Wolfie var forbavset over, hvor klog Fox var, da han så ham snakke med Bella og lade som om han ikke vidste, at der havde været nogen i lejren. Men Wolfie vidste, at han vidste det. Han kunne se det på Fox' smil, da Bella fortalte ham, at alt var ok: Ivo havde sat motorsavsgruppen i arbejde igen, og hun og Zadie skulle til at afløse vagterne ved rebet. "Nå ja, der kom en journalist," sagde hun let. "Jeg forklarede hende om ejendomshævd, og så kørte hun igen."
Han kunne høre det på Fox, da han roste hende. "Godt klaret."
Bella så lettet ud. "Jamen, så må vi se at komme videre," sagde hun og nikkede til Zadie.
Fox spærrede vejen for hende. "Jeg skal have dig til at ringe til nogen senere," sagde han. "Jeg råber, når jeg er klar."
Hun var alt for godtroende, tænkte Wolfie, da hun reagerede på den studse ordre med sin naturlige obsternasighed. "Hvad rager det mig," sagde hun arrigt. "Jeg er fandeme ikke din sekretær. Hvorfor kan du ikke gøre det selv?"
"Jeg skal have adressen på nogen i området, og jeg tror ikke, at en mand vil kunne få den. En kvinde kunne nok."
"Hvis adresse?"
"Ikke en du kender." Han fastholdt Bellas blik. "En kvinde. Lyder navnet kaptajn Nancy Smith i ingeniørtropperne. Det er bare at ringe op til hendes forældre for at finde ud af, hvor hun befinder sig. "Det har du da ingen problemer med, har du vel, Bella?"
Hun trak ligegyldigt på skuldrene, men Wolfie ville ønske, at hun ikke havde sænket blikket. Det fik hende til at virke skyldbevidst. "Hvad vil du med en feltmadras, Fox? Er der ikke spænding nok her?"
Hans læber skiltes i et langsomt smil. "Er det et tilbud?"
Der var et glimt af et eller andet imellem dem, som Wolfie ikke forstod, hvorefter Bella tog et skridt til siden og gik forbi ham. "Du er lidt for udspekuleret for mig, Fox," sagde hun. "Jeg ville ikke ane, hvad jeg påtog mig, hvis jeg tog dig med i seng."
---
Mark fandt obersten siddende bag sit skrivebord i biblioteket. Han virkede opslugt af det, han lavede og hørte ikke den unge mand komme ind. "Har du ringet til hende?" spurgte Mark indtrængende, idet han lagde håndfladerne på skrivebordet og nikkede hen mod telefonen.
Den gamle mand skubbede forskrækket stolen væk fra skrivebordet og skrabede med fødderne på parketgulvet for at få fodfæste. Han var grå og fortrukket i ansigtet, og han så bange ud.
"Undskyld," sagde Mark, der selv rykkede tilbage og rakte hænderne i vejret som til overgivelse. "Jeg ville bare vide, om du havde ringet til Nancy."
James lod nervøst tungen glide hen over sine læber, men det varede flere sekunder, før han kunne sige noget. "Du gav mig et chok. Jeg troede, du var - "Han holdt pludselig inde.
"Hvem? Leo?"
James viftede træt spørgsmålet væk. "Jeg har skrevet et officielt brev til dig - "han nikkede hen mod et ark papir på skrivebordet - "hvor jeg beder om en endelig opgørelse og returnering af alle mine papirer. Jeg skal betale dig så hurtigt, jeg kan, Mark, og bagefter kan du være forvisset om, at du ikke længere vil have nogen tilknytning til min familie. Jeg har udtrykt min taknemmelighed - og det er varmt ment - for alt, hvad du har gjort for Ailsa og mig, og jeg beder kun om, at du fortsat vil overholde diskretionspligten -" der var en pinefuld pause - "især vedrørende Nancy."
"Jeg ville aldrig fortælle noget fortroligt."
