Nancy Smith var blevet født i sin mors soveværelse for otteogtyve år siden, hvad der var usædvanligt dengang, og det var ikke fordi hendes mor havde et avanceret syn på en kvindes ret til hjemmefødsel. Elizabeth Lockyer-Fox var en uregerlig og psykotisk teenager, der havde sultet sig i de første seks måneder af graviditeten, og da hun ikke havde kunnet slå mareridtet ihjel på den måde, var hun stukket af fra kostskolen og havde forlangt, at hendes mor skulle komme hende til undsætning. Hvem ville gifte sig med hende, hvis hun var belemret med et barn?
Spørgsmålet forekom relevant dengang - Elizabeth var kun sytten - og familien sluttede op om det for at beskytte hendes omdømme. Familien Lockyer-Fox var en gammel militærfamilie, der havde gjort hæderfuld krigstjeneste fra Krimkrigen til Koreakrigen. Da abort var udelukket, fordi Elizabeth havde ventet, til det var for sent, var adoption den eneste mulighed, hvis hun skulle undgå at blive stemplet som enlig mor med et barn uden for ægteskabet.
Det var måske naivt, at et 'godt' ægteskab selv i 1973, hvor kvindebevægelsen var godt i gang, var familiens eneste løsning på deres datters uregerlige adfærd. De håbede, at hun ville lære at opføre sig ansvarligt, når hun først var gift og hjemfaren.
Man blev enig om at fortælle, at hun havde kirtelsyge, og der var behersket sympati fra forældrenes venner og bekendte - der ikke brød sig ret meget om familien Lockyer-Fox' børn - da det stod klart, at sygdommen var så udmattende og smitsom, at hun skulle holdes i karantæne i tre måneder. Over for alle andre, forpagterne og landbrugsmedhjælperne på godset, var Elizabeth lige så uregerlig som altid, stak af fra sin mors stramme tøjler om natten og drak og bollede sig fra sans og samling uden at kere sig om, hvorvidt det skadede fosteret. Hvorfor skulle hun ikke være ligeglad, hvis hun alligevel ikke skulle beholde barnet? Hun ville bare af med det, og jo voldsommere sex, jo større var muligheden for det.
Lægen og jordmoderen sagde ingenting, og der kom et forbavsende sundt barn til verden til terminen. Bagefter så Elizabeth bleg og skrøbelig ud på en interessant måde, hvorpå hun blev sendt på pigecollege i London, hvor hun mødte og giftede sig med en søn af en baronet, som fandt hendes skrøbelighed og tårer henrivende.
Nancys tilstedeværelse på Shenstead Manor blev af kort varighed. Få timer efter fødslen var hun gennem et adoptionsbureau blevet sendt til et barnløst par på en gård i Herefordshire, hvor ingen vidste hvor hun kom fra og heller ikke fandt det relevant.
Ægteparret Smith var venlige mennesker, der forgudede det barn, de havde faet tildelt og lagde ikke skjul på, at hun var adopteret; de gav altid hendes biologiske forældre æren for hendes finere egenskaber - først og fremmest hendes intelligens, der førte hende til Oxford.
Nancy gav derimod hele æren til sin enebarnsstatus, forældrenes gavmilde opdragelse, deres insisteren på en god uddannelse og deres utrættelige opbakning i alt, hvad hun satte sig for. Hun tænkte sjældent på sin biologiske arv. Nancy var sikker på to gode menneskers kærlighed og kunne ikke se noget formål med at fantasere om den kvinde, der havde opgivet hende. Uanset hvem hun var, var hendes historie blevet fortalt tusind gange før og ville blive fortalt tusind gange til. Enlig kvinde. Gravid ved et tilfælde. Uønsket barn. Moderen indgik ikke i datterens historie ...
... eller ville ikke have gjort det, hvis det ikke havde været for en vedholdende advokat, som via adoptionsbureauet havde fundet frem til Nancy på gården i Hereford. Efter adskillige ubesvarede breve kom han og bankede på døren, og ved et sjældent træf ville skæbnen, at Nancy var hjemme på orlov.
---
Det var hendes mor, der overtalte hende til at tale med ham. Hun fandt Nancy i stalden i færd med at børste mudder af Red Dragons bug efter en anstrengende ridetur. Hestens reaktion på advokatens tilstedeværelse - et foragteligt fnys - var en så tro kopi af Nancys egen, at hun gav den et bifaldende kys på mulen. Det kalder jeg sund fornuft, sagde hun til Mary. Red kunne lugte troldmandens lærling på lang afstand.
