"Hvor fanden skal du hen?" hvæsede Fox, mens han greb fat i Wolfies hår og svingede ham rundt.
"Ingen steder," sagde drengen.
Han havde bevæget sig så stille som en skygge, men Fox var lydløs. Der havde ikke været noget til at advare Wolfie om, at hans far stod bag træet, og alligevel havde Fox hørt ham. Inde fra midten af skoven lød der en høj og vedholdende snurrende lyd fra en motorsav, som overdøvede alle andre lyde, så hvordan havde Fox hørt Wolfie snige sig af sted? Var han troldmand?
Fox var indhyllet i sin hætte og sit tørklæde og stirrede tværs over plænen på de åbne havedøre, hvor den gamle mand og de to mennesker, som Wolfie havde set før, ledte efter kilden til støjen. Kvinden - for uden huen og den omfangsrige fleecejakke var kønnet ikke til at tage fejl af - trådte ud ad den åbne dør og holdt en kikkert op for øjnene. "Derovre," kunne man tydeligt se, hun sagde, da hun sænkede kikkerten og pegede mod de nøgne træer, hvor vandalerne var i gang.
Selv Wolfie med sit skarpe syn kunne knap nok skelne de mørkklædte skikkelser fra de sorte tætvoksende træstammer, og han spekulerede på, om damen også var troldmand.
Han spærrede øjnene op, da den gamle mand kom ud til hende og skannede rækken af træer, hvor han og Fox gemte sig. Han mærkede, at Fox trak sig om bag træstammen, hvorefter han drejede Wolfie rundt og pressede hans ansigt ind mod sin grove frakke. "Lad være med at røre dig," mumlede Fox.
Det ville Wolfie ikke have gjort alligevel. Hammeren i Fox' frakkelomme var ikke til at tage fejl af Uanset hvor bange han var for barberkniven, skræmte hammeren ham endnu mere, og han vidste ikke hvorfor. Han havde aldrig set Fox bruge den - vidste bare den var der - men den gjorde ham hunderæd. Han troede, det var noget, han havde drømt, men han kunne ikke huske hvornår, eller hvad drømmen handlede om. Han holdt forsigtigt vejret, så Fox ikke ville lægge mærke til det og flyttede sig på afstand af frakken.
Motorsaven hostede pludselig og blev tavs, og nu kunne de tydeligt høre stemmerne fra terrassen. "... åbenbart sagt en masse vrøvl til Eleanor Bartlett. Hun nævnte terra nullius og Lockes teori for mig, som om det var et mantra. Jeg går ud fra, hun har det fra de omrejsende, for det er ikke sandsynligt, at hun skulle kende de termer. De er faktisk temmelig arkaiske."
"Ingenmandsland?" spurgte en kvindestemme. "Gælder det her?"
"Det vil jeg ikke tro. Det er ejendomsret-terminologi. Forenklet betyder det, at de første, der kommer til et ubeboet område, kan gøre krav på det på vegne af deres økonomiske bagmand, som regel en konge. Jeg kan ikke forestille mig, at det kan anvendes om en jordstrid i Storbritannien i det enogtyvende århundrede. De oplagte ansøgere er James eller Dick Weldon ... eller landsbyen, ud fra argumentationen om fælles brug."
"Hvad er Lockes teori?"
"Et tilsvarende begreb om privat ejendomsret. John Locke var en filosof i det syttende århundrede, der systematiserede ideerne om besiddelse. Det første individ på et sted opnåede dispositionsret til stedet, som så kunne sælges. De første amerikanske nybyggere brugte princippet til at indhegne jord, som ikke havde været afspærret før, og det faktum, at jorden tilhørte de indfødte folk, som ikke gik ind for ideen om indhegning, blev ignoreret."
Nu lød en anden mandsstemme, blidere, ældre. "Ligesom hvad de fyre her er ude på. Tag hvad du kan og ignorer skik og brug i det lokalsamfund, der eksisterer i forvejen. Det er interessant ikke? Især fordi de sikkert ser sig selv som omvandrende indianere i harmoni med naturen og ikke som ustyrlige cowboys, der kun er ude på at udbytte den."
