Jeg har nu læst alle de foregående kapitler igennem, hvoraf jeg ser, at jeg på et tidspunkt lagde op til, at Kurt skulle blive morder. Men dertil har jeg udstyret ham med for megen stædighed og for intens en modvilje mod at lade sig bruge til andet, end hvad der passer ham selv og hans behagelighed. Han gad jo ikke engang hænge på bogen igennem, en risiko skribenter af min art altid løber. Det er derfor, jeg aldrig har kunnet skrive for teatret. Jeg prøvede, da jeg var barn og troede, jeg engang ville komme til at mestre alle genrer. Men pludselig havde jeg fået alle personerne samlet på scenen, når jeg for eksempel kun havde brug for to af dem, og de kunne ikke alle høfligt vendt mod publikum sige: „Nå, jeg går!“ Eller noget andet idiotisk. Desuden er jeg ude af stand til at gøre rede for en morders psyke, fordi jeg ikke har ingredienserne til den i mit eget sind. Og Kurt den Glemsomme kan drikke sig fra en vis form for angst, men han kan virkelig ikke opbyde en morders raseri og lidenskab. Det kunne min Vilhelm, og det er ikke usandsynligt, at han flygtede for ikke at blive morder. Lise er rystet over den opdagelse hun ved hjælp af mig har gjort om Vilhelms karakter. De mennesker, der ikke frygter ham, frygter han selv. Og hvem ville så ikke foretrække det første? Den måde, et forhold indledes på, er bestemmende for hele dets forløb.
Jeg frygtede ham i begyndelsen, fordi han bekæmpede min narkomani aldeles hensynsløst. Han meldte lægerne, der gav mig stoffet til Sundhedsstyrelsen, og det førte til, at en af dem mistede sin ret til at praktisere. Og da han faktisk havde sejret; da min kærlighed til ham overvandt trangen til salig selvdestruktion, og min sjæl foldede sig ud i jublende glæde over dette mirakel, styrtede han hjem fra sit arbejde, så på den stråleglans, der utvivlsomt stod om mig, og sagde: „Hvad har du taget?“ Han ønskede en tilståelse, men der var ingen, og da var jeg ikke længere nogen udfordring for ham. Men frygten fortsatte og blandede sig med frygten for min mor. En frygt for ord. „Du er for grim til at komme med til bal i Folkets Hus.“ Og Vilhelm: „En mand, hvis kone har så uplejede negle, kan aldrig gøre karriere.“ Måske hænger jeg kun ved folk, jeg er bange for, mens min Vilhelm havde det omvendt. Fru Andersen frygtede ham ikke, og han behandlede hende med den mest udsøgte opmærksomhed. Vores dreng frygtede ham ikke, og så gav Vilhelm sig til at frygte, at han skulle fortælle andre, hvad der foregik i huset.
Baggrunden for det var sjov. Da drengen var 8-9 år, skrev han udenpå et stilehæfte: „Barndomserindringer“. På det første blad stod der så med smuk formskrift: „Kapitel 1. Jeg er født på Usserød sygehus (den og den dato). Mine forældre var meget mærkelige.“ Dermed begyndte og sluttede erindringerne, som om al den mærkelighed helt havde overvældet ham. Og nu frygter Lise ikke Vilhelm mere. Ingen og intet frygter hun. Livet kan nu kun tilføje hende en svag smerte, der minder om det fjerne ubehag, man føler hos tandlægen, når man har fået lattergas. Hun får alarmerende meddelelser fra skattevæsnet (og nu kan Kurt ikke mere „få en ordning“ med dem), tiderne er vanvittige, og hun tænker: Samfundet. Derved forestiller hun sig som i sin altid nærværende barndom en uendelig, grå, hullet overflade, hvor mennesker springer rundt på nøgne fødder over en lavaagtig substans. Hullerne er de oaser, der opsluger folk, der har arbejde, og på randen af dem udkæmpes der forbitrede kampe, hvor det lykkes den sejrende at smutte ned i hullet. Man vil åbenbart ruinere hende. Regninger i smalle rudekonvolutter smutter ind gennem brevkassen og er stilet til Vilhelm, men hun sender dem ikke videre. Han har sikkert forpligtelser af en eller anden art, men ingen af dem vil nogen sinde søge skilsmisse. Det er dem meget for indviklet, og Vilhelm lader Mille klippe sit jerngrå hår i nakken, fordi han ikke kan udholde at gå til en barber. Der er en afhængighedsbalance i deres forhold, som svarer til et rasende og afmægtigt pattebarns afhængighed af en mor, der ikke tåler, at det græder. Frygt på begge sider, det er noget, han aldrig før har oplevet. Han siger: „Ungeløs rede er tom,“ og tænker på sin søn. Men straks bryder hun ud i gråd, og hendes store tårer er virkelig dråbeformede, mens Lise får kaninøjne og -vipper af at græde …
Det var en mild vinter, og normalt var Lise ganske ligeglad med vejret, men ikke nu. Hun ved ikke meget om det, hun nu begiver sig ud på, men fryse vil hun ikke. Fordi det denne gang er alvor, må det bare ske langt fra mennesker, så ingen kan redde hende, gribe ind, forstyrre hendes smukke og langsomme plan. Foreløbig synes alt og alle at lede hende frem til udførelsen, og alligevel kan et idiotisk tilfælde stille sig i vejen. Hun tænker på alle vittighederne om dem, der aser op i Grib Skov, finder det mest øde sted, hænger sig i en god, stærk gren – og så kommer der en spejdertrup, som må gøre dagens gode gerning.
