Da Martin Barker kom tilbage til lejrpladsen, var ransagningen af Fox' bus tilendebragt. Døre, bagagerum og kølerhjelm var alle sammen blevet åbnet, men politiet havde ikke fået meget ud af deres anstrengelser. Der var blevet sat et bord op under buelamper, og på det lå der nogle ting uden større værdi - el-redskaber, kikkerter, en batteridreven radio - som muligvis var stjålne. Ellers var det eneste af interesse hammeren og barberkniven, som var blevet fundet på terrassen, og en metalpengekasse der havde ligget under en af sengene.
"Det er ikke noget af betydning," sagde Monroe til Barker. "Det er det, der er, og han gør sig ikke engang den ulejlighed at låse den. Der er et par hundrede pund, et kørekort tilhørende en John Peters med en adresse i Lincolnshire, nogle breve ... og ikke en skid andet."
"Er kørekortet ægte?"
"Hugget eller købt. John Peters på den adresse sidder og slapper af med en James Bond-film ... rasende over, at hans identitet er blevet stjålet."
Det skete med jævne mellemrum. "Nummerpladerne?"
"Falske."
"Motornummeret? Chassisnummeret?"
Sergenten rystede på hovedet. "Filet af."
"Fingeraftryk?"
"Det er stort set det eneste punkt, hvor jeg er optimistisk. Der er masser af dem på rattet og gearstangen. I morgen skulle vi vide, hvem han er, forudsat at han er tidligere straffet."
"Hvad med Vixen og Cub? Er der noget, der viser, hvor de er?"
"Intet. Man kan ikke engang se, om der har boet en kvinde og et barn til. Det er en svinesti, men der er ikke noget dametøj og næsten intet barnetøj." Monroe skubbede kassen til side og begyndte på en stak papirer. "Kors!" sagde han forarget. "Den fyr er en bandit. Der er et brev her fra politimesteren, der forsikrer Mr Peters om, at Dorsets politi er meget samvittighedsfuld i sager vedrørende de omrejsende."
Barker tog brevet og inspicerede adressen. "Han bruger en postboksadresse i Bristol."
"Blandt andet." Monroe bladede de resterende breve igennem. "Det er alle sammen officielle svar på forespørgsler om omrejsendes rettigheder, og de er blevet sendt til forskellige postboksadresser og områder."
Barker bøjede sig frem for at se på dem. "Hvad er formålet med det? Prøver han at bevise, at han er en vaskeægte omrejsende?"
"Det kan jeg ikke forestille mig. Han fører os snarere på afveje. Hvis han bliver arresteret, vil han have os til at spilde tiden med at efterspore, hvor han har været i landet. Han har sandsynligvis ikke været nogen af de steder. Politiet i Bristol kunne lede efter ham i flere måneder, mens han hele tiden har været i Manchester."
Han lagde brevene ned i kassen igen. "Det er et røgslør, Martin, faktisk lidt som hans fordømte bus. Den ser lovende ud, men der er ingenting i den -" han rystede på hovedet - "og det gør mig for alvor interesseret i, hvad vores ven har for. Hvis han stjæler, hvor gemmer han så tyvekosterne?"
"Hvad med blod?" spurgte Barker. "Bella er ret overbevist om, at han skaffede sig af med kvinden og den mindste knægt."
Monroe rystede på hovedet. "Ikke umiddelbart."
"Teknikerne kunne måske finde noget."
"Jeg kan ikke se, hvordan de skulle tå chancen. På baggrund af det her -" han puffede til metalkassen - "er det mere sandsynligt, at vi får en klage fra en advokat. Hvis der dukker nogle lig op, så måske ... men det sker ikke i morgen."
"Hvad med spor på hammeren?"
"Det hjælper os ikke uden noget dna eller en blodtype, som vi kan sammenholde det med."
"Vi kan tilbageholde ham for overfaldet på kaptajn Smith. Han bankede hende temmelig grundigt."
"Ja, men ikke inde i bussen ... og han vil sikkert under alle omstændigheder påstå, at det var i selvforsvar." Han kiggede på posen med barberkniven i. "Hvis det er hans blod, så er han måske mere medtaget, end hun er. Hvad lavede han uden for Shenstead Manor? Er der nogen, der ved det? Fandt du tegn på indbrud?"
