Ude på trappegangen stod den gamle heks og klyngede sig til marmorløvens forsvarsløst strittende lem, der endnu bar spor af den farveblyant Tom og en ligesindet for mange år siden havde malet det lilla med. Lise ville smutte forbi hende, men de hvæsende rester af en stemme flød ud gennem det vippende gebis og standsede hende i flugten:
– Jeg talte med Deres mand i går. Jeg fortalte ham, at den uskyldige dreng er faldet i kløerne på en gemen hanluder, der er blevet for gammel og doven til at vise sig mere for de noble herrer, der søger ned i den underjordiske på Rådhuspladsen, og som alle andre vil have noget for deres penge. Og hvis han ikke gør noget for at redde sin søn, kan det ikke vare mange dage, før politiet kommer.
– Hvad sagde han, afbrød Lise sagte, for i fire måneder havde hun nu været henvist til kun at tænke på den sidste time deroppe i det lejede hus, som fangerne i „tigerburene“, hvor de hverken kan stå oprejst eller ligge ned. Kun med ord kunne hun hugge sig gennem den, og de ord måtte hun gå ud i verden og opsøge, siden de nægtede at komme til hende. Hendes blik hang ved kællingens dejagtige, skimlede ansigt, og hun var, tænkte Lise, utvivlsomt halvdød af sult. Hun noterede sig det bare som så meget andet, med den smalle rand af sin bevidsthed, der endnu dannede en slags sejlrende for nye indtryk; oplevelser og erfaringer efter den dag, hvor hun faldt bevidstløs om i Milles arme.
– At han kommer tilbage.
Ordene flød fra den gamles læber så uvilkårligt som spytdråber. Lise havde tvunget dem frem, fordi hun behøvede dem. Hun smilede og ville sige noget utroligt og sødt, men i stedet bredte tavsheden sig mellem dem som mellem to søstre, der er blevet gamle sammen og ikke mere behøver at meddele sig til hinanden. Det er kærlighed, tænkte Lise forbløffet, da konen slap sit tag i løven og forsvandt op ad trappen med en overraskende adræthed. Lise kom til at tænke på sin mor. „Du er for grim,“ havde hun sagt til Lise, da hun var tretten år gammel og ville med hende og sin storebror til bal. Og nu var de alle døde, og det var den virkelige ensomhed; at der ingen mere fandtes, man kunne tale med om sin barndom. Der var kun hende til at mindes denne ø af en stue, der syntes at svæve et sted mellem jord og himmel og indeholdt de tre mennesker, der for bestandig havde formet hendes skæbne. Ville hun havde elsket Vilhelm så højt, hvis han ikke havde lignet hendes mor? („Din fejl er,“ sagde han med sin blideste og farligste stemme, „at du mangler sproglig dristighed. Som nu i denne linje“ – papiret med den barnlige håndskrift, hun havde endnu ikke lært at stuve dem væk, inden han kom hjem, stivnede og døde i hans hånd, mens han myrdede et digt, et koldt lig indhyllet i hvide kniplinger, „den knækker over på midten ved ordet ’hjerte’ –“. Hun stirrede på ham, fortryllet af så ren en ondskab, en så flammende vilje til at jage en sonde ind i den blødeste, mest forsvarsløse del af hende. I en flimrende tåge af skam havde hun revet papiret i mange småbitte stykker, endnu tættere bundet til ham, fordi hun var ude af stand til at føle vrede). Alle disse tanker fløj igennem hende på sekunder. De kaldtes frem af udtrykket i den gamles øjne: som heksen lige før hun fandt den indespærrede Hans i brændeskuret fed nok til, at han kunne slagtes.
Tappert trådte Lise ud i virkeligheden som i koldt, bundløst vand, hvor man øjeblikkelig må give sig til at svømme. Og dér stod de to forhandlere mellem porten og taxaen og gloede på hende med den nysgerrige uforskammethed, man ikke gider tilsløre for en forladt kvinde, som i en helt umulig alder skal til at klare sig selv.
– Kunne vi ikke få en samtale med Dem? spurgte den ene.
– Ikke lige nu. Jeg skal til et møde, sagde hun værdigt, for det var en magisk sætning, hun aldrig før havde brugt. Hun så på sit armbåndsur uden at kunne se noget uden briller. Hun kendte godt de to herrer, som før havde prøvet at få dem til at flytte, efter at fagforeningen havde købt ejendommen. Vilhelm plejede at få dem ret hurtigt ud ad døren med en henvisning til en eller anden paragraf i boligloven.
– Men måske engang i eftermiddag. Klokken fem, vil det passe Dem?
– Glimrende fru Mogensen. Det passer os fortrinligt.
Da de to personer stod og så vognen køre bort, lignede de pludselig et par smådrenge, der har modtaget en irettesættelse. De så på hinanden og fattede sig.
– Det vil ikke vare længe, sagde den ene, før hun ikke mere har råd til at køre taxa.
– Spørgsmålet er, svarede den anden, hvor længe hun har råd til at bo i lejligheden. Jeg tror ikke, manden har lyst til at betale huslejen.
– Eller fyrens underhold derinde!
– Der vil ikke være plads til ham i den lejlighed, vi tilbyder hende. Så når det kommer til stykket, gør vi hende kun en tjeneste.
De så begge hen mod vinduet i Vilhelms værelse, hvor gardinerne altid var trukket for. Kurt betragtede dem gennem en sprække uden at ane, hvem de var. De kunne godt ligne civilklædte betjente. I dag var fru Andersen gået op for at hente hans kuffert, men havde fået den besked, at Kurt selv kunne få den udleveret, når han kom og betalte det halve års leje, han skyldte hende. Fru Andersen havde overbragt Kurt meddelelsen uden kommentarer. Men til sin mand sagde hun, at hun ikke håbede, han ville lokke de penge ud af den stakkels godtroende frue, der havde bekymringer nok i forvejen. Og hvad kunne der også være i den kuffert ud over en dynge beskidte klude? Men Kurt havde været så ivrig efter at få fat i den, som om den indeholdt et afsavet hoved eller noget i den retning.
– Det, vi vil foreslå Dem, er at skrive en artikelserie om …
Harald begyndte altid en sætning med den største lethed og lod så andre om at fuldføre den ligesom folk der stammer. Lise lagde allerede mærke til det, mens de diskuterede, hvad de skulle spise og drikke.
– Mit forliste ægteskab? foreslog hun smilende.
– Netop, sagde Harald lettet, og hans hoved lignede et æg, man har malet et ansigt på. Luften mellem dem sitrede af sympati. I glassene flød der kulørte lys, folk ved de andre borde betragtede dem med velvilje. De genkendte Lise fra bladet, fra den troskyldige annonce, der ville gøre hende til bytte for den første den bedste ægteskabssvindler. Det var så morsomt og så sørgeligt, og hun så ud, som om hun ikke anede, nogen betragtede hende.
