5. bud

En uddrivelse

(Efterår-vinter, 1788)

Det femte Bud, saaledes som en Husfader letfatteligt skal lære sin Husstand det:

„Du maa icke begaa Drab.“

Det vil siige: Vi skal frygte og elske Gud, saa vi ikke volder vor Næste nogen Skade på hans Liv eller til-føier ham nogen Liidelse, men hjælper ham og staar ham bi i al leegemlig Nød.

Haldora Kragstedt ser en kvinde i det store spejl i sovekammeret, hun studerer hendes profil, hvordan hun drejer til venstre, drejer til højre, stryger sig over kjolen, og føler et jag af kvalme, sure væsker der får hendes indre til at syde og gurgle. Et sted derinde i hendes kvindelige krinkelkroge, bag kantussen og snørelivet, den frembulende mave og den alt for frodige kønsbehåring, sidder smeden og kukkelurer. Hun ser ham, sammenbukket og sovende. Han er derinde, det er ikke en feberdrøm, han er virkelig. Han borede sig ind i hende. Nu vil han ikke gå væk igen. Et helt liv med smeden, tænker hun, smeden diende ved mine bryster, smeden liggende i min seng, siddende ved mit bord, at kysse smeden godnat hver aften i tyve år. Der må være noget man kan gøre.

Hun har forsøgt med laudanum som hun modtager af sin mand, for at opnå en bedre søvn og en bedre teint, men i små doser for ikke at blive henfalden. Hun tømte flakonen i en slurk og sov som en sten i halvandet døgn. Smeden sidder der endnu. Hun har påført midlet lokalt, ved at sprøjte det op i skeden, en vanskelig manøvre, og desuden fuldstændig virkningsløs. Hun er ophørt med at tage medikamentet, hvilket har fremkaldt en lovende diaré og en opmuntrende følelse af at være omsluttet af en smertebrynje fra top til tå. Men smeden bliver siddende, han suger næring af hende og vokser. Endnu sidder han sammenkrummet, med kinden hvilende på knæene, i dyb søvn. Men snart vil han begynde at røre på sig, rette benene ud, strække armene og træde i karakter. Det er ikke til at holde ud at tænke på. Hun har forsøgt at ophidse Kragstedt til at være brutal, hun har bukket sig ind over spisebordet og råbt svinskheder ad ham med røven skinnende lige i fjæset på ham. Han har bare set undrende på hende, med en distræt dis over øjenbrynene.

Hvad er der galt med dig, kære? siger han. Er det den tilstundende mørketid? Keder du dig? Nej, lad være med det der, du gør mig skamfuld, rejs dig dog op, træk din kjole ned. Pigen kan jo være her når som helst.

Hun ser rasende på ham. Han klapper hende på kinden. Hun siger noget om hans mandighed, eller mangel på samme. Han smiler distræt, bøjet over sine kolonner. Hun knuser porcelæn. Han trommer med fingrene og kigger ud ad vinduet. Jeg tror, siger han, at hvis vi etablerede en loge oppe ved den gamle koloni, ville vi kunne få en indbringende hvalfangst i gang i distriktet. Hvad synes du, elskede? Jeg har talt med flere hvalskippere oppe i Holsteinsborg, og de er enige med mig. Er du nu begyndt at lave håndarbejde? Nå ja, det er vel en god måde at fordrive vinteren på.

Hun har fundet sine kniplepinde frem, hun tager et udvalg af forskellig længde og tykkelse med ned til aftrædelsen hvor hun jager dem op i sig i blinde. Hun afskyr at røre ved sig selv, lugten, de klæbrige kropsvæsker, men hun er nødt til det, hun fører pinden op, nu mere forsigtigt, søger efter den bløde og elastiske spuns deroppe og støder til. Hun skriger af smerte, så bider hun sig i læben og kigger ned. Det bløder lidt, et par dråber ned ad kniplepinden. Hun græder af glæde. Om aftenen er der endnu tre klare, røde dråber på bindet. Om morgenen er blødningen standset. Smeden bliver siddende. Han er fuldstændigt tryg. Han vokser.

Hun har overvejet muligheden af at betro sig til manden, men indser at det ville føre til forandringer i deres samliv som hun ikke kan overskue, eller bare magte at se i øjnene. Enten ville Kragstedt gøre noget ved det, altså straffe smeden, barnets far, og dermed ville tingen blive offentligt kendt, ikke kun i kolonien, men også derhjemme, i familien, i deres omgangskreds, overalt. Hendes ydmygelse ville blive hans ærekrænkelse. De ville aldrig kunne vende hjem. Eller også, nok mere sandsynligt, ville han intet foretage sig, og konsekvensen heraf ville være mindre dramatisk, men mindst lige så ubærlig indadtil i deres ægteskab. Og så ville hun desuden ikke kunne gøre det som hun nu agter at gøre.

Hun går til kilden selv, til smeden, for at han kan fordrive smeden, med et glødende stemmejern for eksempel, eller hvad hans redskaber nu hedder.

Han glor på hende. Og barnet, er det mit?

Hun bruser rundt i smedjen som en furie, finder spidse genstande der ser egnede ud, han følger efter og tager dem fra hende igen.

Hvis barn skulle det ellers være?

Købmandens? Han er dog Jeres mand. Og det føles som endnu et overgreb, at han, en mand der burde slæbes til skafottet, kan tillade sig at tale så fortroligt, snusfornuftigt og irettesættende til hende.

Hun finder en smedejernsstang på en alens længde og holder den frem mod smeden, fægter lidt med den i luften. Denne, siger hun og smiler vredt.

Han tager den fra hende og lægger den sammen med det andet jern. Han sukker. Madam Kragstedt, hvad I beder mig om, er ikke muligt. Jeg er ingen bartskær, og jeg er ingen fosterfordriver eller kvaksalver. Når nu det stakkels barn er kommet derind, må det vel i Jesu navn have tilladelsen til at komme til verden.

Aldrig! Jeg sluger hellere en pose krudt.

Det ville næppe bekomme Jer vel, madam.

Så tag mig, han er hermed velkommen til at gøre sine ting som han gjorde dengang.

Smeden ser bedrøvet på hende. Tal dog ikke som en horkvinde, madam Kragstedt! Det klæder Jer ikke.

Hvad er der sket med ham? Det lyder som om han har forlæst sig på sin postil, eller som om han har fået et anfald af det profetiske sværmeri der florerer i distriktet.

Vær venlig at forlade smedjen, madam.

Er der ikke noget han kan gøre, det er dog ham der har bragt mig i uføre.

Han ser på hende. Han udstråler modvilje og ækelhed, som om hun har bragt en grim lugt ind i hans smedje. Så siger han, trækul siges at være et middel mod uønskede omstændigheder. Men ikke mine ord igen, madam.

Døren smækker i med en torden da hun går derfra.

Hun spiser trækul, gnaver et stykke i sig som om det var et æble. Det smager salt, og det svier på tungen og brænder ned gennem halsen. Hun sætter sig til at vente på virkningen. Den indtræffer om aftenen hvor hun bliver frygteligt syg. Hun bøjer sig over latrinet og åbner munden, og ud af den står opkastet i en tyk grøn vifte. Hun falder ned på knæ og gylper, hun lægger kinden mod latrinbrættet og mærker kroppen blive slap og følelsesløs. Så flyder hun bort. Kragstedt må have fundet hende liggende på gulvet, eller måske er det en af mandskabet. Hun vugger i hans arme da hun vågner. De er på vej hjem. Han siger, du skal ikke mere være tvunget til at bruge folkenes aftrædelse, den er kold og uhumsk, jeg skal bygge en til dig bag vores hus. Hun ligger i sengen i flere uger, hun ryster af mavekramper, vrister tjære og blodblandet grøn galde ud af sin forkrampede mavesæk og op i den hvide emaljerede servante, hun ser hvordan hendes hud bliver gullig og trækker sig tilbage fra fingerneglene og strammer over knoglerne, og hun tænker, hvis jeg ikke dør, så dør det! Men det dør ikke. Og hun dør ikke. De bliver ved med at følges ad. Smeden har slået dybe rødder i hende. Han vil ikke ud, i hvert fald ikke endnu. Han synes at være den eneste del af hendes krop der trives.

Den unge indfødte kvinde plejer hende mens hun ligger og er syg. Sofie, deres stuepige, kalder hende sin søster, selv om de vistnok slet ikke er i familie med hinanden, og selv om hun stadig ikke bryder sig om hende. Haldora kan ikke gennemskue hvordan det hænger sammen. Pigen bliver sat til at tage sig af hendes personlige behov, og hun opholder sig det meste af tiden sammen med hende i sovekammeret. Sent om aftenen tager hun dog af sted, hvor det så end er hun bor. Sofie fortæller at hun har et barn at tage sig af, hun kommer ude fra distriktet et sted hvor hun har oplevet skrækkelige ting. Nu er hun kommet hertil for at blive en god kristen. Hun går til præsten og modtager undervisning af ham. Sofie indlægger en sigende pause på dette sted, og Haldora spekulerer på om der er noget upassende i præstens omgang med pigen. Hun føler sig frastødt ved tanken om en af de vilde sammen med en hvid mand. Næsten en slags sodomi. Men det ville selvfølgelig ikke være første gang det skete. Måske skal hun spørge ham om det ved lejlighed.

Fra morgen til aften har hun pigen hos sig. Haldora taler med hende, hun føler en trøst i at betro sig til dette uvidende og vilde menneske der sikkert ikke forstår et ord af hvad hun siger. I hvert fald siger hun ikke et kvæk. Hun giver hende lidt af sit tøj, en særk, nogle strømper, et par sko. De ligger sammen i sengestedet i sovekammeret, de trykker sig ind til hinanden, og det får hende til at føle sig tryg at mærke varmen fra et menneske der ikke er hendes mand, og ikke smeden. Nogle gange falder de i søvn og vågner ved at Kragstedt står henne i døren og kigger på dem med en tankestreg hen over panden.

Hun er dig vist til godt selskab, denne indfødte kæledægge jeg har fundet til dig, siger han.

Haldora Kragstedt skrumper ind hen over sommeren og efteråret, men maven svulmer op. Hun kan mærke smeden røre på sig, først som en boblen i tarmene, senere som distinkte spjæt. Pigen lægger øret til maven, hun kigger frem for sig med et lyttende blik. Ta-da, ta-da, ta-da, siger hun. Hun trykker hende på maven, presser fingrene ned i maveskindet, skubber smeden frem og tilbage. Så viser hun Haldora med tommel- og pegefinger hvor stort hun anslår barnet til at være.

Barn væk! siger Haldora, hun laver en nedadgående, skubbende bevægelse med hænderne.

Pigen ryster på hovedet. Hun smiler. Nej, nej. Barnet ikke væk! Barnet ta-da, ta-da, ta-da!

Jeg skulle ikke have lært dig at tale dansk, siger hun.

Du har ikke lært mig at tale dansk, siger pigen. Det var missionær Oxbøl der gjorde det.

Nogle uger efter at Morten Falck er vendt hjem fra sin lange efterårsrejse, skriver hun en billet til ham og sender pigen over med den.

Præsten indfinder sig i snestormen, træt og hostende efter sin visitats som han bruger lang tid på at give hende en detaljeret beretning om.

Det er et rigtigt eventyr magisteren har været ude på, siger hun.

Jeg fejlede, siger han. Herren lod mig fejle. Et stakkels menneske måtte lade livet fordi jeg fejlede. Det er ikke let at komme overens med. Men jeg var nok hovmodig. Jeg har modtaget min straf og bøjer mit hoved i ydmyghed. Han får et langt hosteanfald.

Hun tænker at hun trods alt ikke er den eneste der har kvaler. Hun hørte godt skrigene fra manden de piskede. Hun følte det var hende der skreg. Hun hørte den svirpende lyd fra krabasken. Det var hende den ramte. Hun mærkede de klæbrige piskesnerte flå huden af ryggen. Lænket til en stok, tænker hun, med skjorten revet i stykker, med kroppens mest intime funktioner stillet til skue. Sådan er det at være ufrivilligt frugtsommelig.

Madames mand fortæller mig at du har skrantet og været melankolsk et stykke tid, siger præsten.

Hun er stået op og modtager ham i den store stue. De sidder ved spisebordet, han i slagbænken, hun i en læderstol, med et tæppe slået om sig og kjolen nødtørftigt samlet som en morgenkåbe. Kammerpigen kommer ind med en kande øl, hun skænker op i glassene. Madam Kragstedt bemærker at hun veksler blikke med præsten, og at han smiler og nikker til hende.

Dette er ikke let, siger hun.

Nej, det er det ikke, siger han hen for sig og sukker. Hvad er det der ikke er let, madam Kragstedt?

At fortælle magisteren om mine trængsler.

Hm, nuvel, jaså. Han nipper til sin øl og kigger efter pigen.

Jeg ved ikke hvor jeg skal finde styrke til at fortælle dig om det, hr. Falck.

Er du syg? siger han. Du ser ikke rask ud, madame Kragstedt.

Nej, jeg er ikke syg. Desværre. Jeg ville ønske jeg var syg.

Det skal du ikke sige. Et godt helbred er en velsignelse som hurtigt kan tages fra os. Han rejser sig op og vandrer omkring i stuen, kigger på et billede på væggen, studerer standuret, trækker gardinet til side og kigger ud ad vinduet. Han sukker tungt.

Magisteren har jo modtaget undervisning i de medicinske videnskaber da han studerede, siger hun.

Jo, en smule, som sagt, kun en smule. Jeg er fortrolig med den menneskelige anatomi, både den kvindelige og den mandlige.

Har du erfaring med kirurgiske indgreb, hr. magister?

Nogen. Ikke meget. Han kommer hen og sætter sig. Han ser på hende. Hvilken slags kirurgiske indgreb tænker du på, madame?

Den slags der fjerner noget uønsket, siger hun.

Præsten bliver tavs. Han ser lidt blegnæbbet ud, tænker hun. Det virker ikke som om han interesserer sig det mindste for hendes problemer.

Jeg har fjernet tumorer, siger han, nogle af dem store som blomkål. Men patienterne var allerede døde, forstår du, der var tale om dissektioner, så jeg ved ikke om det kan siges at have gyldighed.

Hun lukker sig om sin hemmelighed. Hun opgiver at inddrage præsten i den. Hun sidder med albuen støttet til armlænet, panden støttet til håndens skål. Hendes hår falder ned over skuldrene, hun mærker tårerne lave en bæk ned over kinderne. Hun finder lommetørklædet frem og pudser næse.

Så bliver præsten opmærksom på hende. Han kommer hen, knæler ved siden af stolen og tager hendes hånd.

Jamen dog, madame Kragstedt?

Jah, siger hun og kommer til at le.

Hvad er der med dig?

Jeg er kommet galt af sted, hikster hun. Jeg ved ikke mine levende råd.

Han trækker en stol hen og sætter sig på den, holder hende stadig i hånden. Fortæl mig det.

Det er frygteligt.

Du kan ikke ryste mig, siger han.

Er du sikker?

Prøv! Han lyder forventningsfuld.

Det skete mens du var af sted på din rejse i foråret, siger hun, og min mand var i Holsteinsborg.

Han lytter opmærksomt til hendes beretning, han sidder og knuger hendes hånd, ser på hende nedefra, siger ikke noget.

Og nu går det skrækkelige menneske omkring og er dydigheden selv, siger hun, og læser i sin postil og er blevet from og føler han er højt hævet over mig. Han ved nok at jeg ikke vil anmelde ham.

Han har forspildt sin frelse, siger Falck roligt. Herren vil tage hånd om ham. Glem ham, madame Kragstedt.

Hvordan kan jeg glemme ham når han er herinde? Hun trykker sig på maven.

Ved din mand noget?

Min mand har været optaget af sine egne ting i det sidste års tid, han har været meget bortrejst, han har mange forpligtelser, nu vil han oprette en hvalloge og blive rig. Min kammerpige ved det, måske stuepigen, Sofie.

Han spørger hende ud om datoer, om intime ting som hun aldrig har talt med nogen om, i hvert fald ikke med en mand, alt det hemmelige der er sådan en byrde for en kvinde.

Tag din kjole af, siger han, og hans stemme er venlig og dagligdags, som om han sagde handske i stedet for kjole.

Hun slår kantussen til side og lader den falde på gulvet, så trækker hun særken over hovedet. Der er ingen snøreliv. Så er hun nøgen. Hun mærker hans fingre mod den nøgne hud på ryggen. De klemmer om fortykningerne i huden hvor jernspånerne har siddet som kammerpigen brugte det meste af en nat på at pille ud af hende. Hun ømmer sig. Han slår smæk med tungen, beklagende.

Sårene er for længst helet, siger han. Der sidder en hel del splinter tilbage under huden, men de er indkapslede og har ingen betydning ud over det rent kosmetiske. Imidlertid vil der altid være synlige spor efter den mishandling du er blevet udsat for.

Hun nikker.

Før eller senere vil din mand opdage det. Skal jeg ikke tale med ham?

Nej. Senere. Hun samler kjolen om sig og binder snoren om livet. Særken bliver liggende på gulvet. Så går hun hen til kommoden og skænker to glas brændevin. Hun går hen og stiller det ene glas foran præsten, det andet tømmer hun i en slurk.

På madames sundhed. Han løfter glasset og vipper det op, stiller det fra sig igen. Han siger, hvor er din kammerpige, hun kunne gøre sig nyttig nu.

Jeg tror hun er udenfor, hun plejer at sidde på trappen og ryge på sin benpibe. Det lader til at være det vi betaler hende for.

Han går derud og kalder på pigen. Så siger han, hvis du har mod på det, madame, vil jeg gerne have lov til at foretage en nærmere undersøgelse af de indre dele.

Hun har allerede gjort op med sig selv at han er den eneste hun kan stole på, og at hun vil gøre hvad han siger. Gør hvad der er nødvendigt, siger hun.

Han beordrer hende ind på sengelejet, og hun ligger på ryggen med kantussen slået til side og mærker hans kyndige fingre vandre over maveskindet, de klemmer og trykker og banker, og han kommer med små tilfredse lyde. Pigen sidder ved siden af hende, i skrædderstilling, med ryggen lænet op ad væggen. Hun stirrer på præstens store hænder. Nu løfter han særken op og fører to fingre op i skeden. Hun klynker tålmodigt og mærker fingrene der maser livmoderen opad. Med den anden hånd presser han ned over skambenet. Han fanger livmoderen og rokker frem og tilbage med den.

Denne manøvre lærte jeg af professor Schiøtz, siger han og smiler til hende fra mellemrummet mellem hendes ben.

Han trækker hånden til sig, retter sig op og tørrer fingrene i sit lommetørklæde. Madam Kragstedt, du er frugtsommelig.

Hvor langt er jeg henne, tror du?

Omkring fem måneder, ud fra hvad madame har oplyst, samt fosterets størrelse. Det er et godt tidspunkt.

Godt? Til hvad?

Til at fjerne denne – tumor. Er det ikke det du ønsker?

Så du vil hjælpe mig?

Det vil jeg overveje. Han ser alvorligt på hende. En fosterfordrivelse er en alvorlig sag, især for mig, en ordineret præst, men ikke mindre hvis jeg var en kirurgus, hvilket jeg altså ikke er.

Jeg har ikke bedt dig om at.

På den anden side, afbryder han hende, denne frugtsommelighed der er blevet dig påtvunget, er yderst skadelig for din konstitution. En gennemførelse med efterfølgende fødsel ville medføre fare for dit liv.

Jeg ville tage mig af dage.

Præcis! Man vil altså kunne redde et liv ved at tage et liv.

Jeg vil ikke presse dig til noget, magister Falck.

Hah, det siger du nu! Det havde været bedre hvis du slet ikke var kommet til mig med dette, kære madame Kragstedt. Du har sat mig i en rigtig kattepine.

Tilgiv mig, hr. Falck. Men du er den eneste jeg kan betro mig til.

Endelig flytter han sig fra udsynet til hendes gabende og sivende kønsåbning og sætter sig på kanten af lejet og tager hende i hånden med fingre der stadig er fugtige efter undersøgelsen. Hun føler trang til at gøre sin hånd fri, men præsten holder den fast.

Madame Kragstedt. Haldora, med forlov. Der er sket så meget det sidste år, både for mig og for dig. Musklerne i hans ansigt sitrer, hun kan se hans kæber arbejde.

Magisteren har også haft sit at se til, siger hun i et trøstende tonefald.

Ja, det har du da så sandelig ret i! Jeg har lidt nederlag, jeg har allerede svigtet mit kald. Men du, madame, er en havn af tryghed og normalitet og alt det jeg føler er ved at skride væk fra mig her i dette mærkelige land. Kort sagt, du er mig en uundværlig ven.

Og du mig, hr. Falck, Morten.

Tak. Tak. Han bøjer sig ned og kysser hende på kinden, så kysser han hende på hånden, han presser ansigtet mod den og sukker langtrukkent. Det er som om han fuldstændigt fortaber sig i sine tanker. Den indfødte pige sidder der stadig, går det op for hende. Hun har taget de vildes udtryksløse maske på, hun møder hendes mørke blik hen over præstens paryk.

Falck retter sig op og sunder sig lidt. Hvordan kan du vide at det ikke er Kragstedts barn?

På samme måde som jeg ved at det ikke er dit barn, Morten.

Aha. Nuvel. Jaså. Jeg forstår.

Min mand har haft meget at se til det sidste år.

Hvis han havde taget sig af sin vigtigste forpligtelse, var dette ikke sket, siger Falck vredt.

Hun ligger stadig med blottet maveskind og pubesbehåringen der løber som en sort tråd op mod navlen. Hun mærker sine egne dunster. Hun føler ingen trang til at dække sig til. Hun er hinsides blufærdighed og skam. Kan du hjælpe mig med at fjerne det?

Hm, siger Falck. Han slår sig rytmisk på siden af næsen med pegefingeren, den finger som han for lidt siden havde oppe i hende. Jeg ved det ikke, madame Kragstedt. Jeg vil gøre det der er bedst for dig, det vil være det eneste hensyn jeg vil tage.

Tak. Jeg stoler på dig.

Men barnet er jo også dit, siger han. Det må du ikke glemme.

Alt det har jeg nu haft måneder til at tænke igennem, siger hun utålmodigt. Jeg ønsker det væk fra min person.

Jeg vil tale med smeden, siger han. Jeg vil studere min medicinske håndbog. Jeg vil tænke over det. Jeg vil muligvis endda bede. Så vil jeg vende tilbage til dig, Haldora, om det nu bliver som kirurgus eller præst, vil så vise sig. Men din ven vil jeg altid være, madame, husk det!

Jeg så at præsten var her, siger Kragstedt om aftenen, i sovekammeret. Hvad ville den ulykkesfugl her?

Frelse mig, siger hun.

Javel, fnyser Kragstedt. Skulle han mon ikke tage og frelse sig selv først? De siger han har upassende omgængelse med sin stuepige.

Jeg tror ikke på den sladderhistorie, siger hun. Vores missionær er et godt menneske.

Det vil jeg ikke bestride, siger han fredsommeligt. Hvis du har glæde af at tale med ham, er det dig vel undt.

De er tavse et stykke tid. Nede i pakhuset kan hun høre koen Roselil brøle. Er der noget galt med præstens ko? siger hun.

Kragstedt ler. Den savner nok smeden der har passet den mens præsten var af sted. Jeg tror sgu den har knyttet sig til den kære smed. Han har et godt tag på hende, siger de.

Javel, siger hun. Lad os håbe det er dem til fælles glæde.

Åh, hvad, siger han og er pludselig irriteret over hendes tone. Smeden har måske ikke læst teologi, men han er en god mand for Handelen. Han er altid venlig og medgørlig.

Det er han sikkert. Jeg har ingen fordomme.

Smede har ry på sig for at være vanskelige, siger han, ja, jeg kan selv huske et par slette eksemplarer. Vi skal være glade for at have fået en som Hammer der sidder og læser i sin postil både tidligt og sent, og han er jo holdt op med at drikke.

Ja, Gud velsigne ham, siger hun.

De ligger ved siden af hinanden i sengestedet, under den samme dyne. Et blåt tæppe er foldet om dynens øverste kant, det danner en blå bort der løber ind under deres arme og over deres maver. Kragstedt har foldet hænderne, de hviler på hans bryst. Hver gang han trækker vejret, knager det i madrassen. Om natten holder han hende vågen med sin snorken. Så ligger hun og stirrer op i loftet og tænker på sin barndom og sin tabte ungdom. Hun må have været et sværmerisk pigebarn, tænker hun, hun drømte altid om hofballer og friere af høj byrd der kom sejlende eller ridende, hun drillede altid de unge fyre der kom for at gøre kur til hende, ved at opføre sig forfærdeligt. Det græmmer hun sig over nu, ikke for sin egen skyld, men fordi hun har ondt af dem. Så tog de af sted, de bukkede forlegent og sagde på gensyn, jomfru Knapp, og så følte hun sig mærkeligt tilpas, på en gang rasende og fortvivlet. Engang lod hun mølleren kysse sig og mærke på sig under skørterne, ikke fordi hun var bange for at sige nej, eller fordi hun egentlig havde lyst til at blive befamlet, men fordi hun vidste at han havde dette mærkelige, mandlige begær, og det gjorde hende nysgerrig. Hvor gammel var hun, måske fjorten, femten. Hun kan huske hans søgende hånd, hvordan den klemte om hendes lår, hvordan den sitrede som et ængsteligt lille dyr, hans fugtige mund og hans blik der først var hårdt, derefter bristende og fjernt og til sidst ulykkeligt. Han var gammel, han havde børn på hendes alder, og han lugtede ligesom hestens seletøj. Hun trak sig bort fra ham og løb hjem. Hun havde følt at han var som en spændt fjeder, som hanen på en flintebøsse. Det gjorde hende bange. Men også nysgerrig. Hvad ville der ske hvis man nægtede fjederen at blive udløst, og hanen at falde i lås? Ja, det ved hun så nu.

