2.

Kibæk

Kibæk er en lille provinsby, som ikke har meget mere end to handelsgader og en station, der sukker længselsfuldt efter et tog. Den søvnige stemning minder mig en smule om Krumpendorf ved Klagenfurt, hvor vi plejede at besøge familien i mit barndoms Østrig. Kibæk har den samme småborgerlige stemning og den samme foragt over for den store verden, som Krumpendorf havde. Det er, som om husene i Kibæk hvisker: Dette er ikke vores krig, det er jeres! Vi vil ikke have noget med den at gøre, vi vil bare handle med vores varer og lytte til familien Hansen på statsradiofonien, som vi altid har gjort …! Men måske er provinsbyer sådan over hele verden. Man har nok i sig selv, samtidig med at man irriteres over dem, der ikke har det!

Wolfgang og jeg er blevet inviteret til gilde af en af byens spidser, Leo Schmidt. Leo er næstformand i Dansk-Tysk Forening og meget begejstret for Førerens store tanke. Han bor i en rødbrun herskabsvilla bag ved stationen. Den har seks mørklagte vinduer, som vender ud mod gaden, og karnapper og et atypisk spir, og da vi ringer på Leos blankpolerede egetræsdør, kan vi høre, at festen allerede er godt i gang. Vi banker sneen af vores frakker og uniformer, og gennem dørens matte ruder ser vi en skikkelse komme hen for at lukke op.

– Heil Hitler!

Leo strækker armen ud og slår os vennesælt i ryggen. Han har ingen jakke på, men er i hvid skjorte og sort slips, og da vi lukker døren bag os, forstår jeg hvorfor. Der er varmt i entreen – en luksus, vi slet ikke er vant til i Kibæk. Vi tager frakkerne af og banker sne af støvlerne, mens lyse stemmer når os fra dagligstuen.

Imens snakker Leo som et vandfald. Han er lille og lys med slikket pomadehår, men er bygget som en bryder med en bred brystkasse og en ucharmerende tyrenakke.

– Kom, Andreas.

Leo fører mig ind i stuen, som er pyntet med røde og sorte flag og et stort billede af Føreren på talerstolen i Nürnberg. Der er også et mindre billede af fede Hermann i sin hvide uniform, og rundt om i stuen står nogle unge piger og fniser. De har håret sat op og dufter stærkt af parfume. En af dem er næsten kun et barn, selv om hun er veludviklet og godt majet ud med pudder og sminke. De andre er i tyverne, og en smuk rødhåret pige i en grøn chiffonkjole kigger mig dybt i øjnene og siger, hun hedder Ida.

– Importeret fra Herning, blinker Leo og lægger en hånd på min skulder. – De overnatter her alle sammen. Kong Vinter og jeg har sørget for, at de ikke kan komme tilbage.

– Leoooooo!

Alle pigerne fniser, bortset fra Ida, som bliver ved med at betragte mig med et uudgrundeligt blik. Der er noget hypnotisk, men også noget fordømmende over hendes grønne øjne, og mod min vilje sænker jeg blikket og går videre rundt i stuen, mens Wolfgang griner begejstret til mig. Det er tydeligt, han er imponeret over omgivelserne, der er forbavsende stilige for så lille en by som Kibæk.

I det samme kommer nogle mænd ind fra de tilstødende stuer. De har fedtet, tilbagestrøget hår og er i sorte ridebukser og ryger pibe. I modsætning til Leos perfekte tysk taler de mit sprog med udpræget accent, men da jeg afprøver mit sparsomme dansk, svarer de mig kun på tysk.

– Så De keder Dem ikke ihjel her i Kibæk? spørger de venligt og bakker på piberne, som om de aldrig har bestilt andet.

– Overhovedet ikke, siger jeg. – Deres by ligger jo i et naturskønt område.

– Vi er ikke fra dette hul, siger den ene overlegent. – Vi kommer fra Skjern.

– … som også er et hul, men i mindre grad end Kibæk.

Han ler.

– Og så er vi medlem af partiet! siger den anden stolt.