– Det bliver lidt vanskeligt, sagde hun roligt, jeg har børnene at tage hensyn til. Og jeg føler ingen trang til at hævne mig på min mand.
Først da hun sagde de to sidste ord, faldt det hende ind, at de jo var gift endnu. Hun mindedes den lethed, hvormed de to nødvendige skilsmisser havde fundet sted, dengang de besluttede at gifte sig. Når man er forelsket, tåler man andres ulykke bedre end i normal tilstand. Hvem var det, der havde sagt, at hvis folk aldrig havde lært at læse, ville kun meget få mennesker forelske sig? Hun tog sig sammen og lod håret falde frem over sit ansigt, mens hun puttede et eller andet i munden. Harald havde forudset visse hindringer, men det var et forbandet job, tænkte han, og så var der trækningen ved hans adelige kones mundvige, når han sagde „vore læsere“; som om det var kuvøsebørn, sagde hun. Og denne kvinde, så beskedent, næsten tarveligt klædt, helt ukosmetisk (der var virkelig svage spor i hendes ansigt efter Helenes negle. Alle i inderkredsen kendte den historie, og så var det en tredje, han var stukket af med!), denne kvinde var alligevel såre indtagende. Man følte trang til at beskytte hende, citere digte for hende, betro hende, at man heller ikke selv var særlig lykkelig.
– Det er heller ikke meningen, sagde han og skænkede op i hendes glas. De behøver ikke at udlevere andre end …
– Mig selv? Lise lo, for på en måde havde hun aldrig gjort andet. Hun støttede albuerne på bordet og strøg med fingerspidserne håret tilbage fra tindingerne.
– Ja, sagde Harald forsigtigt, men ikke mere end De selv ønsker.
– Kender De ham?
– Naturligvis. (Ved hun i det hele taget, hvem jeg er, tænkte Harald). Så tilføjede han eftertænksomt:
– Man siger, at han er blevet tyk.
Så blev han forskrækket, for Lise så ud, som om han havde slået hende i ansigtet. (Om aftenen fortalte han sin kone det. „Hvor taktløst!“ udbrød hun. „Det må være hårdt nok at miste sin mand efter så mange år, men så få at vide, at han er blevet tyk og har ædt som et svin, mens hun har sørget sig halvt ihjel!“)
Det var den første virkelige oplysning, hun havde fået om Milles Vilhelm. Den var så rystende, at den trængte alle andre ord ned på bevidsthedens sandstrøede gulv. Hun frøs pludselig og følte folks stirren ubehagelig. Milles legetøjsbamse var blevet sådan proppet med savsmuld eller skumgummi, at det lodne maveskind var ved at revne. Hun fattede sig med en enorm kraftanstrengelse.
– Hvor meget vil De betale for sådan en artikelserie? Og hvor mange numre af bladet skal den strække sig over? Jeg har hørt, at læserne trættes, hvis det bliver mere end 7-8 stykker?
Hun hørte ikke, hvad han svarede. Det var ligegyldigt nu med penge. Hun kunne få Kurt til at forhandle med skattevæsenet. Pludselig blev hun grebet af skræk for, at den gamle skulle fjerne Kurt fra hende før tiden. For man skal aldrig lade sine personer handle på egen hånd. Det er allerede galt nok, at jeg af bar utålmodighed efter at komme af med denne Lise her i hendes sidste bog i grunden gør hende slettere, end hun er. Som hun her i den bidende kulde iler over Rådhuspladsen, pjusket og rødnæset, ser det ud, som om det vilde flagrehår prøver at rive sig fri af hende eller, hvis det ikke kan lade sig gøre, løfte hende op over tage og tårne med den rasende storm. Hun har aldrig været skabt til udendørs brug.
Og nu vil vi spille scener fra hendes indre liv, isprængt visse ydre begivenheder af ligegyldig eller betydningsfuld art; det vil vise sig. For hvilken grund har hun nu, da Vilhelm var blevet tyk (lig død) til at fortie, at han engang ejede et legeme, varmt, dirrende, sensitivt og rede til ved det mindste kærtegn at gøre frygtelig skade? Jeg må forære denne odalisk, denne gazelle, hvis bestemmelse det er at blive ædt af løven (Vilhelms kærlighedsord, da han endnu var besat af hende, til han i sin onde skuffelse over at se sine skønne følelser blegne og vende sig til uforklarligt had måtte spytte hendes sårbare ansigt og kalde hende „Danmarks ældste teenager“), denne kvinde må jeg skænke et nyt sprog, hvis dristighed Vilhelm ikke mere skal få grund til at lede efter. Og derpå må hun gå sin undergang i møde som så mange andre i denne by, hvor mennesker dør hver dag i deres ensomme huler, uden at det bemærkes, før lugten begynder at genere naboerne; en styrtsø af grumme skæbner, der aldrig bliver skrevet ned. Vi må også gennembryde det sæt af tåbelige, konventionelle forestillinger, der selv nu får flade sætninger som: „Jeg lever kun for min søn“, „det er bedre at være enke end fraskilt“ eller „dette kommer jeg aldrig over“ til at lægge fælder for hendes skarpe forstand. Det er ord, alle forladte kvinder griber efter, ligesom efter drømmen om en ny mand, men her er det originale ved vor heltinde, at denne mand skal være så ringe, at hun kan være helt sikker på, at ingen nogen sinde vil tage ham fra hende. Nu er hendes sind virkelig åbent for en stormflod af erkendelser, og dog ved hun ikke, hvilken skæbnesvanger evne hun har til at vække de dårligste egenskaber hos andre mennesker.
Forhandlerne sad i dagligstuen, da hun kom hjem. Kurt sad overfor dem og var ifølge et lune hos Tom iført Vilhelms fineste sæt nålestribet tøj. Uden at se direkte på nogen af dem eller give dem lejlighed til at udfolde deres overtalelser gik hun uden videre med til deres planer om at flytte ind i enkemandens lejlighed to husnumre borte på grund af deres fjollede EDB-anlæg, som kun kunne anbringes i Vilhelms værelse. Hun så kun flygtigt på tegningen over den nye bolig. Der var fire rum, så havde fru Andersen det mindre at gøre rent i. Der ville blive et til hver og et til dagligstue. Forhandlerne havde indhentet Vilhelms tilladelse, fordi lejligheden stod i hans navn. De skubbede den hen foran hende; tre maskinskrevne linjer, der fik hende til at rødme som over en sjofel tegning. Hendes læber blev fugtige, og hendes ben rystede lidt. Det var den smertelige glæde ved at give efter, ikke at yde den ringeste modstand, helt indlysende at være den tabende part. Hun sendte Kurt et hurtigt, advarende blik, for han ville til at sige noget; brokker fra den halve juridiske eksamen rev sig løs inde i ham, men Lises blik trængte dem tilbage. Hastigt skrev hun under på et eller andet, hvorpå hun lukkede forhandlerne ud med uforskammet høflighed, efterladende dem med en følelse af at være blevet sat på porten med korporlig magt.
