Værelset eksisterer ikke mere. Dag for dag så jeg gennem de snavsede vinduer ødelæggelsen skride frem, når jeg gik forbi uden andet ærinde. Jeg stod stille ude på Boulevarden og stirrede ind på de hvide ødelæggere, der altid lod som om de ikke bemærkede mig. Alligevel var der mellem dem og mig en sælsom og rasende forståelse som i to menneskers favntag, når de hader hinanden inderligt. Når jeg stod der i det skarpe solskin med ansigtet presset mod ruden, blev de grebet af en slags rus, der lod til at give dem overmenneskelige kræfter. De rev murene ned, bar de hvide fløjdøre ud på deres nøgne, svedende rygge og smed dem op på containeren, der holdt lige uden for porten. De brød gulvet op med balletagtige, overdrevne bevægelser, for så tunge, som de gjorde dem til, var de små parketstykker ikke. Først da også det høje, sirligt ornamenterede loft med de fede stukengle var forsvundet, mistede jeg interessen for hærværket og begyndte at genopbygge værelset inde i mig selv. Og der lever det nu, fyldt med hviskende skygger, sagte latter som spottende fugleskrig, og varme tårer, der bliver kysset bort, eller får lov til at rinde frit som fugten fra revnerne i tapetet, der er plettet med lidenskab og fortvivlelse. Jeg vil skrive en bog om Vilhelms værelse og om de begivenheder, der fandt sted i det eller udgik fra det; dem der førte til Lises død, som jeg kun har overlevet for at kunne skrive hendes og Vilhelms historie ned. Nogen anden mening har min tilværelse ikke. Drengen opholder sig på en kostskole, hvor hans far anbragte ham, da han brød sammen over sin mors død. Der har han fået det rimeligt. Hver weekend har han besøg af pigen Lene, der ligner hans mor som ung, og de taler altid om hans barndom, der er dyster og spændende som et eventyr, og Lene finder i sammenligning med den sin egen så kedsommelig, at hun aldrig nævner den. Selv er jeg alene, og alt, hvad jeg gør, er bestemt indefra. Andre mennesker går lige gennem mig som en skygge; kun ganske få har sans for mig som ødelæggerne havde det, og de lader også taktfuldt, som om de ikke bemærker mig.
Jeg opholder mig i en lejlighed to gadenumre fra den gamle, en lejlighed hvor jeg aldrig vil komme til at bo. Ordet „hjem“ har mistet sin betydning for mig, det er bare noget, jeg har haft engang. Jeg sidder ved min skrivemaskine, der undertiden forekommer mig selv at bestemme, hvilke taster jeg skal berøre. Ellers er der ikke andet i dette fremmede rum end min seng, et klædeskab og en kommode. Vinduet vender ud til en lille gård med skraldespande og cykelstativer ganske som i min barndom. De øvrige tre værelser er stadig fyldt med flyttekasser, men gardinerne og persiennerne har den gamle enkemand ladet blive hængende, for de ville alligevel ikke have passet til den ejerlejlighed, fagforeningen skaffede ham, da forhandlerne endelig så en chance for at få anbragt deres EDB-anlæg i det, der engang var Vilhelms værelse. Det siger sig selv, at det måtte nedbrydes, og at forhandlerne med deres dumme og fugtige øjne ganske som ødelæggerne og jeg kun var påskud for at finde frem til den indre sandhed, der gør ethvert menneskeliv meningsfyldt og spændende. I Lises og Vilhelms historie, som måske vil komme til at handle om meget andet, er intet tilfældigt, og intet kunne heller have været anderledes. De fleste kendsgerninger er ligegyldige, men enkelte af dem viser sig pludselig at have en overraskende betydning, som når man fisker en stump tøj op af kludeposen, og det lige er den, der gør mønsteret levende og smukt.