En dag kom de to forhandlere og så helt ydmyge og sønderknuste ud, og det er slet ikke utænkeligt, at de havde en smule ondt af hende, nu da Kurt var væk, men dette var nu deres job, og de talte meget højt og langsomt, fordi hun var blevet lidt døv på opmærksomheden som et legende barn, hvis navn man må råbe mange gange, før det modvilligt vender tilbage til virkeligheden. De ville bede hende om at flytte lige efter 1. januar, fordi den gamle enkemand havde fået sin ejerlejlighed før beregnet. Det sagde hun smilende ja til, og igen brændte de inde med deres overtalelser og kom til det resultat, at hun var ligeglad med datoen, fordi hun nok havde fået så meget for sine udleveringer i det blad, at hun agtede at købe et hus og aldrig ville sætte sine ben i enkemandens lejlighed. Hun glemte dem, så snart hun havde lukket dem ud. Hun glemte alle, selv drengen, når de ikke lige kom ind i hendes synsfelt. Vilhelm tænkte hun aldrig mere på. Hun tænkte ikke over, hvordan det var for ham at læse om deres ægteskab; det var hende ligegyldigt. Hun krøb ind i sig selv som noget tungt, der synker til bunds i en tønde. Dér var de allesammen, alle hendes døde, som hun elskede så lidenskabeligt.
Lise havde kun en eneste gang før udført et alvorligt ment selvmordsforsøg. Da var hun tolv år. Hendes mor, som ikke elskede hende, havde beskyldt hende for at have stjålet en femogtyveøre fra sin pung, som ved en forglemmelse havde ligget fremme et øjeblik på køkkenbordet. Og Lise havde ingen midler haft til at overbevise moderen om, at hun ikke havde taget mønten. Den manglede i regnskabet, og det stod fast, at hendes storebror aldrig stjal. Hun havde nægtet og nægtet i sin fortvivlelse. Tudbrølende havde hun råbt (for hendes mor betjente sig altid af religiøse, dramatiske og ordsprogsagtige vendinger, hvad der var en del af hendes fortryllelse): „Lad min arm visne, hvis jeg ikke taler sandhed!“ Og moderen havde skreget, i det smalle køkken mellem vasken og gasbordet: „Jeg render fra det hele, hvis du ikke kommer frem med de penge!“ Og så alvorligt var det, at moderen ikke engang havde slået hende, som hun ellers gjorde ved enhver tænkelig lejlighed, og hendes far var arbejdsløs, så det var en uhyre sum, og det var svært nok at føre hver femøre ind i husholdningsbogen, men hvordan forklare fraværet af en hel femogtyveøre? Man kunne få en blok leverpostej for den eller fem gange tasken fyldt med brød fra i går, eller noget så sanseløst letsindigt som en bajer. Og den kom aldrig til syne, og mistanken klæbede for bestandig til Lise, uafvaskelig, uden nåde. Barnet Lise kunne ikke leve med den.
