sig over at kajakmanden kan få dem til at skraldgrine.

Da de sejler videre næste dag, har fjorden suget havgusen til sig. De er nødt til at sejle tæt på land for ikke at miste orienteringen. Falck bliver nervøs af tågen. Han spørger hele tiden Didrik om han nu er sikker på at de holder kursen. Didrik peger skråt opad. Der er solen, siger han. Bjerg kan godt se det. Der hvor han peger, er der lidt lysere end i resten af den klokke de befinder sig i.

Bjerg ville ikke have noget imod at de sejlede vild og endte alle mulige andre steder end hos profeterne. Den forseglede arrestordre brænder i hans brystlomme. Jo mere de nærmer sig tidspunktet og stedet hvor han skal træde i karakter som udøvende myndighed, desto mindre føler han sig som en sådan. Han har ikke den allermindste anelse om hvad der venter dem inde i fjorden, om der er mange mennesker eller kun nogle få, om de er vilde folk eller mere som de døbte grønlændere i kolonien, og om det ene eller det andet vil være til hans fordel. Måske er de forberedt på en eller anden form for angreb, måske har de forskanset sig, renset deres geværer og støbt kugler. Den slags er han ikke parat til. Han har aldrig sprunget soldat, og han har ikke tænkt sig at begynde nu. Hvis der er optræk til vold, vil han strække våben og vifte med det hvide flag. Desuden synes han folk skal have lov til at tro på hvad de vil, og han har en mistanke om at præsten inderst inde er af fuldstændig samme mening.

Isen klikker og sukker. En gang imellem lyder der en høj fløjtelyd, en slags overjordisk hyletone. De stirrer dystert ind i tågen, kvinderne kigger sig over skulderen. Hr. Falck mener det er vinden der bliver presset sammen mellem fjeldene. Bjerg samler hænderne og puster i dem.

Præcis, siger Falck. Alle store naturfænomener kan gentages i mindre skala, hvilket du netop så smukt har illustreret, gode betjent.

Så synes de de hører salmesang. Kvinderne trækker årerne ind. Alle spidser ører, de sidder og lytter.

Hvis jeg ikke tager fejl, siger Didrik, er det en af grev Zinzendorfs salmer.

Jeg tror såmænd du har ret, siger Falck.

De sidder og lytter. Didrik småsynger, das ist in Jesu Blut schwimmen und baden.

Hvilken hæslig pietisme, siger Falck og ler. Jo, det er vores greve. Han er vist langt om længe kommet på sin rette hylde. Ro til, siger han til kvinderne, der kan ikke være langt igen.

Den sang gik til marv og ben, hr. magister, siger Bjerg.

Ja, siger Falck, den stakkels greve var ingen stor digter. Hans salmer er lige så lange som denne fjord. Det er en skændsel at produkterne af hans syge sind har fået grobund her i landet.

Mange af salmerne er nu smukke, siger Didrik. Vi grønlændere holder meget af en god og følsom salme, så vi kan græde lidt.

Det er muligt. Men jeg råder jer til at holde grevens perverse omgang med Herrens kropsvæsker og hans pietistiske liderlighed ude af forkyndelsen. Det virker ophidsende på modtagelige sjæle. Brug hellere hr. Richardts salmer, hvis det endelig skal være pietisme, hans salmer er kønne og ganske uskadelige.

De bliver ved med at ro uden at bopladsen dukker op. Falck mener de må være sejlet forbi, men Didrik er sikker på at den ligger forude et sted.

Men salmesangen, siger Falck, den lød så klar og nær.

Så er de ude af tågen, og fjorden ligger der igen, med de samme fjelde og gletsjere som i går, bare lidt tættere på. Didrik peger. Langt fremme kan de se nogle uregelmæssigheder i terrænet. Huse. Der stiger røg op fra dem. Falck står op i stævnen og spejder. Bjerg kan høre ham mumle om spektrale lydspejlinger, naturskabte amfiteatre der skaber ekkoer og akustiske fatamorganaer.

Må jeg spørge magister Falck om noget? siger Bjerg.

Naturligvis, siger Falck og vender sig om. Spørg blot løs, min dreng.

Alle disse fænomener, fløjtelyde og salmesang og høje bølger uden blæsevejr, kan det ikke tyde på at denne fjord er forhekset?

Forhekset? Der er intet der er forhekset, hvor vil du hen med det? Når der sker noget vi ikke forstår, er der ikke tale om hekseri, men om en naturlov vi endnu ikke kender. Middelalderligt mørke og overtro, det ønsker vi os ikke tilbage til, gør vi vel?

Nej, ærede hr. magister, mumler han, men jeg synes nu det er mærkeligt.

Ved nærmere eftertanke tror jeg du er inde på noget rigtigt, gode Bjerg, siger præsten venligt, måske uden at du selv er klar over det. Falck ler. Der er en ophobning af hemmelighedsfulde og for os uforståelige naturfænomener i denne fjord, det er fuldstændig rigtigt. Og netop dette, sammen med den pietistiske tåge, har skabt de forhold der har dannet grobund for de sværmerier vi nu vil puste bort med fornuftens friske vind. Forstår du det, Bjerg?

Javel, hr. Falck. Nu er vi lige straks inde.

De kigger ind mod land og ser flere sletter liggende forskudt i forskellige niveauer adskilt af klipper, men højt oppe over stranden. På alle sletterne er der huse, stenhuse, træhuse, tørvehuse, og fra alle stiger der røg op fra skorstenene. På det højeste punkt er der en stor bygning med en slags portal foran og et kors i gavlen. En kirke. Efter alt at dømme er der mindst lige så mange huse de ikke kan se, som dem de kan se. Bjerg forsøger at anslå antallet af huse. Der er mindst tre snese. Det må dreje sig om flere hundrede indbyggere, det må være den største koncentration af grønlændere i landets historie.

Jesus Kristus, udbryder Bjerg lamslået, det ligner sgu en hel bondelandsby!

Også Falck er forbløffet. Det minder mig om Norge, siger han. Om en bygd oppe i åsen ved Drammen. Men jeg har aldrig set så stor en bygd derhjemme.

På stranden tager man venligt imod dem, hjælper dem med at bære varer i land og trække båden op. Bjerg kigger sig omkring, han bærer bøssen på skulderen. Han føler sig overvældet af alle disse mennesker, palaveren er øredøvende. De er klædt i både vadmel og skindtøj, de fleste går i både europæisk og grønlandsk tøj. Der ryges piber der går fra mund til mund, man bringer frisk vand, og alle får et krus at drikke. Bjerg kan se at roerskerne bliver hilst hjerteligt velkomne, formentlig af familiemedlemmer de ikke har set i lang tid, og han mærker et stik af jalousi. Han indser at kvinderne nu ikke længere er under hans kommando, noget han i det mindste kunne forestille sig at de var under rejsen. Det var en fejl at bringe dem med hertil. Nu forsvinder de allerede sammen med deres venner op ad skråningen, han ser Rosine gå sammen med dem, hun er smeltet sammen med dem, trådt tilbage bag masken. Han har mistet hende.

Det går op for ham at han har begået en anden fejl. Han har ladet folkene bære varerne i land, deriblandt krudttønden og kassen med flintebøsser. Han kan se at det er ved at blive båret hen til et hus ved stranden, formentlig en lagerbygning. Nu har han altså udstyret dem med våben og ammunition nok til at begynde en krig. Han tiltaler en mand. Før mig til jeres leder, siger han.