Kragstedt sover. Hun læner sig ind over ham og puster lyset ud, mærker hvordan hendes opsvulmede bryst strejfer hans arm. Så falder hun tilbage i puden. Udenfor messer brandvagten klokkeslaget og at alt er vel. Hun genkender smedens gode sangstemme.

To dage senere vender Falck tilbage. Han har talt med smeden der har indrømmet alt, og erkender at have begået en stor synd, men ikke synes at have den mindste dårlige samvittighed, og bestemt ikke har planer om at gå til bekendelse over for købmanden. Et forhærdet menneske! Nå, nok om det, overlad de fortabte til deres fortabelse. Præsten ser ud til at være i strålende humør, hans hoste er væk, han har fået farve i kinderne, han marcherer frem og tilbage og udbreder sig om teknikker til at foretage en abortus provocatus. Der er den medicinske vej, siger han, hvilket madame jo allerede har forsøgt sig med, en vej vi ikke vil gå videre ned ad, og så er der den kirurgiske. Vi vil ikke bruge nogen af dem. Han sender hende et listigt smil. Det vil sige, øh, vi vil benytte begge.

Så du har bestemt dig? Du vil hjælpe mig?

Det er en udfordring, siger han, for teologien såvel som for naturvidenskaben. Samt for mig personligt. Ja, jeg vil hjælpe dig. Det vil være en oprejsning for mine studieår hvor jeg ikke havde tilladelse til at følge mine ønsker, men måtte adlyde min far og læse til præst. Jeg har fundet en sikker metode til uddrivelsen.

Hvilken metode er det?

Ild, siger han og griner nervøst. Ild er den endegyldige renselse, deraf purgatorium der vasker sjælen fri for synd og løsriver den fra tellurium inden den slipper ind i himlen. Vi vil få brug for din kammerpige, et lærredsklæde revet i strimler, en skefuld krudt, lidt afsmeltet spæk, dvs. tran, samt disse instrumenter som jeg har fået vores ven smeden til at fremstille. Han viser hende en bøjet metalpind og et instrument bestående af flere løse dele der kan sættes sammen. Vi kalder dette et andenæb, siger han, eller et spekulum. Han rækker hende instrumentet og lader hende studere det. Det er koldt og tungt, det klirrer mellem hænderne på hende.

Hun giver ham det tilbage. Hun ser på præsten hvis øjne lyser, og hvis ansigtshud har fået et blegt sølvskær med hidsige røde pletter på kinderne. Han ligner en ungersvend på frierfod. Jeg forstår. Men hvor kommer ilden ind?

Et tilbagevendende problem ved disse indgreb, siger præsten, er at kirurgien tit fører til feber og blødning og patientens død, og medikamina til langvarige sygelejer som du jo selv har erfaret. Det vi vil gøre, er at anlægge en lille tændsats, en lunte i madames, øh, på det relevante sted, og den kontrollerede sprængning som derved vil opstå, vil, nuvel, du følger mig sikkert, du er jo et opvakt menneske.

Vil det ikke gøre ondt? spørger hun.

Jo, meget ondt. Det kræver mod og tillid og styrke. Men smerten vil være kortvarig, desuden vil jeg præmedicinere dig med en god dosis laudanum. Du vil muligvis sove fra det hele. Er du klar til dette, madame Kragstedt?

Jeg er klar, siger hun roligt.

Hvor er din mand?

Han rejste bort i går. Han kommer tilbage om et par dage.

Udmærket. Lad os gå i gang med det samme.

Han får fat i pigen der reder op i sovekammeret med et lærredslagen, og fjerner dyne og hovedpude. Madam Kragstedt kravler op på lejet og indtager den laudanum som Falck har doseret til hende. Så ligger hun og venter på at den velkendte døsighed og ro skal komme sivende. Hun registrerer at Falck er i gang med at rive strimler af et lagen og lægge dem i blød i en skål med spæk. Han breder de gennemvædede strimler ud over et håndklæde. Så tager han sit krudthorn frem og drysser det sorte pudder ud over strimlerne.

Alt dette må vi brænde når vi er færdige, siger han med konspiratorisk hvisken. Det håber jeg du er indstillet på.

Ja, naturligvis.

Hvad vi foretager os her, er en strafbar handling, vi kan begge komme i tugthuset for det.

Hun kigger ned ad sig. Hun må være faldet i søvn. Hun ser præstens hoved, uden paryk, mellem sine ben. Hun synes hun kan se lusene i præstens hovedbund, men tænker, det er medicinen. Der er ingen smerter endnu, kun en død fornemmelse af at der bliver rodet med hende forneden. Lænet ind over præstens skulder står pigen og holder et lys, samtidig med at hun rækker en hånd frem og holder noget. De stirrer begge på det samme punkt mellem hendes ben, ligesom opslugt, med lampelyset blafrende hen over deres ansigter.

Kig hellere op i loftet, madame Kragstedt, siger han. Der er intet her af interesse for dig.

Hun lader hovedet falde tilbage i hovedpuden. Hun er i en skov hvor lyset falder ned i flaskefarvede bundter, hun vandrer i rummet mellem trækronerne og de brune blade i skovbunden. Hun er ikke alene, hendes afdøde søster går ved siden af hende, de går arm i arm og sludrer og ler. Søsteren skal forloves, bejleren sidder derhjemme og taler med deres far. Hun opremser alle de ting der skal købes ind, først til brylluppet, så til husholdningen, huset er der, et borgerhus i en købstad, tjenestefolk, heste, og hvor mange børn? Mange børn. Og hvordan anskaffes disse børn? Jo, ved at være sammen som mand og kvinde, siger søsteren. Haldora ler. Det er det mest tåbelige hun har hørt. At sidde til bords sammen, spadsere arm i arm, kysse hinanden? Skulle det føre til at der kom et barn, sikke dog noget sludder! At dele sengested, hvisker søsteren, at gøre unævnelige og dejlige ting sammen. Men når du bliver konfirmeret, skal jeg nok fortælle dig det hele.

Lig stille, søde madame Kragstedt.

Hun har åbenbart grinet i søvne. Nu kigger hun op i købmandens loft, de svære egestokke der bærer plankerne i loftet, henholdsvis gulvet hvis man er deroppe. Skinkerne er deroppe med deres ramme lugt, tænker hun, købmandens øl og brændevin hviler i deres tykmavede fade, sækkene med korn og gryn er der og den sødt duftende humle og den krydret duftende tobak. Selv om jeg ikke kan se det, er det der alligevel, verden er mere end den lille boble rundt om min person, den er stor, enorm, og den hænger sammen, der er så mange mennesker, og min søster Jensigne er i verden, selv om hun er død, og min far, død, og min mor og mine levende søstre, og jeg er her, selv om de ikke kan vide at jeg er her endnu, og de aner ikke noget om at jeg ligger her og er ved at få lagt en krudtladning i skeden, og alle andre mennesker er fuldstændigt ligeglade, deriblandt mig selv.

Hun kan se at præsten sveder, hvordan han bøjer sig fremad og studerer hendes opspærrede skedeåbning og det der ligger inden for den med missende øjne.

Mere lys, siger han.

Pigen holdet lyset tættere på. Bare han nu ikke svider sit hår, tænker Haldora.

Mere lys! siger præsten.

Pigen skruer op for lampen. Den begynder at sprutte.

Tak, siger præsten. Det var bedre.

Hun kan mærke at han er ved at proppe noget op i hende, formentlig lærredskludene. Pigen holder speklerne der udvider skedeåbningen, samtidig balancerer hun med den spruttende lampe.

Madame Kragstedt, siger Falck med presset stemme, jeg vil nu indføre denne sonde i livmoderhalsen. Du vil sandsynligvis kunne mærke en vis smerte men du må prøve at ligge helt stille.

Smerten kommer i et jag, et skærende lynglimt der farer ud af det følelsesløse mørke, den overrumpler hende og får hende til at lave et hop med underlivet.

Lig stille, madame Kragstedt. Bid tænderne sammen.

Jaget kommer igen, og igen spjætter hun, men ikke så meget som før. Falck mumler for sig selv, han arbejder med den lange ståltråd som han vistnok bruger til at proppe kludene op i livmoderen med. Han mumler irriteret.

Er der problemer? spørger hun med en stemme hun knap nok genkender.

Nej, nej, ingen problemer, lille madame, kun en uventet snæverhed. Jeg bliver nødt til at tage lidt hårdere fat.

Javel.

Det er vigtigt at du ligger helt stille, madame Kragstedt.

Kald mig dog for guds skyld Haldora, siger hun.

Nuvel, Haldora, min kære ven, nu må du ligge helt stille i nogle sekunder. Jeg vil nu trænge ind.

Hun tager fat i linnedet under sig og vrider hovedet ud til siden. Men da stødet kommer, reagerer underlivet på egen hånd, det vipper opad, og det instrument Falck har forsøgt at stikke op i hende, flyver gennem luften og lander på lagnet ved siden af hende. Hun hører et udråb, skramlen og skubben, glas der bliver splintret, fulgt af en langtrukken hvæsende lyd, så følger et smæld og et lysglimt. Falck farer op med et skrig, han holder sig for ansigtet, der er ild i hans hår. Jeg sagde jo han skulle passe på med det hår, tænker hun. Hun føler en brændende smerte, men det er som om hun ser smerten i stedet for at mærke den, den er løsrevet fra hende og ubetydelig i forhold til de jag det gav da præsten forsøgte at skaffe sig adgang til hendes livmoder. Det går nu op for hende at den brændende smerte skal tolkes helt bogstaveligt, det sprutter og syder forneden, og værelset er ved at blive fyldt af en kvalmende sveden stank. Hun springer ud af sengestedet og vakler ind i stuen hvor hun ser pigen komme løbende imod sig med en skovl. I skovlen er der en bunke sne, og hun sætter sig på hug og maser det forbrændte underliv mod sneen. Damp og sort røg skyder op. Inde i kammeret stønner Falck, han kommer til syne i døren og famler sig frem til bordet. Han sætter sig på slagbænken.

Vand! stønner han.

Pigen henter spanden, og han bukker sig over den og pjasker sig i ansigtet.

Et uheld, stønner han, den forbistrede lampe, krudtet blev antændt i utide, jeg fik det lige i synet. Hvordan går det med dig, madame Kragstedt?

Hun er, med pigens hjælp, ved at pille de forkullede strimler ud af skeden. De lugter af branket kød og salpeter. Der er lidt blod, og da de hiver de sidste klude ud, løber blodet i en klar, rød strøm ud i snebunken.

Smeden kommer om natten, klokken to ifølge brandvagtens melodiske kalden nede fra havnen. Der har været et tiltagende pres forneden, og der er kommet en del blod med nogle lange, mørke klumper som Falck har studeret med det ene øje han er i stand til at se med. Han har viklet en klud om hovedet, han har pletvise forbrændinger i ansigtet, og en del af håret er brændt væk. De har alle drukket en del brændevin, og præsten har bedt adskillige fadervor og fortalt hende om sin barndom i Norge, om årene i København, og endelig om sin betagelse af den indfødte pige der vasker for ham.

Men han forsikrer at han ikke har rørt hende, det er snarere det hun repræsenterer, jeg er indtaget i, forklarer han, hendes frihed, måske. Falck sukker. Jeg ved det ikke.

De synger et par salmer. De kysser hinanden og græder. Pigen kommer og lægger sig til at sove ved siden af hende. Magisteren skotter stjålent til hende.

Der er I jo, siger han. Jer begge to.

Så sætter han sig ind i stuen.

Hun kalder på ham da hun mærker hvordan det begynder at presse forneden, det kommer i ture, og hun trykker alt hvad hun kan mens Falck maser sine hænder ned i hendes mave. Men smeden vil ikke ud, han klamrer sig til hende. For første gang føler hun en slags ømhed for barnet. Det kæmper så hårdt for at blive i en verden hvor det er uønsket, og hun bliver overvældet af skyld.

Men nu kan hun mærke at det kommer, og Falck, der står og holder øje med blødningen, bliver ivrig. De klemmer sammen, så hører hun en plasken, derefter et lille bump. Præsten bøjer sig ned og samler noget op fra gulvet. Han forsvinder ind i stuen, krumbøjet om det der er faldet ud af hende. Der er fuldkommen stille i et par minutter. Så vender han tilbage, fuld af blodstænk og med opspærrede øjne. Han nikker til hende.

Hvad var det? spørger hun dumt.

Ingenting, siger den enøjede præst. Intet som helst. Jeg beder madame tilgive mig uvidende præst, men jeg har fejldiagnosticeret dig.

Fejldiagnosticeret?

Præcis, madame, du er slet ikke frugtsommelig!

Er jeg ikke? Hvad var det så? Hvorfor?

Dette er slet ikke sket, madame, siger Falck, det var en drøm, ikke nogen behagelig drøm, men en drøm ikke desto mindre, intet der betyder noget som helst.

Jeg forstår, siger hun.

Læg du dig blot til at sove videre, madame Kragstedt. Jeg er sikker på at den næste drøm vil være meget mere rar end den du netop drømte.

Og hun drømmer om Jensigne i barselssengen. Hun sidder hos hende, de holder hinanden i hånden. Søsteren sover det meste af tiden, og når hun er vågen, er hun som regel ikke helt klar i hovedet. Men en dag vågner hun op og ser på hende med et meget opmærksomt blik. De er alene, familien er nedenunder. Haldora sidder længe og holder sin søster i hånden. Jeg er hos dig, siger hun.

 

6. bud

Hymens lænker

(1790)

Det siette Bud, saaledes som en Husfader letfatteligt skal lære sin Husstand det:

„Du må icke bryde et Ægteskaab.“

Det vil siige: Vi skal frygte og elske Gud, saa vi lever reent og kydsk i Ord og Gierninger og som Ægtefolk elsker og æhrer hinanden.

Morten Falck har en gylden time. Han er kravlet op på en af de lave, men stejle klipper bag kolonien, har fundet sig en sydvendt hylde og sidder nu og bliver bagt af solen. Han har taget parykken af og rystet den fri for lus og smidt den fra sig, løsnet hårposen og ladet håret hænge frit ned over skuldrene. Han mærker at det har godt af luften og sollyset, ligesom resten af ham. Han trækker den brede hatteskygge ned i panden og misser med øjnene, hans ansigtshud er varm, det føles som om det indre af hans kranie er oplyst af et blændende hvidt skær. Dette er en fred man må føle umiddelbart før sin død, tænker han. Men han føler ikke han skal dø, ikke lige nu. Og det er nemt at affinde sig med ikke at skulle dø, i hvert fald i dag.

Botaniseringskassen står ved siden af ham. Tegnepladen med et stykke skitsepapir ligger på hans knæ, men han har ikke tegnet noget. Han har ikke tegnet efter naturen hele den sidste vinter, siden han mistede synet på venstre øje, han har nøjedes med at tegne de evindelige nøgne fantasikvinder for at bøde på ensomheden. Og nu tør han ikke rigtigt konfronteres med sin halve blindhed og erkendelsen af at hans dårlige syn måske gør det umuligt at tegne botaniske studier. Han har været nødt til at erkende at den drøm han havde da han kom hertil, om at udarbejde en Flora et Fauna Groenlandica, aldrig bliver til noget. Med kun et øje har han et problem med afstandsbedømmelse og perspektiv, verden består af kolorerede flader der er skubbet foran og bag hinanden som teaterkulisser. De glidende overgange er væk. Den enkelte flade er detaljeret nok, men han kan ikke bedømme hvor langt væk den er. Det er også et problem når han er ude på sine vandringer. Han må tit føle sig frem med foden og i det hele taget færdes med forsigtigthed, hvis han ikke skal træde forkert og brække anklen.

I stedet for at medbringe tegneblokken er han begyndt at gå ud i fjeldet med en stenflækker. Inde i fjordene har han fundet flere strata af ædle metaller, og på en rejse nordpå så han sedimenter af grafit i fjeldsiderne, og desuden kul oppe på Disko-øen, hvoraf noget allerede bliver udnyttet, men tydeligvis meget usystematisk og kun til dagen og vejen. I en pose hjemme i missionsstuen opbevarer han nogle guldklumper han har vasket ud af gruset i en elv, også på Disko-øen. Der er omkring fire unser rent guld, retmæssigt tilhørende Handelen, og i sidste ende kongen, men det har han tænkt sig at se stort på. Guldet er hans pension, nok til at etablere et liv når han kommer hjem.

Morten Falck smiler hen for sig.

Han har nu været i landet i to år til efteråret. Tiden er gået hurtigt, skrækkelige ting er sket, men også gode ting. Døden har kigget ham i øjnene et par gange, og han har kigget tilbage næsten uden at blinke. Han er blevet voksen. Årene i København var ikke andet end en forlænget barndom. Mange fortsætter på den måde hele deres liv. Men ikke han. Med en gysen tænker han på hvordan det var gået hvis han havde giftet sig med jomfru Schultz og havde slået sig ned i et sogn i Danmark. Søde Abelone, tænker han, hvor ville vi have gjort hinanden fortræd. Så hellere hans fugtige bolig, den daglige kamp med åndeligt mørke og et mistet øje. I hvert fald tager det sig sådan ud i øjeblikket, set fra en solvarm klippehylde ved kolonien Sukkertoppen.

Enken har gjort rent da han kommer hjem. Der er pænt og ryddeligt, hans tøj er nyvasket og ligger glattet og sammenfoldet i kisten. Enken selv er der ikke. Hun er formentlig gået over til Kragstedts. Men han kan lugte hende. Han er stadig i gang med at katekisere hende, gøre hende klar til Herrens miskund og frelse. Hvis hun er dygtig, har han sat hende i udsigt at hun kan blive døbt og konfirmeret til efteråret. Og hun er dygtig. Han har undervist hende hele vinteren, og hun kan lire artiklerne og forklaringerne af sig hurtigere end selv den kvikkeste vajsenhusdreng. Det eneste problem er at hun stiller for mange spørgsmål. Hun vil absolut diskutere med Herren, det vil sige med hans lokale stedfortræder, altså missionær Falck. Og hvis hun ser sit snit til at sætte ham til vægs, tøver hun ikke et øjeblik med at gøre det. Han er et nemt bytte. Nogle gange føler han sig som en mus der belærer en kat om gode kostvaner. Han har alvorligt forklaret hende vigtigheden af at være ydmyg når man skal træde frem for Herren. Herren hader hovmodighed, siger han og hører til sin ærgrelse et ekko af sin far, skoleholderen, men bliver alligevel ved: Når man træder frem for ham, bør man være som et renvasket og lydigt barn.

Det var missionær Oxbøl der gjorde mig snavset, siger hun. Jeg var lydig over for ham, og se hvad der kom ud af det.

Herren må tage sig af Oxbøl, siger han for gud ved hvilken gang. Han er grundigt træt af at høre om den gamle præsts svinestreger. Han bliver trukket frem i tide og utide som et modargument, et eksempel på de kristne princippers fallit her i landet.

Der er ingen der nogensinde kan vaske den gamle præst af mig, siger hun trist.

Jo, siger han. Det er netop det Herren kan og vil. Han vil vaske alle synder af, han vil gøre dig ren og ny som et spædbarn. Du skal stole på ham.

Det lyder dejligt, siger hun. Hvis han kan vaske præstens blod ud af mig, så vil jeg gøre hvad som helst for ham.

Han tager hendes hænder og beder et fadervor, hun følger ham ord for ord, hviskende hen for sig. Bagefter virker hun rolig og afklaret. Redningen af netop denne kvindes sjæl er blevet vigtig for ham. Han har indtil nu undervist og døbt i alt fem voksne grønlændere, hvoraf de tre er afgået ved døden. Hvis hun kan opnå frelse, tænker han, vil jeg i hvert fald have udrettet én god ting her i landet. Men hun er fuld af bitterhed og vrede, og hun er hele tiden på vagt. Enhver fysisk berøring bliver vejet på en guldvægt, hvert eneste ord han siger, bliver vendt og drejet.

Du må stole på mig, siger han. Jeg er ikke missionær Oxbøl.

Du er dansker, siger hun.

Vi har begge to en opgave foran os, siger han med eftertryk. Jeg vil vinde din tillid i Herrens navn, du må afklæde dig dit hovmods klædebon.

Afklæde mig?

Han er nødt til at undskylde sig, omformulere det. Ikke afklæde bogstaveligt, det er en lignelse, en metafor, forstår du nok. Vi afklæder os alle foran Herren, det er ikke en kødelig ting som det måske var med din præst. Men hun stirrer bare på ham.

Og han forestiller sig, bag metaforerne og lignelserne, at han får et mere intimt forhold til enken. At hun klæder sig af, helt bogstaveligt. At de bliver gift. At han tager hendes datter til sig. At hun føder ham et kuld stærke sønner der kan bære ham til graven på deres skuldre. Nogle gange kigger hun på ham med et granskende blik. Han føler at hun ser lige lukt igennem ham, og at hun ikke bryder sig om det hun ser. Jeg er hende ikke værdig, tænker han.

En vedvarende banken på døren river ham ud af tankerne. Udenfor står bødkeren.

Goddag, Dorph, siger han.

Guds fred, missionær Falck. Er det muligt at få et ord med Jer?

Naturligvis. Lad os sætte os her på trappen. Solen er dejligt varm.

De sætter sig ned. Bødkeren er en tung mand med et stort og bedrøvet ansigt fuldt af retfærdig harme over denne jammerdal og sin egen vanskelige situation. Falck får altid lidt hovedpine af at tale med ham.

Jo, jeg ville bare spørge om missionæren har hørt noget nyt?

Desværre, Dorph. Der har jo ikke været skib, og inspektøren blander sig, som du ved, ikke i den slags ting. Når der kommer skib om et par uger, må vi se om der er noget til dig.

Det bliver bare det samme som tidligere år, siger bødkeren og hænger med hovedet. Nu har jeg ventet i syv år på det kongebrev, men man har ikke engang ulejliget sig med at give mig en officiel afvisning.

Jeg føler med dig, Dorph. Det gør jeg virkelig.

Jeg lever i synd, siger Dorph. Falck ser at hans mund begynder at skælve af ophidselse. Hvor længe skal mine børn være horeunger? Hvor længe skal folkene have lov til at kalde min elskede kone for bødkerens frille?

Så, så, siger Falck og klapper ham på armen.

Jeg er en god kristen! hulker bødkeren.

En af de bedste, siger Falck. Herren ser dine gerninger.

Kan I ikke gøre noget, hr. Falck?

Hvad skulle jeg gøre?

I kunne vie os.

Hm, siger Falck utilpas. Hvor gerne jeg end vil hjælpe dig, så er det næppe vejen frem at sætte sig op mod myndighederne.

Har I ikke pligt til at velsigne et samliv hvor der allerede er født fire børn? siger bødkeren opfarende.

Nej, det er ikke min pligt. Jeg må minde dig om, bødker, at du selv af egen vilje tog dig en indfødt kvinde som kæreste i sin tid, selv om du så vidt jeg har hørt, både fik læst og påskrevet af magister Krogh. Men du ville ikke høre.

Det var kærlighed, siger Dorph og falder ned som et lam.

Det kan du jo kalde det, og jeg er ikke i tvivl om at du elsker din kvinde. Men du lod dig dengang styre af din liderlighed, og det betaler du nu for. Et blik på bødkeren får ham til at fortryde at han har talt hårdt til ham. Snart kommer der skib, siger han udglattende, så må vi se om der er et kongebrev til dig.

Ægteskabet er indstiftet af Herren, siger Dorph, ikke af en galhovedet konge.

Men godkendt af staten, siger Falck formanende. De to udgør en helhed, det må du ikke glemme. Bødkeren er sunket sammen, han stirrer ned i jorden. Jeg giver dig mit løfte, Dorph, på at du ikke skal forblive ugift. Det er en synd og en skam, jeg skal gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig.

Gud velsigne missionæren, siger bødkeren glad og går hjem til sig selv. Falck sidder tilbage og bider sig i læben.