"Tak." Han underskrev brevet med rystende hånd og forsøgte at lægge det i en konvolut. "Jeg er ked af, at det skulle slutte på denne måde. Jeg har sat stor pris på den venlighed, du har vist os i de sidste to år." Han opgav konvolutten og rakte brevet til Mark. "Jeg forstår udmærket, hvor vanskelig hele den ulykkelige sag har været for dig. Jeg er bange for, at vi begge har savnet Ailsa. Hun havde en evne til at se tingene i deres ægte lys, som du og jeg desværre ikke ser ud til at kunne."
Mark ville ikke tage brevet. I stedet lod han sig synke ned i læderlænestolen ved siden af skrivebordet. "Det her er ikke for at forhindre dig i at fyre mig, James - jeg er sgu en elendig advokat, så det bør du sikkert gøre - men jeg vil give dig en uforbeholden undskyldning for alt, hvad jeg sagde. Der er ingen undskyldning for det, jeg har troet, udover at de båndoptagelser uden varsel og forklaring slog benene væk under mig. Det virker voldsomt at høre dem ud i én køre - især fordi jeg ved, at noget af det er sandt. Det sværeste at forholde sig til har været Nancy. Hun kunne være din datter. Hendes udseende, væremåde, personlighed - alt ... det er ligesom at tale med en kvindelig udgave af dig." Han rystede på hovedet. "Hun har oven i købet dine øjne - brune - Elizabeths er blå. Jeg ved godt, at der er en regel - jeg tror, det er Mendels lov - som siger, at hun ikke kan have en far med blå øjne, men det giver ingen grund til at formode, at den nærmeste mand med brune øjne var den ansvarlige. Det, jeg prøver at sige, er, at jeg har svigtet dig. Det er anden gang, jeg har lyttet til ubehagelige påstande i telefonen, og begge gange har jeg troet på dem." Han tøvede. "Jeg skulle have været mere professionel."
James så forskende på ham et øjeblik, hvorefter han lagde brevet på skrivebordet og foldede hænderne oven på det. "Leo beskyldte altid Ailsa for at tro det værste," funderede han tankefuldt, som om en erindring var blevet vakt til live. "Hun sagde, at det ville hun ikke behøve, hvis bare en gang imellem det værste ikke var sket. Til sidst havde hun sådan en frygt for selvopfyldende profetier, at hun nægtede at udtale sig om noget som helst ... og det er derfor, at dette her" - han gjorde en fejende håndbevægelse, der omfattede terrassen og kassettebåndene - "er kommet som sådan et chok. Hun holdt tydeligvis noget skjult for mig, men jeg har ingen anelse om, hvad det var ... muligvis disse frygtelige beskyldninger. Det eneste, der trøster mig i de kolde nattetimer, er, at hun ikke ville have troet på dem."
"Nej," sagde Mark samstemmende. "Dertil kendte hun dig for godt."
Den gamle mand smilede svagt. "Jeg går ud fra, at Leo står bag ... og jeg går ud fra, at det handler om penge - men hvis det er tilfældet, hvorfor siger han ikke, hvad han vil have? Jeg har spekuleret på det, Mark, og jeg kan ikke forstå, hvad han vil opnå med den endeløse opremsning af løgne. Er det afpresning? Tror han selv på det, han siger?"
Den anden trak tvivlende på skuldrene. "Hvis han gør, så er det Elizabeth, der har overtalt ham." Han overvejede det et øjeblik. "Tror du ikke, det er mere sandsynligt, at Leo har givet hende ideen, og at det er hende, der har travlt med at fortælle den videre? Hun er meget let påvirkelig, især hvis det betyder, at hun kan give en anden skylden for sine problemer. En falsk erindring om misbrug ville lige være noget, der passede i hendes kram."
"Ja," sagde James med et lille suk - af lettelse? - "og det er derfor Mrs Bartlett er så overbevist. Hun nævner flere gange, at hun har mødt Elizabeth."
Mark nikkede.
"Men hvis Leo ved, det ikke er sandt, så ved han også, at jeg blot behøver at stille med Nancy for at ingen ville tro på, hvad han og Elizabeth siger. Så hvorfor forsøge at ødelægge mit ry på denne måde?"
Mark satte hænderne under hagen. Han vidste ikke mere end James, men i det mindste var han begyndt at tænke lateralt.