Manden kigger venligt men uforstående på ham.

Nalagak? forsøger han på gebrokkent grønlandsk.

Manden smiler tomt.

Habakuk, siger Bjerg. Jeg skal tale med Habakuk eller hans kone.

Hr. Falck kommer hen til dem. Alt til sin tid, gode betjent. Vi vil nu lade os indlogere og se tingene an. Han slår ud med hånden. Hvilket storslået og majestætisk sted, synes du ikke? Man forstår godt at det netop er her sværmerierne er begyndt.

Jeg skal arrestere Habakuk og hans kælling, siger Bjerg med lav stemme. Kongelig forordning.

Han trækker arrestordren frem og håber at han ikke begår endnu en fejl når han nu giver den til Falck. Præsten tager sig god tid med at læse dokumentet, han kigger på seglet og studerer underskrifterne. Så giver han det tilbage til Bjerg.

Vi vil først tale med dem, siger han stille. Måske lader de sig overtale til at følge med frivilligt, hvem ved.

Der er pladsmangel på bopladsen Igdlut, folk er strømmet til hele sommeren, og det er ikke alle der har fået bygget deres eget hus endnu, så folk ligger i lag på husbriksene. Bjerg giver derfor ordre til at rejse teltet oppe på toppen af den centrale slette, i nærheden af kirkebygningen. Her indretter de sig. Didrik bor sammen med dem. Han ser ud som om han går og ruger over et eller andet, han er mut og tavs. Bjerg har set at han og præsten har ført lavmælte samtaler, eller skænderier, hvor der bliver gestikuleret en del, rystet på hovedet og skåret grimasser. Da Bjerg nærmer sig dem, bliver de tavse og sidder og venter på at han skal gå. Så begynder de igen. Kvinderne ser de ikke meget til, det virker næsten som om de gemmer sig. Bjerg nævner sin bekymring for Falck. Vil de overhovedet få roerskerne med tilbage til kolonien? Præsten svarer, lad os udføre vores pligter så godt vi formår, og overlade til Herren at ordne det vi ikke selv kan gøre noget ved, Bjerg.

Hvad er der galt med vores kajakmand? spørger han.

Åh, en samvittighedskonflikt, siger Falck. Jeg fortalte ham om dit dokument.

Var det klogt, hr. Falck? siger Bjerg.

Det vil vise sig, svarer præsten. Vi vil lægge det i Herrens hænder.

Det er efterhånden mange ting Herren skal gå og slæbe rundt på, siger Bjerg irriteret.

I morgen vil jeg afholde gudstjeneste i den smukke kirkebygning, siger Falck. Jeg venter at du vil være til stede. Så vil det vise sig hvordan alting spænder af.

Skal jeg tage bøssen med?

Gode betjent Bjerg, du kunne vel ikke finde på at bringe et mordvåben ind i Guds hus?

Jo.

Nuvel, men det vil jeg bede dig om at lade være med. Vi vil bruge åndens og ordets magt, ikke krudt og kugler.

Der er så mange af dem, siger Bjerg, og vi er kun tre, eller snarere to.

Netop, siger Falck. Han bøjer sig over nogle papirer, formentlig udkastet til sin prædiken.

Bjerg går omkring på bopladsen og ser sig om. Folk hilser venligt på ham, men virker ikke særlig imødekommende. Han henvender sig til nogle, men får kun et intetsigende smil og et nik. Der sidder en del mennesker på klipperne ud mod fjorden, de spiser kogt skællaks der er slået ud på stenen. Han bliver budt og tager et stykke, skiller kødet fra benene og labber det i sig. Fisken er fed og saftig og salt. Det er noget af det bedste han har smagt i årevis. Han rækker hånden frem og ser spørgende på dem. De siger noget i munden på hinanden. Takanna. Han forstår ikke ordet. Men han forstår at han gerne må tage et stykke til.

Han får øje på Rosine et stykke væk. Han holder sig i nærheden og håber at hun skal få øje på ham. Men hun ser ham ikke, eller lader som om hun ikke ser ham. Det er der ikke noget at sige til, tænker han, sådan som jeg har opført mig. Han skælder ud på sig selv over sin dumme stolthed. Han vil så gerne tale lidt med hende, tage hende i hånden og sige undskyld, kalde hende ved hendes rigtige navn. Panik. Han føler sig så uendeligt ensom mellem alle disse fremmede der behandler ham med en så venlig ligegyldighed. I morgen vil ligegyldigheden være slut. Der vil ske noget. Hvad der vil ske, ved han ikke. Men han kan ikke rejse tilbage til kolonien uden i det mindste at have forsøgt at gøre noget ved den arrestordre.

Tidligt på aftenen ligger han og halvsover i teltet da han vågner ved at nogen pusler ved åbningen. Han rejser sig hurtigt op. Et hoved kommer til syne. Amanda. Hun siger et eller andet, Rasimusi, og så noget der lyder som kraajid! Hun vinker ad ham.

Vil du have jeg skal komme? siger han. Er det om Panik?

Hun nikker ivrigt. Han følger efter hende ud.

De vandrer opad, følger åsen på tværs, men går hele tiden lidt højere. Det er besværligt på grund af vegetationen, høje buske og pilegrene der griber fat i ens tøj og spænder ben. De kravler ned i en kløft, springer over en elv, klatrer op ad en fjeldside. Hans støvler egner sig ikke til at klatre, hun må flere gange række ned og hjælpe ham. Så er de oppe. De befinder sig på en ny slette hvor der kun vokser lav og mos. Der er ingen huse. De går hurtigt opad, de kommer til et smalt pas hvis bund består af runde kampesten. Amanda lægger en hånd på hans skulder. Det er nu, tænker han. Hun vil have mig. Vi vil tage tøjet af og være sammen. Vi vil kysse hinanden, kæle for hinanden, jeg vil se på hende, indprente mig alt, røre ved alt, og jeg vil forestille mig at det er Rosine. Det vil ikke være perfekt, men det er bedre end ingenting.

Amanda ser på ham. Hun smiler. Der er noget mærkelig nervøst over hende, noget forhippet, hun spærrer øjnene op og peger.

Skal vi derned? spørger han.

Hun ryster på hovedet. Så skubber hun ham i ryggen. Han snubler et par skridt frem. Så vender han sig om. Men hun er væk, hun er forduftet i løbet af nogle få sekunder.

Han vender sig om igen og traver af sted ned mod en sø der ligger ved foden af en stejl bjergside der danner en halvcirkel rundt om søen, med klipper der strækker sig videre frem som to arme der næsten mødes på den anden søbred. Søen ligger altså godt i læ i en gryde. Ved bredden får han øje på en skikkelse der sidder i sandet. Han stivner, han kniber øjnene sammen. Så går han videre, langsomt, ingen hast, hendes ryg kommer nærmere, hendes runde nakke som han har siddet og stirret på i båden, og bag ved den hendes ansigt, øjenbrynene der hvælver sig over det forbavsede udtryk.

Panik? siger han.

Hun brister i latter. Så ryster hun på hovedet.

Rosine, siger han.

Rasimusi.

Han sætter sig ned ved siden af hende. Hun rykker tættere på.

Han slår den venstre arm om hendes liv, tager fat i valken over hendes hofteben. Hun lægger sin venstre hånd på hans bukseknæ, håndfladen opad, han lægger sin ovenpå. De fletter fingre, de knuger hinandens hænder.