– Og hvilket parti skulle det være? spørger jeg med et satanisk smil.

– Ja, nationalsocialisterne selvfølgelig …

Mændene kigger overrasket på mig:

– Ja … det er De vel også, er De ikke?

– Nej, jeg er overbevist stalinist, siger jeg.

Danskerne klemmer øjnene sammen og betragter mig, som om de ikke kan finde ud af, om de skal tage mig alvorligt eller ej. Jeg skynder mig at smile til de to mænd, der i uhyggelig grad minder om siamesiske tvillinger. Den ene ler en kort, glasklar latter, og jeg kigger opgivende på hagekorset på væggen. Det ligner en stor sort edderkop, som kravler videre – selv når man træder på den.

– Men De har vel været udstationeret mange spændende steder, har De ikke?

– Vi mener … har De været på østfronten?

De kigger spændt på mig, og pludselig går det op for mig, at der findes danskere, som ikke kan få nok af krigen – folk, som simpelthen er kede af, at de ikke har oplevet andet end mørklægningen og den sure lugt af tørv.

– Nej, jeg har ikke været på østfronten, siger jeg modløst.

Nogle minutter senere bliver mændene trætte af mig og går videre efter andre ideologiske sparringspartnere. Jeg stiller mig i et hjørne, hvor der sidder en hvid klatreengel af gips og synker hen i den melankoli, som krigen har fået frem i ethvert kulturmenneske.

Har jeg været ved østfronten? Jeg ler glædesløst, og pludselig fylder dette enkle spørgsmål mig med en iskold afmagt. Hvorfor er jeg overhovedet gået med til dette gilde med danske medløbere, der burde melde sig ind i Frikorps Danmark og få den ærefulde død, de så inderligt fortjener? Hvis der så bare var nogle almindelige danskere til stede, jeg kunne tale med. Men almindelige danskere er en mangelvare, når Føreren hænger på væggen, og Horst Wessel fylder luften med sin banalpatriotiske sang.

I et kort øjeblik overvejer jeg at gå hen til gæsterne og fortælle dem, at jeg er homoseksuel, jøde og engelsk agent i én og samme person, men jeg gør det selvfølgelig ikke, for jeg er fej og har altid været det.

Nogle gange husker jeg en synagoge.

Det er kun nogle forvirrede billeder, som ikke vil blive hos mig, men som haster videre. De viser en smuk, brun bygning med tykke tæpper og kunstfærdige dekorationer på væggen. Hvor denne synagoge ligger henne, aner jeg ikke. Jeg husker bare, at der var koldt, og at der sad nogle fanger på en lang række. På gulvet lå en mand med glasklare øjne og et hul i tindingen. Blodet piblede ud og lavede en rød sø på tæppet. Der var alt for stille i synagogen. Det eneste, man kunne høre var en høj latter, der kom fra en lille platform – en høj skærende latter, som knap nok virkede menneskelig …

– Mine damer og herrer …

Leo slår på et glas med en sølvgaffel.

Der bliver stille.

Vores vært kigger ud over dagligstuen med et blik som en hærfører. Han har våde skjolder under armene, og de næste minutter bruger han til at udtrykke håbet om, at vi alle må få en fornøjelig aften, mens hans øjne klæber til den purunge pige.

– … og så synes jeg, at vi skal udbringe en skål for Føreren og hans renfærdige kampagne mod bolsjevismen.

– Hørt, lyder det fra alle. Vi drikker i tavshed og bliver ledt ind i dagligstuen, hvor der er dækket op med sølvfade fulde af dansk smørrebrød … men jeg kan ikke komme væk fra synagogen. Jeg stirrer på den tykke flødeleverpostej med de sprøde baconstykker, spegepølsen med sky, de dekorative løgringe og den fede Mariboost på fint skåret franskbrød. Der er endda et par stykker med fiskefilet, som er dekoreret med uhørt luksus: citronbåde og skinnende gul remoulade.

Leo har lavet bordplan, og jeg kommer til at sidde ved siden af den rødhårede Ida, der kiggede så indtrængende på mig, da jeg ankom.

