Fru Thomsen levede af at leje værelser ud til pæne unge mænd af god familie. Det var i hvert fald, hvad hun annoncerede efter. Jeg vil heller ikke udelukke muligheden af, at der engang i tidernes morgen har eksisteret sådan nogle ferske, dunede fyre et sted i hendes enorme og beskidte lejlighed, men da alene synet af hende får blodet til at fryse til is i mine årer, går jeg ud fra, at de hurtigt er forsvundet igen. Fru Thomsen mistænkte sine lejere for at være gerningsmænd til alle uopklarede forbrydelser og undte sig næppe søvn af frygt for at overse det fældende bevis under sin utrættelige udspionering af deres kommen og gåen. For resten smed hun dem ud, hvis de ikke foretrak selv at forsvinde. Og straks kom der nye, før hun kunne nå at skifte sengetøjet. Det var i hvert fald, hvad hun forklarede dem med sin hæse, stakåndede stemme, der hinkede bagefter tanken som hos personer, der stammer, og faldt til ro i en slags monoton brægen, når hun kom til de farverige beskrivelser af fraflyttede lejeres ufattelige skørlevned og umuligheden af at holde dem til studierne for en stakkels syg og gammel enke, der havde kendt bedre dage. Fru Thomsens logerende blev efterhånden mindre pæne og mindre unge, og de eneste studier, de helligede sig, var om morgenen at tælle de væggelusebid, der var tilføjet dem i nattens løb.
Den gamle kone var ligeglad. Klagede de, kom hun dem i forkøbet og smed dem ud. Ofte foregik udsmidningen ved politiets hjælp, og hun yndede at henlede betjentenes opmærksomhed på alle de uopklarede mord, der havde fundet sted i den sidste tid og altid på de af døgnets timer, hvor de mistænkelige lejere havde formået at unddrage sig hendes opsyn. Hun plejede at tilføje, at man en dag ville finde hende i sengen med overskåret strube. Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret, for hvis sådanne eksistenser overhovedet er til, skænker Gud dem en voldsom og pludselig død. Men det interesserer mig ikke, om fru Thomsen nogensinde har været til. Hun er en flig af min opløste bevidsthed, der nu driver afsted på ordenes bølge, klynger sig til dem og beder om hjælp, som jeg også beder læseren om hjælp, ja endog om at elske mig, uanset i hvilke skikkelser mit ansigt, flydende og ugribeligt som spejlet i blæsende vand, vil dukke frem bag andre ansigter, der i langt højere grad er til at holde fast på.
Vi boede i lejligheden under fru Thomsens. Da hun meget sjældent viste sig udenfor sin dør, havde jeg kun mødt hende tre eller fire gange i løbet af ti år. Hver gang stod hun stille og stirrede grundende på mig, som om hun ville mig noget ganske bestemt og ærgrede sig over, at tiden endnu ikke var inde. Hendes øjne var blodsprængte som hos en, der aldrig sover, og der var i hendes hæslighed noget fuldkomment, der aftvang mig en art gysende respekt. Men udtrykket i hendes blik var så koldt og grådigt, at det skræmte mig flere dage efter mødet. Hun havde sit sovekammer lige over Vilhelms værelse, og jeg følte, hvordan hendes lave, fedtede tankegang sivede ned gennem loftet og blandede sig uløseligt med min. Jeg er næsten vis på, at hun stod med et brusket og loddent øre presset mod døren ud til trappen den dag, da Mille pludselig stod i dagligstuen og sagde: det er forfærdeligt! Han kommer aldrig mere tilbage – efter enogtyve års forløb! Og bredte armene ud og blev våd i ansigtet, som var der trykket på en knap til et skjult overrislingssystem, og jeg faldt frem imod hende for at proppe ordene ind i hende igen sammen med denne trængsel af tænder, der var i færd med at styrte ud, fulgt af hele resten af Mille, skelettet med, så der kun ville være en lille våd plet tilbage. Milles blidhed; hendes frygtelige mangel på forståelse, hendes snuhed! Og drengen, der et øjeblik voksede op, så han kunne se gennem sine øjne og bruge sin fars stemme: Forsvind øjeblikkeligt! Du har gjort fortræd nok her. –
Tilfreds må den gamle være humpet op til sig selv igen. Hun hadede uden undtagelse alle kvinder, der var yngre og kønnere end hun selv, hvilket rundt regnet vil sige hele den kvindelige del af menneskeheden. Hun hadede myten om den store kærlighed og så på denne skæbnedag sin tvivl på dens eksistens bekræftet. – Og dog var en sart skygge af denne kærlighed til stede mellem den hæslige værtinde og den af livet og sig selv kasserede unge mand, på hvem hun udøvede så morbid en tiltrækningskraft, at selv hendes dårlige ånde blev en bestanddel af den.