Panik? forsøger han igen.

Hun ryster energisk på hovedet. Han har åbenbart ikke tilladelse til at bruge hendes rigtige navn.

Så sidder de der. Han aner ikke hvad de skal tage sig til. Men han ønsker heller ikke mere end det her. Det er nok. De kigger ud over vandet der ligger i skygge fra den mørke fjeldside. Det er i virkeligheden et ret dystert sted. De sneklædte toppe på sydsiden af fjorden stråler i solen. Fjeldene de ser længst væk i sydvest, må befinde sig i nærheden af kolonien. Det kunne han tale med hende om, hvis de ellers kunne tale sammen.

Han drejer ansigtet mod hende, og hun vender sig mod ham. Hendes smil er fuldstændig stift, maskeagtigt. Hun er lige så nervøs som jeg, tænker han. Han trykker hende ind til sig, og hun gør sig slap, lader hovedet hvile mod hans skulder. Han kysser hende, han mærker de bløde, elastiske læber mod sine hårde og vejrbidte. Hun siger et eller andet og hiver ham i de spredte skægtotter. Han niver hende i øreflippen. Hun siger noget med skarp stemme, han puster på øret og siger undskyld, gjorde det ondt? Så bliver hun formildet, og de kysser hinanden, nu samtidig, han mærker hendes tungespids fare forbi, og han jagter den med sin, tungerne finder hinanden, de laver en lille brydekamp inde i hendes mund. Så skubber hun til ham. De sidder side om side, han med armen om hende, hun med venstre hånd i hans højre.

Dejlig udsigt, siger han. Her kunne man da sagtens slå sig ned.

Da de går ned mod bopladsen, sidder Amanda der, i skråningen, og venter. Hun rejser sig op og slår følge med dem. Bjerg kan høre at hun udspørger Rosine, og at Rosines svar har en bekræftende klang. De kommer ind mellem husene. Der er næsten tomt for mennesker, folk er gået til ro. Luften er tyk af brænderøg. Bjerg spekulerer på hvor de fører ham hen, hvad deres plan med ham er. Han følger med, det der skal ske, må ske. Han elsker Rosine, han ved det nu. Der kan ikke ske noget der ændrer ved det.

De kommer til et hus hvor Amanda går ind. Bjerg kan høre lavmælt snak indefra. Rosine står ved siden af ham. Han kan ikke få hende til at kigge på sig.

Så kommer Amanda ud igen. Hun giver tegn til at de skal komme med ind. Der er en lille entré hvor han må bukke sig ned. Han sparker støvlerne af. Så står han i et kammer der er nogle få skridt på hver led, oplyst af en tranlampe der sprutter og oser. To gamle mennesker, der åbenbart er blevet jaget ud af deres natteleje, er ved at tage tøj på. De smiler og hilser og rykker sig sidelæns mod døren, Bjerg tager huen af og bukker høfligt. Så forsvinder de to gamlinge. Amanda siger noget til Rosine der ser på hende med et roligt og tillidsfuldt blik. Så går Amanda også sin vej. Døren synker stille i bag hende. De er alene.

Bjerg kigger på Rosine. Han kan mærke at hun har vidst at det her ville ske. Det må betyde noget, men hvad det betyder, er ikke til at vide. Der er også noget beroligende ved at hun ved hvad der skal ske. Det tager noget af byrden af hans skuldre.

Nu ligger de nøgne under rensdyrskindet. Han undersøger hende, han tager sig god tid. Det overrasker ham hvor ren hun er, selv om hun altid har været ren når han har fantaseret om hende. Der er et svagt strejf af en ram lugt, et lugtekko af urinbaljer og gæret kød, han er sig en ammoniakagtig dunst bevidst, men ikke engang det frastøder ham. Det føles rent og friskt som de kemiske dampe fra en tekstilmanufaktur. Hendes hud er varm og glat, den dufter krydret og tørt og af røg, hendes køn er sødligt emmende, hun skubber ham væk da han vil kysse det. Han forsøger igen, hun klasker ham oven på hovedet og skælder ud med lav stemme.

Sådan gør vi danske mænd, siger han og spiller erfaren elsker. Det er vores yndlingsspise.

Så lader hun ham gøre det. Den er blød og dunet mod munden, den viger til side, og så er den glat og varm. Han undersøger hendes hænder. De er ru og barkede, og han husker at de udgør en fjerdedel af den kraft det har krævet af flytte seks mennesker og en tung bådlast over hundrede sømil. Stakkels små hænder, hvisker han og kysser håndfladerne og sutter på fingrene. Han famler hen over hendes bryster, han begraver ansigtet i hendes hudfolder, sutter og slikker. Da han kigger op, møder han hendes lidenskabsløse og nysgerrige blik. Men da han vil ned igen, røre ved kønnet, slikke det, mærke på det indvendigt, kommer hun med en kort protesterende lyd. Det er ikke det hun vil.

Hvad vil du? spørger han. Sig hvad jeg skal gøre.

Hun hiver i ham. Han rejser sig op, hun skiller benene ad, giver sig selv et par klask med flad hånd over skedeåbningen og hiver i den, næsten lidt brutalt. Det er vist ikke første gang for hende, tænker han. Han lægger sig til rette mellem de silkebløde ben og glider ind i hende. Hun trækker hans hoved ned til sig og kommer med nogle anerkendende lyde. Da han kommer, brister han i gråd. Han ligger akavet med hovedet mellem hendes bryster og trækker vejret gispende. Hun kæmmer hans hår med fingrene, tørrer hans våde kinder og kommer med nogle moderlige lyde.

Du er min første, siger han. Jeg har ikke haft en kvinde før. Jeg vil ikke have andre end dig, elskede. Jeg tilhører dig. Gør ved mig hvad du vil.

Da han kommer tilbage til teltet næsten morgen, er bøssen væk. Han gennemsøger sine ting, leder i sine lommer. Arrestordren er der ikke. Han sætter sig på køjen. Uden arrestordre og våben er han uden reel magt, han er ingenting, bare en dreng. Men det er godt. En byrde er taget af hans skuldre. Nu kan han gøre hvad han vil.

Han hører en skibsklokke klemte og går udenfor. Der er tåge, men højsletten ligger og bliver bagt i solen. Tågen er skinnende hvid og så kompakt at den grangiveligt ligner konditorcreme, den følger fjordens bugtninger indad, og han mærker den rå kulde der følger med tågen, men også varmen fra solen der snart vil have brændt tågen væk. Bag ved bopladsen og på den anden side af fjorden står fjeldenes profiler knivskarpt mod en blå efterårshimmel. Folk kommer gående op ad den skrånende slette, de følger stierne der er slidt i mosset, det er et langt optog af familier og deres børn, klædt i deres stiveste puds. Bjerg står i åbningen til teltet, i en slidt islandsk trøje og ombølget af nattens dunster, han føler sig som den mest uciviliserede af dem alle. Han får øje på Rosine, hun går arm i arm med Amanda. De kigger ikke på ham. Snart kan vi vise os frem for alle, tænker han. Jeg vil bede magister Falck om at lyse for os i deres kirke. Tanken får ham til at føle sig som en velgører, og han bliver rørt når han forestiller sig Rosines taknemmelighed.