Verden krængede sig ud som en handske. Retningen havde fået formål. Forvandlingen var begyndt.
„Læs denne gribende beretning om en betydningsfuld kvinde, hvis verden sank i grus, da hendes mand forlod hende og deres søn efter 22 års ægteskab. Ærligt og uden bitterhed fortæller Lise Mundus vore læsere alt om de stormfulde begivenheder, der endte med et sjæleligt sammenbrud, indlæggelse på et sindssygehospital, og den sensationelle ægteskabsannonce, forfatterinden lod indrykke i Danmarks største dagblad, hvor hendes mand er chefredaktør. Formelt er de stadig gift, men den omstridte chefredaktør har skiftet adresse.“
Det er meget vanskeligt at pege præcist på den begivenhed, som førte til den endelige katastrofe for Vilhelm og mig. Det er, som når børn med lukkede øjne drejer en globus rundt og sætter fingeren på et tilfældigt sted, for eksempel på en ø i Stillehavet, som, hvis det sker flere gange i træk, får dem til at tro vil få en mystisk forbindelse med deres fremtidige skæbne. Og mens jeg nu trækker mine erfaringer frem, rettes erindringens projektør, min ransagende sjæls følehorn, uafladeligt og stædigt mod den fjerne nat, da Vilhelm brækkede sig i skødet på kulturministeren. Jeg blev meget bange, og når frygten træder ind i et kærlighedsforhold, er den kommet for at blive. Jeg tænker: dette tilgiver han mig aldrig. Mine forældre var lige gået. Ministeren med det smukke hvide hår havde siddet og sammenlignet sin fattige barndom med Vilhelms fattige barndom (de var fra samme by), og de overgik hinanden i skildringen af al denne elendighed, så man til sidst fik indtryk af, at det skyldtes et rent mirakel, de ikke var døde af sult i en tidlig alder. Min far gjorde nogle svage forsøg på at berette om sin endnu fattigere og endnu fjernere barndom, til min mor standsede ham med et blik og en hånd over cognacglasset. „Du har fået nok, Ditlev,“ sagde hun, „vi må se at komme hjem.“
Hun kunne ellers godt have taget konkurrencen op i retning af usle opvækstbetingelser, men hun var fornærmet over, at jeg havde overset hende hele aftenen. Hun bebrejdede mig det med mellemrum, lige til hun blev senil. Hun bebrejdede mig også i ramme alvor, at jeg glemte at tage laurbærkransen med hjem, så jeg kunne bruge bladene til bankekød. Det var boghandlernes gyldne laurbær, en stor ære dengang, og jeg var den første kvinde, der modtog den. Vilhelm havde i sidste øjeblik skrevet takketalen for mig, og jeg var halvdød af generthed, da jeg læste den op, mens fotografernes blitz lynede omkring mig. Jeg havde aldrig før været midtpunkt i så stor en fest, og før kaffebordet havde jeg virkelig ikke haft lejlighed til at bemærke, hvordan Vilhelm og min mor klarede sig. Det fik nu være med min mor, hvis liv altid havde været en uafbrudt kæde af fornærmelser, men Vilhelms timelange følelse af kun at være et appendix til sin berømte kone, en eller anden kontorchef, som ikke i sig selv interesserede nogen djævel blandt disse mennesker, ville få uoverskuelige følger for vort ægteskab. De tre døde forfattere (jeg mener døde i dag som så mange), der sad sammen med os, stirrede forbløffet på Vilhelm, der blev ved med at brække sig, også efter at jeg havde løftet hans hoved væk fra kulturministerens smokingskød og fået ham op at stå. Ministeren rejste sig også og smilede meget venligt: „Det betyder ikke spor,“ sagde han, „Deres mand er bare blevet dårlig.“ Vilhelm slog min hånd væk, da jeg ville støtte ham, og det var, som om alt, hvad han havde i sig af bitterhed og lede ved tilværelsen, blev ved med at styrte ud af ham, ned gennem den tæppebelagte gang i Ingeniørforeningen og videre i taxaen hjem, hvor han brugte inderlommen på den lejede smoking og pludselig faldt i en snorkende søvn med sit hvide ansigt helt dækket af bræk, helt ud i de korte, stive øjenvipper.
Det var begyndt at blive lyst, og fuglene sang, da vi endelig kom ind i det tomme hus i Birkerød. Tom, der var to år dengang, sov hos fru Andersen. Jeg bugserede Vilhelm ind i en stol, og han sparkede mig i maven, da jeg ville hjælpe ham af tøjet. Hælen på hans sko lavede en flænge i min lange, hvide brokadeskjole, men også en flænge i vores ægteskab, som andre mennesker nu frit kunne kile sig ind i, enten i den ædle hensigt at reparere flængen, eller med det langt lettere formål at udvide den. Jeg stod midt på gulvet og følte den samme blanding af angst og medlidenhed, som når min mor bankede løs på mig, da jeg var barn. Angst over at være genstand for et så voldsomt raseri, og medlidenhed med afmagten og fortvivlelsen bag raseriet. „Dette skal du få betalt,“ snerrede Vilhelm. „At du fik mig trukket ind i sådan en latterlig komedie. Disse opblæste kunstnere, og når jeg så tænker på, at du intet havde været uden mig! Da jeg lærte dig at kende, var du ikke andet end en lallende narkoman. Du kendte hverken Rilke, Eliot eller Proust, som du nu ikke bestiller andet end at plagiere.“
– Vil du skilles? spurgte jeg rædselsslagen.
– Nej, min fine ven, så let skal du ikke slippe.
Jeg gik i seng, men kunne trods min umådelige træthed ikke falde i søvn. Mit værelse vendte ud til haven. I alle mine ægteskaber havde jeg insisteret på at sove alene, fordi min hede barnedrøm om et værelse for mig selv aldrig havde forladt mig. Og fra dette øjeblik begyndte jeg at udforske Vilhelms karakter som en opdagelsesrejsende i en hidtil ubetrådt og farlig egn af kloden. Jeg var hidtil gået ud fra, at han var lykkelig, fordi jeg selv var det, og når han viste alt for åbenlyse tegn på manglende lykkefølelse, havde jeg aldrig før forestillet mig, at det kunne have noget at gøre med mig. Nu vidste jeg, at noget, der længe havde ulmet, var brudt ud i lys lue, men denne viden behøvede endnu ikke nødvendigvis at blive malet på væggene i mit værelse.