Kurt, som ikke rigtig levede, havde alligevel et liv. Når fru Thomsen om morgenen trådte ind i hans værelse, lod han altid, som om han sov. Men hans hjerte bankede heftigt ved tanken om det, der skulle ske. Luften omkring ham mørknede, og alt som hun haltende nærmede sig, uafbrudt talende og raslende med sine evindelige aviser, begyndte hans krop at gløde. Han kærtegnede blidt sig selv under afdøde hr. Thomsens klumpede dyne, der stank så skarpt af naftalin, at selv den mest udhungrede væggelus foretrak sultedøden fremfor at nærme sig den. Værtinden underholdt ham med utrolige historier om afskyelige lystmord og frygtelige dødskampe, som hun syntes at have overværet med en kold analytisk klarhed, som agtede hun at nedfælde sine iagttagelser i et eller andet videnskabeligt værk. Bag de sitrende øjenlåg så Kurt betændte tarme vælte ud på operationsborde, hvor berusede læger forgæves søgte at proppe dem ind igen. Og med skrækslagen utålmodighed ventede han på det øjeblik, da patienten vågnede midt under bedøvelsen og udåndede i en styrtsø af blod og skingre smerter.
Der var talrige variationer i denne sælsomme oratoriske udfoldelse, som fru Thomsen trak ud så længe som muligt, idet hun afbrød den med sentimentale ugebladsberetninger om smukke unge kvinder, der tappert så en snarlig kræftdød i øjnene, eller en ulykkelig familie, hvis barns brutalt skændede lig var fundet i en nærliggende skraldespand samme nat, hvor en af hendes lejere havde gjort sig usynlig. Men kvinden forpassede aldrig tidspunktet. Når hendes offer begyndte at blive kortåndet, og hænderne under dynen var koncentreret om et eneste brændende punkt, lod hun sin lurvede blå badekåbe falde og kastede sig over ham med en lidenskab, der kun forøgedes ved at være blandet med foragt. Og endelig åbnede han sine forbløffede dukkeøjne, der løb fulde af en slags gysende beundring for så megen kraft i så hærget et legeme. Bagefter faldt han øjeblikkelig i søvn, og da han besad en ægte mangel på interesse for andre mennesker, tænkte han aldrig over det liv, hans besynderlige elskerinde førte, når hun var udenfor hans synsfelt. Det var ham også ligegyldigt, ligesom han aldrig undrede sig over, at dette offer for flere hundrede fejloperationer stadig ikke var bukket under for nogen af dem. Den eneste mulighed, der undertiden foresvævede ham, var den samme, der gjaldt den øvrige verden; at hun kun var til i hans fantasi. Det var ikke noget, han gjorde sig klart, for han havde aldrig følt trang til at analysere sig selv. Nogen havde engang ventet sig noget stort af Kurt, og han havde virkelig også påbegyndt en serie uigennemtrængelige studier, før man var holdt op med at vente sig noget som helst af ham. Men fru Thomsen, som aldrig tillod sig at lade noget af værdi ligge ubrugt hen, og som desuden uden videre tillagde andre mennesker de samme nedrige egenskaber, hun selv husede, havde længe været irriteret over, at denne sunde og brugbare krop skulle ligge og drive den af på hendes bekostning. Man kan heller ikke udelukke muligheden af, at hans lykke lå hende på sinde, navnlig hvis den kunne føre til andres ulykke. Foruden mord og andre makabre nyheder studerede hun hver morgen omhyggeligt avisens annoncesider. Hun var så ivrig efter at læse den før alle andre, at hun tit stod parat indenfor døren og greb den mellem brevsprækken og gulvet.