"Kan det muligvis handle om, at Nancy ikke eksisterer for Leo og Elizabeth? De ved ikke engang, hvilket navn hun fik. Hun er bare et spørgsmålstegn på en adoptionsblanket for tyve år siden - og så længe hun forbliver et spørgsmålstegn, kan de beskylde dig for hvad som helst. Hvis det er til nogen hjælp, har jeg tilbragt den sidste time med at arbejde mig baglæns fra virkning til årsag. Du skulle måske gøre det samme. Spørg dig selv, hvad resultatet af telefonopringningerne var, og afgør så om det var det tilsigtede resultat. Det kan måske give dig en idé om, hvad han er ude på."
James tænkte over det. "Jeg er blevet tvunget i defensiven," indrømmede han langsomt og forklarede det i militære vendinger, "indtager en position som bagtrop og venter på, at nogen skal vise sig."
"For mig ser det snarere ud som isolation," sagde Mark barsk. "Han har gjort dig til en eneboer, afskåret dig fra alle, der kunne støtte dig ... naboer ... politiet -" han trak vejret ind gennem næsen - "din advokat ... selv dit barnebarn. Tror du virkelig, han ikke ved, at du hellere vil lade hende forblive et spørgsmålstegn end at udsætte hende for det mareridt, som det er at få taget en dna-test?"
"Det kan han ikke være sikker på."
Mark rystede smilende på hovedet. "Selvfølgelig kan han det. Du er en gentleman, James, og dine reaktioner er forudsigelige. Du må i det mindste anerkende, at din søn er en bedre psykolog, end du er. Han ved udmærket godt, at du hellere vil lide i stilhed end at lade en uskyldig pige tro, at hun er resultatet af incest."
James gav ham ret med et suk. "Hvad er det så, han er ude på? At løgnene skal forblive uimodsagt? Han har allerede gjort det klart, at han og Elizabeth vil anmelde en fordring under arveloven, hvis jeg prøver at gøre dem arveløse, men ved at anklage mig for incest giver han bare mit påståede barn en grund til også at anlægge sag." Han rystede forundret på hovedet. "Man skulle tro, at en tredjepart ville reducere hans andel. Jeg kan ikke tro, at det er det, han ønsker."
"Nej," sagde Mark eftertænksomt, "men Nancy ville slet ikke have nogen kort på hånden. Hun har aldrig været økonomisk afhængig af dig, sådan som Leo og Elizabeth har. Det er den fælde, jeg fortalte dig om, første gang du konsulterede mig ... hvis du havde nægtet at forsørge dine børn, når de havde økonomiske problemer, ville de ikke have kunnet anlægge sag senere. Fordi du har hjulpet dem, har de ret til at forvente et rimeligt underhold i fremtiden ... især Elizabeth, som faktisk ville være uden midler, hvis du slog hånden af hende."
"Det er hendes egen skyld. Hun har formøblet alt, hvad hun har fået. En arv vil bare give hende mulighed for at opretholde sit alkohol- og stofmisbrug, indtil det slår hende ihjel."
Hvilket havde været Ailsas argument, tænkte Mark. Men de havde været igennem det utallige gange, og han havde overbevist James om, at det var bedre at testamentere Elizabeth et rimeligt underhold end at åbne døren for et krav om en meget større andel efter hans død. Under arveloven var en testators moralske ansvar for at sørge for sine pårørende blevet vedtaget ved lov i 1938. Det var slut på de forældede tider, hvor man havde en uangribelig ret til at gøre med sin ejendom, som man ville, og koner og børn kunne blive gjort arveløse, hvis de mishagede deres mænd eller fædre.
Den sociale retfærdighed, som parlamentet i det tyvende århundrede gik ind for både i forbindelse med skilsmisse, og når man efterlod fast ejendom, havde pålagt folk en pligt til at være fair, selv om børn ikke automatisk havde ret til at arve, medmindre de kunne bevise økonomisk afhængighed.