De følgende dage blev Vilhelm liggende i sin seng ovenpå. Den var som alle vore møbler resultatet af sammenbragte ægteskaber. Vi var demonstrativt ligeglade med ting. Det var et koldt forår, og fyret var gået ud. Det var ældgammelt, og ingen anden end Vilhelm kunne få det til at fungere. Rørte nogen anden ved det, faldt lågen og risten af og var umulige at få på plads igen. Jeg måtte bilde fru Andersen ind, at Vilhelm lå med høj feber, og når hun gik, tog hun Tom med sig og var ikke ked af, at han på den måde helt og holdent var hendes. Frysende og småklynkende løb han rundt i stuerne med hånden i en tryg forklædesnip, og jeg misundte hende lidt denne udstråling af rugevarme, som jeg ikke selv ejede og heller ikke mindedes at have oplevet. Jeg elskede den sarte og eventyragtige dreng, han ville udvikle sig til (lig med den dreng, jeg ønskede han ville udvikle sig til), men jeg overlod gerne forstadierne til fru Andersens omsorg.
Vi var i disse skælvende dage indsvøbt i alt, hvad vi ejede af uldent og varmt tøj, og det fik vel en ende, sagde fru Andersen, for hendes mand var ikke så begejstret, som han burde være, over at have den lille bylt menneske kravlende i ægtesengen, før en vis herre fik sko på. Men for resten var hun af den mening, at bare en mand får mad og ved, hvor de rene skjorter er, kan han finde sig i det utroligste. Vilhelms sekretær ringede og spurgte efter kontorchefen. Jeg havde fået det indtryk, at han kun gik på arbejde for hendes skyld. Det var en gammeljomfru, der boede sammen med sin mor og deres „piphans“, og Vilhelm snakkede tit om, at han måtte se at komme væk, inden moderen døde. I et anfald af galgenhumor sagde jeg til sekretæren, at min mand havde fået skarlagensfeber, og med et forfærdet gisp bad hun mig ønske ham god bedring. Min mor ringede og takkede syrligt for den udmærkede aften, men bad mig skåne hende en anden gang, for ingen af de fine folk havde sagt en lyd til hende. Men ham kulturministeren så rar ud; så jævn han var. Ham skulle jeg have giftet mig med i stedet for med Vilhelm. Min mors ærgerrighed med hensyn til mine mænd var grænseløs. Hun havde sikkert bebrejdet min stakkels far, at han ikke var blevet minister, siden en fattig barndom ikke var nogen hindring.
Den fjerde dag sendte jeg fru Andersen op til Vilhelm for at bede ham om at tænde op i fyret. Hende havde han altid behandlet godt. Han stod virkelig også op, da hun og Tom var gået. Med strittende hår (der var stadig bræk i det) og et udtryk af vildt raseri i øjnene greb han en af spisestuestolene og smadrede den mod gulvet, for det optændingsbrænde man kunne købe var altid fugtigt. Stolene havde vi til opbevaring for en af mine veninder, som jeg ikke havde set i flere år, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, hvis hun en dag kom og ville have dem tilbage. Bandende og skældende over dovne kællinger, man ikke havde den ringeste nytte af, gik han ned i kælderen, hvor han larmede videre, som om han sloges med sin dødsfjende. Da det var lykkedes ham at få ilden til at knitre, steg han op igen og satte sig overfor mig (jeg lod, som om jeg læste avisen) i sin gamle, blå badekåbe og udstrålede store bølger af farlighed, så mit hjerte hamrede af angst.
– Jeg må forandre mit liv, sagde han roligt. Jeg er otteogtredive år og vil ikke ende som en fiasko. Du foragter mig, ligesom din mor foragter din far. Jeg har ligget og tænkt over det hele. Jeg har i sinde at opsøge en psykiater.
Jeg sagde ham ikke imod, skønt de ægteskaber jeg havde kendskab til næsten altid var gået i stykker, når der kom en psykiater ind i billedet. Og for resten havde jeg aldrig for alvor sat mig imod noget menneskes vilje. Han havde hørt om en, der var dygtig, sagde han. Ham ville han ringe og aftale tid med. Han hed Jens Olesen og var freudtilhænger. Vilhelm gik ovenpå og tog bad og kom lidt efter ned i sit korrekte kontorchefudstyr, med hvidt lommetærklæde stikkende op af den øverste jakkelomme. Jeg burde have kysset ham og sagt noget kærligt til ham, men jeg var bange for, at han skulle skubbe mig fra sig. Desuden var hans erotiske interesse for mig aftaget, siden jeg fik Tom. Alligevel havde jeg aldrig været jaloux på de ukendte piger, han frekventerede inde i byen, skønt jeg udmærket vidste, at han var krænket over min ligegladhed. I virkeligheden havde vi længe plaget hinanden på den måde, så mange mennesker forfalder til, når de kender hinanden for godt til at være forelskede i hinanden og ikke godt nok til at finde behag i hinandens selskab.
Måske ville flængen i vores forhold være groet sammen af sig selv, hvis ikke denne forbandede Jens Olesen havde boret sig ind i den, udvidet den uafbrudt og gjort Vilhelm opmærksom på, at jeg alene var årsag til den. Han trængte ind under huden på Vilhelm, så gennem hans øjne og talte gennem hans mund. Det var både latterligt og uudholdeligt. Vilhelm styrtede fem gange om ugen lige fra kontoret til Jens Olesen og derfra hjem til mig, sprængfyldt med det skyts idioten havde forsynet ham med. Han gik op og ned ad gulvet, når vi havde spist og Tom var kommet i seng. Han begyndte hver sætning med ordene: „Jens Olesen siger –“. Skønt det virkelig var temmelig tåbelige ting, Jens Olesen sagde, gjorde de et rystende indtryk på mig, ganske som alt hvad min mor sagde til mig, da jeg var barn. Jens Olesen sagde, at en mand i Vilhelms stilling ikke kunne være tjent med at spise pølser og spaghetti hver søndag. Og straks strøg jeg denne ret af mit sparsomme kulinariske repertoire. Jens Olesen sagde, at en mand i Vilhelms stilling ikke kunne være tjent med en kone, der ikke interesserede sig for hans arbejde. Straks spurgte jeg ham ud om, hvad han egentlig lavede inde på det kontor, men det var ikke det forbandede arbejde, Jens Olesen havde ment. Det var de ugentlige artikler i Finanstidende. Det var sandt nok, at jeg aldrig havde læst en eneste af dem. Jeg gjorde det og fandt ud af, at de var spækket med citater af Hørup, som jeg kendte fra Ebbes tid. (En iagttagelse jeg brugte år senere, da vi var blevet virtuoser i at såre hinanden, endnu var vi kun amatører).