Den anden kvinde i hans liv er madam Kragstedt. Han har opholdt sig mange timer i hendes varme stue i løbet af vinteren. Han har læst højt for hende af Voltaire og Rousseau. Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker! Han læser sin gamle drengebog Robinson Crusoe for hende, i tysk oversættelse, han nyder at lade de tyske vokaler klinge i købmandsstuen. Hun er Robinson, han er Fredag, og hun brister i gråd over sin ufrihed, sin barnløshed og den ulidelige kedsomhed bag kolonihusets tømmervægge. Så promenerer de. De vandrer arm i arm ud af kongens København, rundt og rundt i stuen, de sludrer muntert om det de observerer på deres vej, dørkarm, vinduessprosse, loftsbjælke, han gør hende opmærksom på gårdene der ligger i lysninger mellem forskudte bøgelunde, og de bølgende marker overstrøet med græssende kvæg. Hun slår ud mod dunhammere, margueritter, ranunkel og rævehale, rundt om skærmbrættet, forbi ovnen og tilbage. Han bøjer sig ned og samler en buket til hende. Hun kvidrer glad og bærer den som hun ville bære et barn, op ad brystet, stryger hen over den med den fri hånd. Inden han går hjem til sig selv, kysser han hende på kinden og mærker hendes kløer stikke sig i siden og derefter give slip. Hvis Kragstedt dør, tænker han, vil jeg anmode madammen om ægteskab. Det vil være det mest anstændige at gøre. Hvis jeg da ikke allerede er gift med enken til den tid. Kvinderne i hans nuværende livsomstændigheder er nye, men splittelsen er gammel og velkendt.

Smedjen står åben. Han går derind. Smeden står med nøgen overkrop, kun iført sit skødeskind, og slår løs på et glødende stykke jern. Han retter sig op da han ser præsten i døren, men Falck giver tegn til ham om at fortsætte med sit arbejde. Smeden pumper nogle gange med blæsebælgen og får ilden til at blusse op, han stikker jernet ind, drejer det rundt nogle gange og løfter det ud og lægger det på ambolten hvor han slår løs på det igen. De metalliske smæld har en musikalsk efterklang. Falck går rundt i smedjen. Smeden ignorerer ham. Varmen fra essen føles brændende mod den side af ansigtet der vender mod den, mens den anden side føles kølig. Smedearbejde fascinerer ham, der er en alkymistisk magi over det, ild og mørke, noget man bør vige tilbage fra, men uvægerligt bliver tiltrukket af. En transsubstantiation, ånd der forplanter sig til jern der antager tankens form ved ildens mellemkomst. Musklerne i smedens skuldre spiller i ildskæret. Falck ser ham for sig, bøjet over madam Kragstedts nøgne krop på det snavsede gulv. Her skete det, tænker han, lige her.

Jernet hvæser og sprutter da Hammer sænker det ned i vandkarret. Han tager det op igen, kigger vurderende på det og lægger det fra sig på ambolten. Så smækker han lugen til essen i. Der bliver mørkt, og pludseligt koldt. Han kigger spørgende på præsten.

Jeg ville spørge Hammer om noget.

Spørg løs, præst.

Kunne det tænkes at du ville bekende dine synder for mig?

Smeden er ved at smøre sig en rundtenom af koloniens sorte brød og smør som han graver op af en træskål med sin toldekniv. Nej tak, præst, det er ikke noget for mig. Jeg har sagt præsten hvad jeg har at sige.

Du har begået alvorlige synder, smed. Du bør stifte fred med Herren.

Herren vil ikke have noget med mig at gøre, og jeg ikke med ham, sådan er det. Vi lader hinanden være i fred. Jeg ved hvad jeg har gjort, jeg ved hvad der venter på mig når jeg lægger hovedet på puden for sidste gang. Han sender Falck et hurtigt blik. Hvorfor er præsten så interesseret i mine synder?

Helvede, Hammer. Er du forberedt på det?

Det er vel omtrent som det her, siger smeden gumlende og slår ud med hånden der holder brødhumplen med smør. Bare lidt større og varmere, sammen med alle mine gamle venner. Og de har vel også brug for en smed i helvede?

Mon du er lige så kålhøgen når du ligger og skal dø? siger Falck.

Med forlov, præst, så synes jeg I skulle passe Jeres egen død og lade mig passe min. Magister Falck er vel ikke helt pletfri selv, så vidt jeg ved?

Jeg vil bede for dig, Hammer, siger Falck. Men jeg kan ikke love dig at det hjælper.

Luk døren når I går, siger smeden surt og vender ryggen til ham.

Sammen med Bertel foretager han en uges rejse i skærgården. De springer på købmandens chalup der er for udadgående, og står af på en ø hvor en mængde indfødte har slået sig ned for sommeren. Købmanden sejler videre sydpå til Godthåb. Falck er ved at udarbejde en samlet rapport om tilstanden i Sukkertoppen distrikt til Missionskollegiet. Den skal indeholde både statistikker over døbte, udøbte og decideret vrangvillige, deriblandt selvudnævnte åndemanere, angakokker, samt en beskrivelse af levevilkårene i selve kolonien og ude på bopladserne. En perlustration, eller en naturelbeskrivelse i Hans Egedes tradition. En Cultura Groenlandica. Han har skrevet en kortfattet beretning om sit mislykkede besøg hos profeterne i fjor og modtaget skriftlig formaning fra biskoppen om at genoptage kontakten med de frafaldne og føre dem, om nødvendigt med magt, tilbage til den rette vej. Hvad ord ikke magter at meddele, må flintebøssen forkynde, som biskop Wedell så rammende udtrykte det. En ren opfordring til vold. Han agter helt at undlade at omtale Evighedsfjorden, og hele profetvæsenet, i den nye rapport og i stedet fremhæve de positive ting der sker. Den håndfuld hedninge han har døbt de sidste to år, bliver til nogle snese i rapporten da han også medregner nydøbte børn. Han nævner ikke at de fleste af dem har sluttet sig til Habakuk efter dåben, og at kolonien skranter som følge af mangel på fangere, kajakmænd og kiffakker i Handelen.

En del af Habakuks tilhængere opholder sig herude i skærgården om sommeren, og han genkender flere af dem, blandt andet to af roerskerne fra rejsen med betjent Bjerg. Han holder prædikener i det fri og døber børn af døbte forældre. Både døbte og udøbte samler sig for at høre ham, men han ved at det ikke stikker dybt. Det er sommerunderholdning. Folk samles, spiser sammen, bytter koner, synger smædeviser, fortæller slibrige historier fra vinteren, og lytter til præsten. Han er en komediant, ikke andet. Åndemanerne har stadig et godt tag i folk. Han møder en af dem og taler venskabeligt med ham, en skarpsindig mand med dårlige øjne og et vissent ben der lever af at gøre det hans fysiske begrænsninger har tvunget ham til at gøre. Åndemaneren betror ham at han har overvejet at lade sig kristne, men det ville være dårligt for forretningen, så derfor vil han nok blive ved med at være hedning til sin dødsdag. Falck lærer ham fadervor. Åndemaneren lærer ham en trylleremse. De skilles som venner. Alt dette skriver han ikke noget om i sin rapport.

Om aftenerne spiller han skak med Bertel. Kateketen har fremstillet et sæt brikker af narhvaletand. Nogle gange sidder de til langt ud på natten og spiller. Han spørger sig selv om han nogensinde bliver venner med kateketen, det menneske han bruger mest tid sammen med. Men der er noget ved Bertel der unddrager sig den form for fortrolighed der kan føre til venskab, og det smerter ham lidt. Han har fortalt ham om sin barndom i Norge, sine forældre, søsteren, hans brødre der døde som små, rejsen til København og studierne på universitetet. Han ved ingenting om Bertels baggrund ud over at Sofie, hans kone, har fortalt at hans mor stadig lever, og bor i Holsteinsborg. Da han spurgte ham om han vidste hvem hans far var, fik han et rasende blik.

Da de vender tilbage til kolonien, ligger Der Frühling allerede ude på rheden. Kolonien myldrer af travlhed, indfødte er strømmet til fra distriktets fjerneste afkroge, og skibets besætning gør livet usikkert både for sig selv og deres omgivelser. Han hilser på kaptajn Valløe der fortæller stort og småt hjemmefra. Kaptajnen spørger til hans ko, og han tager ham med hen hvor Roselil står og græsser. Han byder kaptajnen på et glas mælk. Valløe ryster vantro på hovedet. Hvem ville have troet det? En ko oppe under Nordpolen.

Han læser sin post der blandt andet indeholder brevet fra faren der fortæller at moren har lagt sig med en forkølelse. Mistrøstig og ængstelig lægger han bunken af breve fra sig. Søsteren lader til at have det nogenlunde godt. Det er da i det mindste en trøst.

Bødkeren kommer og banker på døren samme aften. Det ønskede kongebrev har ikke indfundet sig. Dorph er fortvivlet og vred. Han åbner og lukker hænderne mens han taler, og Falck må flere gange bede ham om at falde til ro. Da han langt om længe kommer af med bødkeren, går han over til madam Kragstedt og sidder og taler med hende en times tid. Købmanden er ikke vendt tilbage fra sin rejse, og hun føler sig bebyrdet med de sociale pligter der følger med et skibsanløb. Falck spørger madammen til råds om bødkeren.

Det ville være en god kristen gerning at vie Dorph til hans kæreste, siger hun.

Din mand vil måske ikke være enig med dig i det, så længe der ikke foreligger et kongebrev.

Jeg skal tale med min mand, siger hun. Lad os gå over til bødkerens og overbringe dem den gode nyhed.

Nu?

Hvis vi sørger for at få bødkerparret viet inden min mand kommer hjem, så kan han ikke gøre noget. Lænker der er smedet i himlen, kan ikke brydes af nogen jordisk instans. Madam Kragstedt rejser sig og slår et sjal om skuldrene. Hun har fået farve i kinderne, hun gløder af virkelyst.

Sådan har jeg ikke set madame i lang tid, siger han.

Hun sender ham et blændende smil.

Bødkerens hus ligger et halvt hundrede skridt ovre på den anden side af missionshuset, halvt oppe ad en lav klippe. Et barn sidder på trappen. Der lyder skramlen og stemmer indefra.

Er din far hjemme? spørger madammen barnet.

Drengen glor på dem med et fortabt blik. Det går op for Falck at han ikke er helt vel forvaret. Et evnesvagt barn. Det gør jo ikke bødkerens situation lettere. Han udveksler et blik med madammen, så går han et trin op ad trappen og banker på døren. Det er bødkeren selv der åbner.

Hr. missionær? Madam? Dorph bakker ærbødigt ind i sin stue igen.

Må vi komme ind, gode Dorph? siger madam Kragstedt.

Jovist, siger bødkeren. Kom bare ind. Pas på hovedet, der er lavt til loftet.

De kommer indenfor i en stue der dufter af varmt brød og tobaksrøg. En gammel indfødt kvinde sidder ved et bord og ryger på en kridtpibe. Bødkerens frille sidder i alkoven og ammer den mindste. Falck kan se at madam Kragstedt stirrer på hendes bryster der svulmer af mælk. Kvinden stirrer tilbage. Hun dækker sig ikke til.

Kutaa, siger kvinden så.

Goddag, madam, siger Falck. Han er sig bevidst hvor mærkeligt det må tage sig ud at han kommer anstigende sammen med madam Kragstedt som på sin side virker helt himmelfalden over den lille, men hyggelige stue.

Bødkeren trækker to stole ud til dem og siger et eller andet til den indfødte kvinde der rejser sig og går udenfor. Falck og madam Kragstedt sætter sig ned, side om side, bødkeren over for dem.

Hvad kan jeg gøre for madam Kragstedt og magisteren? spørger Dorph. Må jeg byde Jer på noget?

Ellers tak, Dorph, siger Falck. Vi bliver ikke længe.

Han ser sig om. Stuen er overfyldt med hjemmetømrede møbler. På væggene hænger der skilderier med halvt udviskede maritime motiver. På en krog i den åbne kamin hænger der en kedel over nogle glødende kul. Til højre for kaminen er der en dør som fører ind til et lille sovekammer. I overkøjen ligger der to pigebørn og kigger ud over kanten. De har smalle svungne måneseglsøjne og kasserollefrisurer. Det går op for ham at madam Kragstedt sidder og knuger hans hånd der hviler på bordet. Bødkeren kigger på de sammenknugede hænder. Hvad må han dog ikke tænke, tænker Falck. Han rømmer sig og løsner sin hånd.

Jeg har talt med madam Kragstedt, begynder han lidt usikkert. Og det ligger hende meget på sinde at du får dit ønske opfyldt, Dorph, at du får ordnede forhold, øh, kort sagt.

Vi har besluttet at lade ham vie, afbryder madam Kragstedt ham.

Nåh, siger bødkeren og kigger fra den ene til den anden. Ja, det var jo også det jeg sagde I burde gøre, hr. Falck.

Ja, og nu gør jeg det så. Han ved allerede at han er ved at begå en alvorlig fejltagelse, og bødkerens tone irriterer ham.

Hvornår skal det så ske? spørger bødkeren mistroisk.

Har han tid i morgen? spørger madam Kragstedt.

Allerede i morgen?

Ja, hvorfor ikke i morgen? siger Falck. Det er meget passende søndag.

Så må jeg jo lige først spørge, siger Dorph.

Spørge hvem? siger Falck, men følger så bødkerens blik. Han kommer til at le. Har du da ikke spurgt hende for længe siden?

Det har jo ikke været aktuelt før nu, siger bødkeren. Han rejser sig befippet og kigger på sin tilkommende der sidder i alkoven og ammer.

Så synes jeg du skulle gøre alvor af det og anmode om damens hånd, siger Falck.

Nu? Bødkeren ser skræmt ud. Hvordan?

Hvordan hvad, bødker?

Hvordan siger man det, på deres sprog?

Du taler ikke de indfødtes sprog? Kan du da ikke tale med din egen kone?

Hun er ikke min kone, siger bødkeren irriteret.

Din tilkommende så.

Jeg har aldrig lært det, siger bødkeren og sukker. Og der plejer jo ikke at være så meget at sige, sådan mellem en mand og hans kone. Hvad skulle det være?

Falck ryster vantro på hovedet. Det kan jeg ikke hjælpe dig med, Dorph. Det må du selv finde ud af. Hvis du virkelig vil have damen, så finder du nok ud af en måde at sige det på. Han rejser sig op. Nu vil Madame Kragstedt og jeg gå udenfor og afvente resultatet af din bejlen med spænding.

Da de kommer ud, tager madam Kragstedt sig til hovedet. Åh, gud, siger hun. Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde.

Jeg er desværre alt for bekendt med menneskets dumhed til at blive overrasket, siger Falck. Men vores bødker er nu alligevel noget for sig.

Drengen sidder stadig på trappen. Han ser på dem med sit fortabte smil og med klare blå øjne. Han er det eneste af bødkerens børn der har fået et overvejende dansk udseende.

Hvor er han yndig, siger madam Kragstedt og stirrer på ham. Hvad hedder du, min dreng?

Drengen svarer ikke.

Jeg tror barnet er døvt, siger Falck. Måske lider han af afasi, han er i hvert fald stum.

Indefra kan de høre Dorphs stemme. Så bliver der stille. De lytter, men kan ikke høre kvinden sige noget. Dorphs stemme lyder igen. Falck synes det lyder som om bødkeren holder en længere prædiken. Han kigger på madam Kragstedt, og hun kigger på ham.

Det minder mig om dengang Kragstedt friede til mig, siger hun. Vi forstod heller ikke hinanden.

De går lidt væk fra huset. Drengen sidder på trappen og stirrer på dem.

Nu sker der noget, siger madammen.

Bødkeren kommer til syne i døren. Han ser udmattet ud, men han smiler.

Hun sagde ja, siger han. Så meget forstår jeg af deres sprog. Hun vil have mig!

På den vielsesattest som Falck udfærdiger næste dag, skriver han: Hermed vitterliggøres for verden, at Carl Julius Dorph, bødker ved Sukkertoppen koloni, har indgået ægteskab med grønlænderkvinden Maren Jensdatter sammesteds. Hvad Gud har sammenlænket, skal intet menneske adskille. Att. missionær Morten Falck, søndagen, Augustus, 2den, A.D. 1790.

Rundt om denne tekst har han tegnet to laurbærgrene der strækker sig opad, og næsten mødes øverst på siden. Bødkeren sætter attesten i glas og ramme og hænger den på væggen derhjemme mellem de maritime skilderier.

Så siger jeg tak, siger han efter vielsen og tager Falcks hånd.

Der er noget selvretfærdigt i hans stemme som også madam Kragstedt hører, og som får hende til at sige til Falck senere: Det var en god gerning du der gjorde, Morten Falck. Herren vil huske dig for det.

Nydeligt! Virkelig nydeligt! siger Jørgen Kragstedt og vifter ham om ansigtet med vielsesattesten.

Der er gået en uge. Købmanden er vendt tilbage, kun et par dage inden Der Frühlings afrejse.

Tak, siger Falck. Jeg har gjort mig umage med den.

Du ved naturligvis at den er ugyldig, siger købmanden. Der foreligger ingen kongelig godkendelse af dette ægteskab.

Vielsen er gyldig, siger Falck. Den er sket med hånden på den hellige skrift og i overværelse af vidner, deriblandt madam Kragstedt selv.

Nuvel, så er den gyldig. Og nu annullerer jeg ægteskabet. Kragstedt river dokumentet over to gange og krøller papirstumperne sammen og smider dem fra sig. Blæsten tager dem, og de danser hen ad jorden. Han sender Falck et udfordrende grin.

Jeg skriver blot en ny attest, siger Falck. Det er ikke papiret i sig selv der afgør om bødkeren er gift.

Hvis du vover at skrive en ny attest, annullerer jeg også den. Desuden tilskriver jeg dine principaler og meddeler dem hvordan deres repræsentant farer frem her i kolonien.

Ægteskabet er indgået, siger Falck stilfærdigt. Det er der intet hverken du eller jeg kan gøre noget ved.

Ægteskabet er annulleret, siger købmanden skingert. Jeg har meddelt Dorph fejltagelsen, og jeg kan garantere magisteren at han til fulde har forstået det. Nu mangler vi kun at du også forstår det.

Og måske din kone, siger Falck smilende.

Jeg advarer dig på det kraftigste mod at sætte min kone op imod mig. Det vil få uoverskuelige og livsvarige konsekvenser for dig.

Falck går ned i bødkerværkstedet hvor han finder bødkeren i færd med at file et pibehoved til som han har skåret ud af et stykke knogle. På bænken ved siden af ham ligger høvl, mukkert og skruetvinger. Bødkeren kigger ikke op.

Jeg udfærdiger en ny attest til dig, siger Falck. Købmanden har ikke hånd- og halsret over dig.

Det lader det nu til at han alligevel har, siger Dorph.

Tror du på Herrens miskundhed? siger Falck med en stemme der lyder højere end han havde regnet med i det lille værksted.

Bødkeren farer sammen. Han lægger pibehovedet fra sig og kigger på ham. Jeg tror på Herrens miskundhed, siger han. Men købmanden og hans principaler er herrer over det jordiske liv, og det er her i det jordiske jeg bedriver hor og gør mine børn til horeunger, det er her jeg vil giftes, ikke hisset.

Du er gift, siger Falck. Jeg udfærdiger en ny attest til dig.

Og nu som jeg endelig langt om længe fik spurgt hende, klynker Dorph, så viser det sig at vielsen er ugyldig.

Den er ikke ugyldig! Falck er ved at være træt af mandens dumstædighed. Kan du ikke forstå at du er gift i Herrens navn, og at intet menneske kan adskille hvad han har sammenlænket.

Hvis missionæren taler med købmanden, siger bødkeren, og får ham til at gå med på ægteskabet, så tror jeg på missionæren.

Jeg skal nok tale med ham, siger Falck.

Næste dag går han sammen med madam Kragstedt over til bødkerens med den nye attest. Madammen forsikrer bødkeren om at der fra nu af ikke vil være flere problemer fra købmandens side. Hun har talt med ham, siger hun, og han har indset sin fejl. Falck er ikke sikker på at der er belæg for madammens forsikringer, men da købmanden er taget med Der Frühling sydover for at aflægge inspektoratet i Godthåb endnu et besøg, og ikke vil vise sig igen i flere uger, håber han på at tingene vil falde til ro af sig selv. Bødkeren er i hvert fald tilfreds, på sin egen mistroiske og sure måde, og han modtager de gaver madam Kragstedt bringer ham, et broderet tæppe til alkoven og en olielampe, med et lille buk. Hun spørger ham ud om den store dreng der altid sidder udenfor på trappen. Han er idiot, siger bødkeren med et suk, men han er det kæreste jeg ejer og har. Så bliver madammen tavs.

Bødkeren sætter attesten ind i rammen og hænger den op på væggen. Falck kan se at hans mund bevæger sig i et tavst fadervor.

En uge senere inviterer han madam Kragstedt på vandretur. De går ud af kolonien, forbi de indfødtes huse, op over de lave klipper og ned til stranden i den østlige ende af øen der vender ind mod fastlandet. Han hjælper madammen med at kravle op på klipperne og står klar og tager imod hende når hun skal kravle ned ad dem.

Prøv du at trække i skørter og korset, og lad os se hvem der så er mest adræt, siger hun og ler.

Det ville du uden tvivl være, Haldora, siger han.

Det er så længe siden jeg har spadseret. I den første tid vandrede jeg tit, jeg løsnede snørelivet og spadserede frit omkring, enten alene eller sammen med min mand. Det tør jeg slet ikke mere. Jeg var ikke klar over at jeg savnede det så meget.

Vi vil vandre sammen, siger han, så tit du ønsker det.

Madammen ser på ham, hun sender ham et kønt smil der næsten er befriet for efterslæt af voldtægt og fosterfordrivelse.

De forsøger at følge kysten nordøstover, men det er ikke let. Der er ingen naturlige strande på øen, og kysten er hele vejen rundt gennemskåret af klippebugter og vige med stejle, fugtige klipper imellem. Madammens støvler kommer tit i klemme i sprækker, hun plumper ned i vandpytter og skrider på de glatte klipper. Men hun insisterer på at fortsætte. Så står de ved et fald på flere hundrede favne, og de viger begge tilbage. De sætter sig ned et stykke væk fra afgrunden.

Jeg kan høre havet, siger madammen. Det hører man aldrig nede i kolonien, selv om vi bor lige ved stranden.

Der er altid dønninger herude ved det åbne hav, siger han.

Hendes hår er udslået. Det vifter i blæsten, han kan mærke det slå blidt mod sin kind.

Inde i øst kan de se høje fjelde og sne og gletsjere. Han fortæller hende hvordan der ser ud derinde.

Jeg er som en blind, siger hun mistrøstig. Jeg må have nogen til at fortælle mig hvordan verden ser ud.

Kan du ikke sige til din mand at du gerne vil ledsage ham på en af hans rejser? foreslår Falck.

Han vil ikke have mig med.

Har du spurgt ham?

Jeg kan mærke det. Og jeg ville bare føle at jeg var i vejen for hans aktiviteter.

Du er dog hans kone.

Ja, netop.

Måske er han bange for at du skal blive forkølet, siger han.

Ja, siger hun lidt spidst. Der er jo en forklaring på alt.

Inden de rejser sig for at gå tilbage, læner hun sig mod ham og vil kysses. Han kysser hende som sædvanligt på kinden.

Tak, Morten, siger hun. Hvad skulle jeg have gjort uden dig?

Så måtte du tage dig en elsker.

Du er bedre end en elsker, siger hun. Du er en ven.

Da de kommer tilbage til kolonien, står købmanden foran kolonihuset og kigger på dem.

Søren, siger hun, er du allerede hjemme?

Ja, jeg kommer måske til ulejlighed?

Nej, kære, hvor dejligt at du er hjemme igen. Missionæren og jeg har været ude på den dejligste vandretur i vildmarken.

Magister, siger Kragstedt.

Købmand.

De ser på hinanden. Falck synes han aner et smil lure i mundvigen på den anden.

Gå du blot ind i varmen, siger købmanden. Magisteren og jeg har noget vi skal tale om.

Madam Kragstedt går op ad trappen. Hun sender de to mænd et kort blik, så forsvinder hun ind ad døren.

Falck forsøger at lyde venlig. Hvad vil du mig, købmand?

Tale med dig om den forbistrede bødker. Kom, så går vi ned til pakhusene.

De går ned mellem husene og vandrer ud ad træmolen. Da de når ud til enden af den, siger Falck: Købmanden ville tale med mig om bødkeren?

Den glade ægtemand, ja. Jeg hører at der foreligger et nyt dokument?

Det er korrekt. Men dokumentet i sig selv er jo ligegyldigt. Det har kun en symbolsk værdi.

Præcis, siger købmanden. Derfor har jeg befriet ham for det, så han ikke hele tiden skal gå og mindes om at du har bildt ham ind at han var gift.

De er på vej ind ad molen igen, Kragstedt et halvt skridt foran. Falck stopper op. Købmanden fortsætter nogle skridt, så vender han sig om og kigger på ham.

Jeg anklager købmanden for gudsbespottelse, siger Falck.

Har du nogen anelse om hvor stor en skade du har forvoldt den stakkels mand, magister Falck?

Jeg har nedskrevet en fuld beretning om hele dette forløb, siger Falck. Og jeg kan forstå at jeg bliver nødt til at føje endnu et afsnit til der stiller dig, højtærede købmand Kragstedt, i et meget dårligt lys.