Leos tilfælde var ikke så enkelt, da han ikke havde været misbruger, og Mark mente, at han ville få svært ved at bevise, at han havde ret til en del af boets midler, fordi James syntes, at Leo var gået over stregen, da han havde stjålet fra banken. Ikke desto mindre havde Mark rådet ham til at sørge for, at Leo fik det samme underholdsbidrag som Elizabeth, især da Ailsa havde reduceret sin arv til sine børn fra den lovede halvdel af alt, hvad hun ejede, til et symbolsk beløb på halvtreds tusind pund, hvor resten gik til hendes mand. Det var ikke ligefrem fornuftigt skattemæssigt, men det gav dem en chance til, som Ailsa ønskede.
Det vanskelige var - og det havde det altid været - hvordan man skulle disponere over hovedparten af godset, specielt huset med indhold og jorden, der alt sammen havde været i Lockyer-Fox-familiens eje i meget lang tid. Som det så ofte skete i den slags tilfælde, var James og Ailsa, da det kom til stykket, ikke villige til at lade godset blive splittet op og solgt fra stykkevis, så familiepapirer og fotografier blev ødelagt af fremmede, som var uinteresserede i og uvidende om de generationer, der var gået forud. Derfor havde de ledt efter Nancy.
Det ironiske var, at eftersøgningen havde resulteret i så perfekt et udfald. Hun passede til rollen i enhver henseende, selv om charmen ved hende både som arving og genfundet barnebarn i høj grad blev forøget af hendes uimponerethed, som Mark havde anført over for James, da han havde mødt hende. Ligesom en femme fatale forførte hun ved sin kølighed.
Han foldede hænderne bag hovedet og stirrede op i loftet. Han havde aldrig diskuteret nogen af sine klienter med Becky, men han begyndte at spekulere på, om hun havde rodet i hans papirer. "Vidste Leo, at du ledte efter dit barnebarn?" spurgte han.
"Ikke medmindre du fortalte ham det. Bortset fra dig var Ailsa og jeg de eneste, der vidste det."
"Ville Ailsa have nævnt det for ham?"
"For Elizabeth?"
Den gamle mand rystede på hovedet.
"Okay." Han bøjede sig forover igen. "Jeg er nu ret sikker på, at han faktisk ved det, James, og det kan godt være min skyld. Alternativt kan han have satset på, at det ville være din mest sandsynlige fremgangsmåde. Jeg tror, det handler om at udelukke den tredje arving fra regnestykket for at tvinge dig til at vende tilbage til dit tidligere testamente."
"Jamen, Nancy har været ude af regnestykket i flere måneder."
"Hm. Men det ved Leo jo ikke ... kunne ikke engang gætte sig til det. Det gjorde vi ikke. Som jeg sagde tidligere, troede vi, at hun ville være en tro kopi af Elizabeth ... og jeg kan ikke tro, at Leo forventede noget andet. Man baserer sine vurderinger på det, man ved, og efter al sandsynlighed burde Elizabeths barn have taget imod tilbuddet for at arve en formue med kyshånd."
"Hvad mener du så? At ringeriet vil holde op, hvis jeg gør det klart, at hun ikke er min arving?"
Mark rystede på hovedet. "Jeg tror, det kunne blive værre."
"Hvorfor?"
"Fordi Leo vil have pengene, og han er ligeglad med, hvordan han får dem. Jo før du dør af udmattelse eller depression jo bedre."
"Hvad kan han gøre, hvis hovedarvingerne er velgørenhedsorganisationer? At han ødelægger mit ry, vil ikke forhindre dem i at tage imod pengene. Nu står det at læse, at godset vil blive udparcelleret. Han kan ikke gøre noget ved det."
"Jamen, du har ikke underskrevet testamentet endnu, James," mindede Mark ham om, "og hvis Leo ved det, så ved han, at dit tidligere testamente, hvor hovedparten går til ham, stadig er gyldigt."
"Hvordan kan han vide det?"
"Vera?" foreslog Mark.
"Hun er fuldstændig senil. Og under alle omstændigheder låser jeg nu døren til biblioteket, hver gang hun kommer ind i huset."