Videre sagde Jens Olesen, at vor store kærlighed, som virkelig ikke var helt død dengang, ikke var andet end et „morbidt afhængighedsforhold“, bygget op på neurotisk basis. Men der gik hr. Olesen lidt for vidt. Jeg købte en flaske whisky, smurte noget i ansigtet og iførte mig min Himmelbjergkjole, som jeg stadig kunne passe. Det vakte, som jeg havde beregnet, de ømmeste minder hos Vilhelm, og for første gang i lang tid begærede han mig igen. Men midt i favntaget følte jeg, at Jens Olesen også der svævede over vandene, og ganske rigtigt: næste dag erklærede profeten, at jeg var ret kedsommelig i en seng, og at en mand i Vilhelms stilling ikke var tjent med en kone, der udfoldede så ringe erotisk fantasi. Først da besluttede jeg at gøre oprør mod denne parasit, der heller ikke var nogen ringe økonomisk byrde. Terminen nærmede sig, og som Jens Olesen sagde, var man dømt til evig fattigdom, når man købte hus uden at eje en krone til udbetalingen.
Jeg søgte råd hos Nadja, min psykologveninde, uden at tænke over, at jo flere mennesker man blander ind i sit ægteskab, jo dårligere går det. Nadja sagde, at jeg måtte gå i støtte-analyse, hvis dette vanvid ikke skulle føre til skilsmisse. Hun kendte en psykiater, der måske ville tage mig, skønt rygtet om, at jeg havde knald i låget, var temmelig udbredt blandt læger. Psykiatere er jo dødtrætte af at have med sindssyge mennesker at gøre i deres daglige arbejde; de vil helst have privatpatienter, der ikke fejler noget videre. Min psykiater hed Højborg. Han var overlæge på et københavnsk hospital og allerede dermed hævet nogle trin over den elendige Jens Olesen. Dr. Højborg var løseligt anslået et par meter høj og havde et langt, uendeligt ansigt med posede kinder. Hans brune, udstående øjne havde et trøstesløst udtryk, som bar de på et fejlslagent livs bitre erfaringer. Men der kom en håbefuld glans i dem, da jeg begyndte at underholde ham om hr. Olesens underminering af mit ægteskab. Olesen var, forklarede han mig, en ubehagelig, selvhævdende fyr, der ganske rigtig havde det med – ganske ansvarsløst – at drive sine patienters ægteskab mod afgrunden, fordi han selv var gift med en frygtelig strigle, der havde fået kvindesagen på hjernen i en sådan grad, at Olesen selv måtte stege sine bøffer og vaske sine underbukser. Højborg forstod så inderlig godt, at jeg behøvede støtte til at klare den kanalje. Så var vi fire i ægteskabet.
Næste dag fik jeg et brev fra kulturministeren. Han havde, skrev han, den glæde at meddele mig, at jeg var kommet på finansloven med to hundrede livsvarige kroner om måneden. I et p.s. tilføjede han: jeg beder Dem hilse Deres fortræffelige mand. Vilhelm mente, det var en skjult uforskammethed. Jens Olesen mente, at ministeren med de ord antydede, at han i aftenens løb trods den pinlige afslutning havde fået øjnene op for Vilhelms enestående begavelse. Højborg mente, at de få ord var en tilkendegivelse af, at brækepisoden fra ministerens side var glemt og tilgivet. Endvidere mente Højborg, at Olesen ubevidst havde forelsket sig i Vilhelm, og Olesen mente, at Højborg var forelsket i mig. Vi viste dem kanonfotografiet fra Himmelbjerget. De gloede på det som på billeder gennem et forstørrelsesglas. En charmerende psykopat, afgjorde Højborg om Vilhelm. En hysterisk neurotiker, udbrød Olesen ved synet af mig, der stirrede på fotografen, mens Vilhelm stirrede på mig. Under alle de transporter var billedet blevet lidt medtaget. Vi sad i sofaen og prøvede at glatte det ud. „Vi skulle ikke have vist de to idioter det,“ sagde Vilhelm. Vi så på hinanden som et par børn, der er lokket i en fælde, og pludselig stod gråden os ud af halsen.
Hele dette vanvid varede i to år. Lyset faldt, hvor der før havde været mørke, men det var et skarpt og koldt lys, som dræbte enhver enkel og ægte følelse i vore sind. Vi mistede enhver evne til at tale venligt og almindeligt sammen, og vi undte ikke mere hinanden selv den mest uskyldige glæde. Kun Tom udgjorde stadig en smal neutral zone mellem os. Han var kommet i børnehave, fordi Olesen mente, han tog skade af at være for meget sammen med en så patologisk mor, og Højborg mente, drengen forstyrrede min arbejdsro. Højborg sagde også (hvad jeg undlod at viderebringe), at jeg ikke havde nogen grund til at være Vilhelm taknemmelig, fordi han tilfældigvis havde frelst mit liv. Disse livreddere havde bare behov for at lide og valgte den partner, som bedst kunne tilfredsstille dette behov. Det kunne være en narkoman, en dranker, en pukkelrygget eller en sadist. Selv kaldte de det naturligvis altid den store, altopofrende kærlighed, men den opløste sig i den blå tåge eller vendte sig til had, hvis redningsaktionen lykkedes.