En sådan beretning vil, hvis magisteren er sandfærdig, og hvis du indsender den, samtidig være din egen afskedsbegæring, siger købmanden.

Der er flere underskrifter på dokumentet, siger Falck. Blandt andet madam Kragstedts.

Han ser at købmanden bider tænderne sammen. Øjnene bliver små og stirrende.

Hvor er dette dokument?

Hvor er vielsesattesten?

Hm, siger købmanden. Jeg foreslår at vi foretager en lille byttehandel.

Som du vil, købmand.

Du har vundet et slag, siger Kragstedt, det vil jeg give dig, men du taber krigen. Husk mine ord.

Hils din søde kone, kan Falck ikke lade være med at sige.

Om søndagen er der strålende solskin. Klokken otte har der samlet sig en stor mængde foran missionsstuen, både døbte og udøbte og hele kolonimandskabet på nær forvalter Dahl, betjent Bjerg og købmanden. Bødker Dorph ankommer i blanke støvler og sort skødesfrakke og hvide strømper, hans militæriske bakkenbarter er børstet bagud, håret er parykfrit, mørkt og småkruset og samlet i en stram knude i nakken hvorfra det breder sig ud i en vifte mellem skulderbladene. Han bærer sine to piger på armene, de støtter sig til hans skuldre. Bødkeren stirrer fast på magister Falck der står og venter på ham og hans kone i døren til missionsstuen. Bruden er mere ydmygt klædt, i en svagt blålig vadmelskjole og kamikker kantet med hundepels. Hun bærer spædbarnet på armen. Den ældste dreng, den blåøjede engel, er der ikke.

Magister Falck hilser på bødkeren og hans kone. Vi venter på madam Kragstedt, siger han, så går vi i gang.

Nu håber jeg det går i orden så, siger bødkeren. Han sætter de to piger fra sig. Og at købmanden ikke ødelægger det hele igen.

Husk at dette bryllup kun er en bekræftelse af hvad der for længst er et faktum, siger Falck. Du har været gift i flere uger allerede. Men vi vil lade hele kolonien bevidne jeres formæling. Købmanden tør ikke sætte sig op mod sine egne folk, det ville være dumt af ham. Nå, her kommer madammen.

De vender sig om og ser madam Kragstedt komme gående ovre fra kolonihuset. Hendes store røde kjole bølger om hende, den er kantet med kulørte rynkebånd der ligner blomsterranker. På hovedet bærer hun en rustrød kappe med et musselinsslør der falder ned over ryggen, og blander sig med det tykke, mahognibrune hår. Menneskemængden bliver tavs. De drejer hovedet og følger madammen med øjnene. Hun passerer lige forbi smeden med et selvsikkert smil, så er hun henne hos Falck og brudeparret.

Velkommen, madame, siger Falck og sluger hende med øjnene. Hvor er din mand?

Min mand sover, siger hun med lav stemme. Jeg gav ham et mål laudanum i hans vin i aftes, sådan som du anbefalede.

Glimrende, madame Kragstedt. Lad os håbe han får en lang og styrkende søvn. Han henvender sig til menneskemængden og taler med høj stemme: Velkommen til Herrens hus på denne smukke søndag, hedning og kristen, grønlænder og dansker, voksen og barn. I vil nu overvære en hellig ceremoni, en formæling mellem to mennesker der elsker hinanden. Lad os tolke det dejlige solskin som en tilkendegivelse af Herrens godkendelse af dette ægteskabs indgåelse, og lad intet menneske, hvor magtfuld han end er, bryde denne pagt.

Amen, siger bødkeren.

Han går til side, og mængden strømmer ind. I det samme begynder koloniklokken at ringe.

Hvem ringer med klokken? spørger Falck vredt. Jeg har udtrykkeligt bedt om at der ikke skulle ringes i dag af hensyn til købmanden.

Jeg tror det er vores betjent Bjerg, siger madam Kragstedt. Du må hellere skynde dig med at få ceremonien overstået inden min mand kommer og afbryder dig.

Vielsen forløber i fred og ro. Da den er overstået, siger Falck til forsamlingen i den tætpakkede missionsstue: Denne lille ceremoni som I nu har bevidnet, er ikke i sig selv en ægtevielse, den er blot en offentlig bekræftelse af en formæling der for længst er foretaget og attesteret. Vi har valgt at gentage den i dag til glæde og opbyggelse for hele koloniens indbyggere, og for at alle skal vide at samlivet mellem vores bødker og hans Maren er velsignet af Herren, og ikke må brydes af noget levende menneske.

Magister Falck!

Han har godt set købmanden i døren. Nu vender alle sig om mod ham. Kragstedt går hen til Falck. Hans tøj er nusset, hans hår er uglet, han stirrer ud over missionsstuen med blodskudte øjne. Under armen bærer han koloniens flag i en bylt. I den ene hånd holder han en pistol.

Jeg har taget flaget ned, siger han med grødet stemme. Vores hellige flag skal ikke besudles med denne lovstridige handling. Nu går alle hjem, og i Hans Majestæt Kong Christian den Syvendes navn arresterer jeg dig, magister Falck!

Han fægter mat med pistolen. De mennesker der står tæt på ham, springer tilbage.

Den pistol er ikke ladt, siger Falck. Der er ingen der vil hjælpe dig med at føre dine ordrer ud i livet.

Købmanden vakler lidt, han tørrer sig i ansigtet med et hjørne af flaget. Falck griber ham i skulderen og støtter ham. Han river sig løs og peger på ham med pistolen.

Du er djævelen selv, siger han. Du har ødelagt mit ægteskab, du vender folkene mod mig.

Nu bryder menigheden ud i sang, anført af Bertel der dirigerer dem med store armbevægelser. De synger flerstemmigt. Købmanden bakker et par skridt, så vakler han hen til døren og går ud. Der bliver sunget flere salmer. Så tømmes missionsstuen lidt efter lidt indtil Falck er alene med madam Kragstedt. De går ud sammen. Købmanden sidder på en sten udenfor og stirrer sløvt på dem. Madammen går hen til ham, hun sætter sig på hug og stryger ham over kinden.

Min stakkels mand. Nu går vi hjem, og så får jeg Sofie til at varme en dejlig kop kakao til dig.

Købmanden læner sig over mod hende og hviler hovedet mod hendes skulder. Hun klapper ham på ryggen og sender Falck et blik. Han går over til bødkerens for at deltage i fejringen. Lidt senere ser han købmanden og madammen gå hånd i hånd over til kolonihuset. På væggen hos bødkeren hænger den tredje vielsesattest som Falck har udfærdiget, efter hans egen mening den kunstnerisk mest vellykkede af dem.

En tidlig morgen en uges tid efter den sidste vielse ser han købmandens chalup glide ud af bugten og dreje ud over havet. Der sidder to mænd i chaluppen. I kikkerten genkender han købmanden og Rasmus Bjerg. Han spørger sig for og får at vide at købmanden er rejst sydover til Godthåb, sikkert for at tale med inspektøren.

Jeg håber ikke købmanden drukner undervejs, siger bødkeren.

Nej, siger Falck. Det håber jeg heller ikke. På den anden side, tilføjer han, er Herrens veje uransagelige.

Amen, siger bødkeren.

Nogle fredelige dage følger. Det er ved at blive efterår. Han føler sig efterhånden hjemme i denne cyklus, nogle hektiske sommermåneder der følges af lang tids mørke og ro. Hver morgen stiller han sig på klipperne uden for kolonien og spejder efter købmandens chalup. Men købmanden dukker ikke op. September går, oktober indfinder sig i stilhed. Men ikke Kragstedt. Madammen prøver sin sorte kjole. Falck hjælper hende med at rette den til, med munden fuld af knappenåle. Han læser højt for hende af Candide, siddende over for hende, med madammens fødder hvilende i sit skød. Enken indfinder sig for at stille sig til rådighed for madammen, eller for Falck, men de sender hende bort.

En morgen er der slået en bekendtgørelse op på døren til pakhuset. Folkene står og læser den og diskuterer hvad der står. Hjertet synker i brystet på Falck. Han har fået øje på købmandens chalup, fortøjet til molen.

Han går ned til pakhuset og ser at bekendtgørelsen er underskrevet af inspektør Rømer. Han kniber det dårlige øje i og læser:

Thi kendes for ret: Hermed kundgøres for de ved kolonien boende og det i Handelen beskikkede mandskab, at:

Ægtevielsen mellem bødker Carl Julius Dorph og Maren Jensdatter erklæres for ugyldig.

1.    Bødker Carl Julius Dorph fra og med den dato at regne, hvor denne bekendtgørelse er at læse i kolonien, har at betragte sig som afskediget fra sin stilling som bødker ved Handelen og frataget de dermed forbundne goder, såsom bolig, deputat og hjemmel til at færdes frit i kolonien og det omgivende distrikt.

2.    Enhver der viser sig opsætsig mod denne bekendtgørelse og mod koloniforvalter, købmand og kommandant Jørgen Kragstedt, vil ligeledes være at anse for afskediget og hjemfalden til proces og straf.

Dieterich Rømer

Inspektør ved det søndre inspektorat i Godthåb Oktobris, 27ende, 1790

Det er omtrent hvad han havde ventet, bortset fra at der ikke er et eneste ord om hans rolle. Han havde forventet, og affundet sig med, en afskedigelse. Det at købmanden og inspektør Rømer, hans to værste fjender i landet, fuldstændig undlader at nævne ham i bekendtgørelsen, er næsten det værste. Dermed ligger skylden for alt der er sket, og vil ske, på hans skuldre.

Om aftenen drikker han hvad han har i sin brændevinsflaske, så drikker han hvad han kan finde af vin og øl. Han vågner ved en tordnende banken og tror først at det er tømmermændene der ekkoer i hans hoved, men så banker det igen. Udenfor står der flere mænd, de har fakler i hænderne, de råber i munden på hinanden, og et øjeblik er han bange for at de er kommet for at slæbe af sted med ham og lægge ham i lænker på købmandens ordre. Så forstår han brudstykker. Noget er sket. Bødkeren. Spækhuset. I Jesu navn!

Han trækker i frakke og støvler og følger efter folkene ned til havnen.

Smeden står og holder vagt uden for spækhuset. Han åbner for præsten og slipper ham ind. En stor fakkel er stukket i en holder i væggen inden for døren. Den oplyser bødkerens tunge krop nedefra, hængende i kæden over gruekedlen, og hans ansigt, fortrukkent og fuldt af selvretfærdig græmmelse.

Han svinger endnu, siger smeden der står ved siden af ham og kigger op. Det må være mindre end en halv time siden han er sprunget.

Hvad venter I på? siger Falck. Skær ham dog ned.

Bødkeren har ved et roderi af snore og knuder gjort nedtagelsen af hans lig nærmest umulig. Det er en posthum vits, men der er ingen der ler, bortset muligvis fra bødkeren selv, hvor han så end befinder sig.

Det er fuldstændig ligesom magister Krogh, siger smeden og bakser med at løsne rebet der holder bødkeren oppe, fra kæden det er bundet til med et mylder af knuder. Tømreren, kokken, betjent Bjerg og et par af koloniens indfødte betjente forsøger at styre bødkerens krop uden om spækkogeren, mens Falck overvåger nedtagningen i sikker afstand. Alligevel glider bødkeren ud af hænderne på dem og plumper ned i gryden. Han vender sig bort i afsky da lugten af kogt menneskekød fylder spækhuset. Der bliver råbt på bådshager, folkene bander. Så får de ham hevet op, men kan ikke røre ved ham på grund af varmen, og han lander på stengulvet med den samme lyd som en død fisk. Falck går hen til ham og sætter sig på hug. Bødkerens ansigt har fået fylde af den varme olie, og han stirrer op i loftet med et godmodigt, fedtglinsende grin.

Uden for spækhuset står bødkerens kone. Falck går hen til hende. Hun bærer spædbarnet på armen. Den åndssvage dreng er sammen med hende. Han kalder på sin far på grønlandsk med en manisk brægende stemme. Nogen holder ham tilbage, så han ikke skal løbe derind.

Falck klapper konen på skulderen. Han ved ikke hvad han skal sige. Han føler trang til at kaste op. Så står Kragstedt der. Han ser glad ud.

Se nu hvad du har anrettet, siger han. Må jeg være den første til at ønske magisteren tillykke.

 

7. bud

En salut for den gale konge

(1791)

Det syvende Bud, saaledes som en Husfader letfatteligt skal lære sin Husstand det:

„Du maa icke stiæle.“

Det vil siige: Vi skal frygte og elske Gud, saa vi ikke tager vor Næstes Penge eller Eiendom eller til-vender os dem ved falske Vahrer eller anden Ureedelighed, men hiælper ham at bevahre, hvad han eier, og bedre sine Kaar.

Mørket er skyllet ind over land. Når solen trækker sig tilbage sydover, skyder isen stille frem fra nord. Frosten er som en barberkniv mod kinden. Iskanten ligger næsten en dagsmarch ude, siger fangerne, de eneste der trodser kulden, klædt i flossede kamikker og tyndslidte lærredsanorakker foret på udsatte steder med numre af Københavns Adresseavis.

Det knaser under Morten Falcks tynde sålelæder da han skynder sig hjem fra den ugentlige bodsgang i handelskontoret hvor forvalteren har overrakt ham hans deputatskost. Købmanden var ikke til stede, og det er han glad for. Kragstedt undgår ham så vidt muligt for tiden, og Morten Falck undgår Kragstedt. Han har heller ikke besøgt madammen i lang tid. Den intimitet der var opstået imellem dem, blev for meget, det var nemmest at glide væk fra hinanden. Han har set købmandsparret spadsere arm i arm ud af kolonien og vende tilbage med røde kinder, og det har fået ham til at føle et stik af jalousi. Han savner besøgene hos madammen, varmen i købmandsstuen, samtalerne om de romaner de er ved at læse, den gode brændevin, standuret der haltende udmåler den stillestående tid. Han savner fortroligheden med et andet menneske. Men han sætter også pris på ensomheden.

Til gengæld besøger han nu og da købmandens loft. Nøglerne fik han fat i en dag hvor han sad i handelskontoret og ventede på at forvalteren skulle indfinde sig. De lå fremme, lige foran næsen af ham, og han tog dem, det vil sige, hans hånd tog dem. Da han kom hjem med den beskedne deputat i en pose, en uges forplejning, tog han nøgleknippet frem og grublede over hvad han skulle stille op med det. Så besluttede han sig for at bruge dem til det de var fremstillet til. At åbne en dør. Siden efteråret har han derfor haft godt med specerier. Roselil giver stadig en smule mælk. Han har tænkt på at lade hende slagte. Der er flere udgifter og besvær med hende end den sparsomme mælk kompenserer for. Men han kan ikke få sig til at aflive hende. Smeden har efterhånden adopteret hende. Og han vil overhovedet ikke høre tale om at hun skal slås ned. Men han vil heller ikke betale for hendes forplejning.

Han lukker sig ind i køkkenet, tilbereder gryn og flæsk og tager det med ind i boligen og spiser det der, slynger det i sig og tørrer tallerkenen efter med brødet. Maven knurrer et vredt tak for mad. Klokken er lidt over fire, han er færdig med at katekisere og undervise, han har ingen besøg i eftermiddag, medmindre der bliver sendt bud efter ham. Før i tiden ville enken være på trapperne ved disse tider, for at modtage hans personlige manuduktion. Han smiler trist. Det er flere måneder siden hun forsvandt. Han aner ikke hvor hun opholder sig. Han tvivler på at hun er taget ind i Evighedsfjorden, og han er sikker på at hun i hvert fald ikke er i Holsteinsborg. Ellers kan hun være hvor som helst. Hendes dåb er hele tiden blevet udsat, enten fordi der er kommet noget i vejen, eller fordi hun selv lige med et har sat sig på bagbenene. Nogle gange er han i tvivl om hun overhovedet ønsker at blive en god kristen.

Elskede jeg enken? spørger han sig selv og noterer sig at han allerede tænker på hende i fortid. At dømme efter den smerte og længsel han føler nu, hvor hun ikke længere er hos ham, gjorde han. Men hvad var det i så fald jeg elskede? En mut og vrangvillig kvinde der tit og ofte fik raserianfald. Engang gennemhullede hun hans madras med en flækkekniv, stak og stak og flåede i halmen, så han måtte lægge sig oven på hende og holde hende fast. Hvad er du så vred over? havde han spurgt. Hvem er det du vil dræbe? Dig, præst! sagde hun på sit sprog og lo ondskabsfuldt. Illit, palasi! Så vristede hun sig fri, smed kniven og gik sin vej. Et mysterium. Det var det han elskede, eller muligvis elskede. Han sukker. Datteren er vist blevet tilbage i fælleshuset hvor hun sikkert går for lud og koldt vand blandt de indfødte.

Et lys strejfer forbi vinduet og bliver kastet op på loftet et øjeblik. Brandvagtens lygte. Han kan høre hans tunge skridt passere forbi. Smeden. En uopslidelig synder som end ikke tyve graders frost og år efter år med svir og hor kan gøre kål på. Inspektør Rømers ord melder sig: Jeg var her inden du kom, jeg er her når du rejser igen. Det er åbenbart de værste syndere der klarer sig bedst i den her vildmark.

Han sidder og bladrer i dagens nummer af Christiania-Kureren, dateret den 27. januar 1790, altså for præcis et år siden. Der er en omtale af det foregående års uro i Paris. Han har læst på forskud, noget han ellers ikke plejer at gøre, og læser vantro, halvt opstemt, halvt skrækslagen, om forfølgelsen af kongefamilien, annekteringen af kirkens ejendomme, stormen på Bastillen. Så er årgangen slut. Sammenlignet med det er ophævelsen af stavnsbåndet derhjemme ingenting. Gad vide hvordan det går, tænker han og forestiller sig fængselsceller fulde af adelige der afventer deres skæbne, raserede slotte, lig der flyder i Seinen, brændende bygninger og barrikader med blafrende faner. En ny orden der måske vil sprede sig til resten af Europa. Bladskriverne lader til at forvente at det vil ske, nogle af dem at håbe det. Det er antydningernes tid i de danske og norske blade. Hvordan mon det påvirker livet i lille fredelige København, eller hjemme i Lier? Er der overhovedet noget at vende tilbage til? Ønsker han i det hele taget at vende tilbage? I sommer følte han sig som en fisk i vandet heroppe, nu er han ikke længere så sikker.

Det banker på døren. Bertels kone, Sofie, der stadig er stuepige hos købmandens, står udenfor med et brev til ham. Kom dog ind, siger han, og luk døren, kære. Hun kommer ind, hun ser sig om, og han kan se at hun må synes præstens hjem er ret beskedent og sølle i forhold til det hun er vant til.

Han flår brevet op. En invitation, sørme. „I forbindelse med Hans Majestæt, vor elskede Kong Christian den Syvendes tilstundende geburtstag og den ved den anledning hvert år gentagne fejring, ville det glæde madam Haldora Kragstedt og undertegnede, hvis magisteren ville tilgodese os med hans persons indfindelse og tilstedeværelse i købmandsboligen søndag den 29ende Januari, klokken 12, middag. Der vil være servering med samt vin til koloniens danske folk og senere udskænkning af dram til de ved Handelen tilforordnede grønlændere, samt på foranledning af min kone, og som noget i år ganske nyt, uddeling af mundgodt til alle de ved kolonien boende børn. Eders ærbødige tjener anbefaler sig hermed, Jørgen Kragstedt, kommandant et cet.“

Falck sidder længe og ruger over dette brev, han læser det igen og igen. Skal brevets tone forstås sarkastisk, og dermed som en afskrækkelse mod at indfinde sig, eller er den korrekt og neutral og måske identisk med en skrivelse som alle andre i kolonien har modtaget? Har købmanden besluttet sig for at lade fortiden ligge, eller er det hans kone der har overtalt ham til en forsoning?

Han krøller brevet sammen og smider det på gulvet. Så samler han det op og glatter det ud. Sofie sidder i hans lænestol og venter, opdager han, hun har lagt fødderne op på bordet og kigger over på ham. Han smiler til hende. Hun tager fødderne ned. Jeg vil deltage, tænker han, nej, jeg vil ikke deltage, hm, jeg vil skrive et tilsvarende brev til købmanden, med nøjagtig den samme tone, og hvis købmandens brev er ment sarkastisk, vil mit svarbrev virke tilsvarende sarkastisk, hvis det er ment oprigtigt, vil mit brev virke oprigtigt. Det eneste problem er at han ikke aner hvad han skal skrive. Nej, jeg kommer, tænker han. Ellers skal jeg? Nej! Jo?

Meddel købmanden at jeg takker for invitationen, siger han. Og jeg vil naturligvis gerne komme.

Hun nejer, noget madammen må have lært hende. Han har aldrig set en grønlænder neje. Men det er måske også en form for ironi? Jeg omgås folk for lidt, tænker han. Sofie er gået.

Hils din husbond, råber han efter hende. Og jeres flinke dreng.

En dårlig beslutning i rette tid er bedre end en rigtig beslutning i utide. En eller anden statsmands motto som han har læst et sted, måske grev Bernstorff. Nu har han besluttet sig. Sikke en lettelse. Tak, hr. greve! Nu er han alene. Nu kan han tillade sig at drikke lidt. Men der er vist ikke meget tilbage i flasken.

Igen tænker han på enken. Han husker duften af fælleshusets dunster som hang ved hendes tøj. Som hedningehud, tænker han, han burde have skrællet den af hende, trukket hende ud af naturtilstanden og ind i en civiliseret, bleg nøgenhed som han kunne have dækket med sine kys og kopuleret med i den gode danske tradition holdt i hævd af hans kolleger, deriblandt præsten Oxbøl i Holsteinsborg. Men så ville hun måske ikke have virket så tiltrækkende på ham. Og det blev i alle tilfælde aldrig til noget, og nu fortryder han det, ligesom han ved at han ville have fortrudt det, og sikkert endnu mere, hvis han havde gjort det.

Hun havde ellers ligget med så mange mænd, og hun havde ikke noget imod at fortælle om det. Han lod hende bekende sine synder og lyttede til hendes beretninger om mænds laster og lyster. Så gav han hende syndsforladelsen. Så kiggede hun spørgende på ham, og smilende. Hvorfor græder palasi? Jeg græder ikke, sagde han. Gå nu, kom tilbage i morgen. Hun kunne ikke få ind i sit forkvaklede hoved at han ikke var som de mænd hun fortalte om når hun gik til bekendelse. Og det kunne han, i svage øjeblikke, heller ikke.

To af de store fælleshuse er beboet i vinter, desuden nogle små huse bygget af tørv og brædder hvor der for det meste bor døbte grønlændere ansat i Handelen. Ifølge hans sidste optælling udgør de udøbte femogtredive sjæle, børn og voksne, hvilket er en fremgang fra sidste år hvor kolonien næsten var affolket. Hungersnøden har gjort folk forsigtige, de tager deres forholdsregler og vælger koloniens relative tryghed frem for friheden, men dermed også usikkerheden og den altid truende sult, ude på de små bopladser.

Han tænker meget på de to profeter inde i fjorden og den velorganiserede bygd oppe på de højtliggende sletter. Han var skrækslagen da han stod i den kirke og talte imod Habakuk, og mandens evne til at tale direkte til sine folk havde imponeret ham.

Morgenen, den 28. januar. Bertel har stillet skakbrættet frem da Falck kommer derned.

Huh, hvilken kulde! siger han. Men her har I det jo dejlig varmt.

Bertel tager hans vams, som han har på uden på præstekjolen, og hænger den på et søm.

Drengen ligger på briksen og læser. Sofie er gået op til kolonihuset for at hjælpe købmandskonen med at forberede middagen i anledning af kongens fødselsdag. Drengens vejrtrækning er en smule besværet, fuld af pibelyde. Men han lader til at være helt opslugt af læsningen. Nu og da vender han en side.

Falck og Bertel sætter sig over for hinanden og begynder at spille. På vejen herned har han bestemt sig for en åbning, men nogle få træk inde i partiet begynder det at skride, og han kommer som sædvanlig i defensiven.

Man har inviteret mig til middag, siger han.

Bertel flytter en brik.

Hos købmanden.

Falck gør et fejltræk, og Bertel straffer ham med det samme.

Jeg ved ikke, jeg ville helst melde forfald.

Drengen hoster.

Men jeg vil nødig virke kostbar.

Dit træk, præst.

Og madammen ønsker måske at se mig. Vi var engang gode venner, madammen og jeg.

Skak, siger Bertel.

Er der noget galt? spørger Falck.

Ja, din dronning er i fare, præst.

Falck læner sig ind over brættet. De spiller, tavse i skæret fra lampen.

Hvad læser du? spørger Falck drengen.

Han holder bogen op. Falck nikker og smiler. Det er en af de bøger han har foræret ham fra sit bibliotek.

Det er en klog dreng, siger han til Bertel. Han skal nok blive en dygtig kateket, ligesom sin far.

Han skal aldeles ikke være kateket.

Nej, nej, det siger du jo.

Han skal være præst. Bertel rykker frem på højre flanke.

Nåh. Præst. Javel. Måske biskop? Falck trækker på smilebåndet.

