Kriminalassistent Monroe var træt af midaldrende kvinder, der hævdede ikke at vide noget. Han lagde benene over kors og kiggede rundt i stuen, mens han hørte Eleanor Bartlett rase og regere af harme over, at hun skulle vide noget om en tyv hos Prue. Landsbyen var fuld af omrejsende, og alle vidste, at de stjal. Hvad smædekampagnen angik, så var det en grov mistolkning af et par telefonopringninger, der advarede obersten om, at hans hemmeligheder var afsløret. Politiet var formodentlig klar over, hvad beskyldningerne drejede sig om?
Det var et retorisk spørgsmål. Hun ventede ikke på svar, men opremsede James' forbrydelser mod hans datter i slibrige detaljer, lige så meget til fordel for Julian som for ham selv, tænkte Monroe. Hun forsøgte at retfærdiggøre sig selv ved at gøre obersten til et uhyre, og efter Julians eftertænksomme ansigtsudtryk at dømme lod det til at virke. "Desuden var Henry ikke James' hund," sluttede hun ophidset, "det var Ailsas hund ... og hvis nogen slog den ihjel, var det sandsynligvis James selv. Han er en meget ond mand."
Monroe rettede igen opmærksomheden mod hende. "Har du belæg for nogen af disse påstande?"
"Selvfølgelig har jeg det. Elizabeth har fortalt mig dem. Antyder du, at hun ville lyve om sådan noget?"
"Det lader til at nogen lyver. Ifølge Mrs Weldon var oberst Lockyer-Fox i udlandet, da Elizabeth blev gravid."
Mere rasen og regeren. Det var nogle rygter, som Prue havde hørt - hørt med et halvt øre og i hvert fald forkert gengivet. Hvis kriminalassistenten kendte Prue så godt, som Eleanor gjorde, ville han vide, at hun altid fik forkert fat i alting, og under alle omstændigheder havde Prue skiftet mening, så snart Eleanor havde fortalt hende, hvad Elizabeth havde sagt. "Du burde være i gang med at forhøre James om mord og mishandling af hans egen datter," vrissede hun, "i stedet for at true mig, fordi jeg har gjort dit arbejde for dig." Hun tog en indånding. "Vi ved selvfølgelig alle sammen, hvorfor du ikke har ... du er pot og pande med ham."
Kriminalassistenten nidstirrede hende. "Det er ikke et svar værdigt, Mrs Bartlett."
Hendes læber krusedes hånligt. "Jamen, det er rigtigt. Du efterforskede ikke Ailsas død ordentligt. Den blev fejet ind under gulvtæppet for at James kunne undgå skandale."
Han trak på skuldrene. "Hvis du tror det, vil du tro hvad som helst, og så bliver jeg nødt til at gå ud fra, at jeg ikke kan stole på noget af det, du siger ... heller ikke beskyldningerne mod obersten."
Hun kastede sig ud i yderligere sandhedsbeviser. Selvfølgelig kunne han stole på, at beskyldningerne var rigtige. Hvis de ikke var, hvorfor havde James så ladet dem fortsætte? Det var ikke, fordi Eleanor havde skjult sin identitet, i modsætning til Prue, som var en kujon.
Hvis James havde gjort sig den ulejlighed at komme og forklare sin side af historien, ville Eleanor have lyttet. Hun var kun interesseret i sandheden. Ailsa var hendes veninde, og der var ingen tvivl om, at begge James' børn mente, at han var skyldig i mordet på hende. Eleanor havde faet et traume af at tænke på, hvordan Ailsa havde lidt i kløerne på en voldelig mand ... især da hun hørte, hvad Elizabeth hævdede, at hun havde været ude for som barn. Hvis politiet havde stillet de rigtige spørgsmål, ville de have opklaret alt dette selv.