Han går indenfor og skifter til sit andet par bukser og tager sin blå jakke på hvis ærmer har fået påsyet galloner i anledning af hans egenskab af kongelig myndighed. Han løsner sin hårpisk, strammer den igen, spytter i fingrene og reder sit korte pandehår så godt han kan. Han binder fedtlæderstøvlerne op og skraber det værste mudder af dem, så stikker han fødderne tilbage i dem. Der er ikke noget spejl, men han føler sig godt tilpas, en flot ung mand. Hun vil lægge mærke til mig, tænker han, hun vil føle sig stolt over at jeg tilhører hende, ligesom jeg er stolt af at hun er min.

Der må være langt over hundrede mennesker foran kirken. Klokken bimler stadig i sit lille tårn mellem kirkebygningen og portalen af hvalknogler. Det er en messingklokke, ser han, den ligner den type man slår timeslagene med på et skib. Sikkert noget de har røvet fra et skibsvrag. Kirkegængerne vender sig om og ser på ham, der åbner sig en sti mellem dem hen til kirkedøren hvor hr. Falck står i fuldt ornat. Bjerg kan se at præsten er bleg. Han klamrer sig til sin bibel og ser ud som om han fryser. Bjerg lægger mærke til at det er blevet køligere i løbet af den sidste time. Nogle kolde vindstød stryger ned fra den høje bjergkam bag ved bopladsen, og et gråt tæppe er spændt ud mellem fjeldene.

Hvor har du dog været henne? spørger Falck.

Hvor er vores kajakmand? spørger Bjerg.

Der har været stor opstandelse i går, siger Falck. Har du ikke mærket det?

Jeg gik i fjeldet, siger Bjerg.

Nå, heldigt for dig. Der var megen vrede over din arrestordre, man søgte efter dig over alt.

Arrestordren er væk, siger Bjerg let. Jeg ved ikke hvor den er, og jeg er ligeglad.

Jeg ved hvor den er, siger Falck og peger.

På en lav klippe står en mand og en kvinde side om side, hun klædt i spraglet perlebroderet tøj, han i en enkel sort anorak og skindbukser. De smiler venligt og højtideligt og udstråler autoritet.

Habakuk og hans kælling, siger Bjerg.

Først nu viser de sig, siger Falck. De er snu. Nu forstår alle at de må vælge mellem os eller dem.

Bjerg føler sig med et utilpas i sin blå gallonerede jakke. Han føler sig nøgen uden sin bøsse, selv om den sikkert kun ville have gjort tingene værre. Han mærker en opstemthed og rastløs glæde i folkemængden, der bliver leet og snakket meget, nogle unge fyre slår saltomortaler og springer buk, der bliver jublet ad dem. Flere mennesker kommer gående op ad skrænten, folkemængden vokser.

Er det Didrik der har taget arrestordren? spørger Bjerg.

Det må man formode.

Det er højforræderi, siger Bjerg. Det kan koste ham livet.

Jovist, siger Falck. Men man må forstå at Didrik har følt en samvittighedsknibe da han hørte om arrestordren. En mærkelig knibe når man tænker over det. Falck tørrer sig over panden med et lommetørklæde han har gemt i ærmet. På den ene side loyalitet mod kongen, på den anden side mod sit folk. Disse to er jo sædvanligvis en og samme ting, men ikke i dette tilfælde.

Jeg føler selv en lignende konflikt, siger Bjerg.

Falck vender sig om og ser på ham. Hvad mener du?

Jeg har, æh, bundet et bånd med en vis person, siger han.

Aha! Et hurtigt grin farer hen over Falcks ansigt. Det er den kønne roerske, går jeg ud fra?

Bjerg nikker.

Du har gjort dine hoser grønne, betjent Bjerg. Det var det du foretog dig mens hele bopladsen søgte efter dig. Og sikkert med hendes mors velsignelse, kan jeg forestille mig?

Hendes mor?

Amanda er Rosines mor. Vidste du ikke det?

Så det er derfor hun kalder hende „panik“, siger Bjerg. Jeg troede det var hendes navn.

Falck ler. Hun er vist en værre giftekniv, denne Amanda. Er I glade for hinanden?

Jeg elsker hende, hører Bertel sig selv sige.

Nuvel, jeg forstår. Du er ung. Jeg føler selv nu og da en vis længsel, en begyndende hengivenhed, nå ja, det kan være ligemeget hvem. Men jeg forstår dig som sagt.

Jeg kan ikke øve vold mod disse mennesker, siger Bjerg. Desuden har de også taget min bøsse. Ingen forventer vel at jeg holder hele bopladsen i skak med min lommekniv?

Vær blot rolig, siger Falck. Jeg vil prædike for dem. Vi vil praktisere den frie viljes nådegave som Herren har givet os alle i dåbsgave.

Hæ? siger Bjerg og ser på præsten.

Vi vil lade dem selv bestemme. Først prædiker jeg, derefter prædiker Habakuk, så må vi se hvem der vinder tilhørernes gunst. Det bliver en tvekamp på ord. Herren vil lade den retfærdige gå af med sejren.

Manden der har stået og slået løs på den lille skibsklokke, træder ned. Folk bliver stille. Falck åbner døren, og alle vender sig med det samme mod de to der står på klippen. Habakuk nikker. Man begynder at sive ind i kirken. Bjerg står ved siden af Falck mens folk defilerer forbi. Amanda sender ham sit snu blik, men Rosine kigger lige frem. Hun ser nærmest sur ud, tænker han ængsteligt. Bag dem kommer nogle unge mænd, deriblandt Didrik. Han sender Bjerg et fjendtligt blik, og han føler sig endnu mere uroligt og ængsteligt tilpas.

Falck rækker ud efter Didrik og holder ham fast i skulderen. Han stopper.

Kære Didrik, du må hjælpe mig. Du må være min tolk, vil du det?

Kajakmanden nikker. Jeg skal nok tolke.

Kirken bliver hurtigt fuld. Der står stadig omkring et halvt hundrede mennesker udenfor der ikke kan komme ind. Bjerg følger med Falck ned ad kirkeskibet til koret hvor der er et trin op. Der er ingen prædikestol og ingen udsmykning. Kirken kunne have været en hvilken som helst lagerbygning.

Falck beder ham om at stå ude i siden til højre for sig. Didrik stiller sig ved siden af ham. Der lyder en dæmpet mumlen fra salen, kirkebænke knirker og skumpler hen over gulvet, et par børn brister i gråd. Så bliver der stille. Bjerg får øje på Habakuk og Maria Magdalene på forreste række. Han kan se at de holder hinanden i hånden. Længere tilbage i salen får han øje på Rosine og Amanda, altså hendes mor, forhåbentlig hans kommende svigermor. Men han har en forudanelse om at der vil ske noget. Der er en mærkelig stemning i kirken.

Hr. Falck rømmer sig. Med usikker stemme takker han for den gæstfrihed der er blevet vist ham og hans følge. Didrik oversætter. Falck roser bopladsen der efter hans mening er langt bedre indrettet end nogen koloni han har set, og Bjerg kan se at han kigger lige på de to på første række da han siger det. Rosen bliver åbenbart godt modtaget, i hvert fald smiler folk og nikker ad det der bliver sagt. Denne bugt og denne lille by, for en hel lille by er det jo, bliver Falck ved, må være en af de smukkeste flækker på denne jord. En bifaldende mumlen løber gennem tilskuerne.

Men, siger Falck og holder en lang pause. Han ser på Didrik, og kajakmanden oversætter det ene ord. Kisjeni. Der bliver helt stille.

