Eleanor Bartlett var dejligt ophidset, da Prue ringede og fortalte om de omrejsende i skoven. Hun var en misundelig kvinde, der kunne lide at have noget at brokke sig over. Hvis hun havde været velhavende nok til at give efter for sine luner, ville hun være gået rettens vej med sine klagepunkter og have fået ry som ondskabsfuld kværulant. Da hun ikke var det, stillede hun sig tilfreds med at destabilisere forhold folk imellem under dække af at 'tale lige ud af posen'. Det betød, at ingen brød sig om hende, men det gav hende også indflydelse. Der var ikke mange, som ønskede at lægge sig ud med hende, især ikke de der kun boede i landsbyen i weekenden, for deres manglende tilstedeværelse betød, at de ikke kunne holde øje med, hvad der blev sagt om dem.
Det var Eleanor, der havde opfordret sin mand til at gå på førtidspension, så de kunne flytte på landet. Julian var modstræbende gået med til det, men kun fordi han vidste, at hans dage i firmaet var talte. Ikke desto mindre var han stærkt i tvivl om, hvorvidt det var klogt at flytte ud af byen. Han var tilfreds med sin position - som afdelingsleder med en pæn aktiebeholdning, som ville betale for et krydstogt eller to i deres otium, ligesindede venner, der kunne lide at drikke et glas efter arbejde og spille golf i weekenden, hyggelige naboer, kabeltv, og hans børn af første ægteskab inden for en radius af ti kilometer.
Som sædvanlig blev hans ønsker underkendt af en blanding af tavshed og hysteriske anfald, og for fire år siden havde salget af deres (efter London-målestok) beskedne hjem i yderkanten af Chelsea givet dem mulighed for at anskaffe sig en mere imponerende adresse i en landsby i Dorset, hvor overophedede storbypriser var højere end provinsens. Shenstead House, et fint victoriansk hus, gav sine ejere tradition og historie, i modsætning til deres tidligere hjem, en konstruktion fra halvfjerdserne på Croydon Road 12, og Eleanor løj uvægerligt om, hvor hun og Julian havde boet før - "ikke ret langtfra Margaret Thatcher" - hvilken stilling han havde haft i firmaet - "direktør" - og hvor meget han havde tjent - "gage i millionklassen."
Ironisk nok havde han fået niere ud af at flytte på landet, end hun havde. Eleanor havde fået status af at flytte til Shenstead - hvad hun altid havde higet efter - fordi landsbyen var isoleret og lillebitte, men samtidig var det netop disse faktorer, der gjorde det til en hul sejr. Hendes forsøg på at indynde sig hos Lockyer-Fox-familien var ikke blevet til noget - James havde undgået hende, og Ailsa havde været høflig men fjern - og hun nægtede at nedværdige sig til at komme sammen med Woodgates, eller endnu værre, James' gartner og hans kone. Weldons' forgængere på Shenstead Farm havde været deprimerende at være sammen med på grund af deres pengeproblemer, og weekendfolket - der alle var så velhavende, at de havde råd til at have hus i London foruden et hus ved havet - var lige så uimponerede over den nye frue til Shenstead House, som James og Ailsa havde været.
Hvis Julian havde haft de samme ambitioner om at få adgang til Dorsets højere cirkler eller gjort mere ud af at støtte dem, ville det måske have været anderledes, men da han nu var fri for lønslavens lænker og træt af Eleanors kritik af hans ugidelighed, havde han set sig om efter noget at tage sig til. Da han var selskabelig af natur, udså han sig en venlig pub i en nabolandsby og drak sig langsomt ind i landbrugsmiljøet, og det var lige meget, om hans omgangsfæller var jordejere, gårdejere eller landbrugsmedhjælpere. Han var født og opvokset i Wiltshire og havde en bedre forståelse af tempoet på landet end sin kone, der var født i London. Til hans kones forargelse var det heller ikke et problem for ham at dele en øl med Stephen Woodgate eller James Lockyer-Fox' gartner, Bob Dawson.