Denne søndag morgen lå Kurt som sædvanlig i en doven halvsøvn, hvorunder visheden om, hvad der snart skulle ske, foldede sig ud i ham som en frugt, der var modnet i nattens løb og nu ventede på at blive plukket. Og så udeblev det fromme, frygtelige og nervepirrende øjeblik, for den gamle styrtede ind i værelset uden i sin ophidselse at have givet sig tid til at klaske den sædvanlige fedtede paryk på sin pilskaldede isse. (Hun havde mistet håret under en af fejloperationerne, foretaget af en læge hun stadig lå i proces med). Kurt stirrede bestyrtet på hende, mens den tanke fór gennem ham, at der var opstået ildebrand i huset, eller at en morderisk lejer var i hælene på hende med en løftet kniv. Så fik han øje på den opslåede avis i hendes rystende hænder og følte sig pludselig meget træt og meget forsvarsløs. Den blide banken under hans fingerspidser ebbede ud, og han kneb sine smalle næsebor sammen af ubehag, da hun satte sig ned på hans sengekant og huggede en tør, firkantet negl ned på en med rødt indrammet annonce, der også uden det var iøjnefaldende på grund af sin længde.
– Det er hende, hvæsede hun ind i hans øre. Der er overhovedet ingen tvivl. Læs det! Det er dit livs chance.
– Hvem? Kurt trak sig ind til væggen, som håbede han, den ville opsluge hans skrøbelige krop (værtinden fodrede den kun nødtørftigt og uregelmæssigt), optage den i sin sure fugt og lade den glide ind mellem to lag tapet.
– Hende nedenunder – Lise Mundus – hende med kærlighedsdigtene – jeg har tit nok fortalt dig, hvordan de lever. Jeg vidste det, da jeg så hende og drengen komme alene hjem fra sommerferien. Den sidste var hende for klog. Hun er rendt af med ham, med manden. Man kan altid kende en vraget kvinde – jeg kan – hun så mere nøgen ud, end hvis hun havde smidt alt tøjet. For en måned siden blev hun hentet i ambulance og kørt væk, men det er ikke første gang. Og selv om manden ikke er for køn, så må det være et helvede at have en sindssyg kone. Mig har hun altid været for fin til at hilse på, men hun er ikke for fin til at annoncere efter en ny mand! Så dybt er jeg dog aldrig sunket.
Hele denne svada blev afleveret så stakåndet og hæsblæsende, som var kællingen ikke sikker på at få sagt det hele, før stemmen løb af spolen. Kurt følte, at han i dette øjeblik, hvis han havde haft en kniv ved hånden og bare en lille smule mere vrede og energi, med den største koldblodighed kunne have skåret hendes strube over. Livet var en flugt fra det ene skjulested til det andet. Fra den ene drøm til den anden, og mellem drømmene sult og kulde og frygt –
Han lukkede øjnene og krøb længere nedunder naftalindynen. Så sagde han høfligt:
– Hvis De absolut vil have mig til at læse den annonce, så vær venlig at gøre Dem i stand imens.
Han havde aldrig sagt du til kvinden, og han vidste ikke, hvad hendes fornavn var.