Hvad så? Havde Mr Ankerton sagt, hvad han ville, eller gemte han sig stadig bag hentydninger?
Hans breve havde været mesterværker af juridiske kneb. Ved en overfladisk læsning var der tilsyneladende tale om en arv - 'Nancy Smith, født 23.05.73 ... noget til Deres fordel... 'Læste man mellem linjerne - 'på vegne af familien Lockyer-Fox ... gensidige tvistemål ... bekræft venligst fødselsdatoen ...' - var der tilsyneladende tale om en forsigtig henvendelse fra hendes biologiske mor, hvilket var uden for adoptionsreglerne. Nancy ville ikke have noget med det at gøre - jeg er en Smith' - men hendes adoptivmor havde opfordret hende til at være imødekommende.
Mary Smith kunne ikke holde ud at tænke på, at nogen skulle afvises, især ikke en kvinde der aldrig havde kendt sit barn. Hun gav dig liv, sagde hun, som om det var grund nok til at indlede et bekendtskab med en vildfremmed. Nancy, hvis natur var præget af en stærk realitetssans, ville gerne advare Mary mod at åbne Pandoras æske, men kunne som sædvanlig ikke få sig selv til at gå imod sin blødhjertede mors ønsker. Marys største talent var at få det bedste frem i folk, og fordi hun nægtede at se andre menneskers fejl, eksisterede de ikke - i det mindste ikke i hendes øjne - men det betød, at hun ofte blev udsat for skuffelser.
Nancy var bange for, at dette var endnu en. Kynisk set kunne hun kun forestille sig to mulige udfald af denne forsoning, og det var derfor hun havde ignoreret advokatens breve. Enten ville hun komme godt ud af det med sin biologiske mor, eller også ville hun ikke, og det eneste hun ville få ud af det i begge tilfælde var skyldfølelse.
Efter hendes mening var der kun plads til én mor i et menneskes liv, og den følelsesmæssige bagage, som endnu en mor førte med sig, komplicerede situationen unødigt. Mary, som insisterede på at sætte sig i den anden kvindes sted, kunne ikke se dilemmaet. Ingen beder dig om at træffe et valg, hævdede hun, lige så lidt som nogen beder dig om at vælge mellem mig frem for din far. Vi elsker alle sammen mange mennesker i vores liv. Hvorfor skulle det her være anderledes?
Det var et spørgsmål, der først kunne besvares bagefter, tænkte Nancy, og så ville det være for sent. Når der først var taget kontakt, kunne det ikke gøres om. Hun spekulerede på, om Marys motiv var stolthed. Var hun interesseret i at imponere denne ukendte kvinde? Og hvis det var tilfældet, var der så noget forkert i det? Nancy var ikke immun over for den følelse af tilfredsstillelse, det ville give. Se på mig. jeg er det barn, du ikke ville have. Det her har jeg drevet det til uden hjælp fra dig. Hendes modstand ville måske have været stærkere, hvis hendes far havde været der til at støtte hende. Han forstod bedre end sin kone, hvordan jalousi udartede, da han havde haft en mor og en stedmor, der lå i strid med hinanden, men det var august, og han var ude at høste, så hun gav efter. Hun sagde til sig selv, at det ikke var det helt store problem. Det var aldrig så slemt, som man forestillede sig det ville blive.
---
Mark Ankerton, som var blevet vist ind i en opholdsstue, var begyndt at føle sig meget ubehageligt tilpas. På baggrund af efternavnet Smith og adressen - Lower Croft, Coomb Farm - var han gået ud fra, at familien var landbrugsmedhjælpere, der boede i en landarbejderbolig.
Nu hvor han stod i denne stue fuld af bøger og slidte lædermøbler, var han langtfra sikker på, at den betydning han havde tillagt familienavnet Lockyer-Fox ville betyde noget for adoptivdatteren.
På et attenhundredetalskort over ildstedet var Lower Croft og Coomb Croft afmærket som to adskilte enheder, mens de på et nyere kort ved siden af var blevet lagt sammen og omdøbt til Coomb Farm. Da stuehuset til Coomb Croft lå ud til en hovedvej, sagde det sig selv, at familien ville have valgt at bo i den mere afsondrede Lower Croft, og Mark var irriteret på sig selv over at have draget forhastede slutninger. Verden så ikke sådan ud længere. Han burde have vidst bedre end at stemple nogen som bønder, blot fordi de hed John og Mary Smith.