Det var som alle psykiatriske dogmer en grov forenkling, men den indeholdt et bittert korn af sandhed. Da jeg ved hjælp af Vilhelms rasende kamp mod de alt for villige læger (som han nådeløst udleverede til Sundhedsstyrelsen) var blevet nogenlunde rask og begyndte at skrive igen, vidste han pludselig ikke, hvad han skulle stille op med mig. Der var jo ingenting ved opgaver, når de først er løst. Dette, sagde Olesen, da Vilhelm refererede Højborgs fortolkning, var det rene vrøvl. Jeg havde misbrugt Vilhelms ædleste og bedste egenskaber i et egocentrisk og ligegyldigt formåls tjeneste, og Vilhelm havde set noget i mig, der ikke eksisterede. Havde jeg beriget verdenslitteraturen med mit elendige kling-klang? Olesen (jeg ved ikke, hvad der er blevet af ham) fortalte sin begavede patient, at jeg i en svensk artikel var blevet kaldt „lyrikkens barpianist“, og da min onde Vilhelm med skummel henrykkelse overbragte mig denne udtalelse, fik jeg et af de sjældne krampeanfald, jeg allerede havde lidt af som barn. Jeg styrtede om som ramt af lynet og vågnede op i Vilhelms kærlige arme. Han havde båret mig ind på sengen og lå og stirrede på mig med et hjælpeløst blik. „Aldrig,“ sagde han med sin egen og ikke Olesens stemme, „har jeg været så ond mod noget andet menneske.“ Men også jeg var ond, forsikrede jeg ham, og vi tilbragte en skør og skøn nat med at overgå hinanden i nederdrægtigheder. Jeg kom i tanker om de gymnasiedigte, han engang havde vist mig. Der havde været en virkelig god strofe mellem dem, men jeg havde ikke rost ham for den, skønt jeg aldrig havde glemt den. „Kun mennesket ved at det selv er en plet / på den renhed det altid har søgt.“ Vilhelm, hvis hukommelse var fremragende, erindrede også episoden og gav mig ret i den smålighed ved min karakter, der havde forhindret mig i at rose ham for den. Så indrømmede han, at han undertiden skød Olesen noget i skoene, han ikke havde sagt, og jeg indrømmede, at jeg også tit fordrejede Højborgs visdomsord en smule. Der var ingen ende på vore indrømmelser og tilståelser, der bredte sig til alt det onde, vi i tidens løb havde forvoldt andre mennesker; mine mænd, tågede skikkelser jeg aldrig virkelig havde opfattet, men bare forlod, når jeg mente at have forelsket mig i en anden. Midt i det hele spurgte jeg ham, hvorfor han havde raset så hadefuldt mod sin kone, da han gik fra hende og deres lille pige, som jeg aldrig havde set. Han sagde noget, jeg siden bittert erfarede uden nogensinde at forstå det: de mennesker, jeg gør virkelig fortræd, tilgiver jeg aldrig!
Jeg faldt i søvn med ansigtet trykket mod hans varme armhule.
Om morgenen gik fru Andersen og jeg hviskende og hjemløse omkring, for alt, hvad vi skulle foretage os, forstyrredes af at Vilhelm lå i min seng og snorkede. Jeg var begyndt på min første børnebog, et bestillingsarbejde, der faldt mig svært, og jeg kunne jo ikke forstyrre Vilhelm ved at klapre løs på maskinen lige ved siden af ham. Og fru Andersen, som ellers var tilfreds ved dette åbenlyse tegn på, at der stadig foregik ting mellem os, der var naturlige i et ordentligt ægteskab, kunne ikke komme til at „lufte ud“ i stuerne, hvorved hun forstod dette sus af gennemtræk, der før penicillinets opdagelse sikrede så mange mennesker den blide og hurtige død af lungebetændelse. Jeg skyndte mig at cykle hen i børnehaven med Tom. Hans stol var anbragt på bagagebæreren, og over broen, hvor det altid blæste stærkt, drillede han mig med at rokke frem og tilbage, så jeg måtte bede ham om at sidde stille. „Det behøvs jeg ikke,“ råbte han triumferende, „det siger Olesen.“ Leende skreg jeg tilbage: „Højborg siger, du skal rette dig efter din mor!“
Men da jeg cyklede tilbage med mit røde hovedtørklæde blafrende efter mig, blev jeg grebet af en forudanelse om et eller andet rædselsfuldt af hidtil uhørt art. Huset lignede en klump smør, der skiftede form og var ved at smelte i det skærende sollys. Jeg kørte forbi det i vild fart med en følelse, som om mit hjerte blev vredet rundt mellem fugtige klude. Jeg standsede først ovre i Bistrup Hegn, hvor jeg smed cyklen fra mig og forpustet satte mig på en bænk i skyggen. Jeg vidste, der var sket noget katastrofalt i mit fravær, ganske som når jeg i min barndom nødtvunget måtte fjerne mig fra mine forældre, fuld af rædsel for, at de skulle benytte lejligheden til at rive hinanden i småstykker. Himlen kom mig til hjælp. Grå skyer flød sammen, og en mild regn faldt ud af rummet. Hvis Vilhelm var stået op, ville jeg sige: „Mon det bliver ved med at regne hele dagen?“ Og det skønt jeg vidste, at de små uskyldige ord altid er de farligste, men vi lærer intet af vore erfaringer, og brændt barn skyer ikke ilden. Han sad og drak kaffe i spisestuen, fru Andersen var ved at gøre i stand ovenpå. I hånden holdt han et brev. Der var en madonnaagtig blidhed over hans ansigt, en slags streng fromhed som i gamle, groft udskårne helgenbilleder, der får os til at folde hænderne og mindes alle vore utilgivelige synder.
– Du skal til Rusland, sagde han. En delegation sammen med tre mænd. De to er omkring hundrede år, socialdemokratiske folketingsmænd. Den tredje er læge, en sympatisør fra Aalborg. Jeg har slået ham op i den Blå Bog. Han er doktor i åreknuder, født 1920. Ham kan du få megen fornøjelse af. Jeg har jo ingen forbindelse med den russiske sundhedsstyrelse. Antagelig ender I begge to i Sibirien.
Han sagde det lavt og ud i en køre. Nattens onde og klare tilståelser lå bag hvert ord og flængede i min sjæl som en rusten dolk. Regnen piskede mod ruderne som en rasende verden, der ikke længere ville finde sig i, at vi havde nok i hinanden. Ordenes betydning gik ikke op for mig. Jeg sagde:
– Mon det bliver ved med at regne hele dagen?
– Ring og spørg Meteorologisk Institut.
Hermed indledtes „Ruslandskrisen“, der skulle blive begyndelsen til enden.
Højborg sagde, at jeg burde rejse. Det hørte, sagde han, med til mit arbejde. Da han hørte om mit krampeanfald, gav han mig en recept på nogle piller, der indeholdt barbitursyre. De skulle forebygge en gentagelse. Men Olesen kunne for sin død ikke indse, hvad jeg skulle til Rusland efter. Medmindre jeg kunne ordne det sådan, at Vilhelm kom med. Det var skandaløst, sagde talerøret, at staten smed penge ud til sådanne tåbelige delegationsrejser. Samme dag modtog Vilhelm en åbenbart ærefuld opfordring til at skrive et festskrift for Faxe Kalkbrud. Det var han meget stolt over, men da han fortalte mig det, sagde jeg bare: „Det lyder interessant, hvem skal anmelde det?“
Ugen, der fulgte, var helt afsindig, for hvad havde jeg egentlig gjort? Hver aften satte Vilhelm sig i lænestolen ved min seng, for denne krise var noget, han en gang for alle måtte overvinde i sig selv. Det ville ikke hjælpe det mindste, hvis jeg lod være med at tage til Rusland. Det havde noget at gøre med hans vilde jalousi. Han læste de sider hos Proust højt, hvor digteren analyserer jalousiens væsen. Genstanden kunne være hvemsomhelst, det var uden betydning. Skælvende af frygt og medfølelse hørte jeg på ham. Jeg stirrede ind i en sjæl, gennemsyret af bitterhed og spækket med sorger. Midt i det hele blev han afbrudt af voldsomme grådanfald, spyttede mig i ansigtet og rev sit tøj i stykker. Højborg kaldte det hysteri, men Olesen fandt årsagen i hans „slaviske temperament“, for Vilhelms mor var polak, og Olesen gravede også en baltisk slægtning frem, i kraft af hvem han følte sig som en fremmed blandt de lunkne danskere, der satte selvbeherskelse over alle andre dyder. Olesen brød alle psykoanalytiske regler og satte sig i forbindelse med Højborg, som han mente overskred sin kompetence i denne sag. Højborg beskyldte Olesen for at identificere sig med sin patient på ganske uforsvarlig vis. Jeg selv mente til sidst slet ingenting. Jeg ville bare væk fra det hele, om jeg så kom på tvangsarbejde i Sibirien, hvad det måske også var endt med, hvis Hugo ikke bestandig havde været ved min side under det russiske ophold. Hugo var den læge, Vilhelm havde slået op i den Blå Bog, og han blev min første elsker i syv år. Han blev også den uskyldige årsag til, at vi begyndte at leve vore erotiske drømme ud i virkeligheden, hvorfra ingen vej er tilbage.