– Tak, siger hun, da jeg trækker stolen ud for hende. Der er noget køligt ved hendes væsen, som jeg ikke bryder mig om – men heldigvis koncentrerer skønheden sig om den ene af de piberygende tvillinger, der sidder på hendes anden side.

Jeg kigger mig rundt i synagogen med de tykke tæpper, dekorationerne og det smukke skab med vaserne og rullerne. Og så begynder jeg at le. Min latter er dum og fuldstændig umotiveret. Den kommer fra en gal mand, jeg er splitterravende gal, og i et kort sekund stopper al snak ved bordet. Leo kigger på mig med sit spytslikkersmil. Alle danskerne studerer mig, som om jeg er et udstoppet dyr bag en glasrude, og jeg smiler affabelt og koncentrerer mig om stuen: Den er gammeldags og stilig med et brunt mahogniskab til porcelæn og linned. På væggen hænger et stort landskabsmaleri med gule høstakke og blå himmel med klodeskyer.

Jeg griber ud efter den første Tuborg og drikker den hurtigt. Der var en synagoge og en lejr og en stilhed. Engang.

– … Churchill må være en af de mest krigsgale ledere i historien, bralrer Leo, – det er ufatteligt, at det fedtbjerg tror, han kan stoppe den nye orden. Har jeg ikke ret, Andreas?

Jeg kigger op og nikker automatisk. Jeg har besluttet at starte med fiskefileten og den gule remoulade, og da jeg langer ud efter fadet, ville jeg ønske, vi fik den slags mad til daglig i vores messe i Hvedde.

– Det burde være tydeligt for selv de mest svagtbegavede, at England aldrig har haft noget reelt ønske om fred, men kun har forsøgt at tvinge Det Tredje Rige i knæ …

Leo fortsætter med sine geopolitiske banaliteter nogle minutter endnu (Middelhavet er en arisk indsø. Vi behersker alt fra Spanien til Egypten osv.), og jeg har lyst til at rejse mig og slå ham hårdt i ansigtet. Hvorfor kan man ikke spise et stykke mad uden at skulle snakke om den forbistrede krig?

– Åh, er der ingen, der kan lukke kæften på Leo? stønner en af pigerne ved min bordende. Hun laver øjne, mens hun fejer nogle krummer ned i en serviet.

– Det er desværre ham, der bor her! hvisker en sidedame.

De fniser som fjantede skolepiger, og i det samme slår Leo sin knytnæve i bordet:

– Jeg hader det jødiske England! Det kan overhovedet ikke diskuteres, at jøderne og frimurerne har udbyttet …

– Sieg nu heil og spis din leverpostej, vil du ikke nok, Leomand? siger Ida pludselig.

I et kort øjeblik bliver der stille omkring spisebordet. Jeg skæver til min myndige borddame, mens Leo holder inde og sætter gaflen i et nyt stykke smørrebrød. Flere begynder at fnise nervøst, og jeg drikker af den fine Aalborg og mærker, hvordan den brænder i maven. Stemningen har ændret sig, og jeg fryder mig over, at Leo blev sat på plads så grundigt.

I et halvt minuts tid hører man kun knive og gafler, som skramler mod tallerknerne, men pludselig vender Ida sig mod mig:

– De siger ikke så meget i aften, Oberleutnant. Er De altid så stille af Dem?

– Kun når jeg spiser, smiler jeg.

Ida hæver det højre øjenbryn i en lille overrasket bue:

– De taler vores sprog?

– Jeg havde en dansk barnepige i Østrig, da jeg var lille.

– De mener vel Ostmark. Østrig eksisterer ikke mere, så vidt jeg er orienteret.

Jeg nikker smilende, men kan ikke lade være med at indskyde, at selv Ostmark er historie. Mit gamle fædreland er nu delt op i Reichsgaue, distrikter, og min stolte fødeby Wien er intet andet end en ubetydelig provinsby i Det Tredje Rige.

– Er De ikke ked af Deres lands skæbne? spørger Ida.

– Ikke det fjerneste. Da Føreren gik ind i Wien, reddede han vores land fra et korrupt diktatur.