Hans blik gled uafladeligt over til kaminhylden, hvor der stod et fotografi af en leende ung kvinde i kappe og doktorhat med inskriptionen 'St. Hilda's College, Oxford, 1995' forneden. Det måtte være datteren, tænkte han. Hun havde den rigtige alder, selv om hun overhovedet ikke lignede sin mor med det fjollede dukkeansigt. Hele situationen var et mareridt. Han havde forestillet sig, at pigen var et let offer - en grovere, udannet udgave af Elizabeth - og i stedet skulle han møde en kvinde med eksamen fra Oxford og fra en familie, der sandsynligvis var lige så velhavende som den, han repræsenterede.
Han rejste sig fra lænestolen, da døren gik op, og gik hen og hilste på Nancy med et fast håndtryk. "Tak fordi du vil se mig, Miss Smith. Jeg hedder Mark Ankerton, og jeg er advokat for familien Lockyer-Fox. Jeg er klar over, at jeg trænger mig voldsomt på, men min klient har lagt betydeligt pres på mig, for at jeg skulle finde dig."
Han var i begyndelsen af trediverne, høj og mørk og stort set som Nancy havde forestillet sig fra tonen i hans breve: arrogant, ivrig og med en aura af professionel charme. Det var en type hun genkendte og skulle omgås hver dag på arbejde. Hvis han ikke kunne overtale hende ved venlighed, ville han ty til grovere metoder. Han var i hvert fald en succesrig advokat. Hvis han havde givet under tusind pund for sit jakkesæt, kunne det kun have været på udsalg, men det morede hende, at han havde faet mudder på skoene og opslagene, da han forsigtigt trådte uden om gyllen på gårdspladsen.
Hun var også høj og så mere atletisk ud end på fotografiet, og hun havde kortklippet sort hår og brune øjne. I sin løse sweatshirt og cowboybukser så hun så anderledes ud end sin mor med det lyse hår og blå øjne, at Mark spekulerede på, om der havde været en fejl i adoptionspapirerne, men så sendte hun ham et lille smil og gjorde tegn til ham om at sætte sig igen. Det var en kort høflighedsgestus, der ikke omfattede hendes blik, men en så præcis efterligning af James Lockyer-Fox' smil, at det var forbløffende.
"Du godeste!" sagde han.
Hun stirrede på ham med let rynket pande og satte sig så i den anden stol. "Det er kaptajn Smith," rettede hun ham fredsommeligt. "Jeg er officer i ingeniørtropperne."
Mark kunne ikke lade være. "Du godeste!" sagde han igen.
Hun ignorerede ham. "Du er heldig, at jeg er hjemme. Jeg er her kun, fordi jeg har to ugers orlov fra Kosovo, ellers ville jeg være på min base."
Hun så ham åbne munden. "Du må ikke sige "du godeste" igen," sagde hun. "Det får mig til at føle mig som en dresseret abe."
Du godeste, hvor hun lignede James! "Jeg beklager."
Hun nikkede. "Hvad vil du mig?"
Spørgsmålet var for direkte, og han tøvede. "Har du fået mine breve?"
"Ja."
"Så ved du, at jeg er advokat for Lock -"
"Det bliver du ved med at sige," indskød hun utålmodigt. "Er de berømte? Skal jeg vide, hvem de er?"
"De er fra Dorset."
"Virkelig!" Hun lo. "Så taler du med den forkerte Nancy Smith. Jeg kender ikke Dorset, og jeg kan ikke umiddelbart komme i tanker om, at jeg nogen sinde har mødt nogen, der bor i Dorset. Jeg kender i hvert fald ikke noget til nogen, der hedder Lockyer-Fox ... hverken fra Dorset eller andre steder."
Han lænede sig tilbage i stolen og hans udstrakte fingre mødtes i en spids foran munden. "Elizabeth Lockyer-Fox er din biologiske mor."
Hvis han havde håbet på at overraske hende, blev han skuffet. Han kunne lige så godt have sagt, at hendes mor var kongelig, for hun viste ingen følelser.