Monroe lod hende kværne videre, for han var mere interesseret i at sammenligne hendes 'opholdsstue' med den forfaldne 'dagligstue' på Shenstead Manor. Alt i Eleanors stue var nyt og fuldstændig rent. Cremefarvede møbler på et lækkert, tykluvet fast tæppe. Chokoladebrune vægge stod i kontrast, og pastelfarvede gardiner, draperet i østrigsk stil, gav den højloftede victorianske stue et 'romantisk' præg.
Det var meget 'designet' og meget dyrt, og det sagde overhovedet intet om de mennesker, der boede der. Udover at de var prangende og velstående. Der var ingen malerier på væggene, ingen arvestykker, intet hjemligt rod, der vidnede om, at beboerne hyggede sig i deres omgivelser. Han foretrak til enhver tid dagligstuen på Shenstead Manor, tænkte han, hvor forskellige århundreders smag kappedes om opmærksomheden, og hundrede enkeltpersoner og generationer af hunde havde efterladt deres spor på de skrammede lædersofaer og de luvslidte ægte tæpper.
Fra tid til anden lod han blikket hvile på kvindens fiffige ansigt. Hun fik ham til at tænke på en aldrende amerikansk filmstjerne, der viste for meget af sine tænder, fordi hendes sidste ansigtsløftning havde været en ansigtsløftning for meget i et desperat forsøg på at klynge sig til ungdommen.
Han spekulerede på, hvem Eleanor konkurrerede med - i hvert fald ikke Mrs Weldon - og han gættede på, det var manden med sit farvede hår og stramtsiddende cowboybukser. Hvad var det for et forhold, de havde, hvor udseende var vigtigere end velbefindende? Eller var de begge to bange for at miste den anden?
Da hun holdt inde, lod han stilheden sænke sig og nægtede at give hende en moralsk sejr ved at forsvare politiets handlemåde i forbindelse med Ailsas død. "Hvornår flyttede I hertil?" spurgte han Julian.
Manden sad og stirrede på sin kone, som om hun var et uhyre. "For fire år siden fra London."
"Så var det før huspriserne røg i vejret?"
Eleanor så irriteret ud, som om det stadig nagede lige akkurat at være gået glip af højkonjunkturen. "Det berørte faktisk ikke os," sagde hun storladent. "Vi boede i Chelsea. Der har husene altid været dyre."
Monroe nikkede. "Jeg var i Londons politi indtil for halvandet år siden," sagde han i en konverserende tone. "Vores hus steg tyve procent i værdi i løbet af et år."
Julian trak på skuldrene. "Det er det eneste tidspunkt, hvor inflationen vil være til din fordel. Økonomisk er London præget af højkonjunktur, det er Vestengland ikke. Så enkelt er det. Du vil ikke have råd til at tage tilbage til London, hvis Dorset begynder at miste sin tiltrækning."
Monroe smilede lidt. "Det har I vel heller ikke?"
Julian satte fingerspidserne under hagen og blev ved med at stirre på Eleanor. "Ikke medmindre vi er parat til at købe noget mindre. Vi ville i hvert fald ikke kunne få et Shenstead House i Chelsea ... sikkert ikke engang længere et 1970'er parcelhus i udkanten. Desværre forstår min kone tilsyneladende ikke de finansielle konsekvenser af stigende inflation."
Monroe bed mærke i ordene 'ikke engang længere'. "Hvad fik jer til at flytte herned?"
"Jeg mistede mit ar-"
Eleanor afbrød ham skarpt. "Min mand var direktør i et entreprenørfirma," sagde hun. "Han fik tilbudt en stor fratrædelsesgodtgørelse, som vi bestemte os til at tage imod. Det har altid været vores plan at bo på landet."
"Hvilket firma?" spurgte Monroe og tog sin notesblok frem.
Der var stille et øjeblik.
"Lacy's," sagde Julian og lo lidt, "og jeg var ikke direktør, men afdelingsleder. Jeg er bange for, at London-inflationen også strækker sig så vidt som til at imponere de nye naboer. Og det kan tilføjes, at vi boede på Croydon Road 12, og postnummeret var Chelsea takket være kommunegrænsen, der gik langs vores baghave." Han smilede ubehageligt. "Jeg tror, det falder tilbage på dig selv, Ellie."