"Står de stærkt?" spurgte kvinden.
"Jeg kan ikke se, hvordan de skulle kunne det," sagde den gamle mand. "Ailsa indstillede skoven som et område af særlig naturvidenskabelig interesse, da Dick Weldon forsøgte at indhegne den, så hvis de prøver at fælde træerne, er politiet hurtigere på pletten, end hvis de havde slået lejr på min plæne. Hun var bange for, at Dick ville gøre det, som hans forgængere havde gjort, nemlig ødelægge et gammelt voksested for at kunne dyrke et ekstra stykke jord. Da jeg var barn, strakte skoven sig en kilometer mod vest. Det er ikke til at fatte i dag."
"James har ret," sagde den anden mand. "Næsten alle i landsbyen - selv feriegæsterne - kan bevise, at de har brugt skoven længe før, denne her gruppe dukkede op. Det kan tage et stykke tid at få dem ud, så irritationsniveauet vil blive temmelig højt ... men på kort sigt kan vi i hvert fald forhindre dem i at fælde træerne."
"Jeg tror ikke, det er det, de gør," sagde kvinden. "Så vidt jeg kan se, saver de det udgåede træ op, der ligger på jorden ... eller det gjorde de, før motorsaven standsede." Hun holdt inde et øjeblik. "Jeg gad nok vide, hvordan de vidste, at de kunne forsøge sig her. Hvis stridens genstand var Hyde Park, ville det være godt nyhedsstof ... men Shenstead? Hvem har nogen sinde hørt om det?"
"Vi har mange feriegæster her," sagde den gamle mand. "Nogle af dem kommer igen år efter år. Måske har en af de omrejsende været her som barn."
Der var stille et stykke tid, hvorefter den første mand igen sagde noget. "Eleanor Bartlett sagde, at de kendte alles navne ... selv mit, åbenbart. Det vidner om temmelig omhyggelige forstudier eller nogen her, der villigt har givet oplysninger videre. Af en eller anden grund var hun ret ophidset, så jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal tro, men hun var overbevist om, at de havde udspioneret landsbyen."
"Det lyder sandsynligt," sagde kvinden. "Man skal være idiot, hvis man ikke undersøger et sted, før man invaderer det. Har du set nogen suspekte her omkring, James? Skoven fungerer perfekt som dækning, især forhøjningen til højre. Med en god kikkert kan man sikkert se det meste af landsbyen."
Wolfie var klar over, at Fox koncentrerede sig om, hvad der blev sagt, så han drejede forsigtigt hovedet for at være sikker på, at han ikke gik glip af noget.
Nogle af ordene var for svære for ham at forstå, men han kunne lide stemmerne. Selv morderens. De lød som skuespillere, ligesom Fox gjorde, men han følte mest glæde ved damens stemme, fordi der var et melodiøst tonefald i den, der mindede ham om hans mor.
"Ved du hvad, Nancy, jeg tror, jeg har været meget dum," sagde den gamle mand så. "Jeg troede, at mine fjender var ude på at ramme mig personligt ... men jeg gad nok vide, om du har ret ... jeg gad nok vide, om det er disse mennesker, der har lemlæstet Ailsas ræve - en ufattelig grusomhed. Det er sygt - snuderne smadret og halerne skåret af, mens de stakkels kræ stadig er i li -"
Wolfie forstod ikke hvorfor, men hans verden eksploderede pludselig i hektisk aktivitet. Hænder blev smækket ind mod hans ører, så han ikke kunne høre, og så vendte Fox bunden i vejret på ham og kastede ham over skulderen. Han var forvirret og græd af skræk, mens Fox løb gennem skoven og smed ham på jorden foran bålet. Han pressede munden ind mod Wolfies ansigt, og Wolfie hørte kun halvt de skurrende ord.
"Har ... holdt øje? Den kvinde ... hvornår er ... kommet? ... hørt hvad de siger? Hvem er Nancy?"
Wolfie anede ikke, hvorfor Fox var så vred, men han spærrede øjnene op, da Fox stak hånden i lommen efter barberkniven.