Men Hans Majestæt Kongen blev meget bedrøvet da han hørte at nogle af hans børn har hengivet sig til kætteri og vranglære, og har forladt den eneste rette lære, siger Falck. Han fortsætter: Det er ikke fordi vores alle sammens konge vil bestemme hvad vi skal tro, nej, det er det slet ikke, det er fordi I er hans børn, alle som én, og han græder når han hører at hans børn har forbrudt sig mod Herren, således at han ikke kan være sammen med dem i paradiset. I må forstå at kongen elsker jer alle, siger Falck. Han vil ikke miste en eneste af jer, og hvis han mister nogen, så bærer han sorg i lang tid. I disse tider bærer han sorg.

Bjerg kan se hvordan den dårlige samvittighed breder sig blandt tilhørerne. De dukker hovedet, kigger ud til siden, nogle tørrer øjnene med ærmerne på deres trøjer. Et barn græder vedholdende. Fra første række stirrer Habakuk og hans kone uforstyrreligt op på præsten.

Jeg vil fortælle jer en historie om vores konge, siger Falck. Historien handler om at kongen en dag hvor han var ude at spadsere i sin by, opdagede et barn der var ved at drukne i en af byens kanaler. Han kastede sig ud i vandet uden tanke for sit eget liv, men da han kom hen til barnet, ville det ikke reddes. Barnet slog og sparkede, det skældte ud på kongen og bad ham om at lade det være i fred. Men kongen gav ikke op, og til sidst lykkedes det ham at få barnet hevet ind på land hvor alle hans livvagter stod, fulde af beundring og forskrækkelse over det der var sket. Så kom barnets mor og far løbende til, og de kyssede sømmen på kongens frakke og faldt på knæ og takkede ham. Det er ingenting, sagde kongen, alle mine undersåtter ville jeg gøre det samme med. Også barnet begyndte at græde da det forstod at det var selveste kongen der havde reddet det, og det flyttede ind på slottet sammen med sine forældre, og de fik arbejde i kongens have og var meget lykkelige.

Nu er der nogen der hulker dernede, kan Bjerg høre. Didrik må have oversat historien godt. Selv har han fået en klump i halsen over den rørende historie. Han ser kongen for sig i Frederiksholms Kanal, hvordan han får bakset den idiotiske dreng op på brostenene, hvordan de alle bliver taknemlige og imponerede. Rasmus Bjerg føler et øjeblik at det er ham der er kongen. Også hr. Falck er rørt, kan han se, han har flere gange lommetørklædet fremme og tørrer sig i ansigtet. Nu er der flere der græder blandt tilskuerne.

Så nu siger jeg til jer, siger Falck og tager sig god tid med at kigge fra tilhører til tilhører, kongen har fortalt mig at da han ikke selv kan være her i dag, så har han udset mig til at redde jer fra at drukne. Så jeg siger til jer: Kom tilbage, vend jer bort fra den usande lære og mærk Herrens kærlighed og tilgivelse!

Han er færdig. Han træder ned fra podiet, han bukker høfligt for Habakuk og hans kone, så stiller han sig henne ved siden af Bjerg.

Hvordan klarede jeg det, hvisker han.

Hr. Falck har i hvert fald omvendt mig.

Godt, godt. Lad os høre hvad den gode Habakuk har at sige.

Habakuk træder op på podiet, han er en høj og kraftig mand med kasserollehår hængende fra et stort hoved. Falck vinker ad Didrik for at han kan komme hen og oversætte hvad han siger.

Venner, bofæller, siger Habakuk. Jeg vil ikke sige så meget, og jeg vil ikke fortælle historier. Alt hvad præsten siger, er sandt. Hans Majestæt Kongen er bedrøvet, han vil have os tilbage hvor vi var førhen. Kan I huske hvordan det var? Han kigger ud over forsamlingen og smiler.

Bjerg hører Falck sukke. Han mærker at han allerede er ved at glemme hvad Falck har sagt, og forstår at det samme er ved at ske med forsamlingen.

Kongen er så ked af det, fortsætter Habakuk i et sarkastisk tonefald, at han nu ønsker min og min kones tilstedeværelse på sit slot i København! Han vifter med et stykke papir. Bjerg kan se at det er arrestordren med det røde laksegl.

Men det er ikke for at vi skal bo hos kongen, og passe hans have, fortsætter Habakuk. Som I alle ved der deltog i mødet i går aftes, så er det ikke en invitation til at spise middag ved kongens bord, men en ordre om at lægge mig og min kone i lænker og fragte os til et fangehul i Danmark.

Vred mumlen.

Jeg tror det er bedst hvis præsten og betjent Bjerg går nu, siger Didrik.

Nej, kære, siger Falck, vi bliver her. Ingen vil gøre os noget.

Hans Majestæt ønsker at fjerne os, at tage os væk fra vores hjem og vores land og vores folk, og han håber nok på at der så vil falde ro over det hele, og at resten af jer vil føje jer og komme tilbage som missionær Falck fra Sukkertoppen beder jer om.

Der bliver råbt noget nede fra salen. Ned med kongen, oversætter Didrik det.

Men vi vil ikke føje os efter kongen, siger Habakuk. Der bliver igen råbt ned med kongen. Det er ikke vores konge, siger Habakuk, og nu må han næsten råbe for at blive hørt. Det er deres konge. Han peger på Falck og Bjerg. Den vrede mumlen stiger i styrke. Det er dem der kommer med deres geværer og deres arrestordrer og deres lænker og deres historier om børn der drukner. Vi er ikke børn, vi er voksne mennesker, og det her er vores land! Vi gør hvad vi vil i vores land!

En skinger stemme råber, ned med præsten! Flere gentager det. Larmen er ved at være ubehagelig, man kan høre at den har forplantet sig til menneskemængden uden for kirken. Men Habakuk løfter den ene hånd, og det er som om larmen er en bold han fanger i luften, for der bliver straks helt stille.

Vi grønlændere er venlige og høflige mennesker, siger han, og gæstfrie, som præsten sagde. Nogle gange er vi måske lidt for gæstfrie. Vi ønskede præsten og hans betjent velkommen hos os, og de har spist vores mad og opholdt sig på vores jord. Det er fordi vi er gæstfrie mennesker. Men vores gæstfrihed er blevet misbrugt, disse folk har ikke opført sig sådan som gæster bør opføre sig. De har gjort en af os fortræd.

Falck og Bjerg udveksler hurtigt blikke. Bjerg føler en snigende rædsel, men han er ikke klar over hvor den kommer fra, eller hvad den drejer sig om.

Habakuk vinker ad nogen nede i salen. Der kommer nogen gående op ad midtergangen. Bjerg kan ikke med det samme se hvem det er, så genkender han Rosine og Amanda. Sammen med dem følger to ældre mennesker. Bjerg kan se at det er de to gamle der lå på briksen i huset han overnattede i sammen med Rosine. Nu går Didrik derover og stiller sig sammen med Rosine.

Habakuk tager Rosine i hånden og taler venligt til hende. Hun svarer med uhørlig stemme. Så retter han sig op og ser på Bjerg. Han smiler triumferende.

Denne kvinde, siger han på dansk, fortæller at du, Rasmus Bjerg, i går har påført hende og hendes mand en unævnelig krænkelse.