Grønlændere kan vel godt blive præster? siger Bertel udfordrende.

Det kan de jo sikkert nok, siger Falck fredsommeligt, men mærker at han ser tvivlende ud. Er det præst du vil være? spørger han drengen henne på briksen.

Han kigger op over bogen og ryster på hovedet. Skibskaptajn.

Nå, skibskaptajn. Du vil ud og se fremmede lande?

Han nikker alvorligt, så vender han tilbage til bogen.

Skakmat, siger Bertel.

Falck ler.

De går over til fælleshuset sammen. For at komme gennem husgangen må de ned på alle fire og kravle. Morten har trukket præstekjolen op over brystet og holder den samlet i den ene hånd for at den ikke skal blive snavset, det vil sige, mere snavset end den allerede er. Alting bliver så hurtigt beskidt. Bertel kravler foran. Ned fra loftet i gangen hænger tøjlaser og skind, forhæng bag forhæng, og forskellige tingester af ben og træ og metal, måske fangstredskaber, måske hedenske amuletter. Husgangen er snæver og lang, Morten koncentrerer sig om Bertels støvleskafter og om ordene i sit fadervor.

En skingrende latter slår sammen om ham da han stikker hovedet ind i beboelsesrummet. Straks stilner den af igen. Øjne ser på ham fra halvmørket. Deres latter har altid skræmt ham fra vid og sans. Men det er ikke ham de ler ad, det er en hemmelig morskab, næppe stueren, og han er i dette tilfælde taknemmelig for sit ringe sprogøre der skåner ham for at forstå deres slibrigheder.

Han sætter sig på den anviste plads på gæstebriksen og trækker vamsen af, men er stadig for varmt klædt på. Det lange rum ligger hen i halvmørke, beklumret af stanken fra fulde urinbaljer, menneskelige dunster, sydende spæklamper og kød der koger i bulede kasseroller over ilden. Han kender disse huse og deres lugte, han har vænnet sig til lugten og nøgenheden, lyden af svuppende bryster og hænder der klasker lus. Men varmen er svær at tage når man er klædt i en præstekjole af uld.

Ansigter lurer bag lamperne, kindben skinner som kobber. Der må være mindst tredive mennesker. De sidder tæt op ad hinanden, bag ved hinanden, kvinder, mænd, børn, i en nøgen, sveddrivende klump. Han hilser ubestemt over mod dem. Flere hilser venligt tilbage. Kutaa, palasi. Goddag, præst. Hans øjne vænner sig til mørket. Han ser de nøgne kroppe skinne kobberrødt i skæret fra spæklamperne, nogle er optaget af at spise suppe af tinskåle, kvinder reder hinandens hår, mænd sidder i skrædderstilling på briksekanten og lader sig afluse af deres døtre. Gryderne spilkoger, knogler stikker op af kogevandet, dampen fylder rummet med fugt. Falck ville ønske han kunne trække kjolen af, lægge hele den præstelige højværdighed fra sig og smelte nøgen og frisk svedende ind mellem disse kroppe. Men han ved at det er umuligt.

De har været i gang med noget da han og kateketen kom, han kan mærke det, se det på deres ansigter, noget der stadig hænger ubestemmeligt i luften over briksene. Man ved det stadig sker, især når der er besøg udefra. Nyt blod, nyt kød. Lamper slukkes, og mennesker mødes i mørket, friske sædekorn bliver sået. En blanding af underholdning og nødvendighed. Præsterne har tordnet mod det lige fra salig Egedes dage, men det lader ikke til at være muligt at bekæmpe. Måske heller ikke tilrådeligt. Falck har i hvert fald ikke tænkt sig at kæmpe mod noget som er en indgroet del af deres liv. Så han lader som ingenting.

Lad os tale om dåben, begynder han famlende. Lad os tale om hvorfor kristne mennesker har viet sig til Herren.

Bertel oversætter det. En lang tavshed følger.

Hvorfor skulle vi lade os døbe? siger en af de fremmede mænd der sidder og skraber sved af overkroppen og armene med det brede blad fra en kvindekniv.

Så I kan blive gode mennesker, siger han, og således at I kan lære Gud at kende og finde fred gennem Jesus Kristus.

Men vi er gode uden at kende Gud, indvender manden og gør et svirpende kast med håndleddet, så sveden sprøjter i en vifte fra knivbladet, og rammer en spæklampe der blafrer og syder. Stanken af branket sved river i næsen.

Det er sandt, siger han imødekommende. Men nogle af jer er ikke gode. I lever i synd. I gør onde gerninger. I dræber forsvarsløse børn og kvinder.

Manden bliver uforstyrreligt ved med at skrabe sved af kroppen, der er noget kælent ved hans måde at gøre det på, en slags selvtilfredsstillelse. Falck kan ikke tage øjnene fra det.

Men de kristne i kolonien, kender de Gud?

Ja, de er døbte, de kender Gud og Frelseren, den enbårne søn. Falck ved godt hvad der kommer nu.

Manden smiler. Men disse folk er meget dårlige mennesker. De drikker og horer og slås og bander, og de dræber også uskyldige. Er det ikke rigtigt?

Det er sandt, nogle af dem er slette. De er forladt af Gud.

De avler børn med vores kvinder, men vil ikke vide af dem.

De vil få deres straf hisset.

Er alle mennesker sådan i Danmark?

Samtalen går ikke i den retning Falck ønskede det, men han ved af erfaring at det ikke betaler sig at vige udenom, eller lyve. Man er nødt til at gå lige igennem det, indrømme alt der skal indrømmes, og håbe på at komme ud på den anden side. Mange er, siger han. Mennesket er svagt. Det er derfor vi må holde os til Herren, så han kan vejlede os. Men der er også mange gode folk. Vor konge er god.

Den anden ser opmærksomt, ikke uvenligt, på ham. Han er på hjemmebane og føler sig tryg. Hans ene øjenbryn er sprunget op i panden. Falck har på fornemmelsen at han sidder over for en skarpsindig mand der morer sig. Måske skal vi sende nogle af vores folk med jeres skibe til Danmark for at missionere i jeres land og lære jeres konge at omvende sit folk til det gode?

Ja, hvis I først lod jer døbe, siger han snedigt, så kunne I rejse til Danmark og lære folk dernede at være gode kristne.

Men præst, indvender manden og svirper med kniven, så lampen syder, der er mange der er rejst til Danmark, og ikke er vendt tilbage. Hvad er der sket med dem?

Jeg ved det ikke.

De er døde. Er de ikke?

Jo, det er de jo desværre nok.

Grønlænderne kan ikke tåle luften i Danmark, siger oldermanden henne i hjørnet. Den er som forgiftet vand for dem, og da de ikke kan lade være med at drikke luften, bliver de syge og dør. Og med danskerne er det næsten det samme, de kan ikke tåle luften i vores land. De bliver vanvittige af den, de horer og drikker og dør som fluer. Du ser for resten ikke rask ud, præst. Hvorfor er det sådan? Har Gud skabt os så forskelligt?

Vi er alle lige for Herren, siger han valent.

Bertel siger noget til oldermanden som siger noget til sin kone som øser en skålfuld suppe op. Hun kommer hen og stiller den på gulvet foran ham. Han kan se at suppen er fuld af byggryn, hvilket tyder på at Kragstedt har forbarmet sig over de indfødte, og understøtter dem med danske specerier.

Spis, præst! siger oldermanden. Du ser ud som du trænger til det.

Både han og Bertel skovler suppe i sig.

Det er ikke retfærdigt at han dømmer kristenfolk efter hvordan koloniens folk opfører sig, siger han til Bertel da de sidder og slår mave.

Hvorfor ikke? siger Bertel.

Fordi de er nogle slyngler, siger Falck.

Netop, siger Bertel.

Hm, siger han. Er det ikke meningen du skal være på min side?

Er det ikke meningen præsten skal være på vores side? svarer Bertel igen.

Jo, jo, siger han. Det ved du jo at jeg er.

Dansker hytter dansker, siger kateketen. Sådan har det altid været.

I stedet for at diskutere teologi, henholdsvis skændes med Bertel, fortæller han en historie fra Bibelen. De indfødte har altid appetit på en god historie. Skriften taler til alle, det er dens guddommelighed. De er lutter øren, de kigger på præsten når han fortæller på dansk, og vender sig om mod Bertel når han oversætter det.

I dag er det Jonas’ historie. Han gør en del ud af den vrangvillige profets skænderier med Herren, han vifter med hænderne og laver om på stemmen og klovner. De indfødte ler, på gulvet sidder en flok børn med åben mund og glor op på ham. Så flygter Jonas fra Herren. Han løber frem og tilbage, krumbøjet under det lave loft, grotesk svedende i sin varme kjole. Han sejler ud på det store hav, og en frygtelig storm blæser op. Han lader armene gå som møllevinger og laver blæsevejr med munden. Det forstår de, det er noget de kender. Hvad slags båd, siger de, var det en robåd eller en sejlbåd? Hvilken vind var det, pålands- eller fralandsvind?

Herom er skriften tavs, siger han forpustet.

Og hvad var det for en hval der slugte profeten?

Herom er skriften også tavs.

Måske en pukkelhval? Nej, det kan ikke have været en pukkelhval, et menneske kan ikke komme gennem halsen på en pukkelhval. Det må have været en kaskelothval, de kan sluge en hel båd.

De elsker detaljerne, og når han ikke kan gøre rede for dem, opdigter de dem selv. Men de finder sig gerne i urimeligheder, som at Jonas overlever i hvalfiskens bug. Det hører sig til at der foregår ting der ikke lader sig gøre i virkeligheden, ligesom når bagbundne åndemanere flyver til månens bagside eller til havets bund.

Der opstår diskussion om Jonas’ opførsel. Selvfølgelig stikker han af, mener nogen. Det Gud beder ham om, at gå ind i byen Ninive og fortælle indbyggerne at de skal dø, ville sætte hans liv i fare. Det ville hurtigt ende med at det var budbringeren der blev udryddet. Men Herren gør ham jo stærk, indvender nogle andre, han stoler bare ikke på ham. Det er vel ikke så mærkeligt når han sender ham ud i stormvejr og ned i maven på en hval! De brøler af latter. Falck mærker sveden løbe ned ad brystkassen og håber ikke han bliver forkølet når han kommer ud i kulden igen.

Træet, eller palmen, sidst i historien er der lidt problemer med. En høj plante med store blade, oversætter Bertel det med. De kan ikke se det for sig. En bregne? En busk? Falck tegner en skitse af et træ på sin blok. Ved foden af træet tegner han en foroverbøjet, udmarvet skikkelse.

Aha, siger de. Palasi!

Nej, siger han. Jonas.

Det ligner fuldstændigt palasi, siger de drillende.

Måske har I ret, siger han godmodigt og ler sammen med dem. Måske er det palasi der sidder under træet.

Og Gud, siger de, hvor er han?

Man må ikke tegne Gud, siger Falck. Det ville være bespottelse.

Diskussionen fortsætter. Der er voksende enighed om at Jonas’ gud er urimelig og umedgørlig og ikke til at forhandle med. Vores ånder, siger de, er ikke ondskabsfulde som jeres gud.

Den bemærkning kan han ikke sidde overhørig. Han protesterer. Nej, Gud er kærlighed! Han viser os hvad der er godt.

Allerede inden han har talt ud, ved han hvad de vil sige. Og svaret falder da også prompte:

Men I danskere er jo ikke gode. Gud må være frygtelig vred på jer!

Han modtager som sædvanligt sin håndfuld katekuminer i missionsstuen og forbereder dem til dåben. Det vil sige, han forsøger at danne sig et indtryk af graden af deres uvidenhed, eller dumhed, i kristen forstand, og hvorvidt det overhovedet vil være forsvarligt at stile mod indvielsen ved dåben.

Igen savner han enken. Hun var kvik, hun kunne følge hans tanker selv når han begyndte at væve i det, hun kunne både forklare ham hvad han selv var ved at sige, og hvad hun til gengæld ville sige som modargument. Det plejede at irritere ham frygteligt, men nu savner han det altså. Hun havde også et godt kendskab til evangelierne og slog ubønhørligt ned hvis han refererede et skriftsted forkert.

Sådan her sagde magister Oxbøl, plejede hun at sige.

Glem nu din magister Oxbøl et øjeblik, sagde han. Det ville være bedst hvis du helt og holdent glemte alt hvad han lærte dig, og lod mig undervise dig. Så ville du forstå at Herrens kærlighed ikke behøver at være ligesom den gamle præsts.

Men når han hørte hende i artiklerne og forklaringen, kunne han altid høre et ekko af missionær Oxbøls stemme.

Han havde spurgt hende. Ønsker du det?

Hun kiggede uforstående på ham, med en komediants overdrivelse. Hun vidste udmærket hvad han mente.

Ønsker du at døbes? At vies til Jesus Kristus?

Jeg er en stakkels enke, sagde hun. Jeg vil hellere giftes med dig, Morten Falck. Ham den anden har været død i mange år, og hvis han ikke er død, er han for gammel til mig.

Han sukkede. Svar mig nu om du ønsker det.

Ja, jeg ønsker det.

Hvorfor?

For at de ikke skal dræbe mig.

De?

Hun gjorde et tavst kast med hovedet. Dem derovre.

Altså hendes husfæller. Han kendte godt hendes vanskelige situation. Uproduktive medlemmer af fælleshusene blev tit skaffet af vejen. Heldigvis for hende havde fangsten været god i vinter. Men hun levede på lånt tid. Hvis hun blev døbt, kom hun til at høre ind under dansk jurisdiktion, og så ville de ikke turde røre hende.

Hvis du er flink, vil jeg berede dig til dåben til foråret, sagde han. Men du må bestræbe dig på at gøre dig fortjent til det, ikke for min skyld, men for din egen. Døbes du med en alvorlig synd på samvittigheden, er du fortabt.

Præster, sagde hun foragteligt, I er som nysgerrige kællinger. I vil altid vide alting om én, inden I giver jeres syndsforladelse. Gud kender mig, jeg har fortalt ham det hele. Han forstår mig.

Dåben og beredelsen dertil er som et bad, forklarede han hende, du tvætter synderne af dig når du falder ned og angrer.

Det er måske derfor I danskere aldrig vasker jer med vand, sagde hun. Gamle missionær Oxbøls lem lugtede som en rådden laks, men han bluedes ikke ved at stikke det ind i mig af den grund.

Føj, sagde han. Ti stille! Det er din tunge der er som en rådden laks. Den slags snak vil jeg ikke have i missionsstuen.

Skal jeg gå ind i præstens kammer? sagde hun og smilede.

Gør det. Vent på mig derinde. Jeg vil give dig noget linned at vaske. Vi vil tale om disse ting senere, men uden den svinske snak.

Enken i hans lille stue som hun fyldte med duften af røg og urinbaljer og spilkogende gryder, en blandingsduft hvis enkelte bestanddele frastødte ham, men som i sin helhed trak ham rundt ved næsen. Hele hans længsel og begær lå i den duft, den hænger stadig i luften herinde, længe efter at hun er forsvundet.

På i hvert fald ét punkt var han tilbøjelig til at være enig med gamle Oxbøl: Han følte at det ud fra et teologisk synspunkt ville være forkert at døbe enken. Hun var en hedning fra inderst til yderst, sprællevende og gennemtrukket af hedningenes glade og sorgløse syndefuldhed. Det var først når man talte kristendom med hende at hun blev umulig og vrangvillig. De kristne fraser var noget hun kunne tage på som en dragt, som følge af sin medfødte kløgt, men han var ikke i tvivl om at hun tog dem af igen lige så snart hun var tilbage i fælleshuset. Men måske, tænker han og er igen i tvivl, kunne frelsen opnås gradvist, som en eftervirkning af dåben, i stedet for omvendt. Måske kunne hun have lært at elske Jesus, måske kunne hun have lært at elske mig, ligesom jeg muligvis elskede hende. Nu er det for sent at finde ud af det. Jeg har svigtet hende, jeg har tabt en sjæl på gulvet.

Måske ser han hende aldrig igen.

Han vågner lidt op ad formiddagen på kongens fødselsdag. Den er kommet snigende, iskold og mørk, med daggryet skummende på horisonten. Det blæser lidt, man kan se hvirvler af sne danse ude på isen og jage hen over øerne. Hen imod middagstid kommer solen med et øredøvende orkester af kolde farver, så brænder den ud som en svovlstik, og dagslyset er slut.

I mellemtiden har der været et febrilsk renderi frem og tilbage i kolonien, flaget er røget til tops, koloniklokken har klemtet, der har været en halvkvalt skåltale for kongen, fremført af en uniformsklædt købmand på pladsen foran hans hus og bivånet af hans frysende kone, det danske mandskab og en håndfuld indfødte der kommer for at få deres bæger brændevin, den lille kanon hoster en femdobbelt salut, tømreren trutter en fanfare, folkene bjæffer et flerfoldigt hurra mens købmanden svinger med sablen, så skynder de sig indendørs, flaget stryges, det er mørkt.

Inden han skal til middag hos købmanden, vasker Falck sig fra top til tå. Det foregår i spækhuset, det eneste sted i kolonien, bortset fra kolonihuset, hvor gruekedlen altid er i kog, og hvor det er varmt nok til den slags udskejelser. Koen står opstaldet i spækhuset om vinteren. Han går hen til båsen og hilser på hende. Hun gnubber mulen mod hans frakke, skubber til ham, og han siger, hvad vil du, Roselil? Hvis du ikke siger det, kan jeg jo ikke give dig det. Så ler han og tager beskøjten frem fra lommen og giver hende den. Hun knaser den mellem tænderne, gumler lidt, slikker sig om munden og ser forventningsfuldt på ham. Jeg ser at smeden har forkælet dig, siger han.

Så tager han tøjet af. Han graver ned i sæbetønden og smører sig ind, og tømreren, der også vil være ren i dagens anledning, hælder spandevis med varmt vand over ham mens han gnubber sig så blodet strømmer til huden der bliver lyserød og nopret. Sæben er kogt på sælspæk, den imprægnerer ham med den samme bitre lugt som slår imod ham når han kravler ind i fælleshusene, den samme lugt der steg op fra enkens varme skindtøj.

Nøgen og dampende bytter han plads med tømreren, der er høj og ranglet og altid går foroverbøjet på grund af sin kranke ryg. Han fylder læderspanden og hælder den over tømreren der stønner af velvære og begynder at skrubbe sig hektisk med sæben. Bagefter skrubber de gulvet, så går de op på tørreloftet hvor deres tøj hænger.

Det er godt med et bad, siger tømreren. Man burde gøre det noget oftere.

Falck giver ham ret.

Han ifører sig sin nyvaskede og -strøgne kjole, halvparykken der har hængt ude i frostvejr i en uge og burde være fri for luseæg, og kraven som han selv har vasket og stivet og bøjet i smukke bølger med kravejernet. Det er Sofie, Bertels kone, der tager sig af hans tøjvask for tiden, hun er enkens afløser. Han betaler hende for meget, et udslag af den uudgrundelige og kroniske skyld han føler over for Bertel, og han ved at de foragter ham for det. Tøjvasken foregår her i spækhuset hvor gruekedlen befinder sig, og hvor der er et tørreloft. Hans tøj er imprægneret med en ram lugt af tran og en let klæbrighed, men de samme gener må hele mandskabet leve med, inklusive købmanden og hans kone, så det generer ham ikke.

Engang så jeg en sømand der havde en fugl i et bur, siger tømreren. Gad vide om magisteren der har læst så meget, ved hvilken fugl det kan have været?

En papegøje? siger Falck. Mange søfolk bringer dem med fra kolonierne for at sælge dem derhjemme.

Nej, ikke en papegøje, en lille fugl, grønne og blå fjer, knaldgult næb.

En kanariefugl, siger Falck.

Jeg kan ikke glemme dens sang, så smuk og sørgmodig. Den havde haft en mage, men den havde ikke overlevet sørejsen. Nu var den alene.

Hvor sørgeligt.

Nå, men også denne fugl døde. Den kunne ikke tåle klimaet. Og det var så den historie.

Noget i tømrerens tonefald får Falck til at kigge på ham. At fuglen døde, burde ikke have overrasket dens ejer. Forsøger du at fortælle mig noget, Møller?

Nogle gange tænker jeg at madammen er ligesom den kanariefugl. Købmanden har lukket hende inde i et bur. Han er nok bange for at hun skal flyve væk.

Madam Kragstedt flyver ingen vegne.

Næh, siger tømreren. Købmanden passer på hende. Han vil ikke have at der sker hende noget.

Hvad skulle der ske?

Folkene ved godt hvad der skete for nogle år siden da købmanden var af sted.

Du skal ikke bagtale din næste, siger Falck.

Nej, jeg siger det bare, så præsten kan erfare det.

Det er over to år siden det skete, siger Falck. Hvis du vidste noget, burde du have sagt det noget før. Hvad mere ved du om den sag, Møller?

Der blev faret ilde frem mod vores madmor. Hun var som et spøgelse at se til i lange tider. Præsten var selv af sted dengang, her var kun mig og smeden og bødkeren og forvalteren.

Ved du hvem der gjorde dette mod madammen?

Tømreren undgår hans blik. Ingen ved det med sikkerhed. Men bødkeren og jeg talte om det.

Falck ser lige på ham. Det går op for ham at han ikke har lyst til at høre mere.

Ikke mit ord igen, siger tømreren, men magister Falck skulle måske tage en snak med smeden.

Har du talt med nogen om dette, Møller?

Ja, med bødkeren.

Ikke med andre?

Og med Jer, magister Falck.

Ja, ja, vrisser han. Det er ikke det jeg mener.

Ikke andre, hr. magister. Efter bødkerens mening burde smeden lægges i lænker.

Bødkeren er død, han har selv et mellemværende med Herren. Smedens salighed og frelse er ikke din sag, Møller. Tal ikke til nogen om dette, hører du?

Nej, nej, siger tømreren, det er da meget muligt at det ikke er min sag, og jeg skal da nok tage det med mig i graven. Men nu har jeg altså sagt mit, ingen kan komme og sige noget andet. Nu ligger det på Jer, magister Falck.

Da de åbner døren, kan de se at dampen inde fra spækhuset fryser til is idet den rammer den kolde luft, og drysser til jorden som sne.

Ved købmandens bord bliver der talt om sygdom og hvordan man holder sig rask under en udstationering.

Sundhed, siger købmanden, er jo som regel undladelsens kunst. Det er snarere et spørgsmål om hvad man ikke gør, end hvad man gør. Vil du ikke give mig ret, hr. Falck?

Han tygger af munden, nipper til vinglasset. Bestemt, købmand.

Jeg undlader for eksempel så vidt muligt at opholde mig udendørs i kulden, siger Kragstedt, altså slipper jeg for at blive forkølet. Jeg undlader at hengive mig til druk og hor, og dermed bliver jeg ikke ramt af de sjælens og legemets dårligdomme der er forbundet hermed.

Nå, ironi altså, tænker Falck. Eller ren afstumpethed. Han koncentrerer sig om maden.

Er du ikke enig med mig, kære? siger Kragstedt henvendt til sin kone. Hun siger et eller andet med sprød stemme som Falck ikke hører.

Hårdt arbejde, siger smeden, det er nu den bedste kur mod alverdens sygdomme. Så sveder man giften ud.

I Tyskland har man nu fundet en ungdomseliksir, siger forvalteren. Der står en lang opsats om det i mit tidsskrift. Det er en slags antidot mod alderens skavanker.

Den må vi bestille en tønde af, siger købmanden. Der lyder spredt latter rundt om bordet.

Man er ved at afprøve midlet på mus, siger forvalteren. Deres korte livsspand gør dem egnede som forsøgsdyr.

Hæsligt, mumler købmanden. Magister Falck, hvad mener du om dette? Har alle Herrens skabninger ikke ret til at man viser dem respekt, og ikke udsætter dem for unødig lidelse?

Nå, hvad, det jo bare nogle mus, siger kokken. Dem er der nok af derhjemme. Jeg tror ikke Herren kommer til at savne dem, hvis der mangler et par.

Det skal du ikke sige, Detlef, siger smeden. Mus er på mange måder bedre end os mennesker. Jeg holder meget af mus.

Tænker du nu på den samme slags mus som os, Niels? siger kokken og stopper et stykke kød i munden. Et par af gæsterne fniser. Så bliver der skramlet med bestik. Falck lægger mærke til at madam Kragstedt sidder stiv som en støtte.

Vi spiser dog dyr, siger Falck. Hvis disse forsøg kan hjælpe mennesket til at leve længere, tjener de vist både et godt formål og er endog til Herrens pris.

Men er vores år ikke ifølge kirken allerede fastlagt af Herren? vil købmanden vide.

Nej, det er de ikke. Det er gammel tyrkertro. Herren har givet os den fri vilje. Vores handlinger i forening med vores medfødte konstitution bestemmer hvor længe vi lever, og hvor sunde vi er.

Og dermed er vi tilbage ved udgangspunktet, siger Kragstedt tilfreds.

Madam Kragstedt er begyndt at trække vejret igen, kan Falck se. Hun sender ham et blik og smiler forsigtigt. Hun rækker ham vinflasken, og han holder glasset op og lader hende fylde det.