"Hvad fanden laver du?" spurgte Bella vredt, skubbede Fox væk og lagde sig på knæ ved siden af det skrækslagne barn. "Han er et barn, for himlens skyld. Se på ham, han er skræmt fra vid og sans."
"Han var ved at snige sig ned til Shenstead Manor."
"Og hvad så?"
"Jeg vil ikke have, at han ødelægger det hele for os."
"Kors i hytten!" knurrede hun. "Og du tror, det hjælper at skræmme livet af ham. Kom her, skatter," sagde hun, tog Wolfie i sine arme og rejste sig op. "Han er skind og ben," sagde hun anklagende til Fox. "Du giver ham ikke nok at spise."
"Det er hans mors skyld, fordi hun har forladt ham," sagde Fox med en ligegyldig mine og tog tyve pund op af lommen. "Du kan give ham noget at spise, jeg har ikke tid. Det skulle holde ham kørende et stykke tid." Han stak pengesedlen ind mellem hendes arm og Wolfies krop.
Bella betragtede ham mistænksomt. "Hvordan kan det være, du er så fuld af penge lige pludselig?"
"Det kommer fandeme ikke dig ved. Og hvad dig angår," sagde han og stak en finger ind under Wolfies næse, "hvis jeg fanger dig der igen, vil du ønske, at du aldrig var blevet født."
"Jeg mente ikke noget ondt med det," hylede barnet. "Jeg ledte bare efter mor og lille Cub. De må være et eller andet sted, Fox. De må være et eller andet sted ..."
---
Bella tyssede på sine egne tre børn, da hun satte tallerkenerne med spaghetti bolognese foran dem. "Jeg vil tale med Wolfie," sagde hun, satte sig ved siden af ham og opfordrede ham til at gå i gang med at spise. Hendes piger betragtede alvorligt den fremmede dreng og bøjede sig så lydigt over maden. Den ene så ældre ud end Wolfie, men de to andre var på hans alder, og det gjorde ham genert, for han var meget bevidst om, hvor snavset han var.
"Hvad er der sket med din mor?" spurgte Bella.
"Ved det ikke," mumlede han og stirrede ned i tallerkenen.
Hun tog hans ske og gaffel og stak dem i hænderne på ham. "Kom nu, spis op. Det er ikke velgørenhed, Wolfie. Glem ikke, at Fox har betalt, og han bliver gal i skralden, hvis han ikke får noget for pengene. Det var godt," sagde hun bifaldende. "Du skal vokse meget endnu. Hvor gammel er du?"
"Ti."
Bella var chokeret. Hendes ældste datter var ni, og Wolfies højde og vægt var langt under hendes. Sidste gang, hun havde set Wolfie, om sommeren ved Barton Edge, havde han og hans bror det meste af tiden gemt sig bag deres mors skørter. Bella var gået ud fra, at genertheden skyldtes deres alder og troede, at Wolfie var seks-syv år og hans lillebror tre. Deres mor havde i hvert fald været genert, og Bella kunne ikke huske, hvad hun hed, eller om hun nogen sinde havde vidst det.
Hun så barnet skovle mad ind i munden, som om han ikke havde spist i ugevis. "Er Cub din bror?"
"Ja."
"Hvor gammel er han?"
"Seks."
Kors! Hun havde lyst til at spørge ham, om han nogen sinde var blevet vejet, men hun ville ikke forskrække ham. "Har I nogen sinde været i skole, Wolfie? Eller blevet undervist af de omrejsende lærere?"
Han sænkede ske og gaffel og rystede på hovedet. "Fox sagde, at det ikke kunne betale sig. Mor lærte mig og Cub at læse og skrive. Somme tider gik vi på biblioteket," fortalte han. "Jeg kan bedst lide computere. Mor viste mig, hvordan jeg skulle gå på nettet. Det har jeg lært en masse af.
"Hvad med lægen? Har I nogen sinde været til lægen?"
"Nej," sagde han. "Ikke syg." Han tøvede. "Aldrig været syg," rettede han sig selv.