Hun så mere forskrækket ud, end afsløringen af et par hvide løgne kunne berettige. "Nu er du dum," bed hun ham af.
Han fnøs hånligt. "Det er dog utroligt! Hvad er dummere end at besudle sin egen rede? Hvordan skal vi kunne blive ved med at bo her, nu hvor du har lagt dig ud med hver eneste fordømte nabo? Hvem skal du gå på indkøb med? Hvem skal du spille golf med? Du vil sidde alene tilbage og brokke dig over, hvor ensom du er. Har du nogen anelse om, hvordan det er for mig? Hvordan tror du, din latterlige opførsel vil påvirke mine venskaber? Du er så fandens egoistisk, Ellie ... det har du altid været."
Eleanor gjorde et klodset forsøg på at rette opmærksomheden mod Monroe. "Kriminalassistenten er ikke kommet for at høre os skændes. Jeg er sikker på, han er klar over, at det er en stresset situation for os begge ... men der er ingen grund til at blive hidsig."
Vreden blussede op i Julians ansigt. "Hvis jeg har lyst til at blive hidsig, så gør jeg det fandeme," sagde han rasende. "Hvorfor helvede kan du ikke for en gangs skyld sige sandheden? I eftermiddags svor du på, at du ikke var involveret i det her idioti, nu hører jeg så en masse lort om, at James har misbrugt sit barn. Og hvem er den mand, der forvansker stemmen? Hvad handler det om?"
"Vil du godt lade være med at bande," sagde hun sippet. "Det er grimt og unødvendigt."
Hun var ikke særlig kvik, tænkte Monroe, der så, at hendes mand blev lilla i ansigtet. "Nå, Mrs Bartlett?" tilskyndede han. "Det er et rimeligt spørgsmål. Hvem er denne mand?"
Hun vendte sig taknemmeligt om mod ham, da Julian truede med at eksplodere af raseri. "Jeg aner det ikke," sagde hun. "Prue har tydeligvis fyldt dig med vrøvl. Det er rigtigt, at jeg talte med nogle af de omrejsende for at finde ud af, hvad der foregik deroppe - og det var faktisk på Prues anmodning - men jeg kan ikke forestille mig, hvorfor hun tror, at jeg kender nogen af dem." Hun gøs af afsky ved tanken. "Som om jeg ville gøre det. De var nogle rædsomme mennesker."
Det lød overbevisende, men Monroe mindede sig selv om, at siden han kom, havde hun haft over tyve minutter til at opdigte en undskyldning. "Den mand, jeg er interesseret i, forvrænger sin stemme elektronisk."
Hun så oprigtigt forvirret ud. "Hvad mener du?"
"Jeg vil gerne have et navn, Mrs Bartlett. Du er allerede skyldig i telefonchikane, som er ulovligt. Jeg er sikker på, du ikke ønsker at gøre situationen værre ved at tilbageholde oplysninger."
Hun rystede nervøst på hovedet. "Jamen, jeg ved ikke, hvad du taler om. Jeg har aldrig hørt nogen ændre stemmen elektronisk."
Måske var hun kløgtigere, end han troede. "Det kan være, han ikke gør det, når han taler med dig, så lad mig formulere det på en anden måde. Hvem har fortalt dig, hvad du skal sige?"
"Ingen," protesterede hun. "Jeg har kun gentaget de ting, som Elizabeth fortalte mig." Hun så ud til at hente styrke et eller andet sted. "Det er meget nemt at være efter mig, men jeg troede på hende ... og det ville du også gøre, hvis du havde hørt hende. Hun er sikker på, at hendes far myrdede hendes mor ... og hun fortalte de frygteligste ting ... det var forfærdeligt at høre på. Hun er meget forstyrret ... meget trist ... vi andre kan ikke forestille os, hvordan det må være at føde et barn under så skrækkelige omstændigheder ... og at det så bliver fjernet."