Nu drejer hundrede hoveder sig, og to hundrede øjne ser på Bjerg. Han står som lammet. Han registrerer at de der står i nærheden af ham, rykker lidt væk fra ham.

Er betjenten ikke klar over, siger Habakuk, at ægteskabsbrud er i strid med både Bibelens og Den Kongelige Handels love og forordninger?

Falck siger noget. Ægteskabsbrud, hvorledes hænger det sammen? Det er muligt at betjent Bjerg har optrådt upassende, at han har taget sig friheder, har ladet sig friste, jeg mener – at han kort sagt har gjort noget forkert. Men den lille Rosine er da såvist ikke gift?

Nu er hun, siger Habakuk og smiler. Jeg viede hende selv i går, i Herrens navn, til denne unge mand. Han peger på Didrik der stirrer rasende på Bjerg.

Det har du ingen myndighed til, siger Falck roligt.

Jeg har den myndighed mine folk giver mig, vrisser Habakuk. Og nu ønsker vi præsten og hans betjent væk.

Du er mig en snu kæltring, siger Falck. Din synd, min herre, overgår langt betjent Bjergs menneskelige forseelse. Du og dem der danser efter din pibe, vil brænde i evighedernes evighed. Gode betjent Bjerg, kom med mig.

Der er kun en vej ud, og det er forbi Habakuk og den lille gruppe der står foran ham. Bjerg søger Rosines øjne, han tørster stadig efter et sidste blik fra hende, han mærker stadig hendes hud mod sine håndflader og den salte smag af hendes køn i sin mund. Hun står sammen med Didrik, Amanda står ved siden af dem, han ser, eller føler, at de alle tre griner ondskabsfuldt, og han kan ikke klare det mere, han udstøder et skrig og kaster sig over kajakmanden. Alle træder lidt tilbage, man giver dem plads til at kæmpe. Bjerg har lagt fyren ned, han famler efter noget at holde fast i, får fat i et håndled, men det smutter fra ham, tager ham i kraven, men mærker så den andens hånd der griber fat i hans hår og vrider til. Han mærker en skærende smerte i hovedbunden, han kan mærke at hvis han ikke gør noget, vil han blive halvvejs skalperet. Han slår om sig, men de er for tæt på hinanden, de ruller frem og tilbage på kirkegulvet, han forsøger at sætte et knæ i skridtet på Didrik, og det lader til at lykkes, for han skriger og krummer sig sammen. Bjerg vender sig om, med et hurtigt blik ser han ringen af mennesker, de kommer nærmere, de vil klynge mig op i deres portal, tænker han, og han griber hurtigt ned i den ene støvle og trækker sin lommekniv, låser armen om halsen på Didrik og trækker ham op i stående stilling. Han holder knivbladet foran halsen på ham, vipper med det så alle kan se genskæret i stålet. De rykker et skridt tilbage.

Jeg arresterer dig i Hans Majestæt Kongens navn, stønner han, for at have overfaldet en af kongens embedsmænd og udsat hans liv for fare.

Han begynder at slæbe af sted med Didrik mod kirkedøren. Der åbner sig en gang mellem tilskuerne i kirken. De stirrer på de to mænd, så kigger de på Habakuk der smiler og nikker og laver en fejende bevægelse væk fra sig med hænderne. Lad dem bare gå. Der er ingen der forsøger at hindre ham i at slæbe af sted med kajakmanden.

I kongens navn, siger Bjerg igen og igen. I kongens navn. Han fægter med kniven, så holder han den mod struben på Didrik. Hr. Falck, råber han, vær venlig at komme med mig. Vi får en lang vej at ro.

Undrende går det op for ham at de vil lade ham gå. Der er endda nogle der tilbyder at hjælpe med at slæbe hans fange. Nede ved båden finder han et tyndt reb og binder hans håndled sammen på ryggen og smider ham i bunden af båden. Han bliver liggende og klager sig højlydt. Bjerg forstår ikke hvorfor ingen forsøger at befri ham.

Falck er fulgt løbende efter sammen med en håndfuld andre mænd der hjælper med at få søsat båden. Han har Bjergs flintebøsse med.

Jeg tog den for at du ikke skulle komme til at gøre dig selv fortræd, siger han.

Så du vidste hvad der skulle ske?

Kun lidt af det. Nogen var så venlig at advare mig, jeg tror det kom fra Maria Magdalene. Men jeg havde ikke regnet med at de ville vende sig mod os på den måde.

Men nu lader de os sejle af sted med denne mand? spørger Bjerg.

De føler vel at det er en lille pris. Han er jo ikke en af dem. Måske tænker de at de bliver nødt til at give kongen et eller andet.

Og hvem kommer ellers med os?

Kun os to, siger Falck, det vil sige tre, med vores fange. Kvinderne foretrækker at blive her, og det kan man vel ikke fortænke dem i.

Skal vi ro den lange vej alene?

Ja, det er alt sammen meget beklageligt, siger Falck. Jeg har på fornemmelsen at det ville have været bedre hvis vi ikke var kommet.

Hvad med alle varerne? siger Bjerg. Og geværerne?

Mon ikke vi skal være taknemlige for at vi overhovedet får lov til at sejle vores vej?

De springer i båden. Folkene på land skubber til den. De glider ud i bugten. Så sætter de sig på hver sin tofte og begynder at ro. En frisk brise falder ned fra åsen og skubber dem ud gennem fjorden. Med to af årerne og lidt af teltdugen får de arrangeret en slags sejl der kan bruges så længe der er medvind. De ror indtil det skumrer, så trækker de båden på land, vælter den og sover under den. De løsner den svinebundne mands reb og skiftes til at holde vagt over ham. Men han viser ikke tegn til at ville stikke af. Da de ror videre næste dag, sidder han ved den ene åre. Han holder hele tiden øje med Bjerg ud ad øjenkrogen, som om han er forberedt på at han når som helst kan kaste sig over ham igen, men han lader ikke længere til at være vred på ham. De lever af bær og muslinger og af en fugl som Bjerg skyder. Det begynder at sne. Det blæser nordfra, en iskold kuling der får bølgerne til at brække og båden til at duve og krænge. Men den skubber dem også hurtigere af sted. I tiltagende vind og sludbyger der veksler med regn, forfrosne, udmattede, sultne og hostende når de tre dage senere tilbage til kolonien.

Kragstedt ler da han ser dem. I skræmmer jo livet af os sådan som I ser ud, siger han. Vi troede såmænd I havde gjort fælles sag med profeterne.

Fire af os har, siger Falck. Dette profetvæsen er større end os, købmand. Hvordan har din kone det?

Min kære kone er ikke ganske rask, siger Kragstedt. Hun har skrantet siden foråret. Jeg tror hun er indstillet på at underkaste sig magisterens medicinske færdigheder snarest.

Betjenten overlader fangen til købmanden og giver ham et kort referat af hvad der er sket.

Vi vil føre proces i min stue i morgen klokken to, siger købmanden. Han henvender sig til smeden. Gode Hammer, før fangen til spækhuset. Der skal våges over ham.

Bjerg føler en uendelig befrielse ved at kunne gå op til mandskabsstuen og kaste sig på køjen. Han sover i fjorten timer, men det hjælper ikke på følelsen af ydmygelse og tab.