"Så er det du gør ulovligt," sagde hun roligt. "Reglerne for bortadopterede børn er meget præcise. En biologisk mor eller far kan erklære, at han eller hun er indstillet på kontakt, men barnet er ikke nødt til at reagere. At jeg ikke besvarede dine breve, var det tydeligste tegn på, at jeg ikke er interesseret i at møde din klient, som jeg kunne give."
Hun talte med det samme bløde Herefordshire-tonefald som sine adoptivforældre, men hendes væremåde var lige så viljestærk som Marks, og han følte sig handicappet. Han havde håbet at skifte spor og spille på hendes medfølelse, men hendes udtryksløse ansigt vidnede om, at hun ikke havde nogen. Han kunne ikke så godt fortælle hende sandheden. Det ville blot gøre hende endnu mere vred at høre, at han havde gjort sit yderste for at forhindre dette unyttige foretagende. Ingen vidste, hvor barnet var, eller hvordan hun var blevet opfostret, og Mark havde på det kraftigste advaret familien mod at udsætte sig for endnu værre problemer ved at kontakte en tarvelig lille gold-digger.
('Kunne det være værre?' havde James tørt svaret).
Nancy forværrede hans forlegenhed ved at se demonstrativt på sit ur. "Jeg har ikke hele dagen, Mr Ankerton. Jeg skal tilbage til min enhed på fredag, og jeg vil gerne udnytte den resterende tid bedst muligt. Da jeg aldrig har udtrykt interesse for at møde mine biologiske forældre, kan du så forklare mig, hvad du laver her?"
"Jeg var ikke sikker på, om du havde faet mine breve."
"Så skulle du have henvendt dig på posthuset. De blev alle sammen sendt anbefalet. To af dem fulgte mig endda helt til Kosovo, takket være min mor som kvitterede for dem."
"Jeg håbede, at du ville bekræfte modtagelsen på de frankerede kort, jeg havde vedlagt. Da det ikke skete, gik jeg ud fra, at brevene ikke var nået frem."
Hun rystede på hovedet. Forbandede løgnhals! "Hvis du ikke kan være mere ærlig, kan vi lige så godt stoppe nu. Man er ikke forpligtet til at besvare breve, man får tilsendt uopfordret. Det faktum, at du sendte brevene anbefalet - "hun nidstirrede ham - "og at jeg ikke svarede, var tilstrækkeligt bevis på, at jeg ikke var interesseret i at korrespondere med dig."
"Jeg beklager," sagde han igen, "men de eneste oplysninger, jeg havde, var navnet og adressen der blev opgivet, dengang du blev adopteret. Du og din familie kunne lige så godt være flyttet ... måske havde adoptionen ikke fungeret ... måske havde du taget navneforandring. Under de omstændigheder ville mine breve ikke være nået frem. Jeg kunne selvfølgelig have hyret en privatdetektiv, som ville have udspurgt dine naboer, men jeg følte, at det ville være mere nærgående end at komme selv."
Han var alt for facil med sine undskyldninger og mindede hende om en kæreste, der havde brændt hende af to gange, hvorefter hun droppede ham. Det var ikke hans skyld ... han havde en ansvarsfuld stilling ... det kunne ikke altid lade sig gøre at komme af sted ... Men Nancy havde ikke været interesseret nok til at tro på ham. "Hvad kunne være mere nærgående end en ukendt kvinde, der gør krav på mig?"
"Det er ikke et spørgsmål om at gøre krav."
"Hvorfor opgav du så hendes efternavn? Der lå i det, at en ganske almindelig Smith ville falde over sine egne ben for at vedkende sig en forbindelse til en Lockyer-Fox."
Du godeste! "Hvis det er det indtryk, du fik, så har du lagt mere i mine ord, end der var." Han bøjede sig frem og sagde alvorligt: "Min klient gør ikke krav på noget som helst, tværtimod henvender hun sig som supplikant. Du ville gøre hende en stor tjeneste, hvis du gik ind på at møde hende."
Modbydelige lille stodder! "Det er et juridisk spørgsmål, Mr Ankerton. Min status som adoptivbarn er lovbeskyttet. Det var utilstedeligt at give mig oplysninger, som jeg aldrig har bedt om. Er det ikke faldet dig ind, at jeg muligvis ikke vidste, at jeg er adopteret?"
Mark søgte tilflugt i juridiske spidsfindigheder. "Der står ikke noget om adoption i mine breve."