Han spurgte ikke, om Eleanor ville med. Samværet med hende og hendes skarpe tunge havde flet ham til at indse, hvorfor han havde betragtet pensionstiden med så stor modvilje. De havde været i stand til at tolerere hinanden i tyve år, fordi han havde været væk hjemmefra hele dagen, og det var et mønster, han holdt sig til nu. Som dreng havde han elsket at ride, og i løbet af nogle få måneder tog han ridetimer, nyindrettede stalden bag ved huset, hegnede halvdelen af haven af til fold, købte en hest og meldte sig til den lokale jagt. Gennem sine forbindelser der fandt han hyggelige makkere til golf og snooker, tog ud at sejle en gang imellem, og efter halvandet år erklærede han sig fuldt tilfreds med livet på landet.
Ikke overraskende var Eleanor rasende og beskyldte ham for at ødsle deres penge væk på egoistiske fornøjelser, der kun var til gavn for ham. Hun blev mere og mere fortørnet over, at de var flyttet året før huspriserne steg voldsomt, især da hun hørte, at deres tidligere naboer i Chelsea to år efter havde solgt et tilsvarende hus for hundrede tusind pund mere. Med typisk efterrationalisering glemte hun behændigt sin rolle i flytningen og bebrejdede sin mand at have solgt for tidligt.
Hendes tunge blev hvas. Hans aftrædelsesløn havde oprigtig talt ikke været imponerende, og de havde ikke råd til at flotte sig, hver gang de havde lyst til det. Hvordan kunne han ofre penge på at sætte stalden i stand, når de trængte til at få malet og tapetseret og lagt nyt gulvtæppe? Hvad ville deres gæster ikke tro, når de så den falmede maling og de lurvede tæpper? Han havde med fuldt overlæg meldt sig som jagtdeltager for at ødelægge hendes chance for at komme sammen med Ailsa og James. Vidste han ikke, at Ailsa var imod rævejagt?
Julian, der var uendelig træt af hende og hendes snobberi, rådede hende til at anstrenge sig lidt mindre. Det gav ingen mening at tage sådan på vej, bare fordi folk ikke kom sammen, sådan som hun ønskede det, sagde han. At sidde i en velgørenhedskomite var, hvad Ailsa forstod ved at more sig. For James' vedkommende var det at søge tilflugt i biblioteket for at skrive sin families historie. De værnede om privatlivet og var ikke det fjerneste interesseret i at spilde tiden med dagligdags bagateller eller pynte sig til cocktail- og middagsselskaber. Hvordan vidste han alt det? havde Eleanor spurgt. En han havde mødt på pubben havde fortalt ham det.
Da Weldons købte Shenstead Farm, havde det været Eleanors redning. I Prue fandt hun en hjerteveninde, som kunne give hende selvtilliden tilbage. Prue var den beundrende følgesvend med en kreds af kontakter fra sine ti år på den anden side af Dorchester, som Eleanor havde behov for. Eleanor var den sofistikerede London-viljestyrke i Prues rygrad, der tillod hende at give udtryk for sin kritik af mænd og af ægteskabet. Sammen meldte de sig ind i golfklubben, lærte at spille bridge og tog på indkøbsture til Bournemouth og Bath. Det var det ideelle venskab - eller recepten på et mareridt, afhængig af ens synspunkt - to kvinder i perfekt samklang med hinanden.
Under et særlig skrækkeligt middagsselskab nogle måneder før hvor Eleanor og Prue i fuldskab havde rottet sig sammen om at overfuse deres mænd, havde Julian syrligt bemærket til Dick, at deres koner var Thelma og Louise i overgangsalderen - og uden sex appeal. Det var kun heldigt, at de ikke havde mødt hinanden på et tidligere tidspunkt, sagde han, for ellers ville hver eneste mand på kloden være død - uanset om han havde været modig nok til at voldtage dem eller ej. Dick havde ikke set filmen, men han lo alligevel.