Hun afventede det tidspunkt, hvor hun var alene hjemme, men hendes mor forlod kun nødtørftigt lejligheden. Så fik moderen tandpine, og da den ikke gik over i løbet af en ugestid, begav hun sig til sygekasselægen for at få tanden trukket ud. Her må jeg indskyde, at Lise var det artigste og lydigste barn, man kunne tænke sig. Da hun til sin mors fortrydelse ikke var køn, prøvede hun at kompensere på alle andre områder. Hun blev nem, en der aldrig var vrøvl med, en der fik hæderlige karakterer i skolen, så der aldrig blev klaget over hende, en der ønskede at behage i en ørkesløs drøm om derigennem at blive elsket. Hendes bror (der sandsynligvis havde hugget den femogtyveøre) blev elsket uden nogen ulejlighed fra hans egen side. Han var en dreng, han var indlysende smuk, han var dygtig og fik udmærkelser i sløjd og gymnastik, men den dag da Lise endelig blev alene, følte hun sig alligevel næsten lige så lykkelig som nu. Når handlingen mislykkedes, skyldtes det kun hendes manglende kendskab til anatomi. Hun huggede brødkniven ind i håndleddet, der hvor hun mente pulsåren befandt sig, og blodet flød roligt og støt, mens hun lå på gulvet med en pude under hovedet og forestillede sig, hvordan hendes mor hulkende ville kaste sig over hendes lig og fortryde sin uberettigede mistanke, men døden indfandt sig aldeles ikke. Hun klemte såret mellem tommel- og pegefinger, men der skete ikke mere. Hendes mor kom hjem, blødende fra såret i tandrækken, og spurgte, hvad hun lå der og skabede sig for, og så måtte hun alligevel gå til lægen med hende nogle dage efter, da det viste sig, at hun havde ramt en følenerve, som den dag i dag gør fire af hendes fingerspidser følelsesløse, hvad man i grunden udmærket kan leve med. Da Vilhelm mistænkte hende for at have taget stof, hver gang hun var i godt humør, gentog hun episoden, men uden alvor. Det blev bare en måde at komme væk fra sig selv, det de fleste opnår ved naturlig søvn, et begreb Lise aldrig havde kendt. Hendes søvnløshed var så at sige medfødt.
Hvor hun dog trætter mig, og læseren med, sådan noget tager man aldrig fejl af. Nuvel; den 19. november samlede hun sin bankbog, sine mystiske skattepapirer og sin nye huslejekontrakt og vovede sig ind i banken med hele redeligheden. Normalt er hun hundeangst for banker og posthuse; hun føler sig jaget fra den ene luge til den anden og fra det ene mistænksomt-afvisende ansigt til det andet, og kan til sidst ikke finde ud af noget som helst. Imidlertid er hun ikke idiot og har denne dag iført sig hele det „sådan-noget-plejer-min-mand-at-ordne“-register, som hendes stolthed ellers forbyder hende at anvende. Hun er et billede på den totale forvirring. Håret flagrer, strømpemaskerne løber, hendes stemme brister som en drengs i overgangsalderen, og hænderne ryster og fumler nede i taskens dyb, mens hun spørger efter bankdirektøren. Mindre kan ikke gøre det. Og da hun i virkeligheden (som angår hende mindre og mindre) er en højt estimeret kunde, dukker han op, glat og smilende og en anelse nysgerrig, for også han følger spændt hendes artikelserie. Han fører hende ind i sit mægtige kontor, byder hende en stol og en cigaret og påvirkes som meningen er af hendes indlysende hjælpeløshed. Der er intet, forsikrer han hende, at være bekymret over. Og da han remser en del tal op og en række datoer, blafrer hendes ører af trang til at forstå, men hun kan ikke, og da det går op for ham, siger han smilende: „De og Deres søn kan leve ubekymret i et par måneder, og efter den tid kan De bare låne hos os.“ Da hun ser rystet ud, tilføjer han, at hun vel har „noget i maskinen“ og dermed ydermere kan trække på sit forlag. Han er et venligt menneske, som tager sagen spøgefuldt. Han ved ikke, hvor alvorligt Lise tager sin situation, og at hun godt selv kan lave grin med andre, men ikke fatter, når det omvendte er tilfældet. „Ubekymret et par måneder“ er alt, hvad hun husker af samtalen, og hun håber virkelig, at Toms søskende vil hjælpe ham, håber det rent mekanisk, mens glæden over det, der nu er rykket ganske nær, overvælder hende i den grad, at hun har lyst til at danse og synge på vejen hjem, som om hun ikke med sit let genkendelige fjæs vækker opmærksomhed nok.