Monroe betragtede hende indgående, mens hun talte. "Hvem kontaktede hvem?" spurgte han uden omsvøb.
Hun så bekymret ud. "Mener du, om jeg ringede til Elizabeth?"
"Ja."
"Nej. Leo skrev og spurgte, om jeg ville møde ham i London." Hun løftede uroligt blikket og så på Julian, som om hun vidste, at han ikke ville synes om det. "Det var fuldstændig harmløst," sagde hun. "Brevet kom helt uventet. Jeg havde aldrig talt med ham før. Han præsenterede mig for Elizabeth. Vi mødtes i Hyde Park. Der var tusindvis af vidner."
Julians misbilligelse havde ikke noget at gøre med, hvorvidt mødet var 'harmløst' eller ej. "Du gode Gud!" stønnede han. "Hvorfor ville du mødes med Leo Lockyer-Fox? Han og hans far hader hinanden." Han så hendes læber blive til en smal, stædig streg. "Det er vel netop derfor," sagde han sarkastisk. "Du ville lave lidt rav i den for at straffe James og Ailsa for at sætte dig på plads? Eller måske troede du, at du ville få en håndsrækning op ad den sociale rangstige, når Leo arvede Shenstead Manor?" Han gned tommel- og pegefinger sammen. "Måske håbede du, at han ville være taknemmelig, hvis du trak hans far gennem sølet?"
Alle tre grunde kunne være rigtige, tænkte Monroe, da en afslørende rødme steg op i Eleanors ansigt. "Vær nu ikke så vulgær," vrissede hun.
Julians øjne lynede af vrede. "Hvorfor spurgte du mig ikke om ham? Jeg kunne have fortalt dig, hvad Leo Lockyer-Fox' taknemmelighed er værd." Han lavede en cirkel med tommel- og pegefinger og holdt den op foran hende. "Intet. Nul og niks. Han er en taber ... og det er hans søster også. De er nogle parasitter, der lever af deres fars penge. Hun er dranker og han er spillegal, og hvis James er dum nok til at testamentere huset til dem, sælger de det, inden han er lagt i graven.
Monroe, der havde forhørt begge Ailsas børn, syntes, at det var en rammende karakteristik. "Du lader til at kende dem bedre, end din kone gør," bemærkede han. "Hvordan kan det være?"
Julian vendte sig om mod ham. "Det er kun, hvad jeg har hørt. James' forpagtere har kendt dem i årevis, og de har ikke noget godt at sige om nogen af dem. Smaskforkælede som børn og ødelagte som voksne lader til at være den almindelige opfattelse. Ifølge Paul Squires skulle de have arvet Ailsas penge, da hun døde ... men hun ændrede sit testamente sidste år, efter at James fyrede sin tidligere advokat og antog Mark Ankerton. Det er derfor, der var så megen fjendtlighed til begravelsen. De havde ventet at få en halv million hver ... og fik ingenting."
Monroe vidste, at det ikke passede. Børnene havde arvet halvtreds tusind hver, men sammenlignet med en halv million blev det måske regnet som 'ingenting'. "Var I med til begravelsen?"
Julian nikkede. "Vi sad bagest. Vi kunne ikke se ret meget andet end rækker af hoveder ... men det gjorde ingen forskel. Ajle kunne mærke fjendtligheden. James og Mark sad i den ene side, Leo og Elizabeth i den anden. De styrtede ud bagefter uden overhovedet at sige farvel til stakkels gamle James ... beskyldte ham formodentlig for at overtale Ailsa til at ændre sit testamente." Han sendte sin kone et anklagende blik. "Kvinderne begyndte selvfølgelig at sladre. Fædre er skyldige ... børn er uskyldige ... alt det pis." Han lo surt. "De fleste af mændene var bare glade for, at de ikke var i James' sko. Stakkels mand. Han skulle have givet sine børn tærsk for år tilbage."