Det var derfor ikke overraskende, at Prue fordrejede kendsgerningerne, da hun talte med Eleanor om formiddagen anden juledag. Julians 'lad sorteper gå videre' blev til 'typisk mandlig modvilje mod at blive involveret'; Dicks 'idiotisk at ringe til Shenstead Manor' blev til 'panik over en situation han ikke kunne klare'; og advokatens 'telefonchikane' og 'bagvaskelse' blev til 'feje trusler, fordi James ikke turde lægge sag an'.
"Hvor mange omrejsende er der?" spurgte Eleanor. "Jeg håber ikke, det bliver ligesom Barton Edge, hvor lokalavisen skrev, at der var fire hundrede."
"Det ved jeg ikke - Dick var knotten og gik uden at fortælle nærmere om det - men der kan ikke være ret mange, ellers ville deres vogne spærre vejen. Der var en ti kilometer lang trafikprop til Barton Edge."
"Ringede han til politiet?"
Prue sukkede irriteret. "Det tror jeg ikke. Du ved, hvordan han skyr enhver konfrontation."
"Okay, lad mig ordne det," sagde Eleanor, som var vant til at tage styringen. "Jeg kigger på det og ringer så til politiet. Der er ingen grund til at spilde penge på advokater, før det er nødvendigt."
"Ring til mig, når du ved, hvad der sker. Jeg er hjemme hele dagen. Jack og Belinda kommer i aften ... men først efter klokken seks."
"Skal ske," sagde Eleanor og tilføjede et muntert 'farvel', hvorefter hun gik ud i bryggerset og fandt sin quiltede, bolsjestribede jakke og sine designer-støvler. Hun var et par år ældre end sin veninde og nærmede sig hastigt tres, men hun løj altid om sin alder. Prue var ved at blive katastrofalt bred om hofterne, men Eleanor gjorde sig store anstrengelser for at holde sig i form. Hormontilskud havde holdt hendes hud pæn i otte år, men hun var besat af at holde vægten nede. Hun ville ikke være tres; hun ville i hvert fald ikke ligne en på tres.
Hun kantede sig forbi sin BMW i indkørslen og tænkte på, hvor meget bedre alting var blevet siden Ailsas død. Nu var der ingen tvivl om, hvem der var byens førende dame.
Økonomien var blevet stærkt forbedret. Hun pralede over for Prue om kursstigningerne, og hvor klogt det var at investere offshore og var samtidig taknemmelig for, at veninden var for dum til at forstå, hvad hun talte om. Hun havde ikke lyst til at besvare komplicerede spørgsmål.
På vej til skoven kom hun forbi Shenstead Manor og standsede som sædvanlig for at kigge nyfigent op ad indkørslen. Hun blev forbavset over at se en mørkegrøn Discovery holde parkeret foran spisestuevinduet og spekulerede på, hvem den tilhørte. I hvert fald ikke advokaten som var ankommet i en sølvfarvet Lexus juleaften, og heller ikke Leo som for et par måneder siden havde kørt hende rundt i London i en sort Mercedes. Elizabeth? Umuligt. Oberstens datter kunne knap nok sætte to ord sammen for slet ikke at tale om at køre bil.
---
Mark rakte hånden ud for at holde Nancy tilbage, da de gik rundt om hjørnet fra garagerne. "Der er det fordømte kvindemenneske, Eleanor Bartlett," sagde han vredt og nikkede hen mod lågen. "Hun prøver at regne ud, hvem din bil tilhører."
Nancy tog bestik af den fjerne skikkelse i den lyserøde jakke og de pastelfarvede skibukser. "Hvor gammel er hun?"
"Aner det ikke. Hendes mand siger, han er tres, men hun er hans anden kone - hun var hans sekretær - så hun er sikkert meget yngre."
"Hvor længe har de boet her?"
"Jeg er ikke helt sikker. Tre-fire år."
