Bella gik op i sin bus, trak elefanthuen af og lod sine tykke fingre løbe igennem det korte hår, hvor huden var begyndt at klø. Fox havde uddelt overskudslagerfrakker, elefanthuer og tørklæder på mødestedet dagen før og givet dem besked om at tage dem på, hver gang de gik udenfor. Det havde ikke været umagen værd at diskutere det med ham, for kulden betød, at alle var taknemmelige for dem, men nu var Bella meget nysgerrig efter at vide, hvorfor det var nødvendigt at forklæde sig. Fox kendte stedet her for godt, tænkte hun.
En lyd fra køkkenkrogen bag gardinet fangede hendes opmærksomhed. Hun gik ud fra, at det var en af hendes døtre og trak stoffet til side. "Hvad er der, skatter? Jeg troede, du var sammen med Zadies unger -" Men det var ikke en af hendes. Det var en mager lille dreng med skulderlangt lyst hår, og hun genkendte ham øjeblikkelig. Han var en af de 'aflæggere', der havde været i Fox' bus ved Barton Edge. "Hvad fanden laver du?" spurgte hun overrasket.
"Det var ikke mig," mumlede Wolfie, mens han krøb sammen og ventede på lussingen.
Bella stirrede på ham et øjeblik, hvorefter hun satte sig på bænken ved siden af bordet og tog en blikdåse op af frakkelommen. "Hvad for noget?" spurgte hun, vred låget af dåsen og tog en pakke cigaretpapir op af den.
"Jeg har ikke taget noget."
Ud ad øjenkrogen så hun ham klemme hånden sammen om et stykke brød. "Hvem har så?"
"Det ved jeg ikke," sagde han og efterabede Fox' stilige udtale, "men det var ikke mig."
Hun betragtede ham nysgerrigt og spekulerede på, hvor hans mor var, og hvorfor han ikke var hos hende. "Hvad laver du så her?"
"Ingenting."
Bella bredte cigaretpapiret ud på bordet og dryssede en tynd streg af tobak ned i midten. "Er du sulten, knægt?"
"Nej."
"Du ser sådan ud. Giver din mor dig ikke nok at spise?"
Han svarede ikke.
"Brødet er gratis," sagde hun. "Du må tage så meget, du vil. Bare du beder pænt om det." Hun rullede papiret sammen og lod tungen glide ned langs kanten. "Vil du spise sammen med mig og mine piger? Skal jeg spørge Fox, om det er okay?"
Drengen stirrede på hende, som om hun var et uhyre, så tog han benene på nakken og strøg ud af bussen.
---
Mark lod hovedet synke ned i hænderne og masserede sine trætte øjne. Han havde næsten ikke sovet i to nætter, og hans energiniveau nærmede sig nulpunktet. "Der næres i hvert fald mistanke til James i denne sag," sagde han til Nancy, "selv om guderne må vide hvorfor. Ifølge politiet og ligsynsmanden er der ingen sag. Det er en skør situation. Jeg bliver ved med at bede ham om at imødegå de svirrende rygter, men han siger, at det ikke kan betale sig ... de går i sig selv igen."
"Det har han måske ret i."
"Det troede jeg også til at begynde med, men ikke længere." Han lod bekymret hånden løbe gennem håret. "Han er udsat for telefonchikane, og noget af det er modbydeligt. Han har optaget alle opringningerne på bånd, og de anklager ham alle sammen for at have slået Ailsa ihjel. Det ødelægger ham ... både fysisk og psykisk."
Nancy trak i et græsstrå mellem sine fødder. "Hvorfor tror man ikke, at hun døde af naturlige årsager? Hvorfor bliver der ved med at være mistanke?"
Mark svarede ikke med det samme, og da hun drejede hovedet, så hun, at han sad og trykkede knoerne ind mod øjnene på en måde, der vidnede om søvnmangel. Hun spekulerede på, hvor mange gange telefonen havde ringet den foregående nat. "Fordi alt bevismaterialet på det tidspunkt tydede på et mistænkeligt dødsfald," sagde han træt. "Selv James gik ud fra, at hun var blevet myrdet. At Ailsa gik ud midt om natten ... blodet på fliserne ... hendes normalt robuste helbred. Det var ham, der opfordrede politiet til at undersøge, om der havde været en indbrudstyv, og da de ikke kunne finde tegn på det, rettede de opmærksomheden mod ham. Det er almindelig fremgangsmåde - ægtemændene er altid først i søgelyset - men han blev meget vred over det. Da jeg kom, var han i gang med at beskylde Leo for at have slået hende ihjel ... hvilket ikke gjorde sagen bedre." Han blev tavs.