Bella spekulerede på, om han havde en fødselsattest, og om myndighederne overhovedet vidste, at han eksisterede. "Hvad hedder din mor?"
"Vixen."
"Har hun ikke et navn til?"
Han talte med mad i munden. "Mener du ligesom Evil? Jeg spurgte hende engang, og hun sagde, at kun Fox hedder Evil."
"På en måde. Jeg mener et efternavn. Mit er Preston, så jeg hedder Bella Preston. Mine piger hedder Tanny, Gabby og Molly Preston. Havde din mor et efternavn?"
Wolfie rystede på hovedet.
"Kaldte Fox hende noget andet end Vixen?"
Wolfie kiggede på pigerne. "Kun 'kælling'," sagde han og proppede munden igen.
Bella smilede, fordi hun ikke ville have, at børnene skulle vide, hvor bekymret hun var. Fox viste en anden side af sig selv, end dengang de var i Barton Edge, og hun var ikke det eneste medlem af gruppen, der mente, at han ikke fulgte den dagsorden, der handlede om ejendomshævd og var blevet foreslået fem måneder forinden. Dengang havde familien været i centrum.
"Der er større chancer for at det lykkes, end der er for at vinde i lotto, og det er lige så lovligt," havde Fox sagt til dem. "I værste fald bliver I det samme sted, indtil de interesserede parter kan rejse sag mod jer ... længe nok til at jeres unger kan blive tilmeldt en læge og få ordentlig skoleundervisning ... måske et halvt år ... måske mere. I bedste fald får I et hus. Jeg vil mene, at det er værd at satse på."
Ingen troede rigtig på, at det ville ske. I hvert fald ikke Bella. Hun kunne højst gøre sig håb om, at kommunen tildelte hende en bolig i en eller anden forsømt bebyggelse, og det var ikke så tillokkende for hende som at blive på vejene. Hun ville have sikkerhed og frihed for ungerne, ikke den korrumperende indflydelse fra kriminelle lømler i en trykkoger af fattigdom og forbrydelser. Men Fox var så overbevisende, at nogle af dem blev overtalt til at tage chancen. "Har I noget at miste?" havde han spurgt.
Bella havde mødt ham én gang siden Barton Edge, og inden de dannede konvojen den foregående aften. Alt andet var blevet ordnet per telefon eller radioforbindelse. Ingen havde fået at vide, hvor den ubebyggede grund var - blot at det var et eller andet sted i det sydvestlige England - og derudover havde de kun holdt ét møde for at træffe den endelige beslutning om, hvem der skulle inkluderes. På det tidspunkt var planerne om projektet rygtedes, og der var hård konkurrence om pladserne. Maksimum seks busser, havde Fox sagt, og han bestemte, hvem der skulle med. Kun folk med børn ville komme i betragtning. Bella havde spurgt, hvad der gav ham ret til at lege Gud, og han havde svaret: "Fordi det er mig, der ved, hvor vi skal hen."
Hans udvælgelse var baseret på det kriterium, at der ikke var alliancer mellem gruppens medlemmer, så han kunne være den ubestridte leder. Bella havde argumenteret kraftigt imod det. Hun mente, at en gruppe nære venner ville fungere bedre end en gruppe totalt fremmede, men da hun fik et direkte ultimatum - enten acceptere det eller trække sig ud - havde hun kapituleret. Det var da værd at have en drøm - selv et luftkastel?
"Er Fox din far?" spurgte hun Wolfie.
"Det er han vist nok. Mor sagde, han var."
Det var Bella ikke så sikker på. Hun kunne huske, Wolfies mor havde sagt, at han lignede sin far, men hun kunne ikke se nogen lighed mellem Fox og dette barn. "Har du altid boet sammen med ham?" spurgte hun.
"Det tror jeg, undtagen da han var væk."
"Hvor var han henne?"
"Ved jeg ikke."
I fængsel, gættede Bella på. "Hvor længe var han væk?"
"Ved jeg ikke."
Hun tørrede saucen på hans tallerken op med et stykke brød og rakte ham det. "Har I altid rejst rundt?"
Han proppede brødet ind i munden. "Ikke helt sikker."