"Hvad mente Ailsa om hende?"
"Hun kaldte hende Pokeweed ... yderst almindelig, stikker næsen i andres sager, stinker som bare fanden og bor i en sump." Mark så Eleanor forsvinde af syne og vendte sig så om mod Nancy med et grin. "Det er en giftig plante i Amerika. Man får hovedpine og kvalme, hvis man er dum nok til at spise den. Din mor kender den sikkert, hvis hun er interesseret i fremmede planter. Det gjorde Ailsa i hvert fald. Den har kønne bær, og skuddene er spiselige, men roden og stænglen er giftige."
Nancy smilede. "Hvad kaldte hun Prue Weldon?"
"Staggerbush. En busk der har en giftig indvirkning på får."
"Og dig?"
Han gik ud i indkørslen. "Hvad får dig til at tro, at hun kaldte mig noget?"
"Min intuition," sagde hun lavmælt og fulgte efter ham.
"Mandrik," sagde han tørt.
Nu var det Nancys tur til at le. "Var det ment som en kompliment eller en fornærmelse?"
"Det blev jeg aldrig helt sikker på. Jeg slog det op engang. Roden ligner efter sigende en mand og udstøder et frygteligt skrig, når den bliver trukket op af jorden. Grækerne brugte den både som brækmiddel og som bedøvelsesmiddel. Den er giftig i store doser og virker søvndyssende i små. Jeg foretrækker at tro, at hun kiggede på mit navn, M. Ankerton ... så Man ... og tænkte andrik."
"Det tvivler jeg på. Pokeweed og Staggerbush er fantastisk udtryksfulde, så jeg går ud fra, at det også var hensigten med Mandrik. Mand. Andrik." Hendes øjne spillede igen, da hun med vilje adskilte ordene. "Derfor dobbelt macho. Jeg er sikker på, det var ment som en kompliment."
"Hvad med det giftige aspekt?"
"Du respekterer ikke dens andre egenskaber. Den er berømt for sine magiske kræfter, især mod dæmoners djævlebesættelse. I middelalderen satte folk den på kaminhylden, for at den skulle bringe dem lykke og velstand og afværge det onde. Den blev også brugt som afrodisiakum og til at kurere ufrugtbarhed."
Han så ud til at more sig. "Du har også Ailsas gener," sagde han. "Det er næsten ord til andet, hvad hun sagde, da jeg beskyldte hende for at slå mig i hartkorn med Pokeweed og Staggerbush."
"Hm," sagde hun køligt og lænede sig op ad sin bil. Hun var stadig uinteresseret i sin genetiske arv. "Hvad kaldte hun James?"
"Elskede."
"Jeg mener ikke, hvordan hun tiltalte ham. Havde han ikke et øgenavn?"
"Nej. Hun omtalte ham altid som 'James' eller 'min mand'."
Hun lagde armene over kors og stirrede på ham med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. "Når hun kaldte ham 'elskede', lød det så, som om hun mente det?"
"Hvorfor spørger du?"
"De færreste mennesker mener det. Det er en floskel, der ikke betyder ret meget ... ligesom: 'jeg elsker dig af hele mit hjerte'. Hvis nogen sagde det til mig, ville jeg stikke en finger i halsen."
Han huskede, hvor tit han havde kaldt kvinder 'elskede' uden at tænke over det. "Hvad kan du lide at blive kaldt?"
"Nancy. Men jeg kan godt gå med til Smith eller kaptajn."
"Selv af kærester?"
"Især af kærester. Jeg forventer, at en mand ved, hvem jeg er, når han stikker pikken op i mig. 'Elskede' kan være hvem som helst."
"Kors bevar mig vel!" sagde han med følelse. "Tænker alle kvinder som dig?"
"Tydeligvis ikke, ellers ville de ikke bruge den slags floskler, når de taler til deres mænd."