Mark trak på skuldrene. "Det betyder ikke noget. Selv om du havde underskrevet testamentet, kan det til enhver tid blive revet i stykker og tilbagekaldt ... og det kan varig fuldmagt også." Han bøjede sig indtrængende forover og bankede let på telefonsvareren. "Du har sagt, at disse opringninger er en form for afpresning ... men tvang ville være en bedre beskrivelse. Du danser efter hans pibe ... isolerer dig ... bliver deprimeret ... lukker folk ude. Hans største succes har været at tyrannisere dig til at gøre det, som du lige har gjort - nemlig at rejse en barriere mellem dig selv og Nancy. Han vil slet ikke vide, hvad han har opnået, men på dig er virkningen den samme. Du bliver endnu mere deprimeret ... endnu mere isoleret."
James benægtede det ikke. "Jeg har været isoleret en gang før, og det fik mig ikke til at skifte mening," sagde han. "Det gør det heller ikke denne gang."
"Du taler om krigsfangelejren i Korea?"
"Ja," sagde han forbavset. "Hvordan vidste du det?"
"Nancy fortalte mig det. Hun slog dig op ... siger, at du er lidt af en legende."
Den gamle mands ansigt lyste op i et fornøjet smil. "Det var dog besynderligt! Jeg troede, at den krig for længst var glemt."
"Åbenbart ikke."
Det var åbenlyst, at hans selvrespekt vendte tilbage. "Jah, nu ved du i det mindste, at jeg ikke er så let at slå ud ... slet ikke af tyranner."
Mark rystede undskyldende på hovedet. "Det var en anden form for isolation, James. Du forsvarede et princip ... dine underordnede stod bag dig ... og du kom ud af det som en helt. Det her er slet ikke det samme. Kan du ikke se, hvor mutters alene du er? Du nægter at gå til politiet, fordi du er bange for at involvere Nancy." Han pegede mod vinduet. "Af samme grund aner du heller ikke, hvad nogen derude tænker, fordi du ikke vil gå ud og sætte dig op mod dem. Desuden -" nu pegede han på brevet, der lå på skrivebordet - "er du parat til at fyre mig, fordi du er usikker på mit engagement ... og grunden til, at jeg har vaklet i mit engagement, er, at du ikke fortalte mig noget som helst."
James sukkede. "Jeg håbede, det ville holde op, hvis jeg ikke reagerede."
"Det er sandsynligvis det, Ailsa troede - og se hvad der skete med hende."
Den gamle mand tog et lommetørklæde op af lommen og holdt det op for øjnene.
"Åh, gud!" sagde Mark angerfuldt. "Hør nu her, jeg vil meget nødig gøre dig ked af det igen, men du må i det mindste medgive, at Ailsa følte sig lige så isoleret, som du gør. Du talte om, at hun var bange for selvopfyldende profetier ... så tror du ikke også, at hun var udsat for disse løgne? Den ko til Mrs Bartlett bliver ved med at fable om, hvordan hun må have haft det, da hun fandt ud af det. Vedkommende, der gav Mrs Bartlett oplysningerne, må helt sikkert have vidst, at Ailsa blev knust over det. Det er nemt at sige, at hun skulle have sagt det til dig - jeg vil tro, at hun prøvede at beskytte dig, ligesom du beskytter Nancy - men virkningen er den samme. Jo mere man prøver at holde noget hemmeligt, jo sværere er det at komme ud af busken." Han bøjede sig forover igen, og hans tonefald blev mere indtrængende. "Du kan virkelig ikke lade de anklager stå uimodsagt, James. Du er nødt til at gendrive dem."
Han krammede lommetørklædet mellem fingrene. "Hvordan?" spurgte han træt. "Intet er ændret."
"Nej, der tager du helt fejl. Alter ændret. Nancy er ikke længere et fantasifoster ... hun eksisterer i virkeligheden, James ... og derfor kan hun modbevise alt, hvad Leo siger."
"Hun har altid været virkelig."