Den fornøjelse, Nancy havde fået ud af at prikke hul i hans indøvede forsvarstale, blev hurtigt afløst af vrede. Hvis han på nogen måde gav udtryk for hendes biologiske mors synspunkter, så havde hun ingen intentioner om at 'gøre hende en stor tjeneste'. "Åh, må jeg være fri! Hvad for nogle slutninger skulle jeg så drage?" Det var et retorisk spørgsmål, og hun kiggede ud ad vinduet for at dæmpe sin irritation. "Du havde ikke ret til at fortælle mig, hvad min biologiske familie hedder, eller hvor de bor. Jeg har aldrig bedt om at få det oplyst og aldrig ønsket det. Skal jeg nu undgå Dorset, i tilfælde af at jeg støder på en Lockyer-Fox? Skal jeg nu være nervøs, hver gang jeg bliver præsenteret for nye mennesker, især kvinder der hedder Elizabeth?"
"Jeg handlede efter instrukser," sagde han forlegent.
"Det er klart." Hun vendte sig om mod ham igen. "Det er dit købe-dig-fri kort. Sandheden er lige så fremmed for advokater, som den er for journalister og ejendomsmæglere. Du skulle prøve mit arbejde. Man tænker på sandheden hele tiden, når man har ansvaret for andres liv."
"Følger du ikke bare instrukser, ligesom jeg gør?"
"Det vil jeg næppe påstå." Hun slog affærdigende ud med hånden. "Mine ordrer sikrer friheden ... dine afspejler blot et individs forsøg på at tage magten fra et andet."
Mark følte sig pikeret nok til at ytre en fredsommelig protest. "Tæller individer ikke i din filosofi? Hvis det, der berettiger, er antallet alene, så kunne en håndfuld suffragetter aldrig have opnået stemmeret for kvinder ... og så ville du ikke være i hæren nu, kaptajn Smith."
Hun så ud, som om hun morede sig. "Jeg tvivler på, at kvinders rettigheder er det rette sammenligningsgrundlag under de nuværende omstændigheder. Hvem går forud i denne sag? Den kvinde du repræsenterer, eller den datter hun bortadopterede?"
"Det gør du naturligvis."
"Tak." Nancy rykkede frem på stolesædet. "Du kan fortælle din klient, at jeg er sund og glad, at jeg ikke er ked af at være adopteret, og at John og Mary Smith er de eneste forældre jeg kender og ønsker at have. Jeg beklager, hvis det lyder uvenligt, men det er i det mindste ærligt."
Mark rykkede ud på kanten af stolen, så hun var nødt til at blive siddende. "Det er ikke Elizabeth, der har givet mig instrukser, kaptajn Smith. Det er din morfar, oberst James Lockyer-Fox. Han antog, at du ville være mere indstillet på at reagere, hvis du troede, at din mor ledte efter dig - "han holdt inde lidt - "men at dømme efter det du lige har sagt, kan jeg forstå, at hans antagelse var forkert."
Det varede et øjeblik, inden hun svarede. Ligesom med James var det svært at tolke hendes ansigtsudtryk, og det var først da hun talte, at han mærkede hendes foragt. "Kors! Du er vel nok en led fyr. Hvad nu hvis jeg havde svaret ... hvad nu hvis jeg havde været syg efter at finde min biologiske mor ... hvornår havde du tænkt at fortælle mig, at jeg højst kunne håbe på at møde en mimrende oberst?"
"Det har hele tiden været meningen, at du skulle præsenteres for din mor."
Hendes stemme var tyk af sarkasme. "Har I gjort jer den ulejlighed at underrette Elizabeth om det?"
Mark vidste, at han håndterede situationen dårligt, men han kunne ikke se, hvordan han kunne redde den uden at gøre det mere besværligt for sig selv, så han vendte tilbage til hendes morfar. "James er ganske vist firs, men han er meget frisk," sagde han, "og jeg tror, at du og han ville komme godt ud af det med hinanden. Han ser folk i øjnene, når han taler til dem, og man kan ikke løbe om hjørner med ham ... lidt ligesom dig selv. Du har min uforbeholdne undskyldning, hvis min henvendelse har været -" han ledte efter ordet - "klodset - men James var ikke sikker på, at en morfar ville være lige så tillokkende som en mor."
"Han havde ret."