Skål, Morten Falck.

Skål, madame Kragstedt. På din sundhed.

Hendes ansigt blusser lidt. Har hun drukket? tænker han. Var det hende mandens bemærkning var rettet mod, og ikke mig? Hun er kommet til at se ældre ud. Små puder af fedt har sat sig ved øjnene, hagen er blevet mere spids, munden ser lidt svampet ud, huden er en smule grumset.

Ja, skål for Hans Kongelige Majestæt, siger Kragstedt. De rejser sig alle op og løfter glassene. Må han leve længe, med eller uden eliksir.

Hvis han da er levende endnu, siger smeden da de har sat sig ned igen. Det kan man jo aldrig vide.

I modsat fald, så lad vores skål gælde for hans udmærkede søn, kronprinsen, siger købmanden.

Man siger at kongen ikke er helt rigtig i hovedet, siger tømreren.

Gal som en hattemager, siger betjent Bjerg der har været tavs indtil nu. Men sønnen er vist god nok, og heldigvis er det ham der regerer landet.

Gale, det har de alle været siden Christian Firtals tider, siger smeden, ligesom alle de andre fine herrer der promenerer i parkerne, og ellers sidder med hænderne i skødet. Hvis de ikke tager sig i agt, så bliver de kørt over ende af folket, ligesom hos de franske, og så ender de i hullet, både grever og baroner.

Så, så, siger købmanden, nu ikke mere af den snak, ikke i dag hvor vi fejrer vores kære, om end tossede, konge. Jeg vil også gerne have lov til at udbringe en skål for min kone.

De rejser sig skramlende og udbringer et leve, mens madam Kragstedt sidder og ser ud som om hun forsøger at rive sin serviet i laser.

Da Falck går, kommer købmanden hen og lægger en hånd på hans skulder.

Tak fordi du kom, hr. Falck.

Det er mig der siger tak, siger han lidt overvældet.

Lad os lægge fortiden bag os, hvad synes du? Jeg vil gerne bede dig om tilgivelse for de vanskeligheder jeg måtte have forvoldt dig.

Vi har begge begået fejl, siger han stammende. Alvorlige fejl. Det er mig der beder om tilgivelse, gode Kragstedt.

De bliver stående lidt i entreen. Købmandens tunge hånd føles varm mod skulderen.

Da han kommer hjem fra middagen, er det for længst blevet mørkt. Enken ligger i hans alkove, han kan se konturen af hendes svungne hofte under tæppet. Han sukker og sætter sig med Christiania-Kureren, tænder lampen. Enken skramler med potter og pander ude i køkkenet. Gå nu væk, tænker han træt.

Han trækker skuffen ud og finder de skitser frem han har tegnet af hende efter erindringen. De fleste af dem er studier af hendes ansigt, et forsøg på at indkredse hende med så få streger som muligt. Der er også nogle detaljerede nøgenstudier, tegnet langsomt og med følelse. I virkeligheden har han aldrig set hende nøgen. Det han har tegnet, er det han ønskede at se, en vild kvinde som han har indfanget, og forsøgt at tæmme. Skitserne er ikke særlig gode. Han er begyndt at ryste på hænderne, hans streg er ikke så sikker som den har været. Han river arkene i stykker og smider dem i kulspanden hvor de blusser op, og krøller sig sammen. Nu er hun væk. Nu er der flasken og Christiania-Kureren.

Men flasken er ved at være tom. Der er ikke nok til en aften i festligt lag med sig selv. Han bliver nødt til enten at hente forsyninger eller gå tidligt til ro. Han tager tøjet af og kryber ind under rensdyrskindet.

Men han er for vred til at sove. Vred på hvem? Han ved det ikke, enken måske, eller købmanden, eller sig selv.

Han springer ud af alkoven igen, hopper rundt på ét ben og får strømper og støvler på. Så er han udenfor. Brandvagtens lygte er ingen steder at se, og der er ingen mennesker i sigte. De må være dykket godt ned i købmandens punchbowle efter at han gik, og ligger nok og sover. Heller ikke i vinduerne hos købmanden er der lys. Over ham løber en fosforescerende flod, et S på himlen, grønligt iriserende, blåt, hvidt, himmelhvælvet bugter sig, slår med halen, som om det er blevet ustabilt og er ved at blive suget ud gennem et hul, drukner i sin egen malstrøm af galakser der ekspanderer ukontrolleret og opløser sig i lange, blafrende bånd, helt tavst. Han har aldrig set det så kraftigt. Sneen suger lyset til sig, han er oplyst både nedefra og oppefra, en figur i en laterna magica. Han skynder sig for ikke at blive opdaget.

Han kender vejen, han kunne gå den i blinde, hen til hønsestigen, op til lugen, puster sin varme spritånde ind i låsen. Så står han der igen, i det lange loftsrum over købmandsboligen. Han bliver rolig. Han lukker lugen i og får ild på lampen. Han stiller den på en tønde, så lytter han lidt. Men der er ikke en lyd at høre nede fra købmandens.

Han kniber øjnene sammen mod de lange skygger der duver søsygt hen over plankerne, indsnuser duften af fadebur og tjærede tømmerstokke. Fem svære øltønder står under skråvæggene, tre mindre brændevinsankre foran dem, desuden tønder med korn og gryn stablet i pyramider, baller med klæbrig humle og shagtobak der dufter intenst sødt og krydret. Et par skinker og en lammekølle hænger i deres hørposer fra en loftsbjælke. Den ramme lugt af salt fedtrandet kød får hans tænder til at løbe i vand og maven til at knurre ildevarslende. Han tager et prøvende skridt hen over gulvplankerne. Han befinder sig lige over sovekammeret. Et enkelt lille knirk fra en løs planke kan vække købmanden eller madammen. Men huset er solidt. Han hører knap nok sine egne skridt.

Han åbner en af tønderne, stikker fingeren derned og smager. Føj, det var ikke brændevin, men krudt! Han er kommet til at spilde lidt af det på gulvet. Han sparker lidt til det for at det kan fordele sig så man ikke opdager det. Loftet er fuldt af tønder og kasser som han genkender fra Der Frühling. Han må have en dram til at gøre hånden rolig og hovedet klart.

Han rumsterer lidt omkring, hjemmevant på en skødesløs måde, han nynner lidt da han vipper låget af et anker, og konstaterer at denne gang er det en god krydret brændevin. Han kan lige så godt blive siddende og drikke lidt, det vil spare plads i den medbragte flaske. Han finder kruset på dets krog og sænker det ned i tønden, drikker nogle mundfulde, tænker på jomfru Schultz, på den tvekønnede, på enken, på madam Kragstedt der ligger og snorker nogle få alen under ham, på Roselil, malkepigen derhjemme i stalden, hvordan hun kiggede skråt bagud på ham og grinede med en krøllet overlæbe så han kunne se hendes røde gummer, og så sprøjtede hun en mælkestråle på ham, og han fangede den med munden, eller den ramte ham i hovedet, og hun lo hæst over det fornærmede ansigt han satte op. Han skænker i kruset igen, glemmer hvor han er, sidder og ser frem for sig i halvmørket.

Så stivner han. Nogen taler sammen, han hører skridt, en dør der knirker. En stemme bevæger sig under ham. Madam Kragstedt. Han dukker sig instinktivt, sidder på spring, klar til at puste lyset ud og gemme sig bag en tønde, hvis der kommer nogen op på loftet. Købmandens stemme svarer. Han bliver roligere. De lyder ikke alarmerede. En dør knirker og slår i. Det må være madammen der er gået ud på aftrædelsen. Han mærker den gode brændevin fyre op under sit blod, han forestiller sig lidt opstemt madammens sammenbukkede krop på retiraden skråt under ham, hoserne nede om anklerne, særken trukket op, urinen sprøjtende.

Så kommer han til sig selv. Han fryser. Det er på tide at fylde flasken og komme hjem.

Gad vide hvad købmanden vil med alle de brændevinsankre. Det er rent ud sagt en synd, grådighedens dødssynd, at samle sig så meget forråd uden at dele det med andre, han burde tage købmanden i skole og irettesætte ham, svirpe ham lidt med nogle bibelcitater. Vreden kommer tilbage, han føler sig personligt krænket over at være nødt til at gå herop for at skaffe sig nok til at klare sig gennem vinteren. Nu vil han tage godt med forsyninger med, så han slipper for at gøre turen i tide og utide.

Ankeret er tungt og uhåndterligt, han forsøger at lempe det op på skulderen, men det støder mod loftet, og han må bære det i armene. Samtidig skal han holde lampen samt den skinke han har løftet af en krog. Han raver lidt rundt, ude af balance. Tønden skvulper, skinken dasker mod hoften, han tager et par skridt til siden, en planke knirker. De kan umuligt undgå at høre ham nedenunder. Forsigtigt og let krumbøjet går han hen mod lugen. Lampen svinger uregerligt i sin bøjle, den slår mod skinken, og han forsøger at manøvrere bøjlen ind over håndleddet så han kan bære den i albuebøjningen. Men den smutter for ham og falder på gulvet. Han kan høre det distinkte smæld af knust glas, så ser han at ilden er sluppet ud af sit kammer, den får fat i krudtstøvet som han har sparket ud over gulvet, og hvoraf noget sidder fast på hans støvler. Han danser rundt for at trampe ilden af sig, men det får den kun til at brede sig. Han står stille, med brændevinsankeret i armene, og forsøger at tænke klart. Men ilden løber som spildt vand ud over bræddegulvet, som en blålig brådsø, krudtet flammer op og sprutter, og nu hører han stemmer nedenunder, så udenfor, han genkender købmandens hæse stemme der brøler alarm, derefter smeden som har gået sin sædvanlige brandvagtsrunde, og han skynder sig hen til lugen, stadig med brændevinsankeret i favnen.

Jørgen? hører han under sig, Jørgen! Det er madammen, hun lyder så fortabt, så ensom og hjælpeløs som en fanget fugl.

Kragstedt råber et eller andet tilbage. Gå tilbage i seng, hvilket måske ikke er noget særlig godt råd, tænker Falck mens han forsøger at danse sig fri af ilden.

Bøssen! hører han Kragstedt råbe, kom med bøssen, så skal jeg give de elendige tyveknægte en forskrækkelse! Han hører løbende skridt og flere stemmer.

Så er det gabestok og lænker, tænker Falck og danser nærmere lugen. Bag ham har ilden bredt sig, den slikker op ad nogle af tønderne og stokværket, den strækker sig mod skinkerne i loftet, og han fryser ikke mere. Orange ildtunger, blå glimt, røde stikflammer, jeg kender dig, tænker han, det var dig den tvekønnede advarede mig imod.

Nedenunder kalder madammen igen. Jørgen, jeg lugter røg!

Ja, røg, det tror da fanden, tænker han, hele loftet er fuldt af det, jeg selv er ved at kvæles. Men nu er han nået hen til lugen, og han åbner den, alt for sent, opdager han, for købmanden og hans mænd er på vej op ad stigen med ladte bøsser og rasende øjne.

Hvem der? råber købmanden. Holdt, i kongens navn!

Hvilket er lettere sagt end gjort når ens støvler brænder, og røven er varm som en stegepande. Han mærker hvordan der bliver suget frisk luft ind i loftstrummet, som om loftet trækker vejret dybt ind, og han ser hvordan det får ilden til at blusse op bag ham, og han får øje på tømreren, afholdsmanden, den eneste ædru mand i kolonien, på nær de indfødte, han møder hans blik, der er et halvt sekunds genkendelse, måske fulgt af et kvart sekunds undren, så kaster tømreren hånden afværgende op for øjnene ved synet af ilden og røgen, og Falck skal til at sige noget, undskyld, ville sikkert være passende, men idet han bukker sig ned for at svinge sig ud gennem lugen, stiger det atmosfæriske tryk i loftskammeret, der nu er et krudtkammer, og han mærker et skub i ryggen, lugen er kanonløbet, han er kardæsken, og da taget blæser af kolonihuset, flyver han op over de sneklædte, nordlysblafrende bakker, han flyver ind i sit eget sind, løsrevet fra sin flyvende krop, en kanonkonge og hans brændevinstønde, og han blæser ud i vinternatten og forsvinder fra sin egen bevidsthed.

Han ligger trygt i en køje da han vågner, nøgen, men pakket ind i skind. Loftet er lavt, han ville støde hovedet mod det hvis han rejste sig op, hvilket han overhovedet ikke har nogen intention om. Et lys brænder jævnt, her er varmt. Kammeret er propert, men lille, det er et hyggeligt krybind. Det eneste der er i vejen, er at det hælder stærkt til den ene side.

Nu forstår han. Han er tilbage i kahytten på Der Frühling. Hans sørejse er ikke slut, han er ikke nået frem endnu, han har drømt fire års mareridt. Eller er han på vej hjem? Og hvorfor hælder kahytten sådan, er skibet ved at gå ned?

Enken bøjer sig over ham.

Vågen?

Han bevæger munden. Han ved ikke om der kommer noget ud.

Hun støtter hans hoved og giver ham lidt vand. Det er det stærkeste vand han nogensinde har smagt. Han hoster. Enken griner.

Spyt det bare ud. Der er rigeligt af det. En hel tønde.

Gå nu væk, hvisker han. Du er jo ikke virkelig.

Gå selv væk, præst, hvis du kan. Det er mit kammer.

Han sover. Da han vågner, er hun væk. Jeg vidste jo du ikke var virkelig, tænker han. Sikke en lettelse.

Det går op for ham hvor han er. Taasinge Slot, det havarerede skib. Det må være kaptajnslugaret. Han må have slæbt sig herned, halvt bevidstløs. Han husker loftet, det brændende krudt, mændenes støvler på trappen. Mørket. Nordlyset. Og så et nyt og dybere mørke der burde have været døden fulgt af en af skærsildens nederste cirkler, men åbenbart ikke var det.

Det bliver mørkt bag øjenlågene. Han åbner øjnene. Det er stadig mørkt. Han famler efter tællelyset, men opnår kun at rage nogle ting ned på dørken. Han falder tilbage i køjen. I virkeligheden ligger han halvvejs op ad væggen fordi kahytten hælder så stærkt.

Så er enken der igen. Hun sidder op ad skottet og skærer lunser af en skinke som hun stopper i munden. Han stønner. Hvornår holder dette mareridt op?

Sovet godt? Der er både smil og sarkasme i den stemme. En overraskende nuanceret drøm.

God skinke, siger enken. Men præsten kan vel ikke tygge den med de elendige tandstumper han holder sig. Her. Hun tager en klump ud af munden og propper den ind i hans mund. Han klemmer den mod ganen og sutter på den. Den er salt og smager af købmandens loft.

Enken tager ydertøjet af. Så kryber hun ned til ham i køjen, gysende af kulde.

Varm mig.

Det er dig, siger han.

Jeg bor her, siger hun. Jeg har boet her i lang tid.

Hvordan har du kunnet klare dig?

Min bror sørger for mig.

Jeg vidste ikke du havde en bror?

Det vidste jeg heller ikke. Vi har lige fundet ud af det.

Javel.

Senere rejser vi to, siger hun.

Vi? Hvor vil du have vi skal rejse hen?

Til Habakuk og Maria Magdalene. De venter på dig.

Jeg må blive på min post, siger han. Jeg har ikke afsluttet min gerning.

Du har gjort nok, siger hun. Kolonihuset er brændt ned. Tømreren er død. Madammen er blevet tosset. Hvad er det du synes du mangler at udrette?

Han siger ikke noget i lang tid. Han lader meddelelsen synke til bunds.

Ved de hvem det var der forårsagede ilden?

Jeg ved det, siger hun.

Da han bliver mere klar i hovedet, fortæller hun ham hvad der skete. Alt hvad der kunne krybe og gå i kolonien, deltog i slukningen af kolonihuset. Hun så det forkullede lig af tømreren, rygende varmt, der smeltede en fordybning i sneen. Betjent Bjerg fik nogle slemme forbrændinger, men klarede sig. Hun så ham komme styrtende ud af mandskabskammeret, forfulgt af en bølgende hale af ild. Smeden var uskadt, han så ud til at være i sit rette element. Han pirkede til liget af tømreren og sagde, så godt som stegt!

Og madam Kragstedt, sagde Falck, hvordan gik det med hende?

Købmanden løb frem og tilbage foran det brændende hus, fortæller enken. Han råbte på sin kone, men alle regnede med at hun var omkommet. Huset var overtændt. Ingen kunne komme i nærheden af det på grund af varmen. Bjælker faldt ned, vinduerne slog revner med høje smæld. Hver gang et brændevinsanker fængede, lød der en susende lyd fulgt af et drøn der fik folk til at dukke sig. Købmanden stod med hænderne ned langs siden og gloede op på huset. Smeden sagde noget om indbrud på loftet. Efter hans mening var det nogle indfødte der havde været på rov.

Falck siger ikke noget.

Så var der nogen der skreg. Først troede enken det var ilden. Det lød i hvert fald ikke som et menneske. Men så hørte hun det igen, og alle vendte sig om og kiggede i den samme retning. Det var et mærkeligt syn, siger enken. Oppe fra skrænten bag ved kolonihuset kom en skikkelse svævende hen over sneen. Den dukkede op i skæret fra ilden, hvirvlede ligesom rundt om sig selv som en kæmpestor sodflage, men så kunne hun se at skikkelsen baksede, og så skreg den igen, hæst som en ravn. Den søgte hen mod huset, som om den ville derind, og så kunne folk se hvem det var, og de råbte til hende, og smeden løb hen og tog fat i hende og slæbte hende væk og væltede hende omkuld. Jeg knælede ned ved siden af hende, siger enken, men jeg kunne ikke få mig til at røre ved hende, for hun stank afskyeligt, og hun var smurt ind i noget slimet stads fra øverst til nederst, og så forstod jeg jo hvad der var sket.

Madammen sad på dasset da huset eksploderede, siger Falck og genkalder sig hendes skridt under sig mens han stod på loftet. Hun var smurt ind i ekskrementer.

Hun sad derude og læste, siger enken. Det plejede hun også at gøre da jeg arbejdede hos hende, nogle gange i timevis. Så det var jo heldigt for hende at hun var sådan en læsehest. Men hun så nu ikke særlig glad ud.

Hvad var det for en bog? spørger Falck.

Han må have fået en alvorlig hjernerystelse, han er svimmel og har hovedpine og en fornemmelse af at alting foregår i forskudte planer. Han lider af den form for sindsforvirring hvor man ikke selv, men ens omgivelser taler i vildelse. Ellers fejler han ikke noget. Han finder brændevinsankeret, det har hun også slæbt herover. Han drikker lidt. Han byder enken et glas. Hun drikker.

Jeg vidste du ville blive glad for brændevinstønden, siger hun. Den var tung at slæbe, jeg var lige ved at opgive.

Det var pænt af dig, siger han.

I en snor fra loftet hænger spæklampen, tørvevægen brænder ujævnt, hun er hele tiden over den og retter på den med vægepinden. Om aftenen serverer hun kogt opblødt stokfisk for ham, og han spiser den glubsk. Hun sludrer løs, men han forstår ikke et ord af det.

Dette er altså det nye hjem Herren har beredt mig, tænker han. Tak, Herre.

Han er ikke klar over om han har drømt det med madam Kragstedt og ildebranden, så han spørger enken, og hun fortæller igen om madammen, hvordan hun kom svævende ned fra skrænten som en engel indsmurt i skarn fra tønden.

Hvor frygteligt, siger han.

Men han synes ikke det er frygteligt. Han synes bare det er banalt og kedsommeligt.

Alle spørger efter dig, siger enken. Du bliver nok nødt til at tage tilbage til kolonien, ellers finder de ud af hvad der er sket. Madam Kragstedt er tosset i hovedet, hun går rundt nede i pakhuset hvor hun og købmanden bor mens det nye kolonihus bliver opført, og søger efter sine ting. Min bror vil også have dig tilbage. Hans søn er syg. Måske kan du hjælpe.

Din bror, siger Falck. Har jeg hilst på din bror?

Du kan hilse på ham senere i dag, siger hun. Han kommer herned for at hente dig.

Kaptajnslugaret på Taasinge Slot er varmt. I gluggerne hælder horisonten søsygt, halvdelen af plankerne er brudt op og hullerne stoppet til med forhåndenværende materialer. Jeg har det hyggeligt her, protesterer han. Jeg vil blive her resten af mine dage.

Enken smiler og ryster på hovedet.

Det her er mit hjem, siger hun. Dit hjem er i kolonien.

Jeg syntes du sagde du ville tage mig med til Evighedsfjorden?

Det vil jeg også. Men tiden er ikke inde endnu.

Døren går op. En mand kommer ind i den hældende kahyt. Han stiller sig med den ene støvle på dørken, den anden op ad skottet.

Magister Falck.

Falck sætter sig op i køjen og glor på ham.

Bertel? Er det dig?

Ja, det er mig. Og her er du, præst. Her har I det jo hyggeligt.

Enken går hen og kysser ham.

Magister Falck, siger Bertel igen, alle spørger efter dig. Jeg ved ikke hvorfor du har slået dig ned her, og jeg vil heller ikke vide det, men jeg tror det er bedst hvis du kommer hjem.

Han kommer op at sidde, han støtter sig på stive arme og kigger fra den ene til den anden. Sig mig, kender I to hinanden?

Jeg fortalte dig jo at jeg havde fundet ud af at jeg havde en bror, siger enken.

 

8. bud

Spørgsmål og svar

(1791)

Det ottende Bud, saaledes som en Husfader letfatteligt skal lære sin Husstand det:

„Du maa icke vidne falsk imod din Næste.“

Det vil siige: Vi skal frygte og elske Gud, saa vi icke lyver vor Næste noget paa, icke forraader ham, bagtaler ham eller bringer ham i Vanrye, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste Meening.

Bertel bestemmer sig for at at prøve fiskelykken mens der stadig er is på fjorden. Han tager sit grej frem, liner, kroge, istuk. Udenfor, oppe på hustaget, har han nogle stivfrosne sælluffer liggende. Dem skærer han i strimler og sætter på krogene til madding.

Drengen vil gerne med.

Du er ikke rask endnu, siger Bertel. Lov mig at du bliver i din seng. Til foråret skal vi tage ud, så skal jeg lære dig at skyde med bøssen.

Hvorfor ikke i dag? Jeg tager en masse tøj på, så fryser jeg ikke. Der er en anklagende tone i drengens stemme, som om det er hans, farens, skyld at han skal holde sengen hele vinteren.

Han er i dårligt humør da han begiver sig ud over isen, men den friske luft blæser hans hjerne ren og gør ham hurtigt glad. På fødderne har han spændt skiene der er betrukket med sælskind hvis hår vender sådan at de forhindrer ham i at glide bagud. Han skyder en god fart, runder næsset hvor det havarerede skib Taasinge Slot ligger, og kommer ind i bugten hvor der nogle gange går havkatte ind på lavt vand. Solen får fjeldvæggen til at lyse op som en fakkel. Han vælger et sted hvor han ved der er strøm, og dermed ikke så tyk is, og går i gang med at hakke sig ned til vandet med istukken. Den grødis der samler sig i hullet, skovler han op i sin spølkum, han overskyller kanten af hullet med vand, indtil den danner en hård og ren vold af is. Da hullet er omkring en alen i bredden, smider han linen med krogene i. Et bundt søm fra Handelen gør det ud for lod. Linen løber ud mellem hans fingre. Så mærker han bunden. Han trækker linen et par alen op, så står han og rykker i den, med ryggen vendt mod blæsten og skindhuen trukket ned i nakken.

En ravn svæver i ottetaller frem og tilbage langs fjeldvæggen, den hviler på vingerne, drejer ubesværet, skælder lidt ud med sin grove stemme og holder øje med ham. Han smiler. Han tager sig i at bede til den, ravnens ånd, om fiskeheld, en hedenskab han ikke burde tillade sig, selv ikke i hemmelighed. Han beder et fadervor for at gøre det godt igen, tilføjer så, giv mig en stor fisk, store ravn, så skal jeg lade indvoldene ligge til dig.

Lidt efter rykker det sløvt og tungt i linen. Han kan godt mærke hvilken slags fisk det er, hver fiskeart har sin egen måde at hugge på, nogle kæmper slet ikke, andre, især de små, spræller som rasende. Den her rykker nogle gange, så resignerer den og bliver til dødvægt. Han hiver den op uden problemer, lykkelig. En havkat!

Den er halvstor, godt og vel en armslængde, måske ti pund, hovedet er stort og knudret, øjnene glor dorsk ind i døden. Siden han var dreng, og hans onkel fortalte at hvis de får fat, giver de ikke slip før de mærker at knoglen bliver knust, har han været bange for havkattens stærke kæber og knivskarpe tænder. Hurtigt jager han kniven i hovedet på den og ser den sure kæft stivne. Han laver et langt snit i bugen på den og lader lever, mave og tarme spilde ud på sneen som lovet. Så fastgør han linen til underkæben og trækker af sted med den hen over isen, råber takanna! – så er der serveret – over skulderen og ser ravnen cirkle lavere og slå ned.