"Nej."
Sergenten sukkede. "Det er sgu mærkeligt. Hvad er hans tilknytning til stedet her? Hvorfor gå til angreb på oberstens barnebarn? Hvad er han ude efter?"
Barker trak på skuldrene. "Det bedste, vi kan gøre, er at holde øje med bussen og vente på, at han kommer tilbage."
"Du skal ikke sætte næsen op efter noget. I øjeblikket kan jeg ikke se, at han har noget at komme tilbage efter."
---
Nancy satte Wolfie ned på gulvet og lukkede døren bag dem. Hun tog ham i hånden. "Du er for tung," sagde hun undskyldende. "Mine knogler er begyndt at knirke."
"Det er i orden," sagde han. "Min mor kunne heller ikke bære mig." Han kiggede nervøst hen ad gangen. "Er vi blevet væk?"
"Nej. Vi skal bare gå herhen for enden, og så er trappen rundt om hjørnet."
"Der er mange døre, Nancy."
"Det er et stort hus," sagde hun. "Men vi skal nok klare det. Husk på, at jeg er soldat, og soldater kan altid finde vej." Hun gav hans hånd et lille ryk. "Korn nu. Vi sætter det lange ben foran, ikke?"
Han blev stående.
"Hvad er der i vejen?"
"Jeg kan se Fox," sagde han, idet lyset i gangen gik ud.
---
Marks telefon ringede med det samme igen med Nancys besked. Han kiggede ind i bryggerset. "Jeg går ovenpå," sagde han til Bella. "Mrs Dawson gør åbenbart Wolfie ked af det."
Hun lod fryserlåget falde. "Så går jeg med, du," sagde hun med kraft. "Det kvindemenneske irriterer mig noget så grusomt. Jeg har fandeme lige set en rotte stikke snuden ud af fodpanelet."
---
Nancys instinktive reaktion var 'retræte', så hun prøvede ikke engang at finde ud af, om Wolfie havde ret. Hun slap hans hånd og åbnede døren til soveværelset igen, så lyset et kort øjeblik strømmede ud i gangen, mens hun puffede ham indenfor. Hun spildte ikke tid med at kigge bagud, i stedet smækkede hun døren i og pressede sig ind mod den, mens hun med venstre hånd famlede efter en nøgle. For sent. Fox var stærkere og større, end hun var, og hun kunne ikke gøre andet end at tage nøglen ud for at forhindre ham i at låse døren, så ingen kunne komme dem til undsætning.
"Vi løber over i det fjerneste hjørne derovre," sagde hun indtrængende til Wolfie. "Nu!"
Vera havde ikke flyttet sig fra det sted, hvor Nancy havde skubbet hende hen, men hun gjorde ikke noget for at hindre dem i at søge ly. Hun så oven i købet skræmt ud, da døren gav efter og Fox røg ind i værelset, som om den pludselige tumult gjorde hende bange. Hun trak sig ind mod væggen, da Fox faldt ned på knæ på grund af farten.
Der var en kort pause, hvor ingenting skete, udover at Fox jog en knytnæve ud og smækkede døren i, og mens han trak vejret tungt, stirrede han op på Nancy, da hun stillede sig mellem ham og hans søn. Det var nogle mærkelige sekunder, hvor de for første gang kunne se og tage bestik af hinanden. Hun ville aldrig få at vide, hvad han så, men hun så en mand med blod på hænderne, der mindede hende om billedet af Leo i dagligstuen. Han smilede ad hendes chokerede ansigt, som om han havde ventet det, og kom så akavet på benene. "Giv mig drengen," sagde han.
Hun rystede på hovedet og var for tør i munden til at sige noget.
"Lås døren, mor," beordrede han Vera. "Jeg vil ikke have, at Wolfie stikker af, mens jeg ordner kællingen her." Men Vera rørte sig ikke, og han vendte sig vredt mod hende. "Gør, hvad du får besked på!"