Hun tog gryden fra komfuret, satte den foran ham og gav ham mere brød. "Du kan også spise det her op, skatter. Du er godt nok sulten, skal jeg love for." Hun så ham gå i gang og spekulerede på, hvornår han sidst havde fået et ordentligt måltid mad. "Hvor længe har din mor været væk?"
Hun ventede endnu et kort svar, men i stedet kom der en strøm af ord. "Ved jeg ikke. Jeg har ikke noget ur, og Fox vil ikke sige, hvad dag det er. Han synes ikke, det betyder noget, men det gør jeg. En morgen var hun og Cub væk. Flere uger siden, tror jeg. Fox bliver gal, hvis jeg spørger. Han siger, det er mig, hun har forladt, men jeg tror ikke, det er rigtigt, for det var altid mig, der passede på hende. Det er mere ham. Hun var rigtig bange for ham. Han kan ikke lide, når folk siger ham imod. Man skal heller ikke sige ka' ik' og ve' ik' for meget," tilføjede han alvorligt og efterlignede pludselig Fox' stemme. "Det er dårligt sprog, og det kan han ikke lide."
Bella smilede. "Taler din mor også fint?"
"Mener du ligesom på film?"
"Ja."
"Somme tider. Men hun siger ikke ret meget. Det er altid mig, der snakker til Fox, fordi hun er så bange."
Bella tænkte tilbage til udvælgelsesmødet fire uger før. Havde Wolfies mor været der, spurgte hun sig selv. Det var svært at huske. Fox var så altdominerende, at han som regel fyldte det hele. Havde Bella tænkt over, om hans 'kone' var der? Nej. Havde hun tænkt over, om børnene var synlige? Nej. Til trods for at hun betvivlede hans ret til at være leder, syntes hun, at hans selvsikkerhed var spændende. Han var en mand, der kunne sætte noget i gang. Han var en børste - og hun havde ikke lyst til at komme på tværs af ham - men en børste med en vision ...
"Hvad gør han, når folk skændes med ham?" spurgte hun Wolfie.
"Tager barberkniven frem."
---
Julian lukkede lågen for Bouncer og gik så ud og ledte efter Gemma, hvis egen trailer stod parkeret halvtreds meter væk. Hun var datter af en af landmændene i Shenstead Valley, og Julians lidenskab for hende var så intens, som en tresårig mand kan føle for en villig ung kvinde. Han var realistisk nok til at indse, at det handlede lige så meget om hendes unge krop og uhæmmede libido, som det handlede om en stærk lyst til underholdning, men for en mand på hans alder med en kone, der for længst havde mistet tiltrækningskraften, var sex kombineret med skønhed meget tillokkende. Han følte sig yngre og i bedre form, end han havde gjort i årevis.
Ikke desto mindre var han overrasket over Gemmas uro, da hun opdagede, at det var Eleanor, der havde ringet. Han havde selv følt lettelse over, at det ikke længere var hemmeligt - han havde oven i købet fantasier om, at Eleanor var rejst, inden han kom hjem, og helst at hun havde efterladt et lille bittert brev om, at han havde været et rigtig dumt svin. Julian havde altid haft det godt med skyldfølelse, måske fordi han ikke havde oplevet at blive bedraget. Alligevel mindede en lille stemme ham om, at virkeligheden ville byde på raserianfald. Betød det noget? Nej. På sin uforpligtende, distancerede måde - 'typisk mandeopførsel' havde hans første kone altid kaldt det - gik han ud fra, at Eleanor var lige så lidt interesseret i at fortsætte i et ægteskab uden sex, som han var.
Han fandt Gemma ved siden af hendes bil godt gal i hovedet. "Hvordan kunne du være sådan et fiols?" spurgte hun og sendte ham et arrigt blik.
"Hvad mener du?"
"At lade mit telefonnummer ligge og flyde."
"Det har jeg ikke gjort." Han sneg armen om livet på hende i et klodset forsøg på at aflede hendes vrede. "Du ved, hvordan hun er. Hun har sikkert snaget i mine ting."
Gemma daskede hans hånd væk. "Folk kigger," sagde hun advarende og tog sin jakke af.