Han følte en irrationel trang til at forsvare Ailsa. "Ailsa lod til at mene det," sagde han. "Hun sagde det aldrig til andre ... ikke engang til sine børn."
"Så tvivler jeg på, at James nogen sinde har slået hende," sagde Nancy nøgternt. "For mig lyder det, som om hun brugte navnene til at definere folk, ikke for at besmykke deres handlinger med smukke ord. Hvad kaldte hun Leo?"
Mark så interesseret ud, som om hun med sit mere objektive blik havde set noget, som han ikke havde set. "Wolfsbane," sagde han. "Det er en form for stormhat, meget giftig."
"Og Elizabeth?"
"Foxbane" sagde han med et ironisk smil. "Mindre ... men ikke mindre farlig."
---
Eleanor følte kun irritation, da hun gik hen mod barrieren og så et bål ulme midt på den forladte lejrplads. Det var topmålet af uansvarlighed at gå fra brændende træ, også selv om der var is på jorden. Hun ignorerede 'adgang forbudt' skiltet, lagde hånden på rebet for at løfte det og mærkede pludselig et gys af forskrækkelse, da to hætteklædte skikkelser med tørklæder for munden trådte frem bag træerne på hver sin side af stien.
"Kan vi hjælpe med noget, Mrs Bartlett?" spurgte skikkelsen til venstre for hende. Han talte en blød Dorset-dialekt, men der var ikke andet at bedømme ham på undtagen et par blege øjne, der iagttog hende indgående.
Eleanor var mere overrasket, end hun brød sig om at indrømme. "Hvordan ved du, hvad jeg hedder?" spurgte hun indigneret.
"Valglisterne." Han bankede let på kikkerten, der hang om hans hals. "Jeg så dig komme ud af Shenstead House. Hvad kan vi hjælpe med?"
Hun manglede ord. En høflig omrejsende var ikke en type, hun genkendte, og hun kom straks i tvivl om, hvilken slags lejr det var. Uden logisk grund, udover at de tildækkede ansigter, frakkerne fra hærens overskudslager og kikkerten vidnede om en militærøvelse, gjorde hun op med sig selv, at hun stod over for en soldat.
"Der er helt klart tale om en misforståelse," sagde hun og skulle til at løfte rebet igen. "Jeg fik at vide, at en gruppe omrejsende havde slået sig ned i skoven."
Fox trådte frem og holdt rebet på plads. "Der står 'adgang forbudt' på skiltet," sagde han. "Jeg foreslår, at du retter dig efter det." Han nikkede hen imod et par schæferhunde, der lå på jorden ved en af busserne. "De er i lang snor. Det vil ikke være fornuftigt at forstyrre dem."
"Jamen, hvad foregår der?" spurgte hun vredt. "Jeg synes, at landsbyen har ret til at vide det."
"Jeg er uenig."
Det ubesmykkede svar tog pippet fra hende. "I kan ikke bare ..." Hun viftede ubeslutsomt med hånden. "Har I tilladelse til at være her?"
"Giv mig ejerens navn, så diskuterer jeg sagen med ham."
"Skoven tilhører landsbyen," sagde hun.
Han prikkede på skiltet. "Det gør den desværre ikke, Mrs Bartlett. Den er ikke registreret i nogens navn. Den er ikke engang registreret som fællesjord ifølge loven af 1965, og Lockes ejendomsteori siger, at når et stykke jord er frit, kan der gøres krav på det gennem ejendomshævd af enhver, der indhegner det, rejser ejendomme og forsvarer ejendomsretten. Vi gør krav på dette stykke jord, medmindre og indtil nogen viser deres skøde på ejendommen."
"Det er skandaløst."
"Sådan er loven."
"Vi får se," bed hun ham af "Nu går jeg hjem og ringer til politiet."