Nancy benyttede sig af lejligheden til at presse nøglen i hånden på Wolfie bag hendes ryg og håbede, at han ville have åndsnærværelse nok til at smide den ud ad vinduet, i samme øjeblik han fik mulighed for det. Samtidig puffede hun ham hen mod kommoden til højre for dem, hvor der stod nogle tunge bogstøtter. Det var den forkerte side for hende - hun ville være nødt til at vende sig væk fra Fox for at kunne gribe fat i den nærmeste - men det var en slags våben. Hun havde ingen illusioner om sine chancer. For at sige det, som de siger i militæret, gik det ad helvede til ... medmindre der skete et mirakel.
"Gå væk," råbte Vera og slog ud i luften foran Fox med knytnæver. "Du er ikke mit barn. Mit barn er død."
Fox smækkede fingrene om halsen på hende og maste hende ind mod væggen. "Hold kæft, dit gamle fjols. Jeg har ikke tid til det her. Gør du, som du får besked på, eller skal jeg slå dig?"
Nancy mærkede, at Wolfie smuttede ud bag ved hende og rakte hånden ud efter bogstøtten. "Han er heller ikke min far," mumlede han vredt og lagde den tunge genstand i hendes raske hånd. "Jeg tror, min far var en anden."
"Ja," sagde Nancy og drejede bogstøtten ind mod sit lår for at få bedre fat med fingrene, der var glatte af sved. "Det gør jeg med, min ven."
---
I den store sammenhæng kunne det næppe kaldes heltemod. Der var ikke tid til at tænke, ingen afvejning af faren, blot en instinktiv reaktion. Det var ikke engang en fornuftig ting at gøre, når der var en politimand nedenunder, men Mark blev varm om hjertet, hver gang han tænkte på det. Da han og Bella kom op ad trappen og rundt om hjørnet, så de en mand i silhuet mod lysstriben fra et soveværelse, inden døren blev smækket i, og gangen igen henlå i mørke. "Hvad fanden -?" udbrød han overrasket.
"Fox," sagde Bella.
Det virkede som en rød klud på en tyr. Mark ignorerede Bella, der forsøgte at holde ham tilbage, styrtede hen ad gangen og brasede ind gennem døren.
---
Bella, der havde en stærkere selvopholdelsesdrift, standsede længe nok til at råbe ned ad trappen efter hjælp, hvorefter hun også strøg af sted og udfoldede sig på en måde, som hun ikke havde gjort i årevis.
---
Mark var forbi Fox og inde i værelset, før han så Nancy i hjørnet. "Her!" Hun kastede bogstøtten hen til ham. "Bag dig til venstre."
Han greb den tunge genstand som en rugbybold og snurrede rundt på hælen, netop som Fox slap Vera og vendte sig om mod ham.
Også for Mark var det slående, hvor meget Fox lignede Leo, men det var et flygtigt indtryk, der forsvandt i det øjeblik, han så manden ind i øjnene. Mens Bellas råb om hjælp genlød i gangen, løftede han bogstøtten i venstre hånd og rykkede frem mod manden.
"Vil du prøve en på din egen størrelse?" sagde han.
Fox rystede på hovedet, men holdt omhyggeligt øje med bogstøtten. "Du tør ikke slå mig med den, Mr Ankerton," sagde han selvsikkert og kantede sig hen mod døren. "Så får jeg kraniebrud."
Han lød oven i købet ligesom Leo. "Selvforsvar," sagde Mark og flyttede sig for at blokere udgangen.
"Jeg er ubevæbnet."
"Det ved jeg godt," sagde Mark og fintede et kølleslag med venstre hånd, mens hans højre hånd ramte Fox' kæbe med en svingende uppercut. Han dansede væk og grinede manisk, da Fox' knæ begyndte at give efter. "Det her kan du takke min far for," sagde han, mens han gik frem igen og gav Fox et nakkedrag, da han gik i gulvet. "Han sagde, at en gentleman burde forstå at værdsætte kunsten at bokse."
"Godt gået, kammerat," sagde Bella forpustet fra døråbningen. "Skal jeg sætte mig på ham? Jeg kunne fandeme godt trænge til et hvil."