"Hvorfor ikke?"
"For mange vilde løse beskyldninger. Først en indbrudstyv, så hans søn. Det virkede desperat, når nu han var den eneste, der var til stede. Og da det forlød, at han og Ailsa havde haft et skænderi, så han dobbelt skyldig ud. Deres forhold blev endevendt. Kom de godt ud af det med hinanden? Havde han for vane at slå hende? Politiet beskyldte ham for at have låst hende ude i vrede efter et skænderi, indtil han spurgte dem, hvorfor hun så ikke havde knust en rude eller var gået hen til Vera og Bob. Han var temmelig chokeret bagefter."
"Men jeg går ud fra, at alt det skete på politistationen ... så hvordan forklarer det, at han bliver ved med at være mistænkt?"
"Alle vidste, at han blev afhørt. Han blev kørt væk i en politibil to dage i træk, og sådan noget kan man ikke holde hemmeligt. Politiet trak følehornene til sig, da resultaterne af obduktionen var negative, og blodet på fliserne viste sig at være fra et dyr, men det standsede ikke rygtesmedene." Han sukkede. "Hvis patologen havde været mere præcis med hensyn til årsagen ... hvis hans børn ikke havde givet ham den kolde skulder ved begravelsen ... hvis han og Ailsa havde været mere åbne om deres familieproblemer i stedet for at foregive, at de ikke eksisterede ... hvis den fordømte Mrs Weldon ikke havde faet storhedsvanvid ..." Han holdt inde. "Jeg kan ikke lade være med at tænke på kaosteorien. En lille usikkerhed udløser en række begivenheder, der resulterer i kaos."
"Hvem er Mrs Weldon?"
Hans tommelfinger pegede til højre. "Gift med gårdejeren derovre. Hende der påstår, hun hørte James og Ailsa skændes. Det er den mest belastende anklage, der er rettet imod ham. Hun sagde, at Ailsa beskyldte ham for at ødelægge hendes liv, så han kaldte hende en møgkælling og slog hende. Nu bliver han så beskyldt for hustruvold foruden alt det andet."
"Så Mrs Weldon dem skændes?"
"Nej, og derfor afviste politiet og ligsynsmanden hendes vidneforklaring ... men hun står fast ved, hvad hun hørte."
Nancy rynkede panden. "Hun har set for mange film. Man kan ikke høre noget, når en person bliver slået ... slaget giver ingen lyd. Et boksestød ... en lussing ... det kunne have været hvad som helst."
"James nægter, at de overhovedet havde et skænderi."
"Hvorfor skulle Mrs Weldon lyve?"
Mark trak på skuldrene. "Jeg har aldrig mødt hende, men hun lyder i hvert fald som den type, der opdigter eller overdriver en historie, så hun kan spille vigtig. James siger, at Ailsa blev drevet til vanvid af hendes sladder. Hun advarede åbenbart altid James om, at han skulle passe på, hvad han sagde i det kvindemenneskes påhør, fordi hun ville bruge det imod ham ved først givne lejlighed." Han tog sig bekymret til hagen. "Og det er præcis, hvad hun har gjort. Jo mere begivenheden kommer på afstand, jo mere sikker bliver hun på hvem og hvad hun hørte."
"Hvad tror du, der skete?"
Han gik let hen over spørgsmålet og kom frem med et svar, der lød indøvet. "James lider af gigt, og han havde ikke sovet hele den uge. Lægen kunne bekræfte, at han hentede en recept på sovepiller den dag, Ailsa døde, og der manglede to i glasset. Han var stadig påvirket, og han insisterede på, at politiet tog en blodprøve for at bevise, at han nærmest var bevidstløs, da skænderiet skulle forestille at have fundet sted. Det overbeviste naturligvis ikke dem, der ikke troede på ham i forvejen - de siger, han tog pillerne, efter at Ailsa var død - men det overbeviste ligsynsmanden." Han holdt inde igen, og Nancy brød ikke den kortvarige tavshed. "Det ville det ikke have gjort, hvis der havde været bevis på, at hun var blevet myrdet, men da det ikke var tilfældet ..." Han gjorde sig ikke den ulejlighed at afslutte sætningen.
"Din kaosteori lyder rigtig," sagde hun medfølende.
Han lo hult. "Det hele er oprigtig talt et helvedes rod. Selv det faktum, at han bevæbnede sig med sovepiller bliver anset for at være mistænkeligt. Hvorfor den dag? Hvorfor tage to? Hvorfor insistere på at politiet skulle tage en blodprøve? De bliver ved med at sige, at han ville skaffe sig et alibi."
"Er det de telefonopringninger, du snakkede om?"