"Gør bare det," sagde manden, "men du spilder tiden. Mr Weldon har allerede talt med dem. Det ville være bedre at finde en god advokat." Han gjorde et kast med hovedet i retning af Shenstead Manor. "Måske skulle du spørge Mr Lockyer-Fox, om du kan bruge Mr Ankerton ... han er i det mindste på stedet og ved sikkert noget om regler og bestemmelser vedrørende terra nullius. Eller har du brændt alle dine skibe i den retning Mrs Bartlett?"
Eleanor blev urolig igen. Hvem var han? Hvordan kendte han navnet på James' advokat? Det stod i hvert fald ikke på Shensteads valgliste. "Jeg ved ikke, hvad du taler om."
"Terra nullius. Jord uden ejer."
Hans blege blik var dybt foruroligende - oven i købet velkendt - og hun kiggede hen på den mindre, men digre skikkelse ved siden af ham. "Hvem er I?"
"Dine nye naboer, skatter," sagde en kvindestemme. "Vi kommer til at blive her et stykke tid, så du må hellere vænne dig til det."
Det var en stemme og et køn, som Eleanor følte, hun kunne klare - de massakrerede diftonger hos en pige fra Essex. Desuden var hun tyk. "Det tror jeg nu ikke," sagde hun nedladende. "Jeg tror, I vil se, at Shenstead er uden for jeres rækkevidde."
"Sådan ser det ikke ud i øjeblikket," sagde kvinden. "Kun to af jer har været her, siden din mand kørte forbi klokken halv ni. I kommer fandeme ikke ligefrem væltende for at smide os ud, og det er oven i købet anden juledag, hvor alle har fri? Hvad er der i vejen med resten? Har ingen fortalt dem, at vi er her ... eller er de ligeglade?"
"I behøver ikke være bekymrede, det skal nok rygtes i en fart."
Kvinden slog en latter op. "Det er vist jer, der skal være bekymrede, skatter. Jeres kommunikation er elendig. Indtil videre ser det ud til, at din mand alarmerede Mr Weldon, og han har alarmeret dig ... eller også har din mand alarmeret dig, og det har bare taget dig fire timer at blive dullet op. Lige meget hvad har de ladet dig i stikken, uden at fortælle dig, hvad der foregår. Mr Weldon var helt oppe at køre, så vi troede, han ville pudse en hel flok advokater på os ... og så kommer der bare en donna i lyserødt. Hvad skal det sige? Er du det mest frygtindgydende, som den her landsby kan stampe op?"
Eleanors mund blev til en smal streg af vrede. "Du er ikke rigtig klog," sagde hun. "Du ved tydeligvis ikke ret meget om Shenstead."
"Det ville jeg ikke være så sikker på," mumlede kvinden.
Det var Eleanor heller ikke. Hun var urolig over, at de vidste så meget? Hvordan var de klar over, at det var Julian, der kørte forbi klokken halv ni? Havde nogen fortalt dem, hvilken bil han havde? "Én ting har du i hvert fald ret i," sagde hun og maste fingrene mod hinanden for at stramme sine handsker, "en flok advokater er lige præcis, hvad I kommer til at se. Både Mr Weldons og oberst Lockyer-Fox' advokat er blevet underrettet, og nu da jeg selv har konstateret, hvad det er for nogle mennesker, vi har med at gøre, vil jeg give vores egen besked."
Manden gjorde opmærksom på sig selv ved at banke på skiltet igen. "Glem ikke at sige, at det drejer sig om ejendomsret og ejendomshævd, Mrs Bartlett," sagde han. "Du vil spare en masse penge ved at forklare, at da Mr Weldon prøvede at indhegne jorden, kunne ingen finde skødet."
"Jeg tager ikke imod råd om, hvordan jeg skal tale med min advokat," bed hun ham af.
"Så skulle du måske hellere vente, til din mand kommer hjem," foreslog han. "Han vil ikke være interesseret i at få en regning på et stykke jord, som han ikke har krav på. Han vil fortælle dig, at ansvaret hviler på Mr Weldon og Mr Lockyer-Fox."