Det kunne have været obersten, der talte. En hurtig, foragtelig bjæffen der tog pusten fra modparten. Mark begyndte at ønske, at det var gold-diggeren fra hans fantasi, der var virkeligheden. Han kunne have klaret en, der forlangte penge, men en total foragt for forbindelsen til Lockyer-Fox forvirrede ham. Om lidt ville hun spørge ham, hvorfor hendes morfar ledte efter hende, og det var et spørgsmål, han ikke havde lov til at besvare. "Du kommer fra en meget gammel familie, Lockyer-Fox har været i Dorset i fem generationer."
"Smith har eksisteret i Herefordshire i to hundrede år," snerrede hun. "Vi har dyrket jorden uafbrudt siden 1799. Når min far går på pension, bliver det min tur. Så ja, du har ret, jeg kommer fra en meget gammel familie."
"Det meste af Lockyer-Fox' jord er forpagtet. Der er meget af det."
Hun stirrede på ham med et rasende blik. "Min oldefar ejede Lower Croft, og hans bror ejede Coomb. Min farfar ejede begge gårde og slog dem sammen til en. Min far har dyrket jorden i hele dalen i de sidste tredive år, og hvis jeg gifter mig og får børn, så vil min fars børnebørn eje de et tusinde hektarer efter mig. Og da jeg har i sinde at gøre begge dele foruden at føje Smith til mine børns efternavn, så er der gode chancer for, at gårdejerne her vil hedde Smith i to hundrede år til. Er der mere jeg kan sige for at gøre det klart, hvad jeg mener?"
Han sukkede resigneret. "Er du ikke nysgerrig?"
"Overhovedet ikke."
"Må jeg spørge hvorfor?"
"Hvorfor reparere noget, der ikke er gået i stykker?" Hun ventede på hans reaktion, og da den ikke kom, fortsatte hun: "Det kan godt være, jeg tager fejl, men det lyder som om det er din klients liv, der trænger til at blive repareret... og jeg kan ikke umiddelbart komme i tanker om en eneste grund til, at det skulle være mit ansvar."
Han spekulerede på, hvad han havde sagt, der havde fået hende til at drage en så præcis konklusion. Måske havde hans ihærdighed vidnet om desperation. "Han vil bare gerne møde dig. Før hans kone døde, bad hun ham flere gange om at finde ud af, hvad der var sket med dig. Jeg tror, han føler sig moralsk forpligtet til at opfylde hendes ønske. Kan du respektere det?"
"Var de impliceret i adoptionen?"
Han nikkede.
"Så må du endelig forsikre din klient om, at den var helt igennem vellykket, og at han ikke har grund til at føle sig skyldig."
Han rystede desorienteret på hovedet. 'Permanent vrede' og 'bange for at blive afvist' var lige ved at ryge ud af munden på ham, men han var fornuftig nok til at bide dem i sig. Selv om hun følte en kronisk vrede over at være adopteret - hvilket han tvivlede på - ville pop-psykologi kun gøre hende endnu mere irriteret. "Hvis jeg nu sagde, at du ville gøre obersten en stor tjeneste, hvis du gik med til at møde ham? Ville det kunne overtale dig?"
"Nej." Hun betragtede ham et øjeblik og løftede så undskyldende hånden. "Hør her, jeg beklager, jeg har helt klart skuffet dig. Måske vil du bedre kunne forstå mig, hvis jeg tager dig med udenfor og præsenterer dig for Tom Figgis. Han er en rar gammel gut, og han har arbejdet for min far i årevis."
"Hvordan vil det kunne hjælpe?"
Hun trak på skuldrene. "Tom ved mere om Coombdalens historie end nogen andre. Det er en utrolig fortid. Det kan være du og din klient kunne tænke jer at lære lidt om den."
Han lagde mærke til, at hun lagde eftertryk på 'klient', hver gang hun nævnte ordet, som om hun ville lægge afstand til familien Lockyer-Fox. "Det er ikke nødvendigt. Du har allerede overbevist mig om, at du føler en stærk tilknytning til stedet her."
Hun fortsatte, som om hun ikke havde hørt ham. "Der var en romersk boplads her for to tusind år siden. Det er Tom, der er ekspert i det. Han væver lidt, men han er altid villig til at dele sin viden med andre."
Han afslog høfligt. "Ellers tak, det er en lang tur tilbage til London, og jeg har et bjerg af arbejde, der venter på mig."
Hun sendte ham et forstående blik. "Du har travlt ... ikke tid til at slappe af. Tom bliver skuffet. Han elsker at stå og sludre, især med folk fra London der ikke ved noget om Herefordshires oldtidssagn. Her tager vi dem alvorligt. Det er bindeleddet til vores fortid."