"Jeg er ligeglad."
Hun foldede jakken sammen og lagde den på bagsædet i sin Volvo stationcar. "Det er jeg ikke," sagde hun spidst og gik uden om ham for at tjekke, at traileren var koblet til bilen. "Bare så du ved det, den skide journalist står tyve meter væk ... og det er ikke smart, hvis der er et billede i avisen i morgen, hvor du tager på mig. Eleanor skal være virkelig dum, hvis hun ikke lægger to og to sammen, når hun ser det."
"Så sparer vi tid på at forklare os," sagde han rapmundet.
Hun fæstede et ætsende blik på ham. "Over for hvem?"
"Eleanor."
"Hvad med min far? Har du nogen anelse om, hvor gal han bliver over det her? Jeg håber bare, at den dumme kælling du er gift med ikke allerede har ringet til ham og fortalt, at jeg er en rigtig luder, når nu det eneste, hun er god til, er at lave rav i den." Hun trampede i jorden af harme. "Er du sikker på, at der ikke er noget med mit navn på hjemme hos dig?"
"Jeg er sikker på det." Julian lod hånden glide om i nakken og kiggede sig over skulderen. Journalisten så den anden vej og var mere interesseret i en jagtdeltager, der var ved at samle hundene, end hun var i dem. "Hvorfor er du så nervøs for, hvad din far mener?"
"Det ved du godt," bed hun ham af. "Jeg kan ikke deltage i væddeløb med Monkey Business uden ham. Jeg har ikke engang råd til at holde en hest på min skide sekretærløn. Der er der ingen, der har. Far betaler det hele ... selv min skide bil ... så medmindre du tilbyder at afløse ham med det samme, så må du fandeme hellere sørge for, at Eleanor holder sin mund." Hun sukkede irriteret, da han pludselig så betrængt ud. "Åh, for himlens skyld, se nu at blive voksen," hvæsede hun. "Kan du da for fanden ikke se, at det her er håbløst? Far håber på en svigersøn, der vil hjælpe ham med gården ... ikke en, der er lige så gammel sone ham selv."
Han havde aldrig set hende vred før, og på en eller anden grufuld måde mindede hun ham om Eleanor. Lyshåret og køn og kun interesseret i penge. De var begge to en tro kopi af hans første kone, som altid havde holdt mere af deres børn end af ham. Julian havde ikke mange illusioner. Af en eller anden grund appellerede desperate blondiner i trediverne til ham ... og han appellerede til dem. Han kunne ikke forklare det, lige så lidt som han kunne forklare, hvorfor han blev tilsvarende hurtigt uengageret i dem.
"Det måtte jo komme frem før eller siden," sagde han lavmælt. "Hvad havde du så tænkt dig at sige til din far?"
"Ja, det er nemlig sagen, ikke. Det var mig, der skulle fortælle ham det. Jeg håbede, vi kunne gøre det lidt mere diskret ... åbne ballet langsomt. Du ved alt det her," sagde hun utålmodigt. "Hvorfor tror du, jeg blev ved med at sige, at du skulle være forsigtig?"
Julian havde ikke skænket det en tanke, han havde kun set hen til, hvornår og hvor de næste gang kunne komme i seng med hinanden. Formaliteterne var irrelevante, når bare Gemma tilbød sin krop, og han kunne nyde den. Hvis han gik stille med dørene, var det for hans egen skyld. Som den gamle rotte han var, vidste han, at det ikke kunne betale sig at bekende kulør, før han var sikker på at vinde, og han havde i hvert fald ikke lyst til at være underlagt Eleanor resten af livet, hvis han viftede hende om næsen med Gemma, og Gemma så stak af.
"Hvad vil du så have, jeg skal gøre?" spurgte han spagt. Han var blevet urolig over at høre, hvilken slags svigersøn Peter Squires var ude efter. Ja, han ville gerne være fri for Eleanor, men han ville også gerne bevare status quo med Gemma. Stjålne øjeblikke med sex mellem golf og drinks, der kvikkede op på hans liv, men ikke førte noget ansvar med sig. Han havde prøvet at være gift, og han havde prøvet at have børn, og ingen af delene appellerede til ham. En elskerinde, derimod, var umådelig tiltrækkende ... indtil hendes krav blev for vidtgående.