Rasmus Bjerg ved købmandens langbord, to dage senere. Blodpølsen er fed, kålsuppen er kraftig, dampen vælter op af suppeterrinen hver gang der bliver lettet på låget. Missionær Falck sidder til højre for ham, derefter bødker Dorph, over for ham smeden Niels Hammer, efter ham forvalter Dahl, kokken og madam Kragstedt. Tømreren er ikke til stede. Købmanden selv sidder ved bordenden. Udenfor regner det, blæsten får det til at rumstere i skorstenen. Et gråt dagslys siver ind i stuen. De spiser i tavshed.

Hr. Falck har givet et for alle parter nænsomt referat af rejsen og begivenhederne hos profeterne. Kragstedt slår smæk med tungen i undren og beklagelse. Han er rasende over at de har efterladt handelsvarerne derinde uden at få betalt for dem. Og det er for sent på året til at sejle derind igen, bortset fra at det næppe ville tjene nogen hensigt. Man må oppebie næste skib, siger han, så skal vi nok tugte vantroen ud af dem med krudt og kardæsker.

Jeg melder mig hermed til at deltage i afstraffelsen, siger Bjerg. Jeg føler jeg bærer en stor del af ansvaret for at vores rejse mislykkedes.

Hørt, siger Kragstedt. Det er taget ad notam.

Vold fører næppe nogen vegne, påpeger Falck. Det vil blot give dem anledning til at føle et endnu større sammenhold. Og de er jo godt bevæbnede.

Ja, det har I jo været så venlige at sørge for, siger Kragstedt og glor ondt på ham. Men så vidt jeg kan forstå, har bønner og prædikener ikke haft den ønskede virkning?

Falck svarer ikke.

Forvalteren bryder ind. Jeg kender disse mennesker, de er skrækslagne for at tabe ansigt, det er værre end døden for dem. Hvis vi støver vores skamstøtte af og kundgør at den er tiltænkt Habakuk og hans kælling når vi får fat i dem, vil den have en betydelig afskrækkende virkning.

Det er en god idé, siger Hammer. Jeg vil smede lænkerne og gøre støtten klar med det samme.

Udmærket, siger Kragstedt. Vores fange i spækhuset kan jo passende indvie den.

Jeg gør opmærksom på, købmand, siger Falck, at vedkommende endnu ikke har nydt godt af en retfærdig proces.

Nej, men han vil nyde godt af den, som magisteren udtrykker det, om et øjeblik.

Meget vel, siger Falck. Jeg vil tillade mig at repræsentere hans defensorat.

Ikke tale om, siger Kragstedt. Magisteren er part i sagen.

Vi er alle part i sagen, indvender Falck. Alle har lidt enten personlig eller økonomisk overlast som følge af vores fiasko.

Der er tale om en tilståelsessag, afbryder Kragstedt ham. Det eneste der skal tages stilling til, er strafudmålingen.

Jeg må protestere, siger Falck. Det er uværdigt!

Hold din mund, magister!

Bjerg kommer til at fnise nervøst. Smeden og kokken griner smørret og dukker sig, forvalteren sidder og pirker til sin mad. Bødkeren ser ulykkelig ud og flytter rundt på nogle krummer på bordet.

Falck rejser sig skramlende fra bordet. Jeg vil ikke deltage i en sådan skueproces, siger han. Jeg vil gå hjem og nedskrive en samlet beretning om det der er passeret, så må rette vedkommende vurdere hvad der er op og ned i denne sag.

Det er kun din ret, siger Kragstedt. Lad os håbe brevet når frem, lad os se, det bliver så om et års tid. Eller du vil måske henvende dig til din gamle ven, inspektør Rømer om hjælp? Han husker sikkert magisteren fra dengang du aflagde ham et besøg nede i Godthåb og skrev rapporter om ham.

Falck kigger hen på forvalteren som uforstyrreligt søber suppen i sig. Så vender han om og går mod døren. Madam Kragstedt udstøder en mærkelig klagende lyd. Hun farer op og løber ud i entreen. Bjerg kan høre dem tale lavmælt sammen. Kragstedts fingre trommer mod bordpladen. Så vender madammen tilbage. Hun sætter sig. Kragstedt lægger en beroligende hånd på hendes arm, men hun river den til sig. Alle mændene sidder bøjet over deres supper. Kragstedt sender Bjerg et rasende blik, og han skynder sig at kigge ned.

Mine herrer, siger Kragstedt. Der er os pålagt en ubehagelig opgave, og jeg foreslår at vi får den af vejen hurtigst muligt.

Hørt, mumler smeden og kokken.

Der foreligger altså en tilståelse, fortsætter købmanden. Er det ikke korrekt, Hammer?

Bestemt, siger smeden og griner. Fuld tilståelse.

Og hvordan lød tilståelsen?

Smeden trækker et dokument frem og læser tonløst op. Jeg Didrik fanger, enogtyve år, bosat Sukkertoppen koloni, erklærer hermed at jeg forgangen søndag den 20. september overfaldt kongelig embedsmand Rasmus Bjerg, betjent ved Sukkertoppen handelsstation, med det formål at påføre ham fysisk overlast og dermed hindre ham i at udføre sin af kongen dekreterede ordre.

Er tilståelsen underskrevet? Købmanden tager papiret og kigger på det.

Den er underskrevet med hans fulde navn, købmand.

Og blev der sørget for at han fik kendskab til dokumentet og fik forklaret dets indhold, inden han skrev under?

Javel, købmand. Fangen taler udmærket dansk, han fungerede som tolk på distriktsrejsen.

Udmærket, smukt. Vi vil nu gå til strafudmålingen. Jeg foreslår tyve slag med krabasken og tre døgn i gabestokken. I skal nu hver især sige om I ønsker straffen nedsat eller skærpet eller godkender mit forslag. Købmanden kigger bordet rundt. Er det forstået? Mændene nikker.

Forvalter Dahl?

Jeg har ingen anker mod straffen, siger forvalteren.

Hammer?

Samme her.

Betjent Bjerg?

Hvem skal eksekvere straffen? spørger han.

Normalt er det smeden der har glæden af at gøre det, siger Kragstedt. Du ønsker måske at overtage pligten?

Hvis købmanden tillader det.

Meget vel. Jeg tror det vil være sundt for dig med lidt motion, siger Kragstedt og ler.

Tak, siger Bjerg. Han mærker hjertet slå tungt.

Karlsen? Kragstedt henvender sig til kokken. Har du indvendinger mod strafudmålingen?

Jeg foreslår straffen nedsat til ti slag og to dage i gabestokken, siger kokken.

På hvilket grundlag, Karlsen?

Vejret, siger kokken. Det er ved at være koldt. I nat vil der falde sne. Tre dage vil være det samme som døden, og manden tager vel ikke ved lære hvis han kreperer.

Godt så, siger Kragstedt. Din indvending er taget til efterretning og forekommer endda fornuftig. Så siger vi, lad os se, tyve slag og to døgn i gabestokken. Nogen protester?

Mændene siger ikke noget. Madam Kragstedt holder en klud for ansigtet. Hendes skuldre ryster. Bjerg kan ikke lade være med at kigge på hende. Hvad mon der er galt med madammen? Man burde ikke lade en kvinde være til stede når der er tale om korporlige straffe, de er alt for nervøse til at høre om den slags. Så rejser madammen sig og forsvinder ind ad døren til sovekammeret.

Retten er hævet, siger Kragstedt. Send den søde vin rundt. Vi vil nu gå videre til buddingen.