I dag kørte de bort med containeren, hvorfra alt af værdi var fjernet. Resten var ubrugeligt, forfaldent skidt, for Vilhelm og Lise knyttede aldrig deres hjerter til ting, og to mennesker, der hver dag i tyve år skilles for bestandig, anskaffer sig intet nyt og foretager ingen forandringer. Selv alle billederne har jeg smidt væk for bedre at kunne samle mig om billederne på mit hjertes væg. Kun et har jeg beholdt: kanonfotografiet af Vilhelm og Lise på Himmelbjerget. Vi er unge og lykkelige, og der er sådan et strål af forelskelse om os, at det endog må have vakt fotografens misundelse. For der er noget ved enhver ren og ny begyndelse, der vækker menneskets trang til at smadre det fine bygværk eller i det mindste bringe stenene i uorden, så det vokser sig skævt og ufuldkomment og ikke mere skinner nogen i øjnene. Det besynderligste ved den store kærlighed er, at den vil beskues og udstilles, som krævede alt, hvad sådanne to lykkelige foretager sig, hele verdens opmærksomhed. Siden er det umuligt at erindre, hvad man egentlig sagde til hinanden, skønt det var uhyre betydningsfuldt, og man næppe undte sig søvn, fordi det betød tavshed. Og før man vidste af det, var tavshed det naturlige, og tale kun som en slags feber, man af og til blev grebet af. Og siden bredte der sig en farlig tomhed mellem ordene, som man vendte mange gange i munden, før man slap dem løs. Væggene rykkede sammen, så der ikke var luft nok i rummet. Man måtte sige noget, ligegyldigt hvad, og selv det var blevet vanskeligt, fordi ordene var forsvundet dybt nede i vore sinds bitre sørgmodighed.
Tilbage er (det var det sidste år i Birkerød) kun ord som „slagter“, „regnvejr“ eller „dreng“, og vi rasper dem af os med tørre, flade stemmer for at forhindre noget frygteligt i at ske, for at holde en ond og uigenkaldelig handling tilbage. Var Vilhelm smuk? Hans lydefri hud havde en farve som tyk fløde blandet med kaffe. Kindbenene var høje og syntes at trække hans øjne skråt ud mod tindingerne. Øjnene var gråbrune med en mørk rand om iris, og under dem var der allerede dengang røgfarvede skygger, der sladrede om et lidelsesfyldt og udsvævende liv. Jeg fattede ikke, nogen kvinde kunne være lykkelig uden at kende ham, ganske som jeg år senere ikke fattede, nogen kunne blive forelsket i ham, da jeg ikke selv var det længere. Men det kunne de, det blev de, og gennem deres kærlighed til ham (en blid og ydmyg skare af små damefrisører, ekspeditricer, kontorelever og fabrikspiger) blussede min egen heftigt op igen og fordrev disse valmuepiger, disse sarte udkast, disse fine begyndelser fra hans gådefulde hjerte. Min Vilhelm, min!
Og at det netop skulle blive Mille, der bortførte ham, hun, som jeg havde knyttet mig så tæt til, at jeg længe ikke vidste, hvem af dem jeg savnede mest! Mille, som hverken var ung, smuk eller intelligent, men besad en hjertets koldsindighed, der endog overgik vores, når vi udmattede af vor sælsomme lidenskab lå og morede os over valmuepigerne, hvis svale kronblade drev modstandsløst bort med vinden. Det kunne jo, skrev hun i sit åndssvage brev, ikke blive ved med at gå. Men hvad betød al vor lidelse mod nydelsens salighed? Lise følte et afmægtigt raseri, da man for et halvt år siden fortalte hende, at Vilhelm var blevet tyk. Mille havde stopfodret ham som en gås, polstret og børstet ham og begravet alle hans fine og mørke tanker under bjerge af leverpostej. Dermed var Lises Vilhelm død, og Mille fyldte hende med væmmelse. Det er jo altid elskerinden vreden er rettet imod, men også med hende forsonede Lise sig, da hun udslettede hele verden. Og nu vil jeg fortælle min historie af den eneste grund, at jeg er nødt til det. Og at ingen anden kan gøre det med samme ret og samme selvfølge …