Han sukkede for sig selv. Hun troede måske, at han ikke havde fattet det endnu? "Jah, uanset hvor gerne jeg ville, så er min førsteprioritet i øjeblikket ikke at tale med en vildfremmed om et sted, jeg ikke kender noget til."
"Nej," sagde hun køligt og rejste sig, "det er min heller ikke. Vi har begge to vigtigere ting at foretage os end at høre på gamle mennesker opfriske gamle minder om folk og steder, der ikke har nogen relevans for os. Hvis du forklarer din klient med de ord, hvorfor jeg ikke vil møde ham, så er jeg sikker på han vil forstå, at hans forslag er en urimelig byrde, som jeg kan være foruden."
Mark rejste sig også og ærgrede sig over, at han var gået lige i fælden. "For en ordens skyld," sagde han, "ville det have gjort nogen forskel, hvis jeg havde sagt fra begyndelsen, at det var din morfar, der ledte efter dig?"
Nancy rystede på hovedet. "Nej."
"Det er jeg lettet over. Så har jeg ikke totalt forkludret det hele."
Hun slappede af og sendte ham et smil fuldt af ægte varme. "Jeg er altså ikke usædvanlig. Der er lige så mange adoptivbørn, som er fuldt tilfredse med deres situation, som der er adoptivbørn, der har behov for at finde de manglende brikker i puslespillet. Det har måske noget at gøre med, hvad man forventer. Hvis man er godt tilfreds med det, man har, hvorfor skulle man så udfordre skæbnen?"
Det ville ikke passe for Mark, men han var heller ikke så selvsikker, som hun var. "Jeg burde nok ikke sige det," bemærkede han og rakte hånden ud efter sin mappe, "men du skylder John og Mary Smith meget. Du ville være en helt anden, hvis du var vokset op som en Lockyer-Fox."
Hun så ud, som om det morede hende. "Skal det forstås som en kompliment?"
"Ja."
"Det vil fryde min mor." Hun viste ham ud til hoveddøren og gav ham hånden. "Farvel Mr Ankerton. Du gør klogest i at sige til obersten, at han er sluppet billigt. Det skal nok gøre kål på hans interesse."
"Jeg kan prøve," sagde han og tog hendes hånd, "men han vil ikke tro på mig ... ikke hvis jeg giver ham en præcis beskrivelse af dig."
Hun trak hånden til sig og trådte tilbage i døråbningen. "Jeg mente i juridisk henseende. Jeg vil i hvert fald lægge sag an, hvis I nogen sinde henvender jer igen. Vil du være venlig at gøre det klart for ham?"
"Ja," sagde han.
Hun nikkede kort og lukkede døren, hvorefter Mark måtte finde vej gennem mudderet, men han ærgrede sig mere over de tabte muligheder end over sin egen fiasko.
BBC News Online - 18. december 2001, 7.20 GMT
Tilhængere og modstandere af rævejagt genoptager krigen
Rævejagten begynder igen anden juledag, efter at restriktionerne i forbindelse med mund- og klovsyge blev hævet i går. Jagtforeninger over hele landet suspenderede frivilligt jagten for at støtte forbudet mod at transportere dyr under epidemien. De sidste 10 måneder har været de mest fredelige, siden korstoget mod rævejagt begyndte for 30 år siden, men forsamlingerne af jægere og hunde før rævejagten anden juledag vil få fjendtlighederne mellem tilhængere og modstandere til at flamme op igen efter at have været på lavt blus i det meste af året.
"Vi venter et kæmpestort fremmøde," sagde en talsmand for Countryside Alliance, der fører en landsdækkende kamp til støtte for jagt. "Tusindvis af mennesker er klar over, at rævejagt er en nødvendig del af livet på landet. Antallet af ræve er fordoblet i de ti måneders pause, og fåreavlerne er bekymrede over at miste så mange lam."
Jagtmodstandere har lovet at møde talstærkt op. "Folk føler meget stærkt for det," sagde en aktivist fra Vestlondon. "Alle modstandere står sammen i ønsket om at beskytte rævene mod mennesker, der vil slå dem ihjel for fornøjelsens skyld. Denne barbariske form for jagt hører ikke hjemme i det enogtyvende århundrede. Det er løgn at sige, at antallet af ræve er fordoblet. Der har ikke været rævejagt om sommeren i forvejen, så hvordan kan blot tre måneders forlængelse af pausen resultere i en "fordobling"? Den slags påstande er ren propaganda."