"Kors, hvor jeg ikke kan fordrage, når mænd gør det! Jeg er fandeme ikke din barnepige, Julian. Det er din skyld, vi sidder i det her rod ... du må få os ud af det. Det er ikke mig, der har ladet mit skide telefonnummer ligge og flyde." Hun kastede sig ind på førersædet og startede bilen. "Jeg vil ikke give afkald på Monkey Business ... så hvis far hører om det -" hun holdt vredt inde og masede Volvoen i gear. "Vi kan opstalde Monkey hos dig, når bare Eleanor ikke er der." Hun smækkede døren i. "Vælg selv," sagde hun bag ruden, inden hun kørte sin vej.
Han så hende dreje ud på hovedvejen, hvorefter han stak hænderne i lommen og stavrede tilbage til sin egen bil.
For Debbie Fowler, der havde set den pinlige scene ud ad øjenkrogen, afslørede kropssproget alt. En affære mellem en liderlig fyr, der farvede håret og en forkælet dulle, hvis biologiske ur tikkede.
Hun vendte sig om mod en af jagtdeltagerne, der stod ved siden af hende. "Ved du, hvad han hedder?" spurgte hun og nikkede hen mod Julian, som var på vej væk. "Han gav mig sit navn før, da jeg interviewede ham, men jeg har åbenbart tabt papiret, jeg skrev det på."
"Julian Bartlett," sagde kvinden hjælpsomt. "Han spiller golf med min mand."
"Hvor bor han?"
"I Shenstead."
"Han må være velbeslået."
"Han boede i London."
"Så forstår jeg bedre," sagde Debbie og fandt siden i sin notesblok, hvor hun havde noteret 'sigøjnere, Shenstead' og skrev 'Julian Bartlett' nedenunder. "Tak," sagde hun til kvinden med et smil, "det var en stor hjælp. Så det du mener er, at det er mere humant at slå skadedyr ihjel med hunde end at skyde dem eller give dem gift."
"Ja. Det kan ikke diskuteres. Hunde dræber øjeblikkelig. Det gør gift og hagl ikke."
"Gælder det alle skadedyr?"
"Hvad mener du?"
"Jo, er det for eksempel mere humant at pudse hunde på kaniner? Eller gråegern ... eller rotter ... eller grævlinge? De er alle sammen skadedyr, ikke?"
"Det vil nogen sige. Man opdrættede terriere til at gå ned i kaninbo og grævlingehuler."
"Går du ind for det?"
Kvinden trak på skuldrene. "Skadedyr er skadedyr," sagde hun. "Man er nødt til at holde dem nede på den ene eller den anden måde."
---
Bella lod Wolfie blive hos sine døtre og gik tilbage til motorsavsbanden. Saven fungerede igen, og ti-tolv pæle af varierende bredde og længde var blevet skåret ud af faldne stammer. Tanken var at banke pæle ned i jorden for at danne et pæleværk, og den havde virket gennemførlig under planlægningen, men nu forekom den Bella at være naiv. Det var en umulig opgave. De vilkårligt formede pæle kunne hverken stå lige eller indhegne mere end et par meter, for slet ikke at tale om den anstrengende opgave at grave dem ned i den frosne jord.
Fox havde om morgenen advaret dem om, at skoven var blevet betegnet som et område af naturvidenskabelig interesse, og et fældet træ ville blive brugt som påskud til at smide dem ud. Der lå nok på jorden, som de kunne gå i gang med. Hvorfor havde han ventet indtil nu med at sige det til dem? havde Bella spurgt vredt. Hvem ville lade dem bygge på et fredet område. Det var ikke fredet endnu, sagde han til hende. De ville indgive indsigelse, mens de slog sig ned. Han talte, som om det ville blive let.
Sådan virkede det ikke nu. En stor del af træet var råddent og smuldrende, og der voksede svampe ud af den gennemvåde bark. De var begyndt at blive utålmodige, og Ivo, der var vred og frustreret, havde allerede et godt øje til de levende træer.