En god ting, tænker han, at holde sig på god fod med ravnen. Han skynder sig at bede endnu et fadervor.

Hjemme hænger han fisken op i dørslaget. Han vil koge den senere. Hans tænder løber i vand ved tanken om det tykke fedtlag under skindet, hvordan fedtet brister mellem tænderne og løber ud i munden.

Drengen ligger med sin bog slået op, i påfaldende grad i samme stilling som da han gik.

Du har vel ikke været oppe?

Hm-hm.

Stædig. Forsvarsberedt.

Har du været ude, dreng?

Tavshed.

Han er bange for at blive afsløret, men han vil også have at jeg skal vide at han kan trodse mig, tænker Bertel.

Han går hen og trækker dynen af drengen. Han er fuldt påklædt, sengetøjet er vådt af smeltet sne. Drengen griner trodsigt. Han stirrer på sin bog.

Du har været ude for at se dem lægge tag på det nye kolonihus, siger han og tager fat om drengens hage, drejer den så han er nødt til at kigge på faren. Så stryger han drengen over håret. Var det spændende?

De skød med kanonen, siger drengen. Tre gange.

Ja, jeg hørte godt der blev saluteret. Ramte de noget?

Drengen griner. De griner sammen. Så viser Bertel ham havkatten, og de hjælpes ad med at tilberede den. For første gang i lang tid spiser drengen en god portion.

Alt bliver godt igen, tænker Bertel.

Spørgsmål: Hvorledes kan verden inddeles?

Svar: I åndeverdenen og den korporlige legemsverden.

Forår, lys, fornyet håb. Men også tøvejr, våde gulve, soppende strømper, dryppende lofter, kolde fødder og hosten. Drengen har feber, han ligger og stirrer med blanke øjne op i loftet. Bertel lægger efter den hjemvendte Falcks anvisning kolde omslag på hans pande og varme omslag på hans bryst. Han stoler ikke helt på at det er hensigtsmæssigt at gøre to så modstridende ting, men han tør ikke lade være. Han ved at præsten har gået i lære som fysikus, han taler tit om de medicinske forelæsninger og hvordan han kun fulgte den teologiske bane af hensyn til sin gamle far. Bertel er nødt til at regne med at han ved hvad han taler om.

Hvordan har du det? spørger han drengen.

Godt.

Mærkeligt nok gør netop det svar ham endnu mere ængstelig.

Han får Falck til at komme og kigge på drengen igen. Præsten ser ikke just selv rask ud. Bortset fra hans dårlige øje der ligner fiskekød, hvidligt og mat med et netværk af sprængte blodårer, ser han noget blegnæbbet ud og har fået en vane med at lægge hovedet på skrå, som om han lytter efter noget. Han taler meget om sin ko. Hun er den eneste anstændige person, siger han, i hele kolonien, det er vel derfor hun får lov til at beholde sit gode helbred. Kokken har lagt sig igen, denne gang endegyldigt. Han har højst nogle uger tilbage efter præstens mening. Kragstedts er flyttet ind i det nye kolonihus, men madammen går og søger efter sine gamle ejendele og kan ikke forstå at de er gået til i ildebranden, hun taler i rivende strømme af volapyk, og købmanden sidder og ruger i en stol vendt ind mod væggen. Hammer er flyttet ned i sin smedje permanent, han arbejder ved ambolten både nat og dag, men ingen ved hvad det er han smeder, muligvis heller ikke han selv. Betjent Bjerg er tilsyneladende blevet rask oven på sin forbrænding, men har fået sværmeriske tilbøjeligheder og taler om at rejse ind i fjorden og slå sig ned hos profeterne. Hvilket jo næppe ville være sundt for ham.

Selv jeg, siger Falck og hoster, som jo altid har anset mig selv for at være et oplyst og rationelt tænkende menneske, har haft visse, øh, oplevelser.

Hvad for nogle oplevelser? spørger Bertel.

Du har intet hørt eller set? siger Falck. Basunstød? Salmesang? Mennesker der, øh, ikke burde være der.

Jeg har nok at gøre med de jordiske ting, siger Bertel mut. Men magister Krogh talte en del om den slags inden han tog sig af dage.

Jeg så min salig mor i sidste uge, siger Falck trist. Hvad mon det betyder? Og min pose med guld som jeg havde vasket ud af en elv nordpå, er forsvundet.

Guld? siger Bertel.

Stjålet, siger præsten. Mens jeg opholdt mig nede på skibet. Det er vel ikke noget du kender noget til, Bertel?

Jeg har ikke stjålet præstens guld, vrisser Bertel. Jeg vidste ikke han havde guld. Men det var jo uforsigtigt af præsten at have det liggende og flyde i missionshuset.

Ja, siger Falck trist. Det er min egen fejl, jeg ved det. Det var et helt nyt liv, Bertel, nok til at etablere mig derhjemme, en formue. Nu er det væk.

Da Falck sætter sig hen til drengen, liver de begge to op. Han spørger til hans læsning, og drengen viser ham den bog han er i gang med. Præsten bladrer lidt i bogen, drengen finder nogle steder frem og viser præsten et billede, læser op af teksten. Falck kalder ham professor Bertelsen, lyder det ikke godt? Så tager han sin taske frem.

Drengen sætter sig op, trækker skjorten op over brystet og følger Falcks anvisninger. De driller hinanden lidt, småler. Præsten lader ham låne sit stetoskop og trækker selv op i skjorten. Drengen lytter intenst.

Jeg kan høre præstens hjerte.

Åh, gudskelov, så er jeg altså levende endnu, siger Falck.

Vent, jeg kan også høre noget andet, siger drengen.

Falck sidder med den krumme ryg vendt mod drengen der flytter lytterøret frem og tilbage. Han kigger på drengen hen over skulderen. Hvad kan du høre, professor Bertelsen?

Musik, siger drengen og griner. Et helt hornorkester. Det er nok stadsmusikanterne.

Bertel står og ser hvordan de fjoller med hinanden og siger indforståede ting som han ikke forstår. Han føler et stik af jalousi.

Falck overtager stetoskopet. Han banker drengen på ryggen, derefter på brystet, han lytter på lungerne med lytterøret, trækker ned i drengens øjenlåg og kigger på slimhinden, mærker ham på halsen og under armene. Bertel forsøger at udlede noget af præstens ansigtsudtryk.

Nå? Han ser på præsten da han lægger stetoskopet tilbage i tasken.

En smule brystsyge, siger Falck. Når sommeren og det varme vejr indfinder sig, vil det fortage sig.

Han har været syg hver vinter i flere år, siger Bertel.

Barndommen er en farefuld vandring, siger Falck og smiler lidt trist. Når man begynder at få skæg på hagen, plejer man at overvinde det.

Det er der lang tid til, siger Bertel.

Giv ham salt, siger præsten.

Salt?

En strøgen spiseske hver morgen. Det får kroppens fluidum til at strømme lettere. Desuden rigeligt med frisk vand. Og fed mad, tilføjer han. Husker du at spise det din far laver til dig?

Drengen nikker.

Løgner, siger Bertel.

Drengen kigger væk.

Jeg kan ikke få mad i ham, siger Bertel. Ikke så meget som en skefuld.

Lidt senere kommer Falck tilbage med en kande friskmalket mælk. Han får drengen til at drikke et glas.

Jeg kan ikke lide det, siger drengen.

Hold dig for næsen når du drikker det, siger Falck, så kan du ikke smage det.

Drengen skærer en grimasse, men gør som han får besked på.

Falck klapper drengen på skulderen. Professor Bertelsen, du må love mig at drikke en kande mælk hver dag, ellers bliver du ikke klog og vis som din far. Vil du love mig det?

Drengen nikker.

Han tager saltet som Falck har ordineret, og sluger det lydigt, selv om han gylper af væmmelse. Men da Bertel om aftenen hælder et glas mælk op til ham, vil han ikke have det.

Det er præsten der siger du skal drikke det, siger Bertel.

Jeg har ondt i maven, klager drengen.

Det er fordi din mave er tom, forklarer Bertel. Hvis du drikker lidt eller spiser, bliver det bedre, ligesom hr. Falck sagde.

Men drengen har vendt sig om mod væggen og nægter at spise eller drikke noget. Bertel kan se at han ligger og smiler sejrssikkert frem for sig, og han ved at det er en kamp han ikke kan vinde.

Spørgsmål: Hvad er der at bemærke angående planeternes sande bevægelse i almindelighed?

Svar: Enhver hovedplanet har en dobbelt bevægelse, nemlig

1. Omløbet om solen og 2. Omdrejningen om sin egen akse.

Han får Lydia, søsteren, til at komme og sidde hos drengen når han er ude med hr. Falck. Hun har sin datter med, drengens kusine, må det jo så være, og samtidig hans faster, og sin egen mors søster, Oxbøls barn og barnebarn. Et indavlet barn. Sikke noget rod. Mærkeligt med disse nye familiemedlemmer, tænker han. Men han er på mange måder glad for at have mødt søsteren. Han kan se at de ligner hinanden en del, både i det ydre og i sindet, og at de begge ligner deres fælles, hemmelige far, gamle Oxbøl. Hun er den eneste der ved hvem hans far er, bortset fra Sofie som har gættet sig til sammenhængen. De er fælles om noget skamfuldt, noget der altid har været en stor tavshed og en stor ensomhed. Nu taler de om det en gang imellem, han og søsteren, og livet er blevet en lille smule lettere, synes han.

Besøget har livet drengen op, og et par dage senere står han op. Børnene sidder ved bordet. Drengen læser højt for kusinen, gør rede for planeternes baner og månens bane om jorden. Pigen stirrer på ham med et febrilt, fjoget og indavlet smil, hun sidder og nikker af træthed.

Hører du efter hvad jeg siger? spørger drengen.

Ja, siger pigen. Hendes albuer støtter på kanten af bordet. De falder hele tiden ned. Hun tager dem op igen, støtter hagen i hånden.

Hvis du ikke hører efter, lærer du jo ikke noget, og så er du ikke bedre end de vilde.

Jeg hører efter.

Hvad var det sidste jeg sagde?

Noget med vand?

Vandets egenskaber, siger drengen. Hvad er vandets egenskaber?

Jeg ved ikke hvad en egenskab er.

Hvad gør det?

Slukker tørsten?

Drengen sukker. Gå hen og læg dig, du er træt.

Pigen tusser hen til briksen og trækker tæppet op over hovedet. Hun hoster i søvne. Drengen bliver siddende ved bordet og bladrer i bogen i skæret fra lampen. Bertel ligger og kigger på ham i smug, med tilbageholdt ømhed. Han er blevet langlemmet det sidste års tid, men også tilsvarende mager. Hvis bare al den læsning gav lidt sul på kroppen, tænker han.

Søsteren lader ikke til at bryde sig særligt meget om sin datter. Hun har overladt hende til de indfødte mens hun selv var i huset hos købmandens, og spiste sig mæt hver dag. Nu hvor hun ikke arbejder der mere, virker hun irriteret over at have pigen på slæb. Bertel forstår ikke hendes indstilling. Han har overvejet at adoptere barnet. Det ville sikkert være godt for drengen at have selskab. Men det er ikke rart at tænke på hvem hendes far er, at hans arveanlæg ligesom er fordoblet i hende.

I maj måned bliver pigen syg med høj feber og dør hurtigt og udramatisk. Det er Sofie der finder hende om morgenen, liggende i fodenden med armene ned langs siden og et tæppe pakket om sig. Det er drengen der har gjort hende i stand. Han sidder sammenkrøbet i den anden ende af briksen, armene rundt om benene, og kigger ud ad vinduet med pandehåret ned over de trætte øjne.

Hvorfor sagde du ikke noget? spørger Bertel ham.

Hun var jo død. Kan du måske vække de døde op?

De begraver pigen samme dag. Hun var ikke døbt, men havde gået til forberedelse hos Falck, så præsten beder for hende, og de får lov til at lægge hende i nærheden af tømrerens grav. Drengen insisterer på at deltage i bisættelsen. De står en håndfuld mennesker rundt om graven. Lyden idet de hårde jorklumper rammer den lille knoglede bylt i bunden af graven, er frygtelig. Bertel kigger hen på søsteren. Hun stirrer på graven med store øjne, det ser ud som om hun er lige ved at springe derned selv.

Nu er han vel glad, siger hun.

Hvem? spørger Bertel.

Du ved godt hvem. Hendes far. Vores far.

Åh, ham?

Ja. Ham. Han hader sine børn, han hader os. Det er vores forbandelse.

De kigger længe på hinanden uden at sige noget.

Han er gammel, siger Bertel. Han dør vel snart.

Ham? Høh! Han kan ikke dø.

Herren vil straffe ham for hans gerninger, siger Bertel og bruger hr. Falcks faste vending over for ondskab som man ikke kan stille noget op imod.

Herren straffer vist hellere hans børn, siger hun og ser ned på graven. Og der er mange af os, det ved du godt, ikke?

Spørgsmål: Hvad er en ånd?

Svar: Et enkelt væsen, som har forstand og vilje.

Drengen får det bedre. Han holder op med at hoste, der er ingen feber, og han begynder endda at spise de beskøjter Bertel bløder op i kogende vand med sukker. Han virker glad. Bertel tager ham med på rypejagt i fjeldet, de bestiger et par af toppene bag kolonien. Bertel taler kammeratligt med ham, men af en eller anden grund kan han ikke finde den samme muntre tone som mellem drengen og hr. Falck.

Det her er vores land, siger han da de står på en top. Omme bag de fjelde ligger den gamle koloni hvor jeg voksede op, og fjeldet som hollænderne kaldte Zuikerbroot, og som kolonien er opkaldt efter. Det skal jeg vise dig engang. Længere nordpå ligger Holsteinsborg, og inde i øst har du fastlandet der er meget ufremkommeligt på grund af stejle bjerge og is, men hvor der er mange rensdyr.

Drengen kigger ud over havet. Hvad ligger der på den anden side?

Et fremmed land, siger Bertel. Fremmede mennesker.

Kan man sejle derover?

Man kan sejle overalt, siger Bertel.

Drengen nikker.

Vil du stadig være skibskaptajn? spørger Bertel.

Det ved jeg ikke, siger drengen nøgternt. Måske, hvis jeg bliver helt rask.

Hvis du blev præst, kunne du rejse derover og prædike for de vilde der lever der, siger Bertel lokkende.

Ligesom hr. Falck? siger drengen og griner. Så siger han, er det rigtigt at min farfar er præst?

Hvem har fortalt dig det?

Milka sagde det.

Hvad vidste hun om det? siger Bertel vredt, sådan et dumt lille pigebarn. Din farfar hed Jens ligesom dig selv.

Men Milka sagde at hendes far og min farfar er den samme mand, og at det er derfor vi begge er lyse i huden.

Milka var kun et lille tåbeligt barn, siger Bertel. Hun havde ikke megen forstand. Jeg siger dig jo at din farfar hed Jens. Han var en rigtig grønlænder, en stor fanger.

Men vi ligner jo ikke grønlændere.

Nu ikke mere af det sludder! Man skal ikke skamme sig over at være det man er.

De siger ikke et ord til hinanden resten af dagen. Da de kommer hjem, går drengen tavs i seng og åbner sin bog. Han spiser ikke det Bertel stiller frem til ham. Bertel fortryder at han har hidset sig op. Han kan ikke stille meget op med at drengen straffer ham på den måde.

Sidst på måneden er det tid for forårsrejsen. Sammen med hr. Falck sejler han ud i skærgården og opsøger de indfødte der har slået sig ned for sommeren på de yderste øer hvor de jager småhvaler og sæler. Sofie vil ikke have at hans søster skal passe drengen, så hun har bedt om tilladelse til at tage ham med op i kolonihuset, hvilket madammen har sagt ja til. Bertel bryder sig ikke om at tænke på at drengen skal opholde sig hele dagen i danskernes hus. Han stoler ikke på Kragstedt, og madammens humør er ustabilt efter ulykken. Sofie siger at hun tit råber ad hende på grund af småting, og at hun bagefter fortryder det og falder på knæ og grædende beder om tilgivelse for sin opførsel. Og det er mindst lige så slemt.

Hvis vi havde bedre råd, ville jeg sige stillingen op, siger Sofie. Jeg kan ikke holde madammen ud længere, og jeg tror også hun ville have godt af at få en anden. Din søster kommer der heller ikke mere efter ulykken.

Bertel har spekuleret en hel del over det. Hvis hun holdt op hos købmanden, måtte de klare sig for hans tyve rigsdaler om året, og de måtte også undvære den mad Sofie får med sig fra købmandshjemmet. Hvis de var alene, ville han ikke være i tvivl, så ville han sige at hun skulle slutte med det samme. Men drengen har brug for det ekstra smør i kosten og sukkeret og kødet der er tilovers fra måltiderne.

Nogle gange tænker jeg at vi ville have det bedre inde hos dem, siger Sofie.

Hvem?

Hos Habakuk og hans kone. Folk siger at de deles om alt derinde. Der er ingen der får lov til at gå sulten i seng.

Du skal ikke tro alt hvad du hører. De siger sikkert det samme om os. Min søster behandlede de ikke godt da hun var der, det husker du nok? De var lige ved at drukne hende.

Måske var hun selv ude om det, siger Sofie. Hun er ikke nem, din søster, bare så du ved det. Og det var jo også før de fik den nye tro.

Det er vranglære, siger Bertel. Hvis du som døbt kristen slutter dig til dem, kan kirken straffe dig på dit legeme og sætte dig i gabestokken.

Men livet her i kolonien er hårdt, klager hun. Vi er ikke frie folk, os grønlændere, vi er som slaver.

Hvis du står lænket til skamstøtten, skal du nok få en anden opfattelse af friheden.

Spørgsmål: Hvad er der at bemærke angående jordens bevægelse i almindelighed?

Svar: Jorden løber på et år én gang om solen og drejer sig én gang hver 24 timer om sin akse, som hjulet om en vognaksel, idet vognen føres fremad.

Rejsen i skærgården varer tre uger. Det er kun ham og hr. Falck. De springer på tilfældige både der kommer forbi, og som har plads til dem. De har taget skakbrættet med. Når det er godt vejr, sidder de om aftenen uden for teltet med brættet imellem sig. Han kan se at præsten er ved at få lidt farve i kinderne igen. Selv begynder han at se lysere på livet, og han sejler tit ud i kajakken og skyder fugle med små pile, ligesom de gamle indfødte, og hans håndled husker den gode svirpeteknik som hans far, eller rettere sagt stedfar, Jens, lærte ham. Magister Falck samler æg af havlit, kjove og tejst, og om aftenen koger de æggene og plukker en fugl og steger den over åben ild. Bertel nyder at være væk fra kolonien og dens problemer. Der er stadig lidt misstemning mellem ham og præsten som åbenbart bliver ved med at mistænke ham for at have stjålet hans guld. Han kan høre det på præstens stemme når han taler om guldet, hvordan han vaskede det ud af den elv, hvor meget han havde regnet med at sælge det for når han kom hjem, alt det han kunne have brugt pengene til. Bertel lader som ingenting. Hvis præsten absolut vil mistænke ham for at være tyv, så ham om det!

Da de vender tilbage til kolonien i juni måned, kan han se hvor meget drengen har forandret sig. Han har taget på og er næsten rødmosset af sundhed. Han hilser glad på sin far og viser ham de skolebøger han har fået af madam Kragstedt. Hun har åbenbart påtaget sig opgaven med at undervise ham, og ifølge Sofie er det til mindst lige så meget gavn for hende som for drengen.

Det er mig der underviser drengen, siger han. Jeg vil ikke have at han skal blive ved med at gå deroppe og få nykker og blive forvirret.

Det bliver madammen ked af at høre, siger Sofie.

Drengen bliver rasende da Bertel meddeler ham at han ikke længere må komme hos købmandens. Du vil bestemme det hele, siger han og græder af harme. Du er ligeglad med om jeg er glad, bare du får lov til at bestemme.

Jeg vil dig jo kun dit eget bedste, siger Bertel lamslået.

Så lad mig gå i skole hos Haldora.

Haldora?

Madam Kragstedt.

Hm. Snart kommer du vel og fortæller mig at I skal forloves.

Du skal ikke bestemme over mig, siger drengen. Hvis jeg vil gå derop, så går jeg derop.

Du må forstå, siger Bertel til drengen der vender ryggen mod ham på briksen, de er ikke som os, de er gæster hos os, de hører ikke til her. Om nogle år er de væk, men vi er her stadig.

Han er så glad for at komme der, siger Sofie udglattende. Hvad galt er der i det? Og han spiser godt, du kan jo selv se hvor tyk han er blevet.

Og du, siger han og vender sig mod hende. Du skal ikke gøre dig til herre over din egen husbond! Han springer op og slår hende på kinden. Så fortryder han og ville egentlig gerne sige undskyld. Men så ville han tage sig svag ud i drengens øjne, så han siger bare: Lav os noget aftensmad, jeg er sulten. Resten af aftenen er Sofie iskold over for ham. Han har aldrig slået hende før.

Næste dag ligger drengen i sin seng. Han nægter at stå op, han nægter at spise, han kniber øjnene i når Bertel taler til ham.

Han er ked af at han ikke må komme derop, siger Sofie.

Tak for hjælpen! siger han, og hun tager et skridt tilbage af angst for at han skal slå hende igen.

Drengens strejke varer i tre dage. Så giver Bertel op.

Hvis du nu kommer hjem klokken tre hver dag, og viser mig hvad du har lavet hos madam Kragstedt, siger han. Så synes jeg godt du må gå derop.

Han står op. Bertel ærgrer sig over det hovne og sejrsbevidste udtryk på hans ansigt, men han gør sig umage for at være ekstra venlig over for ham den aften.

Næste dag klokken tre er drengen ikke kommet hjem. Bertel sidder og venter på ham. Klokken fire har han ikke vist sig endnu. Klokken bliver halv fem, så kan han ikke holde det ud mere. Han tager huen på og går op til købmandens og banker på døren.

Sofie åbner. Han kan godt se på hende at hun har dårlig samvittighed.

Hvor er han?

Kære, han har det så hyggeligt med madammen. Hun lærer ham at skrive.

Kald på ham. Ellers kommer jeg selv og henter ham.

Hun forsvinder indenfor. Han kan høre stemmer derinde, madam Kragstedts stemme og drengens. Drengens latter, klukkende. Så kommer han til syne i døren. Han kigger ikke på faren, men går lige forbi ham og hjem.

Spørgsmål: Hvilke er de legemer, som hører til dyreriget?

Svar: Til dyreriget hører alle legemer på jorden, som har en organisk struktur, liv, fornemmelse og vilkårlig bevægelse.

Om aftenen, da Bertel spørger hvad han har lært hos madammen, bløder han lidt op og viser ham sine hæfter og stileopgaverne. Madammen lærer mig at skrive skønskrift, siger han.

Det er pænt, siger Bertel.

Jeg skal skrive et stykke til i morgen.

Hvad skal du skrive om?

Om min familie.

Javel, siger han lidt studst. Madammen vil gerne vide noget om din familie?

Det er en af opgaverne i bogen.

Nu ikke noget sludder om en dansk farfar, siger Bertel.

Nej, far, siger drengen lydigt. Han bliver siddende ved bordet til langt ud på aftenen og skriver i sit hæfte.

Men i morgen skal han komme hjem klokken tre, siger Bertel til Sofie.

Hver morgen gnider hans kone sig i skridtet og tager hånden op til næsen og snuser eftertænksomt til den. Jeg tror jeg er med barn, siger hun. Jeg har ikke haft mine kvindeting i to måneder.

Han føler sig glad. Hvor længe har du vidst det?

Jeg ved det ikke sikkert endnu. Men hvis det er et barn, kommer det engang først i det nye år.

Han kysser hende. Tak, siger han.

Du skal ikke slå mig igen, siger hun.

Nej, jeg skal aldrig slå dig igen. Herren er mit vidne og min dommer. Tilgiv mig.

Søde mand, siger Sofie og lægger forsigtigt en hånd på hans kind.

Om eftermiddagen dukker drengen igen ikke op til aftalt tid. Klokken fire går Bertel ud af kolonien og sætter sig på klipperne og kigger ud over havet indtil han er kølet af. Da han kommer hjem, er drengen der stadig ikke. Først om aftenen kommer han, sammen med sin mor. Han har stillet tallerkener frem til dem. De spiser grøden i tavshed. Drengen sætter sig til at skrive, tilsyneladende helt uberørt af den spændte stemning. Bertel mærker trykket gå af sin vrede lidt efter lidt.

Hvad skriver du i aften? spørger han.

Om et menneske jeg beundrer, svarer drengen. Det er min opgave til i morgen.

Og hvem er det så? spørger Bertel med det lille, fortvivlede håb at det er ham drengen skriver om.

Moses, siger drengen.

Det var et godt valg, siger Bertel, lettet over at den portrætterede ikke er en nulevende.

Men da han senere på aftenen, efter at drengen er faldet i søvn, sniger sig til at bladre i hans stilehæfte, ser han at det ikke er Moses han har skrevet om, men kronprins Frederik.