"Hm. Jeg har lyttet båndene igennem ... og det bliver kun værre. Du spurgte, om der skete noget mellem oktober og november ... jah, det var der, opringningerne begyndte. Det var sket et par gange i sommerens løb - ikke noget ubehageligt, bare tavshed i den anden ende - men der var en markant ændring i november, da de begyndte at komme to-tre gange om ugen." Han tøvede og spekulerede tydeligvis på, hvor meget han skulle fortælle hende. "Det er uudholdeligt," sagde han pludselig. "Nu ringer telefonen fem gange hver nat, og jeg tror ikke, han har sovet i ugevis ... det er måske derfor, han sætter sig ud på terrassen. Jeg foreslog, at han skiftede nummer, men han siger, at han vil fanerne ikke overgive sig. Han siger, det er en form for terrorisme, og han nægter at ligge under for det."
Nancy havde en vis sympati for det synspunkt. "Hvem er det?
Endnu en skuldertrækning. "Det ved vi ikke. Vi kan ikke se, hvem det er ... sikkert fordi de har blokeret 'vis nummer'-mekanismen. Det er lykkedes James at spore et par af dem ved at taste 'genkald', men ikke mange. Han har lavet en liste, men den største synder -" han tøvede et øjeblik - "eller syndere - det er svært at sige, om det altid er den samme - er for kløgtig til at reklamere med sin identitet."
"Siger han noget? Kan du ikke genkende hans stemme?"
"Åh, jo, han siger skam noget," sagde Mark bittert. "Den længste opringning varer en halv time. Jeg tror, det er den samme mand - næsten helt sikkert Leo, fordi han ved så meget om familien - men han bruger en indretning, der forvrænger stemmen elektronisk, og det får ham til at lyde som Darth Vader."
"Dem kender jeg. De kan fordreje kvindestemmer på samme måde."
"Det ved jeg godt ... og det er problemet. Det ville være ret ligetil, hvis vi kunne sige, det var Leo ... men det kan være hvem som helst."
"Er det ikke ulovligt? Kan du ikke bede telefonselskabet om at gøre noget?"
"De kan intet foretage sig uden polititilladelse, og James vil ikke have politiet involveret."
"Hvorfor ikke?"
Mark borede knoerne ind i øjenhulerne igen, og Nancy undrede sig over, hvorfor det spørgsmål skulle være så vanskeligt. "Jeg tror, han er bange for, at det vil gøre ondt værre, hvis politiet hører, hvad Darth Vader-stemmen siger," sagde han omsider. "Der er beskrivelser af begivenheder -" en lang pause - "James benægter dem selvfølgelig, men når man hører dem igen og igen ..." Han blev tavs.
"Så lyder de overbevisende," sluttede hun.
"Hm. Noget af det er i hvert fald rigtigt, og så begynder man at spørge sig selv om resten."
Nancy huskede, at obersten havde beskrevet Mark Ankerton som en 'hæderlig undtagelse' blandt alle dem, der havde været hurtige til at dømme ham, og hun spekulerede på, om han vidste, at hans advokat var begyndt at vakle. "Må jeg høre båndene?" spurgte hun.
Han så forfærdet ud. "Ikke på vilkår. James ville få et tilfælde, hvis han troede, at du havde hørt dem. De er fandeme forfærdelige. Hvis det var mig, de var gået ud over, ville jeg øjeblikkelig have fået nyt, hemmeligt nummer. Det fordømte kvindemenneske til Mrs Weldon er ikke engang modig nok til at sige noget ... hun ringer bare midt om natten for at vække ham ... og så sidder hun og gisper i fem minutter."
"Hvorfor tager han telefonen?"
"Det gør han heller ikke ... men den ringer alligevel, han vågner, og telefonsvareren optager hendes opringning."
"Hvorfor trækker han ikke stikket ud om natten?"
"Han samler bevismateriale ... men vil ikke bruge det."
"Hvor ligger Weldons gård?"
"En halv kilometer oppe ad vejen til Dorchester."
"Hvorfor går du så ikke hen og giver hende en advarsel? Hun lyder som et skvat. Hvis hun ikke engang har mod til at sige noget, vil hun sikkert falde om, hvis hans advokat dukker op."