Bjerg og smeden beslutter at bygge en helt ny skamstøtte der vil kunne ses på lang afstand. Betjenten hjælper Hammer med at slæbe en tung egesvelle op fra pakhuset og holder den mens han driver en jernkile med en øsken ind i den. Til denne øsken fastgør de nogle reb af passende tykkelse. Lænkerne og håndjernene vil han smede senere, siger Hammer. I øjeblikket er dette godt nok. Så graver de et hul i jorden, et skovlblad dybt til de rammer klippen, og rejser pælen, støtter den op med sten.

Det bliver en køn flagstang, siger smeden og ler. Nu skal vi bare se at få hejst flaget.

De henter straffefangen i spækhuset hvor han sidder i skrædderstilling og ser frem for sig. Da de tager fat under hans arme, rejser han sig villigt og stritter ikke imod da de fører ham op til gabestokken. Bjerg mærker en kraftig dunst af alkohol. Det må være præsten der har bedøvet ham. De binder ham til stokken og efterlader ham i regnvejret. Lidt senere har der samlet sig en del indfødte tilskuere på klipperne bag ved kolonihuset. De kigger på fangen med tomme ansigter. Han klager langtrukkent og stilfærdigt. Det lyder som om han græder.

Kragstedt kommer gående, i uniform og med sabel og trekantet hat. Han ser veltilpas ud, næsten glad. Madammen er der ikke. Købmanden går hen til fangen og ser nøje på ham. Manden hoster hult, han står med armene strakt op og hovedet hængende ned.

Flere kommer til, forvalteren, kateketen, bødkeren, selv den kranke tømrer er kravlet ud af køjen for at overvære afstraffelsen. Fangen begynder at synge. Bjerg lytter til ordene, han synger salmen på dansk. „Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum“. Det er vist Brorson, tænker han og bliver mærkeligt til mode. Han har hørt den salme mange gange i kirken hjemme i Horsens.

Betjent Bjerg, siger Kragstedt strengt og ser på ham. Gør din pligt!

Smeden viser ham hvordan han skal rive skjorten af fangen for at blotte ryggen. Han tager fat i lærredsstoffet og får det til at flække med en høj skærende lyd. Store regndråber rammer den nøgne ryg. Salmen fortsætter.

Bertel Jensen, siger Kragstedt til kateketen. Da vores præst har meldt forfald, vil han måske være så venlig at bede et fadervor for den dømte.

Kateketen stiller sig lydigt ved siden af Didrik med bøjet hoved. Han lirer bønnen af sig. Så går han tilbage til sin plads ved siden af sin kone. Fangen begynder på en ny sang. „Velkommen til denne sorgens dal“. Bjerg tænker på Rosine, han ser de skadefro ansigter for sig i kirken, hvordan det gik op for ham at de havde narret ham. Han ser Rosine, nøgen, hendes hvælvede ryg, hendes udtryksløse ansigt mens han selv hvirvler hjælpeløst rundt i ekstase. Smeden giver ham krabasken. Købmanden giver tegn med sabelen.

En!

Han slår til. Det er ikke et godt slag.

„Far verden, far vel, jeg kedes ved længer at være din træl.“

To!

Han svirper pisken tilbage lige idet den rammer og mærker at den får bedre fat.

„Jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved.“

Tre!

Krabasken svirper. Piskesnertene falder som en haglbyge.

„Forfængelighed!“

Sabelen går op, sabelen går ned. Fire!

Krabasken slår smæk om den nøgne overkrop.

„Det er kun skygger og skinnende glar.“

Fem!

Bjerg ser en ryg, han ser Rosines hvælvede ryg, han svinger krabasken.

„Min sorrig, min glæde.“

Seks! siger sablen.

Bjerg står i en haglstorm af piskesnerte. De viger uden om ham og rammer den blottede ryg.

„Mit arbejd, min møje, min sved.“

Syv! messer Kragstedt.

Nu ser han blodet der bryder frem på ryggen, han lugter det, noget af det følger med piskesnorene tilbage, han kan mærke at de rammer ham i ansigtet.

„O, rigdom og guld!“

Otte!

Blodet strømmer, det samler sig ved mandens bukselinning. Han slår hårdere, ærgrer sig over at han ikke har slået med fuld kraft fra begyndelsen.

„Ak, ære.“

Ni!

Krabasken folder sig ud og trækker sig sammen, den er en hånd med en masse fingre der griber ud, og flår i den blodige ryg.

„Forfængelighed!“

Ti!

Nu sprøjter blodet. Tilskuerne er rykket nogle skridt tilbage for ikke at blive sølet til. Kragstedt holder inde.

Vand! kommanderer han.

Smeden kommer med en spand vand og øser den over ryggen på fangen. Han skriger.

Syng du blot videre, siger Hammer. Der er mange vers endnu i den her salme.

Elleve! siger Kragstedt, og hans sabel hugger i luften.

Stop det svineri!

Ud ad øjenkrogen ser Bjerg en mørk skikkelse komme stormende. Hr. Falck. Han går frem mod Bjerg og rækker hånden ud.

Giv mig pisken.

Hr. Falck, siger Kragstedt. Jeg må anmode dig om at trække dig tilbage, så du ikke bliver ramt.

Falck springer frem og river pisken ud af hånden på Bjerg. Det er nok, siger han. Du er selv skyld i mandens fejltrin.

Bjerg føler sig pludselig slap og mat. Han står med armene ned langs siden.

Fangen synger: „Ak, yndest og gunst, du hastigt opkomne og faldende dunst.“

Giv Bjerg krabasken tilbage, hr. Falck, siger Kragstedt. Ellers skal jeg sørge for at du selv får lov til at smage på den.

Falck ser på ham. Kom selv og tag den, kræmmer, hvis du er mand for det.

Jeg advarer dig, magister. Du forstyrrer en kongeligt sanktioneret afstraffelse.

Og du er en dårlig ægtemand, replicerer Falck, at du overlader din kone uden beskyttelse når du er bortrejst.

Du er jo fuld, præst.

„Så far da, far vel!“

Hellere fuld end ædru, hvis det skal være på købmandens vilkår.

Hammer nærmer sig præsten, Falck får øje på ham og træder tilbage. Jeg giver dig ikke pisken, smed.

Det er heller ikke nødvendigt, siger smeden og går hen og tager den fra ham. Han leverer den tilbage til Bjerg.

„I Abrahams skød.“

Elleve!

Da de tyve slag er afleveret, er fangen holdt op med at synge. Han trækker vejret snorkende og uregelmæssigt og hænger kraftløs i rebene. Blodet fra ryggen løber ud i mudderet. Folk går hver til sit.

Om natten kan Bjerg høre salmesang fra gabestokken. Det stilner af inden solopgang. Men stilheden er lige så ubærlig som sangen. Han står ud af køjen og går derned.

Her, siger han. Drik det her.

Didrik tømmer lommelærken som Bjerg trykker mod hans mund.

Han går hjem igen, men kan ikke sove, går ned til manden igen og bliver siddende i regnen. Han føler han er lidt tættere på Rosine ved at sidde hos hendes mand. Han sludrer løs om rejsen, om sin forelskelse, om hvad han følte i kirken hvor alle vendte sig imod ham.

Klokken seks kommer brandvagten forbi. Han bøjer sig over straffefangen, grynter irriteret og meddeler Bjerg at delinkventen er afgået ved døden.

Rasmus Bjerg går hjem. Han lægger sig på køjen og stirrer op i loftet.