Monroe kunne mærke, at en ophobet frustration kogte ubehageligt under overfladen i deres forhold. Der blev lagt alt for mange kort på bordet på én gang, tænkte han. Nu var det Eleanor, der stirrede på sin mand, som om han var et uhyre.
"Jeg går ud fra, at Paul Squires er en af dine drukkammerater," sagde hun syrligt. "Hvordan har hans datter det? Blondinen, der rider."
Julian trak på skuldrene. "Det aner jeg ikke."
"Gemma ... Gemma Squires. Hun går på jagt med dig. Jeg tror, hun har en hest, der hedder Monkey Business."
Hendes mand så ud til at more sig. "Der er mange jagtdeltagere, Ellie. Jeg kan uden videre komme i tanker om tyve blondiner, der er medlemmer. Du skulle komme og følge jagten til fods en dag. Jeg kan sørge for, at du får dit blod i kog. Du har godt af at få lidt farve i kinderne." Han lo ad hendes ansigtsudtryk. "Min kone misbilliger rævejagt," sagde han til kriminalassistenten. "Hun synes, det er dyremishandling."
Monroe tænkte på blondinen og hendes hest med det rammende navn. "Jeg er enig med Mrs Bartlett," sagde han fredsommeligt. "Det er ikke ligefrem en jævnbyrdig kamp ... et lille skræmt dyr, der bliver drevet til udmattelse af kavaleriet og derefter bidt ihjel af hunde. Det er hverken modigt eller ærefuldt - og enhver, der finder fornøjelse ved det, er sadist." Han smilede igen. "Det er naturligvis min personlige mening. Jeg ved ikke, hvad det officielle synspunkt er, udover at skatteborgerne ville blive rasende, hvis de vidste, hvad det koster at holde jagtdeltagere og modstandere adskilt."
"Ih du milde!" Julian rakte hænderne op som et velvilligt tegn på overgivelse. "Hver gør sit, ikke? Der er ingen grund til at blive uvenner over det."
Monroe smilede. "Du giver den ikke en fair chance. Jeg er sikker på, ræven siger det samme, hver gang hundene snuser den op. Hver passer sit, det er det eneste, den vil. Problemet er, at den er i mindretal. Akkurat ligesom du er i øjeblikket -" han kiggede hen på Eleanor - "og som obersten har været i forbindelse med de chikanerende opringninger. Jeg kan forstå, du sagde til Mrs Weldon, at hun skulle ringe om natten. Hvorfor det? For mig ligner det et bevidst forsøg på at nedbryde ham."
"Jeg ..." hun fugtede sine læber med tungen. "Det var mest sandsynligt, at han ville være hjemme på det tidspunkt."
Monroe rystede på hovedet. "Det er ikke noget svar. Ifølge Mrs Weldon blev alle opringninger optaget på bånd, så det var ligegyldigt, hvorvidt han var hjemme eller ej. Hun sagde også, at han levede en eneboertilværelse. Vil du forklare det for mig? Jeg forstår nemlig ikke, hvorfor du synes, det er ondt at trænge en ræv op i en krog ... men ikke en gammel mand i firserne? Hvad ville du opnå?"
Hun var tavs igen. Hele aftenen havde været koblet sammen af pauser, tænkte han, mens ondskabsfulde kvinder regnede ud, hvordan de skulle retfærdiggøre deres handlinger.
"Vi gav James noget af hans egen medicin," mumlede hun, men ville ikke se på ham.
"Javel," sagde han langsomt. "Udelukkende baseret på udsagn fra en, som du sagde var 'forstyrret'." Det var en erklæring, ikke et spørgsmål. "Hvorfor har vi retssager, Mrs Bartlett? Hvorfor tror du, at forsvarets og anklagemyndighedens sagsfremstilling bliver så nøje gransket af en dommer og jury, før dommen kan afsiges og straffen idømmes? Hvorfor kom enhver begrundet tvivl ikke obersten til gode?
Hun sagde ingenting.