Prinsregenten er et godt og kærligt menneske. Han nærer en overvættes omsorg for sine børn, også for dem der bebor hans kolonier, deriblandt Grønland og kolonien Sukkertoppen. Hver gang nogen i hans store rige dør, græder Hans Kongelige Højhed hjerteskærende og går i forbøn for den dødes sjæl.

Bertel lukker stilehæftet. Drengen har løjet for mig, tænker han. Det er en synd han er nødt til at tilstå og angre for sin frelses skyld. Han lader stilehæftet ligge åbent, men da drengen står op næste dag, tager han det uden noget tegn på dårlig samvittighed. Måske har han glemt at han løj, tænker Bertel. Han lader det ligge.

De næste dage bliver drengen i kolonihuset indtil om aftenen. Bertel lader være med at spørge ham ud for ikke at risikere at han kommer med flere løgne. Måske er det mig der har brug for syndsforladelse, tænker han, siden jeg virker sådan på min søn at han føler han er nødt til at lyve over for mig. Han overvejer at tale med hr. Falck om det, men præsten holder sig meget for sig selv for tiden. Der kan gå flere dage uden at man ser skyggen af ham, og når han så dukker op, ligner han en vildmand og stinker af brændevin. Han spørger søsteren om hun er sammen med ham, men det benægter hun. Præsten ligger nede i skibet og drikker, siger hun. Han har en hel brændevinstønde dernede.

Hvor har han den fra?

Han fandt den efter eksplosionen, siger hun. Den var fløjet over fjeldet.

Så tilhører den vel Handelen, siger Bertel.

Hun trækker på skuldrene.

Hun bor stadig i fælleshuset. Det er der hun altid vender tilbage til, der hun inderst inde føler sig hjemme, eller måske det eneste sted hun føler sig tryg? Det går op for ham at han slet ikke kender hende. Hun er vokset op med en moster, moren døde ved fødslen. De levede som alle andre indfødte, overvintrede inde i fjordene, opholdt sig i skærgården så længe som muligt i sommerhalvåret. Da hun fortalte at hun var datter af Oxbøl, følte han irritation, had, medlidenhed, væmmelse, et kaos af følelser. Hun havde allerede gættet at de havde samme far, det havde hun kunnet mærke, sagde hun, og Sofie havde også vidst det et stykke tid. Det er på tide at du også får det at vide, bror. Hans egen mor lever stadig, hun bor nordpå, i Holsteinsborg, hvor den gamle præst stadig huserer. Han forstår ikke at hun kan holde ud at bo i samme koloni som Oxbøl. Men det er flere år siden han har set hende. Det meste af sit voksne liv har han undgået den by hvor han er født og vokset op. Han modtager hilsner fra moren gennem kajakposten der er i fast rutefart mellem kolonierne.

Bertel spekulerer på hvem det var der besluttede at han skulle være kateket. Hans far, det vil sige, den mand der officielt var hans far, fangeren Jens, var sæsonarbejder i Handelen i Holsteinsborg. Men han har nok vidst hvem hans biologiske far var, og så har de vel syntes det var nærliggende at lade ham blive kateket. Han kom i lære som fjortenårig hos kateketen i Gamle Sukkertoppen som nu næsten er affolket. Senere kom han her til den nye Sukkertoppen og har været her lige siden.

Spørgsmål: Hvad er planeterne?

Svar: Runde, mørke legemer, som har mange bjerge og dale i deres overflader, er omgivne med atmosfærer og formodentlig indrettede til levende skabningers opholdssteder.

Bertel ryster spekulationerne over fortiden af sig. Nutiden gør krav på ham. Han går over i tømrerværkstedet hvor han møder smeden. Han viser ham de materialer han har samlet, og spørger om han må bruge værktøjet.

Hvad skal han bygge? spørger smeden.

En kajak. Til min dreng.

Åh, madam Kragstedts lille filejs? siger smeden og griner. Brug han kun det han vil, men gør rent efter sig. Og hvis han ødelægger noget, skal det erstattes.

Jeg ødelægger ikke noget.

Jeg siger bare, hvis han ødelægger noget.

Han svarer ikke. Han venter til smeden er forsvundet. Så går han i gang med arbejdet. Han har lavet kajakker før, men det er nogle år siden. Og denne kajak er lille, så han må bruge meget tid og hovedbrud på at gradere den ned fra voksenstørrelse. Han begynder med kølen. Som spanter bruger han gammelt træ han har haft liggende til tørre. Det tager ham en uge at lave skelettet. Så bærer han det over til fælleshuset hvor han får nogle kvinder til at betrække det. De tætner kajakken med sælspæk og gnider den derefter ind i spæk fra stævn til agter. Så stiller de kajakken til at tørre i vinden i nogle dage, men bliver jævnligt ved med at gnide den ind. Selv snitter han en pagaj af en lærketræslægte, borer små huller i den og udstyrer den med beslag af tyndt tilfilet og pudset narhvaletand som han fælder ind i træet med dyvler han har fremstillet af den samme knogle. De indfødte har fæstnet amuletter til snorene der krydser hen over dækket, nogle knoglestumper og en lille skindpose med et udefinerligt indhold. Han tør ikke fjerne dem, men beder et samlet fadervor over kajakken i håb om at det vil formilde både hedenske og kristne magter.

På drengens fødselsdag i slutningen af måneden er kajakken færdig. Han går over og henter den tidligt om morgenen og lægger den foran huset. Spæklakeringen får den til at skinne, og han ser den for sig skyde gennem vandet. Så går han indenfor og siger i en henkastet tone, åh, der er vist nogen der har lagt noget til dig udenfor.

Drengen går ud og kigger måbende på kajakken. Han går rundt om den. Sofie løber ud til ham. Hun slår hænderne sammen og kommer med høje udråb af forbavselse. Det har du gået stille med, siger hun.

Bertel fryder sig. Han kan ikke lade være med at grine. Han sætter sig på hug og kigger på drengen. Nå, hvad synes du om den?

Er den til mig? siger drengen. Der er en let klang af mistænksomhed i hans stemme.

Hvem skulle den ellers være til?

Hvem har lavet den?

Det har jeg.

Nåh, siger drengen. Har du?

Du troede måske ikke jeg kunne finde ud af sådan noget?

Drengen smiler skævt. Må jeg prøve om den passer?

Jeg har fået din mor til at tage mål af din rumpe i smug, siger han. Lad os gå ned til vandet, så kan du prøve den i det element hvor den hører til.

Han bruger hele dagen på at lære drengen at holde balancen. Om eftermiddagen er han blevet så dygtig at de kan padle en tur sammen, i hver sin kajak. De sejler tæt op ad hinanden. Når drengen bliver usikker, rækker Bertel sin pagaj ud så han kan holde fast i den, eller han lægger pagajen tværs hen over dækket på begge kajakker, så ligger de og driver af sted side om side.

Da de kommer hjem om aftenen, siger Bertel: I næste måned havde jeg tænkt mig en tur sydover. Vil du med?

Kun dig og mig? spørger drengen.

Kun os to. Jeg har købt et ekstra gevær. Jeg kan lære dig at skyde.

Er han nu stor nok til det? siger Sofie bekymret. Han er ikke engang konfirmeret. Kunne I ikke nøjes med at sejle nogle korte ture omkring øen.

Men drengen er fyr og flamme. Far, siger han, må jeg gå op og sige det til madam Kragstedt, så hun kan komme og se kajakken?

Gør du det, min dreng.

Af madammen, finder han ud af senere, har drengen fået et sammenklappeligt skrivesæt i mahognitræ med tre penneskafter af lakeret bambus, et dusin pennespidser og en lille forgyldt kniv til at skærpe dem. Det er det smukkeste skrivesæt Bertel nogensinde har set. Og det er en grotesk gave.

Det er et rejseskrivesæt, siger drengen. Jeg kan tage det med på vores rejse, far.

Bertel løfter det lille messingblækhus ud af fordybningen og drejer det mellem fingrene. Han stiller det tilbage på plads. Det er alt for fint, siger han. Vi risikerer at det går i stykker.

Sofies graviditet er god nok, siger hun da han spørger til den. Der har ikke været blod siden foråret, og hun kan mærke på brysterne at der er et barn. Hun beder ham om ikke at fortælle det til drengen før om nogle måneder når hun ikke kan skjule det længere.

Vi har det godt nu, siger Bertel.

Ja, siger hun. De ligger på briksen, med benene flettet sammen.

Husker du at bede dit fadervor? spørger han.

Hver morgen.

Du skal også huske at takke Herren.

Jeg takker ham hver eneste dag. Jeg takker ham for min dygtige mand og min kloge og smukke søn.

Han ligger med armene om hende og mærker at hun falder i søvn. Så lirker han sig forsigtigt rundt på den anden side for at sove.

Spørgsmål: Hvilke er de fire hovedparter af jordklodens faste land?

Svar: Europa, Asien, Afrika og Amerika.

Inden han tager af sted med drengen, beder han Sofie om at levere skrivesættet tilbage. Det er upassende, siger han, at give drengen en så kostbar gave. Det må jo koste mere end du får i årsløn deroppe.

Men madam Kragstedt siger at hun holder meget af vores dreng. Jeg tror hun er blevet knyttet til ham på en måde som vi ikke kan forstå.

Desto mere grund til at levere gaven tilbage. Forstår du ikke at hun forsøger at indsmigre sig hos os? Det ender vel med at hun vil adoptere ham som sin egen søn.

Måske ville det ikke være det værste der kunne ske, siger Sofie. Han ville da stadig være vores søn. Og hans muligheder ville blive så meget bedre.

Min dreng skal ikke vokse op i det forkvaklede hjem. Levér gaven tilbage, sig hvad du vil til madammen, men jeg vil ikke have det dyre skrivesæt i huset.

Så tager han af sted med drengen.

De sover under åben himmel, de sover hos indfødte de møder på vejen, og de sover i nogle af de små tømmerhytter der er opstillet af Handelen. Han er hele tiden opmærksom på at drengen ikke skal overanstrenge sig, eller blive kold og våd. Om aftenen masserer han hans ben og fødder med sne. Den gamle vintersne der stadig ligger i kløfter og skyggesider, er grovkornet og god til at styrke blodcirkulationen.

Det er mærkeligt, siger drengen, man bliver helt varm af den kolde sne.

Det er en af de ting man kan lære af vores folk, siger han. Den slags forstår danskerne sig ikke på. De tror sneen er kold.

På en sommerboplads langt syd i distriktet overværer de en åndemanerseance. Åndemaneren bliver bundet på hænder og fødder med skindremme. Hans tromme ligger på gulvet foran ham. Tilskuerne bliver bedt om at kontrollere remmene, og drengen får også lov til at mærke på dem. Så bliver der hængt skind for glamhullet, og lamperne bliver slukket. Der lyder stønnen og grynten, trommen begynder at spille. Det er som om den svæver omkring under loftet, snart i den ene ende af huset, snart i den anden. En fremmed stemme taler til dem, den skælder dem ud, siger slibrigheder, håner danskerne. Imens bliver der banket heftigt på trommen. Så stilner det af. Et par børn klynker, man kan høre de mindste børns maniske dien, ellers er der fuldstændigt stille. Så beder åndemaneren med almindelig, men lidt klynkende stemme om at få remmene løsnet. Man fjerner skindet fra glamhullet og får ild på lamperne. Manden sidder på det samme sted som før, med hænder og fødder bundet. Bagefter er stemningen løssluppen. Der bliver serveret suppe og fortalt historier.

Bertel lægger sig på gæstebriksen med drengen knuget ind til sig. Du må ikke fortælle nogen om det her, siger han ind i øret på drengen. Han kan mærke at drengen skælver. Så, så, siger han, der skete jo ikke noget.

Jeg savner mor, siger drengen.

Vi rejser hjem i morgen, siger Bertel.

Han kan godt mærke at drengen ikke er rask da de padler nordover. Han virker træt og kan ikke sejle så længe ad gangen. Bertel forsøger at tage ham på slæb, men det fungerer slet ikke. Det går langsomt fremad. Da de kommer tilbage til Sukkertoppen, må han bære drengen op til huset.

Hvad har du gjort? siger Sofie da hun ser ham ligge på briksen og hive efter vejret.

Han ved ikke hvad han skal svare.

Spørgsmål: Hvad er luften?

Svar: Et flydende, elastisk legeme, som omgiver den hele jordklode indtil en vis højde, og frembringer hørelsens sans i os.

Han får fat i Falck, og præsten kommer vaklende og banker drengen rutinemæssigt på ryggen og småsnakker med ham.

Er det brystsygen igen? spørger Bertel ham.

Ja, det er brystsygen der er vendt tilbage. Falck er gået udenfor, de står foran trappen og snakker. Det lader til at I har haft en anstrengende rejse, siger han.

Det var først anstrengende da han blev syg, siger Bertel forsvarsberedt. Vi havde en fin rejse sammen.

Nå, men han lider af udmattelse og har fået en forkølelse der har vækket den gamle lungesot til live.

Kan du hjælpe ham?

Jeg kan altid åbne en vene og årelade ham, men om det hjælper, ved jeg jo ikke.

Gør det, siger Bertel.

Falck går hjem og henter sin taske. Da han kommer tilbage, taler han lidt med drengen og forklarer ham hvad han skal gøre. Drengen protesterer ikke. Præsten tager et metalrør frem af et etui, noget han kalder „et strå“, der er skåret skråt over i den ene ende. Han tager drengens fødder, bøjer sig ned og studerer dem med det dårlige øje knebet i, stryger og banker på hans ankler, så beder han Bertel om at holde om det nederste af læggen og presse hårdt til. I en flad vinkel fører han metalrørets skrå snitflade mod en frembulende vene i fodleddet. Bertel ser hvordan huden villigt deler sig omkring metallet, og blodet pibler frem. Drengen klynker halvkvalt. Sort blod begynder at dryppe ud ad den anden ende af røret og ned i en kasserolle. Falck masserer læggen i en nedadgående malkende bevægelse. Blodet løber hurtigere. Da der er kommet omkring en pæglfuld blod, trækker han røret ud og vikler en klud om fodleddet. Han studerer blodet i kasserollen. Det skinner grønligt og har en lugt der river i næsen.

Galde, forklarer han. Drengen er spildfuld af den. Jeg vil foretage en ny tapning om et par dage, hvis der er behov for det. Og husk at give ham af komælken hver dag.

Bertel fortæller ham ikke at præstens mælk bliver hældt ud hver aften. Der er ingen af dem der kan holde smagen ud, mindst af alle drengen selv.

Åreladningen får drengen til at falde til ro. Han sover tungt i tolv timer og smiler da han vågner. Han beder om sit skrivesæt.

Senere, siger Bertel. Når du bliver rask.

Drengen ser undersøgende på ham. Det er ikke et rart blik.

Senere går han op til kolonihuset og beder Sofie om at få skrivesættet tilbage. De står i entréen. Madammen hører dem, hun kommer ud og ser på Bertel med et stramt udtryk.

Lad drengen komme her, siger hun. Jeg skal pleje ham og sørge for at han bliver rask.

Jeg ved godt hvad madammen vil, siger Bertel, og det er ikke i min drengs interesse.

Hvis han vil have skrivesættet tilbage, må han lade drengen komme til mig.

Tror madammen vores børn er en handelsvare som hun kan købe når hun får lyst til det? Er det sådan hun forsøger at bøde på det der skete med hende, og at hun ikke selv kan få noget barn?

Der bliver helt stille. Begge kvinder, Sofie og madam Kragstedt, stirrer på ham.

Tilgiv mig. Han siger det meget stille. Jeg gør kun hvad jeg mener er bedst for min dreng.

Han vender sig om og går hjem.

Om aftenen meddeler Sofie at hun er blevet afskediget. Men hun har skrivesættet med. Drengen bliver lykkelig da han får det hen til briksen. Han sidder op hele aftenen, hostende og pibende, og skriver i sit stilehæfte.

Hvis drengen bliver rask, rejser jeg ind i fjorden, siger Sofie. Jeg er træt af det her.

Et par dage senere forsøger Bertel at få fat i Falck for at han kan foretage den anden åreladning som han har lovet. Drengen har høj feber, skrivesættet står ubrugt på bordet ved siden af briksen, de kan kun tvinge lidt vand i ham. Men præsten er ikke hjemme, og da han går ned til skibsvraget og kalder, er der ikke tegn til liv derinde.

Om natten opstår der en krise. Drengen får flere krampeanfald og ligger mellem anfaldene slapt hen uden at reagere når de kalder på ham. Sofie græder. Han dør! hulker hun og stirrer ud mellem sine fingre.

Ti dog stille! siger Bertel vredt til hende. Du gør det kun værre.

Næste formiddag dukker hr. Falck op. Parykken sidder skævt på hovedet af ham, og præstekjolen er snavset. Bertel kan se at han ryster på hænderne. Efter at have kigget hurtigt på drengen, går han igen uden at sige noget. Han vender tilbage en times tid senere, nu helt rolig, smilende, i sit hverdagstøj.

Jeg bliver nødt til at foretage et indgreb i den syge lunge, siger han til Bertel. En rensning, en fjernelse af pusset, den gift der spreder sig til kroppen, og giver feber, kort sagt, hvis det lykkes, vil han blive rask.

Gør hvad du kan, siger Bertel.

Spørgsmål: Hvad er vandets besynderlige egenskaber?

Svar:

1.    Dets flydende beskaffenhed.

2.    Dets mærkelige tyngde.

3.    Dets gennemsigtighed, så man kan se andre legemer i rent og stille vand.

4.    Vanddelenes sammenhæng i dråber og blærer.

5.    Vanddelenes hårdhed. Kaster man en sten skævt på vandets overflade, så støder denne stenen tilbage, ligesom de faste legemer gør.

Hr. Falck tager et nyt rør op af tasken, det er af kobber og på tykkelse med en finger. Ligesom røret han brugte til at årelade drengen, er det skåret skråt af i enden så det munder ud i en skarp spids.

Det er smeden der har fremstillet dette instrument efter mine anvisninger, siger han.

De ruller drengen om på siden og trækker ham ud til kanten af briksen. Det virker ikke som om han registrerer hvad der sker. Men hr. Falck taler alligevel venligt til ham, han stryger ham over håret og fortæller i en næsten munter, dagligdags tone at han skal gøre noget der vil gøre ham rask. Så går han i gang med at banke ham på ryggen, han undersøger lungernes resonans felt for felt.

Her, siger han og peger på drengens ryg. Her ligger ondskaben begravet.

Så tager han kobberrøret og en lille hammer frem, retter røret mod det anviste sted, beder Bertel om at holde drengen fast, hvilket er overflødigt da han er bevidstløs, og banker røret ind med hammeren. Drengen jamrer. Bertel synes det lyder som en sæl der kalder.

Hr. Falck sætter sig på knæ og tager kobberøret i munden. Han begynder at suge. Så fjerner han munden fra røret. En plumret væske drypper ned i kasserollen. Den stinker sødligt.

Se så, siger Falck, næsten begejstret. Der har vi ondskaben!

Pusset løber trægt. Falck må flere gange sætte fart i det ved at suge på røret. Han spytter og skyller munden med vand. Kasserollen løber fuld. Sofie tømmer den og kommer tilbage med den. De står alle tre tavse og stirrer på pusset der løber. Så stopper det. Falck trækker røret lidt ud, han fører det ind i en anden vinkel. Drengen jamrer hult, men han bevæger sig ikke. Så begynder det at dryppe igen, nu mere blodtilblandet. Falck skifter vinkel på røret nogle gange, suger og spytter, så trækker han det ud. Han beder Sofie om at forbinde såret. Så vender de drengen om på den anden side.

Han skal ligge med den syge side ned, siger Falck til dem. På den måde giver man den fred, og den raske lunge får lov til at virke fuldt ud.

Skal jeg give salt? spørger Bertel.

Det er vist et tilbagelagt stadium, siger Falck. Bed hellere en bøn. Han pakker sine ting sammen. Kald på mig hvis der sker noget. Jeg er hjemme.

Drengen vågner ikke igen den aften. Bertel sidder oppe hele natten sammen med Sofie, de lytter til hans vejrtrækning som først bliver lidt lettere, derefter slår om til langtrukne gisp. Sofie kan ikke holde ud at høre på det og går udenfor. Han kan høre hende sidde og hulke på trappen og bliver vred på hende. Han ville ønske at hun ikke kom tilbage, at hun simpelt hen forsvandt.

Han må have sovet lidt, med hagen hvilende på brystet. Da han kigger op, møder han drengens klare, undersøgende blik. Solen falder ind i stuen. Drengen er meget bleg. Han må have mistet en hel del blod under præstens indgreb.

Er du vågen?

Drengen synker. Han siger ikke noget.

Skal jeg komme med noget til dig? Lidt vand?

Drengen kigger uforstående på ham.

Han henter et krus vand og løfter drengens hoved. Hans læber bevæger sig lidt, men vandet løber ud på hovedpuden.

Skal jeg læse lidt for dig? spørger Bertel. Han finder en tilfældig bog frem og åbner den.

Nej tak. Klart og tydeligt.

Bertel tager hans hånd, men drengen trækker den til sig. Han stirrer vedvarende på faren, stadig dette udforskende blik.

Jeg skal hilse dig fra madam Kragstedt, siger han desperat.

Drengen reagerer ikke.

Din gode veninde Haldora.

Drengens mundvige sitrer lidt. Måske er det et smil. Så lukker han øjnene. Han sover.

Præsten dukker ikke op. Bertel beder Sofie om at lede efter ham, men hun kan ikke finde ham. Lidt senere kommer søsteren. Hun afløser ham lidt ved briksen, og han går ned til skibet og finder præsten i køjen, døddrukken. Han går hjem igen. Drengen sover ind ved ottetiden om aftenen.

Med en følelse af lettelse sætter han sig ved bordet, åbner skrivesættet fra madam Kragstedt og skriver: „Jens sov stille ind nogen tid efter at klokken hos købmanden slog otte aften. Han var min bedste ven på jord. Nu er al ængstelse forbi.“

Han bliver siddende og bladrer i drengens bog. Udenfor synger brandvagten: Det var ved midnatstide, vor frelser han blev født. Mellem siderne ligger der små afrevne stykker papir som han har skrevet på med sit skrivesæt. Det må være passager fra bogen, tænker Bertel. Han læser dem, en efter en. Det bliver mørkt. Brandvagten synger, natten er slagen tre, og alt er vel. Det bliver lyst, og han synger, nu skrider natten sorte, og dagen stunder til. Timerne går. Han læser drengens notater, hører smeden synge, o, Jesu morgenstjerne, vor konge i din vold. Han hører koloniklokken slå, han hører præstens ko brøle, han hører folkene snakke og livet der går videre. Ved siden af ham ligger drengen, blåmarmoreret, træagtigt stiv. Han spekulerer på om det mon er sandt at drengen er et andet sted nu, et bedre sted? Men det føles ikke sådan. Det føles som om han simpelt hen er væk for altid, og at han aldrig vil se ham igen.

Drengen begraves ved siden af sin kusine. Bertel forretter selv ceremonien, han køber træ af Handelen og tømrer kisten, han lægger drengen ned i den, folder hans hænder, kæmmer hans hår, han læser ved graven og kaster jord på. Han står alene, mumlende i solskinnet over sin bibel. Kvinderne, madam Kragstedt, Sofie og hans søster, danner de tre øvrige hjørner i en firkant omkring graven, de stirrer ned i hullet, tavse, og han tænker at de ligesom han selv er opslugt af og forfærdet over at livet når som helst kan blive jaget ned i et hul i jorden, og fulde af skyldfølelse over at det er drengen og ikke en af dem der ligger dernede.

Da han ligger ved siden af Sofie om aftenen, med ryggen til hende, siger hun, jeg vil bare have at du skal vide at jeg rejser i morgen. Så hvis du vil sige noget, skal det være nu.

Næste dag går han ned i spækhuset og slår præstens ko for panden med smedens mukkert. Benene knækker sammen under den, den kaster lidt med hovedet og spjætter. Han sætter støvlen på dens mule, så slår han igen, og koen ligger stille.

Han lader som om han ikke ser Sofie da han kommer ned til huset. Hun er ved at pakke sine ting sammen og stiller dem uden for huset i store bylter. Nede ved stranden er nogle indfødte i gang med at gøre en konebåd klar. Han løfter sin kajak ned fra stativet og lægger den i græsset. Så går han ind og trækker i sin kajaktrøje. Han kigger sig lidt omkring i stuen. Der er ikke en eneste ting han har lyst til at tage med.

Sofie ser spørgende på ham da han kommer ud igen. Han går lige forbi hende, løfter op i kajakken og bærer den ned til stranden.

Søsteren kommer løbende. Hvor skal du hen?

Det ved jeg ikke.

Kommer du tilbage?

Han kigger på hende. Det tror jeg ikke. Måske.

Vi har mistet det mest dyrebare, siger hun. Men vi har da stadig hinanden.

Hils din præst, siger han.

Så sætter han sig i kajakken og sejler ud mod det åbne hav.

Spørgsmål: Hvad er menneskets sjæl?

Svar: Den ånd, som er forenet med det menneskelige legeme således, at dette oplives, og ved sjælens virkning kan forestille sig de ting, som er uden for legemet, og tænke derpå.