6

(Åbent brev til min Vilhelm)

Min elskede; det er alligevel svært at være så fuldstændig alene og aldrig se andre mennesker end papirmændene med deres kolde fiskehud, som trods al umage af og til strejfer min, når de rækker mig noget, jeg skal skrive under på. Det er svært aldrig mere at sove med ansigtet mod din varme, fugtige armhule og den trygge lyd af dine korte, stive øjenvippers skraben mod puden. Hos mig savner du nu andre sanseindtryk, som jeg ikke kan vide det mindste om, for aldrig oplever to mennesker det samme på samme tid. Måske befinder vi os alle i små lukkede rum uden forbindelse med hinanden, og vi holder det kun ud, fordi vi ikke gør os det klart. Det at ældes er roligt at dreje alle sine erfaringer rundt i lyset og betragte selv de smerteligste uden frygt. For omsider ved man, at de ikke vil gentage sig. Der er ikke tid til det, ingen mulighed for det, og den rasende lidenskab, der engang drev os ud over alle normer, alle de grænser, som er afstukket for drifternes udfoldelse af mennesker, der har levet, før vi blev født, denne lidenskab er nu blegnet og udvisket som et stolt og fint minde af dem, der ikke længere tåler andres berøring. Jeg ved ikke, hvor du bor nu, kun at det er et sted, en anden har indrettet efter sin eller en helt tredjes smag. For du har aldrig været med til at bygge et hjem op, og ligesom jeg ejer du ikke nedarvede ting. Vi talte ofte om, hvor lykkelige vi var den sommer i Hornbæk, da vores dreng var et år og netop var begyndt at kunne gå. Men da var ulykken allerede sat i gang, helt usynligt som når celler tager til at vokse i vort indre. Intet fotografiapparat er så nådeløst registrerende som det menneskes blik, hos hvem den første kærligheds blinde bølge har lagt sig. Hjertet ved af ingenting, men et bestemt billede kan nu aldrig mere udviskes. Der kan gå år, før det dukker op igen, eller der kan gå dage.

Vi lå på stranden oppe i Hornbæk, hvor der kun var et par minutters gang fra det lejede hus til vandet. Vi var faldet i søvn i den brændende sol, og vore skuldre var blevet rødskjoldede. Det var hen på eftermiddagen. Vi havde været i vandet flere gange, og nu ville jeg ikke mere. Jeg frøs lidt efter søvnen. Der var en mængde mennesker omkring os, og vi betragtede dem som gennem tremmerne i et bur. Det havde vi nu gjort i tre år uden at tænke over det. Vi var udenfor buret og kunne nærme os dem, hvis det passede os, men de kunne ikke komme ud til os. Da jeg ikke ville med, gik du alene ud i vandet, og jeg sad med hånden skyggende for øjnene og betragtede dig, mens du gik forsigtigt gennem det lave vand for ikke at skære de nøgne fødder på en sten eller noget andet skarpt. Pludselig tænkte jeg helt overvældet: han er jo ikke mere ung! Det var noget ved din holdning og dine tøvende bevægelser, en svag anelse af forfald, næsten ingenting, men det var der, jeg havde set det, og fra nu af ville det langsomt gå ned ad bakke, og noget var frygtelig sørgeligt, så jeg måtte blinke mod solen for at holde tårerne borte.

I det øjeblik kom der for første gang ømhed ind i mit begær, og når det sker, elsker man på en måde højere, men afgjort mindre sanseligt. Du var femogtredive år, jeg to år ældre. Vi havde haft en lang fortid som voksne, før vi traf hinanden. Jeg havde tre børn med tre forskellige mænd. Du havde en datter, som du aldrig så. Du var allerede forældreløs, og mine forældre levede. Men der var intet i vor nuværende tilværelse, der lignede den, vi før havde haft hver for sig. Det var alt sammen stuvet ind bag de tremmer, som vi holdt af at stirre igennem, men vi var jo begyndt at bruge andre mennesker, Vilhelm, uden et øjeblik at tænke over, at de havde et liv i sig selv, og at vi brød ind i dette liv og måske af og til ændrede dets bane. Jeg tror, det er meget farligt at leve sine hemmeligste drømme ud. Jeg led under at høre detaljerne om dit samvær med andre piger, men det ophidsede mig også, så jeg fandt ægteskabet en smule kedsommeligt, når du i længere tid var mig tro. Jeg havde dengang kun været dig utro en eneste gang, halvt af vanvare, helt skørt: en hastig overrumpling af den gamle tegner i soveværelset, da han forklarede min far og mor, som jeg havde inviteret til frokost den dag, at lyset dér var langt bedre end i spisestuen. Da jeg fortalte dig det (af dunkle grunde, som jeg først senere forstod), rasede du længe i din urimelige jalousi, hvorefter jeg om og om igen måtte fortælle dig nøjagtigt hvordan og hvorledes, og den gamle libertiner ville være både smigret og forundret, hvis han havde hørt mine løgne og saftige overdrivelser om den lille gråspurveaffære. Det var ikke muligt at koge suppe på den i det uendelige, men ganske klart at vi ikke mere havde nok i hinanden. Nu tænker jeg på, om også du så mig i øjeblikke, hvor jeg ikke troede mig iagttaget. Og måske tænkte: man kan se, hun har født tre gange? Men så læste du mine digte. Jeg skulle have en samling ud om efteråret, og nogle af dem var inspireret af min kærlighed til dig. Det er helt utroligt, så meget det betyder selv for så begavet en mand som du. Det var endda slet ikke de bedste digte i samlingen. Og din beundring begyndte allerede at få en gul, flosset kant af ondskab og misundelse. Da jeg viste dig det digt, jeg selv var mest glad for, trak du til min skuffelse kun på skulderen og sagde: „Det kunne du ikke have skrevet, hvis jeg ikke havde åbnet dine øjne for Rilkes lyrik.“ Det var fuldkommen rigtigt, og jeg har aldrig siden brudt mig om det.