"Hvis ide var det at forklæde overlagt chikane som retfærdighed?
Det lykkedes hende at sige: "Det var ikke overlagt chikane."
"Så var det værre," sagde han uden omsvøb. "Du kan imødese at blive sigtet for brugen af tvang og afpresning, hvis oberstens båndoptagelser viser, at du fremsatte krav."
Hun fugtede nervøst læberne. "Det har jeg aldrig gjort."
"Det er at bruge tvang at forlange, at han skal tilstå. Selv om han er skyldig i det, du anklager ham for, er det ulovligt at fremsætte trusler i telefonen. Hvis du har bedt om penge til gengæld for at tie stille -" han kiggede demonstrativt rundt i stuen - "eller taget imod penge fra en tredjemand for at gøre livet så uudholdeligt for ham, at han ville efterkomme vedkommendes krav, vil du blive sigtet for en række lovovertrædelser ... den mest alvorlige er for at handle bedragerisk."
"Det gjorde jeg ikke," insisterede hun og vendte sig mod sin mand.
Julian rystede brat på hovedet. "Du skal ikke regne med hjælp fra mig," sagde han advarende. "Du og Prue må klare jer selv i den sag. Jeg følger Dicks eksempel." Han lod, som om han vaskede hænder. "Du må finde et andet fiols til at hjælpe dig ud af vanskelighederne."
Eleanor gav nu sin opdæmmede vrede frit løb. "Det ville passe dig godt, ikke? Så er der fri bane for den lille mær ... og det er alt sammen min skyld. Hvor meget har du brugt på hende indtil nu? Dyrlægeregninger ... en anhænger til hesten ..." Hun trak vejret og gøs. "Du troede vel, at du kunne blive ved i det uendelige, så længe du en gang imellem gav mig lidt at trøste mig med -" hun sparkede til tæppet - "som det her. Lader du hende vente? Nej, selvfølgelig gør du ikke det. Selv du er ikke så dum at tro, at en trediveårig luder er interesseret i dig på grund af din krop."
Julian kom med en kort latter. "Du er så forudsigelig, Ellie. Knevre ... knevre ... knevre." Han bevægede hånden som en mund. "Du kan ikke lade være, vel? Du skal absolut være ude efter nogen. Men det er ikke mig, der er skurken - det er du - sammen med din lille tykke tvilling." Han fnøs spottende. "Sig mig lige engang, har du og Prue nogen sinde standset op og spurgt jer selv, om I har ret? Du ville tro på, hvad en hvilken som helst idiot fortalte dig, når bare det bekræftede en af dine små ondskabsfulde bagateller."
"Du sagde, at James slap godt fra det," gav hun vredt igen. "Heldige skiderik, kaldte du ham ... han begik det perfekte mord ... låste Ailsa ude i kulden og tog sovepiller, så han ikke skulle høre hende jamre sig ude på terrassen."
"Nu er du idiotisk," sagde han. "Hun kunne være gået ned til portnerboligen, hvis hun virkelig ikke kunne komme ind igen. Bob og Vera har nøgler."
Hans øjne blev smalle. "Du har grund til at være bekymret for din forstand, Ellie. Vera er den eneste her i landsbyen, der er mere utilfreds end dig, og hun er fuldstændig senil." Han så forskende på hende et øjeblik og kom så med et vantro udbrud. "Jeg håber ved gud i himlen ikke, at du har fået dine oplysninger fra hende, din dumme kælling. Hun har været ude efter James, siden han beskyldte hende for at stjæle. Hun var skyldig, men det har ikke forhindret hende i at tale ondt om ham. Hvis du har troet på noget af det, hun siger, så er du virkelig skør i bolden."
I kvindens sminkede ansigt så Monroe katastrofen rykke et skridt nærmere. Hun kiggede ned på sine hænder. "Jeg -" hun afbrød sig selv. "Hvordan ved du så meget?" spurgte hun pludselig. "Fortæller den lille luder dig det?"