– Det skal De vist sige som den gode soldat, De er … ikke sandt?

– Hvem i alverden siger, at jeg er en god soldat?

Vi smiler til hinanden. Ida har et ovalt ansigt fyldt med fregner, en lille pæn næse og en køn, men ironisk mund. Det røde hår er sat op med en grøn sløjfe, og hendes fine, hvide hals giver hende et royalt udtryk. Ida virker ikke som en provinspige, hun er alt for direkte i sin facon, og jeg kan ikke undgå at notere, at hendes bryster ser pæne ud under chiffonkjolen.

– Leo har faktisk fortalt mig en smule om Dem, siger hun pludselig.

– Har han?

– Ja, han siger, at De er en fin fyr, som kommer med en masse vittigheder, men at De altid virker så trist.

– Siger Leo virkelig det? spørger jeg overrasket.

Ida nikker. I et kort sekund overvejer jeg, hvor længe siden det er, jeg har været sammen med en kvinde, men jeg kan ikke huske det. Det er, som om hele mit liv er forsvundet ned i et hul. Men i øvrigt er det bedst ikke at tænke for meget på det svage køn. Kvinder komplicerer tingene på den mest poetiske måde – i hvert fald når man er en mand.

Jeg ler min umotiverede latter.

Endnu en gang stirrer alle danskerne på mig, og jeg ved, at der kun er én måde, man kan pacificere dette folkeslag på – ved at hæve glasset og skåle. I et kort sekund møder mine øjne Idas, og vi smiler til hinanden med den pludselige generthed, folk rammes af, når de er sikre på at ende sammen.

En time senere ryddes bordet for sølvfade og tallerkener.

De fleste af os hjælper stuepigen med at bære dem ud i et stort, iskoldt køkken. Leo står ved det brune skab og flirter med den purunge pige, mens han prøver at tvinge en øl i hende. Den unge pige fniser nervøst og kigger ned i glasset, som om hun ikke kan lide dets indhold. Jeg går tilbage i stuen, hvor flere er begyndt at danse – ikke til den dekadente negermusik fra Amerika (som jeg godt kan lide), men til tysk harmonikamusik (som jeg ikke kan udstå). Nummeret er vistnok Liebchen Marie og fremkalder uudholdelige minder fra en fjern fortid i München.

Jeg kigger mig om efter Ida, men kan ikke se hende nogen steder. I et kort øjeblik er jeg bange for, at hun er forduftet, men i det samme kommer hun ind fra badeværelset. Da jeg spørger, om jeg må få den første dans, siger hun nølende ja.

Vi danser uden at sige et ord til hinanden, og i de første minutter er Idas krop underlig stiv mod min, men langsomt løser hun op og bliver friere. Jeg nyder at holde om den danske pige, og da jeg lader min hånd glide ned mod hendes bagdel, er der et saligt smil på mine læber.

– Hvad laver Deres hånd dér, Oberleutnant?

– Den hviler sig.

– Er den allerede blevet udmattet?

– Det virker sådan, ler jeg.

Jeg er ikke sikker på benene længere, og langsomt bliver vi ét med musikken. Det er en parringsdans, vi er i gang med, ingen tvivl om det, og pludselig er min tunge i Idas mund. Hvordan den er kommet der, ved jeg ikke, men Ida smager af snaps og ferskvand, og der går hul på noget i mig. Pludselig elsker jeg alt! Jeg elsker dette flade Danmark, som ikke kunne drømme om at sætte sig op mod herrefolket – dette Danmark, hvor kvinderne er gavmilde, og hvor modstandsbevægelsen er ensbetydende med en spytklat fra et blødende nøglebarn, og jeg opdager, at der er tårer i Idas øjne, og så kigger hun ind i mine og hvisker hæst: Kom.