Næste dag var en fredag. Fru Andersen, der ikke havde svigtet i femten år, ringede og sagde, hun var nødt til at blive hjemme, fordi hendes mand ikke kunne røre hovedet for sin gigt, og hun måtte være der, når lægen kom. Hun bad Lise koge Toms æg et minut efter at have sat det over i koldt vand, og håbede hendes mand blev rask nok til, at hun kunne komme i morgen. Sådan noget opfatter Lise ikke som en tilfældighed, men som et tegn fra himlen på, at man billiger hendes handling og gerne vil lette den for hende. Hun lavede morgenmad til sig selv og drengen, der lo, fordi hun altid kom til skade i køkkenet, og denne gang havde hun skoldet en finger, da hun hældte vandet fra æggene, og han fortalte hende om den antijule-bølge der var i klassen, og for sit vedkommende gav han gerne afkald på juletræ og alt det bladder, og Lise så ham kun utydeligt for øjenballetten med de brune glas og de hvide piller. Og skønt deres hænder var tæt ved hinanden, undgik hun at røre ham, den forældreløse, og han sagde: „Farveller!“ da han gik, og tænk, hvis de kunne have holdt en lykkelig afskedsfest, men han ville ikke komme til at mangle penge, for nu ville der komme fornyet gang i hendes bøger: „Nu vil vi købe dig, kvinde! / Med alle de mildeste ord, / alle de dyreste ord kan du få, / kvinde, men nu kan du ikke forstå, / at nu vil vi købe dig alle, / med alle de dyreste ord.“ Det var Tom Kristensens dødsdigt til en faldskærmsudspringerske, og nu var også han død, og den dag optrådte Lise i det svenske fjernsyn, og i Malmø sagde journalisterne og TV-folkene, uforstående over hendes bevægelse: „Hvem var Tom Kristensen?“
Det regnede i stride strømme, men det holdt vel op engang, og imens pakkede hun sin gule svineskindstaske, købt i Paris, med en omhu, der på ingen måde var naturlig for hende. Der var foruden pilleglasset to halvliter mælkekartoner, to sodavand, for det tilfældes skyld, at der ikke var væske nok, to ølglas, for hvis det ene gik itu, en pakke cigaretter, en æske husholdningstændstikker, og en lommelygte, hvis mørket mod forventning skulle overraske hende. Hun lagde en serviet mellem flaskerne, så de ikke kunne klirre mod hinanden. I skuldertasken var der, hvad hun altid havde på sig og ikke så nogen grund til at fjerne; et par læbestifter, en pudderdåse, et lille uklart spejl og en tegnebog med en del hundredkronesedler, som hun ikke gad tælle. Problemet var Toms sovepose. Den var i stykker ved lynlåsen, og der var intet hylster til den. Men da det stod for hende som den største forhindring, at hun kunne komme til at fryse, måtte hun simpelt hen rulle den sammen og tage den under armen med en mine, som om det var en af hendes vaner, at hun altid gik rundt med en sovepose. Hun lo fornøjet ved tanken. Hun ville gå, så snart regnen stilnede af, og i hvert fald før drengen kom fra skole.
Rastløs som når man venter gæster, og det hele alt for tidligt er parat, driver hun rundt i stuerne, gennem den lange, skumle gang, hvis vægge har en farve som gammel sennep, ud i køkkenet, der ligner en af de tegninger for børn, hvorpå de skal finde fem fejl, ind i pigeværelset, der er fyldt med kasseret legetøj og papkasser med træuld, og tilbage igen til de tre parketgulvbeklædte herskabsstuer, hvor hun for sidste gang krøller sig sammen i sit hjørne af londonsofaen, hvis endestykke katten har flået fuldstændig op. Det kan først betale sig at få den ombetrukket, når det lille kradsende dyr engang er død. Hun smiler ved tanken om, at den skal overleve hende, og stryger blidt hen over dens blanke brune pels, for den har hele tiden fulgt hende i hælene og ligger nu med forpoterne trukket op under sig og det strålende blå blik rettet mod hendes, stærkt og udtryksløst. Hun ser ud på de nøgne træer i kanten af cykelstien. Det regner sagtere nu, og denne regn har hun altid elsket. Det regnede altid hjemme i gaden, i hendes erindring regner det ømt og sørgmodigt, og hun føler på sit ansigt med fingerspidserne, og det falder hende ind, at hun må tilsløre det for ikke at blive genkendt. Som når hun fastelavnsmandag gik ud for at rasle som barn. Intet i verden er så vidunderligt som at gemme sig og være alene. Anonymitetens velsignelse.