Ifølge en meningsmåling for nylig erklærede 83% af de adspurgte, at rævejagt med hunde var dyrplageri, unødvendigt, uacceptabelt eller ude af trit med tiden. Men selv om premierministeren indfrier sit løfte om at forbyde rævejagt inden næste parlamentsvalg, vil debatten fortsætte.
Tilhængerne hævder, at ræve er skadedyr og skal holdes nede, uanset om rævejagt bliver forbudt eller ej. "Ingen regering kan lovgive mod rævens rovdyrsinstinkt. Når først den er inden for hegnet, slår den alle hønsene i hønsegården ihjel, ikke fordi den er sulten, men fordi den nyder at slå ihjel. I øjeblikket bliver der nedlagt 250.000 ræve om året for at holde bestanden på et acceptabelt niveau. Uden rævejagt vil antallet hurtigt blive umuligt at styre, og folks holdning vil ændre sig."
Modstanderne er uenige. "Ræven tilpasser sig sit miljø ligesom ethvert andet kræ. Hvis en landmand ikke beskytter sine dyr, kan han forvente, at de bliver angrebet. Sådan er naturen. Katte slår ihjel for fornøjelsens skyld, men der er ingen, der foreslår, at vi pudser et kobbel hunde på familiens missekat. Der er ingen mening i at give ræven skylden, når debatten burde handle om kvæg- og fjerkræavl."
Tilhængerne: "Hunde gør det hygiejnisk og hurtigt af med ræven, hvorimod snarer, fælder og skydning er upålidelige metoder til at holde bestanden nede og ofte resulterer i, at andre dyr bliver sårede uden garanti for, at det er ræven, der bliver fanget. Sårede dyr dør langsomt og smertefuldt, og når det går op for folk, vil stemningen ændre sig."
Modstanderne: "Hvis ræven er så farlig, som man påstår, hvorfor bruges der så kunstige huler til at fremme antallet af ræve? En skytte indrømmede for nylig, at han i 30 år havde leveret ræve og fasaner til rævejagt. Hvis man er skytte i et område med rævejagt, skal man kunne fremskaffe et dyr til at nedlægge, ellers mister man sit job."
Der udveksles forbitrede beskyldninger og modbeskyldninger. Countryside Alliance foregiver, at striden om rævejagt er en konflikt mellem land og by, hvilket er lige så absurd, som når forbundet mod jagt påstår, at ingen arbejdspladser vil gå tabt, hvis rævejægere foretager en 'sund omstilling til slæbejagt'. På landet er der lige så stor modvilje mod at dræbe et naturligt hjemmehørende dyr for sportens skyld, som der er i byen, og Woodland Trust er for eksempel en af de organisationer, der ikke tillader rævejagt på deres jord. På den anden side vil slæbejagt kun sikre arbejdspladser, hvis jægere, hvoraf mange er landmænd, kan overbevises om, at det er umagen og pengene værd at melde sig til en gruppeaktivitet, som ikke er til nogen væsentlig nytte for lokalsamfundet.
Begge sider ynder at fremstille modparten som den, der ødelægger henholdsvis en livsform og et ubeskyttet dyr; men afgørelsen om hvorvidt rævejagt bør forbydes vil afhænge af offentlighedens indstilling til ræven. Det lover ikke godt for tilhængere af rævejagt. En anden meningsmåling opstillede for nylig følgende valgmuligheder: hvem gør mest skade på landskabet: 1) ræve; 2) turister; 3) New Age-omrejsende. 98% af de adspurgte svarede, at de omrejsende gjorde mest skade. 2% (formodentlig tilhængere af rævejagt, der så spørgsmålet som en fælde) svarede ræve, og 100% svarede, at turister gjorde mindst skade, fordi de bringer penge til landområderne.
Mikkel Ræv i sin røde jakke og hvide gamacher tiltaler os. Det gør en på understøttelse i en gammel smadderkasse ikke. Regeringen skal passe på. Vulpes vulgaris er ikke en truet dyreart, men er ikke desto mindre på grund af flertallets felttog, der sigter mod at beskytte den, godt på vej til at blive fredet. Nu er det de omrejsende, der har status af skadedyr. Så stærk er den offentlige mening.
Men siden hvornår har flertallet ret?
Anne Cattrell