Der er tre kvistværelser ovenpå, og vi går op ad nogle knirkende trapper, hånd i hånd. Ida fniser, og min uniform er ikke nypresset længere. Alt er smukt og naturligt; der er intet forlorent ved situationen, kun lyden af Idas chiffonkjole og armbåndets raslen. Og pludselig begynder Ida at fortælle mig, at hun er tysklærer på et gymnasium, men jeg vil ikke høre på det, for så virkelig må Ida ikke blive. Jeg lægger forsigtigt en hånd hen over hendes mund, og pludselig synes jeg, at Ida er mørkeblond og har store brune øjne. Hun bliver til en anden foran mit blik, hendes ansigt er smallere, blegere med høje kindben, men jeg vil ikke have, at hun ændrer sig, så jeg stopper op og kysser hende frem i tiden. Derefter går vi videre, forbi et tungt høstmaleri og et mørkt familieportræt af en streng, alvorstung patriark.

Pludselig lugter der af tørv og løbesod og slidte madrasser. Ida drejer om et hjørne og går hen mod en gråmalet dør med et stort guldhåndtag, og i det samme kommer jeg i tanke om, hvad mine kammerater siger om de danske piger: De vil have cigaretter og andre goder – men Ida er ikke sådan, det kan jeg mærke med usvigelig sikkerhed; Ida tænker ikke på den måde, og i det samme træder vi ind i et surt kvistværelse og tænder lyset.

– Så sluk dog for satan, lyder det, og vi stopper op i døren og ser Leo ligge på en sofa med den mindreårige pige.

Der er en ram lugt i værelset, og pigen er sanseløs drukken og vender det hvide ud af øjnene. Leo har smøget trusserne ned om lårene på hende, og hans grådige hænder piller ved hendes køn. Gylpen i Leos bukser er revet op, og hans manddom står rank ud i luften.

– Skrid, siger han, og der går nogle sekunder, før jeg opfatter situationen i sin skidne råhed. Så slår det klik i mig, og jeg farer hen til sengen og river Leo væk fra pigen. Leo skal til at sige noget arrigt, men i det samme får han min knytnæve lige i ansigtet og falder tilbage på sofaen og slår hovedet mod væggen. Den mindreårige pige begynder at klynke. Jeg trækker blidt hendes trusser op og siger noget beroligende, og så vender jeg mig om mod Ida, der betragter mig med et underligt blik i øjnene.

– Det kommer du til at fortryde, Andreas! siger Leo og tager sig til baghovedet. Hans øjne er opsvulmede. Jeg ignorerer min vært og ser igen på Ida. Der er noget, jeg ikke kan tolke i hendes blik, og pludselig går det op for mig, at hun er en totalt fremmed. Jeg må ikke narre mig selv til at tro andet. Vi kan hygge os så meget vi vil, men jeg er og bliver en udenforstående i en fremmed uniform.

– Hører du? Det kommer du til at fortryde.

Leo tager sig til baghovedet med en grimasse. Der er kommet en smule blod, og han ser ondskabsfuldt på mig uden at røre sig. Jeg mærker volden i mig og har lyst til at fare i hovedet på ham endnu en gang, men gør det ikke. I stedet for tager jeg den mindreårige og bærer hende ud af kvistværelset. Hun er fuldstændig fra sine sanser, og da jeg går ned ad trappen mod badeværelset, er Ida bag mig. Pigebarnets taftkjole er krøllet som en klud, og ude på badeværelset tager jeg en svamp på toiletbordet og gør den våd. Ida hjælper mig, og et halvt minut senere kommer pigebarnet til hægterne, mens vandet driver ned ad hendes ansigt.

– Bare rolig, du er i sikkerhed nu, siger jeg, og Ida begynder at tale beroligende til pigen. Jeg forstår ikke alt, de siger til hinanden – men i nogle minutter betragter jeg Ida i det store matte spejl, mens harmonikamusikken larmer fra stuen. Der er isblomster på det lille mørklagte vindue, og pludselig virker det, som om det er flere år siden, vi kyssede hinanden – ja, selv vor parringsdans står underligt drømmeagtig for mig, hvorimod det fuldesyge pigebarn virker mere ægte, og da Ida forlader gildet nogle minutter senere, er hun endnu et afbrudt løfte, og jeg orker ikke at sige noget til hende, ikke en gang godnat.