"Ja, men hun ville ikke involveres. Nu vil hun gerne. Ellers ville hun ikke være kommet, og hun ville i hvert fald ikke have spurgt, om hun måtte komme igen, hvis hun ikke var parat til at støtte dig. Du må stole på hende. Forklare hende, hvad der er foregået, lad hende høre båndoptagelserne og spørg hende så, om hun vil gå med til en dna-test. Det kan være, du kan nøjes med blodprøver og ikke andet. Uanset hvad ... det er lige meget ... jeg vil sætte min sidste femøre på, at hun siger ja, og så kan du gå til politiet og bevise, at du er blevet truet og tyranniseret. Kan du ikke se, hvor meget stærkere din position er blevet, siden hun dukkede op i formiddag? Langt om længe har du en vaskeægte væbner. Jeg skal gerne tale på dine vegne, hvis du ikke selv vil gøre det." Han grinede. "Om ikke andet vil du kunne blanke Pokeweed og Staggerbush af. Det ville Ailsa sætte pris på."
Han skulle ikke have nævnt Ailsa. Lommetørklædet røg op til øjnene igen. "Alle hendes ræve er døde," sagde han med stille fortvivlelse. "Han fanger dem i fælder og knuser deres snuder, og så smider han dem på terrassen. Jeg har været nødt til at skyde dem for at gøre en ende på deres lidelser. Han gjorde det samme mod Henry ... efterlod ham med et brækket ben og en knust snude på det sted, hvor Ailsa døde. Det stakkels gamle kræ knurrede ad mig, da jeg nærmede mig, og da jeg sigtede på dens hoved, vidste jeg, at den troede, det var mig, der havde forårsaget dens lidelser. Der ligger en frygtelig galskab bag. Jeg er sikker på, at Ailsa var genstand for den. Jeg tror, hun blev tvunget til at være tilskuer, da et eller andet stakkels kræ fik hovedet smadret, og jeg er overbevist om, at Prue Weldon hørte det. Jeg er sikker på, at det var det, der slog min stakkels gamle pige ihjel. Hun kunne ikke bære, at levende væsener blev mishandlet. Hvis dyret stadig var i live, ville hun have siddet ved siden af det, mens det døde."
Så kunne man bedre forstå den scene, tænkte Mark. Blodpletterne i nærheden af Ailsas lig. At hun beskyldte nogen for at være gal. Lyden af et slag. "Du skulle have meldt det," sagde han kejtet.
"Jeg prøvede. I hvert fald første gang. Ingen var interesseret i en død ræv på min terrasse."
"Hvad med det faktum, at den var blevet mishandlet?"
James sukkede og krammede lommetørklædet sammen i hånden igen. "Har du nogen idé om, hvad et skud fra et haglgevær gør ved et dyrs hoved? Måske skulle jeg have ladet det dø en pinefuld død, mens jeg ventede på, at politiet dukkede op? Forudsat at de overhovedet ville være interesseret i et loppebefængt dyr, der bliver jaget og forgivet år ud og år ind ... hvad de selvfølgelig heller ikke var. De sagde, at jeg skulle ringe til Dyrenes Beskyttelse."
"Og hvad så?"
"Forstående, men ude af stand til at gøre noget vedrørende skadedyr. De troede, det var en krybskytte, der tog hævn, fordi en ræv var gået i fælden i stedet for et rådyr."
"Er det derfor du sidder på terrassen hver nat? Håber du på at fange ham?"
Den gamle mand smilede svagt igen, som om spørgsmålet morede ham.
"Du skal passe på, James. Du har kun lov til at bruge en rimelig grad af vold for at beskytte dit hjem. Hvis du foretager dig noget, der snerper mod selvtægt, kommer du i fængsel. Domstolene er meget hårde ved folk, der tager loven i egen hånd." Han kunne lige så godt have ladet være med at sige noget, for han fik ingen reaktion. "Jeg bebrejder dig ikke," fortsatte han. "I dit sted ville jeg have det nøjagtig ligesådan. Jeg beder dig bare om at tænke på konsekvenserne, inden du gør noget, du kommer til at fortryde."
"Jeg tænker ikke på ret meget andet," sagde James skarpt. "Det er måske på tide, at du følger dit eget råd ...
Mark skar en ironisk grimasse. "Det fortjener jeg sikkert, men jeg forstår det ikke."