"Så let er det ikke." Han pustede på sine hænder for at få varme i dem. "Jeg blev gal på hendes mand i telefonen i morges, sagde til ham, at hans kone kunne blive sagsøgt for bagvaskelse. James kom ind midt i det hele og skældte mig ud for overhovedet at antyde det. Han nægter at få nedlagt forbud ... kalder det kapitulation ... siger, det er at overgive sig. For at være helt ærlig, så forstår jeg slet ikke hans ræsonnement. Han bruger hele tiden belejringsmetaforer, som om han er tilfreds med at føre en udmattelseskrig i stedet for at gøre, hvad jeg vil have ham til, nemlig at udkæmpe slaget i fjendens lejr. Jeg ved, han er bekymret for, at et sagsanlæg vil gøre historien til forsidestof igen - og det ønsker han ikke - men jeg tror også, han er virkelig bange for, at politiet skal begynde at interessere sig for Ailsas død igen."
Nancy tog huen af og trak den ned over hans hænder. "Det betyder ikke, at han var skyldig," sagde hun. "Jeg kan forestille mig, at det er langt mere skræmmende at være uskyldig og ude af stand til at bevise det, end at være skyldig og hele tiden skulle skjule sine spor. Den første tilstand er passiv, den anden aktivt handlende, og han er vant til at handle."
"Hvorfor vil han så ikke følge mit råd og begynde at angribe de slyngler?"
Hun rejste sig. "Af de grunde du allerede har nævnt. Ved du hvad, jeg kan høre dine tænder klapre. Tag frakken på og lad os begynde at gå igen." Hun ventede, mens han iførte sig frakken, og så gik de målbevidst tilbage til den japanske have. "Man skal ikke stikke hovedet op over brystværnet, mens man bliver skudt på," påpegede hun. "Måske skulle du overveje guerillataktik i stedet for en regulær opmarch med sagsanlæg og politiindblanding. Det er en helt igennem hæderlig fremgangsmåde at sende en snigskytte ud for at udrydde en fjende i en skyttegrav."
"Du godeste!" sagde han og sukkede af mishag og stak stjålent hendes hue i lommen, fuldt ud bevidst om, at den var en guldgrube af DNA. Hvis hun glemte den, kunne problemet løses. "Du er lige så slem, som han er. Kunne du tænke dig at sige det på almindeligt engelsk?"
"Se bort fra dem, du kan identificere, som for eksempel hende Mrs Weldon, og så kan du koncentrere dig om Darth Vader. Han vil være nemmere at neutralisere, når du først har isoleret ham." Hun smilede ad hans ansigtsudtryk. "Det er en almindelig taktik."
"Det tror jeg gerne," sagde han syrligt. "Fortæl mig så, hvordan jeg skal gøre det uden sagsanlæg."
"Del og hersk. Du er allerede begyndt med Mrs Weldons mand. Hvordan reagerede han?"
"Han blev vred. Han vidste ikke, at hun havde ringet."
"Det er godt. Hvem har du ellers identificeret?"
"Eleanor Bartlett ... hun bor i Shenstead House, halvtreds meter nede ad vejen. Hun og Prue Weldon er nære venner."
"Så vil det være den stærkeste akse imod James. Du bliver nødt til at splitte dem ad."
Han blottede tænderne i en sarkastisk grimasse. "Og hvordan gør jeg så det?"
"Ved at begynde at tro på den sag, du kæmper for," sagde hun lidenskabsløst. "Det nytter ikke at være halvhjertet. Hvis Mrs Weldons version af begivenhederne er rigtig, så lyver James. Hvis James taler sandt, lyver Mrs Weldon. Der er ingen gråzoner. Og selv om Mrs Weldon er overbevist om, at hun taler sandt - men det ikke er sandt - så lyver hun." Hun gengældte hans grimasse. "Vælg selv."
For Mark, som syntes at hele sagen netop var en forvirrende collage af grå toner, var hendes argumentation usædvanlig forenklet, og han spekulerede på, hvad hun havde læst i Oxford. Noget med faste rammer; han gættede på, hun havde læst til ingeniør, hvor aksialtryk og vridning havde veldefinerede grænser. Hun havde ganske vist ikke hørt båndene, men alligevel ... "Virkeligheden er aldrig så sort hvid," indvendte han. "Hvad nu hvis begge parter lyver? Hvad nu hvis de taler sandt om én ting og lyver om noget andet? Hvad nu hvis den omstridte begivenhed ikke har noget med den påståede forbrydelse at gøre?" Han pegede på hende. "Hvad gør du så ... forudsat at du har samvittigheden i behold og ikke har lyst til at skyde den forkerte?"
"Træder tilbage," sagde Nancy uden omsvøb. "Bliver pacifist. Går over til fjenden. Når man lytter til fjendens propaganda, sker der kun det, at man kompromitterer sin egen og sine troppers kampånd. Det er almindelig taktik." Nu pegede hun på ham for at understrege ordene. "Propaganda er et stærkt våben. Det har enhver tyran i historien vist."