Hun vil proppe håret op under sin gamle strikkede hue, som hun har forarbejdet i terapien under en af sine indlæggelser, og aldrig har brugt. Og hun vil hyre en vogn på gaden og bede om at blive kørt til en bestemt vej i Hillerød, som hun ved ligger lige op til skoven. Resten vil gå meget let. Hun behøver kun to timers fred, og hun ved om de piller, at man bliver, hvor man er, uden som med barbitursyrepræparater at flakke om i en tågetilstand, hvor man kan finde på hvad som helst. For første gang i lang tid tænker hun på Vilhelm, som nu for en gangs skyld ville være stolt af hende. Utallige gange har han rasende og fortvivlet bedt hende om „for helvede at gøre det ordentligt“, og han havde jo ret, og hvor i alverden er tiden blevet af? Snart kommer drengen hjem fra skole, sandsynligvis sammen med Lene, hans modererstatning, og i hjertet har hun besvaret hans „farveller“ fra i morges. Og så sker der følgende: Formummet i regnfrakke, gummistøvler og hårpolstret hue, med soveposen under den ene arm, tasken under den anden, og den sædvanlige ruskindstaske over skulderen, glad beredt til at møde sin sikre død, skal hun passere døren til Vilhelms værelse, som ingen har betrådt, siden Kurt forlod det. Og noget inde i hendes hoved går i stykker, det forekommer hende, at døren går op af sig selv, og hun blæser derind, allerede befriet for byrden af sit legeme. Hun synker sammen og favner en iskold dyne, mens de sarteste og brutaleste minder overvælder hende – og væggen er plettet af smerte og fortvivlelse, og hun hører telefonen ringe og ringe, og behøver ikke at tage den for at vide, det er ham. Hun rejser sig, sætter huen på plads, samler hele bagagen sammen igen og lukker entredøren bag sig med et lille smæld, den allersidste lyd fra det levende liv.
Vilhelm lagde røret, mens angsten gjorde hans ansigt hærget og gustent som en døendes ansigt. Efter den sidste artikel havde han ingen anden mulighed end at vende tilbage. I sin totale ligegladhed med Mille var han ikke klar over, i hvor høj grad hun delte dette ønske med ham. Han følte, at han ville være færdig, hvis Lise døde. Samtidig afskyede han at spille Vorherre og gribe ind i andre menneskers alvorlige beslutninger. Han befandt sig mellem to møder; de evindelige overenskomstforhandlinger, langtrukne, kedsommelige. Hvis han var ejer af huset, havde han sagt til Mille, ville han simpelt hen lukke hele butikken, når der skulle være sådan et helvedes vrøvl. Og hvis Lise døde ville han selv skrive hendes nekrolog. „Verden knuser enhver,“ ville han begynde efter et Hemingway-citat, han ikke erindrede i dets helhed. Noget med, at de gode og tapre knuser den først, men med os andre har det ingen særlig hast. Men måske kunne han nå hende. Han ringede efter en vogn og styrtede ned i den uden at have meddelt sin sekretær, hvornår han kom tilbage. Budet i forkontoret så forbløffet efter ham. Og netop som taxaen kørte frem, var Lise på vej mod sin død i en anden taxa eller lillebil, det var lige meget. Og Vilhelm ringede på døren og tog til sidst fingeren væk fra ringeapparatet. – Hellige Guds moder, mumlede han og havde lyst til at falde på knæ. Så hørte han en underlig raslen bag sig, og en spottende, hæs stemme sagde:
– De kan spare Dem al den ulejlighed, når de først begynder at rende ud i skovene, er det alvor.
– Ja, sagde han til den gamle kælling. – Denne gang er det virkelig alvor. Og han gjorde korsets tegn for sig, idet han bad Gud om tilgivelse for, at han ikke ville lade hende efterlyse … Regnen var taget til og ville hurtigt afkøle hendes bevidstløse krop. Vilhelm gik, gråhåret og firskåren, tilbage mod Rådhuspladsen, fordømt til at leve videre – fuld af angst for at begå en dødssynd.
Nede i gaden gik en dreng med langt silkehår og armen om en piges spinkle skulder. Han håbede, at hans mor ville være lige så glad og kærlig, som hun havde været, siden Kurt flyttede …