"Det her er spild af tid," knurrede han og sparkede til enden af en gren, der smuldrede til støv under hans støvle. "Se på det. Ikke engang en meter af den kan bruges. Vi ville få meget mere ud af at fælde et af træerne i midten. Hvem skulle opdage det?"
"Hvor er Fox?" spurgte Bella.
"Bevogter barrieren."
Hun rystede på hovedet. "Jeg har lige været der. De to knægte, der står der, er begyndt at kede sig."
Ivo gjorde en strubesnittende bevægelse til fyren med motorsaven og ventede på, at støjen skulle dø hen. "Hvor er Fox?" ville han vide.
"Aner det ikke. Sidst jeg så ham, var han på vej mod herregården."
Ivo så spørgende på resten af flokken, men de rystede på hovedet. "Kors," sagde han forarget, "den lort er sgu ikke ked af det. Gør dit, gør dat. Hvad fanden laver han egentlig? Så vidt jeg husker reglerne, går de på, at hvis vi trækker på samme hammel har vi en chance, men indtil videre har han ikke gjort andet end at blære sig over for en skidesur gårdejer og en kedelig kælling i en anorak. Er jeg den eneste, der har forbehold?"
Der lød en utilfreds mumlen. "Gårdejeren genkendte hans stemme," sagde Zadie, der var gift med motorsavsmanden. Hun trak elefanthuen og tørklædet af og tændte en hjemmerullet cigaret. "Det er derfor, han vil have os til at gå med det her lort. Han vil ikke have, nogen skal tro, at han er den eneste, der prøver at skjule sin identitet."
"Har han sagt det?"
"Nej ... jeg gætter bare. Det hele er dødssygt. Mig og Gray er kommet for at prøve at få et hus til vores unger ... men nu tror jeg, det er et fupnummer. Vi er en afledningsmanøvre. Mens alle kigger på os, er Fox i gang med sit eget."
"Han er vældig interesseret i det hus," sagde hendes mand, mens han lagde motorsaven ned på jorden og gjorde et kast med hovedet i retning af Shenstead Manor. "Hver gang han forsvinder, er det i den retning."
Ivo kiggede eftertænksomt ud gennem træerne. "Hvem er han egentlig? Er der nogen, der kender ham? Har I set ham før?"
De rystede alle sammen på hovedet. "Han er en type, man lægger mærke til," sagde Zadie, "men første gang vi så ham var ved Barton Edge. Hvor var han så før ... og hvor har han gemt sig de sidste par måneder?"
Bella rørte på sig. "Dengang havde han Wolfies mor og bror med sig, men de er der ikke nu. Er der nogen, der ved, hvad der er sket med dem? Den stakkels lille unge er ude af sig selv ... han siger, de forsvandt for flere uger siden."
Spørgsmålet blev mødt med tavshed.
"Man kan ikke lade være med at undre sig, vel?" sagde Zadie.
Ivo tog en pludselig beslutning. "Okay, lad os rykke tilbage til busserne. Jeg vil sgu ikke knokle med det her lort, før jeg får en forklaring. Hvis han tror -" Han holdt inde og så på Bella, der lagde en advarende hånd på hans arm.
En kvist knækkede.
"Tror hvad?" spurgte Fox og kom frem bag et træ. "At I vil følge mine ordrer?" Han smilede ubehageligt. "Selvfølgelig vil I det. Du har ikke nosser til at tackle mig, Ivo." Han lod et skarpt blik glide rundt i kredsen. "Det er der ingen af jer, der har."
Ivo sænkede hovedet som en tyr, der gjorde sig klar til at stange. "Kom an, dit røvhul!"
Bella så stålet blinke i Fox' højre hånd. Åh, kors! "Lad os tå noget at spise, inden nogen gør noget dumt," sagde hun, greb fat i armen på Ivo og vendte ham om mod lejren. "Jeg meldte mig for at give mine unger en fremtid ... ikke for at se et par neandertalere slæbe knoerne hen ad jorden."