På denne fine, klare dag vidste jeg ikke engang nøjagtigt, hvor du arbejdede. Og slet ikke hvad du arbejdede med. Du klagede altid over, at du ingen opgaver fik, ingen udfordringer. Om aftenen gik du rastløs og tvivlrådig frem og tilbage på gulvet i dagligstuen, slog den flade hånd hårdt mod panden og sagde: Hvordan er jeg blevet sådan en fiasko? Jeg forstod ikke, en kontorchef kunne være en fiasko, og måske især ikke, at det ikke var bevis nok for din eksistensberettigelse, at du var gift med mig! Jeg sagde det ikke. Børnene og jeg turde ikke afbryde dig, når du fik det sådan. Du spurgte mig også indtrængende, om du skulle melde dig ind i partiet, og da jeg ikke vidste, hvilket parti du mente, frarådede jeg dig det. Det var i min nye ømhed for dig den sommer en anelse af triumf, som havde jeg vundet en mystisk sejr over dig. For når man ikke mere er forelsket i en mand, tror man heller ikke andre kan blive det. Og man glider befriet ind i en tryghed så skrøbelig og falsk, som løber man på skøjter over tøvejrsis. Mon Mille nu føler den samme tryghed? Hun drikker ikke, hun har aldrig været narkoman som jeg, og hun er dig uden tvivl så tro som en gasmåler eller en vridemaskine. Når hun skærer agurker ud, gnider hun den sidste skive rundt i ansigtet, fordi det er godt for huden, der i øvrigt er fin og ren. Somme tider hænger kernerne endnu i hendes sorte øjenvipper, og du fjerner dem leende. Du var virkelig en overgang forelsket i hende. Alt ved hende er forskelligt fra mig. Hun ryger ikke engang. Hun er så sund, så det er til at brække sig over. Kære, kære Vilhelm, der er noget du aldrig får hende til: at gå i seng med en fremmed mand for din nydelses skyld! Fordi Helene var villig til det, kunne hun holde på dig i fem år, men sådan kan mennesker jo ikke leve. Da du kom tilbage fra hende efter et halvt års samliv, lignede du en gammel kvæstet hankat, der kun vender hjem for at dø. Alice, min skolekammerat, der genkendte mig i Birkerød, og inden hun gav sig til kende havde betragtet os, når vi gik hjem fra stationen, helt opslugt af hinanden, sagde engang: Han er ikke god at blive gammel sammen med! Hendes mand så ganske vist ud, som havde hun ene og alene udvalgt ham efter det kriterium, men alligevel havde hun ret. Vi må ældes hver for sig. Og kun jeg har en tid endnu mod til at være alene.