Helvede omgav os. Et par dage før afrejsen stoppede WC’et og dermed septiktanken ude i haven, hvis rustne dæksel hævede sig og skubbedes til side som af et underjordisk uhyre, der stod i ledtog med vor onde skæbne. Lort, lokumspapir og andre mere udefinerlige affaldsprodukter sejlede med næsten majestætisk ubønhørlighed ud over græsplænen, og det var ikke, sagde Vilhelm med fortvivlet væmmelse, for at stå i lort til halsen, han havde taget Danmarks højeste embedseksamen. Så klædte han sig af og gik i seng. Fru Andersen, der kunne tage alt, når det bare ikke „kom ud“, ringede til den gamle mand, der før havde ordnet sådanne viderværdigheder, men kun for at få at vide, at han var død.
Dengang vi opdagede, at vi havde købt katten i sækken med denne elendige smadrekasse, kaldte vi det „Huset Usher“ efter Poe’s fortælling. Trøstesløst, forfaldent, gustent som en døendes ansigt og indhyllet af giftige dampe. Tandlægen oppe i Hovedgaden, der altid opførte sig, som om det var ham selv og ikke patienten, der fik lattergas, sagde, at det var det grimmeste hus i Birkerød. Og da det nu åbenbart også var livsfarligt, tog fru Andersen Tom hjem til sig og erklærede, at hun og drengen ville holde sig væk, til jeg var kommet tilbage fra Rusland. Dermed forsvandt det sidste skin af normalitet fra vores tilværelse. Vilhelm brølede, at jeg skulle ringe til købmanden efter bajere og whisky, og samtidig fyldte han sig med de Restenil, Olesen til Højborgs forargelse havde forsynet ham med. Angst og gammel brøde rev sig løs fra de skrøbelige fortøjninger i mit sind, mens jeg erfarede rigtigheden i Højborgs ord om, at hvis jeg havde valgt Vilhelm ud af hundrede tusinde muligheder, ville jeg ikke have kunnet finde et menneske, der lignede min mor mere. Man kan vride og vende sig, så meget man vil, skifte miljø, rejse til en anden verdensdel; man ender dog ved sit udgangspunkt, og intet kan nogensinde udslette de tidligste påvirkninger. Siden forklarede Vilhelm mig, at det, at jeg forlod ham i 14 dage, fik ham til at føle det, som om jorden revnede under ham, for det var første gang, vi frivilligt havde været væk fra hinanden i længere tid.
Alligevel har jeg aldrig forstået, hvilke sælsomme afgrunde af rædsel og raseri, det styrtede ham ned i. Kun ved jeg, at kimen til hans voldsomme og for alle andre uforståelige had til kunsten og kunstnerne blev lagt i disse dage, hvor jeg sad så ubevægelig som en saltstøtte og lyttede til lydene, der trængte ned oppefra, ikke uden en vis bitter triumf, der må have lignet min stakkels mors, når hun på grund af en eller anden bagatel foranstaltede sin frygtede tavshedsstraf, som fik min far og mig til at klæbe til hende, idet vi hver for sig påtog os skylden for hendes livs ulykke, mens min bror, der ikke var egnet for dette beske spil, gjorde sig usynlig, til uvejret var drevet over.
Mumlende latinske bønner trængte ned gennem det plettede loft, afbrudt af skingre, vrængende sange:
Min far var en ven af den russiske tsar,
og min afdøde mor ligeså.
Den yndige Olga min elskede var,
og himlen var dejlig blå.
Hans sekretær ringede. Det var noget om Faxe Kalkbrud. Jeg hørte mig selv sige med en lille høflig stemme: „Min mand er desværre blevet sindssyg.“ Hun udstødte en slags vrinsken: „De er forfærdelig morsom, fru kontorchef,“ sagde hun, da hun fik vejret igen, „men sagen er, at direktøren meget gerne vil tale med kontorchefen, hvis det kan lade sig gøre?“ Vilhelm brølede: „Hvis det er ham åreknudeeksperten, så tag og fortæl ham, at du stinker af lort.“ Stille lagde jeg røret på. Jeg besluttede ikke at rejse, ekspert som jeg er i beslutninger, der ikke kræver andet end passivitet. Som hvide indvoldsorme kravlede mine forstyrrede tanker op på en skrøbelig stige af uheldsvanger munterhed: så vidt var det kommet, så dybt var vi sunket. Elendigheden var ikke uden en skummel rand af nydelse. Jeg forestillede mig, at folk holdt sig for næsen, når de gik forbi ude i solen. „Sig korser arme bonde, endnu på natlig sti.“ Min angst var ikke blevet mindre, men jeg begyndte at iagttage den som noget uden for mig selv. Min mor ringede:
– Lise, sagde hun ivrigt, jeg har fået sådan en glimrende idé. Far skal jo snart have aldersrente, og det er jo ikke til at leve af, så længe jeg er for ung til at få den. Men så slog det ned i mig som et lyn: ham kulturministeren må kunne skaffe far en stilling på et museum som kustode. Kan du ikke bede ham om det? Så er jeg også fri for at have ham gående hjemme hele dagen.
Det havde aldrig nyttet det mindste at sætte sig op mod min mors indfald, der efter at jeg var steget op i de højere sociale lag, havde vundet både skørhed og enkelthed. Meget fjernt tænkte jeg: dette vil more Vilhelm engang.
– Det skal jeg nok ved lejlighed, lovede jeg.