Fru Thomsen, som lagde stor vægt på en dannet omgangsform, trak sig lydigt tilbage med en slubrende lyd, som om hun slugte en østers. Kurt læste annoncen adspredt, mens han prøvede at erindre, hvad han havde hørt om denne kvinde. Men det flød sammen med andre historier af lignende art, stinkende og hidsende eventyr fra den menneskelige kloak, som var den eneste verden, den gamle var fortrolig med; perversiteter, der bare blev mere uhyrlige af kun at blive antydet. Han lod gabende blikket glide henover annoncen, idet han opbød en ellers udtørret evne til at hæfte sig ved det væsentlige. „Efter at være sluppet ud af et langt ulykkeligt ægteskab – 51 år, men ung af sind – pragtfuld søn på femten år – kendt navn i dansk litteratur – sommerhus – stor lejlighed i byens centrum – midlertidigt slået ud af en nervekrise – helst bilist.“ Kurt lod bladet falde ned på det snavsede gulv og følte pludselig trang til at se himlen. Han havde i næsten tyve år boet på steder, hvor kun små udsnit af den var synlige mellem tage og mure. Han virrede med hovedet og fik savnet til at synke tilbage til det bundfald, fortiden var henvist til. Han dyrkede ikke minder, og når man aldrig rørte ved dem, blegnede de og forsvandt. Kvindens alder forskrækkede ham som synet af barndomsvenner, årene havde forvandlet til karikaturer af de børn, man kendte og legede med. Kurt den Utilstrækkelige skræmtes ved tanken om den frygtelige modydelse, kvinden ville forlange af ham. Men Kurt den Gode bevægedes lidt over det ydmyge udtryk „helst bilist“; dog ikke mere end at han heri så en desperat undskyldning for at slippe udenom værtindens ubarmhjertige krav. Nu hang trætheden bag hans øjenlåg som røde, dansende prikker, for nu var det forbi, drømmen var forbi, og et uoverskueligt antal uberegnelige handlinger ville blive nødvendige. Altid havde der i Kurts tilværelse været noget, der ikke kunne blive ved med at gå, netop som han havde fundet sig til rette med det. Og deri adskiller denne tilværelse sig ikke meget fra andre menneskers. Der vil altid være en varm seng efter en afdød og nogen, der vil udslette de trygge, intime lagenfolder, der har dannet sig i nattens løb. Der vil altid være en fru Thomsen til at fortælle, at dette må høre op, og en Kurt den Gode eller Kurt den Skrækkelige, som må indse det.
Da værtinden, der efter sit eget udsagn manglede over halvdelen af alle de livsnødvendige indre organer, mens resten befandt sig i en faretruende tilstand, vendte tilbage til sin vellysts uudgrundelige hule, var synet af hende nok til at puste enhver tanke om at undslippe ud af Kurts hoved. Hun havde ikke alene iført sig sin grå, tjavsede paryk, men også noget, der mindede om en kjole, noget blåt og flagrende, som – hvad nu end meningen var med det – ødelagde deres sælsomme morgenritual for bestandig.
– De har ret, sagde Kurt meget blidt. Det er mit livs chance.
Og nogen eller noget vågnede nede i Vilhelms forladte værelse. En stribe kold sol hvirvlede støvet op om den uredte seng, og det knirkede fint i Hørups samlede værker, som Vilhelm havde stjålet fra udenrigsministeren, da de boede på Studentergården i en fjern tid, hvor ingen af dem drømte om at nå de magtens tinder, de nu befandt sig på. De tunge gardiner udsendte en lummer duft som af billig parfume sveden trænger igennem. Måske tillod loftets stukengle sig endda at rynke på næsen ved urinstanken fra den væltede gulvvase, Vilhelm benyttede, når han i sin fuldskab og fortvivlelse ikke orkede at forlade værelset. Og måske trak en og anden af valmuepigerne sig netop i dette øjeblik ud af en tilfældig favn, vækket ved mindet om noget utroligt, der engang var sket hende, noget af det man må glemme, hvis man ønsker at leve videre. Det er ikke engang utænkeligt, at en skygge af alt dette trak sig gennem den uhyggelige værtindes hjerte, da hun med et smil, der blottede hendes skummetmælksblå gebis, rakte pen og papir frem mod Kurt den Flygtende, for at han kunne svare på annoncen.
Sikkert er det derimod, at hun var uvidende om, at hun med denne handling næsten underskrev dødsdommen over den eneste form for kærlighed, hun nogensinde havde kendt.