James rev brevet i stykker og lod dem falde ned i papirkurven ved siden af skrivebordet. "Tænk dig om to gange, før du overtaler Nancy til at afsløre sit slægtskab med mig," sagde han koldt. "Jeg har mistet min kone på grund af en galning ... jeg har ikke i sinde også at miste mit barnebarn."
---
Wolfie smuttede ind mellem træerne i sin fars kølvand, drevet af en skrækslagen nysgerrighed efter at vide, hvad der foregik. Han kendte ikke udtrykket 'viden er magt', men han forstod, hvordan han skulle bære sig ad. Hvordan kunne han ellers finde sin mor? Han følte sig modigere, end han havde gjort i ugevis, og han vidste, det hang sammen med, at Bella havde været sød ved ham, og at Nancy havde holdt fingeren op for munden, som om de havde en hemmelighed. De talte om en fremtid for ham. Når han var alene med Fox, tænkte han kun på døden.
Natten var så sort, at han ikke kunne se noget, men han trådte med lette skridt og bed tænderne sammen mod angrebet fra grene og tornede buske.
Efterhånden, som minutterne gik, vænnede hans øjne sig til det sparsomme måneskin, og han kunne hele tiden høre kviste, der knækkede, når Fox' tunge skridt brød igennem skovbunden. En gang imellem standsede han op, for efter at være blevet fanget havde han lært ikke at gå lige i fælden, men Fox styrede stadig mod Shenstead Manor. Durkdreven som sin navnefætter så Wolfie, at han vendte tilbage til sit territorium - det samme træ - hans foretrukne udsigtspost - så med øjne og ører på vagt over for forhindringer bevægede drengen sig af sted for at placere sig i sit eget territorium.
Der skete ingenting i flere minutter, men så, til Wolfies forskrækkelse, begyndte Fox at tale. Drengen krøb sammen, for han gik ud fra, at Fox var sammen med nogen, men da der ikke kom noget svar, gættede han på, at Fox talte i sin mobiltelefon. Han kunne ikke skelne ret mange af ordene, men tonefaldet i Fox' stemme mindede Wolfie om Lokker-Fox ... og det virkede mærkeligt, når han kunne se den gamle mand stå i et af vinduerne i stueetagen.
---
"... jeg har brevene, og jeg har hendes navn ... Nancy Smith ... kaptajn i ingeniørtropperne. Du må være stolt af at have endnu en soldat i familien. Hun ligner oven i købet dig, da du var yngre. Høj og mørk ... en tro kopi ... Det er en skam, hun ikke vil gøre, som hun får besked på. Der er ikke noget vundet ved at inddrage dig, sagde du ... men hun er inddraget. Så hvordan ligger det nu med dna? Ved hun, hvem hendes far er ...? Vil du fortælle det til hende, før en anden gør det ...?"
---
Mark afspillede båndoptagelsen flere gange. "Hvis det er Leo, så tror han virkelig, at du er Nancys far."
"Det ved han, jeg ikke er," sagde James og lod nogle arkivmapper dumpe ned på gulvet i sin søgen efter mappen med etiketten 'Diverse'.
"Så er det ikke Leo," sagde Mark bistert. "Vi har kigget i den forkerte retning."
James opgav resigneret eftersøgningen og holdt hænderne op foran ansigtet. "Selvfølgelig er det Leo," sagde han med overraskende fasthed. "Du må virkelig forstå det, Mark. Du er en gave for ham, fordi dine reaktioner er så forudsigelige. Du bliver grebet af panik, hver gang han går i stilling, i stedet for at holde hovedet koldt og tvinge ham til at afsløre sig."
Mark stirrede på vinduet og mørket udenfor, og hans genspejlede ansigt havde det samme jagede udtryk, som James' havde haft i to dage. Hvem denne mand end var, havde han været inde i huset og vidste, hvordan Nancy så ud, og sandsynligvis iagttog han dem i dette øjeblik. "Måske er det dig, der er gaven, James," sagde han lavmælt. "Du må i det mindste medgive, at din reaktion over for din søn også er fuldstændig forudsigelig."
"Hvad mener du med det?"
"Leo er den første, du anklager ved enhver given lejlighed."