– Dejligt menneske, ham Bomholt, sagde min mor, er han gift? (I tankerne giftede hun mig med ham. Hun mente ikke, Vilhelm var noget at samle på, efter at han havde nægtet at male deres kolonihave. Hendes søsters svigersøn havde nemlig malet deres, han var plejer på en åndssvageanstalt. Vilhelm havde sagt, at det var en mærkelig opfordring, når de havde en søn, der var malersvend).
– Ja, han er gift, sagde jeg. Hans kone var med, men hun sad bare ved et andet bord.
– Det var en skam. Men du husker det andet?
Jeg lovede det. Vilhelm var faldet i søvn, men selv i hans voldsomme snorken var der noget truende. Indsigt og skyld vældede op i mig. Sivede ned gennem loftet fra et menneske jeg på en eller anden måde havde forrådt. Jeg havde ligesom anbragt al hans viden og begavelse i en lukket kasse, hvis gemmested ingen måtte vide noget om. Navnlig ikke han selv. Og nu havde den forbandede Olesen fundet den og var godt i færd med at give den tilbage til Vilhelm. Det var på en dunkel måde farligt, for jeg havde ikke brug for en ærgerrig mand, det var nok, at jeg selv var det. Og nu var Vilhelms beundring for mig vendt til gul misundelse og had, så hurtigt som man kan blinke med øjnene. Hvis der ikke skete et mirakel, ville han blive ved med at ramme mig på mit mest angribelige punkt: min kunstneriske selvtillid, der aldrig havde været stor. Den måtte uafbrudt stimuleres udefra; jeg var et evigt skolebarn, der vantrivedes uden lærernes ros. Når jeg fik gode anmeldelser, glædede de mig kun for så vidt som det endnu en gang var lykkedes mig at narre mine kritikere, hvordan vidste jeg ikke. Og mellem Vilhelm og mig begyndte alt at gå ad helvede til, da jeg tog ægteskabet for givet. I mine veninders øjne – de få venner jeg engang ejede, havde Vilhelm forlængst sparket ud af mit liv – men i mine uundværlige veninders øjne havde jeg længe været kvinden, der finder sig i alt, mens sandheden var, at jeg, dengang ikke helt uden grund, anså Vilhelms drukture og utroskab som noget, der udelukkende fandt sted til ære for mig.
Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis Nina og Gunnar ikke pludselig var dukket op. Hun og jeg havde delt et stykke ungdom sammen, og hun havde vundet Vilhelms hengivenhed for livet, fordi hun engang i en sengeligningsperiode var gået i krig med det elendige fyr og havde tændt op i det, ovenikøbet uden anvendelse af deponerede stole. Det var et rørende træk i Vilhelms karakter, at han aldrig glemte mennesker, der engang havde gjort ham en tjeneste, som de knap nok selv regnede med eller overhovedet huskede. Nina var gift med en skovfoged, som jeg kun havde set få gange før. Nina betragtede Vilhelm som et af skæbnens luner. Da han hørte dem ringe på døren, brølede han noget om, at jeg ikke måtte lukke nogen ind i det forbandede lortehus. Jeg råbte tilbage, at det bare var Nina, hvorpå der blev helt stille deroppe. Hun spurgte bare, hvordan jeg kunne holde den sindssyge stodder ud. Jeg satte hende ind i lorteaffæren – det var sidst på eftermiddagen og stadig lyst – og hun sendte Gunnar ud i haven for at ordne sagen med nogle mystiske redskaber, som den døde mand havde efterladt. Imens fabrikerede hun et måltid på køleskabets mange forråd, og netop som bordet var dækket, kom Vilhelm ind i spisestuen, ren, nybarberet og iført sit kontorchef-antræk. Han hilste venligt og naturligt på Nina, men uden at se på mig og uden i aftenens løb en eneste gang at henvende ordet til mig. Dette var ikke forsoning, kun en pause. Da den hjælpsomme Gunnar kom ind efter en times kamp med septiktanken og sivebrønden, der aldrig fungerede samtidig („et symbol på mit livs ulykke,“ plejede Vilhelm at sige), mødtes han af en overstrømmende elskværdighed. Efter at Vilhelm havde forhørt sig indgående om vejret i Sydsjælland, kunne jeg se, hvordan han, der havde dækket sine af druk og Restenil rødsprængte øjne med de røgfarvede læsebriller, vred sin hjerne for at finde ud af, hvad fanden man egentlig skulle underholde en skovfoged med. Så sagde han meget blidt og høfligt:
– Har De nogensinde skudt en krybskytte?
Det trak om Gunnars mundvige, men et eller andet advarende instinkt afholdt os alle fra at briste i latter.
Næste morgen tog jeg en vogn til lufthavnen. Som en tyv listede jeg ud ad døren med min kuffert, hvis indhold var baseret på total uvidenhed om klimaet i Rusland på den årstid. Vi var inviteret for at være med til at fejre 40-års-dagen for revolutionen, og grunden til sammensætningen af den mærkelige delegation er aldrig gået op for mig. De to gamle mænd så ud, som om de ikke engang kunne overleve en udflugt til Husum. Hugo, sympatisøren, som jeg jo allerede stod i en slags overjordisk forhold til, lagde en beskyttende arm om min skulder i flyvemaskinen. Med et suk af velvære sagde han:
– Det er lige meget, hvor man skal hen, bare man kommer hjemmefra!
Men jeg var ikke kommet hjemmefra. Angsten for Vilhelm sad i mig som trøsken i et træ og bandt mig stærkere til ham, end kærligheden havde gjort.
Men jeg havde ædt fem af Højborgs krampepiller, og desuden drak vi cognac lige til Moskva. Hugo betroede mig, at det ville blive opfyldelsen af et langt livs drøm at stå på Den Røde Plads, og jeg kom i tanker om, at jeg engang havde meldt mig ind i det kommunistiske parti, fordi en veninde, jeg havde, fortalte mig, at man i Rusland kunne køre gratis med sporvogn. Jeg havde aldrig meldt mig ud, men var antagelig blevet slettet på grund af restance. I min brandert spurgte jeg Hugo, der var blød og rund som en gummibold, om jeg stadig lugtede af lort. Han strøg kærligt håret om bag mit øre og sagde:
– Jeg er ligeglad med, hvordan du lugter. Jeg er henrykt over, at du er med. Hvad skulle jeg ellers have stillet op med de to abekatte?
De brækkede sig hele vejen i de dertil indrettede poser, men undlod ikke at sende os en serie forargede blikke. Jeg tænkte på en sætning i en novelle af Dorothy Parker, der handlede om en kvindes nådeløse vej mod afgrunden: „Kære Gud, lad hende aldrig mere blive ædru.“
Det var jeg heller ikke på noget tidspunkt af de følgende fjorten dage.