Intet i dette rum forråder, hvem der bor her. Bag mig ligger katten og sover ovenpå min dyne. Også den er ved at blive gammel. Af og til går der en skælven over de fine skulderblade, der er blevet så skarpe i den sidste tid. Den hvæser sagte og kraftesløst, hvis jeg rører den, og en morgen vil jeg finde den slap og kold med en våd plet under sig. De store blå øjne er allerede sløret af en hinde, der varsler om en nær og blid død. Den stirrer tit på mig med et udtryk af fjendtlig undren, som kunne jeg have forhindret dette fremmede i at tage bolig i den. Det minder mig om det blik, den gamle enkemand sendte mig bag ryggen af de uafbrudt snakkende forhandlere, da vi betrådte dette værelse, hvori hans kone var sovet fredeligt hen. Efter over halvtreds års lykkeligt ægteskab, påstod han energisk, som om han ventede modsigelse. Antagelig har han kun kendt en lille flig af hende. Bag de røde grosserergardiner hænger et helt hvidt, gennemsigtigt rullegardin af et sart stof, der stadig lugter frisk som tøjrullerne i de små gamle manufakturhandlerbutikker, der er ved at forsvinde. Det lukker aldrig mørket virkelig ude, men man måtte jo, sagde den gamle mand undskyldende, respektere en døendes sidste ønske. Vi må være gået forbi de to mennesker masser af gange uden at se dem, for vi så jo kun den del af verden, vi havde brug for, ligesom vi heller ikke så andet hos hinanden. Mille så noget hos dig, hun havde brug for, og når jeg nu tænker på hende, vågner et rasende og svigtet lille dyr i mig og strækker kløerne frem. Jeg ved, at vi længe omfattede hende med de samme følelser som hendes forgængere; en slags hengivenhed, baseret på viden om vor magt til at ødelægge, en følelse, der var så meget desto varmere, fordi den var blandet med foragt. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes denne sundhedsdyrkende leverpostejbagerinde at skubbe min hånd væk fra din tilværelses hede, bankende midtpunkt, mens hendes mund søgte min og slørede mine sanser med en ånde så kølig og ren som vand, der vælder ud af en klipperevne. Virkeligheden er på samme tid fantasiløs og utrolig. Hvad var det for et uhyggeligt spil, hun drev os ud i? Hvornår begyndte hun at få overtaget? Måske planlagde hun slet ingenting, det hele skete bare.

Det var ikke mig, der skrev de naive og bønfaldende breve til hende. Det var Greta, min sidekammerat på Sct. Hans. Jeg læste dem ikke engang igennem, for bare det at skrive dem under var en uhyre anstrengelse. Greta var vred på Mille, fordi hun havde hugget dig for næsen af mig og Tom. Greta tænkte i sådanne konventionelle baner, men det giver heller ingen sikkerhed. Det gør intet. Milles brev kom først efter tre ugers forløb. Tre vilde uger, hvor berøringen af sengetøjet voldte mig en fysisk smerte, som var det fyldt med spidse nåle, der døgnet rundt borede sig ind under min hud. Jeg kunne ikke være inde i mig selv, men forestillede mig, at jeg ingen steder var, og at denne lidende krop nu omsluttede en erindringsløs sjæl, for hvem det var en dump og besk lettelse at analysere virkningen af raffinerede pinsler, når de omsider er berøvet frivillighedens lystfølelse. Jeg fortalte Greta, der hellere selv ville have gennemgået disse lidelser (sådan, ved du, visse ydmyge, anonyme piger er), at Mille var femten år yngre end jeg, at hun var fraskilt og ingen børn havde. Milles svar var helt sindssygt, og Greta fattede ikke, hvorfor det fik mig til at le med denne lyd som af hæse, ondskabsfulde fugleskrig. Jeg kom i tanker om, at det var første gang, jeg hørte mig selv le siden frokosten i sommerhuset, før du kom. Jeg husker kun den første og den sidste sætning: „Jeg kan glæde dig med, at Vilhelm har fået det bedre“, (hvilken Vilhelm?) og – „ellers er der intet nyt på tapetet“.

Det er mærkeligt, at mennesker ikke frygter hinanden mere end tilfældet er, for de har grund til det. Den uhyre afstand selv til den nærmeste er grund nok, men måske oplever de fleste den slet ikke. Stadig leende trak jeg skuffen i natbordet ud og rakte Greta den skøre annonce, som jeg havde tøvet med at sætte i bladet. „Få den bare i,“ sagde jeg, „nu er det værste alligevel overstået.“ Det lettede oppe i mit hovede som et gennemtræk af tomhed, en mægtig fejekost gjorde det rent for alle indviklede og fortvivlede tanker, og jeg ønskede, frygtsom og kampberedt på samme tid ikke mere at skubbe den fra mig. Ødelæggelsen var begyndt, og forhandlerne vågnede midt om natten uden at vide hvorfor. Lægen stod i dette dødsværelse og tog den gamle dames puls. Og i toget sad drengen med sin seddel fra skolen, der skulle underskrives. Det drejede sig om forældretilladelse til at blive fri for mælk. Dig ville han ikke henvende sig til. Alting kom pludselig i bevægelse og tog retning uden klart formål, tvunget af den ejendommelige styrke, der ligger i den absolutte fortvivlelse med dens rand af ondskab, som enten kræver forvandling eller udslettelse.