Eleanor vidste, han havde ret, men hans bemærkning om, at hun skulle have tilladelse af sin mand til at foretage sig noget, fik hende til at koge indvendig. "Du er særdeles dårligt informeret," snerrede hun. "Min mand er hundrede procent engageret i landsbyen ... som I vil opdage, når tiden er inde. Han har ikke for vane at opgive en kamp, bare fordi hans interesser ikke er truet."
"Du er meget sikker på ham."
"Med god grund. Han støtter andre menneskers rettigheder ... i modsætning til jer, som kun er ude på at ødelægge dem."
Der var en kort pause, som Eleanor fortolkede som en sejr. Med et lille, stramt, triumferende smil drejede hun om på hælen og gik sin vej.
"Måske skulle du spørge ham om hans veninde," råbte kvinden efter hende, "hende der kommer på besøg, hver gang du vender ryggen til ... blondine ... blå øjne ... og ikke en dag over tredive ... det ville vi fandeme ikke kalde hundrede procent engageret ... hun ligner mere en ny model og ikke en gammel rusten smadderkasse, der trænger til en ansigtsløftning."
---
Wolfie så damen gå sin vej. Han kunne se, at hun blev bleg, da Fox hviskede til Bella, og Bella råbte efter hende. Han spekulerede på, om hun var socialrådgiver. Hun var i hvert fald en fra det offentlige, gættede han på, for ellers ville hun ikke have set så bister ud, da Fox lagde hånden på rebet for at forhindre hende i at komme ind.
Det var Wolfie glad for, da han ikke havde kunnet lide hende. Hun var mager, og hendes næse var spids, og hun havde ingen smilerynker omkring øjnene.
Hans mor havde sagt til ham, at han aldrig skulle stole på mennesker, der ikke havde smilerynker. Det betyder, at de ikke kan le, sagde hun, og mennesker, der ikke kan le, har ingen sjæl. Hvad er en sjæl? havde han spurgt. Det er alle de gode ting, som et menneske har gjort, sagde hun. Man kan se det i deres ansigt, når de smiler, fordi latter er sjælens musik. Hvis sjælen aldrig hører musik, så dør den, og det er derfor onde mennesker ikke har smilerynker.
Han var sikker på, det var rigtigt, selv om hans viden om sjælen var begrænset til at tælle rynker. Hans mor havde masser. Fox havde ingen. Manden på plænen fik rynker om øjnene, hver gang han smilede. Men han blev forvirret, når han tænkte på den gamle mand i vinduet. Efter hans forenklede filosofi gav alderen mennesket en sjæl, men hvordan kunne en morder have en sjæl? Var det ikke det værste af alt at slå nogen ihjel?
---
Bella så også kvinden gå sin vej. Hun var vred på sig selv, fordi hun ordret havde gengivet, hvad Fox sagde. Hun skulle ikke have noget af at ødelægge andre menneskers liv, og hun kunne heller ikke se formålet med det. "Hvordan skal det kunne hjælpe på forholdet til naboerne?" sagde hun højt.
"Hvis de ryger i totterne på hinanden, kommer de ikke efter os."
"Du er lidt af et dumt svin, hva'?"
"Det kan godt være ... når der er noget, jeg vil have."
Bella kiggede på ham. "Og hvad er så det, Fox? For du har sgu ikke ført os herhen for hyggens skyld. Jeg tror, du allerede har prøvet det, og at du ikke kom nogen vegne."
Der var et glimt af humor i hans øjne. "Hvordan skal det forstås?"
"Det skal forstås sådan, at du har været her før og blev gennemskuet. Dit fisefornemme sprog var nok ikke så stor en succes hos dem her - "hun jog tommelfingeren i retning af landsbyen - "som hos en flok uvidende omrejsende ... så de sparkede dig ud. Det er ikke bare ansigtet, du gemmer, det er også din skide stemme ... så vil du fortælle mig hvorfor?"
Hans øjne blev kolde. "Hold øje med barrieren," sagde han bare.